Sebastian Swane - blending af opera og psykoanalyse

Fruen hører altid søndag formiddag programmet "Åbent Hus" på P2 med Nikolaj Koppel og Hella Joof. I dag havde de en gæst inde, Sebastian Swane, som fruen efter programmet begejstret fortalte om. Noget med opera og psykoanalyse. Hun havde fået en aha-oplevelse af Sebastian Swanes udlægningen af operagenrens særlige kvaliteter, som "multilagsfortællnger" (mit ord), og koblingen mellem psykiatriske analyser og diagnoser og operaernes tematiske struktur. Sebastian Swane var oprindelig operasanger, men havde skiftet karrierer og var uddannet mediciner med speciale i psykiatri, refererede hun. Men han sang stadigvæk også.
   De eneste "Swaner" jeg kender er kunstnerfamilien der har hus i Odsherred i nærheden af hvor vi har sommerhus. Sebastian Swane har jeg aldrig hørt om - og søger på nettet.
   Han har egen hjemmeside: www.sebastian-swane.dk. Af hans CV fremgår det at han i den grad må høre til kategorien af særligt kreative personligheder. En kompleks, mangesidig multipersonlighed, der ud over at være overlæge i psykiatri, har været og stadig er aktiv operasanger, og så har han dyrket mange forskellige ekstremsport-aktiviteter.
   Det fremgår af et interview at han som 4-årig vidste han ville være operasanger, at han som 14-årig vidste han også ville være læge, og som 16 årig at det skulle være inden for psykiatrien. Han holder  mange operaformidlende foredrag hvor han ser analytisk på operaen gennem psykologiens og psykiatriens optik. Som fx i dette citat:

I de store operaer fungerer orkestret som personernes underbevidsthed og fortæller hele tiden på flere planer, hvad personerne virkelig føler og tænker, i modsætning til det de siger. Kompleksiteten er dybt fascinerende. Det, at der fx i Wagners operaer er flere hundrede motiver, som betyder noget specielt, og hele tiden refererer til en speciel tanke, person, situation eller følelse, som fx had eller jalousi, og så kan spilles samtidigt, betyder, at vi får afdækket interessante aspekter ved personernes bagvedliggende drifter og instinkter. Når man i klassisk musik – i modsætning til de fleste andre former for musik – spiller flere motiver eller melodier på en gang, har man det, der kaldes kontrapunkt, som måske er det mest udtryksrige ved musikken, fordi den hermed kan udtrykke flere følelser samtidigt, noget som denne kunstart kan gøre bedre end nogen anden. Hermed imiterer musikken netop vores måde at opleve verden på, nemlig følelser og tanker på flere emotionelle planer på engang. Fx når en kvindelig person i en opera siger, at hun hader en person, og man så i orkesteret hører et kærlighedsmotiv samtidig med et jalousimotiv, så ved man at hun lyver fordi hun er jaloux. Og alt efter hvor meget man nu har lyst og interesse for at gå ind i en dybere analyse, vil man måske opdage, at jalousimotivet er kærlighedsmotivet spillet bagfra, fordi komponisten vil vise, at det er en forvredet kærlighed. Hermed bringes vi ind på Freuds begreb ’reaktionsdannelse’, som betyder, at man siger det modsatte af, hvad man mener!

Dette er naturligvis dybt interessant set fra et kreativitetsynspunkt, og det var det fruen tændte på og fik aha-oplevelse af da hun hørte om det.
   Det Sebastian Swane fortæller her, handler om det dramaturgien kalder undertekst, retorikken kalder ironi. Altså blendede udtryksformer, som jeg tidligere har beskrevet. Og det er klart at operaen som genre i sig selv er en blended genre af musik og teater: SYNGE-SPIL
   Citatet er også interessant ved at det altså bruger Freud og psykoanalysens begrebsapparat til at gennemlyse operaen som genre. I en af hans andre artikler på hjemmesiden, kan man finde en meget grundig gennemgang af den moderne Freud-kritik, hvis konklusion er at Freud absolut ingen empirisk grundlag havde for sine teorier, at han var en mytemager uden lige, og at hans teorier er at ligne ved religion. Artiklen trækker en analogi fra: forholdet mellem Freuds psykoanalyse/den "dynamiske psykologi" og den moderne kognitive psykologi/terapi - til: forholdet mellem astrologi og den moderne videnskabelige astronomi. Se: http://sebastian-swane.dk/Download/Freud.pdf.
   Sebastian Swane er også som forsker og videnskabsmand en kompleks personlighed, ser det ud til.
   Citatet ovenfor er fra et interview med en journalist ved navn Flemming Christiansen i tidsskriftet Ascolata 2005: http://sebastian-swane.dk/Download/Uddannet%20som%20sanger.pdf.

