Nils Thorsen vs. Kim Leine - en succesforfatter med en hjerne med særlige evner: til at huske erindringer og til at udtale ord baglæns

Nils Thorsen er en fremragende interviewer. I dag bringer Politiken første del af et interviewportræt med forfatteren Kim Leine der har vundet et utal af priser - ikke mindst for den sidste roman "Profeterne i evighedsfjorden". 

   Rubrikken på forsiden af kulturtillægget lyder:

Flugten til Ingenmandsland

 Og den fem sider lange artikel inde i tillægget har rubrikken:

Drengen på afgrundens rand

Jeg har skrevet om Kim Leine i et tidligere indlæg - også med afsæt i et stort interview - den gang i radioprogrammet "Besøgstid" - med den lige så fremragende interviewer Karen Secher:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/kim-leine-og-karen-secher-en-kreativ.html

Den gang konstaterede jeg at Kim Leine har haft et barndoms- og ungdomsliv med oplevelser og erfaringer der synes at være fælles for rigtig mange af de mennesker der i øvrigt lever op til kriterierne for "den særligt kreative personlighed".

   Her kommer en lidt udvidet liste:

• mentalt spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
• tidligt fadertab og savn på grund af skilsmisse
• alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
• mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation - 'outsider'
• ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
• radikalt miljø og kulturskift i en ung alder (fra isoleret Jehovas Vidner-miljø i Norge, Til det frie og vilde live i København)
• incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
• identitetsproblemer - flere personligheder i en - taler selv om "sin flydende identitet"
• misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland

Så Kim Leine er set fra mit synspunkt en case med dokumentarisk værdi for en teori jeg nu har forfulgt gennem de fire år jeg har skrevet på den her blog.

Der komme nogle ny aspekter til personligheds-mosaikken som Nils Thorsens interviewpoertræt bidrager med:

   Blandt andet har Kim Leine åbenbart en 'selvbiografisk episodisk hukommelse' der er helt ekstraordinær, så han kan genkalde sig erindringer med alle sanseindtryk og detaljer fra den gang. 

   Det bemærker jeg fordi jeg for nogle få blogindlæg siden i serien om "særlige evener" blandt andet skrev om folk med en helt ekstraordinær selvbiografisk hukommelse, et særligt 'syndrom' der fagligt har fået diagnosebetegnelsen 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-4-nar-man-kan-huske-hvad.html

Kim Leine skrev både selvbiografisk såkaldt 'autofiktion' i sine første bøger, og er jo også er blevet interviewet i hoved og røv om sit særdeles omtumlede og fascinerende liv - i forbindelse med sin seneste romansucces. Og gennemgående er han meget præcis i beskrivelsen af sit liv - og beskrivelserne er også meget billedlige - metaforiske.
   Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.

   Så se her hvordan Nils Torsen elegant får beskrevet det problem det er for en journalist som ham at alle spørgsmål er stillet og besvaret masser af gange før:

Enhver form for misbrug ernærer sig ved tavshed, forklarer Kim Leine. Alene det er grund nok til at at tale. Men han ser også alt, hvad der følger af hans forfatterskab, som en dannelsesrejse. Herunder endnu et interview med de samme spørgsmål. For svarene kan godt være langt fra sandheden . Det er bare en måde at tænke højt på.
   "Spørgsmålene gælder evigt", smiler han.
   "Svarene holder i fem minutter".
Forklaringerne i hvert fald. De streger der trækkes mellem det huskede.

En smuk måde at dokumentere Kim Leines beskrivelse af sig selv på, som en person med "flydende identitet".

   Nils Thorsens tekst fortsætter:

Erindringerne synes derimod at stå klart. Og dem har Kim Leine en nærmest uhindret adgang til. Som om øjeblikkene er blevet stående i ham, helt fysisk og i alle detaljer, så han til enhver tid kan hente dem frem af tidens gemmer - med lys, lugte og kropslige fornemmelser.

