Serendipitet - teaterjournalistik på dansk - og de mærkeligste sammentræf

Jeg har tidligere skrevet om et begreb som optræder i næsten al overordnet litteratur om kreativitet. Det uforklarlige held, det mirakuløse sammentræf, den uforståelige kobling på tværs af tid og rum.

Serendipitet

Der sker somme tider noget mærkeligt i sammenhæng med mine skriverier på denne blog: Jeg skriver om et eller andet tilfældigt ud fra en avisartikel eller en bog jeg har læst, og så pludselig dukker der noget op i min virkelighed som har intim sammenhæng med det.

   For eksempel dette:

• at jeg ser Klee & Cobraudstillingen på Louisiana der blandet andet tematiserer "masker" som motiv
• at sidste gang jeg var på Louisiana så jeg David Hockney-udstillingen med hans iPad-malerier, blandt andet en række portrætter,
• at jeg for nylig havde fået en smartphone og downloaded både et maleprogram og et tegne-skitse-program,
• at jeg derfor blev inspireret af Klee & Cobra-udstillingen til at prøve at male "masker" på det program - teknisk på samme måde som Hockny - og tematisk som noget der associerede til Klee & Cobra-maskerne.

Et andet eksempel på serendipitet er at jeg for et lille halvt år siden læste en anmeldelse af en bog om hukommelseskunst  og -videnskab: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything", skrevet af den unge videnskabsjournalist og forfatter Joshua Foer.

   Selvom jeg altså ikke havde læst bogen så gav anmeldelsen mig en række produktive associationer som du kan læse mere om ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

På det tidspunkt havde jeg erkendt at der var en intim - og undervurderet - sammenhæng mellem kreativitet og hukommelse - eller kreativitet og viden.

   En af de ting jeg fremhævede i blogindlægget den gang var at Joshua Foer brugte sig selv som subjekt og bærende karakteri historien for at formidle et fagligt emne: det som jeg kalder et journalistisk plot - og som flere andre kreative videnskabsjournalister har udnyttet, bl. a. herhjemme Lone Frank.  Blending af to konceptuelle rum: et objektivt-fagligt og et subjektivt-personligt.

   Det er så også det jeg fremhævede i det umiddelbart foregående indlæg om Liv Thomsen som tv-historiefortæller: at hun bruger sin egen jagt på dronningernes historie til at levere et ekstra subjektivt og personligt lag i fortællingen, som gør den meget mere interessant og engagerende: Det subjektive spejler sig i det objektive og omvendt.
   Eller: Fortællerens person bliver indgangen til og en slags metaforisk optik på den historie hun fortæller.

Men samtidig har jeg mit halvårlige møde med min navnebroder og soulmate hvad angår interessen for kreativitet. Han gav mig en "julegave" - en bog  - som viste sig at være, ja, naturligvis: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything" - på dansk. Og jeg er helt sikker på at han ikke havde læst indlægget om bogen fra september.

   Serendipitet.

Mens vi sad og snakkede dukkede der en yngre kvinde op og sagde hej til min navnbroder i skyndingen. Jeg genkendte hende fra min tid som lærer i tv-journalistik på SDU i Odense. Som en af de særligt kreative studerende på et af mine tv-hold. Vi hilste også en-passant. Det fremgik at hun kendte til bloggen her og ind i mellem var læser. Det var jeg glad for.

   Men det helt mærkelige var at min navnebroder bagefter kunne fortælle at Silke Bock som hun hedder,  var  igang med at starte et journalistisk magasin, Zetland, og som led i den udgivelse også var igang med at forberede en forestilling i "teaterjournalistik" - det amerikanske journalistiske blending-fænomen Pop-Up-Magazine Live jeg skrev om i indlægget du kan klikke dig ind på her, og som jeg gav det danske navn "teaterjournalistik":

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/teater-journalistik-pop-up-magazine-i.html

Det danske magasin har  fået navnet Zetland, vil levere lange journalistiske fortællende historier, og så vil redaktionen altså som led i lanceringen - inspireret af det amerikanske tidsskrift Pop-Up-Magazines live-performances - lave en multimedieteaterforestilling "Zetland Live" hvor en række af historierne "opføres" på en scene foran et publikum. Se videre:

http://www.facebook.com/pages/zetland/341299649231023

Mærkelige sammentræf: serendipitet. 

