Martin Bigum - igen, igen, igen - om synæstesi og formkonstanter - og Svend Hammershøis besjælede træer ...

Dette er det tredje indlæg her på bloggen om maler- og multikunstneren Martin Bigum. 

   Det foregående indlæg sluttede med at jeg annoncerede at jeg i et senere indlæg ville se nærmere på ...

... om ikke Bigum skulle være synæstetiker, og om ikke det han er så fokuseret på at styre og kontrollere, og som kommer 'indfra' og presser sig ud ad og igennem hans motivverden, om ikke det skulle være nogle af de hallucinationsagtige 'formkonstanter' som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med Hilda af Klint og Van Gogh.

Se først fx her om formkonstanter og synæstesi hos forskellige kunstnere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

Jeg ved ikke hvad der først gav mig mistanken om at Martin Bigum er ægte, 'neurologisk'  synæstetiker, dvs en person med en hjerne der har den særlige neurologiske egenskab at dens 'wiring' automatisk og tvingende kobler forskellige sanseindtryk sammen - sådan at indtryk fra en sanse- eller oplevelsessfære automatisk og uvillet aktiverer indre oplevede følge-udtryk fra en anden sans: bestemte bogstaver aktiverer fx bestemte farver; oplevelsen af tal aktiverer fx særligt formede figurer; forskellige lyde aktiverer fx specifikke smagsoplevelser, m.m.

I den moderne forskning om synæstesi, er det vigtigt at skelne mellem 'litterær synæstesi' og 'neurologisk synæstesi'. 

   'Litterær synæstesi' er forankret i og udspringer af æstetisk tænkning og litteraturfilosofi der for så vidt kan spores tilbage til Aristoteles. Udtryk for den form for synæstesi findes i litteratur, malerkunst, teater og musik som et efterstræbelsesværdigt æstetisk ideal - især i romantiske og symbolistiske perioder i kunst- og litteraturhistoriske perioder. 

   Se fx hvad Gyldendals "Den store danske" skriver:

synæstesi, (“samsansning”), en særlig raffineret litterær udtryksform, hvor man blander flere forskellige sansemåder i ét sammensat billede, fx elementer fra høresansen med elementer fra synssansen. Denne billedform dyrkes bl.a. i romantikken, symbolismen og ekspressionismen, i symbolismen for, at sjælen kan trænge ind i tingenes og tilværelsens væsen, sansning og ting blive ét. Det ses bl.a. i Johannes Jørgensens digt “Vinterskumring”, 1892 (“som en Klang for Øjets Nervestrænge / langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa”). Hos ekspressionisten Tom Kristensen er det de voldsomme klang- og farvevirkninger, der søges indfanget, fx i digtet “Landet Atlantis”, 1920 (“skøn som Revolverens isgrønne Stjerne, / der fødes i Nuet med smældende Véer / på Ruden i Revolutionens / skingrende Glasklangs-Caféer.”). Mere banale eksempler er at sige “en varm farve”, “en hård lyd” eller “en fløjlsstemme”.

'Neurologisk synæstesi' er - i modsætning til den litterære form - forankret i og udspringer af det enkelte biologiske individs særlige indretning af hjernen - og af hvor åbne eller hvor hæmmet de neurologiske forbindelser er mellem forskellige sensoriske og konceptuelle specialmoduler.

   Den neurologisk synæstesi i dens mange varianter er først for alvor blevet udforsket de sidst 10-20 år, selv om fænomenet har været kendt og omtalt sporadisk siden midten af 1800-tallet.

   Der er tale om et 'syndrom' hvor det enkelte synæstetiske menneske uvillet og automatisk er underlagt den perceptuelle mekanisme at sensoriske og konceptuelle aktiviteter et sted i hjernen automatisk udløser en mønsterbeskyttet parallelt løbende aktivitet i en anden del af hjernen. 

   Se Wikipedias artikel om emnet her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Synesthesia

Når man læser Bigums "Min personlige kunsthistorie", får man at vide at han også er digter og har udgivet digtsamlinger, at han allerede tidligt som barn lærte at spille klaver og selv komponerer musik, og at han jo også i mange år inden han omkring 1990 officielt blev anerkendt (outsider-)kunstner, var en dygtig satiriske tegneserie-tegner til det amerikanske blad "Mad".

   Han har også udgivet videoer hvor han har sat billeder og musik til egne digte som han personligt reciterer genne videoerne:

                         

Her er tale om konceptuel blending af det talte ord, levende billeder og meditativ musik. Der er tale om et - med et gammeldags tysk udtryk fra romantikkens tid - 'gesamtkunstwerk' i miniformat. Og videoen indebærer altså en form for synæstetisk appel til modtageren: Få det her til at hænge sammen under oplevelsen og give ekstra god mening ved at sanseindtrykkene får lov at blandes og forstærke hinanden. 

   Det er naturligvis ikke sikkert at det er udtryk for en synæstetisk automatik i hjernen hos Bigum, men kan udmærket tænkes blot at være et udtryk for en villet kunstideologi: at kunstnerisk skaben spiller på flere sensorisk-æstetiske strenge som tænkes at skulle befrugte og berige hinanden ved at blive koblet sammen i en fælles performance af et kunstnerisk produkt.

Da en af de mest udbredte former for neurologisk synæstesi, er den hvor bogstaver aktiverer farver, så kunne Bigums første officielle malerier som 'rigtig kunstner' som blev antaget på Charlottenborgs efterårsudstilling 1990, imidlertid godt tyde på at det er en automatkobling Bigum har erfaringer med.

   Der var alle 7 malerier med hvori indgik knaldrøde bogstaver sat sammen til ord og sætninger med betydning (men hvilken?), og hvori det bærende delmotiv var mystiske uheldsvangre gråsorte luftskibe (eller bomber):

Maratin Bigum: Objects. 1990

Martin Bigum: Your Personal Pontoon. 1990

Det kunne godt minde om om nogle af Hilma af Klints tidlige 'abstrakte malerier' hvor der også indgår mystiske ord med svært tilgængeligt filosofisk-mytologisk indhold indlagt i visuelle kompositioner af hel- og halv-abstrakte figurer og former, som dette:

De fleste af Martin Bigums malerier giver beskueren indtryk af en slags hallucinationer der presser sig på og kræver at komme til udtryk - med udspring i en anden, mystisk, voldsom, surreel og mytologisk verden. Hallucinationer hvor de figurative personer brydes op, splintres og forvrænges  af abstrakte mønstre og formationer som: spiraler, edderkoppenet, gitre, tuneller. 

   De fleste af Bigums malerier er ikke rare at kigge på. De er fascinerende, der foregår kamp og splittelse i dem, men egentlig er jeg lidt frastødt af dem.
   Bigums kunsthistoriske inspirationskilder er tilbageskuende, rækkende tilbage til symbolismen omkring 1900-tallet, og længere tilbage endnu til store kunstnere som Pieter Brueghel  og Hieronymus Bosch.

