Bigum på hjernen - i anledning af en kronik om Jens Christian Grøndahl og et radioprogram med 'Hjernemadsen' som vært

For godt halvanden måned siden bragte Politiken en kronik af kunstmaleren og digteren Martin Bigum.

   Rubrik og manchet var formuleret sådan:

At bryde abrupthedens konstant er en kunst

Hvad er det, der gør, at man som billedkunstner griber pensel og uopfordret giver sig i kast med at lave et portræt af en nulevende dansk forfatter? Man synes måske, der mangler et billede af det, der ikke helt kan sættes ord på.

Den handlede om Bigums refleksioner over sit ubestilte portrætmaleri af forfatteren Jens Christian Grøndahl, et billede som man kan få adgang til at se her:

http://sn.dk/modules/xphoto/cache/83/645783_930_9300_0_1_2425_1675_2.jpg

Jeg læste kronikken med interesse - ikke mindst fordi jeg har skrevet om Bigum som kunstner og personlighed i hele tre tidligere blogindlæg. Og fordi jeg efter det sidste indlæg ikke kunne lade være med at kontakte ham pr. mail, for at se om jeg kunne få svar på et spørgsmål som jeg havde glemt at stille efter hans foredrag på Vordingborg Bibliotek i marts: Er du synæstetiker?

   Min hypotese var og er at det er han - måske endda en multi-en af slagsen - ligesom fx den berømte asberger-autist Daniel Tammet der har en ubeskrivelig god hukommelse, er tal-ekvilibrist - og altså også multi-synæstetiker, som jeg bl.a. har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/synstesien-som-en-gave-belyst-gennem.html

Den mail til Bigum gav hurtigt en venlig returmail fra ham - hvori han lovede at svare for alvor når han var mindre presset af maleriet. 

   For at dokumentere hvor presset han var, vedhæftede han fotografier af det maleri han var begyndt på, men slet ikke havde malet færdig:

 

Undskyldningen for ikke at give et uddybende svar, giver rigtig god mening i det lys, fordi man har kunnet læse sig til at Martin Bigum er meget disciplineret, dagligt går i sit atelier og arbejder fra 9 til 17, og sætter sig det mål at et maleri skal være færdigt på tid - 5-6-7 uger. 

   Det ufærdige billede er på en gang figurativt og symbolsk - og er visuelt rytmisk og splintret kalejdoskopisk i sit udtryk. Det fremstiller et ungt par der svømmer rygsvømning mod oprørte bølger - mens de trækker en flad 'flåde' der har form som Bornholm, efter sig.  

   Måden at behandle bølgerne på giver mindelser om japanske træsnit, og de to figurer giver mindelser til jugendstilen.

Svaret fra Bigum i mailen og det her ufærdige billede, det blev jeg så mindet om igen for et par dage siden da en af de radioudsendelser som Peter Lund Madsen tilrettelægger under fællestitlen "Hjernekassen på P1", havde Martin Bigum som medvirkende og hovedperson. 

   Udsendelsen blev optaget i Bigums atelier, og Peter Lund Madsen var en (ikke særligt god) interviewer. 

Her er illustrerende billeder fra Facebooksiden om udsendelsen:

  

Som man kan se er Jens Bigum kommet lidt længere med billedet han er igang med, og som jeg fik at se i en lidt tidligere version. De to svømmere og et enkelt mosaikfelt er nu blevet farvelagt. 

   Man kan også se at de står med den skitse som er forstadiet for maleriet, og som man kan læse nedenfor, sandsynligvis udspringer af et syn på den indre skærm.

   Det sidste billede viser et arbejdsbord med andre skitser af syner han har haft, og som måske ender med at blive omsat til malerier - eller delelementer i malerier

Hvad snakkede de to så om? 

   Selvfølgelig om Bigums billeder som man de kunne se i atelieret, om hans disciplinerede måde at arbejde på, om at blive inspireret af syn og visioner der dukkede det indre øje som så skulle indfanges og omsættes i tegning, farver og penselstrøg, om spillet og dynamikken mellem bevidst og ubevidst i den kunstneriske proces, og om den specielle hjerneindretning som antagelig måtte ligge bag Bigums særlig kunstnerpersonlighed, en personlighed som havde været med til at gøre ham til en slags outsider i det etablerede samtidige kunstetablissement.

Både i kronikken om Jens Christian Grøndahl-portrættet og i samtalen med Peter Lund Madsen vender Bigum flere gange tilbage til den metafor at kunsten skal stoppe tiden der udgør en ellers ubønhørlig og ustoppelig strøm.

   

Han taler om kunstværket som ...

... en tidsmaskine ...

Han taler om at et kunstværk skal være ...

... en kæp i hjulet på tidens skånselsløse gang ...

Og han bruger i kronikken denne flotte, næsten for flotte,  metafor:

Eftertankens langstrakte nu kan forhale sekundernes hækkeløb

Og han generaliserer sin metafor til oplevelser som alle kunstnere vil kunne genkende: 

Jeg tror, alle kunstnere higer efter selv at ramme det moment i deres værk, hvor al tid standser.

Den gennemgående metafor peger på at Bigum er en slags romantiker. Han kalder sig selv "symbolist", og refererer dermed tilbage til malerkunsten og digtningen i Europa før og efter år 1900. 

   Hans kunstfilosofi ligger i hvert fald tæt op ad romantikernes fremhævelse af kunsten og poesien som noget evigt, noget der står uden for tiden - i modsætning til den timelige, praktiske og materialistiske virkelighd. 

   

Jeg har tidligere skrevet om 'symbolismen' i et indlæg hvor jeg udkaster den teori at blandt andre Van Gogh var synæstetiker, og havde indre visioner eller syner som var styret af de såkaldte 'formkonstanter', og som slog igennem i hans maleriers helt særlige form og udtryk. 

   Jeg sluttede det indlæg med:

Som jeg ser det, så er de former for synæstesi som udfolder sig i figurer, mønstre og former, styret af disse 'formkonstanter' som er indbygget i hjernens visuelle set up.

  I malerier af Hilma af Klint, Kandinsky, van Gogh og Hundertwasser, som alle tilskrives at være synæstetikere, kan man uden større anstrengelser efterspore at formkonstanter er mentale og konceptuelle medspillere i deres kunst.

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/06/maleriudstillingernes-dramaturgi-om.html

Den teori jeg udkastede i foregående indlæg om Bigum, var at han tilhørte samme 'selskab', og at hans syner og dermed hans billeder også bar præg af de såkaldte 'formkonstanter'.

   Indirekte kunne det at han beskriver sig selv som lidt 'autistisk' når han maler, godt pege i den retning. På spørgsmålet om hvad han mener med det, fortæller han at han jævnlig drejer billedet en kvart eller en halv omgang om malere videre på det i en position, vel lidt svarende til at nogle mennesker kan skrive lige godt med venstre og højre hånd, eller at de kan læse tekster på hovedet.