Silke Bock er medlem af en gruppe som står bag initiativet, og som i øvrigt har et fælles koncpetudviklingsfirma "Syndikatet". Se:

http://www.bureauetsyndikat.dk/hvem-vi-er

De 4 initiativtagere er alle udsprunget af min gamle arbejdsplads, journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, som jeg var med til at starte. 

   Serendipitet.

Jeg kommer så i tanker om at jeg jo har noteret Silke Bocks navn som en del af en interessant og sigende nyhedshistorie for ikke så længe siden. Silke har skrevet en bog om der meget kreative Clement Kjærsgaard - en bog som DR - som planlagt udgiver - har besluttet ikke at udgive alligevel. Se:

http://politiken.dk/kultur/ECE165187/clement-kjersgaard-afviser-veto-mod-bog/

Politikens fredagstillæg iByen havde et længere forskræp om den kommende uges forstilling (onsdag den 11. januar - der er udsolgt). Og fortæller blandt andet om gruppen bag ved magasinet og om ideen:

Frøet til Zetland blev plantet for et par år siden, da journalisterne Lea Korsgaard, Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll fandt ud af, at de gik rundt med en fælles drøm om at eksperimentere med den journalistiske historiefortælling, som de arbejdede med hver dag.

   Så en dag midt i den økonomiske krise sagde de deres gode faste job på steder som Euroman, Lindhardt og Ringhof og Politiken op og dannede redaktionen Zetland.

   Ideen om at lave livejournalistik begyndte for alvor at tage form, da de fire journalister flyttede hver sin bærbare ind på et tredjesalskontor et sted på Vesterbro.

I forbindelse med artiklen er der også en faktaboks om "Pop-op-fænomenet" som jeg synes gav en god kontekst:

Pop-up-fænomenet dækker over butikker, udstillinger, gallerier, restauranter og cafeer, som kun kan opleves i en begrænset periode. Det ene øjeblik kan du se dem i gadebilledet, det næste er de væk.

   Fænomenet opstod i New York omkring 2003. I Danmark begyndte det for alvor at poppe i gadebilledet i slutningen af 00?erne.

   Siden har København været hjemsted for bl.a. en pop-up-kunstbutik på Nørrebro, flere pop-up-restauranter og udstillingskonceptet Pop-Up Contemporary.

   I pop-up-galleriet Projekt 8 i byggeriet 8Tallet i Ørestad viser otte internationale kunstakademier i øjeblikket værker af otte elever hver.

                                                Research: Politikens Bibliotek.

Når man som jeg i mange år har undervist i dramaturgi, i fortællende journalistik, og i faktion, så er det godt nok opløftende med et sådant initiativ.

Et par af kendetegnende på den særligt kreative personlighed som jeg har skrevet rigtig mange indlæg om her på bloggen, er lysten til at tage en risiko og behovet for at overskride eller gå på tværs af grænser.

   Den lyst ser ud til at drive værket her for de fire journalistiske musketerer. 

 Og teaterjournalistik blander fakta og fiktion - går på tværs af de grænser som enhver journalistuddannelse i verden indskærper at journalister skal respektere: grænsen mellem fakta og fiktion, mellem skreven faktuelt forpligtet journalistik, og teaterforestillingens iscenesatte, imaginære handlingsunivers.

   Den her målbevidste grænseoverskridelse bliver spændende at følge!

Her er et link til Pop-Up-Magazine:

http://www.popupmagazine.com/

Dronninge-historier i tv - og den kreative fortæller Liv Thomsen

Jeg så i går det første program i Liv Thomsens historiske dokumentarserie "På sporet af dronningerne" på DR 2.

   

Jeg nød den - og nød også den kreative måde hun havde løst det problem på: at der ikke var mange dokumenter og i øvrigt heller ikke mange billeder at fortælle Margrethe den førstes historie med. 

   Umiddelbart var og er historien om den  historisk betydningsfulde gamle dame meget lidt tv-egnet.