I mange af Bigums malerier gennem årene finder man som bagvedliggende matricer de fire abstrakte figurmønstre som man kan identificere og genkende som Heinrich Klüvers såkaldte 'formkonstanter',
   'Formkonstanter' er den faglige betegnelse for gentagende geometrisk mønstre som hjernen producere som en slags automatiske syner som mennesker  blandt andet kan opleve under påvirkning af LSD, eller når de fx har migræneanfald:

http://countyourculture.com/2011/03/13/form-constants-visual-cortex/

Oplevelsen af formkonstanter er siden forskningsmæssigt blevet forbundet med andre former for ekstreme eller afvigende mentale tilstande (herunder synæstesi), og man mener de kan forklares ved den måde det visuelle nervesystem i hjernen er organiseret på:

Klüver's form constants have appeared in other drug-induced and naturally-occurring hallucinations, suggesting a similar physiological process underlying hallucinations with different triggers. Klüver's form constants also appear in near-death experiences and sensory experiences of those with synesthesia. Other triggers includepsychological stress, threshold consciousness (hypnagogia), insulin hypoglycemia, the delirium of fever, epilepsy, psychotic episodes, advanced syphilis, sensory deprivation, photostimulation, electrical stimulation, crystal gazing, migraine headaches, dizziness and a variety of drug-induced intoxications. These shapes may appear on their own or with eyes shut in the form of phosphenes, especially when exerting pressure against the closed eyelid.

   It is believed that the reason why these form constants appear has to do with the way the visual system is organized, and in particular in the mapping between patterns on the retina and the columnar organization of primary visual cortex. Concentric circles in the retina are mapped into parallel lines in visual cortex. Spirals, tunnels, lattices and cobwebs map into lines in different directions. This means that if activation spreads in straight lines within the visual cortex, the experience is equivalent to looking at actual form constants.

   Author Michael Moorcock once observed in print that the shapes he had seen during his migraine headaches resembled exactly the form of fractals. The diversity of conditions that provoke such patterns suggests that form constants reflect some fundamental property of visual perception.

Se mere i Wikipedias artikel om emnet her, hvori man også kan læse om formkonstanters betydning i koblingen mellem abstrakt kunst og musik:

http://en.wikipedia.org/wiki/Form_constant

I "Min personlige kunsthistorie" skriver Martin Bigum på side 116:

Da jeg var fem år styrtede jeg på min tre-hjulede cykel, og smækkede hovedet ned i den sommervarme asfalt. Den dumpe følelse af slaget i hovedet som næsten også kunne smages. Der lå jeg og kiggede i frøperspektivet ned ad den vej jeg lige var kommet ad. Og så dette: smukke, uransagelige og farverige systemer, der hvirvlede og sugede sig ind i hinanden, en slags uendeligt langsomt fyrværkeri, der forskød og erstattede sig i eet langt ubrudt flow. Jeg så den kendte verden på en ny måde.

   Det var kærlighed ved første blik og jeghar søgt de syn lige siden. Det kan hænde jeg ser dem et nanosekund når jeger er færdig med et af mine malerier. Som et kæmpe puslespil der falder på plads. Heldigvis har jeg ikke skullet falde på min cykel for at genopleve dem. Men jeg skal arbejde for det i mine malerier.

Udtrykt i mit prosaiske fagsprog, så fortæller Martin Bigum her at de formkonstanter som har været ubevidst styrende for et maleris form og komposition, kommer til udtryk som som en kortvarig hallucination når billedet er færdigt - som en slags mentalt opslugende efterskælv på den indre skærm fra en hjernerystelse i barndommen.

Formkonstanter genkender vi alle når vi ser dem i rendyrket form, som her i et billede af en Mandelbrot-fraktal:

Mandelbrot-fraktaler

Jeg husker selv da tv og aviser en gang i 80´erne nærmest svømmede over med videofilm og fotos af disse dybt fascinerende figurerer der repeterer sig selv hvad enten man zoomer ind eller ud. 

   Bigum fik også den gang et kick ved mødet med de visuelle udtryk for Mandelbrot-ligningerne, især når de blev animeret på tv:

Mange år senere syntes jeg jeg genkendte de farverige systemer igen, nemlig i fysikeren Mandelbrots computerskabte fraktaler, disse computergenererede evighedssystemer, som  (...) begyndte at dukke op i medierne (...).

   Der er de jo, tænkte jeg så snart jeg så dem på tv. Jeg tænkte at det var da godt, at der endelig blev sat billeder på dem. Fraktalernes smukke verden, som man syntes, at man allerede havde set for det indre blik, i en drøm engang, hvor intet punkt var et andet overlegent. De langsomme, men konstant skiftende systemer tryllebandt alle seere, fordi al var det samme og alt havde betydning, det gik op for én at vi alle er på samme rejse når vi ser dem.

Martin Bigum: First Sight II, 19991Tilføj billedtekst

Martin Bigum: Ophelia. 1994

Martin Bigum: The adventures of Art. 1992

Interessant er det når vi taler om formkonstanter, at se hvad det er for lidt sære fotomotiver som Bigum i sin bog viser og fortæller har inspireret ham til nogle af de store senere  malerier. 

   Her er tre af den slag inspirations-fotos. De benævnes alle: 'Uden titel', årstallet 2009 - og vises på siderne 260-261 i "Min personlige kunsthistorie".

   

De to første fotos i serien - med mariehøne og firben i centrum for formkonstant-konteksten - har angiveligt inspireret til disse to dramatiske malerier:

Martin Bigum: The Destruction of Youth. 2009-10

Martin Bigum: She. 2010

Bigum kan ikke bare male, men også bruge ord. Både - som tidligere nævnt - ord og sætninger i et godt konkret og billedrigt erfaringssprog, men også ordene i et mere abstrakt og filosofisk videnssprog, som i denne tekst man kan finde på hans hjemmeside under link-overskriften "Poetik-etik":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Rubrikken er jo slående og peger mod en automatisk reagerende synæstetisk hjerne. Og rubrikken peger også i sin metaforik mod synæstetik som et vilkår:

Krydsbestøvningens hvide rum

Teksten handler om de forskellige genrer som Martin Bigum har udfoldet sig i, og hvordan han opfatter hver af de syv genrer som han beskriver, som "hvide rum" der er adskilte udtryksformer som hver kan noget forskelligt, illustreret med det indledende bon mot: 

Det jeg kan skrive kan jeg ikke male, og det jeg kan male kan jeg ikke skrive

Genrerene er ifølge Bigum: 'poesien' (som er overordnet og gennemsyrer de andre), 'maleriet', 'digtningen', 'installationen', 'kunstvideoen', 'fotografiet', 'musikken'.

   

I Bigums optik er det interessante at genrerne kan smitte af på hinanden og klones på hinanden, og at de kan anskues samlet under poesiens ophøjede - mystiske - synsvinkel, som modellen her illustrerer - en model som kan genfindes i romantikkens kunstfilosofi.

 

Bigum skriver også essays, og på hans hjemmeside er der link til flere af dem. Det for mig mest interessante er en artikel i Weekendavisens Kultursektion fra 1. februar 2008 hvor Bigum skriver om Vilhelm Hammershøis ti år yngre  og kunsthistorisk glemte bror: Svend Hammershøi. 

   Artiklen har som blikfang overskriften "Maler Svend", og overliggeren der introducerer til navnet, lyder: 

"Visuelle forsvindinsgspunkter. Et maleri er et udsyn til noget indre. En vision,  glem ikke det, når De ser ... Maler Svend". 

Artiklen indledes sådan her:

Lige siden jeg så Svend Hammershøis malerier for første gang, vidste jeg, at her var et hul i kunsthistorien, som når først spottet, aldrig lukkede sig igen. Det var i et glittet auktionskatalog og engang sidste i firserne og hans værk overgik alt andet repræsenteret, selvom det var en lille gengivelse og maleriet stod til en uforståelig lav pris. Motivet brændte igennem på en helt unik måde. I både form og indhold.

