Bidrag til en web-tv-dramaturgi (8) - tv-reklamernes genrer som prototyper for web-tv-genrer

I kraft af nettets særlige modtagervilkår: utålmodigheden hos brugeren, så inviterer det til informationsformidling i koncentreret form og med høj oplevelsesværdi. 

    Derfor er det rimeligt at antage at tv-reklamespottets genrer også vil være relevante som prototyper for web-tv-indslagenes forskellige genrer eller undergenrer.

   Og den antagelse holder stik et langt stykke hen ad vejen.

En omfattende lærebog med titlen ”How to Create Effective TV Commercials” – af Huntley Baldwin har jeg haft stående på hylden i mange år. 

   Den gennemgår reklamespot-genrerne i detaljer og skelner mellem 'left-brain advertising' – og 'right-brain advertising'. 

   Left-brain commercials (LB) er fakta-orienterede og argumenterende, right-brain commercials (RB) er fiktions-orienterde og fokusere på følelsesappel og oplevelse. 

   Stikord til LB commercials er: ”linear”, ”logical”, ”rational”, verbal”, mens RB commercials har stikord som ”underholdende”, ”intuitiv”, ”visuel”. 

   Kravene til LB commercials er: ”simplicity”, ”explicit execution of the message”, ”correlation between words and picuteres”, product message/story line integration”. 

   Kravene til RB commercials er: “it should be single minded”, “it should be believable”, “it should be relevant”, “it should pay attention to details”, “it should be likable”.

Her er de genrer Huntly Baldwin opererer med:

• Product Presentation – den simpleste form (svarende til den illustrerende fakta-genrer)
• Demonstration, med undergenrer:
• -        Explanatory (product in use)
• -        Side by side (comparativ)
• -        Before-After
• -        Torture-test
• -        Demonstrator faith
• Problems and Solutions, med undergenrer (dramatisering med voice over)
• -        Show the problem/need
• -        Show the problem with others
• -        Show ridiculous alternatives
• Slice of life (dramatisering med ren scenisk fremstilling i realistisk stil med dialog, men uden begyndelse og slutning)
• Presenters – en form for stand up/værtsfunktion med øjenkontakt med seerne, med undergenrer
• -        The salesperson-spokeperson
• -        The authority-spokesperson
• -        The satisfied user-spokesperson
• -        The celebrity-spokesperson
• Continuing Characters (jfr. Squash-reklamerne med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard, og Polle fra Snave)
• Testimonials – en slags reklamens vox pop, troværdige udsagn fra almindelige mennesker der har prøvet varen
• Vignettes – viser en montage af mange forskellige menneskers erfaring med produktet (en bølgemodel)
• Story – en minifortælling med begyndelse midte og slutning – og en hovedperson der gennemgår et forløb: kan være romantisk, sentimental, humoristisk 

Der er andre mere litterære og fiktive: 

• People/Narration, 
• Satire, Musical, 
• Personification, 
• Analogy/Symbolism.

 En række af disse reklamespot-genrer findes umiddelbart også i brugergenererede web-tv-indslag; det gælder: 'testimonial', 'presenter', 'demonstration', 'slice of life'.

TV-reklameforskerne Jøgen Stigel og Christian Jantzen har i en længere artikel ”Reklamen i dansk landsdækende tv” opregnet en lang række typiske kendetegn på tv-reklamespottet som på mange måder også kan gælde for web-tv-indslag:

• Tv-spottet skal trække opmærksomhed til sig og helst også producere aktiv opmærksomhed under seningen. På den måde fungerer det distraktivt i forhold til de(t) egentlige program(mer), men også i forhold til de øvrige spots, som det er placeret sammen med. Disse fungerer i deres tur også distraktivt ind på spottet. Det enkelte spot er således i opmærksomhedskonkurrence med de omgivende spots. Dette betyder, at det enkelte spot skal markere sin forskelligartethed - helst igennem en original udformning set i forhold til gennemsnittet.

• Som al anden reklame er tv-spottet styret af retoriske strategier, dvs. at det er helt afgørende, at budskabsudformningen er succesfuld, gennemslagskraftig og opmærksomhedsvækkende. Den skal have seeren i tale, etablere kontakt og sympati.

• Tv-spottet er i sin udformning parasitært - også på anden måde end ved at lukrere på de øvrige programmer. Det lukrerer også på de etablerede måder at udtrykke tingene på, og det blander vidt forskellige traditioner og former fra mediernes verdener (tv, radio, printmedier) og etablerede genremæssige traditioner. 

• Tv-spottet er ofte synkretistisk. Det går ikke af vejen for at bruge og blande hvilke som helst virkemidler - helt i overensstemmelse med dets retoriske funktion.

Stigel og Jantzen fremhæver også at "tv-reklamen i lighed med den øvrige programvirksomhed på tv, opererer ad to hovedveje i sine forsøg på at tale til seerne og fascinere dem". 

   Den ene hovedvej kalder de den faktuelle fremstillingsform. 

   Den anden hovedvej kalder de den fiktive fremstillingsform. 

