Kontrafaktisk historieskrivning og tilbageskuende fremtidshistorie - to kreativitetskrævende genrer

Teorien om blending af konceptuelle rum fremhæver blandet andet kontrafaktiske udsagn som blendede udsagn: fakta og fiktion blandet sammen. Litteraturens skoleeksempler er:

Hvis Nixon havde været præsident i Frankrig, ville han ikke have været nød til at gå af.

Hvis jeg var dig, ville jeg være meget utilfreds med mig selv.

I forbindelse med udgivelsen sidste år af den journalistiske historiefortælling Dommedag Als af Tom Buk-Swienty, var der en kreativ journalistisk opfølgning som havde karakter af kontrafaktisk historieskrivning.  Bogen afslørede blandt andet at den danske Kong Christian IX havde tilbudt Bismarck at Danmark kunne blive medlem af det tyske statsforbund, et tilbud Bismarck havde takket nej til. 

   Den journalistiske opfølgning i Politiken gik ud på at få en række historikere til - som fagfolk - at fantasere over hvordan Danmark politisk-økonomisk ville have udviklet sig og have set ud i dag - hvis landet dengang var blevet optaget i det tyske statsforbund. 

Det er ikke ualmindeligt at journalister prøver at få politikere til at fantasere over hvad der vil ske i fremtiden hvis et lovforslag ikke bliver gennemført, eller hvis oppositionen efter et valg får magt som den har agt. Hvis de hypotetiske spørgsmål har en "kritisk kant" der prøver at få politikerne til at forpligte sig på noget, de kan komme til at fortryde, så vil politikeren tit afvise at svare, netop med henvisning til at de ikke vil levere spekulationer ud fra hypotetiske spørgsmål.

Hypotetiske fortællinger om fremtidens historie, findes i en fiktionsform som science-fiction - som er en blended genrer der fiktivt fremskriver historien og samtidig går ud fra at en række forudsætninger der bygger på naturvidenskabeligt funderede prognoser, holder stik. F.eks. at Jorden om hundrede år økonomisk, kulturelt og socialt er præget af at havene er steget 6. meter.

  I faktaform taler man om fremtidsscenarier, og det er i høj grad det som Institut for Fremtidsforskning har som opgave at producere: Hvis vi ser på Danmark om 20 år, hvordan vil danskerens dagligliv så se ud - i forhold til i dag - og forudsat at.... Og så kan man producere forskellige scenarier alt efter hvilke forudsætning man putter ind i under det. 

Hele den her optakt fører frem til min fremhævelse af en debatartikel i Politiken i går, onsdag den 9. februar. Under rubrikken "År 2019 med S og SF ved magten", skriver direktør Peter Foss hvordan han forestiller sig den politisk-økonomiske situation i Danmark, hvis Helle Thorning og Villy Søvndal vinder det næste valg - og det næste igen.

   Artiklen ligner kontrafaktisk historieskrivning, men har alligevel en anden karakter som man kunne kalde: historisk tilbageblik fra en forestillet fremtid. Sådan indledes den:

Det var en kold vintermorgen i 2019 da chefduoen for EU´s Krisefond, Rastapopoulos og Schweinsteiger, steg ud af flyet og tog en taxa direkte til Marienborg, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt og  finansminister Ole Sohn ventede. Med i bagagen havde de et diktat til den danske regering om  sporenstregs at nedskære de offentlige udgifter med 25 procent. De vidste præcis, hvad der skulle til, for de havde prøvet det før i Grækenland i 2012 og igen i Irland og Portugal i 2015. Men hvordan var det kommet så vidt? (/) En stolt Helle Thorning-Schmidt trak hurtigt i arbejdstøjet som statsminister efter sin flotte valgsejr i sommeren 2011. Det store flertal af vælgerne var på overførselsindkomster, og offentligt ansatte havde - med massiv finansiel støtte fra fagbevægelsen - givet hende og Villy Søvndal et klart flertal sammen med Enhedslisten. V og et næsten selvdestrueret K slikkede sårene or forberedte sig på mange år i opposition sammen med Liberal Alliance, DF og et forbløffet, men overflødiggjort Radikale Venstre. 

Debatartiklen med dette fremtidsscenarie i historiefortællingens form fortsætter med at beskrive samfundet udvikling hvis S og SF´s plan gennemføres som realpolitik, og fortæller blandt andet at i begyndelsen af 2017 "kunne finansminister Ole Sohn lettet konstatere, at han på statens vegne havde opnået et lån på 200 mia. kr. i en "klokkelar" aftale med den kinesiske regering." 

