Sider

søndag den 11. marts 2012

Gunnar Saietz - en original og kreativ maler - med hang til blending

Gunnar Saietz! Hvem er det, og hvad laver han?
   - Han er en nulevende kunstmaler som bor i vores lokalområde! Og hans kunst fascinerer mig, og jeg er stødt på ham tidligere. Sidste år udstillede i vores lokale kulturhus. 
   Sådan ser han ud - han må stort set være jævnaldrende med mig, 3-5 år ældre, kan jeg læse mig til:


Jeg har jævnligt her på bloggen været inde på at de malere der optog mig mest var dem der havde hang til konceptuel blending når de malede - altså fx surrealister eller kunstnere der arbejdede med collager og montager - og andre blandingsformer.
   Fruen og jeg er medlemmer af den lokale kunstforening og har blandt andet for et par år siden deltaget i en af foreningen arrangeret tur til Firenze som vi havde meget stort glæde af at være med på. Både fornøjelsen ved det vi oplevede, ved mødet med en dansk superguide - Anne-Mette - og ved at være sammen med hovedsageligt jævnaldrende kunstinteresserede fra vores lokalmiljø.
  Ved kunstforeningens årlige generalforsamling, udloddes der til medlemmer der betaler fuldt kontingent, nogle kunstværker som bestyrelsen har indkøbt for foreningens overskud i løbet af året.      
   Sidste år kunne vi ikke deltage, og ærgrede os - fordi begge vores numre var blevet råbt op. Men da vi ikke var der in person og ikke havde givet fuldmagt til nogen, så missede vi chancen for at vælge.

I år deltog vi så, men - ak og ve og klage - vores medlemsnumre blev ikke udtrukket, selv om der var et par af kunstværkerne vi bestemt godt kunne have ønsket os at få med hjem.
   Men jeg vandt en af de kunstbøger der blev udloddet til sidst som en slags trøstepræmie. Titlen var: "Hallunker og Mutanter - og andre snurrige billedfortællinger af Gunnar Saietz."
   Bogen var fyldt med sjove, fascinerende, groteske, fabulerende billeder - midt i mellem surreslisme, fantacy og sciene-fiction. Billeder fra en anden verden - fra indre fantasiverdener og landskaber der blandes med en kritisk ironi rettet mod samtiden. 
   Og ikke at forglemme, set fra mit synspunkt: Mange af billederne som bogen viste, var malet med akvarel.
   Her er nogle af hans billeder hentet fra nettet:


I billed-bogen var der også nogle oplysende artikler om kunstneren, hans liv og hans kunstneriske "kontekst" - af Ole Lindboe.
   Som citat på titelbladet følgende af Aldous Huxly:
Verden er ikke bare mere mærkværdig end vi ved, men langt mere mærkværdig end vi kan vide.
Gunnar Saietz hører til de særligt kreative personligheder. Og uden at Ole Lindbo går i detaljer, så har Saietz´ barndom været præget at flytning, savn, flugt - og flere sprog.
    Forældrene var jødiske emigranter fra hhv Hviderusland og Letland 1907-08.
   Og han kommer fra en familie der nødvendigvis er kulturelt splittet mellem den østeuropæiske hjemstavn som de har forladt, og det nye nordiske land som måske ikke har taget alt for vel imod dem. 
   Det fremgår ikke af bogen, men de må jo være flygtet til Sverige under nazisternes besættelse. 
Gunnar Saitz citeres for at fortælle hvad der skete for ham da han kom i gymnasiet:
Man har brug for forbilleder i den alder, og det fik jeg på gymnasiet. Her åbnede der sig en ny stor verden inden for litteratur og billedkunst. Jeg havde mine russisk-baltiske og jødiske baggrund med mig som en næsten tung baggage, men nu komder noget nyt til, som virkede opløftende, befriende.
"... næsten tung baggage..."!!!

