Bidrag til en web-tv-dramaturgi (6) - retorik vs. dramaturgi i netkonteksten

For mere end 2000 år siden udviklede det græske universalgeni Aristoteles grundprincipperne for det vi i dag kalder dramaturgi - læren om hvordan man skaber spænding og fremdrift i fortællinger fremstillet på en scene.

   Af gode grunde var denne dramaturgi udformet med afsæt i og rette mod de græske teaters formidling af historier for et publikum. 

    Wikipedia (dansk):

I den vestlige tradition er det første værk om dramaturgi Aristoteles Poetik, fra omkring år 350 f.kr. I dette værk analyserer Aristoteles episk digtning, tragedie og komik. Den del af værket der handler om komik er senere tabt.

At afsnittet om komediens dramaturgi er gået tabt, er bare ærgerligt.

De dramaturgiske konstruktions-principper var og er altså knyttet til læren om hvordan man ”forfører' et publikum hen mod en dramatisk forløsning – katarsis – gennem et forløb af scener og akter lagt kronologisk og med optrædende skuespillere der taler og interagerer som rollehavende i historien. 

   Publikum er placeret som tilskuere – nogen der ser på mens handlingen foregik for deres øjne. Men altså placeret i en iagttagerposition uden for fortællingen - som 'en flue på væggen', ville man sige med en moderne formulering. 

   I den moderne film- og tv-dramaturgi taler man om at få information, fascination og identifikation til at spille sammen i et scenisk forløb af handlinger i tid og rum – et forløb hvor plottet er det forhindringsløb hovedpersonen skal gennemføre for (måske) at nå sit mål i klimaks - for at bevise præmissen.

                      

Retorikken er en anden ”lære” – nemlig læren om 'overtalelse' af et publikum, som Aristote­les også var fader til. 

   Denne lære har fokus på overtalelsesmidler i forhold til et deltagende publikum som på forhånd antages at have en indbygget modstand - skepsis - i forhold budskabet, og som skulle overbevises gennem formidling af viden og verbal argumentation.

   Retorikken i denne version opererer med tre veje og midler til overtalelse: 

• gennem logos: appel til logik og argumenter, 
• gennem patos: appel gennem følelses­udtryk og følelsespåvirkning, 
• gennem etos: appel gennem henvisning til talerens troværdighed og autoritet.

Som led i overtalelsesforløbet bruges en fremstillingsform der udnytter en fingeret samtale med modtageren, en simuleret dialog hvori indgår 'retoriske spørgsmål' (tænkte spørgsmål fra modtageren), og retoriske indvendinger (tænkte modargumenter fra modtageren). 

   Specielt i forhold til logosappel udarbejdes en særlig argumentationslogik – dvs. spillereglerne for hvordan man kommer fra forskellige præmisser og forudsætninger til konklusioner. 

   Typisk for den traditionelle politiske tale er en udtalt eksplicit appel til reaktioner fra tilhørerne – i modsætning til tilskuerne ved en film- eller teaterforestilling

                      

Mens dramaturgien opererer med et subjekt i historien hvis udvikling tilskueren står uden for og kun indirekte kan deltage i gennem indlevelse med subjektet, så opererer retorikken med at tilhøreren selv er eller gøres til subjekt i fremstillingen. 

  I den retoriske fremstilling er tilhøreren (eller læseren) den der direkte gennem appelformerne, gennem logisk stringens, gennem retoriske spørgsmål og indvending skal hjælpes eller tvinges til ar få en overbevisning som ved­kommende ikke havde fra start.

   Som led i et overtalelsesforløb kan taleren gøre brug af illustrerende anekdoter og historier som indlejrede delelementer der er med til at underbygge i en argumentation.

To fremstillingsmåder

Man kan sige at retorikken og dramaturgien går ind og definerer de bagvedliggende principper for to forskellige overordnede fortælle- eller fremstillingsmåder: den retorisk-didaktiske og den episk-dramatiske. Og at de hver for sig aktiverer en særlig fremdrift – der er med til at motivere tilskueren eller tilhøreren til at følge med fra start til slut.

Når det gælder faktaprogrammer og journalistiske indslag trækker tv-dramaturgien altså ikke bare på film- og teaterdramaturgiens principper, men – i kraft af sin kombination af scenisk fremstilling (reportageoptagelser), interviewsekvenser og speak/voice over – trækker den også en del på retorikkens grundlæggende tankegang og greb. 

    Og fremdriften skyldes typis en kombination af retorisk-didaktisk og episk-dramatisk femdrift. 

   Et nyhedsindslag kan være bygget op omkring en modstilling af argumenter og modargumenter i interviews fra to kilder, hvor intentionen i sidste instans er at seeren skal tage stilling. 

   Værten kan starte med et retoriske spørgsmål til seerne - og meddele at det svarer det følgende indslag på, etc. 