I radioudsendelsen kobler Bigum denne sin kamp i kunsten for at stoppe tiden, sammen med et fænomen som jeg jævnligt har beskrevet i flere blogindlæg: 'den kreative vrede':

Kunst er også bygget på vrede: Hvad siger I til DET, og hvad siger i så til DET og til DET? 

   Det er en motor at stå heroppe i atelieret (og sige): Jeg skal eddermame vise verden at man kan stoppe bare lidt af den her malstrøm af tid med DET HER MALERI eller DET HER MALERI, som så kan blive små sten i skoen. 

   Den vrede har jeg set hos enkelte af min generationsfæller, det er en troldsplint også i øjet hos dem. 

   Det (vreden) er en vigtig motor.

Bigum svarer så ikke på Peter Lund Madsens opfølgende spørgsmål om hvad han er vred over, men fortsætter ud af af sit eget metaforiske tankespor:

Du kan  stoppe tiden et kort sekund for folk. Det har jeg selv oplevet ved (store) kunstværker jeg har set. Og jeg prøver at indhente dem med mine billeder.

(...)

   En gang hvert andet år ser jeg et kunstværk der gør indtryk 

Den bagvedliggende kreative vrede kommer også til udtryk i en række andre af Bigums metaforer for hvordan han arbejder med maleriet: Det er en kamp:

Det er maleriet man skal besejre hver dag. Man stager sig igennem et maleri for at få det på plads.

(...)

Hvert eneste maleri er en hån mod mig. 

(...)

   Man skal nedkæmpe billedet undervejs og lave et tigerspring. Og det er kunsten. 

Peter Lund Mandsen bemærker nogle små naturalistiske malerier på væggen i atelieret, og spørger hvad det nu er for noget:

  Bigum fortæller at der er tale om en slags personligt eksperiment med at sætte sig ud i naturen med staffeli og solhat og med bierne sværmende, og så se på virkeligheden, og så male det han ser her og nu ...

...  og så prøve at se om man kan fange ind det man ser i naturen.

   Og når man så kigger igen, så er alt forandret, det man har malet er for længst væk, men nu er det så på lærredet.

   Det er en pervers lille leg med virkeligheden. Men det foregår i hvert fald med ro på. 

   Det er noget jeg faktisk virkelig nyder - men det er ikke noget jeg som sådan vil udstille.

Hvorfor ikke? burde Peter Lund Madsen have spurgt.

   Men det Bigum beskriver her om tilblivelsen af de små naturalistiske billeder, er det stik modsatte af den proces han ellers beskriver som den der ligger bag hans produktion af kunstværker. Den bygger på visioner og syner der presser sig på indefra - fra det ubevidste:

Der kommer et syn for det indre blik. Og ud af 10 syn der kommer forbi, er der et der duer.

   Der melder sig billeder, og et af dem har en kim i sig som jeg kan stå inde for. Så det gælder om at fange det når det er der.

   I min hånd og i min hjerne er der noget der gør at jeg kan tegne som jeg gør. Når jeg ser noget for det indre blik, er det så stærkt og flot i sin komposition, og jeg tænker så: Hov, det må jeg fange ind og ramme med min streg.

   Så må jeg lave de bedste skitser, og så er det skitser af hvad jeg ser med lukkede øjne for det indre blik.

   Det er som om hjernen har sin all power station som så starter, og så skal jeg prøve at mime det jeg ser for mit indre blik.

   Man har så også en stil og man har en ånd som man godt vil udforske. 

   Men skitser som falder helt ved siden af, kan jeg ligesom ikke føje ind i det større hele. 

Bigum har også en udtalt kritik af "samtidskunsten". Han siger til Peter Lund Madsen:

I samtidskunsten snakker man ikke om det eksistentielle i at lave kunst.

Underforstået: at det burde man, for så kunne Martin Bigum føle sig mere inkluderet, hvor han nu stadig føler sig i en outsiderposition.

I radioudsendelsen er der ellers ikke meget der peger på at Bigum skulle være neuroligisk synæstetiker. Men i kronikken er der nogle citater der peger i den retning. Her en synæstisk kobling fra syn til lyd:

Det slip af visioner, sammenhængende symboler, og ikke sammenhængende symboler, vi ser rasle over maleriets midterfelt, er billeder på alt det, forfatteren kunne have noteret sig på vej gennem livet som værende af betydning. Hvor subtilt og diffust og konkret det så måtte være.

   Hvis vi kunne skrue op for lyden af maleriet, ville det formentlig larme; knitre, suse, klapre, tikke, ruske, sive, dryppe, smælde. Og hvis jeg kunne sætte det i bevægelse, som en film, ville det være som et flimmer af syn, hundreder af lysspættede sansninger, der spoler gennem milliarder af øjeblikke.

Og i det følgende går synæstesien fra ord i det han har læst af Jens Christian Grøndahl, til syner med billeder/farver:

Lige pludselig, for et år siden, var ’visionen’ der (for for mig er det dybest set det, et maleri er: et syn?): Jeg tegnede lynhurtigt skitsen til maleriet. Det er altid et godt tegn, når den sidder i skabet fra starten. Jeg tror, jeg var nået til et punkt som kunstner, hvor jeg nu havde erfaringer nok til selv at give et medbillede på nogle erkendelser fra den kunstneriske proces.

   Dette ser man bl.a. på mit maleri; forfatteren er koncentreret, har lukkede øjne, hænger skildret i halv figur, i et uudgrundeligt lys, ude i venstre side, med skoen svævende over jorden. Han har lyseblå skjorte, brun jakke og beige bukser på.   Ved maveregionen og under knæet er puslespilsbrikker. Hans anden halvdel er væk, den er sluset væk i slyngede bånd, strimler, ruller, puslespilsbrikker, planer og plader, i et vildt ryk over billedfladens rå lærred.

   Hver scene, der er malet på alle disse prismer, refererer direkte eller indirekte til sansninger og scener fra hans romaner og essays, som jeg, som læser og billedkunstner, har valgt at fortolke dem.

Ifølge radioudsendelsen kommer disse syner ofte til Bigum i overgangsfasen mellem vågen og søvn, en tilstand som har en række fællestræk med virkningen af meditation og euforiserende stoffer, og som har den faglige betegnelse hypnagogia:

Hypnos means “sleep” and gogia means “driver” so the two combined mean “sleep driver”. It’s the last moments a person experiences before being completely engulfed by sleep. Hypnagogia was coined by Alfred Maury in order to define the transitional stage between wakefulness and sleep (4). It precedes the first stage of sleep when alpha rhythms in brainwaves slow down and then break up before turning into slower and smaller amplitude theta rhythms (1). Hypnagogia is usually known as an altered state of consciousness and sometimes it’s referred to as the “borderline” state or the “half dream” state. During this stage, the person falling asleep can go through strange experiences that are similar to those triggered by hallucinogens such as LSD and DMT. The person’s imagination takes over: He or she can hear random voices, see imaginary objects from people to mysterious worlds; his or her body can experience strange sensations such as floating or becoming bigger, and the brain can spit out random and origin-less thoughts. The experience can be anywhere from fascinating to utterly terrifying.

 http://serendip.brynmawr.edu/exchange/node/4159

Her links til de foregående Bigum-blog-indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-igen-om-synstesi.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-nu-med-personlig.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html 

Nils Thorsen vs. Kim Leine - en succesforfatter med en hjerne med særlige evner: til at huske erindringer og til at udtale ord baglæns

Nils Thorsen er en fremragende interviewer. I dag bringer Politiken første del af et interviewportræt med forfatteren Kim Leine der har vundet et utal af priser - ikke mindst for den sidste roman "Profeterne i evighedsfjorden". 