Bogen fortæller en dramatisk-romantisk historie om hvordan han i 1963 skulle have været gift med en jødisk kvinde, "et ægteskab som hans familie i høj grad bakkede op om" (underforstået: en slags jødisk "tvangsægteskab").
   Men han flygtede fra seancen, fortælles det, fordi han umiddelbart inden havde mødt sit livs store kærlighed, den franske maler Anne Marie Brauge, som han flyttede sammen med i Paris. Hun var katolik. Og hun var i perioder psykisk syg, men de levede sammen til hendes død i 2003. 
   De flyttede tilbage til Danmark 1970, og bosatte sig i Sydsjælland, kun ca. 20 km fra hvor jeg har boet de sidste 20 år.
   Der gik en del år før han blev rigtig anerkendt. Og nu er han vel delvist glemt igen - uden for connaisseur-kredse, som Kunstforeningen i Vordingborg.

Der er ingen tvivl om at hans kunstneriske gemyt og visuelle univers har rødder helt tilbage til Hieronymus Bosch og Francisco Goya. Også den superromantiske tyske maler Casper David Friedrich og den hviderussiske maler Marc Chagall har været stærke kilder til inspiration, ligesom en af den store surrealistgeneration fra 20-erne, Max Ernst, har været et meget direkte forbillede.
   Her en serie stærke, fascinerende billeder til sammenligning - et for hver af disse inspirationskilder:

Hieronimus Bosch
Francisco Goya
Casper David Friedrich
Marc Chagall
Max Ernst
(fortsættelse følger - bl.a. om Gunnar Saietz kone Anne  Marie Brauge)

På med aktanten - kreativitetspyskologiens flowmodel og dramaturgiens aktantmodel - to sider af samme sag

Jeg nævnte i forrige indlæg at jeg har været medunderviser og medtilrettelægger for et kursus for NRK (det norske "DR"), og at vi  havde brugt berettermoddellen som en slags forløbsmæssig skabelon for kursusplanens indholdselementer.
    Kursets navn var "Masterclass i historiefortælling". Og vores del af dette ambitiøse uddannelsesforløb, var en tillempet version af det gamle Power TV-kursus og varede 4 dage.
 
Men når man kigger på den grafiske model af flow-processen som man finder i forskellige versioner på nettet, så giver den ikke bare associationer til berettermodellen som jeg har været inde på flere gange, men også til aktantmodellen. Den sammenhæng prøver jeg at underbygge i det følgende.
 
Her er et par grafiske varianter der beskriver hvad flow er, og hvad der er drivkraft i en flow-proces: 





Det man kan bemærke er, at de to akser jo ikke er de samme som i berettermodellen.
   I berettermodellen er den vertikale akse en der går på "spænding" - ikke på "kompleksistet", og den vertikale akse i berettermodellen går på "tid" - ikke på "færdighed" som i flow-modellen.
   Så man kan sige at da det er en model for "psykisk-cognitiv udvikling" - for "lykkelig læring", drevet frem i et mentalt spændingfelt mellem opgavens udfordring og egen kompetence, så har den i lige så høj grad noget tilfælles med aktantmodellen som vi også bruger i undervisningen i film- og tv-dramaturgi.

Lad os derfor lige se på denne anden grundmodel i dramaturgiens værktøjskasse: aktantmodellen.       
   Aktantmodellen er et grafisk udtrykt skema for for forholdet mellem centrale elementer i stort set alle "gode historier" i litteratur, film, tv, teater, eventyrfortælling, myter og sagn. Oprindelig med afsæt i analyser af eventyrskemaer.
    Den centrale figur er subjekt-aktanten, som indgår i to akser der spiller sammen i enhver fortælling: en projekt-akse og en konfliktakse.