   Debatartiklen slutter således: 

I sommeren 2019 kunne Helle Thorning Schmidt konstatere, at Danmark stod med verdens største offentlige sektor og med over 60 procent af vælgerne på overførselsinkomst. Men landets erhvervsliv var bragt til standsning i det omfang det ikke var flyttet til udlandet, og Danmark var på statsbankerottens rand. Hun konstaterede stilfærdigt, at S-SF-regeringen i otte år i store træk blot havde gennemført sine valgløfter og levet op til sine principprogrammer - og at den havde haft vælgernes opbakning til den førte politik. Tiden havde blot været ugunstig. (/) Helle Thorning-Schmidt bekræftede i døren til Marienborg over for finansministeren deres aftale om, at han kunne overtage Statsministeriet, hvis SF ved det nært forestående valg fik flere stemmer end Socialdemokratiet. Ole Sohn bød smilende Rastapopoulos og Schweinsteiger indenfor på Marienborg.

Selv om jeg både sympatiserer med og stemmer på Villy eller Helle ved næste valg, så må jeg indrømme at jeg ved læsningen af dette tankekesperiment med et fremtidscenarie i fortællingens form, for første gang blev i tvivl om hvorvidt de to oppositionspolitikere virkelig kunne løse landets problemer på det politiske grundlag de har lagt frem i "Fair Forandring". Og sammen med tvivlen kom også en invendig klukken. Taknkeksperimentet appllerede som mange kreative blendingoperationer, også til smilet hos modtageren.

   Ved at debatartiklen har fået netop denne form, så får den ellers luftige abstrakte politiske debat om Danmarks fremtidige økonomi, pludselig en aura af virkelighed og konkret sandhed som levendegør de mulige konsekvenser af en "uansvarlig" økonomisk politik - på en måde som almindelig abstrakt argumentation og progonosemageri ikke kan. 

   Her er en kreativ direktør med et klart fortællegen som på en tankevækkende måde effektivt har gjort brug af et samarbejde mellem højre og venstre halvdel, mellem fakta og fantasi.

Principielt er funger et sådant faktaforpligtet fremtidsscenarie i en tilbageskuende fortælling ligesom metaforen: noget (the target) ses og forstås gennem noget andet (the source). Og resultatet i form af artiklen er det kreative "blend". 

   "Target" er her nutiden politiske scene og samfund, og "Source" er forestillingen om samfundet som det vil se ud om 9 år under bestemte forudsætninger - nemlig at oppositionen efter et vundet valg får magt som de har agt.

Jeg bliver mere og mere klar over hvordan formlen: X skal ses og forstås gennem Y, er central i alt kreativ tænkning, i al videnskabelig nytænkning, i al effektiv pædagogisk formidling; hvor Y kan være en metafor, et metonym, en frame, en lignelse, en analogi, et reklameindslags historie, en fabel - you name it.

Fogh og udskiftning af møblerne på hans NAT0-kontor - kreativ metonymisk-metaforisk formidling

"Fogh smider møblerne fra den kolde krig ud". Det var rubrikken på en side 2. portrætartikel i Politiken den 19/11, som jeg havde gemt - fordi den var god til at illustrere metonymisk tænkning i god journalistisk formidling. Og det foregående blogindlæg hvor Fogh fik lusket sig ind, mindede mig om at finde den frem af gemmerne.

Artiklens pointe er at Anders Fogh som NATO´s nye generalsekretær også har ændret rollen og de forventninger der traditionelt knyttes til stillingen. Og han har et politisk moderniseringsprojekt i sin drejebog.
   Artiklen, skrevet af Thomas Lauritzen, indledes sådan her:

Møblerne på Nato-chefens kontor har traditionelt været lige så bastante og læderknirkende som militæralliancens minder om om en tung fortid, hvor øst og vest stod over for hinanden i urokkelig terroerbalance. (/) Men hvis man nu om dage forvilder sig gennem de mange sikkerhedstjek, forbi de 28 landes flag, hen ad de rungende korridorer og helt ind i generalsekretærens 'private office', så bliver der  blændet op for nye tider. Her står pludselig elegante skandinaviske high-tech stole og stilfulde og slanke borde i lyse, luftige arrangementer. Og det ser ud, som om de i den grad er flyttet ind med vilje. (/) "Man kan sige, at jeg har smidt koldkrigsmøblerne ud, he, he ...", siger Anders Fogh Rasmussen (...) "Og det må du gerne skrive som om det var din egen betragtning", tilføjer han. (/) Velkommen til den foghske humor, som kan være lige så tør og spiddende, som den vil være overraskende for mange. De nye møbler er lige så lidt tilfældige som alt andet den tidligere statminister foretager sig. (/) Siden danskerens dramatiske udnævnelse sidste år har diplomater og ministre i hobetal måttet erkende, at Nato for første gang har fået en meget politisk og selvbevidst chef. Fogh leder fra fronten - og han mener ommøbleringen af den gamle koldkrigsalliance meget alvorligt, når de allierede landes ledere i dag samles til topmøde i Lissabon.