Personifikation - som udtryk for kreativ formidling og kategorisering

Personifikation er en særlig form for metaforbrug, hvor  dyr, "døde" ting og abstraktioner tillægges egenskaber som realistisk set er forbeholdt mennesker. Illustreret Videnskab nr. 14/2010 har på forsiden en historie med rubrikken: "Nu går jagten ind på - SOLENS MØRKE TVILLING". 
   Inde i selve artiklen viser 'den mørke tvilling' sig at være 'en brun dværg'. Om den hedder det at den 'gemmer sig' langt væk i en sky af kometer. Artiklen fortæller at foreløbig er der tale om en hypotese som nogle forskere har fremsat for at forklare at en stor del af dyrelivet på Jorden er uddød med ca. 26 millioner års mellemrum, på grund af en regn af store meteornedslag som teorien så siger reguleres af en fjerntliggende ikke-lysende sol som indgår i et to-stjerne system med vores skinnende gule sol. Derfor har denne hypotetisk stjerne fået navnet 'Nemesis', der er navnet på hævnens gudinde i den græske mytologi.
   Og personifikationen i udtrykket 'den sorte tvilling' viser sig også have rod i mytologien. Wikipedia skriver:

Twins appear in the mythologies of many cultures around the world. In some they are seen as ominous and in others they are seen as fortuitous. Twins in mythology are often cast as two halves of the same whole, sharing a bond deeper than that of ordinary siblings, or otherwise shown as fierce rivals. Twins can represents some "other" aspect of the Self, a dobbelgnger or a shadow. Often the twin is the "evil twin", or one may be human and one semi-divine. The twin may be a brother, or a soul-mate, such as the "civilized" Gilgamesh and the "wild" Enkidu.

Illustreret Videnskab er utroligt dygtige til at omsætte videnskabelige opdagelser og ny teorier til Storytelling. Og til det formål personificerer deres journalister alt det de kan komme af sted med, og i dette tilfælde får de så også en mytologisk undertekst med: Den sorte tvilling hævner sig med en meteorregn - fordi den står i skyggen af sin lysende tvilling.
   En hypotetisk og i så fald usynlig stjerne levendegøres for læserne ved at blive set og beskrevet gennem mytens optik.

Men i øvrigt vrimler det med personificerende udtryk og forestillinger i artiklerne i Illustreret Videnskab - ikke mindst i rubrikkerne: 'hårdføre solceller', 'nyt intelligent gulv forudser dit næste skridt', 'kæmpe kannibalgalakse sluger mindre nabo', 'orkidé med bi-duft narrer gedehams til bestøvning', pingviner har børnehaver i lange baner', 'hyæner griner af alderdom og status', mobiltelefonen rykker i felten'.
   Et citat til uddybende dokumentation. En halvandet sides illustration viser et luftfoto af en kæmpe gruppe pingviner, og billedteksten forklarer (mine kursiveringer):

Sygeorgien nord for Antarktis er på en god sæson hjem for en koloni på mere end 100.000 kongepingviner. Og når en tredjedel af flokken består af unger, er behovet for pasning stort. Især når mor og far er på arbejde. De voksne skiftes til at holde øje med poderne, så mens nogle forældre dykker efter blæksprutter og fisk, passer andre på det brunfjedrede afkom.