Modellens projekt-akse er den lodrette akse:


        objekt

            /\

       subjekt


Modellens konflikt-akse lægges vandret og ser sådan ud:  


hjælper > subjekt < modstander


Den tredje akse i modellen - den såkaldte kommunikationsakse, ser jeg bort fra. Traditionelt forvirre den mere end den skaber analytisk klarhed.
   Min forenklede version af aktantmodellen ser altså sådan ud


                  objekt

                     /\

hjælper > subjekt < modstander



Subjekt > objekt-aksen beskriver hovedpersonens udvikling fra "lille" og "svag" og til "stor" og "stærk", en udvikling som skabes gennem kamp om of i subjektet mellem hjælper og modstander der så at sige "squeezer" subjektet op mod objektet hen gennem historien.
   Man kan fx sætte Askepot-historiens forskellige hovedrollehavende ind i modellen:
  • Subjekt: Askepot
  • Objekt: Prinsen
  • Modstander: Stedmoder og stedsøstre
  • Hjælper: Den gode femoder
Hvis vi nu tager flow-modellen, som jo er en model for den psykiske udviklingsproces man oplever når man arbejder med en udfordrende opgave eller et problem som skal løses, og oversætter modellen til en aktanthistorie, hvordan ser det så ud?
  På den ene side er opgaven/problemet så svær(t) at den kræver alle evner og ressourcer, men alligevel må den ikke være sværere end at den trods alt kan løses efterhånden som man udvikler sin kompetence under arbejdet. 
   Hvis opgaven er så svær at man ikke kan løse den, men man blot bliver mere og mere frustreret og giver op, så kommer man ikke i flow;  eller hvis den er så nem at man slet ikke behøver at anstrenge sig det mindste, og man derfor bare keder sig, så kommer man heller ikke i flow.
   Der er en kognitiv-mentale zone hvor samspillet mellem opgavens udfordringer og de evner og ressourcer man har - og som man trækker på og udvikler under arbejdet - tilsammen fører til en udvikling af sindet undervejs til løsningen . 

Oversat til aktantmodellen:
  • Subjekt: Den person der skal løse en svær opgave
  • Objekt: Løsningen af opgaven
  • Modstander: Opgavens kompleksitet der yder kognitiv modstand
  • Hjælper: Subjektets egne evner, kompetence, kreativitet, viljestyrke
Hvad plejer vi så at sige om aktantmodellens betydning i en historie når vi underviser i dramaturgi? 
   Ja, faktisk noget der er helt analogt med tolkning af flow-modellen i de to yderpol-situationer hvor personen der skal løse opgaven/problemet og udvikle sin kompetence, ikke kommer i flow.
   Vi siger at hvis der ingen modstand(er) er i aktantmodellen, så er der ingen konflikt, og så bliver der ingen historie. Det er modstand(er)en der driver historien. Jo større modstand der skal overvindes af subjektet for at nå sit objekt, jo mere spændende og fængende historie kommer der ud af det. 
   Og hvad hvis modstand(er)en er helt utroligt overvældende stærk, og der ingen hjælp(er) - ydre eller indre - er til stede? - Ja, så får vi et "bøddel-offer-skema", og den slags historier er statiske, og vi keder os på den mest negative måde: 
   Så dem bryder vi os ikke om høre på og dropper - zapper væk fra - hurtigst muligt.

Flow-moddellens grafisk udtryk fremstår altså som en fusion af en berettermodel og en aktantmodel!  
   Det synes jeg er en ny erkendelse som er værd at tage med når man underviser i dramaturgi.

Og denne analyse underbygger og forstærker følgende hypotese som jeg tidligere har fremsat: Når folk ser en god film, et godt teaterstykke, eller et velfungerende tv-program, og de bliver fanget og fastholdt af den fortalte historie, så de glemmer sig selv, tid og sted, så sker det ved en slags stedfortrædende - simulerende - flowtilstand som den effektive dramaturgiske konstruktion sikrer at publikum kommer i.
   Se:http://petersudsigt.blogspot.com/2010/10/berettermodellen-som-et-spejl-af-den.html