Det abstrakte og vanskeligt beskrivbare ændringer i NATO´s politik, strategi og planer som Fogh har på bedding, beskrives og anskueliggøres her i artiklens start gennem udskiftningen af møblementet i hans kontor. Ommøbleringen af kontoret bliver altså en slags metonym - en meget lille, men konkret del af den abstrakte og uanskuelige helhed: den store samlede ændring af NATO som han er igang med. Og den metonymiske optik i artiklen, kan så bruge til en nærmest metaforisk rubrik: "Fogh smider møblerne fra den kolde krig ud."
   Det er det som man i andre sammenhænge gerne vil lære de nye journalister: at se det store i det små.
   Mens skrivelsen af ommøbleringen af kontoret i selve artiklen er et fint eksempel på metonymi i den journalistiske formidling, så får den i rubrikken karakter af en metafor - fordi den bliver løsrevet af konteksten. Og læserens naturlige reaktion ved læsningen må være at den overskrift er så ligegyldig hvis den læses "bogstaveligt", så den må da skulle forstås "i overført betydning".

En særlig fornøjelig pointe er så, at det ikke er journalisten der har fået ideen til denne metonymisk-metaforiske formidling af det Fogh er igang med som sit projekt. Men at det er Fogh selv der helt bevidst planter den hos journalisten så han næsten ikke kan lade være med at udnytte den - fordi den er god.
   Fogh er - det kan ikke komme bage på nogen - hurtig, offensiv og kreativ i sin tænkning og sin replik til journalisten. Som vi også husker ham fra da han var statsminister.

Metonymet med ommøbleringen, gør det så også muligt for journalisten at slutte sit portræt med et sprogligt slag med halen ved at genoplive analogien fra artiklens indledning:

Ingen grund til at købe nye møbler, hvis man ikke smider de gamle ud. 

Om at forstå omvæltningerne i Tunis og Egypten gennem historiske analogier

Metaforer, analogier, sammenligninger, metonymer - har det til fælles at de er sproglige udtryk for tænkning der blender to konceptuelle input rum - for i det sproglige udtryk at formidle en bestemt framet forståelse af et eller andet fænomen: Fænomen A skal "ses" og forstås gennem den konceptuelle optik som fænomen B leverer. 

I disse uger oplever vi gennem medierne demonstrationer, oprør, omvæltninger, revolutionsagtige tilstande i Tunis og i Egypten. Og journalister og eksperter bakser med at forklare os hvordan vi skal forstå det der sker. Derfor refererer de til kendte og nærliggende historiske analogier og paralleller. Det fortæller en artikel i Information idag den 8. februar  om, af Mikkel Runge Olsen.

   Altså: Det der foregår i de to lande bliver set og kan forstås som analogier til forskellige tidligere historiske omvæltninger. Nogen kan se det som analogt med revolutionen i Iran 1979 som fjernede Shaen, og som så endte med det autoritære islamistiske styre under ledelse af Ayatolla Kohmeini. Andre kan se begivenhederne som analogt med det der skete i Øøsteuropa omkring Berlinmurens fald 1989 der endte med indførelse af demokratiske styreformer i næsten hele Østeuropa.

   Afhængig af hvilken analogi man aktiverer til formidling af omvæltningerne, så vil man drage helt forskellige konklusioner med hensyn til hvordan begivenhederne skal vurderes, og hvem og i hvilket omfang man skal støtte de forskellige oprørske grupper (eller evt. holde med det bestående). Og i sidste instans kan man ved hjælp af analogien begrunde hypoteser om hvilken slags nyt styre og samfundsordning der kommer ud af begivenhederne.

Uanset hvilken analogi man anvender til at gøre de aktuelle begivenheder forståelige, så sker der en forenkling, er artiklens pointe. Det kunne jo være at situationen i de to lande annon 2011 ved en nærmere analyse viste sig at være så forskellig  fra de to nævnte at ingen af analogierne er rimeligt dækkende, og altså forfører til konklusioner som er forkerte. Det kunne altså være man skulle finde en helt tredje historiske analogi, eller det kunne tænkes at situationen er så kompleks at der faktisk ikke findes noget historisk "forbillede" der er relevant til forståelse og formidling, når det kommer til stykket.

Ligesom metaforer fungerer som frames, så gør de historiske analogier det altså også. Og man kan også vende optikken, så man ser på fortidige historiske begivenheder gennem nutidshistoriske briller. Det var det Anders Fogh Rasmussen gjorde for nogle år siden da han moralsk nedvurderede de skiftende danske regeringers samarbejdspolitik under tyskernes besættelse. Han skrev bla.:

Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.

Fogh anskuede her Besættelsens store dilemmaer gennem en aktuel sort-hvid moralsk optik, og forlangte heroisme og kamp efter den 9. april. Og valgte dermed at se bort fra hvad konsekvenserne i så fald ville have været for den danske befolkning. Analogien betød at datidens politikse aktører blev bedømt på nutidens (og Foghs personlige) præmisser uden hensyn til den historiske kontekst.

   Hvad enten den historiske analogisering går frem eller tilbage i historien - har nutiden eller fortiden som "target" - er der tale om konceptuel blending. Det er hvad en kreativ men manipulatorisk analogisering også kan bruges til. 

   

Jeg kommer i tanker om et meget berygtet og berømt eksempel på at man bruger den historiske fortid som analogi til et nutidigt politisk fænomen: Mogens Glistrups udtalelser i sin tid i tv hvor han sammenlignede skattenægtere og nul-skatteydere med besættelsestidens frihedskæmpende sabotører.

"Meditation former hjernen" - og fremmer mulighederne for at være kreativ

"Meditation former hjernen". Det er rubrikken på en telegramnyhed i gratisavisen Søndagsavisen, som i øvrigt er en avis der har et højt  journalistisk ambitionsniveau i betragtning af at det er en gratisavis. Jeg har noteret at det er relativt tit der om mandagen i de elektroniske medier er historier som tydeligvis er skummet fra Søndagsavisen under søndag aften-redaktionernes kamp for at have solide journalistisk interessante historier klar til mandagsudgaverne om morgenen.

   At der er en sammenhæng mellem udfoldelse af kreativitet i form af ideskabelse og ideudvikling og forskellige typer hjernebølgers dominans, er en almindelig accepteret videnskabelig sandhed. Og det at meditere synes i den sammenhæng at mobilisere nogle særlige hjernebølger, som også kendetegner dagdrømme og hypnose. Disse hjernebølger er altså et udtryk for at hjernen er i en grundlæggende "åben tilstand" - hvor der er fint "hul" igennem mellem de to hjernehalvdele - den højre ordløse, ubevidste og multidimensionelle og den venstre logiske, sproglige og lineære venstre hjernehalvdel, og hvor den gatekeepende "censor" på en eller anden måde er sat ud af spillet.

Slående var det at da jeg interviewede Poul Martinsen til min bog om ham, så fortalte han at han ofte mediterede når han syntes at et problem  forbindelse med dokumentarproduktionen stressede ham fordi han ikke kunne se løsning på det. Og det sjove var så at det var varianten trancendental meditation han praktiserede, som han havde lært i centret i Købmagergade 57 i slutningen af 70´erne.  

   "Sjovt"? - Ja, vi kunne faktisk være stødt på hinanden i trappeopgangen den gang, for det var også der og på det tidspunkt i slutningen af 70´erne, at jeg lærte at meditere "trancendentalt". Og i øvrigt stadig gør det.

   Jeg læste så også en gang sidste år at en af de mest kreative film - og tv-skabere - David Lynch - også  dyrkede den form for meditation, og at han tilskrev den en del af forklaringen på de meget kreativt "anderledes" og normbrydend spillefilm og tv-serier som han i årenes løb har skabt, fx Blue Velvet og serien Twin Peaks. Ligesom Martinsen en såkaldt film-auteur.

   Alt dette er så umiddelbare associationer til telegramnyheden i Søndagsavisen der - under rubrikken "Meditation former hjernen" - fortæller at forskere har lavet undersøgelser af personer der mediterer. Det er en form som her kaldes "buddhsistisk koncentrationstræning", som vist er noget andet end TM. Telegrammet fortæller:

Hjernen viser forandringer efter blot otte uger med buddhistisk koncentrationstræning. En gruppe amerikanske forskere fra Massachusetts General Hospital har testet forsøgspersoner, der havde praktiseret såkaldt mindfulness-meditation. Forskerne fandt målbare ændringer i visse hjerneområder, som er vigtige for stress, empati, selvfølelse og hukommelse. (...) Forskerne fandt det fascinerende, at vi ved at meditere kan spille en aktiv rolle i at ændre hjernen og øge vores velvære og livskvalitet.

Jeg husker at da jeg lærte teknikken, der henviste TM-folkene til at der var lavet en række videnskabelige medicinske underøgelser der påviste statistisk holdbare klare effekter på længerevarende systematisk daglig meditation. Og at en af de effekter var at det modvirkede stress (og dermed forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme). Og kreativitetspsykologerne fortæller os at stress (i den negative variant) er "dræbende" for kreativ udfoldelse.

"At finde en figur til en tegnefilm" - ved at tegne og tegne om igen indtil den er der - etc.

Jeg har siden jeg var barn elsket tegneserier og tegnefilm. Og går stadig ind og ser tegnefilm i biografen hvis de har fået gode anmeldelser. I de senere år har jeg specielt været meget begejstret for og fascineret af japaneren Hayo Miyazakis manga-tegnefilm, f.eks. Min nabo Totoro og Porco Rosso.       
   Lørdagspolitikens kulturtillæg har en artikel med rubrikken der er et citat fra artiklen: "Jo mere hun bliver holdt tilbage, desto mere rumsterer grokraften i hende". Det kunne næsten være mottoet for den særligt kreative personlighed.
   Manchetten fortæller: "Disneyveteranen Glen Keane har tegnet Tarzan ned på alle fire og givet havfruen Ariel ben at gå på. Og nu har han fundet frem til en moderne udgave af Rapunzel med det 25 meter lange hår til den premiereaktuelle film 'To på flugt'." Det er Søren Vinterberg der har interviewet tegneseriekunstneren.
   Artiklen er illustreret med en fascinerende tegning af film-hovedfiguren i aktion med det lange hår nærmest som et angrebsvåben, som det ses her i beskåret form:

Rapunzel figuren som hovedperson i en tegnefilm har været længe undervejs. Allerede gamle Disney havde hende på idestadiet i 40´erne, fortæller artiklen. Glen Kean fortæller om udviklingen af den tegnede figur:

"At designe sådan en person føles faktisk som at opdage én der hele tiden har gemt sig i papiret. (...) Jeg tegner og tegner, nej, det der er ikke hende ... heller ikke det ... Jeg ved ikke hvorfor ikke. Men jeg ved det, når jeg så ser hende: Dér er hun! Ligesom da jeg mødte min kone første gang: Jeg var 17 og sto i billetkøen til 'The Godfather', vendte mig om - og følte at jeg kendte den pige der. Remarkable."

I kreativitetssammenhæng er det citat særligt interessant, synes jeg. Billedet - den visuelle tanke eller ide om tegnefilmfiguren Rapunzel - må jo være aflejret i den del af bevidstheden Glen Keane ikke har direkte adgang til. Han kan åbenbart ikke bare bevidst forestille sig den og "se den for sig", som man siger. Han må tegne og tegne om igen indtil der er "et match" (ligesom med fingeraftryk) mellem det ubevidste billede og det han tegner på papiret.
   Citatet viser at der klart er tale om en slags aha-oplevelse - af lykke og lettelse: Der var hun! Endelig!

Det minder mig om Poul Martinsen der havde forestillinger fra barndommens familieliv og miljø - ubevidst - liggende i erindringen, billeder der var følelsesladede og fungerede som drivkraft for Martinsen til finde "et match" med mennesker og miljøer i den aktuelle virkelighed som "lignede" barndommens så meget at de kunne og skulle bruges til figurer i hans dokumentarfilmen.

Jeg mindes også mange romanforfattere der i interviews har fortalt at deres romanfigurer efter nogen tids skrivning tilsyneladende får deres eget liv og "selv bestemmer" romanens udvikling.
  Også det må betyde at den ubevidste forestilling om hovedpersonen og historien er meget mere omfattende end den bevidste forestilling forfatteren begynder at skrive ud fra. Og at skriveprocessen får karakter af en opdagelsesrejse - her i sproget - af en person der for en meget stor dels vedkommende er "gemt" for forfatteren i starten.

Og jeg får pludselig en erindring om den følelse jeg havde da jeg for første gang skulle skrive manuskript til en skoleradioudsendelse i begyndelsen af 70´erne, og gjorde den opdagelse at jeg havde adgang til et andet sprog - en anden stemme - som pludselig kunne forklare børnelytterne indviklede ting på en helt uakademisk og ligefrem måde.
   Det var en stærk aha-oplevelse den gang, som jeg reflekterede over, og som førte til at jeg begrebsmæssigt fandt på den skelnen jeg siden benævnte: erfaringssprog vs. videnssprog (beskrevet nærmere i et tidligere blogindlæg).