Jo, det peger for mig i retning af at Kim Leines kreativ hjerne må have særlige evner bl. a. i form af noget der kunne ligne 'hyperthymesia'.

    Og så går Nils Torsens legendarisk kreative metafor-blender ellers for alvor igang med at beskrive deres indbyrdes relation som hhv. den der spørger, og den der skal levere svarene, en relation som Thorsen kalder "arbejdsdeling":

   Hvorfor arbejdsdelingen giver sig selv. Med spørgsmål langt ude fra et punkt over skydækket, mens forfatteren står parat nede i sit liv og tage dem på sig som en opgave. Beredvilligt begiver han sig af sted i skiftende retninger dernede. Og aldrig vender han tomhændet tilbage. Hvorefter han lavmælt og detaljeret lægger det fundne frem til granskning.

Senere får Kim Leine anledning til at beskrive hvordan han forbereder sig på at skrive - vel hvordan han undgår daglige skriveblokeringer:

Når man skal skrive, skal man glemme "at tage sig sammen" og "give den en skalle", siger Kim Leine. Og droppe alle de "germanske metaforer", som han kalder dem.

  "Det er bare rester af bondekulturens forbandelse. Altid at planlægge frem i stedet for at være her og nu. Og jeg vil hellere have en nomadehjerne, som kigger ud af vindet om morgenen og tænker: "Okay, det sådan  vejret er i dag. Så gør vi det.""

   Men det kræver lidt teknik.

   "Jeg bruger en finger som metafor," siger han, stikker en pegefinger i vejret og giver sig selv lov til at stryge op og ned af den med to fingerspidser.

   "Nu er min hjerne hård og stiv og vil ikke rigtig noget", siger han. "Ligesom min finger er stiv som en blyant. Men ens hjerne skal jo samarbejde med en når man skriver, så den skal have det rart."

   Sådan sidder han og beroliger sig selv, før han giver sig til at skrive. Trækker vejret dybt og synker gradvis ned i en tilstand af sløvhed.

En fantastisk smuk metaforisk beskrivelse af det jeg har kaldt "the inner game of writing" - i forlængelse af Thimothy Gallweys bøger med den fælles indledningsformular i titlen: The Inner Game of ... Golf, Tennis, Music":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/det-indre-spil-om-at-udve-musik-og-om.html

Men Leines udtalelser her ligger også tæt op ad Betty Edwards beskrivelse af hvordan man skal lære at "lukke ned" for venstre hjernehalvdels forestillinger om hvordan ting nok ser ud, for at gøre det muligt for højre hjernehalvdel at lade øjnene uforstyrret iagttage hvordan de virkelig ser ud:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/kunsten-at-se-om-kreativitet-og.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/lr-at-se-sladder-kan-manipulere-dit-syn.html

Hos Leine drejer det sig ikke om at se noget ydre som det virkelig er, men om at genfremkalde og se noget fra erindringen på den indre skærm - "the minds eye" - som det virkelig var. 

   Og han fortæller videre om skriveprocessen når den bliver forstyrret af ydre hændelser:

   Som mange mænd oplever han at han selv er ekstremt ustabil og på mental katastrofekurs - og for at beskrive risikoen ved at få skriveprocessen afbrudt, bruger han igen en spændstig metafor, som Nils Thorsen opfanger og derefter spiller på i sin videreførelse af teksten:

   "Afgrunden skal man kunne se. Den skal bare ikke inden for snubleafstand", siger Kim Leine, hvis forfatterskab har været hans egen redningsplanke.

   "Men straks min skrivning bliver bliver forstyrret, tænker jeg: Åh, nej, nu forsvinder det hele", siger han.

   "Og så bliver afgrunden pludselig tydelig igen".

   Som dreng havde Kim Leine altid afgrunden inden for snubleafstand. (....)

I Kim Leines beskrivelse af sin egen barndom hvor han efter skilsmissen mentalt trækker sig tilbage til en indre verden - og er angst for alt og alle i omverdenen, der lyder han næsten som en der har oplevet en form for autistisk tilstand, en tilstand som i karakter minder om asberger-autisten Daniel Tammets beskrivelse af sin barndom i bogen "Born on a Blue Day". Og han har i hvert fald en helt ekstraordinær hukommels som sige sparto ...