tirsdag den 6. marts 2012

Spændingskurver i film, dramaturgi og pædagogik

I uddannelsesssktionen i Søndagspolitiken den 4.marts havde min fornavnebroder og soulmate Peter Bro en kommentar under rubrikken:
Kunsten at få spændingen op på studiet
Peter Bro står i spidsen for journalistuddannelsen på SDU i Odense.
   Synspunktet er at tilrettelæggere af universitetsundervisning med fordel kan udnytte Hollywood-dramaturgiens redskaber når de tilrettelægger undervisningsforløb. Altså udnytte den tænkning at publikum via identifikation med hovedkarakteren i en klassisk Hollywoodfilm (for)føres gennem en række spændingsopbyggende faser med vendepunkter til et mentalt og emotionelt forløsende klimaks.
   En kobling af filmplottetes spændingskurver og studerendes indlæringskurver er ikke det der ligger i front i universitetspædagogikken. Snarere tværtimod.
   Peter Bro forklarer:
Men måske behøver spændings- og indlæringskurnerve ikke at være hinandens modsætninger, og det er måske lige her vi skal sætte ind, hvis vi skal blive dygtigere til at tiltrække - og ikke mindst fastholde - unge i uddannelse. Som tingene er i dag har vi nemlig meget at lære af Hollywood.
Peter Bro tænker sig helt konkret at de bedste historiefortællere kommer og besøger og inspirerer og befrugter uddannelserne. Studerende er lig et kræsent filmpublikum, og universitetslærerne bliver sjældent provokeret til "at afprøve nye stimulerende undervisningsformer" ved blot at holde sig "skrivelser om kompetanceløft, læringsmål og udprøvningsformer" for øje.
Hvad vi i stedet trænger til, er besøg af dygtige manuskriptforfattere, spillefilmsinstruktører, reklameskribenter, skønlitterære forfattere eller andre, som har solid træning i at sælge viden,visioner elle sågar forbrugsvarer til det kræsne publikum, som mange af tidens studerende vitterlig er.
Det er i hvert fald vand på min mølle - og rammer plet i forhold til de temaer som jeg har forfulgt på denne blog. Og jeg mindes et bevinget ord hvis kilde jeg ikke lige husker:
Studerende er ikke flasker der skal fyldes, de er bål der skal tændes.
Læs om erfaringspædagogik og simulationsindlægring her:

Jeg mener der rent faktisk er evidens for at pædagogik og dramaturgi er to sider af samme sag. I et indlæg under titlen "Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa" konstaterer jeg de slående ligheder der er mellem berettermoddellens spændingskurve på den ene side og på den anden side de grafiske modeller der beskrive den flow-tilstand som kendetegner "lykkelige" produktive udviklingsprocesser. 
   Man kan i den forbindelse bemærke at det der kendetegner den optimale oplevelse af en film eller en god roman, har samme kognitive og mentale karakteristika som det at komme i flow: at man glemmer sig selv og tid og sted for at "gå op" i filmen eller "blive optaget" af arbejdet.
   Se mere om det her:

Jeg får også lige nu en erindring fra min tid som konsulent for DR som koblede et pædagogisk forløb og berettermodellens spændingskurve sammen. 
   Omkring 1990 blev jeg hyret af DR-udvikling til - med gode kolleger - at gennemføre nogle såkaldte RIKK-projekter med forskellige DR-redaktioner som havde brug for at forny sig - både arbejds-, produktions- og fortælleformer - for at kunne klare sig i konkurrence med de nye stationer og medier som dukkede op i halen på monopolbruddet i slutningen af 80´erne. 
   Regionalradioerne havde svært ved at klare sig imod en række af de nye store kommercielle lokalradioer - især i Jylland, og TV-Avisen, TV-sporten og en række andre DR-radaktioner klarede sig rigtig dårlig i konkurrencen med TV 2/Danmark.

