'Thinking Fast and Slow' (1) - journalistik om indvandrerdrenge i Daniel Kahnemans optik

I det foregående indlæg om framing og Politikens artikler om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og kriminelle tilbøjeligheder, introducerede jeg Daniel Kahneman og hans bog 'Thinking Fast and Slow'.

   Her er linket til indlægget, hvis du ikke har læst det:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-indvandredrenges-lsefrdighed-og.html

Men hvem er Daniel Kahneman, og hvad har har fået nobelprisen for?
   Engelsk Wikipedia:

Daniel Kahneman (Hebrew: דניאל כהנמן‎) (born March 5, 1934) is an Israeli American psychologist and winner of the 2002 Nobel Memorial Prize in Economic Sciences. He is notable for his work on the psychology of judgment and decision-making, behavioral economics and hedonic psychology.

I sin bog om 'at tænke hurtigt og langsomt' skelner Kahneman mellem to mentale 'operatativsystemer' som på hver deres specifikke og meget forskellige måde vurderer indtryk, foretager afgørelser og drager slutninger ud fra sproglige såvel som ikke sproglige perceptionelle input:    

- System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
- System 2 allocates attention to the effortful mental activities that demand it, including complex computations. The operation of System 2 are oftne associated with the subjectiv experienc of agency, choice and concentration.

System 1 er det som 'tænker hurtigt', en proces der hovedsagelig foregår ubevidst og intuitivt, og hvor tænkningen kører på automatpilot gennem udtrådte associationer, og  ofte er styret af følelser; og når System 1 når til en afgørelse eller drager en slutning, så går det lynhurtigt, og vi er ikke i tvivl om sandheden eller rigtigheden af afgørelsen eller slutningen. 

   System 2 tænker langsomt, tænkningen er bevidst, kræver mentale anstrengelser og tager tid, og dette system aktiveres relativt sjældent, og først når vi er usikre, kommer i tvivl og møder modstand. Og så har det den kedelige egenskab at det er "dovent".

Wikipedia har et udmærket resume af det to systemer i stikord:

In the book's first section, Kahneman describes the two different ways the brain forms thoughts:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Kahneman covers a number of experiments which purport to highlight the differences between these two thought processes, and how they arrive at different results even given the same inputs. Terms and concepts include coherence, attention, laziness, association, jumping to conclusions and how one forms judgements.

Det er 'System 1' der er "hovedpersonen" i Kahnemans bog, men han bruger også mange sider og eksempler på hvordan de to systemers tænkning influerer på hinanden - bl. a. via begreberne 'bias' og  såkaldt 'heuristiske tommelfingerregler'.

I den første del af bogen udfolder han forskellen på de to 'systemer'. 

   Han viser hvordan 'den associative hukommelse' som er kernen i System 1´s måde at operere på, hele tiden konstruerer sammenhængende fortolkninger af hvad der sker i vores omverden i ethvert givet øjeblik. 

    Kahnemans mål  med det afsnit i bogen er, skriver han...

... to give a sense of the complexity and richness of the automatic and often unconcious processes the underlies intuitive thinking, and of how these automatic processes explain the heuristics of judgment. A goal is to introduce a language for thinking and talking about the mind.

Og for mig har det været i den grad en øjenåbner, fordi det kompletterer de mange indlæg jeg har skrevet om det positive ved intuitiv tænkning - som udtryk for "tavs viden" i forbindelse med kreativitet, og om betydningen af den højre hjernehalvdel i sammenhæng med en lang række kreative kognitive processer der er centrale for ideudvikling - fx. på redaktioner og i den enkelte journalists hjerne. 

Endelig synes grundtankegangen hos Kahneman at stemme smukt overens med Tim Gallweys teori om sindets to slags 'selv': Self 1 og Self 2 - der interagerer i 'the inner game' når folk skal lære nyt inden for en række færdighedsområder som golf, tennis, skiløb, ledelse, skrivning m.v. 

   Men de teoretiske fremstillnger stemmer overens på den lidt paradoksale måde at 'System 1' svarer til 'Self 2' - og 'System 2' svarer til 'Self 1'. 