   Rubrikken på forsiden af kulturtillægget lyder:

Flugten til Ingenmandsland

 Og den fem sider lange artikel inde i tillægget har rubrikken:

Drengen på afgrundens rand

Jeg har skrevet om Kim Leine i et tidligere indlæg - også med afsæt i et stort interview - den gang i radioprogrammet "Besøgstid" - med den lige så fremragende interviewer Karen Secher:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/kim-leine-og-karen-secher-en-kreativ.html

Den gang konstaterede jeg at Kim Leine har haft et barndoms- og ungdomsliv med oplevelser og erfaringer der synes at være fælles for rigtig mange af de mennesker der i øvrigt lever op til kriterierne for "den særligt kreative personlighed".

   Her kommer en lidt udvidet liste:

• mentalt spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
• tidligt fadertab og savn på grund af skilsmisse
• alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
• mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation - 'outsider'
• ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
• radikalt miljø og kulturskift i en ung alder (fra isoleret Jehovas Vidner-miljø i Norge, Til det frie og vilde live i København)
• incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
• identitetsproblemer - flere personligheder i en - taler selv om "sin flydende identitet"
• misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland

Så Kim Leine er set fra mit synspunkt en case med dokumentarisk værdi for en teori jeg nu har forfulgt gennem de fire år jeg har skrevet på den her blog.

Der komme nogle ny aspekter til personligheds-mosaikken som Nils Thorsens interviewpoertræt bidrager med:

   Blandt andet har Kim Leine åbenbart en 'selvbiografisk episodisk hukommelse' der er helt ekstraordinær, så han kan genkalde sig erindringer med alle sanseindtryk og detaljer fra den gang. 

   Det bemærker jeg fordi jeg for nogle få blogindlæg siden i serien om "særlige evener" blandt andet skrev om folk med en helt ekstraordinær selvbiografisk hukommelse, et særligt 'syndrom' der fagligt har fået diagnosebetegnelsen 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-4-nar-man-kan-huske-hvad.html

Kim Leine skrev både selvbiografisk såkaldt 'autofiktion' i sine første bøger, og er jo også er blevet interviewet i hoved og røv om sit særdeles omtumlede og fascinerende liv - i forbindelse med sin seneste romansucces. Og gennemgående er han meget præcis i beskrivelsen af sit liv - og beskrivelserne er også meget billedlige - metaforiske.
   Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.

   Så se her hvordan Nils Torsen elegant får beskrevet det problem det er for en journalist som ham at alle spørgsmål er stillet og besvaret masser af gange før:

Enhver form for misbrug ernærer sig ved tavshed, forklarer Kim Leine. Alene det er grund nok til at at tale. Men han ser også alt, hvad der følger af hans forfatterskab, som en dannelsesrejse. Herunder endnu et interview med de samme spørgsmål. For svarene kan godt være langt fra sandheden . Det er bare en måde at tænke højt på.
   "Spørgsmålene gælder evigt", smiler han.
   "Svarene holder i fem minutter".
Forklaringerne i hvert fald. De streger der trækkes mellem det huskede.

En smuk måde at dokumentere Kim Leines beskrivelse af sig selv på, som en person med "flydende identitet".

   Nils Thorsens tekst fortsætter:

Erindringerne synes derimod at stå klart. Og dem har Kim Leine en nærmest uhindret adgang til. Som om øjeblikkene er blevet stående i ham, helt fysisk og i alle detaljer, så han til enhver tid kan hente dem frem af tidens gemmer - med lys, lugte og kropslige fornemmelser.

Jo, det peger for mig i retning af at Kim Leines kreativ hjerne må have særlige evner bl. a. i form af noget der kunne ligne 'hyperthymesia'.

    Og så går Nils Torsens legendarisk kreative metafor-blender ellers for alvor igang med at beskrive deres indbyrdes relation som hhv. den der spørger, og den der skal levere svarene, en relation som Thorsen kalder "arbejdsdeling":

   Hvorfor arbejdsdelingen giver sig selv. Med spørgsmål langt ude fra et punkt over skydækket, mens forfatteren står parat nede i sit liv og tage dem på sig som en opgave. Beredvilligt begiver han sig af sted i skiftende retninger dernede. Og aldrig vender han tomhændet tilbage. Hvorefter han lavmælt og detaljeret lægger det fundne frem til granskning.

Senere får Kim Leine anledning til at beskrive hvordan han forbereder sig på at skrive - vel hvordan han undgår daglige skriveblokeringer:

Når man skal skrive, skal man glemme "at tage sig sammen" og "give den en skalle", siger Kim Leine. Og droppe alle de "germanske metaforer", som han kalder dem.

  "Det er bare rester af bondekulturens forbandelse. Altid at planlægge frem i stedet for at være her og nu. Og jeg vil hellere have en nomadehjerne, som kigger ud af vindet om morgenen og tænker: "Okay, det sådan  vejret er i dag. Så gør vi det.""

   Men det kræver lidt teknik.

   "Jeg bruger en finger som metafor," siger han, stikker en pegefinger i vejret og giver sig selv lov til at stryge op og ned af den med to fingerspidser.

   "Nu er min hjerne hård og stiv og vil ikke rigtig noget", siger han. "Ligesom min finger er stiv som en blyant. Men ens hjerne skal jo samarbejde med en når man skriver, så den skal have det rart."

   Sådan sidder han og beroliger sig selv, før han giver sig til at skrive. Trækker vejret dybt og synker gradvis ned i en tilstand af sløvhed.

En fantastisk smuk metaforisk beskrivelse af det jeg har kaldt "the inner game of writing" - i forlængelse af Thimothy Gallweys bøger med den fælles indledningsformular i titlen: The Inner Game of ... Golf, Tennis, Music":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/det-indre-spil-om-at-udve-musik-og-om.html

Men Leines udtalelser her ligger også tæt op ad Betty Edwards beskrivelse af hvordan man skal lære at "lukke ned" for venstre hjernehalvdels forestillinger om hvordan ting nok ser ud, for at gøre det muligt for højre hjernehalvdel at lade øjnene uforstyrret iagttage hvordan de virkelig ser ud:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/kunsten-at-se-om-kreativitet-og.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/lr-at-se-sladder-kan-manipulere-dit-syn.html

Hos Leine drejer det sig ikke om at se noget ydre som det virkelig er, men om at genfremkalde og se noget fra erindringen på den indre skærm - "the minds eye" - som det virkelig var. 