   Og senere opererer de også med at de to fremstillingsformer appellerer mest til henholdsvis den højre og den venstre hjernehalvdel - ligesom Huntley Baldwin gjorde :

Den faktuelle fremstillingsform er karakteriseret ved den direkte talte henvendelse til seerne. Enten ved - som det kendes fra f.eks. typisk tv-nyhederne - at et ansigt taler direkte til skærmen og dermed postuleret direkte til seerne eller ved, at en stemme, hvis ejermand ikke ses, taler under et billedforløb i den såkaldte voice-over. 

   I denne fremstillingsform betones med andre ord selve kommunikationssituationen: dens kontaktforhold, dens "jeg-du"-forhold og ofte også dens "her- og-nu"- forhold.

   Seeren er en instans, der tales til, og talens autoritetsforhold spiller en stor rolle, ligesom spørgsmål om verbal og non-verbal troværdighed i meget høj grad klæber ved den talende. Det fremgår umiddelbart, at den talende vil fortælle seeren noget.(…)

   I forbindelse med den faktuelle fremstillingsform, kan vi altså operere med tre rimeligt veldefinerede underformater: voice-over, presenter, testimonial, hvis audio-visuelle forløb alle er karakteriserede ved først og fremmest at være styrede af det talte verbale udsagn/udtryk.

Om den fiktive fremstillingsform skriver Stigel og Jantzen:

Dette trick med at få seeren til selv at opleve pointen igennem et audio-visuelt forløb er ellers først og fremmest noget, som de fiktive formidlingsformer kan. De sætter seeren i en position som én, der oplever og perciperer via syns- og høresans, i højere grad end de sætter ham i en position, hvor nogen - ganske vist på skrømt - taler direkte til ham. 

   I den forstand skænker de fiktive fremstillingsformer principielt seeren et større frihedsrum. Han får ikke fortalt, hvad dette, der sker foran øjnene på ham, dog skal betyde. Han skal i højere grad selv danne sig en forestilling om, hvad det betyder ved at bruge sin indlevelses- og forestillingsevne. 

   På den måde er de fiktive forløb indirekte styrende, for også de har som regel et bestemt budskab, der oftest slås fast til sidst. Styringen foregår igennem den måde, hvorpå et visuelt organiseret forløb er skruet sammen og med en bagvedliggende bevidsthed om, hvad seeren selv udmærket kan slutte sig til og vil slutte sig til. 

   Men det afgørende er, at seeren selv udfordres og selv oplever sig som kompetent til at afgøre, hvad der skal tillægges betydning i det, han ser og hører. Der er ikke nogen - hverken uden for eller ved siden af det audio-visuelle forløb, som øjensynlig forløber i dets egen ret - som sideordnet fortæller eller kommenterer, hvad der sker i det audio-visuelt gengivne handlingsforløb. Bortset fra eventuel underlægningsmusik optræder ingen instans, som kommenterer eller demonstrativt peger på det fortalte.(…)

Inden for fiktionsformerne skelner Stigel og Jantzen, så yderligere mellem to indholds- og udtryksmæssige grundformer: 'drama' og 'montage':

Én som først og fremmest er styret af at ville give et indholdsmæssigt sammenhængende realistisk fortælleforløb med vægt på en handlingsgang og udvekslinger mellem aktører og en pointe, som udspringer heraf. 

   Klipningen tjener her først og fremmest den funktion at skulle binde handling, aktører, tid og rum sammen. Denne grundform, som stort set overholder reglerne for klassisk fortællende analytisk montage, og som er bundet til årsag-virkning som en grundlæggende forståelses­form, vil vi i det følgende give betegnelsen drama.

   Heroverfor en anden, som først og fremmest er styret af et formelt montageprincip, dvs. at montagen ikke sigter mod at give publikum et egentligt handlingsmæssigt sammenhængende forløb.

   Det er derimod ligheder og forskelle, billedmotiverne set som formelle udtryksstørrelser m.h.t. bevægelse, aktører og aktørernes handlinger osv., samt den underliggende klipperytme, som udgør det sammenbindende konstruktionsprincip. Denne anden grundform vil vi i det følgende give betegnelsen montage.

Grundlæggende er tv-reklamespottet jo en form for 'faktion' idet der altid er indeholdt både fiktive og faktiske elementer, uanset om det er den ene eller den anden 'hovedvej' vi genremæssigt følger.

   Det peger mod at vi også må forholde os til faktionsspørgsmålet som noget der presser sig på når vi taler specielt om web-tv.

(fortsættelse følger)

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (6) - retorik vs. dramaturgi i netkonteksten

For mere end 2000 år siden udviklede det græske universalgeni Aristoteles grundprincipperne for det vi i dag kalder dramaturgi - læren om hvordan man skaber spænding og fremdrift i fortællinger fremstillet på en scene.

   Af gode grunde var denne dramaturgi udformet med afsæt i og rette mod de græske teaters formidling af historier for et publikum. 

    Wikipedia (dansk):

I den vestlige tradition er det første værk om dramaturgi Aristoteles Poetik, fra omkring år 350 f.kr. I dette værk analyserer Aristoteles episk digtning, tragedie og komik. Den del af værket der handler om komik er senere tabt.

At afsnittet om komediens dramaturgi er gået tabt, er bare ærgerligt.