   Min næste tanke var - desværre - den forbandede, som alle andre også gør sig ved første  bekendtskab med Svend: - Jamen, havde Vilhelm Hammershøi en bror? Det jeg så afbilledet var oven i købet lige så godt som noget af storebror Vilhelm. Det mindede lidt om Vilhelm. Men kun overfladisk set. I stemningen. Anslaget. Men de nøgne sorte våde trækroner, jeg så drive op i en honningfarvet himmel (svagt punkteret, som når mælk langsomt hældes i te), ville Vilhelm aldrig have malet. 

Artiklen har karakter af et behjertet forsøg på kunsthistorisk revival: 

   Dette at en kunsthistorisk kyndig som Bigum - selvlærd - opdager at en dansk maler som ellers har været glemt, har originale kunstneriske kvaliteter som burde placerer ham eller hende meget højre på den kunsthistoriske himmel end den etablerede kunsthistorie hidtil har gjort.

   Og når man googler Svend Hammershøis billeder, så kommer der nogle - ret få  - frem som gør at man godt kan forstå hvad det er Bigum føler, oplever og mener - i mødet med Svend Hammershøis malerier der har træer og trækroner som besjælede hovedpersoner i forgrunden.
   Se bare her:

Bigum fortolker Svend Hammershøis billeder med frontalt og forgrunds-placerede nøgne slyngede og fraktalt forgrende trækroner som symbolske. Træer med sjæl og personlighede som kun maleren kan se, men indirekte også viser beskueren - med et typisk gitteragtigt netværk i kronen (= 'formkonstant') som meget ofte træder ind foran smukke gamle bygningsværker som dekorativ baggrund for de besjælede træer.

De her iagttagelser er et set-up til et kommende indlæg om Svend Hammershøis godt 10 år yngre malerkollega Harald Henriksen - som også har været kunsthistorisk glemt, og som også har haft besjælede træer som en slags motivisk hovedpersoner i det danske landskab.

   Og som - tilsvarende Svend Hammershøi - fortjener en kunsthistorisk revival og opgradering:

Mine to tidligere indlæg om Martin Bigum, hans kunst og personlighed, kan læses her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-nu-med-personlig.html

Akvarelmaleriets mysterier (32) - Emil Nolde - olie eller akvarel - og synæstesi igen!

For et par uger siden besøgte jeg og fruen Louisiana og så Emil Nolde-udstillingen. Der var godt nok mange mennesker, så man skulle kæmpe sig frem til at se en del af værkerne. Men med tålmodighed og gå på-mod, lykkedes det som regel.

   Udstillingen er flot, stærk, betagende, overvældende. Det er svært ikke bare at blive visuelt, emotionelt og mentalt blæst over ende. Så jeg har gået og sundet mig lidt.

   

En tekst på udstillingen fortæller at da  Emil Nolde i 1906 blev inviteret med i den malersammenslutning som havde navnet "Die Brücke", blev hans kunst beskrevet i invitationen som en 'colorstorm' - et farveuvejr. Selv bruger han i breve metaforen "Farbendelerium" til at beskrive de erfaringer med farver som gennemsyrer hans kunst

   Disse karakteristikker vender jeg tilbage til i slutningen af indlægget.

Emil Nolde er en maler jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen, fordi han er en af de helt store modernistiske kunstnere fra første halvdel af forrige århundrede.

   Og især fordi jeg "mødte" ham allerede da jeg var omkring 15-16 år, da min mor tog mig med på den vist nok første større Noldeudstilling i Danmark efter krigen - på Charlottenborg. Det må have været en af de første - eller den første - officielle kunstudstillinger jeg nogensinde har set. Det var relativt kort efter at familien var flyttet fra Stege til København.

   Nolde gjorde den gang et stort og varigt indtryk - især på grund af sine ekstremt farverige og udtryksfulde landskabs- og blomstermalerier.

   Hjemme på væggen over sofaen dagligstuden havde vi i mange år plakaten fra udstillingen hængende i glas og ramme. Det var en plakatkopi af det her maleri:

Emil Nolde: Sunflowers in the windstorm

Jeg har også også tidligere refereret til Emil Nolde i flere indlæg i serien 'akvarelmaleriets mysterier' - og især fremhævet hans berømte små akvareller, de såkaldte "umalde blleder", som han har produceret over hundrede af i perioden 1938-45 - efter at han fik forbud mod overhovedet at sætte pensel til lærred af de nazistiske smagsdommere i Tyskland i slutningen af 30´erne.

   Noldes malerkunst var nemlig blevet klassificeret som "entartet" af de nazistiske kulturpinger. Og selvom han altså selv i en del år havde været medlem af nazistpartiet, kom nogle af hans malerier - heldigt for ham og hans kunstneriske eftermæle, set i bakspejlet -  med på den nazistiske gabestok-udstilling i 1937 - sammen med en lang række andre store moderne maleres værker, blandt andet Klee og Kandinsky.

 

En række af Noldes akvareller i serien "umalede billeder" har jeg vist her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-4-om.html

Og typiske er det altså akvareller som disse to der udgjorde min og de fleste publikummers reference når det gælder Noldes akvareller inden den aktuelle Louisiana-udstilling:

Lake Lucerne, 1930, Watercolour on Japanese wove paper,

Rote und gelbe Sonnenblumen, 36,2 x 48 cm, watercolour

Plakaten for udstillingen på Louisiana er også en akvarel - et portræt af "Frau T." med klovne-associationer, og det er fra 1930 - og altså malet længe inden Nolde blev lyst i band af nazisterne:

Mrs. T with a Red Nacklace, 1930, Watercolor on Japanese paper

Man bemærker - ligesom teksten ved billedet på udstillingen fremhævede det - hvordan det ufarvede papir - det der i et almindeligt maleri (olie eller akryl) ville være malet med en hvid, dækkende farve - her bliver bærer af den hvide farve i akvarellen.

Jeg har ikke før været opmærksom på eller interesseret mig for de relativt mange akvareller af Nolde - også fra længe før 1938 - hvis motiver var og er noget andet end landskaber med dramatisk himmel og hav - eller glødende blomster inspireret af hans egen have i hans hus i Nordslesvig.

   Her er nogle af disse 'andre akvareller' som også blev vist på Louisiana:

Animal and Woman, between 1931 and 1935, Watercolor and Indian ink on Japanese paper

Strange Man with Three Nude Women, between 1938 and 1945, Watercolor on Japanese paper

Dancer in a Red Dress, 1910, Watercolor and Indian ink on Japanese paper,

Frühmorgenflug (morgenflyvetur) - mellem 1938 og - 1940

Ud over at jeg på udstillingen fik skåret ud i pap at Nolde var rigtig nazist inden han ufrivilligt blev indlemmet og indlagt i udstillingen "Entartete Kunst", så blev jeg også klar over at betegnelsen "ungmalte bilder" for de akvareller han malede i al hemmelighed i sin kælder i huset i Nordslesvig, at den betegnelse har en dobbelt betydning.

   Hvad jeg nemlig ikke vidste, men måske kunne have tænkt mig til hvis jeg havde tænkt mig om, var at Emil Nolde meget tidligt i sin karriere jævnligt brugte akvareller som skitser til billeder som måske så senere skulle omsattes til "rigtige" malerier, dvs. oliemalede billeder på lærred.

