Tøjner om de blendede &-udstillingkoncepter - og Fuglsangs udstilling "Himmelgåder"

I det forskræps-tidskrift som Louisana udsender om de kommende udstillinger læser jeg et "Fororord" af Poul Erik Tøjner. Rubriken var mystisk og gådefuld. Den stod ved siden af tekstspalten, og viste et typografisk  tegn:

&

Jeg har stort set altid følt mig klogere når jeg har læst noget Tøjner har skrevet. Og i forordet aktiverede han nogle tanker jeg - uklart - gjorde mig - efter at have set Fuglsang Kunstmuseums udstilling "Himmelgåder".

   Udstillingen viste en lang række malerier fra omkring 1800-tallet op til nogenlunde vore dage, med motiver hvori indgik (natte)himle og himmellegemer - fra malerier der var klasisk-naturalistiske, over romantik, impressionisime, kubisme og ekspressionisme - til abstraktioner hvor man kun svagt anede at der var et figurativt underlæg med himle og -legmer som motiv. 

   Mange af billederne kendte man, men havde ikke lige tænkt dem specielt som gådefulde. Men i konteksten fungerede det egentlig fint - først og fremmest fordi man fik en forstærket oplevelse af kunsthistoriens udviklingsfaser mht. udtryk og bagvedliggende æstetisk tænkning - netop fordi det var samme motiv. Både overaskende ligheder og overraskende kontraster på kryds og tværs.

  I udstillingslokalerne var der så også udstillet gamle astronomiske måleinstrmenter og kikkerter. Og ideen med dette mix af malerier og astronomisk-historiske artifakter var naturligvis at de skulle belyse hinanden. Altså en bagvedliggende tanke om konceptuel blending i publikums hoveder. Montage-/collage-tænkning.

   Men, det må jeg sige, den blending syntes jeg ikke fungerede. Ikke at instrumenterne ikke var interessante som ting der fik en til at tænke på de astronomiske videnskabs rivende udvikling og betydning for vores verdensbillede, fra Tycho Brahes måleapparater af messing til rumteleskoperne.

  Hvad enten man skulle bruge artifakterne til at give mental optik til nye perspektiver på malerierne, eller den anden vej, så blev de for mig to adskilte verdener uden andet til fælles end at det var noget med himmel, stjerner, planeter og måner som man iagttog - hhv. gennem et kunstnerisk temperament og gennem et stykke teknisk hjælpeforanstaltning for videnskabsfolk.

  Sådanne udstillinger har Fuglsang kunstmuseum haft mange af de senere år, udstillinger ...

... hvor nogle bredt anlagte temaer er blevet belyst i forhold til en tværfaglig indfaldsvinkel: "Himlens spejl - Skyer og vejrlig i dansk kunst 1770-1880" (2002-2003), "ARS UNA -Johan Rohde. Sølv - møbler - bogkunst - maleri" (2005-2006) og "Livslyst - Sundhed, skønhed og styrke i dansk kunst 1890-1940 (2008-2009).

C.W. ECKERSBERG, Måneskinsbillede , 1821
OLIE PÅ LÆRRED, 48 X 63,5 CM
NIVAAGAARDS MALERISAMLING

OLIVIA HOLM-MØLLER, Farve og Rytme , 1945
OLIE PÅ LÆRRED, 177 X 212 CM
JENS NIELSEN & OLIVIA HOLM-MØLLER MUSEET, HOLSTEBRO

 Det er den slags blandede udstillingskoncepter Tøjners klumme også handler om:

   Anledningen er den nyeste udstilling som har titlen "Klee & Cobra". Som jeg har besluttet at tage op at besigtige - først og fremmest fordi Klee er en af de malere jeg synes jeg har fået mest ud af at se og gense gennem årene - lige siden jeg var helt ung (15-16 år) og så min første Klee-udstilling på Charlottenborg sammen med min mor som var kunstinteresseret. 

   Mange af Cobra-malerne er også stærkt seværdige, og vi har haft flere plakater med billeder af Eigil Jacobsen på vores vægge. 

   Men det er Klee der lyser op i (under)bevidstheden og erindringen.

Tøjners omtale af udstilingskonceptet "Den & Den" minder mig om at fruen og jeg har set en række udstillinger af samme type - dvs. udstillinger hvor man forsøgte konceptuelt at blende - "parre" - to eller flere kunstnere som tilsyneladende ikke har alt for meget med hinanden at gøre. Kommer der et  frugtbart barn ud af det - eller et goldt muldyr?

Jeg kommer straks i tanker om udstillingen der "parrede" Hokusai & Impressionisterne m.fl. på Ordrupgaard.

   Tøjner omtaler &-forløberne for "Klee & Cobra": "Cezanne & Giacometti", "Munch & Warhol".

Det interessante for mig er at Tøjner filosoferer over relationen mellem "for- og efterbilleder" - og altså præcis det jeg i tidligere indlæg om "akvarelmaleriets mysterier" har forsøgt at forholde mig til.

  Han skriver på baggrund af en ironisk kommentar til &-konceptet af teologen Jørgen K. Bukdahl, at det ikke bare er en "banal" påvirkningsoplevelse fra forbilleder til efterfølgere Louisiana vil dokumentere med den slag udstillinger. Altså at Giacometti var "vild" med Cezanne, Warhol var "vild" med Munch, og at Cobra-folkene var "vilde" med Klee. Det er for forudsigeligt.

   "Pointen er større", mener han, og - som det kreative menneske han er - vender hen tingene på hovedet:

Tiden går også baglæns, når det handler om disse sager. (...) Hvordan? Gennem vores øjne naturligvis, som vi nu låner ud til dem, der var påvirket af forbillederne. Vi ser, hvis vi ser udstillingen, Cezanne gennem Giacomettis briller, Munch gennem Andys, og Klee gennem Cobras.

   Forbillederne ændrer karakter, når vi anskuer dem gennem efterbillederne. Vi tager Giacomettis fascination på os, existentielt, og kigger nu på Cezanne, vi bruger Wahols serielle optik  på Munch, og vi ser Klee måske ligefrem forvansket af Cobra, hvis det er det - både forståelse og misforståles er produktive momenter i tilegnelsens proces. Billedet ændres. Billedet af det hele ændres. Og billedet som det hele ændres. Kunsthistorien er blevet dynamisk, for beskueren er nu et link i den - og alt andet ville være urimeligt, eftersom kunsthistorie må handle om epokers syn på epoker.

Vi ser på - og dermed - forstår - X gennem Y. Det er formlen for både metaforer og framing. Og det er det Tøjner her beskriver som tænkningen bag Louisiana-udstillingskonceptet: "Den & Den"

   

Og jeg synes dette citat også er en rigtig fin karakteristik af double-scope blending og double-scope network" - i den forstand som Fauconnier og Turner beskriver det i deres bog "The Way We Think. Conceptual Blending and the Mind´s Hidden Complexities." Og det er fx også det jeg synes var det fascinerende ved Jens Birkemoses billeder som jeg beskriver i det foregående blogindlæg.

   Fauconnier og Turner skriver:

A double scope-network has inputs with different (and often clashing) organizing frames as well as an organizing frame for the blend that includes parts of each of those frames  and has emergent structure of its own. In such networks, both organizing frames make central contributions to  the blend, an their sharp differences offer the possibility of rich clashes. Far from blocking the construction of the network, such clashes offer challangees to the imagination; indee the resulting blends can be highly creative.

 "Rich clashes" - kan måske oversættes til "fede sammenstød" der "udfordrer fantasien". 

   Tøjner beskriver sammenstødet mellem de to navne der står på begge sider af "&" i sine udstillinger som...

... denne vidunderlige krydsstilling, hvor beskueren på en måde også bliver en af hovedpersonerne, bliver sammenligningsled så at sige. Det er beskueren, der ser, før og nu, og lader før og nu bytte plads i ét produktivt væk. Warhol bliver pludselig gammeldags i lyset af Munch, Klee virker mere voldsom i sin intellektuelle sætten det hele på spil i lyset af Cobras måske mere lette løsninger - kroppen er altid hvor gærdet er lavest - og sådan kunne man blive ved.

Det vil jeg så også fortsætte med her på min blog: frit og produktivt at associere mellem videnskaber, teorier, malere, forfattere, sproglige fænomener, tankeformer, personligheder, stilarter, journalistik. Lade dem støde sammen med et mentalt brag. Og derigennem opdage nyt - for mig selv - inden for temaet "kreativitet".