   Og han fortæller videre om skriveprocessen når den bliver forstyrret af ydre hændelser:

   Som mange mænd oplever han at han selv er ekstremt ustabil og på mental katastrofekurs - og for at beskrive risikoen ved at få skriveprocessen afbrudt, bruger han igen en spændstig metafor, som Nils Thorsen opfanger og derefter spiller på i sin videreførelse af teksten:

   "Afgrunden skal man kunne se. Den skal bare ikke inden for snubleafstand", siger Kim Leine, hvis forfatterskab har været hans egen redningsplanke.

   "Men straks min skrivning bliver bliver forstyrret, tænker jeg: Åh, nej, nu forsvinder det hele", siger han.

   "Og så bliver afgrunden pludselig tydelig igen".

   Som dreng havde Kim Leine altid afgrunden inden for snubleafstand. (....)

I Kim Leines beskrivelse af sin egen barndom hvor han efter skilsmissen mentalt trækker sig tilbage til en indre verden - og er angst for alt og alle i omverdenen, der lyder han næsten som en der har oplevet en form for autistisk tilstand, en tilstand som i karakter minder om asberger-autisten Daniel Tammets beskrivelse af sin barndom i bogen "Born on a Blue Day". Og han har i hvert fald en helt ekstraordinær hukommels som sige sparto ...

   Ligesom Tammet lærte Leine sig selv at læse allerede som fireårig, og ligesom Tammet beroliger Leine sig selv i forhold til en angstprovokerende virkelighed ved at læse alle mulige former for litteratur og lade sig opsluge af deres fiktionsuniverser.

   Han blev i den grad mobbet af kameraterne, så han stort set holdt op med at sige noget både i klassen og i skolegården:

Derfor nøjedes han med at praktisere sin kunnen derhjemme. Detektivbøger, tegneserier, og westernromaner. Dumas´ samlede værker, som han fandt i reolen, men tvivler på at hans mor kendte til eksistensen af. Og bøger han, mere eller mindre tilfældigt, trak ud af bibliotekets reoler.

   "Jeg elskede de bøger", siger han.

   "De var så medrivende . Og bare for at komme væk fra sig selv og ind i en verden, jeg aldrig havde kendt noget til. Det var sådan en befrielse."

   Limbo kalder han sine små fredsommelige eksiler fra de andre. (....) 

Og selv fantaserede Leine livligt om hvordan han på de mest udspekulerede måder kunne udsætte klassekammeraterne for alskens former for pinsler og tortur - "for til sidst at tage livet af dem".

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. 

   Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.

   

Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener. 

Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns.

   "Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".

   Og så ville de også høre deres egne navne.

   "Henriksen?", udbryder han.

   "Ingen problemer: "Neskirneh".

Hovsa tænker jeg: "Uden at tænke sig om". Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre sansninger fra andre steder i hjernen, sådan at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, sådan at hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller sådan at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer. 

   

I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.

   Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale dem baglæns, fortæller hun.

  Og jeg kan fx absolut ikke!

   

Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning. 

   Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.

   Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre. 

   Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.

Jeg spørger via Google om "People who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.

   Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne.
   Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet: 

Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2109909/Experts-mystified-Alyssa-Kramer-14-recite-words-backwards-seconds.html

Phenomenon of Ambidextrous Individuals Still Startles Scientists

http://english.pravda.ru/health/09-06-2010/113723-ambidexter-0/

Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:

Piger hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige "talent" - som altså også Kim Leine har.

   Daily Mail-artiklen fortæller:

Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.

   'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.

   And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.

Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'. 

   Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".  

   Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:

Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.

Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben. 

    Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

    Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.

Jeg vender tilbage til den særlige evne at kunne udtale ord  baglæns uden at tænke, i et senere blogindlæg.

Synæstesien som en gave - belyst gennem Daniel Tammet, Hilma af Klint, Wasily Kandinsky -

Faste læsere af denne blog vil sikkert ind imellem undre sig lidt over at jeg i den grad jagter og prøver at efterspore "synæstetikere" blandt de kreative mennesker jeg skriver om.

   Når jeg er optaget af det, er det ikke fordi jeg selv er synæstetiker, men fruen er det i udpræget grad og i hvert fald to af hendes genetiske børnebørn er det også. Også flere af mine venner er synæstetikere, viser det sig. Og måske kan man sige at min interesse delvist bunder i - ja, indrømmet - en slags misundelse. Jeg tænker at det egentlig må være en gave at når man får nogle input - fx i form af ord eller tal eller lyde gennem en sans, så aktiveres som en slags ekstra indre sansning: farver, former, oplevelser af personlighed, smage, lugte, mv.

   Men samtidig har det at gøre med at jeg på bloggen har forsøgt at indkredse 'kreativitet' - herunder sammenhængen mellem hjernens indretning og funktion og så kreative mentale og kognitive processer. Og der viser det sig altså at den moderne hjerneforskning hvor man kan skanne hjernen for at se de forskellige moduler og centre hvor den er aktiv når hjernens ejermand får forskellige ydre input, i de senere år har haft stort fokus netop på de forskellige synæstesi-kombinationer, af hvilke man nu mener at have konstateret over 50 forskellige former.

   Og forskellige former for synæstesi er tydeligvis overrepræsenteret blandt kunstnere og andre kreative personligheder. For nogle er det en gave!

Daniel Tammet

Sidst jeg skrev om synæstesi var i forbindelse med den internationalt berømte "brainman", Daniel Tannet, som er 'asberger autist', som er multisynæstet, og for hvem tal aktiverer både former og farver og lyde internt i hjernen.

   Jeg har nu læst hans selvbiografi, bestselleren "Born on a Blude Day", og jeg tillader mig her at citere nogle af de indledende afsnit i første kapitel, som særdeles anskuelig for hvad det drejer sig om:

   Kapiteloverskriften er "Blue Nines and Red Words". Derefter skriver han:

I was born on 31 January 1979 - a Wedensday: I know it was a Wedensday, because the date is blue in my mind and Wedensdays are always blue, like the number nine or the sound of loud voices arguing. I like my birth date, because of the way I´m able til visualise most of the numbers in it as smooth and round shapes, semilar to pebbles on a beach. That is because they are prime numbers: 31, 19, 179, 97, 79 and 1979 are all divisible only by themselves and one. I can recognise every prime up to 9973 by their 'pebble-like' quality. It´s just the way my brain works.

Daniel Tammet diagnosticeres og omtaler sig selv som 'asberger' med 'savant-evner'.