  Og mens Tim Gallwey har været optaget af at hvordan man gennem coaching kan svække indflydelsen af det reflekterende og bekymrede 'Self 2´s forstyrrende indflydelse på Self 1'´s gnidningsfri funktion og udvikling, så har Daniel Kahneman fokus på hvornår System 1 tager fejl, og hvordan disse fejl influerer forstyrrende og misvisende på på System 2´s tænkning.

Et af de principper som System 1 følger, er det Kahneman kalder princippet om ...

What You See Is All There Is 

What You See Is All there Is-princippet siger at vi hele tiden automatisk drager mentale og emotionelle konklusioner fra de input vi får her og nu - uanset mængde/antal og kvalitet. Og vi kan ikke lade være.
   Og får vi kun få input, så konstruerer system 1 på et split sekund konklusioner på det der er til rådighed - for system 1 er udviklet gennem vores biologiske evolution til at  levere overlevelsesegnede vurderinger og -bedømmelser i enhver situation hvor det skal gå hurtigt.
   Kahneman forklarer om samspillet mellem System 1 og System 2:

The combination of a coherence-seeking System 1 with a lazy System 2 implies that System 2 will endorse many intuitive beliefs, which closely reflect the impressions generated by System 1. Of course, system 2 also is capable of a more systematic and carefull approach to evidence, and of following a list of boxes that must be checked before making af decision - think of bying a home, when you deliberately seek information that yo don´t have. However, System 1 is expected to influence even the more careful decisions. Its input never ceases. (...)
   System 1 is radically insensitive to both the quality and the quantity of the information that gives rise to impressions and intuition. 

What You See Is All There Is-princippet styres af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af for System 1: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

'Associationsmaskinen' fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen/efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.
   Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, så trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".
   Og derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med konklusioner og dertil hørende følelser ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Princippet som sammenfatter den måde denne anden mentale 'maskine' fungerer på, og som på mange måder sammenfatter første del af bogens mange pointer, fortjener en forkortelse på grund af dets gennemgående betydning, synes Kahneman:

Jumping to conclusions on the basis of limited evidence is so important to understanding of intuitive thinking, and comes up so often in this boook, that I will use a cumbersome abbreviation for it: WYSIATI, which stands for what you see is all there is. 

Tilbage til artiklerne om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, formidlet til offentligheden gennem topprioriterede nyhedsartikler i Politiken i sidste uge.

Man kan sige at de er et smukt illustrerende eksempel på det Daniel Kahneman beskriver som System 1´s 'thinking fast': Udbredte og veletablerede mentale frames bekræftes tilsyneladende problemløst og gnidningsfrit af objektive og indiskutable tal fra institutionelle autoriteter og ekspert-undersøgelser.      
   Og det er ikke en enkelt isoleret journalist der vinkler og skriver artikler ud fra System 1´s 'hurtige tænkning', det er det samlede redaktionelle journalistiske system: redaktionen og redaktionscheferne der er følger den vej: "Vi har solohistorier, vi har forsidehistorier. Wau!"

"Jumping to conclusion on the basis of limited evidense", er præcis hvad Politikens indvandrerdrenge-artikler og deres ophavsmænd gør. Og de gør det ud fra de informationer der foreligger - idet de følger de associationsbaner, her altså frames, som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand. 
    Og tilsvarende for læserne: De drager konklusioner og generaliserer automatisk ud fra WYSIATI-princippet via de associationsbaner som yder mindst kognitiv modstand. Og det er i høj grad rubrikkerne og underrubrikkerne der primer forståelsen af resten af artiklerne.

Det er først med den interne efterkritik og derefter læsernes redaktørs klumme at System 2´s bevidste kontrollerende tænkning - 'thinking slow'- er blevet vækket og er gået i aktion - lidt modvilligt og med et pænt tidsmæssigt efterslæb der gør at skaden i offentligheden fra 'den hurtige tænkning' for længst er sket.

   Samme historie som vi i øvrigt på DR 1 fik demonstreret i fem udsendelser med titlen "Hængt ud på forsiden". Eller mandag aften i denne uge med sidste del af dokumentarserien 'Sikke en fest'.
   Mit eget blogindlæg der uddyber kritikken af journalistikken i artiklerne for deres framing, er så endnu et eksempel på 'System 2'´s langsomme tænkning.