 

På udstillingen så man en række eksempler på hvordan Noldes akvareller var transformeret ind i et helt andet malemedie, og de samtidig var sat kraftigt op i størrelse..

   

For nu ikke at putte med det: 

   Jeg syntes hver gang at akvarellerne var bedst. Og faktisk syntes jeg også at hans oliemalede dramatiske landskab- og blomster-billeder i både udtryksmæssig styrke og lyrisk gennemslagskraft stod svagere end de tilsvarende akvareller.

   Nogle få af de "umalede billeder" endte så også med at blive omsat til oliemalerier efter krigen, da Nolde var lang oppe i årene. Han døde i 1956.

   Men stadig manglede olieversionen af motivet i flere tilfælde tydeligt den friskhed og spontanitet som var egenskaber ved næsten alle de 'umalede' akvareller.

   

Dette at bruge akvarelteknikken til at lave forarbejder og skitser til senere oliebilleder, var jo den gang helt almindeligt. Mange kunstnere gjorde det fordi akvarelfarver og papir(blok) er nemt at transportere rundt - fx i et landskab i det fri - og akvarelteknikken er i sammenligning med oliemaleri ekstremt hurtig.

   Og så kunne man tage akvarelskitserne med hjem i atelieret og bruge som forlæg. 

   Herhjemme er fx Olaf Rude kendt for sine akvareller - også i stort format som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/akvarelmaleriets-mysterier-19-tnk-lnge.html

I fransk malerkunst er ikke mindst Cezanne berømt for sine akvarel-skitser og -forarbejder, men også for at hans seneste værker var regulære still-leben-akvareller - og altså ikke forarbejder til "rigtige malerier":

Still Life with Watermelon and Pomegranates, 1900-1906

Inspirerende for mig personligt er det at se og læse om "de stores" kreativ udnyttelse af malemedier når jeg tænker på mit eget amatøriske akvarelmaleri. 

   Teknisk var det også sjovt og mentalt befriende at se hvordan Emil Nolde fx frit blandede akvarel med andre teknikker: tuch/sort blæk og gouache (dækfarver på vandbasis).

   Faktisk burde en del af de billeder som havde fået etiketten "akvarel" eller "watercolor", retteligt være betegnet med etiketten "mixed media".

De oliemalerier der "sagde mig mest", var dem der brugte færrest farver - nogle af dem var næsten monokrome. Hvis farverne "stormede" for meget, så fik jeg et mildt anfald af "farveforbi" - det var bare "for meget" og "for voldsomt", oplevede jeg.

   De af Noldes malerier på udstillingen der "sagde mig mindst", var de fleste af hans religiøse og mytologiske "groteske" malerier.

   Jeg oplevede at hans 'kunstframe' i de billeder var en 'uren' blanding af van Goghs og Gaugins, hvis "rammekonflikt" var hovedtemaet for den for nylig ophørte udstilling på Ordrupgaard som jeg skrev om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/06/maleriudstillingernes-dramaturgi-om.html

Nolde var i Paris år 1900 og så malerier af både vang Gogh og Gaugin. Nolde malede sine oliebilleder "pastøst" som van Gogh, dvs med fede, grove og synlige penselstrøg - men han malede sine mytologiske fantasier ud af hovedet som Gauguin.

 

Her et par eksempler på den slags malerier, som udgjorde et helt tema for sig på udstillingen:

Pardise Lost, 1920

Burial, 1915, Oil on canvas

Ikke at det ikke er stor kunst, for det kan jeg godt se og opleve at det er.  

   Men det er for mig ligesom jeg har det med Wagneroperaer: Det er bare ikke min kop te - det er "for meget".

   Jeg giver mig hellere hen i nydelsen af de små intense akvareller som, når de har blomster eller landskaber som motiv, kan sætte mig i en næsten meditativ tilstand.

Men så til det jeg annoncerede i starten: at Emil Nolde af sin samtidige kunstvenner i de første år af 1900-tallet blev rost for at bidrage med "farvestorme" eller "farveuvejr" med sine malerier.

   Selv taler han om at hans forhold til farver havde karakter af "Farben-delirium".

   For jeg fik her på denne udstilling en fornemmelse af at Noldes billeder var styret af mentale mekanismer som måske lå uden for eller over hans artistiske og æstetiske ambitioner. 

   Trods alle de lange faglige tekster på væggene der fortalte om temaerne og faserne i hans kunst, så syntes jeg der måtte være en ekstra mental med- eller modspiller i maleprocessen hos ham.

   

Der er står ikke noget i katalogteksten om Noldes barndom, endsige om hans forhold til sin far og mor, om eventuel mobning i skolen, etc. 

    Heller ikke i de meget positive anmeldelser er der den slags oplysninger. 

    Da jeg oplever at mange af hans malerier er gennemsyret af en ekspressiv voldsomhed - en "kreativ vrede" - så søger jeg jo oplysninger om hans barndom: Hvordan har han oplevet forholdet til de to nationaliteter - dansk og tysk - og de to - eller retter mindst fire sprog som han har levet med som dreng?

   I Grænseforeningens leksikon finder jeg følgende oplysninger som peger mod oplevelser som barn der kan give et splittet, fremmedgjort, men kreativt sind - og usikkerhed om egen identitet.

Emil Nolde blev født i landsbyen Nolde, som efter 1920 kom til at ligge lige nord for den dansk-tyske grænse. Emil Nolde havde dansk statsborgerskab efter 1920, hvilket han fastholdt. Emil Nolde blev efter et ophold i København i 1900-01 gift med skuespillereleven Ada Vilstrup, som han var gift med til hendes død i 1946. I 1901 skrev han om sin blandede identitet:

   "Det er ganske ejendommeligt og ikke altid lykkeligt at være født i et grænseland, hvor for og imod, her og hisset tegner sig skarpere end andre steder. Den der bliver født midt i sit hjemland, bliver sparet for megen forvirring og mange opgør, som man må gennemleve i grænselandet".

   I de syv år Emil Noldes forældre var forlovet med hinanden, skrev de til hinanden på begge sprog. Faderen skrev på tysk til moderen, og moderen på dansk til faderen. I hjemmet blev der talt både sønderjysk og frisisk, men uden for hjemmet plattysk mens der i skolen blev undervist på højtysk undtagen i religionsundervisningen, hvor sproget var rigsdansk. Omtrent samtidig tog Emil Hansen, som var hans fødenavn, navn efter fødebyen Nolde og hed herefter Emil Nolde. Han var som kunstner orienteret mod tysk kunst og blev en af hovedkræfterne i tysk impressionisme.

På et tidspunkt hvor man på litteratursiderne i aviserne skriver indlæg efter indlæg om "autofiktion", så kan jeg ikke lade være med at spekulere på om Noldes forhold til glødende farver og voldsomme mørke farvekontraster udspringer af mentale erfaringer som han ikke selv rigtig forstår eller kan styre. 

   Han er citeret for at have sagt at han har oplevelser af "Farben-delerium". Og en anmeldelse af en Noldeudstilling i Halle 2013 har rubrikken "Bilder gemalt wie in Trance".

   Skulle Emil Nolde måske også være synæstetiker? Ligesom hans samtidige Kandinsky og Hilma af Klint sandsynligvis var det, og ligsom sandsynligvis også Van Gogh var det?