   Uorden og usikkerhed under enhver form, har siden den tidligste barndom gjort ham nervøs og stresset - ofte i en grad så han har får åndenød. For at berolige sig selv lukker han øjnene og tæller. "Thinking on numbers helps me to be calm again," skriver han.

   Og videre beretter han om sit helt særlige emotionelle forhold til tal:

Numbers are my friends and they are always around me. Each one is unique and has its own personlity. Eleven i s friendly and five is loud, whereas four is both shy and quiet - its my favourite number, perhaps because it reminds me of myself. Some are big - 23, 667, 1179 - while others are small: 6, 13, 581. Some are beautiful, like 333, and some ar ugly, like 289. To me every number is special.

Han fortæller at disse specielle erfaringer med tal altså af forskerne beskrives som synæstesi, men at hans variant er speciel og usædvanlig - og måske kan være en del af forklaringen på hans helt specielle tal-hukommelse og talbehandlings-ekvilibrisme:

Mine is an unusual an complex type, through which I see numbers as shapes, colours, textures and motions. The number one, for example is a brilliant and bright white, like somone shining a torch beam into my eyes. Five is at clap of thunder or the sound af waves crashing against rocks. Thirty-seven is lumpy like prroidge, while eighty-nine reminds me of fallng snow.

Det usædvanlige - for ikke at sige unikke - ved Tammet som 'asberger-savant' er at han er så velformuleret og verbalt reflekteret - i modsætning til de fleste andre kendte nulevende 'savanter', som har meget svært ved at kommunikere verbalt.

 

Ud over sin meget læsværdige og oplysende selvbiografi, har han skrevet to andre bøger: 

   1) "Embracing The Wide Sky - a Tour Across the Horizons of the Mnd", hvori i han gennemgår en lang række forskellige opdagelser, erkendelser og indsigter inden for moderne hjerneforskning (mange af de samme emner som jeg har skrevet om på denne blog), og fletter egne oplevelser og erfaringer ind undervejs.

   2) "Thinking in Numbers - How Maths Illumminates Our Lives " hvori han gennemgår sammenhængen mellem tal og en masse andre mentale, kognitive og kreative fænomener, både historiske og aktuelle - igen flettet sammen med egne erfaringer.

De er alle meget velskrevne og anskueliggør levende og personligt de emner han fortæller om - også når han beskriver indviklede emner og besværlige følelser.

    Og faktisk kan nogle af kapitlerne i de to senere bøger godt minde en del om nogle af mine egne meget lange blogindlæg, men han skriver meget bedre og klarere end jeg gør. Jeg kan virkelig anbefale dem for deres øjeåbnende effekt og let-tilgængelighed.

    Jeg har flere gange omtalt Daniel Tammet i indlæg på bloggen. Her er link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-en-lille-dreng-isac-asimov.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-2-rain-man-og-alle-hans.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-3-gte-savant-eller-bare.html

Hilma af Klint, ca. 1900

Så har jeg været på Louisiana med fruen og se udstillingen med malerier af den svenske nu afdøde kunstner Hilma af Klint (1862-1944).

   Jeg skrev om hende i et tidligere indlæg - med afsæt i min hypotese om at hun var synæstetiker, og at hun brugte sine indre syner af farver og former som inspirationskilde, skabeloner og matricer for sine malede billeder.

   Den form for synæstesi som hun har haft, er så en hvor bogstaver og ord - 'grafemer' - aktiverer et selvstændigt indre spor af ledsagende former og farver.

   Et argument for det er den form for synæstesi Hilma har, er at mange af hendes billeder har bogstaver, stumper af ord eller hele ord som integrerede dele at billedernes udtryk - som det her for eksempel:

Hilma af Klint tolkede selv sin - i mange år efter sin død hemmeligholdte - 'abstrakte kunst' som en slags automatmaleri, så at sige produceret med ført hånd fra højere åndlige magter.

   Synæstesi som et udtryk for at nogle menneskers hjerner neurologisk er indrettet så der er uhæmmet  og automatisk forbindelse mellem forskellige sansebearbejdende hjernemoduler som hos de fleste ellers er hæmmet og reguleret, den teori kendte Hilma ikke noget til.

   Men når man ser hendes malerier og samtidig kan læse sig til at hun allerede fra hun var barn "så syner" og havde "hallucinationer", så ligger den forklaring lige for.

   Her link til mit første indlæg hvor jeg omtaler og beskriver Hilma af Klints billeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/linda-perhacs-og-hilma-af-klint-to.html

Det at se udstillingen 'live' og ikke bare læse om og se hendes malerier på nettet, satte en ekstra tankerække igang, med associationer til en anden kunstner jeg har skrevet om: Sven Dalsgaard. Han skifter fra en 'flade-form-farve-kunstframe' til en 'frame' hvor det enkelte kunstværk primært er tanke- eller konceptstyret. Og bliver "lukket" og "gådefuld".

Jeg oplever det som om Hilma af Klint kunstnerisk tørre ud omkring 1908 på grund af et lignende skift i 'kunstframes'. Hun glider fra en 'frame' som primært ser billedet som en abstrakt flade af organiske former og farver, til en 'frame' hvor billedet primært anskues som udtryk for en tanke eller en ide.

   Her nogle af de kæmpebilleder på udstillingen som gør størst indtryk, og hvor den synæstetiske kilde stadig er åbenlys:

Hilma af Klints senere billeder er gennemgående mere kedelige - skematiske og gennemgående symmetriske og polære i både udtryksformen og i det symbolske eller allegoriske indhold.

Hilma holder pause med maleriet i nogle år hvor hun bl.a. tager sig af sin gamle mor.

   Og da hun genoptager sit hemmelige maleriprojekt omkring 1914, så bliver billederne mere figurative, mere tydeligt symbolske og allegoriske, og kompositionsmæssigt meget mere symmetriske - i flere dimensioner.

   Og dette 'frame-skift' sker, er jeg overbevist om, under indtryk af den filosofi eller ideologi hun tilslutter sig i form af Rudolf Steiners antroposofiske bevægelse. Ligesom Sven Dalsgaards 50 år senere, bliver hendes kunst i min optik 'fortænkt' og 'lukket' - og i bogstavligste forstand mere 'mystisk'.

   Der er også i Hilmas senere værker et markant udtryksmæssigt slægtskab med new-age-bevægelsens symbolik:

De kunsthistorikere der har skrevet om Hilma af Klints betydning som pioner inden for 'abstrakt kunst', sammenligner hende ofte med Kandinsky (1866-1944) som var jævnaldrende - og også både var synæstetiker og var inspireret af Rudolf Steiners filosofi og tænkning om spiritualitet.

Wasilly Kandinsky, ca. 1920

På vores væg derhjemme har vi i mange år haft hængende en stor plakat med et maleri af Kandinsky fra en Guggenheim-udstilling. Her er et foto af det samme maleri:

Kandinsky: Upward (Empor), 1929

Og vi har også et andet - sent - Kandinsky-maleri på væggen i studen - en god reproduktion i glas og ramme:

Kandinsky: Sky Blue, 1940

Selv om jeg altså i mange år har sat stor pris på Kandinskys billeder, så har jeg aldrig fordybet mig i hans historie. Klee har ligget højere oppe på min interesseskala. Og ingen af det to af hans billeder vi har på væggen, giver associationer til at han skulle være synæstet.