Jeg synes det ville være rimeligt her at  citere Daniel Kahnemans egne sammenfatninger af det kapitel han har givet titlen "A Machine for Jumping to Conlusions". WYSIATI-princippet kan forklare en lang varieret liste af 'biases of judgement and choise' der inkluderer følgende blandt mange: 1) 'overdrevet selvsikkerhed' ...

Overconfidence: As the WYSIATI rule implies, neither the quantity nor the quality of the evidence counts for much in subjective confidence.
   The confidence that individuals have in their beliefs depends mostly on the quality of the story they can tell aubout what they see, even if they see little.
   We often fail to allow for the posibility that evidence that should be critical to our judgement is missing - what we see is all there is.Furthermore, our associative system tends to settle on af coherent pattern of activation and suppresses doubt and ambiguity.

Princippet WYSIATI kan også forklare: 2) effekterne af ubevidste mentale framing-operationer:

Framing effects: Different ways of presenting the same information often evoke different emotions.  
   The statement that "the odds of suvivial on month after sugery are 90%" is more reasuring the the equivalen statement that "mortality within one month of surgery is 10%".   Similarly, cold cuts described as "90% fat-free" are more attractive than when they are described as "10% fat."
   The equivalence of the alternativ formulations i transparent, but an individual normally sees only one formulation, and what she sees is all there is.

Begge disse eksempler på hvad princippet om "what you see is all there is", betyder, er i bogen underbygget med en mængde empiriske eksperimenter og undersøgelser.
   Og man skulle næsten tro at artiklerne i Politiken i sidste uge om indvandrerdrenges procentivse manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, at den var bestilt af Kahneman til at illusterere hans bogs pointers relevans inden for det journalistiske domæne.

Men forskerne går ikke selv ram forbi. En af de helt afgørende grunderkendelser i den dokumentation fra videnskabelig undersøgelser over mange år og med mange kilder som Kahneman fortæller om, er at System 1´s 'hurtige tænkning' specielt brugt på statistik og tal, gang på gang rammer ved siden af - både for forskere og for menigmand (fx journalister og deres chefer). 

   Og det går jo mere galt, jo mindre de indsamlede tal er!

Sammen med sin kollega Amos Tversky skrev han en videnskabelig artikel allerede i 1971 med titlen "Belief in the Law of Small Numbers" der dokumenterede problemet.

   Daniel Kahneman fortæller nu i sin bog om den afgørende indsigt i den gamle artikel:

We explained, tongue-in-cheek, that "intuitions about random sampling appear to satisfy the law of smalle numbers, which asserts that the law of large numbers appears to small numbers as well." We also includede a strongly recommendation that researchers regard their "statistical intuitions with proper suspicions and replace impression formation by computation whenever possible."

Kahnemans advarsel til forskerkolleger der laver undersøgelser hvor statistisk intuition eller common  sense styrer resultaterne, burde få enhver journalist til at være endnu mere tilbageholdende med at trække på sin egen uprofessionelle statistiske intuition.

Jeg vil i en række senere indlæg gennemgå nogle andre af de konsekvenser som de to 'systemers' måde at tænke på, og deres indbyrdes samspil, har - både for journalisters tænkning og læsernes tænkning.

(fortsættelse følger)

Om indvandrerdrenges læsefærdighed og kriminalitet - når journalistikken kører på automatpilot - og framer efter udbredte fordomme

Skal man le eller græde? Når man konstaterer at ens avis som skulle være organ for den højeste oplysthed, i forsideartikler kører på automatpilot og framer historier, baseret på små tal fra undersøgelser, efter de mest udbredte fordomme og de mest populistiske værdier. 

Dette at frame og re-frame i mediesammenhænge har jeg været inde på mange gange i indlæg på denne blog, med afsæt i George Lakoff´s berømte og øjeåbnende bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate".

