Kreativt sprog (3) - af journalist og musikanmelder Anna Ullman

Jeg læser sjældent musikanmeldelser. Jeg er så gammel så det meste nyere musik ved jeg ikke siger mig noget - særligt. 

   Jeg er til 60´er pop- og rockmusik, klassisk blues og boogie-woogie på klaver, sydafrikansk populærmusik og sang, Dolly Parton og de andre store contry-sangerinder, zydeco, reggae. Og så har jeg også en svaghed for visse former for meditations-musik, og Mozart, Bach og beslægtede klassiske komponister.

Så for indholdets skyld bliver det ikke til megen læsning af musikanmeldelser. Jeg ved hvad jeg kan lide, jeg ved hvad jeg tænder på.

Men så sker det at jeg bliver lokket ind i en musikanmeldelse - af sproget. Det er faktisk sket nogle gange i Information inden for det sidste års tid. 

   Journalisten hedder Anna Ullman, og sidst jeg hoppede på var onsdag den 11. december i Information da jeg blev fanget af Rubrikken

Smag på psychsuppen

Det var så syret en rubrik at jeg gled videre ned til manchetten, som så netop indleder med en vild syremetafor ("lysergisk tsunami"):

En lysergisk tsunami er skyllet ind over musikken. Moderne psykedelisk rock trives som knæhøj karse. Veteranerne Wooden Shjips og nykomlingene Hookworms er to af de bedste bud på effektiv sandblæsning af bevidstheden.

"Trives som knæhøj karse" og "Sandblæsning af bevidstheden". Jeg spidser øjne!
   Det sidste udtryk  en frisk konkret metafor på en musikeffekt - som gør at jeg aldrig ville købe den musik. 

   Men jeg læser opmuntret og glad videre i anmeldelsen: 

Nu skal rocken være psykedelisk for at være kosher. En ny generation af langskæggede psykonauter har begivet sig ud for at berige verden med spacy guitareffekter, hypnotiske gentagelser og alment stenet velbehag. To fine eksempler er San Francisco-bandet Wooden Shjips, der med fire albums bag sig har opnået noget nær veteranstatus, og de britiske nykomlinge Hookworms, der fermt propellerer traditionen opad og udad.

Udtrykket "kosher" lugter af USA hvor jødiske udtryk er blevet main stream i kulturlivets sprog; "psykonauter" ligeså.
   Det sidste udtryk viser sig oprindelig at være titlen på et kendt computerspil fra 2005, og en nyere dansk science fiction-roman har titlen "Psykonauten". Og "naut" som endelse har oprindelse i ordet "astronaut" eller "cosmonaut" - et besætningsmedlem på et rumskib.

   Og rum-metaforen glider videre gennem udtrykket "spacy". Og videre igen med en flyve- og rum-metafor: "propellerer traditionen opad og udad".

Vi glider fra det psykedeliske indre rum til det satelliternes ydre rum - fra rubrik - over manchet - og til de indledende afsnit. Mange virkeligheder blandes - og teksten frigør sig langt hen ad vejen fra sin genstand: to musikudgivelser der skal vurderes og bedømmes.

   Musikken bliver en slags scenisk bagtæppe, og anmelderens sprog danser en mental og kognitiv ballet på forscenen.

   For mig er der ingen tvivl om at Anna Ullman er god. Det er muligvis ikke særlig præcist associeret fra min side, men af en eller anden grund hører jeg for mit indre ører salig Dan Turells nasale stemme og messende ordguirlander.

Jeg går lidt på jagt i Anna Ullmans andre artikler fra Information som er tilgængelige på nettet.

   Hun skriver blandt andet dagen efter stormen Bodil en meta-reportage om TV-dækningen der røg helt ud af proportion. Og opfinder til formålet konceptuelt blendede udtryk som 

"Klimageddon":

Klimageddon er over os – følg det live på tv. Den hysteriske tv-dækning af stormen Bodil er symptomatisk for en afpolitiseret tid, hvor vejrfænomener italesættes som sikkerhedstrusler

Eller det konceptuelt mixede udtryk "Bodilzilla" som varsles et par linjer inden med udtrykket "katastrofelystne":

At den overstyrede og katastrofelystne tv-dækning i det store og hele er kedeligt fjernsyn – det kan vi hurtigt blive enige om. Mere interessant var det derimod at følge Bodilzillas hærgen som et studie i krisementalitet.