   Ligesom Tammet lærte Leine sig selv at læse allerede som fireårig, og ligesom Tammet beroliger Leine sig selv i forhold til en angstprovokerende virkelighed ved at læse alle mulige former for litteratur og lade sig opsluge af deres fiktionsuniverser.

   Han blev i den grad mobbet af kameraterne, så han stort set holdt op med at sige noget både i klassen og i skolegården:

Derfor nøjedes han med at praktisere sin kunnen derhjemme. Detektivbøger, tegneserier, og westernromaner. Dumas´ samlede værker, som han fandt i reolen, men tvivler på at hans mor kendte til eksistensen af. Og bøger han, mere eller mindre tilfældigt, trak ud af bibliotekets reoler.

   "Jeg elskede de bøger", siger han.

   "De var så medrivende . Og bare for at komme væk fra sig selv og ind i en verden, jeg aldrig havde kendt noget til. Det var sådan en befrielse."

   Limbo kalder han sine små fredsommelige eksiler fra de andre. (....) 

Og selv fantaserede Leine livligt om hvordan han på de mest udspekulerede måder kunne udsætte klassekammeraterne for alskens former for pinsler og tortur - "for til sidst at tage livet af dem".

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. 

   Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.

   

Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener. 

Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns.

   "Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".

   Og så ville de også høre deres egne navne.

   "Henriksen?", udbryder han.

   "Ingen problemer: "Neskirneh".

Hovsa tænker jeg: "Uden at tænke sig om". Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre sansninger fra andre steder i hjernen, sådan at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, sådan at hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller sådan at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer. 

   

I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.

   Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale dem baglæns, fortæller hun.

  Og jeg kan fx absolut ikke!

   

Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning. 

   Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.

   Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre. 

   Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.

Jeg spørger via Google om "People who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.

   Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne.
   Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet: 

Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2109909/Experts-mystified-Alyssa-Kramer-14-recite-words-backwards-seconds.html

Phenomenon of Ambidextrous Individuals Still Startles Scientists

http://english.pravda.ru/health/09-06-2010/113723-ambidexter-0/

Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:

Piger hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige "talent" - som altså også Kim Leine har.

   Daily Mail-artiklen fortæller:

Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.

   'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.

   And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.

Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'. 

   Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".  

   Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:

Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.

Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben. 

    Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

    Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.

Jeg vender tilbage til den særlige evne at kunne udtale ord  baglæns uden at tænke, i et senere blogindlæg.

Snigende ord, brutal vold mod Novo-aktien, sikkerhedssko til hjernen - og de kriminelle asylansøgere imod 'danskerne som helehed'

Denne blog er helliget kreativitet og analyser af forskellige fænomenter i lyset af dette tema. Derfor har jeg jævnligt taget det som med et engelsk ord kaldes "framing" under kærlig behandling. 

   Det kan oversættes til 'mentalt og kognitivt at indramme og begrænse tænkning, argumentation og vurderinger gennem metaforiske eller metonymiske sproglige manøvrer.
   Fidusen ved framing  er at det forenkler tænkningen om et emne eller et problem.

   Et af de mest kendte eksempler fra politik i nyere tid er George Bush´s "War against terror". Et andet herhjemmefra er Anders Fog Rasmussen der fik framet samtlige fagligt funderede eksperter som havde andre synspunkter end regeringen, som "smagsdommere".

En "frame" er altså ofte kreativitetshæmmende og fordomsbekræftende.  De fleste kulturelle og videnskabelige nyskabelser, sker ved at konventionelle og uantastede forestillinger om virkeligheden, sprænges, og nye, bredere eller anderledes "frames" vinder fodfæste i den kollektive bevidsthed.

Det har vores udmærkede professor i retorik, Christian Kock, skrevet en hel bog om. Godt timet og meget aktuel: "De svarer ikke". Og den har givet afsæt for en stor forsidesartikel af en af denne bloks favoritter, Nils Thorsen, med rubrikken

Vor tids plitiske våben: Snigordet 

"Snigord" rimer på "snigmord", og det er selvfølgelig meningen. Og det skal give associationer til dette at "priming" og "framing" som er markedsføringsjournalisternes to bedste våben i forhold til både en kritisk presse og en let bevægelig offentlighed, netop er kognitive fænomener som "kommer snigende som en tyv om natten" - dvs bag om ryggen på bevidsteheden og vores mentale kritiske forsvarsværker.

Jeg høster lige en serie framende metaforer, metonymer, eufemismer og pejorativer fra artiklen:

byrdestop, lømmelpakke, sultcirkulære, rødvinsreform, cafépenge, golfpenge, ældrebyrde, det grå guld, fjumreår, rundkredspædagogik, taxametersystem, dødsskat (=arveafgift), firkløveregering, grønne afgifter, røde skatter, skattestop, arbejdsmarkedsbidrag, betalingsring.

Disse udtryk lever højt på det som Daniel Kahneman kalder "cognitive ease" - altså en slags glidecreme for tænkningen. 
   De er konkrete og visuelle - og dermed "nemme" at forstå og tænke i retning af. De appellerer til vores "associative hukommelse" som er de neurologisk skinner som i forvejen er lagt ud imellem ellers adskilte begreber og forestillinger.

   Når disse udtryk fungerer så effektivt som de gør  - også i forhold til journalister, så hænger det sammen med grundprincippet for vores spontane vurderinger og intuitive tolkninger: What You See Is All There Is-princippet. 

   Og det princip styres på sin side af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af System 1-tænkningen: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

   'Associationsmaskinen' fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen eller efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.

    Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".

   Derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med præmisser og konklusioner og dertil hørende følelser - ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er mentalt mest gennempløjede og derfor yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Både Nils Thorsen og Christian Kock kan også selv udnytte metaforer til at frame - men i artiklen først og fremmest som et forståelsesfremmende sprogværktøj. 

   Nils Thorsen:

Den slags ord er for en politisk sag, nogenlunde hvad de herreløse droner er i kampen mod al-Qaeda; en effektiv metode til pletvis at sætte modparten ud af spillet uden selv at risikerer for meget.

   Men selv værdiladede ord, der skal liste en holdning ind under vores radar, må jo have et navn. Så for nemheds skyld (og måske også for at give lidt igen) kalder vi dem her: snigord

"Snigord" er altså ikke Christian Kocks opfindelse, men Nils Thorsens. Men Christian Kock kan også det game, fremgår det af artiklen:

Selv betegner han fænomenet som "omvendt lommetyveri", fordi man. som han siger, "bruger et ord, som  anbringer en holdning i lommen på folk uden at de opdager det."

   "Lidt ligesom en tryllekunstner, der fanger ens opmærksomhed med den ene hånd, mens hans anden hånd gør noget man ikke lægger mærke til", siger han.

Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet hvordan en masse af de metaforer som journalister bruger om eget arbejde og egen profession, er gennemsyret af udtryk der framer dem selv inden for koginitive domæner som "krig", "forbrydels", "vold". "sport".

   Min gamle studiekammerat på danskstudie, professor Jørn Lund, har i Politiken fra i går i sin faste mandagklumme på side 2 i kultursektionen en gennemgang af metaforikken i erhvervsjournalistikken under den bogstavrimede rubrik - rim der jo som vi ved fremmer "cognitiv ease" hos læseren:

Vold, varm luft og vindfrikadeller

Jørn Lund forklarer fænomenet som en form for personifikation:

Da Novo-aktion for et par uger siden faldt, kunne man se den triste udvikling beskrevet med dramatiske udtryk og en personifikation af virksom heden, hvorved jeg mener, at man til virksomheden knytter ord der ellers forbindes med levende væsner:

   Novo-aktien styrtbløder, og går sukkerkold, "Novo står klar ved skafottet", "Novo gav C20 cementsko på", og voldsmetaforerne skifter i intensitet: "Novo Nordisk får smæk på børsen", "Novo får analytikertæsk", "massive kurstæsk til Novo-aktien, "Novo-aktien får gevaldige bank", "Novonordisk får kæberasler på børsen". Et andet sted tales der om en tung kæberasler, det lyder ikke rart, og et tredje sted måtte man konstatere, at Novo var sendt i gulvet,

Jørn Lund konstaterer at sådan er det - med en vis ironisk distance som tit kendetegner hans sprogklummer. 