    Og især i kritisk journalistiske indslag i magasiner og afslørende dokumen­tarer, går den overordnede logik i fortællingen ud på at bevise en kontroversiel påstand/vinkel over for seerne, en påstand som det forudsættes at seeren på forhånd er skeptisk eller tvivlende over for, og hvis overbevisningskraft står og falder med journalistens etos.

Fælles for principperne i dramaturgi og retorik er imidlertid deres lineære karakter: Når dramaet er til ende er præmissen eller moralen bevist, når talen er til ende er tilhørerne i princippet overbevist om at den overordnede påstand som taleren søger tilslutning til, er sand. 

   I begge tilfælde drejer det sig om styring af en modtager mod et mål - hhv. gennem forførelse og gennem overtalelse.

Web-tv og vægtningen af de to fortællemåder

Ser vi på nettet og web-tv i en journalistisk sammenhæng, så synes jeg det er tydeligt at vægten mellem retorik og dramaturgi skifter: retorikken bliver overordnet dramaturgien. Og der er ikke tale om linearitet i fremstillingen.

   Det hænger sammen med at konteksten på netsiden uden om playeren grundlæggende er verbal og fornuftstyret og implicerer en aktiv bruger – ligesom den klassiske tale implicerer en tænkt aktiv tilhører der vil lade sig overbevise med ny viden, logik og argumenter, og som kan finde på at reagerer med æg og tomater adresseret taleren hvis utilfredsheden bliver for stor 

   Den implicerede aktive bruger til web-tv-indslag er tilsvarende en der fx kan have kommentarer til det læste eller sete, en der kan have indvendinger mod vinklen i et indslag, en der er uvidende og søger viden ved at åbne indslaget, en der sidder med spørgsmål som så kan finde svar via et link eller er surftur.

                      

Mens tv – og især nyhedstv – ses passivt og af vane, så er brugerne af web-tv – og af web-information i det hele taget – aktiveret gennem hele tiden at skulle foretage valg. 

   Man kan sige at en webside er et stort 'retorisk landskab' der bygger på forestillingen om at forskellige brugere har forskellige ønsker, forskellige spørgsmål og forskellige ressourcer til at gå ind i samspil med netsiden. Forskelligheder som alle skal kunne tilgodeses af sidens ”tilbud”.

Websiden omkring playeren er typisk bygget op i forskellig kasser der hver tilgodeser forskellig behov og ønsker hos seeren med udgangspunkt i web-videoindslaget: en social dimension, en vidensdimension, en associationsdimension, etc. 

   Nogle af disse dimensioner har karakter af noget der kan indfries gennem valg af/klik til yderligere tekstindslag eller web-tv-indslag der ligner eller associerer til det allerede sete eller der er tematisk forbundet til det allerede sete gennem uddybning og supplering. 

    Andre dimensioner i en anden kasse indfries af handlinger med eller i forhold til det foreliggende indslag: vurder det, send det videre, arkiver det, kommenter det, suppler det.

(fortsættelse følger)

Gåden Lotte Friis - og andre gåder i journalistik

Gåden er nok det stærkeste fremdriftsmiddel i historiefortællingens værktøjskasse. Og det har til alle tider været en populær leg blandt børn og voksne at drille og udfordre hinanden med spørgsmål som krævede mentalt grænseoverskridende svar.
   Aristoteles er i Wikipedia citeret for den iagttagelse at en gåde er en metafor, og en metafor en gåde:

Good riddles do, in general, provide us with satisfactory metaphors; for metaphors imply riddles, and therefore a good riddle can furnish a good metaphor.

En gåde starter jo altid med et spørgsmål som ikke umiddelbart lader sig besvare. Så man skal gætte. Og enten kan man ikke finde et svar eller også er det man lokkes til at svare - "forkert".

   Frustration kræver forløsning!

   Det "rigtige" svare som gådestilleren så leverer, udløser en aha-oplevelse - og som regel et grin. Især hvis gåden er af den type at den inviterer til "forkert" svar der forudsætter en tabubelagt tankegang.

   Fx denne: - Hvad er det som er 10 meter langt og lugter af urin?

   Eller denne: - Hvad er det der er 15 centimeter langt, har nødder og gør kvinder tykke?

   Eller denne: - Der var engang tre Piger som hed Rie, Mie, og Fie. De fik en kalv hver. Rie's kalv hed Risse, Mie's kalv hed Misse og hvad tror du Fie's kalv kom til at hede?'

(Svarerne finder ud nederst i dette indlæg)

Svar på gåderne kræver blending af input fra to adskilte konceptuelle rum: et naivt og et tabubelagt. Og det frække svar er det forkerte.

   Så gådegætteren er det egentlige "target" for gåden, og med formuleringen af gådespørgsmålet lokkes han i "en mental fælde" der afslører at han har "en beskidt tankegang."

Forskellige typer gåder indgår i en lang række kreativitetstest. En af de mest kendte er denne: - Tegn en linie der forbinder disse 9 punkter - uden at du løfter blyanten fra papiret...

I en lang række myter, sagn og eventyr er gåder et centralt dramaturgisk omdrejningspunkt. Og svarer helten eller heltinden forkert, så har det skæbensvangre følger.