    I Louisianas butik fandt jeg en bog om Kandinsky med afbildning af mange af hans malerier, og med en beskrivelse af hans udvikling fra en kunstframe forpligtet på det figurativt genkendelige til en frame hvor maleriet primært ses som en flade med abstrakte former og farveer. 

   Her to af hans "Kompositioner" fra 1911:

Kandinsky: Composition V, 1911

Kandinsky: Composition IV, 1911

Kandinsky fortæller at han ser former og farver som sanseforskudte udtryk for musik. 

   Den form for synæstesi som altså var hans særkende, har officielt betegnelsen 'chromesthesia', og Wikipedia forklarer den sådan her:

Chromesthesia or sound-to-color synesthesia is a type of synesthesia in which heard sounds automatically and involuntarily evoke an experience of color.[1] With sounds inducing color concurrents, chromesthesia is more accurately termed sound-color synesthesia. Individuals with sound-color synesthesia are consciously aware of their synesthetic color associations/perceptions in daily life.[2]   Synesthetes that perceive color while listening to music experience the colors in addition to the normal auditory sensations that would be triggered in the average person. That is, the synesthetic color experience supplements, but does not obscure real, modality-specific perceptions.[2] As with other variations of synesthesia, individuals with sound-color synesthesia perceive the synesthetic experience spontaneously, and without effort, and in a way that the individual learns to accept as normal within their realm of experience.[2]

Der er dog diskussion blandt autoriteterne om Kandinsky også var 'ægte synæstet', eller om der først og fremmest var tale om en villet kobling mellem lyd/musik og abstrakte former og stærke farver som udtryk for en kunstfilosofisk ideologi hos ham.

   Musik er jo som udtryk abstrakt så at sige fra naturens hånd, så 'musik' er under alle omstændigheder en god metafor for den abstrakte kunst som han var pioner for i perioden omkring 1910. 

En oplevelse af en operaen "Lohengrim" af Wagner udløste en visuel reaktion som han beskriver således:

I saw all my colours in my mind´s eye. Wild lines verging on the insane formed drawings befor my very eyes.

Altså en form for halucination aktiveret af musikoplevelsen. Faglitteraturen citerer ham også for dette udsagn når der argumenteres:

Colour is the keyboard, the eyes are the hammers, the soul is the piano with many strings. The artist is the hand which plays, touching one key or another, to cause vibrations in the soul.

Kandinsky bruger i øvrigt abstrakte musikudtryk som "komposition" og "improvisation" som nummererede titler på mange af sine billeder.

Her ses et 'sent' Kandinsky billede fra 1926 hvis lighede med Hilma af Klints billeder små 20 år tidligere, er slående: 

Kandinsky: Several Cirkels, 1926

Hilma af Klint: Voksenlivet 1907

Hilma af Klint malede 'abstrakt' nogle få år før Kandinsky slog ind på den vej. Og - måske - var de begge altså inspireret af den samme slags synæstetiske oplevelser i 'the minds ey' - Hilma med bogstaver og ord som igangsættere, Kandinsky med lyd og musik. Og begge tolkede de oplevelserne som mentale og spirituelle input fra en højere åndelig verden.

Men hvad så med for eksempel Van Gogh som man kan se malerier af på en flot udstilling på Ordrupgaard for tidn, med titlen: "Van Gogh, Gaugin, Bonard", en udstilling vi besøgte for et par dage siden. Var Van Gogh også synæstetiker?

Få svaret i et kommende indlæg her på bloggen ....

Særlige evner (2) - 'Rain man' og alle hans ligemænd

I det foregånede indlæg tog jeg hul på et emne som jeg så vil prøve at forfølge videre i dette og - antagelig - senere indlæg: særlige evner.

   Jeg blev specielt optaget af den vinkel på emnet, som filmen om den velfungerende Daniel Tammet gav indblik i, en mand i begyndelsen af 30´erne der både var asberger-autist, savant og synæstetiker - og samtidig så socialt og kommunikativt velfungerende at han verbalt kunne reflektere over sine særlige evner.

   

Min første erindring om emnet er ellers knyttet til filmen "Rain Man" med Dustin Hoffman i en hovedrolle som bestemt ikke var socialt velfungerende. 

   Rollen bygger på en virkelig savant Lawrence Kim Peek som Wikipedia fortæller om:

Peek was born in Salt Lake City with macrocephaly,[5] damage to the cerebellum, and agenesis of the corpus callosum,[7] a condition in which the bundle of nerves that connects the two hemispheres of the brain is missing; in Peek's case, secondary connectors such as the anterior commissure were also missing.[5] There is speculation that his neurons made unusual connections due to the absence of a corpus callosum, which resulted in an increased memory capacity.[8][9]

Lawrence Kim Peek var altså svært hjerneskadet, og faglitteraturen peger på at det gælder mange af de personer som har særlige evner - specielt når de gælder hukommelse. 

   Det ser ud til at der er specielt er tale om skader i venstrehjernehalvdels frontallapper, som så tilsyneladende frigør helt udsædvanlige hukommelsesresourcer knyttet til visuel perception i den højre hjernehalvdel.

   Metaforisk anvendes betegnelsen "islands of genius" om det mentale set up hos disse personer idet rigtig mange af dem på mange andre områder har en lav eller i bedste fald normal IQ.

   Hos mange viser disse evner sig tidligt i barndommen, fx ved at de af sig selv har lært at læse - ofte inden de kan tale rent. Således også Kim Peek:

According to Peek's father, Fran (Francis) Peek, Kim was able to memorize things from the age of 16–20 months. He read books, memorized them, and then placed them upside down on the shelf to show that he had finished reading them, a practice he maintained all his life. He could speed through a book in about an hour and remember almost everything he had read, memorizing vast amounts of information in subjects ranging from history and literature, geography and numbers to sports, music and dates. He could read quite quickly, scanning the left page with his left eye, then the right page with his right eye. According to an article in The Times newspaper, he could accurately recall the contents of at least 12,000 books.[6] Peek lived inMurray, Utah and spent a considerable amount of his time reading at the Salt Lake City Library and demonstrating his capabilities at schools, with great help from his father.[10]

En anden internationale berømt savant er Stephen Wiltshire. Han kan tegne hvad han har set i kort tid - med noget der nærmer sig fotografisk nøjagtighed i både perspektiv og detaljer, som fx det her panorama som han har tegnet på tre dage efter tre kvarters helikoptertur over byen Rom:

Her er hvad Wikipedia kan fortælle om hans barndom og uddannelse:

Wiltshire was born in London, England, in 1974 to West Indian parents. Wiltshire was mute when young. At the age of three, he was diagnosed as autistic. The same year, his father died in a motorbike accident.