   Bogen handler om ubevidste konceptuelle rammers styring af vores værdier, vores tænkning og vores billeder af virkeligheden. Den handler om at have ubevidste umærkeligt mentale skyklapper på, det der kaldes frames - og om hvordan man kan rive dem af. 

   Der er et link til mit tidligere blogindlæg om vinkling og frames og Lakoff til sidst i dette indlæg. 

   

Men Politiken er gået lige i fælden. 

   Når læserne efter denne uge tænker på indvandrerdrenge i teenagealderen, så tænker de på at de er kriminelle og at de ikke kan læse. Sådan!
   For at citere en ny "helt" i mit univers om kreativ tænkning - og det modsatte: Læsere følger princippet: WYSIATI - forkortelsen for:

"What You See Is All There IS". 

Det er formuleret af Nobelpristageren Daniel Kahneman i sin bog 'Thiking Fast and Slow' - som jeg vender tilbage til til sidst i dette indlæg - og i en række senere!

Politiken har bragt flere artikler om indvandrerdrenge og deres dårligdomme i den forløbne uge. To af de mest opsigtsvækkende omtales i Søndagspolitikens Kultur-tillæg i den klumme/kommentarspalte som forvaltes af 'læsernes redaktør'.

En undersøgelse af det tidligere Socialforskningsinstitut (nu "Det nationale forskningscenter for velfærd") var kilden til den første. Vinklen var i tirsdags på Politiken.dk at et flertal af indvandrerdrenge var ekstremt dårlige læsere - funktionelle analfabeter. Og i en artikel fra i torsdags var vinklen så at indvandrerdrenge var væsentligt mere kriminelle end drenge med etnisk dansk baggrund. Her var kilden til tallene Danmarks Statistik.

   Da jeg læste dem, tænkte jeg: "Åh, nej, ikke igen! Og så i min avis!" Det er jeg sikker på at læsernes redaktør på Politiken også gjorde.

Foranlediget af en intern efterkritik og dokumenteret med et langt citat, havde Bjarne Schilling en fin klumme/kommentar/analyse der påviste at den første artikel var fordomsfuld - en af den slags artikler hvor journalisten altid som et sidste figenblad kan forsvare sig med at "det var ikke forkert, det  der stod i artiklen, og vinklen var i overensstemmelse med undersøgelsens tal."
   Men var det sandt?

Blandt mine morgensvømmervenner gik samtalen livligt om onsdagen. Alle havde læst eller hørt at 55 procent indvandrerdrenge ikke kunne læse når de gik ud af folkeskolen. At det var i København havde ingen lige fattet i skyndingen. Og at 24 procent af de etnisk danske drenge også var funktionelle analfabeter efter 9. klasse kom som et regulært chok for mine morgensvømmerkolleger, da jeg fortalte det.

En faktaboks til artiklen sammenligner disse procenter med procenterne i en sprogtest inden skolestart.

Før skole klarer 50 procent (af tosprogede drenge) sig dårligt i sprogtests mod 15 procent af de etnisk danske børn. 9. klasses test viser, at 55 pct. er funktionelle analfabeter, mens tallet er 24 pct. for etnisk danske drenge.

 "Æbler vs. pærer", "Rundetårn vs. tordenskrald", tænker jeg når jeg læser "sprogtest" og "funktionel analfabet" (="læsetest"). Begge procenttal stiger, men mest for de danske drenge og dem er der jo flest af.

   Men hvad er de absolutte tal? Hvem og hvad  og hvor mange snakker vi om i virkeligheden?

De følgende tal er hentet fra citatet fra den interne efterkritik:

   I absolutte tal er der 949 drenge med indvandrerbaggrund og 1.467 med etnisk dansk baggrund som er funktionelle analfabeter. Det samlede antal for de københavnske drenges vedkommende i 9. klasse er: 2.416. 

   Det samlede antal drenge som man så regner procenterne ud fra er: 7.830 fordelt på hhv. 1.725 indvandrerdrenge, og 6.115 drenge med etnisk dansk baggrund.