  Men hvorfor - og hvordan virker det?

Det er klart at  der her ikke  er tale om pædagogisk at forklare og oplyse når journalister bruger disse former for volds-personifikationer af aktiebevægelser. Man bliver ikke klogere af den slags journalistik, men, som det også er meningen, ophidset og anspændt.

Metaforikken her i erhvervsjournalistikken "tænder" dele af spejneuron-systemet der, som der er videnskabeligt belæg for, aktiveres ved verbal beskrivelse af konkrete handlinger. Og samtidig sendes der signaler til de ledsagende følelsesaktiverende dele af hjernen, det limbiske system. 

   I lyset af i mine foregående indlæg om synæstesi, er det også slående at mange af de fænomener som Christian Kock taler om og Jørn Lund fremhæver, kan beskrive som litterær synæstesi - altså en villet sammenkobling af forskellige sanseområder fra afsendersiden - med henblik på kognitive effekter.

   Eller det skal måske netop snarere beskrives med det nye synæstesi-fagbegreb og kaldes "litterær ideæstesi" 

Og for lige at følge metafor-sporet videre. Dagens kronik af psykolog Tina Espander har en flot og fængende brug af en metafor i sin rubrik:

Vi har behov for sikkerhedssko til hjernen

Manchetten forklarer og giver payoff:

Alle de små pauser i hverdagen er forsvundet i de seneste års maniske rationalisering. Nedslidningen på arbejdsmarkedet i dag er psykisk og hvis stressproblemet skal afhjælpes, skal det ske ved lov

Og i det indledende afsnit udfoldes koblingen mellem den fysiske kropslige verden samme med den mentale:

Ligesom kroppen har brug for pauser, når man har et fysisk krævende arbejde, har hjernen, som jo blot er en avanceret muskel, også brug for pauser. 

   Pauser er ved at forsvinde ud af vores arbejdsliv, og det kan vores hjerner ikke holde til.

Det handler om stress, og metaforen følges op med ord som "hjerneslitage".
   Når først den 'frame' er blevet præsenteret og - antageligt - accepteret af læserne, så bliver følgende begrundelse og konklusion mentalt  indlysende - og dermed nem at sluge og fordøje:

Hvis vi vil sikre os, at Danmarks største og vigtigste ressource  - vores hjerner - ikke nedslides til skade for den enkelte og for samfundsøkonomien, må fagforeningerne, arbejdsgiverforeningerne, arbejdsmiljøenheder og vores lovgivende politikere mødes og begynde at udvikle lovgivning om 'sikkerhedssko til hjernen'. Vi bliver nød til at udvikle former for beskyttelse af hjernen, som vi gennem de sidste 30 år har gjort os erfaringer med at udvikle og beskyttelse og sikkerheds foranstaltninger til kroppen.

Somme tider oplever jeg et journalistisk deja vue som er deprimerende. Af den slags som netop handler om "cognitive ease" på baggrund af udbredte, overgeneraliserende og taget for givet-frames.

   I november skrev jeg om Politikens talmanipulerende og fordomscementerende vinkling på baggrund af framen INDVANDRERE = KRIMINELLE. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-indvandredrenges-lsefrdighed-og.htm

Fidusen ved sådan en frame er at den forfører til fx at tro på absurde tal og sammenligninger i lyset af princippet: What You See, Is All There Is. Og på TV 2/Nyhederne kører man frejdigt ud af det samme spor indrammet af samme frame som Politiken for tre måneder siden.