   At the age of five, Stephen was sent to Queenwmill School in London where he expressed interest in drawing. He began to communicate through his art. His teachers encouraged his drawing, and with their aid Wiltshire learned to speak at the age of five.

   At the age of eight, he started drawing imaginary post-earthquake cityscapes and cars. 

   When he was ten, Wiltshire drew a sequence of drawings of London landmarks, one for each letter, that he called a "London Alphabet".

   In 1987, Wiltshire was part of the BBC programme The Foolish Wise Ones.Drawings, a collection of his works, was published that same year.

   Between 1995 and his graduation in 1998, Wiltshire attended the City and Guilds of London Art School in Kennington, Lambeth, South London.

I 2006 blev Wiltshire tildelt "the Order of the Britishc Empire" (MBE) for sine bidrag til kunsten. Samme år åbnede han et permanent galleri i the Roayl Opera Arcade i London.

   Det kendetegner mange savanter at de har store problemer med at udtrykke sig verbalt, hvilket stemmer godt overens med at det er venstre side af hjernen hvor sprogcenterne sidder, der på en eller anden måde er funktionelt skadet, samtidig med at højre hjernehalvdel bliver "frigjort" til formål og lokale neurologisk processer som ellers holdes tilbage eller begrænses af hjernens overordnede og koordinerende styrestem i frontallapperne.

    Ligesom ved synæstesi som jeg tidligere har beskrevet, kan en delforklaring altså være at den overordnede 'latente hæmning' som udspringer at det neurologisk "styresystem" i frontallappen - den såkaldt 'eksekutive' del af hjernen, kan være svækket sådan at visuel eller auditiv hypersensitivitet og den visuelle hukommelse får mulighed for at køre i et meget højre "gear" - og tilsyneladende fungerer i en slags turboagtig "overdrive".

Local processing may normally be actively inhibited. This idea has been referred to as the tyranny of the frontal lobes (especially of the left hemisphere), which impart top-down expectations with such authority that they override lower areas, conscripting them into service for the greater good. The potential of the local elements to process detailed information is thus superseded in order to achieve optimal global performance. The idea that local processing is actively suppressed is supported by the fact that savant abilities can sometimes emerge after frontal lobe injuries or in cases of frontotemporal dementia. Increased skills in numerical estimation can also, apparently, be induced in healthy people by using transcranial magnetic stimulation to temporarily inactivate part of the left hemisphere.

http://www.wiringthebrain.com/2011/06/synaesthesia-and-savantism.html

Traditionelt forbinder man ikke autister med kreativitet, nærmest det modsatte. Nogle af de kendetegn som fremhæves i litteraturen om autister, er deres ønske om trygge omgivelser med klare grænser, problemer med at sætte sig i andres sted, og vanskeligheder ved at forstå sprog i overført betydning som metaforer og ironi. 

   Ikke desto mindre er der altså en række af disse 'supersavanter' som netop har særlige mimetiske evner - som altså Stephen Wiltshire. 

   Et andet eksempel er Alonzo Clemons som har et kæmpetalent hvad angår at modellerer ekstremt vellignende og livagtige dyrefigurer - og han gør det næsten tvangsmæssigt og på næsten ingen tid:

Han er en af de personer hvis særlige evner opstod som en konsekvens af en påført hjerneskade.    

   Wikipedia:

Alonzo Clemons is an American animal sculptor and a savant. He lives in Boulder, Colorado.

   Clemons suffered a severe brain injury as a child that left him developmental disabeld (with an IQ in the 40-50 range), but able to create very accurate animal sculptures out of clay. Clemons can create a sculpture of almost any animal, even if he has seen only a glimpse of it. He is also able to create a realistic and anatomically accurate three-dimensional rendering of an animal after only looking at a two-dimensional image for mere moments. He is most well known for his life-size renderings of a horse, but most of his works are smaller, and accomplished in less than an hour.

   In 1986 he had a premiere exhibit in Aspen, Colorado. His works have sold for as much as $45,000.

Her er fotos af nogle af Clemons ekstremt livagtige skulpturer - støbt i bronze:

Jeg får en mistanke om at den stenaldermand der for godt 14.000 år siden malede denne figur på en klippevæg i en hule i Frankrig, også har været en savant:

En hjemmeside der formidler kunstsalg, og altså også nogle af Alonzo Clemons dyreskulpturer, fortæller blandt andet at han og hans omgivelser blev bevidst om hans specielle kunstneriske kvalifikationer, da filmen "Rain Man" skabte medieopmærksomhed omkring savanters særlige evner: 

As a toddler, Clemons suffered a head injury in an accident; this changed the way he thinks, learns and communicates. While much was lost due to the injury, something miraculous also occurred, for as Clemons sometimes puts it, "God gave a gift." 

   He began showing a fascination with modeling materials and a tremendous inner drive to make sculpture. Even in situations where he did not have access to modeling clay, his determination to make models of animals was so great that he found materials in his environment that he could use for sculpting.

   For over twenty years he continued to practice his art in obscurity until the early 1980's, when the movie Rain Man, which featured Dustin Hoffman in the role of a disabled man with remarkable skills of memory, brought international media attention to a phenomenon known as the Savant Syndrome.

   Savant Syndrome is a descriptive term applied to individuals who have both a developmental disability and a spectacular, genius-level skill in a specific area. Clemons is recognized as one of the world's prodigious savants and has been featured on programs such as 60 Minutes, Geraldo, and the Discovery Channel's World of Wonder.

   This media exposure gave him the opportunity to gain worldwide recognition for his art. From his youth, Clemons had not only the genius for his art, but has shown an inner vision to become successful with it, and those dreams are truly continuing to unfold in his life.

Jeg kan ikke lade være med at associere til kunstprofessoren Betty Edwards hvis instruktive bøger handler om kunsten at se og tegne det man ser uden interferens fra ens kategoriske forforståelse af det man tegner. 

   Det mentale 'trick' som hun fremhæver hvis man skal lære at tegne så det ligner, er netop at lære at lukke ned for venstre hjernehalvdels mentale processer i forhold til det tegnede objekt, og at lukke helt op for højre hjernehalvdels direkte perception og måde at bearbejde sanseindtryk på:

Hvad ved man i øvrigt generelt om 'savant-syndromet'? - som altså er den videnskabelige betegnelse for mennesker der tydeligvis er mentalt handicappede og udviklingsforstyrrede på en række områder, men til gengælde på specielle snævre felter er udstyret med helt ekstraordinære evner.