Og Bodil kan genbruges i endnu en semantisk legering "Bodilkalypsen":

Bodilkalypsen er over os. I bogen Living in the End Times hævder filosoffen Slavoj Zizek, at en klimakatastrofe i dag forekommer mere sandsynlig end muligheden for social forandring. Bodil er løjet af, men Zizeks observation forekommer nu endnu mere præcis.

Og sporet af semantisk blanderi fortsætter med udtrykket "Stormaggedon":

Gærhamstringen er muligvis det eneste minde om storkonflikten i 1998, men i arbejderbevægelsen er generalstrejke jo det indgreb, der kan »lamme nationen«. Gær er det afpolitiserede humoristiske symbol på dansk undtagelsestilstand light, og vi kan grine af Stormageddon som en pseudobegivenhed. Men Bodil ikke bare lukker togtrafikken, den lukker også al kritik.

Spændstigt sprog: "Bodil ikke bare lukker togtrafikken, den lukker også al kritik."
   Læs hele metareportagen her, skrevet under rubrikken "Bodil - en postpolitisk parodi":

http://www.information.dk/481235

Uden at jeg har været inde over alle hendes artikler med et analytisk blik, så ser det ud til at Anna Ullman finder et specielt tema til hver anmeldelse som så føres igennem teksten som et ekstra lag eller spor af fascinerende associationer - associationer der fungerer som glidecreme for læserens bevidsthed

   Da der som regel er flere musikudgivelser der skal anmeldes i et hug, så fungere den slags temaer som en slags rød tråd der binder det hele sammen. En konceptuel bærebølge!

   Som nu i anmeldelsen i Information fra den 30. november med rubrikken "Nuttede musikalske hvalpe" der indledningsvis kobler sex og kæledyr sammen. 

Internettet skulle efter sigende være drevet af porno og kattebilleder. På samme måde ser boybandgenren ud til at være udødelig, fordi konceptet ’brunst og nuttethed forenet i en treminutters popsang’ aldrig går af mode. Ifølge den geniale Tumblr-blog Des Hommes et des Chatons (’Mænd og kattekillinger’) er lysten til at kigge på sexede mænd og lysten til at kigge på nuttede kæledyr to sider af samme sag. Og efter at have set et billede af One Direction ved siden af en kurvfuld missekatte vil de fleste nok være enige.

   Så hvilken kælen hundehvalp skal ligge under juletræet i år? Skal det være skælmske Harry Styles med de smalle slædehundeøjne? Eller du er måske mere til gode gamle Robbie med de prollede tribaltatoveringer og underbiddet, der lover håndværkersex? Okay okay, hvad så med den blonde gæliske sukkerknald Ronan Keating? I december er der frit valg på alle hylder.

Og lidt senere i anmeldelsen kører 'associationsmaskinen' videre omkring skjulte lyster, blufærdighed og kejtethed, "parcelhusliderlighed" og drømme om at "få fedtet rotten":

Hænderne er solidt plantet oven på dynen. Når Niall, Zayn, Liam, Harry og Lewis forsøgsvis dypper storetåen i den voksne seksualitet, bliver det underligt karikeret: »Little Black Dress« med det huggende Def Leppard-riff er voksen parcelhusliderlighed tilsløret i kaudervælsk popsprog. »It’s alright. I wanna see the way you move it for me baby,« tigger Zayn med de mandelformede øjne. Det er mere Joan Ørting og »You Can Leave Your Hat On« end »Boing Boing«, og det lyder i hvert fald ikke som noget, en 20-årig ville synge i håb om at få fedtet rotten.

I det næste afsnit trækkes tråden videre gennem "bar overkrop", "trykke hånden mod brystet" og "krammerock": 

Boyzone er holdt op med at gå rundt i strandkanten i hørbukser og bar overkrop, mens de indfølende trykker hånden mod brystet. Men hører man til dem, der stadig får optur over Ronan Keatings suveræne 2000-hit »Rollercoaster« i Radio Soft, så er BZ20 en yderst tilfredsstillende omgang gælisk krammerock.

