Jill BolteTaylor - 'TED Talks' og betydningen af kreative restriktioner

Jill Bolte Taylor!

    Navnet har jeg fra forsideartiklen  i Politikens kulturtillæg fra mandag den 18. september. Rubrikken: "Sådan redder man verden på 18 minutter".
   Journalisten der fortæller historien, er en af denne blogs kreative helte og forbilleder inden for professionen: Niels Thorsen.

    Manchetten introducerer de såkaldte 'TED Talks' - hvor forkortelsen står for Technology, Entertainment og Design:

En professor fortæller, hvordan man faktisk kan købe lykke. En nanoforsker, hvordan energi kan udvindes af alger. Og en ekspert i handel, hvorfor mange muligheder lammer os i stedt for at gøre os frie. På seks år er de korte, veloplagte 'TED Talks' set af 800 millioner gange på nettet. I dag går det løs i København.

Jeg har set henvisninger til Jill Bolte Taylor før i flere af de bøger jeg har læst de sidste par år om hjernens måde at arbejde på, dens opdeling i delvist selstændigt arbejdende moduler, og hvad man kan slutte om dens indretning og funktion når nogle af disse moduler "falder ud". Fx i Ramachandrans 'The Tell-Tale Brain', husker jeg.

    Jill Bolte Taylor er hjerneforsker og har oplevet at blive ramt af et "stroke" - et slagtilfælde - som satte venstre halvdel af hjernen - i hvert fald dens sprogcenter - ud af funktion. Det tog hende ifølge diverse kilder og hendes egne udsagn mange år at blive genoptrænet så hun altså kunne genoptage sit arbejde som forsker.

   

I forhold til mine tidligere blogindlæg om 'Den plastiske hjerne', er hendes historie i sig selv dybt interessant. Og jeg håber at alle de uvidende politikere som er igang med at nedskære mulighederne for professionel genoptræning af personer med en lammende hjerneblødning, læser med her.

   Men da jeg i flere indlæg har været optaget af højre hjernehalvdels særlige betydning for kreative processer i dens samspil med venstre, så er det klart at jeg spidser øjne når Thorsen skriver:

Det tog Jill Bolte Taylor otte års genoptræning at genvinde brugen af sin rationelle venstre hjernehalvdel. For fire år siden  kunne hun den lidt undseelige midaldrende kvinde så træde op på en scene, hvor hun med en ægte hjerne hvilende i sin ene hånd fortalte om sine oplevelser med den anderledes fredfyldte højre hjernehalvdel. Et foredrag, som siden er blevet set og hørt af næsten 10 millioner mennesker. 

Her hendes 18 minutter lange 'TED Talk' som ligger på YouTube og har den sprogligt regulære titel "How it Feels to Have a Stroke':

Det er en ægte frisk menneskehjerne hun står med i hænderne. 

   Jeg har en mistanke om at den pointe som hun slår fast med 7-tommer søm, uden videre lader sig koble sammen med Betty Edwads beskrivelse af hvordan man kan lære at tegne så det man ser og det man tegner ligner hinanden overbevisende, nemlig ved at skifte opmærksomheden fra venstre til højre hjernehalvdel. 

   Og jeg syne også at hendes historie klart associerer til det som coarchingteoriens fader, Tim Gallway, beskriver som den forstyrrende interferens mellem 'selv 1' og 'selv 2' når man som sportsmand eller underviser eller leder skal performe optimalt.

   Jeg citerer fra et tidligere blogindlæg:

You can think of your brain as having two distinct parts, what Gallwey refers to as Self #1 and Self #2. Self #1 is your conscious mind, where you think, feel emotions, and consciously control your muscles. Self #2 is a nonverbal being, quietly managing the orderly running of the body, storing myriad experiences in memory and retrieving them appropriately without conscious effort.

'Self #1' er den side - den venstre der bekymrer sig - og 'Self #2' er den side - den højre - der styrer handlingen i nuet, og som bliver forstyrret af interferensen fra 'Self #1' og dens evige kværnen.