   I Politikens interne efterkritik konkluderer den anonyme journalist:

»Jeg mener faktisk, at man kan hævde, at det er gruopvækkende, at det københavnske skolesystem åbenbart er så elendigt, at selv dem, der har fået de sproglige forudsætninger ’forærende’, falder igennem i langt større omfang end dem, der har to sprog at slås med. Derfor mener jeg, at det i hver fald kan diskuteres, om ’Det står skidt til for tosprogede drenge og mænd’ er den rette indledning på komplekset. Det burde vel snarere have været ’Det står skidt til for det københavnske skolevæsen’«.

Godt set. Men jo godt nok for sent. Framing-skaden er sket. Og efterkritikken er jo intern - hvis ikke lige læsernes redaktør havde offentliggjort citatet - for at have noget andet end sig selv at hænge sin kritiske hat på. 

Bjane Schillings egen søndags-kommentar havde rubrikken

Et sæt tal - to slags sandhed

Underrubrikken/manchette lød:

Måske var det de etniske danske drenges manglende læsefærdigheder, vi burde have skrevet om. 

Nu er Bjarne Schelling jo læsernes redaktør på Politiken, så han skal formulere sig med den største agtpågivenhed når han kritiserer sine egne kolleger. Her er det udtrykkene "måske" i manchetten, og "to slags sandhed" i rubrikken der slører det egentlige budskab. 

Senere i klummen nævner han den anden artikel fra om torsdagen der havde denne rubrik på Politiken.dk:

Hver 13. indvandrerdreng under 20 år er kriminel

Og kerneafsnittet i artiklen lyder:

Næsten 8 procent af drenge med indvandrerbaggrund i alderen 15-19 år bliver dømt for en kriminel handling, mens det til sammenligning kun er 3,5 procent af de jævnaldrende etnisk danske drenge, som får en plettet straffeattest.

Jeg studser straks over hvorfor rubrikken skriver "hver 13. indvandrerdreng", men artiklens indledende sætning derefter taler om "8. procent". Som så viser sig senere at være lig med 7,7 procent - rundet op. 

    Jeg undrer mig også over framingen i formuleringerne: "blive dømt for en kriminel handling" (det lyder alvorligt) over for "får en plettet straffeattest" (det lyder ikke så slemt).

   Og hvorfor får vi ingen absolutte tal her? 

Jo, det får vi også senere når det gælder indvandrerdrengene: 3.147, hvoraf altså 7,7 procent har fået en dom (men for hvad?), Det er så ikke i artiklen regnet ud i absolutte tal, så det gør jeg lige: 242 drenge med indvandrerbaggrund har fået en plettet straffeattest.

   Ja, så er det altså heller ikke værre. Specielt da vi ikke ved hvad de er dømt for. At køre for stærkt.?Butikstyveri? Eller knivstikkeri og narko?

Jeg leder forgæves efter de absolutte tal for danske drenge, hvoraf de 3,5 procent altså har begået kriminelle handlinger. Men ved at ekstrapolere fra andre procenttal i artiklen i Politiken når jeg frem til at det absolutte tal for etnisk danske drenge er: 10.852. 

   Af dem er 3,5 procent registreret som kriminelle; i absolutte tal: 380. 

   Det er jo da også godt nok en del flere, og de koster vel samfundet mere end de 242 "kriminelle" indvandrerdrenge.

Men oplysningen om de absolutte tal vil jo svække artiklens vinkel en del. Og helt galt går det med den, hvis man havde vendt de absolutte tal og procenterne på hovedet: 

2.905 indvandrerdrenge har i undersøgelsen en ren straffeattest, svarende til 88 procent af indvandrerdrengene i København i alderen mellem 15 og 19 år.

Det kunne der have stået i underrubrikken. Og artiklen kunne være indledt med: 

Mange danskere har en tåget forestilling om at de fleste indvandrerdrenge nok er kriminelle, tyveknægte, knivstikkere, volds- og voldtængstmænd. En undersøgelse viser  imidlertid at det er en ufunderet fordom....

Hvorfor gør Politikens journalist så ikke det? Konstruktive nyheder er vel ved at være legitimt - i hvert fald på Politiken som gerne vil lægge afstand til sin etisk noget mere anløbne lillebror Ekstrabladet? 

   Svaret blæser i vinden!