Det er ikke den første af Liv Thomsen historiske dokumentarserier jeg har set og fulgt. Og også en række af hendes mandlige forgængeres tv-serier har jeg set - med fascination, fornøjelse og udbytte: Palle Lauring, Erik Kjærsgaard, Piet van Deurs, Poul Hammerich, Leif Davidsen.
   Kun mænd. Så Liv Thomsen er i den tradition en slags mønsterbryder.

Jeg har altid interesseret mig for historie. 

   Som meget ung teenager abonnerede jeg på og købte ud af egne sparsomme lommepenge Grimbergs Verdenshistorie og læste den fra ende til anden. 

   Min morfar sad i bestyrelsen for Arbejderbevægelsen forlag Fremad som i slutningen af 50´ern udgav nogle flotte populær historiebøger i stort format og båret af af mange farverige illustrationer. Om Romerne, om Grækenland, om Videnskabens historie, om menneskets udvikling. Og jeg fik altid et eksemplar når de udkom fordi alle i familien vidste at jeg både var historie- og billednørd.

Interessen for historie førte til at jeg i min studietid læste først faget Historie i to år, derefter Folkemindevidenskab i et år, og til sidst Kunsthistorie i to år. Ingen af studierne gjorde jeg færdig. 

   Men det var heller ikke ambitionerne om eksamensbeviser der førte mig til de fag, men helt egoistisk videbegær og fascination ved den fascinerende fortids dramatiske begivenheder og farverige personligheder. 

   Inden min studietid - da jeg var barn og ung - slugte jeg vel egentlig historierne i historiebøgerne som vor tids børn og unge læser fantacy og sluger Harry Potter.

Tilbage til Liv Thomsen og hendes nye serie. Jeg har som sagt kun set det første program i serien,  og  syntes at det elementære problem for en tv-dokumentarist - at der er få kilder og ingen billeder og programmet skal vare 50 minutter - at det var løst kreativt og forbilledligt. 

Et forholdsvis velkendt journalistisk plot - jagten på sandheden - især brugt inden for den investigative tv-dokumentar, var ført over til historieformidlingen: Vi følger jagten på historien i historien, samtidig med at historien foldes ud og fortælles.
   Altså her en fortælling i to lag: om Margrethe den første i 1300-tallet, og om Liv Thomsen i begyndelsen af 2000-tallet der jagter "mysteriet" om den første dronning Margrethe. Samtidig med at hun reflekterer over ligheder og forskelle i livsvilkår for kvinder i de to tidsaldre: historiens og historikerens.
   Og jagten på sandheden-plottet legitimerer at Liv rejser rundt i verden og laver stand ups og walk´n talk fra historiske mindesmærker og sites, og fra de steder derefter frit kan associere til sidehistorier som der er mere dokumentarisk kød på end på den snævre dronning Margrethes personhistorie. 

Det er ikke sådan at det fortællerplot - jagten på sandheden, forsøget på at afsløre en gåde - ikke også har været anvendt godt og grundigt i internationale historiske dokumentarer. Titler på historiske dokumentarer som har "gåde" eller "mysterium" som en del af formuleringen, er der masser af.

  Men ofte er de fortalt ud fra et tredje-persons-synspunkt: altså fx, vi følger egyptologen under hans jagt på en glemt dronning. Men så er der en anonym 3. persons fortæller - "the voice og God" - som speaker historien og giver distance.

  Her var Liv Thomsen både bærende karakter i jagten efter en gådefuld kvindes historie, og den der som fortæller reflekterede over sin egen rolle som historiedetektiv. 

   Det gjorde naturligvis historien subjektiv - helt bevidst - for Liv Thomsen havde også  en præms for serien - der giver fundament og afsæt for denne dramaturgiske og narrative dobbeltrolle: Danmarkshistorien handler om mænd og er skrevet af mænd. Derfor er vigtige og interessante historiske kvindeskikkelser underbelyst eller overset.  Og det skal programserien også råde bod på.

Når jeg genkalder mig de tv-serier af Liv Thomsen som jeg har set i årenes løb, så ligger de tæt på mine egne interesser fra min studietid og før. Og i en vis forstand har det jo være gammelkendt og af mange historikere før hende gennemtygget stof hendes serier har fortalt om. 