  

Jeg vender tilbage til Jill Taylors historie i et senere indlæg når jeg har læste hendes bog om sine erfaringer med ren højrehjenehalvdels-bevidsthed, og om hvordan hun har genoptrænet sin hjerne så   sprog og erindringer og logik  er kommet tilbage. 

    I lyset af begrebet "kreative restriktioner" er hendes case i sig selv interessant. Når venstre hjernhalvdel går i sort, så er der jo rent neurologisk tale om en ekstrem form for en "kreativ restriktion".

    Og når det efter 8 år er lykkedes hende at få de funktioner tilbage, som hun mistede ved sit slagtilfælde, så må det jo enten være fordi hun - efter en operation - langsomt har fået genoptrænet den venstre hjernehalvdel, eller der må være sket det som Sharon Begley beskrev i sin bog 'The Plastic Mind', at andre dele af hjernen har udviklet sig til gennem træning at overtage de mentale funktioner som de ødelagte "moduler" i venstre hjernehalvdel tidligere varetog.

   Sharon Begley gav jo eksempler på at den del af hjernen som hos os andre varetager bearbejdningen af synsindtryk - den visuelle cortex - hos blinde så blev inddraget og aktiveret til at bearbejde lydindtryk.

Men det der var emnet for Niels Thorsens artikel i Politiken, var 'TED Talks' konferencen i København - en eventtype som jeg ikke har hørt eller læst om før.

   Det er altså en konference der blander teknologi, underholdning og design, så TED-Talks-ideen er altså en smukt udtryk for kreativ konceptuel blending.
   Mottoet som udtrykker konceptideen, er

'Ideer som er værd at sprede'

Og TED-konferencens europæiske direktør citeres for at sige:

Verden har ikke brug for færre ideer. Den har brug for flere. Og for, at allehar lettere adgang til dem.

   Vi er drevet af nysgerrighed og af bekymring over de problemer, som verden står over for, og af et ønske om at finde løsninger på dem. Vi vil gerne lægge nogle frø i jorden, som kan vokse op og blive til løsninger for menneskeheden. 

TED Talks-ideen har i sin konceptuelle tænkning ligheder med den Zetland Live-forestilling jeg for nylig var tilskuer til. Dels det kalejdoskopiske mix på tværs af mentale og faglige universer, og dels den skarpe tidsgrænse alle oplæg skal respektere, og som fungerer som en kreativ restriktion.

   Man kan også opfatte oplæggene som en slags pitch der skal få folk til at få lyst til og ønske at vide mere. Det gjorde det fx for mit vedkommende i forhold til Jill Taylors oplæg.

Alle oplæg skal have en knivskarp ide - eller vinkel, hvis man vil bruge en journalistisk term. Og en lidenskabelig engageret personlighed der kan formidle en fagligt funderet interessant historie

    Alle TED Talks-oplægsholderne bliver decideret trænet i at holde et foredrag på max 18 minutter live fra en scene foran et publikum, og at fremføre det så engagerende, underholdende og skarpt som muligt. En slags intellektuel stand up-show der kan levere det ene fagligt-kreative adrenalinsus efter det andet.

    Alle oplæg bliver lagt på nettet til fri afspilning. Og den samlede konference er et tværfagligt mix af emner: astronomi, miljø, psykologi, økonomi, etc.

Ideen blev fostret af arkitekt og designer Richard Saul Wurman i 1984. Hvert år holdes der to konferencer med hver ca. 70 foredrag. Siden 2006 er alle foredrag blevet tilgængelige på nettet og kan findes her:

http://www.ted.com/talks

Der er naturligvis også en TED Talks-kanal på YouTube.

Alle vores universiteter burde årligt holde sådan en konference - med oplægsholder-træningsprogram, tidsgrænse og kravet om den frie live-performance fra en scene. Og så med at det blev lagt på nettet bagefter. 