De dramaturgiske konstruktions-principper var og er altså knyttet til læren om hvordan man ”forfører' et publikum hen mod en dramatisk forløsning – katarsis – gennem et forløb af scener og akter lagt kronologisk og med optrædende skuespillere der taler og interagerer som rollehavende i historien. 

   Publikum er placeret som tilskuere – nogen der ser på mens handlingen foregik for deres øjne. Men altså placeret i en iagttagerposition uden for fortællingen - som 'en flue på væggen', ville man sige med en moderne formulering. 

   I den moderne film- og tv-dramaturgi taler man om at få information, fascination og identifikation til at spille sammen i et scenisk forløb af handlinger i tid og rum – et forløb hvor plottet er det forhindringsløb hovedpersonen skal gennemføre for (måske) at nå sit mål i klimaks - for at bevise præmissen.

                      

Retorikken er en anden ”lære” – nemlig læren om 'overtalelse' af et publikum, som Aristote­les også var fader til. 

   Denne lære har fokus på overtalelsesmidler i forhold til et deltagende publikum som på forhånd antages at have en indbygget modstand - skepsis - i forhold budskabet, og som skulle overbevises gennem formidling af viden og verbal argumentation.

   Retorikken i denne version opererer med tre veje og midler til overtalelse: 

• gennem logos: appel til logik og argumenter, 
• gennem patos: appel gennem følelses­udtryk og følelsespåvirkning, 
• gennem etos: appel gennem henvisning til talerens troværdighed og autoritet.

Som led i overtalelsesforløbet bruges en fremstillingsform der udnytter en fingeret samtale med modtageren, en simuleret dialog hvori indgår 'retoriske spørgsmål' (tænkte spørgsmål fra modtageren), og retoriske indvendinger (tænkte modargumenter fra modtageren). 

   Specielt i forhold til logosappel udarbejdes en særlig argumentationslogik – dvs. spillereglerne for hvordan man kommer fra forskellige præmisser og forudsætninger til konklusioner. 

   Typisk for den traditionelle politiske tale er en udtalt eksplicit appel til reaktioner fra tilhørerne – i modsætning til tilskuerne ved en film- eller teaterforestilling

                      

Mens dramaturgien opererer med et subjekt i historien hvis udvikling tilskueren står uden for og kun indirekte kan deltage i gennem indlevelse med subjektet, så opererer retorikken med at tilhøreren selv er eller gøres til subjekt i fremstillingen. 

  I den retoriske fremstilling er tilhøreren (eller læseren) den der direkte gennem appelformerne, gennem logisk stringens, gennem retoriske spørgsmål og indvending skal hjælpes eller tvinges til ar få en overbevisning som ved­kommende ikke havde fra start.

   Som led i et overtalelsesforløb kan taleren gøre brug af illustrerende anekdoter og historier som indlejrede delelementer der er med til at underbygge i en argumentation.

To fremstillingsmåder

Man kan sige at retorikken og dramaturgien går ind og definerer de bagvedliggende principper for to forskellige overordnede fortælle- eller fremstillingsmåder: den retorisk-didaktiske og den episk-dramatiske. Og at de hver for sig aktiverer en særlig fremdrift – der er med til at motivere tilskueren eller tilhøreren til at følge med fra start til slut.

Når det gælder faktaprogrammer og journalistiske indslag trækker tv-dramaturgien altså ikke bare på film- og teaterdramaturgiens principper, men – i kraft af sin kombination af scenisk fremstilling (reportageoptagelser), interviewsekvenser og speak/voice over – trækker den også en del på retorikkens grundlæggende tankegang og greb. 

    Og fremdriften skyldes typis en kombination af retorisk-didaktisk og episk-dramatisk femdrift. 

   Et nyhedsindslag kan være bygget op omkring en modstilling af argumenter og modargumenter i interviews fra to kilder, hvor intentionen i sidste instans er at seeren skal tage stilling. 

   Værten kan starte med et retoriske spørgsmål til seerne - og meddele at det svarer det følgende indslag på, etc. 

    Og især i kritisk journalistiske indslag i magasiner og afslørende dokumen­tarer, går den overordnede logik i fortællingen ud på at bevise en kontroversiel påstand/vinkel over for seerne, en påstand som det forudsættes at seeren på forhånd er skeptisk eller tvivlende over for, og hvis overbevisningskraft står og falder med journalistens etos.

Fælles for principperne i dramaturgi og retorik er imidlertid deres lineære karakter: Når dramaet er til ende er præmissen eller moralen bevist, når talen er til ende er tilhørerne i princippet overbevist om at den overordnede påstand som taleren søger tilslutning til, er sand. 

   I begge tilfælde drejer det sig om styring af en modtager mod et mål - hhv. gennem forførelse og gennem overtalelse.

Web-tv og vægtningen af de to fortællemåder

Ser vi på nettet og web-tv i en journalistisk sammenhæng, så synes jeg det er tydeligt at vægten mellem retorik og dramaturgi skifter: retorikken bliver overordnet dramaturgien. Og der er ikke tale om linearitet i fremstillingen.