   En googling der kombinerer "Emil Nolde" med "Synaesthesia", giver kun et enkelt hit, det her:

https://www.academia.edu/164042/Emil_Noldes_Search_for_Ruleless_Color

Den akademiske afhandling af James Elkins er fra 1996 og har titlen "Night, Colorstorms, and the Unnatural: Emil Noldes´ Search for Ruleless Color".
   Afhandlingen fortæller blandt andet at at Emil Nolde som barn og ung havde hallucinationer, og jeg bemærker at det var ligesom Hilma af Klint.

   Og nogle af Nolde-citaterne i afhandlingen hvor Nolde skriver om sit forhold til farver, har klare associationer til dem jeg tidligere har citeret fra van Goghs breve. 

   Nolde-citaterne i afhandlingen er alle fra en posthumt udgivet erindringsbog "Mein Leben" fra 1976. Jeg citerer nu to længere "sigende" afsnit fra teksten:

In the spring of 1901 Nolde was in Gildestrand in the Northwest corner of Denmark. It was a period of utter isolation. At letter datede 10 July describes his barely controlede halluciantions and incidentally shows how he was seeing color. Alone for days on end, he had long periods in which he ran in random directions, out of control. Towards the end of one such period he writes (using the third person to express his disorientation):

   "Then he sits hunched over behind a dune and buries his hand in the deep sand. Night sinks in black gloom to earth, the heavens are at cold blue, the dunes are gray, it will rain."   Here the colors and experience of night is used to give a poetic end to his days wanderings.

   Nolde also knew more specific fantasies, visions and fairytales, and he drew and hallucinated a wide varity of creatures - "Spuken, Sechreckfiguren, nächtliche Fabeltierer, unheimliche Gestalten, Nachtwandler, Sonnenanbeter - and I don´t know what else.

   In pictures depicturing such creatures, Nolde allowed himself a few intense colors scattered in darkness. Lildstrand provides af setting and suggests the the pictures limited palette:

   "It was difficult to me to find a suitable style. Colors did not suit med. I went on long walks, where no one usually went, over the dunes and rose-red heaths.

Det jeg synes man her kan aflæse af afhandlingens tekst, er at forfatteren James Elkins ikke har nogen klar teoretisk skelnen mellem 'litterær' - dvs. æstetisk villet synæstesi - og så mentalt tvungen synæstesi hvor samsansningen er automatisk og uvillet. 

   Det er sådan set heller ikke så mærkeligt, for i 1996 var synæstesi som en mental tilstand kendetegnet ved cross-over-sansning, knap nok endnu blevet genstand for hjerneforskernes interesse.

  

Jeg synes det her lidt lange tekststykke med Nolde-citater og udlægninger peger på at Nolde måske har været multisynæstetiker og i sin bevidsthed spontant har personificeret farvede former og genstand i omgivelserne (ligesom H. C. Andersen) - og selv tænkt på dem som hallucinationer.
   Kandinsky udarbejdede jo en teoretisk kunstæstetik hvor "villet" og "litterær" synæstesi var en vigtig komponent.
   Men James Elkins må konstatere at Nolde slet ikke havde æstetisk kontrol over sine ustyrlige farveoplevelser:

Nolde never developed  a coherent theory of color meanings. Instead color invaded his experience as an unpredictable initmate certainty. (...) Nolde thought that animals crying at night sounded "piercing yellow" ("gellender Gelb") and "dark violet", and described his wifes singing voice as "between rose and dark lilac". (...) Colors, Nolde said, sought out painter´s eyes. "I loved the blooming color of flowers and the purity of the hues," he declared.  

'Mein Leben' is filled with color at the expence of form, composition, and line, so much so there is no room for doubt about Noldes sincerity and his reasons for stressing color. His mos direct an innocent pronounsments on color, are wildly synaesthesic, unsystematic, unanlytic:
   "Yellow can express happiness and then again pain. There is flame red, blood red, and rose red. There is silver blue, sky blue, and thunder blue. Every color habours its own soul, delighting or disquiting or stimulating me."    (...)   "Colors, the material of the painter: Colors in the inner life, crying and laughing, screaming, fortunate, ardent and holy, like love songs and amorous songs, like melodies and chorals.

"When he says colors "cry and laugh" he is as outside of color theory as Heidegger is outside science. Colors should develop "through" the painter, he thought, like "ores and crystals, moss and algae."

Disse citater peger, for mig at se, på at Nolde også havde erfaringer med den form for synæstesi som på engelsk betegnes "auditory–visual synesthesia" og som karakteriseres sådan her: "sounds automatically elicit conscious  and reliable visual experiences".
   En anden veldokumenteret form for synæstesi er kendetegnet ved at indre følelsestilstande udløser farver: "emotion-color synesthesia". Der findes også en form hvor det er ydre påvirkning af hudens følesans (tryk, stik, kæl, etc) der udløser automatiske farveoplevelser.
 
I Wikipedias artikel om 'Synesthesia' finder jeg følgende illustration som viser et maleri af en nulevende amerikansk synæstetisk kunstner, Carol Steen, der jo har farvekontraster som slående minder om mange af dem der er dominerende i Noldes malerier.
  Billedet repræsenterer angiveligt kunstnerens abstrakte synsoplevelse under en akupunkturbehandling:

Vision by Carol Steen; Oil on Paper; 15x12-3/4" 1996.
 A representation of a synesthetic photism experienced during acupuncture.

Hallucinationer (3) - syner når man hverken er vågen eller sover - og mere om svækkede latente hæmninger

Jeg lærer altid  nyt når jeg læser Oliver Sacks, og altså denne gang hans nyeste bog "Hallucinations". Dels nyt indhold, nye kendsgerninger, ny frames og synsvinkler på alt hvad der har at gøre med hjernens overraskende, fascinerende og unikke måde at fungere på.

    Men jeg lærer også mange nye ord - medicinske og neurologiske fagudtryk.

   Oliver Sacks er nemlig meget omhyggelig med at give latinske (læge)faglige betegnelser for de forskellige særlige tilstande han beretter om.

    Jeg tror måske det er fordi han jo ellers skriver meget erfaringsnært og med mange citater fra almindelige mennesker der beskriver de usædvanlige oplevelser de har når hjernen af en eller anden årsag opfører sig afvigende - ofte  af Sacks betegnet som "disorder" eller "syndrome".

   Ved konsekvent og hele tiden at bruge fagudtrykkene, signalerer han at teksten alligevel er skrevet på et akademisk set højt faglige niveau.

   Og findes der ikke latinske fagudtryk i forvejen, så opfinder han dem - eller han går til gamle og glemte kilder og hiver fagudtryk derfra frem i lyset, hvilket indebærer at man som læser også får en masse interessant neurovidenskabelig og medicinsk videnskabshistorie med i købet.

Et af de ny ord jeg har lært er "hypnagogia" eller "hypnagogic state" - på dansk "hypnagogisk tilstand", som er den mentale overganstilstand sindet og bevidstheden befinder sig i mellem det at være vågen og det at være faldet i søvn.

    Den modsatte overgangssituation 'kaldes "hypnopompisk tilstand" - altså overgangen mellem at sove og være fuldt vågen.