Men det der gør denne artikels vinkel om indvandrerdrenges særligt høje kriminalitet helt misvisvende, er at den sammenligner en gruppe drenge hvis baggrund for det store flertals vedkommende er den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen' - med en gruppe etnisk danske drenge hvis baggrund er et mix fordelt på alle socialgrupper, og hvoraf sandsynligvis kun en relativt lille del tilhører den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen', mens et flertal sikkert komme fra middelklassen og opefter.

Lad os som et tankeeksperiment forestille os at vi ud af de danske 10.852 drenge tog den mindre del fra der tilhørte den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen'.  

   Og lads os lege at den gruppe udgør godt en tredjedel af de 10.852, i absolutte tal: 3.617. 

   De ville så udgøre en gruppe danske drenge der socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt har samme familiebaggrund som indvandrerdrengenes gruppe der i absolutte tal udgjorde 3.147. Altså to grupper der i såvel antal som hvad angår social og økonomisk baggrund er umiddelbart sammenlignelige.

   Og lad os så undersøge - eller bede nogle forskere om at gøre det - hvor stor en del af dem der har "begået kriminelle handlinger"/"en plettet straffeattest"!

   

Jeg vil godt vædde min gamle hat på at det bliver mindst 7,7 procent - og mit gæt er at procenttallet nemt kunne være højere. Og så vil Politiken kunne skrive en artikel med en vinkel i underrubrikken der lød: 

"Danske drenge med arbjeder-/underklassebaggrund er mere kriminelle end indvandrerdrenge med samme sociale baggrund."

Og skulle vi så stramme den lidt i rubrikken og følge Politikens forside-rubrik-bestyrer:

Hver 12. etnisk danske dreng under 20 år er kriminel

En vinkel der virkelig ville give genlyd og blive citeret og uddybet af eksperter i alle de nyhedsførende medier de næste mange dage

    

Faktisk nærmer læsernes redaktør sig denne pointe til sidst i klummen ved at citere en lektor i kriminologi der siger at "det er en gammel sandhed at risikoen for at blive kriminel er større hvis man mangle job og uddannelse." 

   Men skarpere bliver selvkritikken ikke. Som læsernes redaktør må Bjarne Schilling jo dække sig ind i forhold til sit eget interne bagland og være forstående over for sin egen redaktions ellers indlysende vildskud. 

   En sådan forstående tone bruger han senere når han glider fra "måske" og "to sandheder" i toppen af kommentaren, til den meget pæne formulering i sidste halvdel af artiklen:

Jeg har ingen konkrete ankepunkter mod hverken kriminalitetsartiklen fredag (han mener torsdag) eller tirsdagsforsiden om uddannelse. De forekom mig fair og ordentlige.

   Men vi bør gribe enhver lejlighed til at se andre vinkler på sagerne, for vi har en pligt til at kunne se problemerne i en sammenhæng og at få nuancerne med.

"Fair og ordentlig"!???? 

Men alligevel: Stor respekt for at læserenes redaktør - trods den udglattende sproglige indpakning - overhovedet udkommer med en kritik af artikler som nyhedsredaktionen og forsideredaktøren sikkert har været rigtig stolte af på dagen - inden de fik tænkt sig om.   

Der er håb forude:
   Jeg er i gang med at læse en stærkt oplysende og øjeåbnende bog af nobelprismodtageren Daniel Kahneman: 'Thinking Fast and Slow'. 

   Jeg er kun en tredjedel igennem og er nået til kapitel 12. Men alene de kapitler burde være obligatorisk læsning på alle journalistuddannelser og på nyhedsredaktioner hvor man dagligt eller ugentligt skriver artikler med indledningen "En undersøgelse viser....".

              (fortsættelse følger) 

   

Linket til et tidligere indlæg om vinkling, frames og George Lakoff er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/hvad-er-en-journalistisk-vinkel-og-hvad.html

Avatar i skolen – grænseoverskridende pædagogik - selvopfattelse som et resultat af metaforisk blending

I Weekendavisens tillæg ”Faktisk” fra den 21. januar støder jeg på en artikel under rubrikken ”I skole som avatar", skrevet af Maj Carboni. Der er to flotte illustrationer af blå avatar-ansigter fra filmen ”Avaatar”. Noget i retning af dette:

Artiklen fortæller om en skole i London-bydelen Islington hvor de tosprogede elever nu får højere karakterer – blandt andet i engelsk – end landsgennemsnittet. Hvad er hemmeligheden? Hvad er forklaringen?

   Et nyt kreativt pædagogisk koncept der skal give de tosprogede elever oplevelsen af at kunne og være noget værdifuldt, og at det at lære foregår på deres præmisser – ikke på de nationale ”engelske”.

   Artiklen leverer en case på den særlige pædagogik, som udnytter blending af den reelle virkelighed og den imaginære digitale verden som internet-spillet Second Life leverer. 

   Hovedpersonen i artiklen er indvandrerdreng – en af dem som meget hurtigt gennem en ond cirkel af negative selvbekræftende forventninger bliver ballademager i klassen, og som stort set ikke får noget ud af undervisningen.

   I det nye undervisningskoncept får han får mulighed for at konstruere sig en avatar i Second Life-universet: en grøn dragemand. I Second Life optræder så også lærerens avatar som giver drengens avatar forskellige opgaver og udfordringer - som f.eks. kræver at han læser manualer og konstruerer en avatarbil i Second Life-virkeligheden, og at han skriver en dagbog om konstruktionsprocessen.

   Ifølge artiklen så kan det fastholde indvandrerdrengene i flere timer at løse den slags engelskkrævende opgaver i deres avatarrolle som de selv har designet og valgt. Og pludselig er de ikke noget problem i klassen.

   Den kreative pædagogiks ophavsmad siger i artiklen: ”Ideen var, at de drenge der altid lavede ballade, kunne få mulighed for at være en anden person, en god elev, i Second Life”

   Og ideen med i undervisningen at indlægge konceptuel blending af de to virkeligheder – den reelle og den imaginære - viste sig altså at virke: Ud af det kommer en ny konstruktiv og lærevillige personlighed.

Hvad har vi gang i her? Det minder jo om måden en metafor virker på: at se og forstå "noget1" fra et domæne i et konceptuelt rum, gennem "noget2" fra et andet domæne i et andet konceptuelt rum. Hvis vi kalder boligudlejer for "noget1" og "haj" for "noget2", og sætter blenderen igang, så får vi det blendede metaforiske udtryk: "bolighaj". Amerikanerne taler om "mapping", som kan oversættes til "afbildning" - vi afbilleder "noget1" gennem "noget2".

Socialpsykologien taler om at et menneskes selvopfattelse og forestillinger om egetværd er styret af omgivelsernes forventninger sådan som de kommer til udtryk i reaktive ord og gerninger. Selvopfattelse og selvværd er altså et produkt af "at se sig selv gennem andres øjne" - det ligner en metaforproces med selvopfattelsen som "mål" og omgivelsernes forventninger som "kilde": blending af ens eget konceptuelle rum: "den jeg ser mig selv som", og omgivelsernes oplevede konceptuelle rum: "den de andre ser mig som". Betydningen af "den jeg jer ser mig selv som" bliver så - ligesom i en metafor - bestemt af  "den de andre ser mig som".
   Artiklens pointe er at den slags processer indgår i det vi metaforisk taler om som "en ond cirkel" eller "en ond spiral" som det er utroligt svært for indvandrerdrenge selv at komme ud af, og for velmenende pædagoger at bryde.

Second Life-pædagogikken gør det muligt for indvandrerdrengen at se og forstå sig selv gennem avataren som han har konstrueret som et positivt selvbillede, og at se og forstå lærerens avatar i Second Life-universet som en der har positive forventninger til indvandrerdrengens avatar. Drengens og lærerens interaktion ses og forstås gennem et andet konceptuelt rum - præcis ligesom en metafor virker.
   Man kan også beskrive det som at indvandrerelevens og lærerens forhold re-frames gennem Second Life-universet.
   Det er også det princip som den managementteori og -teknik der kaldes appriciative inquiery - forkortet AI - bygger på: at medarbejderne oplever at blive set på gennem positivt anerkende øjne.