   Det hænger sammen med at konteksten på netsiden uden om playeren grundlæggende er verbal og fornuftstyret og implicerer en aktiv bruger – ligesom den klassiske tale implicerer en tænkt aktiv tilhører der vil lade sig overbevise med ny viden, logik og argumenter, og som kan finde på at reagerer med æg og tomater adresseret taleren hvis utilfredsheden bliver for stor 

   Den implicerede aktive bruger til web-tv-indslag er tilsvarende en der fx kan have kommentarer til det læste eller sete, en der kan have indvendinger mod vinklen i et indslag, en der er uvidende og søger viden ved at åbne indslaget, en der sidder med spørgsmål som så kan finde svar via et link eller er surftur.

                      

Mens tv – og især nyhedstv – ses passivt og af vane, så er brugerne af web-tv – og af web-information i det hele taget – aktiveret gennem hele tiden at skulle foretage valg. 

   Man kan sige at en webside er et stort 'retorisk landskab' der bygger på forestillingen om at forskellige brugere har forskellige ønsker, forskellige spørgsmål og forskellige ressourcer til at gå ind i samspil med netsiden. Forskelligheder som alle skal kunne tilgodeses af sidens ”tilbud”.

Websiden omkring playeren er typisk bygget op i forskellig kasser der hver tilgodeser forskellig behov og ønsker hos seeren med udgangspunkt i web-videoindslaget: en social dimension, en vidensdimension, en associationsdimension, etc. 

   Nogle af disse dimensioner har karakter af noget der kan indfries gennem valg af/klik til yderligere tekstindslag eller web-tv-indslag der ligner eller associerer til det allerede sete eller der er tematisk forbundet til det allerede sete gennem uddybning og supplering. 

    Andre dimensioner i en anden kasse indfries af handlinger med eller i forhold til det foreliggende indslag: vurder det, send det videre, arkiver det, kommenter det, suppler det.

(fortsættelse følger)

"Don´t mess with the lady in black" - animeret kvindelig pakistansk superhelt - i genial forklædning

Politiken bragte igår en mindre artikel i sin kultursektion som er interessant ud fra mange synsvinkler - ikke mindst den som har med 'kreativ konceptuel blending' at gøre.

   Rubrikken lød 

Burkaklædt superhelt skaber debat

Manchetten lød: 

Den kvindelige pakistanske superhelt Burkahævneren bekæmper Taleban og korrupte politikere og forsvarer kvinders ret til uddannelse. Men ikke alle er lige begejstrede. 

På en tv-kanal i Pakistan har man lanceret en animationsserie for børn med en kvindelig hovedperson der som i alle superhelteserier har to identiteter: den hverdagslige hvor hun er skolelærer, og den fantastiske hvor hun som superhelt er forklædt i en vildt flagrende burka. 

Burkahævneren bekæmper altså korrupte politikere og onde talebanere, og hun behersker en særlig kampsport hvor hun som våben og kasteskyts mod fjenderne bruger¨ - ja, selvfølgelig - bøger og skriveredskaber. 

   Se her traileren til serien på YouTube:

Animeringen er i stil og udførelse moderne og helt professionel, som man kan se. Og konceptet er jo lige i øjet, synes jeg.

   Man tager superhelt(inde)-ideen fra amerikanske tegneserier og -film, og transponerer den ind i en pakistansk kulturel og aktuel setting: effektivt virkende konceptuel blending. 

   En superhelt(inde) har to identiteter, og masken der skjuler den sande identitet, er en der ellers traditionelt forbindes med forbryderes hel- eller halvmaske, fx i form af en elefanthue:

Her nogle kendte maskerede superhelte fra vores vestlige medieverden:

Forklædte forbrydere er onde, forklædt superhelt er gode, og i ly af forklædningen hjælper de med deres særlig evner og våben til at bekæmpe ondskaben. 

   Det er den visuelle omvendte logik bag alle maskerede eventyrhelte - både dem med superkræfter og dem der bare er fantastisk gode - som Zoro:

Denne omvendte indholds- og udtrykslogik er så med Burkahævner-figuren kreativt overført til den aktuelle pakistanske politiske virkelighed, hvor det ikke er svært for publikum at genkende hendes fjender, onde mænd som bekæmper kvinders sekulære skolegang som vestligt inspireret kætteri. 

   Og at udlægge den enkle metaforik i hendes våben og kampteknik, er heller ikke svært.

Valget af burkaen som forklædning for heltinden er genial, synes jeg, idet det er Talebanernes målsætning at, når de kommer til magten, så skal alle kvinder bære burka når de færdes offentligt. 

   Og ligesom når homoseksuelle fx har vendt skældsordet "bøsse" på hovedet og gjort det til en hædersbetegnelse, så vender man her den islamistiske kvindeundertrykkelses synlige manifestation på hovedet og gør det til symbol på frigørelse af kvinder og deres ret til ikke-religiøs uddannelse.

   NB! For en ordens skyld, så er det ikke helt korrekt at kalde forklædningen en "burka" - det er faktisk en såkaldt "nikab".

Det er heller ikke svært at identificere forbilledet og inspirationskilden til Burkahævneren: Malala Yousafzai, den pakistanske unge kvinde som blev forsøgt myrdet af Taleban fordi hun offentligt via sin blog på internettet kæmpede for pakistanske kvinders ret til sekulær skolegang og uddannelse - og med udtalt kritik af den ultrakonservativ islamistiske ideologi som bla. Taleban repræsenterer.