RIKK var en forkortelse for en sammenflettet målsætning: Redaktionsudvikling, Ideudvikling, udvikling af Kreativitet og af efterKritik.
  Og det som var det gennemgående for tilrettelæggelsen af disse RIKK-forløb var at det havde en række klart markerede faser der fulgte berettermodellens indholdslogik, og hvor klimaks var at station og redaktion selv - ud fra det indhold de var blevet konfronteret med i forløbet - gik i gang med en sammenflettet udviklingsproces af redaktionelle arbejdsrutiner og nye konkurrencedygtige programkoncepter.
   Tilsyneladende virkede modellen. Kurverne blev vendt. Redaktionerne blev mere offensive og mere ambitiøse.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på det 'Power TV-kursus' jeg og en god gammel kursusmakker lige har gennemført for NRK i Oslo. Kurset var en indledende del af et langstrakt såkaldt masterclass-forløb i storytelling for en udvalgt gruppe af i forvejen dygtige og kreative tv-folk, både "teknikere" og "tilrettelæggere", 14 i alt.
   Power TV-kurset var opbygget så første fase - anslag og præsentation - var deltagernes egne fremlæggelse af en ide til et nyt program eller en programserie. 
   Anden fase - uddybningen - var vores input til dem: en introduktion til fiktionsfilmens dramaturgi - med afsæt i Hollywood-filmen "Thelma og Louise". 
   Trejde fase - en slags mental konfliktoptrapning - introducerede til faktaprogrammernes genrer og dramaturgi - og var det der for alvor var nyt og måske ret så provokerende. 
   Fjerde fase - hovedscenenen -  var en opgave hvor deltagerne selv skulle udvikle deres oprindelige ide ved hjælp af det sprog, de begreber og modeller som de var blevet introduceret til i de foregåend to faser. 
   Og sidste fase - klimaks og forløsning - var deltagernes fremlæggelse af den videreudviklede ide i en Pitch og efterfølgende feed back fra underviserne og de andre deltagere. 
   Det der sker via dramaturgien i en film er at publikum gennem identifikation med hovedpersonen i filmen bliver en slags simuleret subjekt i filmens historie. Og jeg mener det stort set er en lignende proces deltagerne på Power TV-kurset gennemløber.
   At der var tale om en kombineret indlærings- og udviklingskurve som deltagerne gennemgik,  fremgik af sidste dagens fremlæggelser. At det dramaturgiske sprog og den bagvedliggende tænkning havde fungeret som en form for kognitiv befrugtning, kunne man direkte aflæse af de power-point-slides deltagerne brugte i deres Pitch. 
   Ikke lige meget hos alle, og nok mest hos de deltagere som tydeligevis var mest ambitøse i ønsket om at udvikle sig.

Power TV-kurset er fundamentet for mine bøger "De levende billeders dramaturgi", 1. spillefilm, 2. TV, som deltagerne fik udleveret ved slutningen af kurset.



søndag den 4. marts 2012

Neofili - lyst til nyheder - og andre fornyelses-drivende egenskaber: vedholdenhed, selvoverskridelse, videbegær, lyst til fortællinger

Politikens tillæg 'Viden' havde flere artikler jeg synes var værd at folde ud, kommentere og associere til. Når vi nu er i krydsfeltet mellem neuroscience, kreativitet og journalistik. 
   En af dem har rubrikken
Frygten for at ked sig bringer verden fremad
Det er en artikel overtaget og oversat fra New York Times, af John Tierney.
   Han er en kendt videnskabsjournalist med hang til radikal libertarianisme (hvad det er må du selv slå op).
   Han har i en række år bestyret en blog med titlen: TierneyLabblog. Om den siger han selv
The Lab's work is guided by two founding principles:

   1. Just because an idea appeals to a lot of people doesn't mean it's wrong.
   2. But that's a good working theory.
En klar Rasmus Modsat-type, åbenbart. Kunne uden videre indgå i Berlingskes panel af vrisne gamle mænd.

Men artiklen er faktisk interessant. Jeg kobler den helt umiddelbart sammen med de blogindlæg jeg tidligere har skrevet om 'neurojournalistik'. Altså artiklerne der kobler hjerneforskningens resultater sammen med hvad der typisk kendetegner journalister, deres roller, deres tænkemåde, deres arbejdsprocesser. De er nyhedsjunkies - helt bogstaveligt.