   Jeg citerer lige fra TV2/Nyhedernes kl. 19-udsendelse igår. Og jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde:

Asylansøgere som gruppe er langt mere kriminelle end danskerne som helhed. Det viser tal fra Kriminalregistret og Danmarks Statistik.

   De seneste tal viser, at 813 asylansøgere gjorde sig skyldig i en eller flere lovovertrædelser i 2011 og modtog en fældende afgørelse for det. Det svarer til omkring hver femte asylansøger.

   Ser man udelukkende på overtrædelser af straffeloven, var asylansøgerne som gruppe 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011.

"Danskerne som helhed"; "813 asylansøgere er 23 gange så kriminelle som...." ja, lad os lige omsætte det til tal: ...som 5 million danskere!!!!

   "Fældende afgørelse"? - Hvad hvis de 750 er rene småtyverier? Eller drukafledt hærværk og vold på asylcentrene? Er det så overhovedet en nyhed?

Man får lyst til at konfronterer redaktionen:

   "Danskerne som helhed" indbefatter samtlige direktører fra Rungsted og nærmeste omegn, Mærsks og Danske Banks direktører, vicedirektører, underdirektører, hele den kreative klasse på Københavns cafeer som tjener en million om året, alle gymnasielærere, alle djøffer, alle medlemmer af Magisterforeningen, alle professorer og lektorer på universiteterne, alle mellemledere og chefer i kommunerne, alle ingeniører i Danmark, alle Folketingets medlemmer, samtlige håndværksmestre og medlemmer af Dansk Metal, alle velaflagte forstadsfunktionærer i byernes parcelhuskvarterer.... Og alle børn - piger og drenge - i de danske skoler!!!!

   Kan I virkelig mene det alvorligt: seriøse journalister, red-chefer, nyhedsdirektører, etc. etc. etc. - på TV2/Nyhederne?

   Er det journalistisk rimeligt, fornuftigt, indsigtsgivende, væsentligt og samfundmæssigt perspektiverende  at sammenligne "danskerne som helhed" med 837 forvirrede, norm-, hjem- og rodløse asylansøgere som lever på eller under kontanthjælpens minimumsbeløb, som er isoleret i lejre og frataget enhver mulighed for et bare nogenlunde normalt liv - uge efter uge, måned efter måned?

   Come on! "Rundetårn vs tordenskrald". "Det viser tal...."

Når først det er "bevist" med "objektive" og tilsyneladende indiskutable tal at det er et stort problem, så kan man fortsætte ud af den sædvanlige nedtrådte og  bevidstløse nyheds-skabelons narrative spor - og alle kilder udtaler sig som programmeret af framen:

På grund af den omfattende kriminalitet, opfordrer Rigspolitiet nu landets politikredse til at frihedsberøve asylansøgere for selv mindre kriminalitet som butikstyveri.

   Det sker i et forsøg på at forhindre asylansøgere i gang på gang at begå ny kriminalitet.

   - Vi har kunnet se et behov for at gøre noget ved disse asylansøgere, som misbruger systemet, siger politiinspektør Richard Østerlund La Cour fra Nationalt Udlændingecenter.

   En stor del af asylansøgernes overtrædelser af straffeloven drejer sig om butikstyverier, andre former for tyveri, indbrud og vold.

   På Christiansborg overrasker det, at asylansøgere overtræder straffeloven 23 gange så ofte som danskere.

   - Det er meget voldsomme tal. Det understreger, at der er behov for at stramme op på en række områder, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen.

   - Det er desværre ikke et nyt problem, at vi har asylansøgere, der kommer til Danmark alene for at begå kriminalitet. Men jeg synes, at tallet er svimlende højt, siger SF's integrationsordfører Karina Lorentzen.

Jeg har faktisk tit fremhævet TV 2/Nyhederne for at være bedre til at lave tv-nyheder end TV-Avisen. Men her hopper de over hvor der slet ikke er nogen overligger, og falder i vandgraven med et plask.