• Ca. 1 ud af 1000 mentalt retarderede personer har 'savant-evner'. Og Seks gange flere mænd end kvinder har syndromet.
• Savant-evnerne kan være noget der er medfødt eller det kan være erhvervet senere i livet efter hjerneskader, specielt skader i venstre hjernehalvdel. Og disse specielle evner findes hos ca. 10 procent af alle autistiske personer.
• De fleste savanter har en intelligenskvotient (IQ) på under 70, men der findes også savanter med normal eller høj IQ. Daniel Tammet som jeg skrev om i det foregående indlæg, rapporterer selv at have en IQ på 150.
• De særlige savant-evner viser sig især inden for følgende områder: musik, kunst, matematik og kalenderberegning.
• Men savanter har også haft særlige evner inden for fremmedsprogsbeherskelse, ekstremt tidlig læsefærdighed, færdighed i at orientere sig rumligt og finde vej, ekstremt naturtro modelbyggeri.
• Savanter har i langt de fleste tilfælde en ekstremt god hukommelse, ofte det der kaldes 'eidetic memory' eller fotografisk hukommelse.
• Under 50 personer i verden er såkaldte vidunder-savanter, som fx Stephen Wiltshire og Daniel Tammet.

Her er et link til en videnskabelig artikel der gennemgår "hvad man ved" og de teorier man har om disse særlige menneskers hjerne og evner. 

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2677584/

Her som andre steder understreger man at udforskningen af disse mirakuløst talentfulde hjerner inden for ekstremt snævre kompetencer, giver muligheder for indsigt også i hvad normale (menneskers) hjerner i princippet kan yde under særlige vilkår eller ved særlige træningsprogrammer. 

En sidste savant-case som jeg vil fremhæve, er Jason Padgett, som var udsat for et alvorligt overfald der førte til en hjerneskade. Efter overfaldet udviklede han en form for synæstesi som kom til udtryk ved at han ikke kunne lade være med at se såkaldte 'fraktaler' overalt når han iagttog sin omverden  - og derefter at kunne tegne hvad han så.

   Sådan beskrevet i en artikel fra Huffington Post den 21 juli 2011:

The 41-year-old does not see the world in the same way that most people do.

   Everywhere he looks, he sees complex mathematical formulas -- like the Pythagorean theorem, for example. “Every single little curve, every single spiral, every tree is part of that equation,” he told ABC News. 

   Padgett turns these formulas into intricate diagrams called fractals. He says that fractals are "shape(s) that when you take the shape a part into pieces, the pieces are the same or similar to the whole."

   For instance, he can produce a visual representation of Pi, the infinite mathematical constant which begins with 3.14.

   According to the Daily Mail, Padgett is the only person in the world known to have this skill.

   Incredibly, Padgett has no advanced math degree: He is a college dropout who currently works at a futon store. According to Q13 Fox News, prior to the mugging, he couldn't even draw.

   Neuroscientist and philosophy professor Berit Brogaard, who has run a series of tests on Padgett, told ABC News that his genius was likely obtained by sheer accident when he was brutally beaten by muggers. During the tests, two specific areas of his brain lit up -- the area that controls math and mental imagery, 

 Q13 Fox News reports.

   Brogaard explained that damage caused by the attack has forced Padgett's brain to overcompensate in certain areas that most people don’t have access to, transforming him into an "acquired savant."

This is a time lapse film of Jason Padgett hand drawing a Quantum Star fractal. Jason has mathematical synesthesia due to a brain injury he received in 2002. As a result of that injury, he now sees numbers as shapes. this condtion is called Acquired Savant Syndrome. He is the only know Savant with Mathematical Synaesthesia who does not have Autism or Asperger's Syndrome. He is currently being trained in traditional mathematics and is able to describe what he is seeing, in geometric form (drawings) and now also in equation. It is our hope that as he advances through school he will be able to describe in equation what he and those with synaesthesia see and how it works.

Nedenfor følger en oversigt over kendte savanter. 

   Bemærk at mange af de musikalske savanter er blinde. Det understreger det jeg har skrevet om tidligere, med afsæt i Oliver Sachs, Daniel Goleman og Sharon Begleys bøger, at hjernen er "plastisk" sådan at svagheder og mangler i nogle dele af hjernen eller sanseapparatet kan indebærer at hjernen reorganiserer sine neurale forbindelser og netværk som en slag kompensation. 

The following are well-known people with savant syndrome, noted for their talent in their identified fields:

• Tom Wiggins, blind American pianist and composer

• John Elder Robison, American Engineer and author

• Alonzo Clemons, American claysculptor^[28]

• Tony DeBlois, blind American musician^[28]

• Leslie Lemke, blind American musician^[28]

• Derek Amato, American Musician^[29]

• Jonathan Lerman, Americanartist^[28]

• Derek Paravicini, blind British musician^[30]

• Anthony Torrone, American Christian writer^[31][32]

• Gilles Tréhin, artist, author^[33]

• James Henry Pullen, gifted British carpenter^[34][35]

• Matt Savage, American autistic jazz prodigy^[36][37]

• Henriett Seth F., Hungarian autistic savant, poet, writer, and artist^[38]

• Stephen Wiltshire, British architectural artist^[39]

• Richard Wawro, British artist^[28]

• George and Charles Finn, calendar calculator twins^[40][41]

• Florence 'Flo' and Katherine 'Kay' Lyman, calendar calculator twins^[42]

• Daniel Tammet, British author^[43]

• Rex Lewis-Clack, blind American pianist^[44]

• Jason Padgett, obtained fractal drawing skills following a mugging incident.^[45][46]

• Kim Peek, American "megasavant" with exceptional memory

Jeg synes der er meget der taler for at 'savant syndromet' er udtryk for en tilstand hvor autisme går i kreativ symbiose med synæstesi - altså mental "blending" på et højt niveau, sådan som Daniel Tammet er et eksempel på, og som vi også ser hos Jason Padgett.

   Det har jeg også fundet andre der mener:

A new hypothesis proposes that savantism arises due to a combination of autism and another condition, synaesthesia. Synaesthesia is commonly thought of as a cross-sensory phenomenon, where, for example, different sounds will induce the experience of particular colours, or tastes will induce the tactile experience of a shape. But in most cases the stimuli that induce synaesthesia are not sensory, but conceptual categories of learned objects, such as letters, numbers, days of the week, months of the year. The most common types involve coloured letters or numbers and what are called mental “number forms”.
   These go beyond the typical mental number line that most of us can visualise from early textbooks. They are detailed, stable and idiosyncratic forms in space around the person, where each number occupies a specific position. They may follow complicated trajectories through space, even wrapping around the individual’s body in some cases. These forms can be related to different reference points (body, head or gaze-oriented) and can sometimes be mentally manipulated by synaesthetes to examine them more closely at specific positions.
   The suggestion in relation to savantism is that such forms enable arithmetical calculations to be carried out in some kind of spatial, intuitive way that is distinct from the normal operations of formal arithmetic – but only when the brain is wired in such a way to take advantage of these special reprepsentations of numbers, as apparently can arise due to autism. 

Til slut et link til en hel dokumentarfilm der præsenterer de ovennævnte savanter - og flere til, blandt andet nogle af dem der er musikalske savanter: