Vedensbilledlegatet (3) - og de kreative restriktioner

Endnu en gang har jeg deltaget som jurymedlem for de kortfilm der er produceret under Danidas "Verdensbilledlegat". Det er et 10 års jubilæum, og der ligger nu på nettet små 100 "anderledes" ulandsfilm inden for dokumentargenren, hver af en varighed på 10-12 minutter.

   De er alle frit tilgængelige på
http://verdensbilledlegat.emu.dk/
Filmene fra i år er dog ikke nået at blive lagt ind endnu.

I fredags blev de ti film fra i år vist på et stort lærred på Filmskolen for alle legatmodtagerne plus familie og venner. Jeg havde som sædvanlig fået jobbet at lægge op til uddelingen af priserne til de tre film som vi ved afstemning havde fundet ud af skulle være nummer 3, 2 og 1. 

   Her er resultatet:

   "The call of Nepal" af Jonas Unmack Larsenn og Mikkel Cantzler Christensen løb med titlen som årets bedst film 2011.

   Anden pladsen gik til "The world at his feet" af Marie Rosenvang Mathiesen, og Ditte Kræn Østergaard.

   Tredje pladsen gik til "Shared Love" af Anna Gaarde og Theis Christensen

Alle tre film var rigtig gode, og i år synes jeg at alle film var seværdige. Og der var flere kandidater til 3. pladsen. 

   Som regel er der ellers en 2-3 stykker som har så klare mangler i indhold, form og udtryk at det forstyrre oplevelsen markant. 

   Men sådan ikke i år, hvad der faktisk gjorde juryens arbejde lidt mere besværligt end normalt.

Når man så filmene i rap på det store lærred, afsatte der sig et samlet indtryk i sindet - et billede som egentlig svarer rigtig godt til konceptet for filmene: Man kommer til at holde af mennesker, på tværs af grænser, etniske forskelle, generationer, livsvilkår. 

   Og man får en klar oplevelse af "kreativitet uden grænser".

Her kommer mit oplæg til filmene på de tre første pladser. Om ikke så længe kan man også se dem på nettet.

De fleste år har der været film med som handler om det de selv er: altså film om film. Erfaringsmæssigt er de faktisk noget af det sværeste at lave. Hvis resultatet vel og mærke skal blive rigtig vellykket.

  Det med sådan en ”medie i mediet kinesisk æske” - bliver tit lidt halvkikset, fordi både producenter og publikum skal holde styr på flere oplevelsesplaner.

  Sådan ikke i år. I år lykkedes det.

  Vi fik en film om en film - med charme, humør og action.

  Vilkårene er godt nok nogle andre end Hollywoods – eller danske film med millionstøtte fra Fiminstituttet. Og der er kun tre dage fra sidste optagedag til premieren.

  Men produktionsvirkeligheden – the inside story - er uhyre genkendelig for alle der har snuset det mindste til branchen.

  Her er det så ovn i købet en film hvor virkelighed og fiktion på fornøjeligste vis kom til at spille sammen og dermed give en særlig dimension til filmens universelle tema: kærlighed og utroskab – med to dejlige skuespillerinder som hovedpersoner - både i fiktionen og i virkeligheden.

  Tredjepladsen går til: SHARED LOVE - af Anna Kirstine Overby Gaarde og Theis Mølsted Christensen

Her kommer oplægget til filmen på anden-pladsen:

Det ligger i målsætningen for Verdensbilledlegat-filmene, at de skal komme uden om de stereotype og skabelonagtige bøddel-offer-historier fra ulandene som vi oftest møder i broadcast-nyhedsmedierne.

   Filmen på 2.-pladsen er én som man ikke kan undgå at blive optimist på menneskenes vegne af at se. Og den er fuld af overraskelser – fra scene til scene. 

   Undervejs får man den ene positive aha-oplevelse efter den anden.

   Baggrunden er tragisk og og giftig, og historien minder én om at moderne krigsførelse altid har langtrækkende virkninger for civilbefolkningens liv og sundhed flere generationer senere.

    I bogstavligste forstand er det historien om en dreng og en ung mand der mod alle odds bliver mønsterbryder, og som viser at den menneskelige psyke og den menneskelige krop kan indeholde næsten eventyrlige ressourcer og udviklingspotentialer.

   Den vietnamesiske unge mand – med fornavnet Tri - bliver på den måde universel rollemodel for alle der må slås med fysiske handicaps og barske materielle begrænsninger. 

   På andenpladsen blandt årets Verdensbilledlegat-film : THE WORLD AT HIS FEET – af  Marie Rosenvang og Ditte Kræn Østergaard.

Og her følger oplægget til vinderfilmen:

Noget af det mest fascinerende ved samfundsudviklingen i mange u-lande, er at de frækt og uimponeret springer faser over som vi i vores verden forestiller os nærmest er lovbundet at samfundene skal følge og gennemgå: trin for trin for trin.

   Det betyder at de sociale forandringer som hos os i vesten måske tager mange årtier, i u-landene - gennem kommunikations-teknologiske tigerspring - kan accelerere - som en film der spilles 8 eller 16 gange hastigheden.

   Vinderfilmen i år udmærker sig ved at den ikke blot har haft skarpt fokus på temaet, men også at den har fortalt sin historie med en usædvanlig friskhed og humør.

   Den revolutionerende effekt af mobiltelefonens indmarch på hverdagslivet  og de sociale relationer i et u-lands-samfund, bliver i den grad dokumenteret og levendegjort her.

   Og det sker vel at mærke med en særdeles kreativ udnyttelse af den  dramaturgiske værktøjskasse - i både plot, optagelse og redigering. Her får man virkelig illustreret hvad set up og pay off i filmfortælling går ud på. Og hvor effektivt det kan bruges.

   Årets vinderifilm er:  THE CALL OF NEPAL – af Mikkel Cantzier Christiansen og Jonas Unmack Larsen.

Grundlæggende illustrerer hele ideen bag Verdensbilledlegatet princippet om kreative restriktioner. 50.000 kr. er jo peanuts i forhold til hvad dokumentarfilm ellers koster at producere. Formatet på de 12 minutter tvinger til koncentration og intensitet i fortællingen. Virkeligheden i et uland er simpelt hen vanskelig at tackle på de få uger man har til rejse og optagelser. Der er sprog- og kulturmøde-problemer. Modvillige myndigheder, kulturelle tabuer og grænsesættende modstand. Og for at få en film i kassen, kræves både disciplinering og planlægning på den ene side, og evnen til at improvisere på den anden. 

   Til de kreative restriktioner hører også at filmmagerne jo grundlæggende er amatører og meget uerfarne (selv om de fremstiller det lidt mere rosenrødt når de søger). Så i det lys er de faktisk fantastisk hvad de får ud af det, og hvad de lærer undervejs.

I år har der været oprettet en fælles blog på nettet, så de og vi har kunnet følge nogle af de forskellige gruppers kreative problemløsningsprocesser undervejs. Det er indimellem også både gribende og munter læsning: http://blog.3world.dk/bloggen/

Legatet og processen der fører frem til filmene, har jeg har skrevet om i to tidligere blogindlæg. Sidst her hvor jeg beskriver seminaret og hvordan det fungerer i forhold til de 10 grupper af legatmodtagere som har fået godkendt deres ansøgning
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/verdensbilledlegatet-en-multimixer-der.html.