    Oliver Sacks tilegner et helt kapitel til hallucinationer som opleves som led i den særlige bevidsthedstilstand som kendetegner denne mentale overgangssituation. Og han citerer også flere forfattere som referer til den, blandt andet Vladimir Nabokov og Edgar Allan Poe:

   Nabokov fortæller i sin erindringsbog "Speak, Memory":

As far back as I remember ... I have been subject to mild hallucinations ... Just before falling asleep, I often become aware of one-sided conversations going on in an adjacent section of my minde, quite independently from the actual trends of  my thoughts. I is a neutral, detached, anonymous voice, which I catch saying words of no importance to me whatever - an English or Russian sentence, net even adressed to me, and so trivial that I hardley dare give samples ... This silly phenomenon seems to be the auditory counterpart of certain praedormitory vision, which I also know well ... They come and go, whithout the drowsy obersever's participation, but are essentially different from dream pictures for he is still master of his senses. They are often grotesque.

Oliver Sacks henviser også til Edgar Allan Poe som han refererer for bevidst at afbryde hypnagogiske hallucinationer, så han kunne notere de ekstraordinære syner ned, og siden bruge dem som visionære input til sine digte og noveller.

   Også Baudelaire som Poe oversatte til engelsk, var ifølge Sacks fascineret af hypnagogiske hallucinationer, især hvis de blev hjulpet på vej med indtagelse af opium eller hash.

Hypnagogiske "visioner" ligner ikke rigtige hallucinationer, idet de ikke opleves som virkelige og ikke bliver oplevet som projiceret ud i den virkelige omverden. 

   Men de ligner på den måde at de kommer ind i bevidstheden uvillet, er ukontrolable og autonome; de kan have unaturlige farver og være usædvanligt detaljerede, og så kan de undergå hurtige og bizarre transformationer - i modsætning til de villede forstillinger og billeder vi fremstiller for vores "indre blik" og på den "indre skærm".

   På den måde kan de ligne dagdrømme - som jo er kendetegnet ved at sindets tanker og forestillinger flyder afsted uden styring og mål: "mind-wandering".

 

Sacks refererer - for første gang  i det jeg har læst af ham - til "the default mode network":

There is something about the rapid and spontaneous transformations specific to hynogenic imagery that suggests the brain is "ideling", as my correspondent Mr. Utter suggested. Neurosciencetists now tend to speak of "default networks" in the brain,  which generate their own images. Perhaps one may also venture the term "play" and think of the visual cortex playing with the every permutation, playing with no goal, no focus, no meanings - a random activity og perhaps an activity with so many microdeterminants  that no pattern is ever repeated. Few phenomena give such a sense af the brain's creativity and coputational power as the almost infinitely varied ever-changing torrents of patterns and forms which mya be seen in hypnagogic states.

Der ser ud til at være en flydende grænse mellem egentlige hallucinationer og så kreative tanker og forestillinger der "flyder" ind i bevidsteheden i overgangen mellem vågen og søvn. 

   I artiklen i Wikipedia som omhandler "hypnogogia" finder man et afsnit under overskriften "Cognitive and Affective Phenomena" som jeg synes er interessant:

Thought processes on the edge of sleep tend to differ radically from those of ordinary wakefulness. Hypnagogia may involve a "loosening of ego boundaries ... openness, sensitivity, internalization-subjectification of the physical and mental environment (empathy) and diffuse-absorbed attention."[35]

   Hypnagogic cognition, in comparison with that of normal, alert wakefulness, is characterized by heightened suggestibility,[36] illogic and a fluid association of ideas.          Subjects are more receptive in the hypnagogic state to suggestion from an experimenter than at other times, and readily incorporate external stimuli into hypnagogic trains of thought and subsequent dreams.

Det er klart at der er tale om det jeg andre steder har beskrevet som "åben tilstand", som bl.a. er det man søger at sætte igang hos folk på kreativitets- og ideudviklingskurser og -seminarer. Men som altså også ligner den tilstand som opstår ved "sensorisk deprivation", en tilstand jeg beskrev i det foregående indlæg, bl.a. med afsæt i to Poul Martinsen-programmer om "isloation".

   Artiklen i Wikipedia kunne også tyde på at LI-en - den latente hæmning - er svækket som "censor" i denne mobile bevidsthedstilstand, ligesom den kan være det under indtagelse af euforiserende stoffer og alkohol:

Herbert Silberer described a process he called autosymbolism, whereby hypnagogic hallucinations seem to represent, without repression or censorship, whatever one is thinking at the time, turning abstract ideas into a concrete image, which may be perceived as an apt and succinct representation thereof.[38] 

Jeg har selv oplevet nogle gange at få gode ideer på overgangen mellem vågen og søvn, og det synes også at være almindeligt kendt blandt både forskere og kunstnere:

The hypnagogic state can provide insight into a problem, the best-known example being August Kekulé’s realization that the structure of benzene was a closed ring while half-asleep in front of a fire and seeing molecules forming into snakes, one of which grabbed its tail in its mouth.[39]

   Many other artists, writers, scientists and inventors—including Beethoven, Richard Wagner, Walter Scott, Salvador Dalí, Thomas Edison, Nikola Tesla and Isaac Newton—have credited hypnagogia and related states with enhancing their creativity.[40] 

   A 2001 study by Harvard psychologist Deirdre Barrett found that, while problems can also be solved in full-blown dreams from later stages of sleep, hypnagogia was especially likely to solve problems which benefit from hallucinatory images being critically examined while still before the eyes.[41]

Hjernens indbyggede såkaldte "latente hæmning" (LI) er altså den indbyggede sikring i hjernen mod "information overload" - at sindet overvældes og druknes af stor mængder usorterede input og impulser, fra både ydre og indre sansninger.

   Man kan sige at LI-en er nødevendige skyklapper for nogenlunde fokuseret opmærksomhed på det der virkelig betyder noget her og nu. Men det kan altså også indsnævre og censurere fantasien og de frie associationer mellem forskellige forestillinger, ideer og begreber.
   Denne tærskel bliver så sænket under forskellige bevidsthedsmæssige tilstande, dels tilstande som hjernens kemiske og elektriske system selv iværksætter (migræne, parkinsonisme, epilepsi, skizofreni), dels tilstande skabt af hjernens belønningssystem når det får særlige kemiske eller kropsligt mentale input udefra. 

   

I forlængelse af det foregående indlægs beskrivelse af konsekvenserne af lav latent hæmning - "low LI", har jeg så også fundet en lang række henvisninger til artikler der forklarer at der er en sammenhæng mellem lav latent hæmning, hallucinationer og kreativitet. 

   Blandt andet her et citat fra en artikel "Divine Madness" af Thomas Hally, forfatter til bogen "Concepts of intelligence". 

Latent inhibition and fantasy proneness are two traits psychotic individuals havein common with creative individuals. And they go hand in hand with each other. Latent inhibition, a certain degree of intelligence, and fantasy proneness all factor into a theory of how creativity and psychoses are intertwined. Auditory and visual hallucinations are symptoms of fantasy-prone people in general and not only schizophrenics and manic depressives.

Jeg har i tidligere indlæg været inde på at der med stor sandsynlighed er en sammenhæng mellem de to store sindsygdomme skizofreni og maniodepressivitet på den ene side og så en række store kunstneres og videnskabsfolks mentale set up. 

   Noget af den sammenhæng kan meget vel være genetisk bestemt og har noget at gøre med funktionen af dopamin-systemet, hjernens egen berusende kemiske pumpe:

Some researchers concur that the link between genius and a small percentage of schizophrenics “boils down” to aparticular gene called DARPP-32: dopamine and cyclic AMP-regulatedphosphoprotein, which works as a neurotransmitter and links genius to madness. Three quarters of any given population inherit a version of the DARPP gene which enhances the brain’s thinking activity by improving the informationprocessing of the prefrontal cortex. It orchestrates thoughts and actions.

Her slutte føljetonen om hallucinationer og tilliggende fænomenter med afsæt i Oliver Sacks nye bog "Hallucinations", som varmt kan anbefales.

Halucinationer (2) - om sensorisk deprivation og svækkelse af latente hæmninger som årsag til at se syner, høre stemmer og musik uden ydre kilder

Hallucinationer har jeg vist nok selv aldrig oplevet, i bedste fald grænsetilfælde:

   Man kan måske sige at det at blive lokalbedøvet fx i forbindelse med en større tandoperation, at det er en form for negativ hallucination. Man oplever at en del af ansigtet er væk, mangler, selv om man godt kan se det og røre ved det.

   Når jeg er hjemme i vinterboligen for en kort bemærkning uden at katten er med, så har jeg også hallucinationer af at katten er der og lister omkring som den plejer - i udkanten af synsfeltet.

Men ellers er hallucinationer som ikke er knyttet til alvorlig psykisk diagnose, kun noget jeg en gang i mellem har læst eller hørt om. 

   Fx vejledte jeg for nogle år siden et speciale hvori indgik produktion af en radiomontage om en ung mand der siden han var barn, hørte stemmer, og, bortset fra en kort periode i puberteten, havde levet med dem som en relativt fredelig mental forstyrrelse. Af udsendelsen fremgik at der var mere end 100.00 mennesker i Danmark som var såkaldt 'stemmehørere'.

   I en vis forstand ligner det jo synæstesi som også er en mental tilstand hvor hjernen selv producerer indtryk (farver, lyde, former) i bevidstheden uden nogen ydre sansning som årsag - blot som ledsagefænomener til fx at læse eller høre ord, bogstaver, tal, toner.

   Til beroligelse for mange kan man altså konkludere at det kan være "helt normalt" at høre stemmer, og at mange mennesker har et forholdsvis fredeligt samliv med deres stemmer:

I en stor survey-undersøgelse (15.000 mennesker) fra 1991fandt man at 2,3% oplyste at have hørehallucinationer. Kun en tredjedel af stemmehørerne var tilstrækkelig besværet af stemmerne til at søge hjælp. Dvs. 2 ud af 3 stemmehørere klarede sig selv!

Se mere om stemmehører-hallucinationer her:

http://www.psykiatrifonden.dk/forside/kalender/prasentationer/110411+Anne+Klinte

Men Oliver Sachs bog "Hallucinations" har et kapitel som har overskriften

The Prisonner´s Cinema - Sensory Deprivation

Og pludselig kommer jeg i tanker om at det fænomen kender jeg for så vidt rigtig godt - på anden hånd - via nogle tv-dokumentarudsendelser som dokumentarinstruktøren Poul Martinsen producerede i begyndelsen og slutningen af 70´erne.

   Udsendelserne dokumenterede at hvis forsøgspersoner fik bind for øjnene og blev lukket inde i et lydtæt rum hvor der kun var 'hvid støj' som baggrund, så fik de hallucinationer, både virkelighedstro syner og virkelighedstro lyde - herunder sang og musik. 

   I princippet fortæller disse forsøg os jo at hjernen som sultes for perceptuelle input eller perceptuel variation, begynder at "kede sig" på grund af at den ikke har noget at lave - noget at tolke og bearbejde. Og så producerer den - uhæmmet - en slag realistisk filmforestilling eller lydprogrammer af sig selv - ud af eget indre "kildemateriale".

Når der blev lavet en lang række forsøg i 50´erne og 60´erne hvori indgik eksperimenter med "sensory deprivation", så hang det blandt andet sammen med Den kolde krig, og ikke mindst med angsten for at fangne soldater kunne blive hjernevasket af "fjenden" når de havde være sensorisk isoleret tilstrækkelig længe.

 
Poul Martinsen gjorde et "hjernevask-forsøg" som led i sin tv-udsendelse om "Isolation":

   En kvinde som efter i mange timer at have været blindet og isoleret lydmæssigt, blev udsat for gennem en højttaler at høre en rolig og troværdig stemme læse højt af en madopskrift på "hvid rotteragout".

   Da kvinden kom ud af sin isolation, blev hun af Poul Martinsen tilbudt at spise en ret som af ham blev benævnt "hvid rotteragout", hvad hun gjorde uden tøven. 

   Man kan antage at der sker en svækkelse af hjernens indbyggede hæmninger under isloationen, som så gør den mere modtagelig for suggestion og hypnotisk påvirkning.

   

Under de rette sensorisk isolerede omstændigheder kan de fleste normale mennesker altså få induceret eller fremprovokeret visuelle hallucinationer.

   Og når man laver såkaldte fMRI-skanninger af en hjerne der har den slags inducerede hallucinationer, så viser det sig at der er neurologisk aktivitet i både "the occipital cortex" og "the inferotemporal cortex" som er de dele af hjernen som aktivt bearbejder synsindtryk som input til bevidstheden.

   Til forskel fra de situationer hvor man bevidst og med vilje fremkalder forestillingsbilleder for sit indre blik, så var der ingen særlig aktivitet i den præfrontale cortex ved synshallucinationerne. 

   Den præfrontale cortex er den del af hjernen som har den såkaldt 'executive funktion'. Wikipedia:

This brain region has been implicated in planning complex cognitive behavior, personality expression, decision making, and moderating social behavior.[1]The basic activity of this brain region is considered to be orchestration of thoughts and actions in accordance with internal goals.

Oliver Sacks konkluderer derfra:

Unlike the top-down proces of voluntary visual imagery, hallucinations is the result of direct, bottom-up activations of regions in the ventral visual pathway, regions rendered hyperexcitable by a lack of normal sensory input.

Spørgsmålet for mig er om fx det at høre stemmer, kan være forbundet med kreativitet på samme måde som synæstesi tilsyneladende er det.

   Og det er der noget der tyder på. Oliver Sacs har en fodnote hvor han henviser til en bog "Of Two Minds: Poets Who Hear Voices" af Judith Weisman som ...

... presents strong evidence, drawn especially from what poets themselves have said, that many of them, from Homer to Yeats, have been inspired by true auditory vocal hallucinations, not just metaphorical voices.

Jeg har tidligere fortalt om fænomenet "latent inhibition" (LI) - og at kreativitet kan ses som et resultat af at hjernen af en eller anden grund har relativt lav LI i de nervebaner som forbinder forskellige centrer og områder i hjernen. 

   Lav LI kan så også være en del af forklaringen på forskellige hallucinationer.

Om musikalske hallucinationer - dette at man ufrivilligt hører musik som tilsyneladende bliver spillet fra en ekstern kilde, som altså ikke findes - det kan også forklares med svækket LI, fortæller Sacks:

... what seems to occur in most cases of musical inhibitions is a release of activity in the musical network when normally operative inhibitions or constraints are weakend.  

Analogt til synshallucinationer, så bliver også musikhallucinationer produceret ved spontan aktivitet i det komplekse og ekstensive netværk i hjernen som er aktivt når man hører og opfatter musik spillet/sunget af en ydre kilde.

(fortsættes)

Hallucinationer (1) - om livagtige forestillinger om noget der ikke er der

Alle mennesker har fantasi i et eller andet omfang, og kan forstille sig ting, mennesker, forhold, verdener som ikke eksisterer og som de derfor aldrig fysisk har set, hørt, følt  - sanset. Et mindre belastet, men lidt gammendags ord er 'forestillingsevne'. 

  På engelsk taler man om "imagination".

Kunstnere, forfattere, håndværkere, videnskabsmænd, reklamefolk, journalister og mange andre professionelle grupper, lever af at de har en god forestillingsevne og i større eller mindre grad er 'visionære'.
   Ellers ville de ikke kunne udfylde de arbejdskrav der er indlagt i professionens norm- og forventningssystem.

   Og denne evne udspringer sandsynligvis i det kompleks af hjernemoduler som kaldes "the defualt network", et kompleks i hjernen der er aktivt når vi - metaforisk set - "kigger indad" - og aktiverer det som neurologen Oliver Sacks omtaler som "the minds eye", og som han har givet titlen på en fremragende bog jeg tidligere har refereret til og fra.

   På dansk: Se noget for "sit indre blik",  se noget "på den indre skærm".

Men andre dele af vores hjerne kan helt af sig selv - uden for vores kontrol og viljestyring - producere livagtige visioner for bevidstheden, kaldet 'hallucinationer'.

   Jeg har nu læst en ny bog af Oliver Sacks, hans seneste. Og den fjerde eller femte jeg har læst - af den halve snes han har skrevet.
  Manden er nu 80 år gammel og still going strong hvad angår at skrive på en fængende og engagerende måde om svært tilgængelige og delvist kontroversielle emner - omgivet af fordomme både blandt menigmand og fagfolk.

   Titlen er:

HALLUCINATIONS

Samme ord på dansk: "hallucinationer". 

   Og hvad forbinder man så det med? 

   Først og fremmest: sindsygdom - og nærmere bestemt: skizofreni.

Det handler bogen slet ikke om, eller næsten ikke. 

   Den handler om hallucinationer som mentale fænomener oplevet af normale mennesker i en almindelige dagligdags social og fysisk omverden. 

   Men også og ikke mindst om hallucinationer som følgefænomener til en række forskellige fysiske skavanker som migræne, epilepsi, parkinsonisme, blindhed, døvhed, sensorisk deprivation, amputerede lemmer, blodpropper i hjernen, skader fra langvarig alkoholisme, post traumatisk stress syndrom, mv.. 

   Endvidere om hallucinationer i forbindelse med indtagelse af euforiserende stoffer som hash og LSD, hvad Sacks har personlige eksperimentelle erfaringer med som ung forsker.

Hvad kendetegner så hallucinationer - til forskel fra dette at bruge sin forestillingsevne til at se noget for sig der ikke findes - for sit indre blik?

   For det første er det oplevelser som den person der har dem, ikke kan påvirke, ændre eller fjerne med ønsker og med vilje. De kommer af sig selv og går af sig selv - nærmest som en slags mentale 'indbrud' i bevidstheden/sindet.

   For det andet opstår de uden ydre sansestimulation som igangsættende årsag, og er altså udtryk for hjernens autonome aktivering - ofte som en reaktion på mangel på ydre sanseinput (sensorisk deprivation).

   For det tredje opleves de med samme aura af virkelighed som reelt sansede oplevelser og kan af bevidstheden ikke umiddelbart afsløres som hjernens egne 'påfund'.
    Man kunne måske sige at det er hjernens selvproducerede fiktioner.

Oliver Sacks skriver at selv om det for fagfolk kan være svært at blive helt enige om definitionen, og om hvordan man skelner mellem "hallucination, misperception, and illusion", så vil han definere hallucinationer som "percepts arising in the absence of any external reality - seeing things or hearing things that are not there."
    Jeg tænker: Det ligner næsten definitionen på en spillefilm!

Sacks fremhæver den amerikanske psykologis 'fader' William James' definition i hans epokgørende værk "Principles of Pchycholgy", en definition som lyder sådan her:

An hallucination is a strickly sensational form of consciousness, a good and true a sensation  as if there were a real object there. The object happens to be not there. that is all.

En af pointerne i Sacks bog er at den indsigt i den modulopdelte hjerne som moderne skanningsteknik giver, gør det muligt at udpege de områder af hjernen som producerer de forskellige slags hallucinationer. 

   Altså fx. det netværk af moduler som er aktive når vi hører musik, de moduler er også aktive når man har musik-hallucinationer. 

   De dele af hjerne som normalt aktiveres med de forskellige ydre sanseindtryk som leveres gennem syn, hørelse, smag, lugt, etc., de går under forskellige særlige omstændigheder i en slags produktivt selvsving og leverer virkelighedsoplevelser der for bevidstheden ikke umiddelbart er til at skelne fra ydre sansninger. Og som ofte forveksles med virkelighed i en indledend fase.

   Oliver Sacks:

For instance, an area in the right inferotemporal cortex normally involved in the perception of fasces (=ansigtsgenkendelse) if abnormally activated, may caus people to hallucinate faces. There is a corresponding area on the other side  of the brain normally employed in reading - the visual word form area in the fusiform gyrus; if this is abnormally stimulated, it may give rise to hallucinations of letters or pseudowords.

I bogen kobler Oliver Sacks i slutningen af hvert kapitel de forskellige former for hallucinationer og deres særlige kilder og fysiologiske kontekst sammen med mulighederne for at disse hallucinationer kan have været drivkraften bag en række kulturelle fænomener i den menneskelige kulturhistories udvikling (tilsvarende mit eget forsøg på at koble animisme og shamanisme sammen med 'object-personifications-syæstesi' i tidligere indlæg):

   I indledningen opregner Sacks en lang række af disse mulige sammenhænge i en serie af retoriske spørgsmål:

Indeed one may wonder to what extend hallucinatory experinces hav given rise to our art, folklore, and even religion. 

   Do the geometric patterns seen in migraine and other conditions prefigure the motifs of Abroiginal art?

   Did Lilleputian halluciations (which are not uncommon) give rise to the elves, imps, leprechauns, and fairies in our folkklore?

   Do the terryfying halluciations of the night-mare, being ridden and suffocated by a malign prescence, play at part in generating our concepts of demons and whitches or malign aliens?

   Do "ecstatic" seizure, such as Dostojevsky had, play at part in our sense of the devine?

   Do out-of-body experiences allow for the feeling that on can be disembodied?

   Does the substancelessness of hallucinations encourage af belief i ghosts and spirits?

   Why has every culture known to us sought and found hallucinogenic drugs and usede them, first an foremost, for sacramental purposes?

Oliver Sacks forklarer til sidst i forordet at hans beskrivelser også har et mentalt og konceptuelt frigørende sigte: Mange mentalt sunde og normale mennesker som har hallucinationer, tør ikke fortælle om dem fordi de er bange for at blive stemplet som sindsyge, bange for at deres venner og læger skal tro at "they are losing their minds". 

   Men det er, som hovedparten af eksemplerne i bogen illustrerer, langt fra at være tilfældet:

I think of this book, then as a sort of natural history or antholgy of hallucinations, describing the experience and impact of hallucinations on those who have them, for the power of hallucinatons is only to be understood from first-person accounts.

Her er Oliver Sacks himself i en TED-TALK-video hvor han introducerer en af de former for hallucination som han beskriver i bogens første kapitel: "Charles Bonnet Syndrome", som typisk opleves af mennesker som er blevet blinde:

(fortsættelse følger)