Tierneys artikel indledes sådan her - retorisk to the point:
Er du type, der træffer beslutninger på et ufuldstændigt grundlag? Hidser du dig op lige på en studs? Skal der ikke meget til, før du keder dig? Stortrives du i situationer, som alle andre finder kaotiske? Eller foretrækker du, at alt er timet og tilrettelagt?
Mit personlige svar vil nok være: Ja, både og - det kommer an på.

Artiklen fortsætter idet den fokuserer på forskning der rent faktisk forholder sig videnskabeligt til  den slags overvejelser som spørgsmålene kan igangsætte:
Disse spørgsmål indgår, når man prøver at undersøge vores nysgerrighed og nyhedshunger. Egenskaber, der længe er blevet anset for temmelig problematiske. Når forskere har søgt efter karaktertrækkenes genetiske årsager og deres forbindelser til, hvordan hjernen er under indflydelse af dopamin, har de typisk forbundet den umættelige nysgerrighed med  adskillige problemer: ADHD, overdreven trang til at shoppe, ludomani, alkoholmisbrug, stofmisbrug og kriminel adfærd.
Tierney er klart inde på den bane jeg har skrevet om tidligere i bloggen. Dette at journalister kan være en slags nyhedsnarkomaner, og derfor daglig doper sig i den flowproces som er nødvendig for at kunne levere nyheder - flere endda - dagligt.
   Nogle mennesker har, fortæller han videre, rent faktisk gener der disponerer for "lyst til nyt". Og det har bidraget til menneskeartens biologiske og kulturelle udvikling.
   Tierney refererer til en anden journalist Winfred Gallagher:
I overbliksartiklen 'Det nye: om at foresåt vores behov for nyheder og forandring' argumenterer Winfred Gallagher for, at kærligheden til det nye altid hr været afgørende for menneskets overlevelse: Det var den, da menneskene  i urtiden skulle tilvænne sig klima-forandringer på den afrikanske savanne, og det er den stadig når vi skal hitte ud af det seneste digitale legetøj fra Silion Valley. 
   "Der er intet, der beskriver ens personlighed mere præcist end ens føelsesmæssige reaktioner  på nyskabelser og forandringer over tid", hævder Winifred Gallagher.
Den ene journalist referer til den anden. Hvad er substansen, hvor er forskningen?
   Robert Clooninger fra Washington University i St. Louis har observeret folk over tid, målt dem med den samme prsonlighedstest, og inddraget forandringerne i deres liv over et tiår. 
  Han har opdelt folk i typer - alt efter deres forhold til nyt og nyheder:
  • neofobe - dem der er angste for nyt af en hver art
  • neofile - dem der elsker nyt
  • neomaniske - dem for hvem alt nyt er en besættelse
En befolkning - fx i Stenalderen - har bedst overlevelsesmuligheder hvis den består af en blanding af neofobe og neofile personligheder. Det argumenterer Winfred Gallagher for. 

Forskeren Rober Clooninger opsummerer sine undersøgelser med at dem i hans testpanel der har haft det bedste liv, er dem som skorede højt på følgende tre parametre i hans psykologiske testbatteri: 
  • nysgerrighed
  • vedholdenhed
  • selvoverskridelse
Hvis testpersonerne skorede højt på alle tre parametre, så gik det dem godt, de var glade og tilfredse af temperament og karakter, fortæller referatet af undersøgelsen.
   Jeg er jo ikke i tvivl om at vi her i Clooningers typologi har endnu et eksempel på den personlighedstype jeg  - med Mihaly Csikszentmihalyi - har kaldt den særligt kreative personlighed. Og at det er mennesker som har særligt let ved at komme i kreativt flow når de udforsker sig selv og omverdenen.

Jeg har hele tiden på den her blog koblet denne personlighestype sammen med oplevelsen af særlige på en gang frustrerende og fantasistimulerende barndoms- og ungdomserfaringer. Men har ikke spurgt efter eller jagtet en biologisk forklaring på det. 
   Kan den særligt kreative personlighed - i hvert fald delvist - forklares genetisk - som noget der er arveligt?
   Hvorfor har jeg egentlig ikke forfulgt det spor? Blufærdighed? Fejhed?
   Det vrimler dog med eksempler på at kunstnere har fædre og mødre der også har kunstneriske tilbøjeligheder, og hvis børn også har det med at blive kunstnere.