Ideen kommer fra den engelsk-pakistanske pop-sanger, komponist og producer Aaron Haroon Rashid, og konceptet er udviklet med den erklærede hensigt at serien skulle give seerne ...

... a sense of the importance of girls’ education as well as teaching lessons about respecting the environment and embracing diversity."

Asia Life introducere serien således:

From early August, children across Pakistan will be glued to their television sets to watch an unlikely female superhero clad not in spandex, but a head-to-toe, flowing black burka. Her name is apt: Burka Avenger.

   The heroine of the Urdu language series, set to air on Pakistan’s Geo TV, fights a menace more dangerous than physical weapons. She is primarily fighting against a local gang’s nefarious efforts to close a girls’ school.

   The series will trace the adventures of the book-wielding superhero and three young sidekicks – Ashu, her twin brother Immu, and their friend Mooli (who has a pet goat, Golu) – as they battle villain Baba Badook and his team of thugs in the imaginary hamlet of Halwapur.

   The town comes complete with a corrupt mayor, Vadero Pajero, in cahoots with Bandook and company. In the very first episode, Pajero agrees to shut down the local girls’ school in exchange for kickbacks from Bandook, a wicked magician with a thick black beard.

   The dialog gets right to the point. Babook says: “What business do women have with education? They should stay at home, washing, scrubbing and cleaning, toiling in the kitchen.”

  Young Ashu shoots back: “The girls of today are the mothers of tomorrow. If the mothers are not educated, then future generations will also remain illiterate.”

 Sound familiar?

http://thediplomat.com/asia-life/2013/07/burka-avenger-pakistans-very-own-wonder-woman/

Men hvordan er det egentlig med kvindelige superhelte i vores eget vestlige mediebillede? Faktisk vrimler det ikke med dem. Og den mest kendte, Wonderwoman, er godt nok ikke maskeret og forklædt så det gør noget: 

Wonderwoman ville nok ikke fungere i en pakistansk kvindefrigørende kontekst.

Jeg spår Burkahævneren en dundrende succes og stor international udbredelse. Det er simpelt hen bare en skide god ide. 

Astro Boy, Asimov, Animé, Animisme - om hvordan alting hænger samme med alting - også vores kat

Jeg nåede lige at høre slutningen på en sommergenudsendelse af programmet Eksistens forleden. Den handlede om en japansk tegneseriefigurs betydning for landets frontløberudvikling inden for robotteknologi, speciel menneskelignende robotter med sociale færdigheder. 

   Det gnistrede og fængede i det indre mentale rum. 

   

Det var en historie som handlede om kreativ konceptuel blending af en række af de universer jeg har dyrket her på blokken: den japanske tegneseriestil manga og tilsvarende film, den religionsretning som kaldes animisme, den litterære genre som kaldes science fiction der som et af sine gennemgående motiver har menneskehedens fremtid med robotter.

   Og i følge de serendipitetiske principper så har jeg naturligvis for et par dage siden været inde og se den japanske tegnefilm 'Hjertets hvisken' i Grand Biografen, som er en tegnefilmversion af en manga-tegneserie-roman. Og på vej til biografen slog vi lige et slag indenom Glyptoteket for at se udstillingen Degas' metode, som jeg tidligere har skrevet om, Degas som var stærk inspireret af Japanske træsnit i sin kunst.

   Og det har så også lidt med vores indekat Fister at gøre,  hvis menneskeliggørelse jeg har fortalt om på Facebook.

Hvad er det med de robotter og kreativitet og katte?

   Den i min bevidsthed største science fiction-forfatter er Isac Asimov, og hans indgang til berømmelse er ikke mindst hans nyskabende historier om robotter, vel at mærke robotter som er søde og hjælpsomme ud over alle grænser i kraft af de tre 'grundlove for robotter' som ubrydeligt er præget ind i deres positroniske hjernevindinger fra 'fødslen' fra samlebåndet:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.

1. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.

1. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Alene på disse tre fiktive robotgrundlove er Asimov blevet verdensberømt, og de indgår efterfølgende som en del af plottet i en masse andre science-fiction-forfatteres robothistorier. 

   Asimov beskriver selv baggrunden for ideen til disse historier og hans positive vinkling af robotterne. Siden robotbegrebets opfindelse af den tjekkiske forfatter Karel Capäek havde de haft et mildes talt dårligt ry i litteraturen - som kunstige ufølsomme maskinagtige væsner der på den ene eller anden måde overflødiggjorde mennesker - eller ligefrem truede og endte med at udryddede hele meneskeheden.

   Asimov ville frame robotter positivt i sine historier fordi han ville modvirke den teknologiangst og -fjendtlighed som lå indbygget i den eksisterende litterære tradition, som går helt tilbage til Frnkenstein-historien fra begyndelsen af 1800-tallet af Mary Shelley.

   Altså den kreative tænknings klassiske greb: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Den samme intention som Asimovs var drivkraften i den japanske manga-tegner Osamu Tezukas opfindelse af figuren Astro Boy:  

Dansk Wikipedia fortæller om Osamu Tezukas betydning: 

Hans banebrydende teknikker og nytænkning gav ham titler som "Mangaens far" og "Mangaguden". Den karakteristiske stil med store øjne hos karakterene i Anime blev opfundet af Tezuka, som var inspireret af vestlige serier fra den tid, som for eksempel Betty Boop af Max Fleischer og Mickey Mouse af Walt Disney.