Til sidst bæres temaet igennem med udtryk som "metroseksuel", "homofobi" - og med sløjfen på hele anmeldelsen: "en flok kåde hundehvalpe" der får lov til at "slikke dig i ..." - "håndfladen i den mørke måned":

Robbies solokarriere har udspillet sig som en langtrukken flirt med hans arbejderbaggrund. Med den metroseksuelle titel Swings Both Ways lægger den hårdtpumpede gavflab med kulturelt feinschmeckeri afstand til arbejderklassens homofobi og antyder, at han nogle gange spiller på det andet hold. For stik mod intuitionen er det jo ret prollet og nouveau riche at hoppe i et jakkesæt og optræde som Sinatra-imitator.

   Robbie får lov til at svede fløde alene i denne omgang. Men ellers er der lutter gode grunde til at lade en flok kåde retrieverhvalpe slikke dig i håndfladen i den mørke måned.

Jeg kan følge sporet og udviklingen af sproget gennem Anna Ullmans artikler Information tilbage til april 2013. Fire til seks anmeldelser og kulturartikler pr. måned. Om og hvad hun har skrevet før, kan jeg ikke lige finde ud af. 

   Men hun har gang i noget med sit flere-lags blendede sprog, og jeg vil følge hendes udvikling som "scribøse" med interesse.

'Thinking Fast and Slow' (1) - journalistik om indvandrerdrenge i Daniel Kahnemans optik

I det foregående indlæg om framing og Politikens artikler om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og kriminelle tilbøjeligheder, introducerede jeg Daniel Kahneman og hans bog 'Thinking Fast and Slow'.

   Her er linket til indlægget, hvis du ikke har læst det:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-indvandredrenges-lsefrdighed-og.html

Men hvem er Daniel Kahneman, og hvad har har fået nobelprisen for?
   Engelsk Wikipedia:

Daniel Kahneman (Hebrew: דניאל כהנמן‎) (born March 5, 1934) is an Israeli American psychologist and winner of the 2002 Nobel Memorial Prize in Economic Sciences. He is notable for his work on the psychology of judgment and decision-making, behavioral economics and hedonic psychology.

I sin bog om 'at tænke hurtigt og langsomt' skelner Kahneman mellem to mentale 'operatativsystemer' som på hver deres specifikke og meget forskellige måde vurderer indtryk, foretager afgørelser og drager slutninger ud fra sproglige såvel som ikke sproglige perceptionelle input:    

- System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
- System 2 allocates attention to the effortful mental activities that demand it, including complex computations. The operation of System 2 are oftne associated with the subjectiv experienc of agency, choice and concentration.

System 1 er det som 'tænker hurtigt', en proces der hovedsagelig foregår ubevidst og intuitivt, og hvor tænkningen kører på automatpilot gennem udtrådte associationer, og  ofte er styret af følelser; og når System 1 når til en afgørelse eller drager en slutning, så går det lynhurtigt, og vi er ikke i tvivl om sandheden eller rigtigheden af afgørelsen eller slutningen. 

   System 2 tænker langsomt, tænkningen er bevidst, kræver mentale anstrengelser og tager tid, og dette system aktiveres relativt sjældent, og først når vi er usikre, kommer i tvivl og møder modstand. Og så har det den kedelige egenskab at det er "dovent".

Wikipedia har et udmærket resume af det to systemer i stikord:

In the book's first section, Kahneman describes the two different ways the brain forms thoughts:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Kahneman covers a number of experiments which purport to highlight the differences between these two thought processes, and how they arrive at different results even given the same inputs. Terms and concepts include coherence, attention, laziness, association, jumping to conclusions and how one forms judgements.

Det er 'System 1' der er "hovedpersonen" i Kahnemans bog, men han bruger også mange sider og eksempler på hvordan de to systemers tænkning influerer på hinanden - bl. a. via begreberne 'bias' og  såkaldt 'heuristiske tommelfingerregler'.

I den første del af bogen udfolder han forskellen på de to 'systemer'. 

   Han viser hvordan 'den associative hukommelse' som er kernen i System 1´s måde at operere på, hele tiden konstruerer sammenhængende fortolkninger af hvad der sker i vores omverden i ethvert givet øjeblik. 

    Kahnemans mål  med det afsnit i bogen er, skriver han...

... to give a sense of the complexity and richness of the automatic and often unconcious processes the underlies intuitive thinking, and of how these automatic processes explain the heuristics of judgment. A goal is to introduce a language for thinking and talking about the mind.