  

Serendipitet - teaterjournalistik på dansk - og de mærkeligste sammentræf

Jeg har tidligere skrevet om et begreb som optræder i næsten al overordnet litteratur om kreativitet. Det uforklarlige held, det mirakuløse sammentræf, den uforståelige kobling på tværs af tid og rum.

Serendipitet

Der sker somme tider noget mærkeligt i sammenhæng med mine skriverier på denne blog: Jeg skriver om et eller andet tilfældigt ud fra en avisartikel eller en bog jeg har læst, og så pludselig dukker der noget op i min virkelighed som har intim sammenhæng med det.

   For eksempel dette:

• at jeg ser Klee & Cobraudstillingen på Louisiana der blandet andet tematiserer "masker" som motiv
• at sidste gang jeg var på Louisiana så jeg David Hockney-udstillingen med hans iPad-malerier, blandt andet en række portrætter,
• at jeg for nylig havde fået en smartphone og downloaded både et maleprogram og et tegne-skitse-program,
• at jeg derfor blev inspireret af Klee & Cobra-udstillingen til at prøve at male "masker" på det program - teknisk på samme måde som Hockny - og tematisk som noget der associerede til Klee & Cobra-maskerne.

Et andet eksempel på serendipitet er at jeg for et lille halvt år siden læste en anmeldelse af en bog om hukommelseskunst  og -videnskab: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything", skrevet af den unge videnskabsjournalist og forfatter Joshua Foer.

   Selvom jeg altså ikke havde læst bogen så gav anmeldelsen mig en række produktive associationer som du kan læse mere om ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

På det tidspunkt havde jeg erkendt at der var en intim - og undervurderet - sammenhæng mellem kreativitet og hukommelse - eller kreativitet og viden.

   En af de ting jeg fremhævede i blogindlægget den gang var at Joshua Foer brugte sig selv som subjekt og bærende karakteri historien for at formidle et fagligt emne: det som jeg kalder et journalistisk plot - og som flere andre kreative videnskabsjournalister har udnyttet, bl. a. herhjemme Lone Frank.  Blending af to konceptuelle rum: et objektivt-fagligt og et subjektivt-personligt.

   Det er så også det jeg fremhævede i det umiddelbart foregående indlæg om Liv Thomsen som tv-historiefortæller: at hun bruger sin egen jagt på dronningernes historie til at levere et ekstra subjektivt og personligt lag i fortællingen, som gør den meget mere interessant og engagerende: Det subjektive spejler sig i det objektive og omvendt.
   Eller: Fortællerens person bliver indgangen til og en slags metaforisk optik på den historie hun fortæller.

Men samtidig har jeg mit halvårlige møde med min navnebroder og soulmate hvad angår interessen for kreativitet. Han gav mig en "julegave" - en bog  - som viste sig at være, ja, naturligvis: "Moonwalking with Einstein - The Art and Science of Remembering Everything" - på dansk. Og jeg er helt sikker på at han ikke havde læst indlægget om bogen fra september.

   Serendipitet.

Mens vi sad og snakkede dukkede der en yngre kvinde op og sagde hej til min navnbroder i skyndingen. Jeg genkendte hende fra min tid som lærer i tv-journalistik på SDU i Odense. Som en af de særligt kreative studerende på et af mine tv-hold. Vi hilste også en-passant. Det fremgik at hun kendte til bloggen her og ind i mellem var læser. Det var jeg glad for.

   Men det helt mærkelige var at min navnebroder bagefter kunne fortælle at Silke Bock som hun hedder,  var  igang med at starte et journalistisk magasin, Zetland, og som led i den udgivelse også var igang med at forberede en forestilling i "teaterjournalistik" - det amerikanske journalistiske blending-fænomen Pop-Up-Magazine Live jeg skrev om i indlægget du kan klikke dig ind på her, og som jeg gav det danske navn "teaterjournalistik":

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/12/teater-journalistik-pop-up-magazine-i.html

Det danske magasin har  fået navnet Zetland, vil levere lange journalistiske fortællende historier, og så vil redaktionen altså som led i lanceringen - inspireret af det amerikanske tidsskrift Pop-Up-Magazines live-performances - lave en multimedieteaterforestilling "Zetland Live" hvor en række af historierne "opføres" på en scene foran et publikum. Se videre:

http://www.facebook.com/pages/zetland/341299649231023

Mærkelige sammentræf: serendipitet. 

Silke Bock er medlem af en gruppe som står bag initiativet, og som i øvrigt har et fælles koncpetudviklingsfirma "Syndikatet". Se:

http://www.bureauetsyndikat.dk/hvem-vi-er

De 4 initiativtagere er alle udsprunget af min gamle arbejdsplads, journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, som jeg var med til at starte. 

   Serendipitet.

Jeg kommer så i tanker om at jeg jo har noteret Silke Bocks navn som en del af en interessant og sigende nyhedshistorie for ikke så længe siden. Silke har skrevet en bog om der meget kreative Clement Kjærsgaard - en bog som DR - som planlagt udgiver - har besluttet ikke at udgive alligevel. Se:

http://politiken.dk/kultur/ECE165187/clement-kjersgaard-afviser-veto-mod-bog/

Politikens fredagstillæg iByen havde et længere forskræp om den kommende uges forstilling (onsdag den 11. januar - der er udsolgt). Og fortæller blandt andet om gruppen bag ved magasinet og om ideen:

Frøet til Zetland blev plantet for et par år siden, da journalisterne Lea Korsgaard, Silke Bock, Hakon Mosbech og Jakob Moll fandt ud af, at de gik rundt med en fælles drøm om at eksperimentere med den journalistiske historiefortælling, som de arbejdede med hver dag.

   Så en dag midt i den økonomiske krise sagde de deres gode faste job på steder som Euroman, Lindhardt og Ringhof og Politiken op og dannede redaktionen Zetland.

   Ideen om at lave livejournalistik begyndte for alvor at tage form, da de fire journalister flyttede hver sin bærbare ind på et tredjesalskontor et sted på Vesterbro.

I forbindelse med artiklen er der også en faktaboks om "Pop-op-fænomenet" som jeg synes gav en god kontekst:

Pop-up-fænomenet dækker over butikker, udstillinger, gallerier, restauranter og cafeer, som kun kan opleves i en begrænset periode. Det ene øjeblik kan du se dem i gadebilledet, det næste er de væk.

   Fænomenet opstod i New York omkring 2003. I Danmark begyndte det for alvor at poppe i gadebilledet i slutningen af 00?erne.

   Siden har København været hjemsted for bl.a. en pop-up-kunstbutik på Nørrebro, flere pop-up-restauranter og udstillingskonceptet Pop-Up Contemporary.

   I pop-up-galleriet Projekt 8 i byggeriet 8Tallet i Ørestad viser otte internationale kunstakademier i øjeblikket værker af otte elever hver.

                                                Research: Politikens Bibliotek.

Når man som jeg i mange år har undervist i dramaturgi, i fortællende journalistik, og i faktion, så er det godt nok opløftende med et sådant initiativ.

Et par af kendetegnende på den særligt kreative personlighed som jeg har skrevet rigtig mange indlæg om her på bloggen, er lysten til at tage en risiko og behovet for at overskride eller gå på tværs af grænser.

   Den lyst ser ud til at drive værket her for de fire journalistiske musketerer. 

 Og teaterjournalistik blander fakta og fiktion - går på tværs af de grænser som enhver journalistuddannelse i verden indskærper at journalister skal respektere: grænsen mellem fakta og fiktion, mellem skreven faktuelt forpligtet journalistik, og teaterforestillingens iscenesatte, imaginære handlingsunivers.

   Den her målbevidste grænseoverskridelse bliver spændende at følge!

Her er et link til Pop-Up-Magazine:

http://www.popupmagazine.com/