   Men det er stort set hver gang lykkedes hende at finde en form, en fortællerrolle og en konceptuel vinkel som har gjort at det alligevel var interessant og føltes nyt og frisk.
   Bemærk titlen på en af hende tidligere serier: "1800-tallet på vrangen". Der som jeg husker det, var et konsekvent opgør med den danske Guldalders selvforståelse, renset for enhver forestilling om et klassesamfund.

   Og hendes fortælllergreb handler om - tro det eller ej - om blending - om to konceptuelle inputrum der mødes og i det møde skaber et tredje konceptuelt outputrum - the blend - der giver ny indsigt for publikum. 

 
Ironi indebærer altid blending - af det der siges og det der underforstås.

   Og Det helt gennemgående træk i Liv Thomsens serie er den ironiske undertone i hendes speak - og dermed humor - som næsten hver gang kører som en underliggende stemningsgiver og distanceskaber. Em undertone som også flere af de karismatiske mandlige forbilleder havde, fx. Hammerich.
   Men den kvindelige udgave virker skarpere og mere overraskende.

Jeg tror at hemmeligheden ved den succes Liv Thomsen gennem årene har haft med sine serier - igen igen - skyldes dette: at hun på den ene side som vært og bærende karakter har tv-karisma og jo ser brandgodt ud, samtidig med at hun på den anden side - med dead pan-ironi - fortæller til kameraet og speaker med en "flad" accent som umiskendelig er af arbejderklasse-oprindelse. 

  

Jeg har forsøgt at søge lidt på oplysninger om Liv Thomsen barndom og ungdom. Og har ikke fundet nogen. Men hendes sprog og arbejderkøbenhavnske flade accent giver i hvert fald ironien et ekstra lag. Jeg tror hun er mønsterbryder, og at det ved nærmere eftersyn vil vise sig at hun tilhører kategorien af særligt kreative personligheder. Se
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/03/den-srligt-kreative-personlighed.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/05/den-kreative-personlighed-og-flow.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/08/kvindelige-leder-mnsterbryderi-og.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/josefine-ottesen-fantasi-og-fantacy.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/den-arbejdsdelte-hjerne-og-et-samlende.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/den-srligt-kreative-personlighed-og-to.html

Klee vs. Cobra - hvad siger sammenstillingen mig? Og kan man bruge en smartphones maleprogram til noget?

Jeg har tidligere - ud fra omtalen - refereret til udstillingen Klee & Cobra på Louisiana:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/11/tjner-om-de-blendede-og-fuglsangs.html

Nu nåede fruen og jeg at se den inden den slutter den 8. januar. Selv om Louisiana ligger i den stik modsatte end af Sjælland i forhold til hvor vi bor, så var det turen værd.
    Her er det maleri af Klee på udstillingen som gjorde størst indtryk - helt uafhængigt af konteksten:

Titlen er " Dame Daemon". Mange af Klees billeder er jo relativt små. Det her var i en anseelig størrelse og fyldte en hel væg. Jeg har før set det i bøger om Klee - så der var også tale om en stor genkendelsens og genoplevelsens glæde.

Omdrejnngspunktet for udstillingen var Klee. Og så var hans tegninger og malerier hængt op og udstillet sammen med en hoben kendte Cobra-maleres fantastiske værker - malerier som enten tydeligt associerede til og var inspirerede af Klees billeder eller som mentalt-visuelt var klart beslægtet med dem. 

Ideen med sammenstillingen er, som Tøjner skriver i sin introduktion til udstillingskataloget, ikke bare at påvise inspiration og påvirkning - fra mestermaler Klee der malede sine billeder før 2. Verdenskrig, til Cobramalerne der malede deres efter krigen. Der ligger mere i det end som så.

   Normalt tænker man: Vi skal se og forstå Cobra-malerne gennem Klees optik. Hvordan er de blevt inspireret og påvirket af ham og hans malerier og æstetiske tænkning. 

   Men Tøjner mener at "Tiden også går baglæns, når det handler om disse sager":

Hvordan? Gennem vores øjne naturligvis, som vi nu låner ud til dem, der var påvirket af forbillederne. Vi ser, hvis vi ser udstillingen, Cezanne gennem Giacomettis briller, Munch gennem Andys, og Klee gennem Cobras.

   Forbillederne ændrer karakter, når vi anskuer dem gennem efterbillederne. Vi tager Giacomettis fascination på os, existentielt, og kigger nu på Cezanne, vi bruger Wahols serielle optik på Munch, og vi ser Klee måske ligefrem forvansket af Cobra, hvis det er det - både forståelse og misforståles er produktive momenter i tilegnelsens proces. Billedet ændres. Billedet af det hele ændres. Og billedet som det hele ændres. Kunsthistorien er blevet dynamisk, for beskueren er nu et link i den - og alt andet ville være urimeligt, eftersom kunsthistorie må handle om epokers syn på epoker.

Teorien om conceptuel blending kalder et sådant dobbeltforhold for double scope blending. Her er meningen at denne mentale operation er noget nyt - aha-oplevelser - som skal ske i publikums hoveder ved beskuende at bevæge sig igennem udstillingen. 

   Og ideen med udstillingen: Vi skal se Cobra-malernes værker gennem Klees optik, vi skal se Klees værker gennem Cobra-malernes optik. Og blive ekstra beriget ved mødet og relationen.

Det helt grundlæggende er at en række motiviske temaer går på tværs - temaer som både Klee og Cobra-gruppen dyrker: barnetegninger, masker, akrobater, fantasi- og mytologi-dyr. 

   Et Klee-citat - som er så dybt at det næsten er mystisk - kan illustre hvor vigtigt barndommen er i Klees opdagelsesrejse gennem det visuelle landskab hvor barnetegnnger og moderne æstetiske erfaringer blandes og legeres:

Kunsten leger med tingene - en leg hvor viden ikke tæller. Ligesom et barn efterligner os i sin leg, efterligner vi i leg de kræfter der skabte og stadig skaber verden

Når man går igennem udstillingen, så er det klart at Klee virkelig har været en rigtig kraftig inspirationskilde. Stærkere end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.  Der er mange af Cobra-malernes malerier som tydeligevis motivisk og stilmæssigt læner sig op ad Klee-billeder, Klee-motiver, Klee-stil.

   Forholdet ligner det jeg tidligere har skrevet om - mellem den japanske superkunstner Hokusais træsnitkunst fra første halvdel af 1800-tallet og de franske impressionister og postimpressionister. 

   Men forskellen mellem forbilleder og den efterfølgende bevægelse er framingen: Klee er refleksiv og nærmest meditativ i sin udforskning af barndommesn fantasier og æstetik. Sin egen vel at mærke. 

   Det er hans egen personlige historie som er kunstnerisk bærebølge for en lang række af de tegninger og malerier som er inspireret af hans opdagelse af sine egne tegninger fra da han var barn - i en alder af 23 år. 

   Cobra-malerne bruger i højgere grad børnetegningernes mentale univers og æstetiske udtryk  som en samfundskritisk ideologi til at give energi til udadvendt og oprørsk maleri.

   Fælles for Klee og Cobra er dyrkelsen af den kulturelle "uvidenhed" som kendetegner børnetegninger - og dermed den autencitet som følger af det. 

   Fælles hos malerne er også ironien - som af udviklingspsykologiske grunde ikke finde i børnetegninger.

Jeg har lige købt en smartphone - Samsung Galaxy SII. Og jeg har downloaded et maleprogram og et skitse-tegne-program. 

   Mens fruen stadig gik rundt og sugede til sig af alle de fantasistimulerende malerier, satte jeg mig ned i Louisanas cafe-restaurant og legede med disse programmers muligheder. Naturligvis under indtryk af hvad jeg havde oplevet, og inspireret af David Hockneys Ipad-billeder som vi så sidst vi var på Louisiana:

Om de her forsøg tænker jeg at her kan jeg arbejde fuldstændig spontant. 

   Vi er udtryksmæssigt og udfoldelsesmæssigt i den modsatte ende af skalaen - i forhold til akvarelmaleriet der, som jeg tidligere har beskrevet, kræver en uhyre disciplin og føranalyse af motivets enkeltheder, for at lykkes. Og som det kan tage flere arbejdsdage at tegne og male færdigt.

   De her er produceret på 5 minutter - til sammen.

Min kreative kat - kan lære ved at imitere en anden kat - og har spejlneuroner i hjernen

Hvor intelligente og kreative er dyr? Et spørgsmål som mange har stillet sig i forskellige sammenhænge. Både forskere og lægmænd. Fx også lægmænd der har katte eller hunde. 

   Den moderne neurovidenskab bidrager i hvert fald til at udviske forskellene mellem mennesker og dyr når det gælder forestillinger om hvorvidt dyr har følelser, og om om de kan tænke abstrakt og dermed løse problemer. Men hvor lærenemme er de forskellige arter?

  Menneskeaber kan meget af det mennesker kan, bare i en simplere udgave. Hvaler og elefanter, papegøjer og ravnefugle er også meget intelligente og lærenemme.På nogle områder mere end menneskeaber.

Jeg og min familie har haft katte i mange år. Og jeg kan  i hvert fald bevidne at huskatte kan opdrage deres mennesker til at opføre sig på en måde som katten ønsker. Og utvivlsomt også at katte kan kommunikere - ønsker, fx om at blive lukket ud, eller om at få mad. Men ellers er en kat jo som der står i litteraturen "sin egen".

Vi har i flere omgange forsøgt at lære vores voksne katte at bruge en kattelem, så de selv kunne gå ind og ud af huset. Men det er aldrig lykkedes. Vi har nok ikke været tålmodige nok.

   På den anden side er jeg ikke i tvivl om at katte kan lære af deres mor, og at en del af interaktionen mellem mor og killing går ud på at lære killingen færdigheder som den får brug for som voksen. Men hvordan det egentlig foregår sådan helt ned i detaljen, ved jeg ikke.

   Men nu har vores 7 år gamle hun-skovkat, Donna, lært at bruge vores kattelem. Vi har for 14 dage siden fået en ny halvvoksen kastreret han-skovkat, Fister. Den gamle han døde i sommers. og katte er sjovest når de indbyrdes kan interagere.

  Donna har hvæset af den nye han i nogle dage når den kom for nær, men hun gør det ikke mere, og de er nu så småt begyndt at lege - jagte hinanden på skrømt.

   Fister kommer fra et hjem med kattelem, og han fandt hurtigt ud af hvor vores aldrig bruget kattelem var og at udnytte den til komme ud og ind ad den på egen hånd. Donna har i nogle dage kigget interesseret på. Og pludselig i går, så var den gået ud gennem kattelemmen. I første forsøg.

Den eneste forklaring på det er at det må Donna jo have lært ved at se Fister gøre det i nogle dage. Og så  har Donna imiteret hans handling.

   Altså mimetisk indlæring - læring ved efterligning. Den mest basale form for menneskelig læring, som bl. a. ligger bag den menneskelige sprogindlæring. Og en stor del af den undervisning vi modtager.

  En af neurovidenskabens forklaringer på at mimetisk indlæring foregår, er spejlneuroner. Altså dette at vi har nogle neuroner i hjernen som aktiveres både når vi ser andre gøre en bestemt handling og når vi ser andre gøre det samme.

  Aber har spejlneuroner i hjernen, har man konstateret. Det var faktisk forsøg med aber der gjorde at man opdagede dem og deres særlige funktion. Også fugle har spejlneuroner som aktiveres både når de høre en arstfælle synge og når de selv synger.

Så jeg gætter på at forklaringen på at Donna har lært sig at bruge kattelemmen, må være fordi katte også har spejlneuroner, neuroner som i første omgang har været aktiveret når den så Fister gør det, og som derefter har lagt et "handleprogram" ind i præmtorkortex som gjord det muligt for Donna efter et  stykke tids prægning at gennemføre den samme handling som hun så Fister gøre mange gange.

   Men har katte spejlneuroner? Det har jeg ikke læst nogen steder. Jeg googler og finder i første omgang en anmeldelse af et tv-program "Nature: Why We Love Cats and Dogs" på Los Angeles Times hjemmeside, som fortæller:

Cats possess "mirror neurons" that allow them to mirror the emotions of other animals (it's "the neural basis for empathy"). They live in a "time-sharing society," and see the world not as patches of territory but as paths.

http://articles.latimes.com/2009/feb/14/entertainment/et-catsanddogs14

Bingo! Donna har lært at bruge kattelem ved at imitere Fister - sikkert via spejlneuronernes mentale mekanismer.

Thomas Blachman - særligt kreativ personlighed - og improvisator

I det foregående indlæg skrev jeg om improvisation - især i musiksammenhæng - og hvordan denne form for kreativ aktivitet kom til udtryk i hjernen. 

   Og ikke så snart er begrebet improvisation kommet ind på den indre nethinde, før jeg i Politiken i dag læser et interview med Thomas BLachman, den barske og provokerende dommer i X-factor i flere omgange, hvor begrebet dukker op i slutning af interviewet:

Selv var Thomas Blachman en katastrofe i skolen. Han var ordblind og lavede aldrig lektier. Gik på syv-otte forskellige skoler, indtil han kom på Bernadotteskolen, hvor de anbefalede ham at spille musik. I musikke vendte han ordblindheden til en fordel.

   "Jeg har været overladt til abstraktionen, når bogstaverne i en tekst løsriver sig fra hinanden, og nye ord opstår; sindsygt mange på hver linie. Jeg associerer hurtigt, og det har gjort, at jeg blev jazzmusiker og færdes med stor tryghed i et irrelevant abstrakt rum."

   Du har ikke haft problemer med at improvisere. Men har du savnet mangel på struktur?   "Helt vildt. Jeg har aldrig fået en ADHD-diagnose. Eller autisme, eller noget. Men jeg  kæmper med disciplinen", svarer han.

   "Det er nok også en del af forklaringen på, at jeg tit bliver træt af ideer, så snart jeg har fået dem. Bare jeg har set den for mig, er den næsten realiseret. Systematikken er det hårde arbejd. At gøre tingene færdige," siger Thomas Blachman, der har tre fire plader liggende, som bare mangler at blive udgivet, men som han allerede er træt af.

Ordblind. Skoleproblemer og mange skoleskift. Aktivt fantasiliv ("abstraktionen"). Det lugter langt væk af den særligt kreative personligheds typiske barndomshistorie. 

   Og af artiklen, skrevet af Peter Nicolai Gudme Christiansen, fremgår i øvrigt at Blachman er et musikalsk multitalent og grænseorverskridende kreativ. Og som mange i hans kategori: uhæmmet ærlig og derfor stærkt provokerende.

   Hvad kan jeg finde om hans barndom i øvrigt? Forholdet til faderen fx?

Hjerteblodet kommer fra et foretagsomt forældrepar. Faren af russisk jødisk afstamning. Moren ejede tøjbutikkerne Vi Unge og undertøjsforretningen Babs & Nutte. Faren opfinder bl.a. af den fuldautomatiske telefonsvarer. Barndomshjemmet var uhyre velhavende.

   Thomas Blachman har arvet morens fornemmelse for tøj, og farens opfindergen. Evnen til at tænke hurtigt og den kompromisløse stil har Thomas med hjemmefra. Som dreng var han ordblind. En enspænder, som senere har spejlet sig i historien om H.C. Andersens historie om den grimme ælling. - Jeg følte mig anderledes, for min mor klædte mig altid på med mærkeligt tøj, og jeg har jo det der mærkelige efternavn, har han sagt.

   Før krakket med Man Rec. kørte han i Rover og boede i en kæmpe villa på Østerbro fyldt med dyre møbler. Til dels finansieret af farens opfindelser.

   - Måske har jeg gjort oprør mod mine forældre ved at ville have mit helt eget domæne, som min far har accepteret, men aldrig har kunnet trænge ind i. Min far er en ekstremt dominerende type, har Blachman sagt.

http://www.bt.dk/underholdning/blachman-nyder-vaere-et-dumt-svin

Af udseende og temperament kunne han jo i øvrigt godt ligne min gamle legekammerat udi dramaturgiens verden, Ingolf Gabold, som også hører til den særligt kreative personlighedstype.

   Som jeg også må se at få ind i et selvstændigt indlæg her på bloggen, inden han snart går af som DR´s TV-dramachef.