   Den mest populære romangenre i de sener år er krimien, som altid har et mord som gåde: Whodunnit? kaldes den oprindelig variant også.

   Wikipedia forklarer:

A whodunit or whodunnit (for "Who['s] done it?") is a complex, plot-driven variety of the detective storyin which the puzzle is the main feature of interest. The reader is provided with clues from which the identity of the perpetrator of the crime may be deduced before the solution is revealed in the final pages of the book. The investigation is usually conducted by an eccentric amateur or semi-professional detective. The locked-room mystery is a specialized kind of a whodunit.

Men gåden er ikke et greb som bruges meget i normal nyhedsjournalistisk artikelskrivning - alene på grund af nyhedstrkanten.

    Nyhedstrekanten som narrativt skema er jo nemlig en gåde vendt på hovedet: Først fortæller man svaret - konklusionen på historien. Og så afvikler man bagefter de centrale hv-spørgsmål som læseren kan tænkes at ville have uddybende svar på: hvem, hvad, hvor, hvordan, hvorfor, med hvilken konsekvenser.

   Alligevel kan man hævde at der i mellem rubrik og manchet/første afsnit i en avisartikel er en slags gåde-forhold. Rubrikken skal umiddelbart udgøre et mysterium der få læseren til at tænke: Hvordan dog det? Og dermed blive motiveret til at læse videre - og få svaret umiddelbart efter.

   Fx Politiken fredag den 29. juli. Rubrikken lød:

Lotte Friis er født med en gave, der er guld værd

 Og svaret på spørgsmålet: Hvordan det? - får vi i manchetten:

Evnen til at kunne tåle at træne længere end andre har været med til at gøre svømmeren Lotte Friis til verdens bedste på sit felt.

Manchetten er det der indeholder vinklen - artiklens konklusion. Og så er den gåde løst - i de fleste avisartikler.

Det der gør denne artiklen speciel er at den derefter indledes med - en rigtig gåde. Det er relativt sjældent, og passer her dårligt med rubrik og manchet. Som sandsynligvis er lavet af en redaktionssekretær og ikke af den kreative journalist der har skrevet selve artiklen: Allan Nielsen.

Artiklen indledes sådan her:

Laktat er mælkesyres korresponderende base.

   Og hvad i alverden har denne biokemiske term så med svømning eller for den sags skyld Lotte Friis at gøre?

   En hel del, skal det vise sig, for laktat – eller manglen på samme – er en af årsagerne til, at Lotte Friis netop nu er en af dansk idræts allerbedste udøvere. Hun er i hvert fald Danmarks p.t. eneste regerende verdensmester i en olympisk disciplin – en titel, hun sætter på spil lørdag eftermiddag, når der er finale i 800 meter fri ved verdensmesterskaberne i Shanghai.

   Når muskler arbejder, danner de mælkesyre og dermed laktat, som forskerne kan måle, når de jævnligt tester svømmerne, men ofte banker de lidt på måleapparaterne, for det kan da ikke passe, at prøverne fra Lotte Friis viser laktattal på 2 eller 3, når andre landsholdssvømmere har værdier på 6, 7 eller 8.

   Tendensen til at producere mælkesyre kan påvirkes marginalt gennem træning, men det er bare en medfødt genetisk fordel, Lotte Friis og de fleste af hendes konkurrenter på højeste internationale niveau har.

   »Lotte er bygget til udholdenhed. Hendes evne til at arbejde med høj intensitet og alligevel holde laktatværdierne nede er ganske enkel unik«, siger Team Danmark-fysiologen Lars Johansen, der ikke kan pege på ret mange andre danske idrætsfolk med samme evne.

Jeg synes det er rigtigt begavet af journalisten på den måde at bruge en faktuel oplysning som i den grad er ukendt for læserne som dramaturgisk motor i starten af artiklen, en oplysning som journalisten har fundet gennem sin research.

   Resten af artiklen som er et "nyhedsportræt" på side 2 i Politikens første sektion,  indeholder ellers stort set  velkendte oplysninger om Lotte Friis: hendes medaljehøst gennem de senere år, at hun træner meget, at hun har været med i underholdningsprogrammet "Vild med dans".

   Indledningen med laktat-oplsyningerne giver også journalisten muligheden for et naturligt point of no return som har fået denne form:

Evnen til at kunne modstå mælkesyre gør det nemlig ikke alene. Lotte Friis træner 30 timer om ugen....

I resten af artiklen får vi så fortalt om alle de sider af elitesvømmeren Lotte Friis´ personlighed og karriere som ikke skyldes det ekstremt lave laktat-tal. Det er de sider som journalistisk set gør hende til en særligt interessant personlighed - og dermed til en god historie.

Svar på gåderne: Kædedans på plejehjemmet/Snickers/Frede - for det var en tyrekalv. Og en ubrudt linie gennem 9 punkter, tegnes sådan her - ud af boksen.