   Han var oprindeligt uddannet fysiker, men gav i stedet hele sit liv til produktionen af en enorm mængde manga, hovedparten har aldrig været oversat fra det oprindelige japanske sprog og er derfor utilgængeligt for et vestligt publikum. "The complete works of Tezuka Osamu" (udgivet i Japan) bestod af 400 album, på til sammen over 80.000 sider. Han begyndte sin karriere som mangaskaber da han var på universitetet. Han havde doktorgrad i medicin. Hans viden om videnskab og medicin har bidraget til at berige hans science fiction-orienterede manga, specielt Blackjack-seriene.

   Berømte værker inkluderer Astro Boy, Blackjack, Princess Knight, og Kimba the White Lion (som Walt Disney Companys Løvernes Konge antagelig var baseret på). Hans "livsværk" var en serie ved navnHinotori – en historie om livet og døden.

De to kunstnere Asimov og Tezuka havde flere lighedspunkter. Dels var de fælles om at besidde en enorm produktivitet og en utæmmelig opfindsomhed. Dels havde de begge en naturvidenskabelig akademisk uddannelse som afsæt for og input til deres science-fiction-fantasier og -fiktioner.  Og endelig blev de begge  banebrydende inden for de genrer de hver for sig var mestrer i næsten fra starten.

   

Tezuka var altså som tegneseriekunstner inspireret blandt andet af Walt Disney (der er klare lighedspunkter mellem oprindelseshistorien for Pinoccio og Astro Boy), men han kan også meget vel have læst Asimovs robothistorier som udkom i tiåret inden de første Astroboy historier blev publiceret i (1952).

   

Det fremgår af flere kilder at den i Japan superpopulære Astro Boy-tegneseriefigur er en vigtig baggrund for den japanske teknik-begejstring efter 2. Verdenskrig. Figuren ses som en af de medvirkende årsager til den udvikling af moderne japansk kultur og tænkning som er kommet til udtryk ved at japanerne i løbet af 60´erne og 70´erne blev førende inden for et bredt felt af moderne teknologier, herunder ikke mindst den kreative udnyttelse af robotter.

    Astro Boy-figuren er en menneskelignende robot der optræder som en slags superhelt der hjælper mennesker i nød, kæmper for fred og er imod diskrimination (NB! også mod diskrimination af dyr).

   

Ledende japanske robotforskere er citeret for at fremhæve Astro Boy som en karakter der har haft stor betydning for deres fascination af robotter og deres syn på robotter som gode og hjælpsomme, og som inspirationskilde til at forsøge at udvikle robotter med positive sociale egenskaber.

   Og kulturforskere ser også figurens popularitet i Japan som noget der hænger sammen med den særlige religiøse tradition og de medfølgende værdier som gennemsyrer alle aspekter af japansk kultur og religion: animismen. 

   Den animistiske religiøsitet indebærer troen på og forestillingen om at alt ting i verden er besjælet: sten, træer, bjerge, søer, planter, dyr, fisk, fugle. Og de forestillinger er stadig levende i Japan.
   Ligesom de utvivlsomt var for vores egen verdenskendte eventyr-fortæller H. C. andersen

   

Animismen gennemsyrer også universet i næsten alle de japanske tegnefilm jeg har set. 

   Det har typisk været eventyr-historier ofte blandet med scienceficiion-elementer og -figurer. Og de fleste har været produceret af Hayao Miyazaki. En af de meste kendte er 'Min ven Totoro':

Den sidste  jeg har set, er tegnefilmen 'Hjertets hvisken' fra 90´erne som er produceret af samme produktionsselskab Ghbli som i sin tid blev grundlagt af Hayao Miyazaki.  

   'Hjertets hvisken' er instrueret af Yoshifumi Kondō, og i modsætning til en stor del af Miyazaki's film er det en relativt realistisk ungdoms-drama-kærlighedsfilm, beslægtet i stil og tema med 'Oppe på valmuebakken' som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.

   'Hjertets hvisken' foregår ikke i en fantastisk eventyrverden, men er fuld af japansk hverdagsrealisme og -poesi, ligesom mange moderne manga-tegneserie-romaner er det. 

   Men selv i sådan en film stikker animismen frem, idet der i den indgår et enkelt gennemgående animistisk tonet fantacy-element, nemlig en mystisk småfed kat. 

   En kat som i mange scener bare er der, og som hele tiden kommer med i udkanten af billedet, men som stort set ikke er med i selve handlingen, og som ikke tilhører nogen. 

   Som her:

Katten hedder Moon eller Muta. Og dens typiske kattebevægelser er så godt animeret i filmen, at man bliver helt varm i maven, fordi man via spejlneuronerne i hjernen bliver mindet om ens egen kat, den store røde skovkat Fister som, mens vi er i sommerhus, har måttet lide den tort for det meste at være indekat og kun har kunnet komme ud iført sele og snor.

   Årsag: En lokal fritomkringfarende og territoriehævdende hankat, af os navngivet "Lille sorte Satan" som sidste år i sommerhuset to gange bed og rev Fister så meget til blods at det kostede os en samlet dyrlægeregning på over 3.000 kr.

Her er Fister - inde - i frugtkurv:

Her er Lille sorte Satan der inspicerer sit territorium:

Her Fister - ude - i sele og snor:

 

 

 

 

 

 

Hjertet bløder.  Men hellere det end at Fister bløder.

Hallucinationer (3) - syner når man hverken er vågen eller sover - og mere om svækkede latente hæmninger

Jeg lærer altid  nyt når jeg læser Oliver Sacks, og altså denne gang hans nyeste bog "Hallucinations". Dels nyt indhold, nye kendsgerninger, ny frames og synsvinkler på alt hvad der har at gøre med hjernens overraskende, fascinerende og unikke måde at fungere på.

    Men jeg lærer også mange nye ord - medicinske og neurologiske fagudtryk.

   Oliver Sacks er nemlig meget omhyggelig med at give latinske (læge)faglige betegnelser for de forskellige særlige tilstande han beretter om.

    Jeg tror måske det er fordi han jo ellers skriver meget erfaringsnært og med mange citater fra almindelige mennesker der beskriver de usædvanlige oplevelser de har når hjernen af en eller anden årsag opfører sig afvigende - ofte  af Sacks betegnet som "disorder" eller "syndrome".

   Ved konsekvent og hele tiden at bruge fagudtrykkene, signalerer han at teksten alligevel er skrevet på et akademisk set højt faglige niveau.

   Og findes der ikke latinske fagudtryk i forvejen, så opfinder han dem - eller han går til gamle og glemte kilder og hiver fagudtryk derfra frem i lyset, hvilket indebærer at man som læser også får en masse interessant neurovidenskabelig og medicinsk videnskabshistorie med i købet.

Et af de ny ord jeg har lært er "hypnagogia" eller "hypnagogic state" - på dansk "hypnagogisk tilstand", som er den mentale overganstilstand sindet og bevidstheden befinder sig i mellem det at være vågen og det at være faldet i søvn.

    Den modsatte overgangssituation 'kaldes "hypnopompisk tilstand" - altså overgangen mellem at sove og være fuldt vågen.

    Oliver Sacks tilegner et helt kapitel til hallucinationer som opleves som led i den særlige bevidsthedstilstand som kendetegner denne mentale overgangssituation. Og han citerer også flere forfattere som referer til den, blandt andet Vladimir Nabokov og Edgar Allan Poe:

   Nabokov fortæller i sin erindringsbog "Speak, Memory":

As far back as I remember ... I have been subject to mild hallucinations ... Just before falling asleep, I often become aware of one-sided conversations going on in an adjacent section of my minde, quite independently from the actual trends of  my thoughts. I is a neutral, detached, anonymous voice, which I catch saying words of no importance to me whatever - an English or Russian sentence, net even adressed to me, and so trivial that I hardley dare give samples ... This silly phenomenon seems to be the auditory counterpart of certain praedormitory vision, which I also know well ... They come and go, whithout the drowsy obersever's participation, but are essentially different from dream pictures for he is still master of his senses. They are often grotesque.

Oliver Sacks henviser også til Edgar Allan Poe som han refererer for bevidst at afbryde hypnagogiske hallucinationer, så han kunne notere de ekstraordinære syner ned, og siden bruge dem som visionære input til sine digte og noveller.

   Også Baudelaire som Poe oversatte til engelsk, var ifølge Sacks fascineret af hypnagogiske hallucinationer, især hvis de blev hjulpet på vej med indtagelse af opium eller hash.

Hypnagogiske "visioner" ligner ikke rigtige hallucinationer, idet de ikke opleves som virkelige og ikke bliver oplevet som projiceret ud i den virkelige omverden. 

   Men de ligner på den måde at de kommer ind i bevidstheden uvillet, er ukontrolable og autonome; de kan have unaturlige farver og være usædvanligt detaljerede, og så kan de undergå hurtige og bizarre transformationer - i modsætning til de villede forstillinger og billeder vi fremstiller for vores "indre blik" og på den "indre skærm".

   På den måde kan de ligne dagdrømme - som jo er kendetegnet ved at sindets tanker og forestillinger flyder afsted uden styring og mål: "mind-wandering".

 

Sacks refererer - for første gang  i det jeg har læst af ham - til "the default mode network":

There is something about the rapid and spontaneous transformations specific to hynogenic imagery that suggests the brain is "ideling", as my correspondent Mr. Utter suggested. Neurosciencetists now tend to speak of "default networks" in the brain,  which generate their own images. Perhaps one may also venture the term "play" and think of the visual cortex playing with the every permutation, playing with no goal, no focus, no meanings - a random activity og perhaps an activity with so many microdeterminants  that no pattern is ever repeated. Few phenomena give such a sense af the brain's creativity and coputational power as the almost infinitely varied ever-changing torrents of patterns and forms which mya be seen in hypnagogic states.

Der ser ud til at være en flydende grænse mellem egentlige hallucinationer og så kreative tanker og forestillinger der "flyder" ind i bevidsteheden i overgangen mellem vågen og søvn. 

   I artiklen i Wikipedia som omhandler "hypnogogia" finder man et afsnit under overskriften "Cognitive and Affective Phenomena" som jeg synes er interessant:

Thought processes on the edge of sleep tend to differ radically from those of ordinary wakefulness. Hypnagogia may involve a "loosening of ego boundaries ... openness, sensitivity, internalization-subjectification of the physical and mental environment (empathy) and diffuse-absorbed attention."[35]

   Hypnagogic cognition, in comparison with that of normal, alert wakefulness, is characterized by heightened suggestibility,[36] illogic and a fluid association of ideas.          Subjects are more receptive in the hypnagogic state to suggestion from an experimenter than at other times, and readily incorporate external stimuli into hypnagogic trains of thought and subsequent dreams.

Det er klart at der er tale om det jeg andre steder har beskrevet som "åben tilstand", som bl.a. er det man søger at sætte igang hos folk på kreativitets- og ideudviklingskurser og -seminarer. Men som altså også ligner den tilstand som opstår ved "sensorisk deprivation", en tilstand jeg beskrev i det foregående indlæg, bl.a. med afsæt i to Poul Martinsen-programmer om "isloation".

   Artiklen i Wikipedia kunne også tyde på at LI-en - den latente hæmning - er svækket som "censor" i denne mobile bevidsthedstilstand, ligesom den kan være det under indtagelse af euforiserende stoffer og alkohol:

Herbert Silberer described a process he called autosymbolism, whereby hypnagogic hallucinations seem to represent, without repression or censorship, whatever one is thinking at the time, turning abstract ideas into a concrete image, which may be perceived as an apt and succinct representation thereof.[38] 

Jeg har selv oplevet nogle gange at få gode ideer på overgangen mellem vågen og søvn, og det synes også at være almindeligt kendt blandt både forskere og kunstnere:

The hypnagogic state can provide insight into a problem, the best-known example being August Kekulé’s realization that the structure of benzene was a closed ring while half-asleep in front of a fire and seeing molecules forming into snakes, one of which grabbed its tail in its mouth.[39]

   Many other artists, writers, scientists and inventors—including Beethoven, Richard Wagner, Walter Scott, Salvador Dalí, Thomas Edison, Nikola Tesla and Isaac Newton—have credited hypnagogia and related states with enhancing their creativity.[40] 

   A 2001 study by Harvard psychologist Deirdre Barrett found that, while problems can also be solved in full-blown dreams from later stages of sleep, hypnagogia was especially likely to solve problems which benefit from hallucinatory images being critically examined while still before the eyes.[41]

Hjernens indbyggede såkaldte "latente hæmning" (LI) er altså den indbyggede sikring i hjernen mod "information overload" - at sindet overvældes og druknes af stor mængder usorterede input og impulser, fra både ydre og indre sansninger.

   Man kan sige at LI-en er nødevendige skyklapper for nogenlunde fokuseret opmærksomhed på det der virkelig betyder noget her og nu. Men det kan altså også indsnævre og censurere fantasien og de frie associationer mellem forskellige forestillinger, ideer og begreber.
   Denne tærskel bliver så sænket under forskellige bevidsthedsmæssige tilstande, dels tilstande som hjernens kemiske og elektriske system selv iværksætter (migræne, parkinsonisme, epilepsi, skizofreni), dels tilstande skabt af hjernens belønningssystem når det får særlige kemiske eller kropsligt mentale input udefra. 

   

I forlængelse af det foregående indlægs beskrivelse af konsekvenserne af lav latent hæmning - "low LI", har jeg så også fundet en lang række henvisninger til artikler der forklarer at der er en sammenhæng mellem lav latent hæmning, hallucinationer og kreativitet. 

   Blandt andet her et citat fra en artikel "Divine Madness" af Thomas Hally, forfatter til bogen "Concepts of intelligence". 

Latent inhibition and fantasy proneness are two traits psychotic individuals havein common with creative individuals. And they go hand in hand with each other. Latent inhibition, a certain degree of intelligence, and fantasy proneness all factor into a theory of how creativity and psychoses are intertwined. Auditory and visual hallucinations are symptoms of fantasy-prone people in general and not only schizophrenics and manic depressives.

Jeg har i tidligere indlæg været inde på at der med stor sandsynlighed er en sammenhæng mellem de to store sindsygdomme skizofreni og maniodepressivitet på den ene side og så en række store kunstneres og videnskabsfolks mentale set up. 

   Noget af den sammenhæng kan meget vel være genetisk bestemt og har noget at gøre med funktionen af dopamin-systemet, hjernens egen berusende kemiske pumpe:

Some researchers concur that the link between genius and a small percentage of schizophrenics “boils down” to aparticular gene called DARPP-32: dopamine and cyclic AMP-regulatedphosphoprotein, which works as a neurotransmitter and links genius to madness. Three quarters of any given population inherit a version of the DARPP gene which enhances the brain’s thinking activity by improving the informationprocessing of the prefrontal cortex. It orchestrates thoughts and actions.

Her slutte føljetonen om hallucinationer og tilliggende fænomenter med afsæt i Oliver Sacks nye bog "Hallucinations", som varmt kan anbefales.