Og for mig har det været i den grad en øjenåbner, fordi det kompletterer de mange indlæg jeg har skrevet om det positive ved intuitiv tænkning - som udtryk for "tavs viden" i forbindelse med kreativitet, og om betydningen af den højre hjernehalvdel i sammenhæng med en lang række kreative kognitive processer der er centrale for ideudvikling - fx. på redaktioner og i den enkelte journalists hjerne. 

Endelig synes grundtankegangen hos Kahneman at stemme smukt overens med Tim Gallweys teori om sindets to slags 'selv': Self 1 og Self 2 - der interagerer i 'the inner game' når folk skal lære nyt inden for en række færdighedsområder som golf, tennis, skiløb, ledelse, skrivning m.v. 

   Men de teoretiske fremstillnger stemmer overens på den lidt paradoksale måde at 'System 1' svarer til 'Self 2' - og 'System 2' svarer til 'Self 1'. 

  Og mens Tim Gallwey har været optaget af at hvordan man gennem coaching kan svække indflydelsen af det reflekterende og bekymrede 'Self 2´s forstyrrende indflydelse på Self 1'´s gnidningsfri funktion og udvikling, så har Daniel Kahneman fokus på hvornår System 1 tager fejl, og hvordan disse fejl influerer forstyrrende og misvisende på på System 2´s tænkning.

Et af de principper som System 1 følger, er det Kahneman kalder princippet om ...

What You See Is All There Is 

What You See Is All there Is-princippet siger at vi hele tiden automatisk drager mentale og emotionelle konklusioner fra de input vi får her og nu - uanset mængde/antal og kvalitet. Og vi kan ikke lade være.
   Og får vi kun få input, så konstruerer system 1 på et split sekund konklusioner på det der er til rådighed - for system 1 er udviklet gennem vores biologiske evolution til at  levere overlevelsesegnede vurderinger og -bedømmelser i enhver situation hvor det skal gå hurtigt.
   Kahneman forklarer om samspillet mellem System 1 og System 2:

The combination of a coherence-seeking System 1 with a lazy System 2 implies that System 2 will endorse many intuitive beliefs, which closely reflect the impressions generated by System 1. Of course, system 2 also is capable of a more systematic and carefull approach to evidence, and of following a list of boxes that must be checked before making af decision - think of bying a home, when you deliberately seek information that yo don´t have. However, System 1 is expected to influence even the more careful decisions. Its input never ceases. (...)
   System 1 is radically insensitive to both the quality and the quantity of the information that gives rise to impressions and intuition. 

What You See Is All There Is-princippet styres af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af for System 1: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

'Associationsmaskinen' fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen/efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.
   Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, så trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".
   Og derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med konklusioner og dertil hørende følelser ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Princippet som sammenfatter den måde denne anden mentale 'maskine' fungerer på, og som på mange måder sammenfatter første del af bogens mange pointer, fortjener en forkortelse på grund af dets gennemgående betydning, synes Kahneman:

Jumping to conclusions on the basis of limited evidence is so important to understanding of intuitive thinking, and comes up so often in this boook, that I will use a cumbersome abbreviation for it: WYSIATI, which stands for what you see is all there is. 

Tilbage til artiklerne om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, formidlet til offentligheden gennem topprioriterede nyhedsartikler i Politiken i sidste uge.

Man kan sige at de er et smukt illustrerende eksempel på det Daniel Kahneman beskriver som System 1´s 'thinking fast': Udbredte og veletablerede mentale frames bekræftes tilsyneladende problemløst og gnidningsfrit af objektive og indiskutable tal fra institutionelle autoriteter og ekspert-undersøgelser.      
   Og det er ikke en enkelt isoleret journalist der vinkler og skriver artikler ud fra System 1´s 'hurtige tænkning', det er det samlede redaktionelle journalistiske system: redaktionen og redaktionscheferne der er følger den vej: "Vi har solohistorier, vi har forsidehistorier. Wau!"

"Jumping to conclusion on the basis of limited evidense", er præcis hvad Politikens indvandrerdrenge-artikler og deres ophavsmænd gør. Og de gør det ud fra de informationer der foreligger - idet de følger de associationsbaner, her altså frames, som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand. 
    Og tilsvarende for læserne: De drager konklusioner og generaliserer automatisk ud fra WYSIATI-princippet via de associationsbaner som yder mindst kognitiv modstand. Og det er i høj grad rubrikkerne og underrubrikkerne der primer forståelsen af resten af artiklerne.

Det er først med den interne efterkritik og derefter læsernes redaktørs klumme at System 2´s bevidste kontrollerende tænkning - 'thinking slow'- er blevet vækket og er gået i aktion - lidt modvilligt og med et pænt tidsmæssigt efterslæb der gør at skaden i offentligheden fra 'den hurtige tænkning' for længst er sket.

   Samme historie som vi i øvrigt på DR 1 fik demonstreret i fem udsendelser med titlen "Hængt ud på forsiden". Eller mandag aften i denne uge med sidste del af dokumentarserien 'Sikke en fest'.
   Mit eget blogindlæg der uddyber kritikken af journalistikken i artiklerne for deres framing, er så endnu et eksempel på 'System 2'´s langsomme tænkning.

Jeg synes det ville være rimeligt her at  citere Daniel Kahnemans egne sammenfatninger af det kapitel han har givet titlen "A Machine for Jumping to Conlusions". WYSIATI-princippet kan forklare en lang varieret liste af 'biases of judgement and choise' der inkluderer følgende blandt mange: 1) 'overdrevet selvsikkerhed' ...

Overconfidence: As the WYSIATI rule implies, neither the quantity nor the quality of the evidence counts for much in subjective confidence.
   The confidence that individuals have in their beliefs depends mostly on the quality of the story they can tell aubout what they see, even if they see little.
   We often fail to allow for the posibility that evidence that should be critical to our judgement is missing - what we see is all there is.Furthermore, our associative system tends to settle on af coherent pattern of activation and suppresses doubt and ambiguity.

Princippet WYSIATI kan også forklare: 2) effekterne af ubevidste mentale framing-operationer:

Framing effects: Different ways of presenting the same information often evoke different emotions.  
   The statement that "the odds of suvivial on month after sugery are 90%" is more reasuring the the equivalen statement that "mortality within one month of surgery is 10%".   Similarly, cold cuts described as "90% fat-free" are more attractive than when they are described as "10% fat."
   The equivalence of the alternativ formulations i transparent, but an individual normally sees only one formulation, and what she sees is all there is.

Begge disse eksempler på hvad princippet om "what you see is all there is", betyder, er i bogen underbygget med en mængde empiriske eksperimenter og undersøgelser.
   Og man skulle næsten tro at artiklerne i Politiken i sidste uge om indvandrerdrenges procentivse manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, at den var bestilt af Kahneman til at illusterere hans bogs pointers relevans inden for det journalistiske domæne.

Men forskerne går ikke selv ram forbi. En af de helt afgørende grunderkendelser i den dokumentation fra videnskabelig undersøgelser over mange år og med mange kilder som Kahneman fortæller om, er at System 1´s 'hurtige tænkning' specielt brugt på statistik og tal, gang på gang rammer ved siden af - både for forskere og for menigmand (fx journalister og deres chefer). 

   Og det går jo mere galt, jo mindre de indsamlede tal er!

Sammen med sin kollega Amos Tversky skrev han en videnskabelig artikel allerede i 1971 med titlen "Belief in the Law of Small Numbers" der dokumenterede problemet.

   Daniel Kahneman fortæller nu i sin bog om den afgørende indsigt i den gamle artikel:

We explained, tongue-in-cheek, that "intuitions about random sampling appear to satisfy the law of smalle numbers, which asserts that the law of large numbers appears to small numbers as well." We also includede a strongly recommendation that researchers regard their "statistical intuitions with proper suspicions and replace impression formation by computation whenever possible."

Kahnemans advarsel til forskerkolleger der laver undersøgelser hvor statistisk intuition eller common  sense styrer resultaterne, burde få enhver journalist til at være endnu mere tilbageholdende med at trække på sin egen uprofessionelle statistiske intuition.

Jeg vil i en række senere indlæg gennemgå nogle andre af de konsekvenser som de to 'systemers' måde at tænke på, og deres indbyrdes samspil, har - både for journalisters tænkning og læsernes tænkning.

(fortsættelse følger)