I alle fald har jeg i klar erindring den århusianske psykologiprofessor som mente at kunne dokumentere at de forskelle der kunne måles i IQ mellem kvinder og mænd, mellem sorte, hvide og mongoler, at de var arveligt betinget.
   Helmuth Nyborg hedder han. Ham gik det ilde både i den akademiske og den journalistiske offentlighed.

I artiklen af John Tierney henviser han til en anden forsker der argumenterer for at nogle mennesker er udstyret med en slags 'nyhedsgen'. Eller som han kalder det - et 'migrationsgen':
Ifølge biokemikeren Robert Moyzis fra University of California har de eventyrlystne nyhedselskere oftere en form for 'migrationsgen'. Denne dna-mutation fandst sted for omkring 50.000 år siden, den gang mennesket fra Afrika spredtes ud i verden, og den er mere dominerende i befolkningsgrupper i afsides egne. Eksempelvis stammer flere indianerstammer i Sydamerika fra de vanvittigt nysgerrige fok , der krydsede Beringstrædet.
Og så dukker endnu en gang op - hjernens eget doping- og belønningssystem - som en forklaring:
De genetiske variationer påvirker hjernes regulering af stoffet dopamin, altså det signalstof, som har med belønning og nye stimuli at gøre. De forskellige variationer er også blevet sat i forbindelse med en større tilbøjelighed til risikovillighed og nyhedssøgning.
Risikovillighed står centralt på listen over de egenskaber der kendetegner den særligt kreative personlighed. Og den permanente utilfredshed med det velkendte, sikre og velarprøvede ligeså. Og en af de ting jeg har noteret fra alle de interviews med særligt kreative personligheder jeg har refereret i indlæg, står også at de flytter - eller bliver flyttet meget omkring. Og altså: De har en umættelig hang og trang til at overskride mentale grænser. Til blending.
   At der naturligvis må være et samspil af arve og miljø fremgår også af artiklen:
Men gener er kun en del af historien. Forskere har fundet ud af, at folks tendens til nyhedssøgning også afhænger af deres opvækst, af deres lokalkultur og af deres alderstrin. Ifølge visse beregninger halveres folks nyhedstrang fra de er 20 til de er 60.
Og her får jeg pludselig en association til min oldgamle bog 'Faktion som udtryksmiddel'. Her skriver jeg nemlig noget om hvad der driver folk når de er modtagere af og oplever film, tv, aviser, romaner,  teater - nemlig nogle former for 'lyst' eller 'begær': 
  • skuelyst (voyeurisme, billedbegær)
  • eventyrlyst (narrativt begær)
  • kundskabstørst (videbegær)
Man kan få en mistanke om at den genetiske mutation der omtales her som noget der sker i vores forfædres, homo sapiens, biologiske set up for omkring 50.000 år siden, ikke bare er forklaringen på stor lyst til at fysisk at vandrer vidt omkring og gå på opdagelse efter nyt land, men også forklaringen  på fx det skred omkring æstetisk udfoldelse og teknologisk opfindsomhed som kommer til udtryk i den kunst- og teknologi-eksplosion som vi ser i hulemalerierne og alle de andre artifakter som pludselig dukker op i store mængder:
About 40,000 years ago, with the appearance of the Cro-Magnon culture, tools became markedly more sophisticated, incorporating a wider variety of raw materials such as bone and antler. They also included new implements for making clothing, engravings, and sculptures. Fine artwork, in the form of decorated tools, beads, ivory carvings of humans and animals, clay figurines, musical instruments, and cave paintings, appeared over the next 20,000 years.

Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 
   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.
   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 
   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 
  
Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.
   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken
Ud med de syge tanker
Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.
Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 
    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.
Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.
Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.
    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.
Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 
    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.
 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 
    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.
    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.
    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen.