"Find Holger" - når myterne forfører journalisterne og deres publikum

Jeg har i flere tidligere indlæg beskrevet hvordan det forstærker oplevelsen af en fortælling på film, hvis der er "en fortælling i fortællingen" som henter stof fra myter, sagn og eventyr eller fra andre populære og udbredte fiktioner fra fortid og samtid. Det betyder nemlig at filmen får dobbelt impact og scorer "oplevelsepoint" på to planer: Overflade-historien kan opleves både i sig selv, men kan også ses og opleves gennem den fantasiudløsende og følelsesforstærkende optik som den underliggende universelle historie tilbyder.

   For nu lige at give nogle klare eksempler: "Pretty Woman" har Askepothistorien som en sådan underliggende "story-frame", 'Gøgereden' har Jesus-myten og 'Drabet' har Ikaros-myten. Man kan sige at på overfladen realistiske film derigennem får en fantacy-dimension der hjælper historien til nemmere at få kontakt med publikums følelsesliv.

Det er forklaringen på at der i den forgangne uge gik både lemminge-effekt og journalistisk selvsving i medierne. "Find Holger" var rubrikken i en lang række aviser.

   De unge og yngre journalister har enten selv som barn læst "Holger"-bøgerne med den fælles titel "Hvor er Holger", eller de har læst dem sammen med deres børn. Så de tænder helt automatisk.

   Forfatteren er engelsk, Martin Hanford,  og Holgers navn i de engelske bøger er Wally. Wikipedia skriver:

In 1986, Handford was asked to draw a character with peculiar features. After much thinking, he came up with the idea of "Wally", a world traveller and time travel aficionado who always dresses in red and white.Wally was joined on most of his travels by a girlfriend who wore clothes with the same colours as Wally's, and by an evil character named Odlaw (Waldo spelled backwards) who dresses in yellow and black.

    Handford became a minor celebrity with the success of Where's Wally?. The Where's Wally? trademark sold in 28 different countries. Beginning in 1987, Handford produced a total of six "classic" Where's Wally? books, but his character was branched out into other products, such as notebooks, pillows, posters, video games and many others. There was even a syndicated comic strip as well as an animated TV series.

Så alene navnet, Holger på den lille dreng der bliver væk fra sin mor i en nordjysk kliplantage, bliver eftersøgt en hel dag og en helt nat, og genfundet i live og uskadt 24 timer efter sin forsvinden, åbner op for de kreative erindringssluser hos journalisterne. Hele klaviaturet af fiktionsfantasier aktiveres og får frit løb til at blende sig med virkeligheden. Journalistisk set en eksplosiv blanding!

   Puf! Knald! Bang! Det samlede journalistkorps mister jordforbindelsen og bruser op som et helt landskab af geysere.

Jeg husker ikke en lignende tsunami-dækning fra tidligere historier hvor børn er blevet væk og fundet igen. Historien blev også bragt i internationale medier fra fjerne lande. Sådan indledes den på CNN´s hjemmeside:

(CNN) -- It started out as a typical spat between a mother and child, the kind parents and kids around the world have thousands of times every day: Holger Kragh wanted to take his coat off during a walk in the woods. His mother wouldn't let him. The 3-year-old stormed off -- and vanished.         

http://edition.cnn.com/2011/WORLD/europe/03/28/denmark.missing.child/?hpt=T2

Politiken har haft lidt fine fornemmelser og har været tilbageholdende i sin dækning. Men min avis ender med at anskue historien med samme distancerende frame - den dramaturgiske - som jeg selv har gjort i ugens løb.

   I går på forsiden af kultursektionen under rubrikken "Holger i Eventyrland", dokumenterer avisen i billeder og faser at historien følger berettermodellen. 

   Indledningsvis sammenfattes historien:

Findes der den perfekte historie? Det perfekte eventyr?

   Tja, hvad med en fortælling om en lille dreng med ildrødt hår? En dreng, der trodser sine forældre og går sine egene veje i vrede. Klædt i en omvendt dynejakke, vandrer han alene ud i den mørke skov.

   Forældrene fortvivles, hjemegnen søger efter ham og tror han er død. Men pludselig efter præcis et døgn, dukker han op i et skovbryn mellem høje træer, hvor en rytter til hest har fundet ham.

   Drengen burde være døden nær efter en nats vandring. Men den gæve fyr spiser bare et par chokoladestænger og drikker en tår cola.

   Det helt rigtige navn til sådan en helt: Holger.

Artiklen beretter at Ekstra Bladet og B.T.´s netaviser sprængte alle rekorder for hits, hhv. 1 og 1,5 millioner. Nordjyske Stifttidendes hjemmeside brød sammen.  

   Jakob Elkjær og Jens Lenler får to dramaturgiske eksperter, min sidekammerat i 4. mellem på Christianshavns Gymnasium i slutningen af 50-erne og min gamle kursuslegekammerat i Danmarks Radios Personalekursus i 80-erne, til give en forklaring ved at udlægge og perspektivere Holger-historien dramaturgisk.

   De får lov til at udlægge alle de under- og bagvedliggende fortælle-skabeloner der leverer emotionelle energier til overfladehistorien, og Politiken opsummerer:

Sagen trækker på hele den kulturelle bagage, vi mennesker har båret med os i generationer - lige fra Brødrene Grimms Eventyr til gotiske gysere, spillefilm og tv-dramaer. Historien om Holger er århundreders fiktioner der går i opfyldelse.

   Og derfor også en historie, som siger en masse om, hvilke fortællinger der fascinerer os mennesker. Ofte uden at vi selv ved det. 

Historien bliver også diskuteret i saunaen blandt mine morgenbader-venner.

   Den pensionerede psykiater som er en stor filmelsker og -kender får endnu dybere associationer end Politikens dramaturgiske eksperter: Det at moderen havde givet Holger hans vindjakke omvendt på, det er klart "en omvendt Ødipus", siger han. Det er ligesom i Lars von Triers sidste film 'Antikrist' hvor hvor barnet der dør mens forældrene har samleje, har fået deformerede klumpfødder fordi moderen systematisk har givet ham skoene omvendt på da han var lille.

   Drengens klumpfødder i filmen henviser så til Ødipusmyten hvor Ødipus får klumpfødder fordi faderen spigrede sønnens fødder til jorden da han var lille, for at han ikke skulle kunne vende tilbage og dræbe sin far når han blev voksen.

   Ødipus betyder 'klumpfod' på græsk, og hans far var blevet spået at hans søn ville slå ham ihjel.

"En omvendt Ødipus" er altså den mytologiske optik som min ven psykiateren ser Holgers historie igennem. I den optik er Holger flygtet for ikke at blive straffet af sin "onde mor" for sin trods, og hun har forsøgt at stække og deformere ham ved at give ham vindjakken omvendt på.

   Ifølge Freud er Ødipusmyten forbundet med drenges kastrationsangst. Da det kun er piger der bærer tøj der skal knappes på ryggen, så gør moderen altså - i overført betydning - Holger til en pige. (=kastration)!

   Voila! "En omvendt Ødipus".

Man begraver da ikke biologisk affald - om framing af aborter

Konflikt er et af de centrale journalistiske nyhedskriterier. Og en særlig form for konflikter som journalister er glade for at kunne lave historier om, er framing-konflikter.
   Sådan en konflikt fortalte Politiken om den 30. marts, og jeg mener tv-avisen havde den samme aften. Artiklen var skrevet af Kristine Korsgaard og Nilas Heinskou.
   Rubrikken lød: "Sygehuse skal tilbyde begravelse af fostre". Og jeg reagerer helt umiddelbart og tænker: "Jamen, man begraver da ikke fostre". 
   Underrubrikken er også "mærkelig", for den er uafsluttet: "Tidligere fik hun altid dårlig samvittighed" ... den fungerer som et set up til brødteksten der fortsætter og færdiggør sætningen og leverer pay off ...

Over at pakke aborterede fostre, som var op til 22 uger gamle, ind i to papbakker af den type, man også bruger, når patienter skal kaste op, og forsøge at lukke dem godt sammen med tape, før pakken blev kasseret sammen med hospitalets øvrige biologiske affald som blod, væv og legemsdele.
   Dengang Helle Kristensen arbejdede som sygeplejerske på Gentofte Hospital, var det sådan, man håndterede abortfostre – og indtil for nylig almindelig procedure over hele landet.
   »Jeg følte, at det var forkert. En kedelig måde at gøre det på«, siger hun.

Skal aborterede fostre frames som "boiologisk affald" og behandles og borskaffes på lige fod med andet biologisk væv, eller som "et for tidligt født dødt barn" og altså begraves i en kiste? Det er spørgsmålet, og deri ligger konflikten. Der er tale om et konceptuelt valg mellem to grundmetaforer: ABORTEREDE FOSTRE er BIOLOGISK AFFALD versus ABORTEREDE FOSTRE er FOR TIDLIGT FØDTE BØRN.
   Aldersgrænsen for at skifte den metaforiske frame på Herlev hospital går i følge artiklen ved den 12. uge.

Alle fostre, som aborteres på afdelingen, bliver efter operationen bragt ud i et skyllerum, hvor der er fred. Her bag den gule dør bliver de, som er over 12 uger gamle, svøbt i et lille, hvidt tæppe med lyserød eller lyseblå syning i kanten. Det ene hjørne er syet sammen, så fosteret kan få det på hovedet som hue.
   Bagefter bliver det lagt ned i en cirka 30 centimeter lang trækasse med låg. Helle og hendes kolleger kalder den for en kiste, mens ledende overlæge Morten Lebech bruger udtrykket ’æske’.

Valget af grundmetafor som frame kommer til udtryk i ordvalget: "kiste" eller "kasse".

Etisk råd anbefaler at alle hospitaler gør som på Herlev. Fordi:

»Det kan betragtes som usømmeligt, når fostre efter 12. uge behandles som ’andet biologisk affald’. Ved at tilbyde nedgravning anerkender man, at nogle forældre har et legitimt behov for at drage omsorg for det aborterede foster«, siger cand.mag. og formand for rådet, Jacob Birkler.

Man bemærker hvordan også har etisk råd har terminologiske problemer i forbindelse med framingen, idet han bruger eufemismen: "nedgravning" i stedt for "begravelse".
   I følge lovgivningen er der først tale om "et barn" når fostret er 22 uger gammelt. Men problemet er hvis man nu i praksis også behandler aborterede fostre mellem 12. og 22. uge som "døde børn", hvorfor så lige sætte grænsen ved 12. uge? Et mindretal i Etisk Råd har det synspunkt "at fostre aborteret før og efter 12. uge skal behandles ens, fordi menneskelivet starter ved undfangelsen."

Nedenunder ligger der en gammelkendt konflikt mellem to professionelle menneskesyn styret af henholdsvis en sygeplejerske-frame og en læge-frame, som jeg tidligere har beskrevet.
   Overlægen der står som ansvarlig for at aborterne foretages - uanset fostrets alder - kan naturligvis ikke leve med at alle disse fostre frames som "for tidligt fødte døde børn", så han vil overlade det til forældrene at beslutte hvilken frame der skal gælde:

Ledende overlæge Morten Lebech ser det dog ikke som et problem. For ham handler det om kvindens ønsker – ikke om ,hvorvidt han selv opfatter fosteret som menneske, væv eller noget derimellem.
   »Som læge har man jo både empatien og sin egen overbevisning. De fleste gynækologer opfatter en provokeret abort som en del af arbejdet; det er ikke et problem, men nærmere en hjælp til kvinder, som efter grundig overvejelse har truffet en beslutning. Også når det er i 20. uge. Jeg står ikke personligt og tillægger fosteret liv, men det gør kvinden og hendes partner ofte. Og det er det vigtigste for mig«, siger han.

Oplysende artikel. God journalistik.

Om at indfange tiden gennem metaforer - og om at indkredse journalistikken metaforisk

Der er mange fænomener som det ikke er nemt at beskrive, endsige definere klart, men som vi som mennesker alligevel er nødt til at tale om hele tiden. Fx TID.

    Men hvad er TID?

Svaret på det spørgsmål kan udgøres af en række grundlæggende konceptuelle metaforer som man så kan "trække på" når man skal tale om "tid":

• TID er EN BEHOLDER: 
• - Jeg kunne ikke fylde tiden ud; min tid er indholdstom.
• TID er ET LEVENDE VÆSEN: 
• - Jeg slog tiden ihjel med en roman; tiden sneglede sig af sted; tiden løber; tiden går; tiden stod stille; tiden fløj af sted.
• TID er EN MÅLBAR LINIE: 
• - Lang tid, kort tid, en times tid, mødet trak ud; deadline 
• TID er EN VÆRDIFULD RESSOURCE: 
• - Jeg har sparet timer op; jeg spilder min tid; tid er penge, min dyrebare tid, jeg sløsede med tiden; tiden løb ud; jeg har noget tid i overskud
• TID er ET FIXPUNKT: 
• - Et tidspunkt; - jeg kom til tiden;  - jeg ser frem til de uger der ligger forude; - hun har lagt det problem bag sig, opfindelsen var forud for sin tid.

Man kan altså sige at det at lære tiden at kende - at fatte hvad tid er - at det forudsætter nogle konventionelle mentale blending-operationer hvor der i det ene input-rum er det abstrakte TID og i det andet er en af følgende mere konkrete forestillinger: BEHOLDER, LEVENDE VÆSEN, RESSOURCE, LINIE, FIXPUNKT. 

   Disse operationer må være installeret permanent hos os mennesker samtidig med at vi lærer sproget. Og når vi så har fået dem installeret, så er det som en række forskellige mentale bankkonti vi kan trække på når vi taler og skal forklare os. 

Når jeg tænker på hele det kompleks af grundmetaforer som en serie mentale bankkonti man fx "trækker på" når man skal tale om tid, så forestiller jeg mig dem ordnet som et net der fanger og fastholder tiden - ligesom et bur af hønsenet hvori man kan holde høns indhegnet så de kan bruges produktivt til at lægge æg og til at levere kød når de slagtes. 

Historisk er nogle af metaforerne for tid sikkert de mest oprindelige fordi de netop referer til en konkret fysisk visuel kilde til metaforen. 

   Da man i forskellige kulturer opfandt soluret - i form af en pind eller en sten der stilles op så man kan følge dens skygge bevæge sig i en halvcirkel synkront med solens gang over himlen, så blev soluret altså en visuel metafor på tid der kan måles (i buelængder), tid der bevæger sig (som pindens skygge), tid som et fixpunkt (punkter på (ur)skiven).

   Soluret blev et fysisk synligt referencerum for begribelsen af tid; ligesom kroppens sanser er det fysiske referencerum for følelser og menneskelige relationer, og ligesom naturen er det fysiske referencerum for kreativitet (se foregående blogindlæg).

Disse forskellige grundmetaforer var dem Lakoff og Johnson analyserede frem og begrebssatte i deres bog 'Metaphors We Liv By'. De taler om konceptuelle metaforer. Jeg kalder det grundbegrebs-metaforer, eller forkortet: grundmetaforer.

   En enkel og smart måde at beskrive dem på, er at bruge den formel jeg har vist ovenfor:

X er Y

eller

X = Y

...hvor X er metaforens "target" og Y er dens "source". Den konvention er vist også opfundet af de to kloge herrer. 

    Jeg noterer dog lige at det altså er samme formel som jeg har brugt til at beskrive frames med: George Bush´ frame: TERRORISME er KRIG, eller traditionelt uddannede lægers frame:  PATIENTEN er et APPARAT ("apparatfejlsmodellen"). Og konceptuelle grundmetaforer er jo en særlig form for frames, så derfor er det ikke specielt mærkeligt at jeg får en tilsvarende ide som Lakoff og Johnson.

Lakoff og Johnson´s overbevisende eksempel på en sådan konceptuel grundmetafor er: ARGUMENT is WAR, som jeg i et tidligere indlæg har trukket på i danske sætningseksempler som: "Han forsvarede sit synspunkt", "Hun gennemhullede hans argumentation", "Debatten endte i en ren skyttegravskrig", "Deres uenighed eksploderede i et skænderi".

   Andre af de konceptuelle grundmetaforer som Lakoff og Johnson analyserer, er:

•  LIFE is A JOURNEY:
• - Han kom til sit livs endestation
•  THEORIES are BUILDINGS, 
• - Hans forskningsresultater var dårligt funderede
• IDEAS are PLANTS:
• - Hans ide blev gødet ved mødet med Marx

Opdag selv andre meningsfulde sætninger der kan uddrages af disse grundmetaforer.

Lad os så lige tage fat på en forestilling som er næsten lige så abstrakt og uhåndgribelig som tid, nemlig journalistik. Også her forsøger professionen selv i daglig tale at indfange og fastholde den fælles forestilling om hvad JOURNALISTIK og JOURNALISTER er - gennem et net af grundlæggende metaforer:

• JOURNALISTEN er EN SLAGTER/JOURNALISTIK er ET SLAGTERI 
• - Benhårde fakta 
• - Skære ind til benet 
• - Skære fedtet fra 
• - Vi skal have noget mere kød og blod i artiklen 
• JOURNALISTEN er EN KOK/JOURNALISTIK er ET KØKKEN 
• - Der skal mere sovs og kartofler 
• - Den historie er uspiselig for vores læsere
• - Menuen for "Orientering" i dag indeholder indslag om... 
• - News serverer de bedste og mest friske tv-nyheder i Danmark
• JOURNALISTEN er EN SPORTSMAND/JOURNALISTIK er EN SPORTSKAMP:
• - Historien skal sidde lige i skabet 
• - Lav dit benarbejde ordentligt
• - Den er lige til højrebenet 
• - Konkurrenterne får baghjul
• JOURNALISTEN er EN JÆGER/JOURNALISTIK er EN JAGT 
• - Den er lige på kornet
• - Nyhedsjæger søges 
• - Skyde med skarpt 
• - Skyde med spredehagl 
• - Med snuden i sporet 
• JOURNALISTEN er EN MORDER/JOURNALISTIK er DRAB
• - Et interviewoffer
• - Karaktermord
• - Revolverjournalistik
• JOURNALISEN er NARKOMAN/JOURNALISTIK er DOPE
• - Nyhedsfix 
• - Nyhedsjunkie 
• - Nyhedsnarkoman

Jeg kan ikke lade være med at få den tanke at der under en række af disse grundmetaforer for journalister og journalistik ligger referencer til at det at arbejdet som journalist indebærer at man dagligt kommer i en såkaldt flow-tilstand; og for at det journalistiske arbejde skal være rigtig godt, så er den tilstand ligefrem livsnødvendig at komme i.

   Og den tilstand, siger kreativitetsteorien, indebærer at der udløses dopamin, endorfin og adrenalin som stimulerer hjernen når den arbejder kreativt - men også presset af hensynet til en - ja, naturligvis - en 'deadline'. Og det er også de stoffer der udløses, når en jæger går at jage, eller når en idrætsmand bedriver sin sport, eller når en slagter slagter og parterer dyr.

Apropos: En artikel i Politikens 'Lørdagsliv' idag fortæller at en kvinde er blevet "afhængig" at at motionsløbe, så hun får abstinenser hvis hun ikke løber mindst 3 timer dagligt. Og jeg er faktisk begyndt at spekulere på om jeg er ved at udvikle et dopamin-afhængighedsforhold til det at skrive på denne blog.

Det her tror jeg faktisk var en ægte ny erkendelse - en aha-oplevelse: at det at bedrive journalistik er som at være på stoffer - ikke bare forstået i overført betydning - men begrundet i at journalisten rent faktisk er "dopet" i kraft af flowprocessen som et journalistsk arbejds- og livsvilkår - en proces som undersøgelser viser udløser den slags "lykke"-stoffer og belønner hjernen med dem.

Det svarer  i hvert fald nøje til det som Lakoff og Johnson om og om igen argumenterer med, nemlig at det ikke er en tilfældighed, men en biologisk "naturlighed" at fx følelser beskrives gennem sansemetaforer: en varm følelse, en sort depression, en kildrende spænding, en smertefuld afsked - at sanserne er altså er det fysiske referencerum for disse metaforers "kilde".

Specielle sider af journalistikken fanges også ind gennem nogle grundmetaforer. Hvad med det helt centrale men abstrakte og svært definerbare begreb HISTORIEN?

• HISTORIEN er EN BYGNING
• - Kan du underbygge den? 
• - Den skal ses lidt mere fra oven. 
• - Hvad binder historien sammen? 
• - Det er en skæv/solid historie.
• - Hvad er historiens fundament?
• - Kan vi bygge videre på historien fra i går?
• - Den historie holder ikke en meter.

Og den VIRKELIGHED journalister arbejder i og med, hvordan fanges den ind grundmetaforisk?

• VIRKELIGHEDEN er VAND
• - Kilder 
• - Der er en der har lækket historien 
• - Nyhedstrømmen
• - Breaking news
• - Han dykkede ned under overfladen af begivenhederne
• - Hun kunne ikke komme til bunds i historien
• - Det billede der tegnede sig gennem researchen, var mudret

KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - kreative miljøer er som ursuppen

Jeg har tidligere i et indlæg noteret den formmæssige lighed - isomorfi - der er mellem det skema for konceptuel blending som fremgår af bogen 'The Way We Think', og så en grafisk model af kønnet befrugtning: to kønsceller der smelter sammen og producerer en tredje, som er et helt nyt indvid med en blanding af egenskaber fra de to forældre-celler (se indlæg 20/09/10).

   Den isomorfi gør det altså muligt at se og forstå den mere abstrakte kognitive tankeproces blending, gennem forestillingen om den mere konkrete og velbeskrevne biologiske befrugtningsproces.

   KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - en masse sproglige udtryk viser at det er præcis den grundmetafor vi "trækker på" i en lang række sproglige udsagn når vi skal formulere os om  kreativ tankevirksomhed:

• Vi havde et frugtbart samarbejde
• Tanken om demokrati gærede rundt omkring i samfundet
• Ideerne blomstrede 
• En ny tanke spirede frem
• Bogen såede et frø til en nyskabende opfindelse
• Heri lå kimen til en revolutionerende teori 
• Det moderne begreb om tyngdekraften blev født 1687
• Niels Bohr var atomteoriens far
• Problemet skulle have en vis inkubationstid før løsningen dukkede op

Som jeg nævnte i det foregående blogindlæg, så arbejder Steven Johnson i sin bog 'Where Good Ideas Come From' ud fra en gennemgående generativ grundmetafor eller analogi:

  

KREATIVE MILJØER er som den LIVGIVENDE URSUPPE 

Pointen er at han derudfra finder analogier og isomorfier på mange planer mellem natur og kultur. Han anfører:

Wether you´re looking at the original innoventions of carbon-based life, or the explosion of new software toools on the Web, the same shapes keep turning up. When life gets creativt, it has at tendency to graviate toward certain recurring paterns, whether those patterns ar emergent and self-organizing, og wether they ar eliberately crafted by human agents. 

Til at grafisk at visualiserer sin helhedstanke i bogen bruger han metaforen et timeglas og dette at man i den model kan zoome ind og ud - både når det gælder naturfænomener (over stregen) og naturfænomener (under stregen):

global evolution

ecosystems

species

brains

cells 

----

ideas

workspaces

organizations

settlements

information networks

Hans ide (opdagelse?) er at det er de samme innovations-mønstre der findes på alle planer - uanset skellet natur-kultur, og at man altså mentalt set kan zoome ud og ind i forhold til de forskellige niveauer:

As you descend toward the center of teh glass, the biological scales contract: from the global, deep time of evolution to the microsocopi exchanes of neurons og DNA. At the center of the glass, the perspecitive shifts from nature to culture, ande the scales widen: from indvidual thought  and private workspaces to imennese cities and global information networks. When we look at the history of innovation from the vantage point  of the long zoom, what we find is that unusually generative environments display similar patterns of creativity at multiple scales simultaneously.

Steven Johnson er en storforbruger af metaforer. Og fraktalen er den metafor han sammenfatter hele sin tænkning gennem: Det at de samme "innovation patterns" kan genfindes når man mentalt set zoomer ud og ind og går på tværas af planer og faglige domænder i timeglasset. Han argumenterer med at - i stedet for  at anskue hvert plan gennem sin isolerede faglige optik (min metafor) - så bliver "new insigths visible by approaching the problem in this fractal (min fremhævning), cross-disciplinary way." Og senere:

You can´t explain the biodiversity and the coral reef by simply studying the genetics of the coral itself. The reef generates and sustains so many different forms of life because of patterns that recur on the scales of cells, organisms, and the wider ecosystems itself. The sources of innovation in the city and the Web are equally fractal (min fremhævning). In this sense, seeing the problem of innovation from the long-zoom perspective does not just give us new metafors. It gives us new facts.

Det Steven Johnson understreger her er en speciel udforskningsmetode, hvor han bruger en gennemgående metafor som en kognitiv søgemaskine på tværs af domæner og fagområder, til at genererer ny indsigt ud fra "recurring patterns" inden for ellers adskilte mentale territorier der sådan set er velbeskrevet og forstået hver for sig.

   Jeg fremhæver dette fordi jeg synes det er beslægtet med det jeg i det små også forsøger at gøre med skriverierne på denne blog. Ligesom i bogen 'I is an Other' af James Geary synes jeg i Steven Johnsons bog at hav fundet noget af en soul-mate.

Slow-motion aha-oplevelser - og drømmes betydning når ideer fødes

Kreativitet og drømme under søvn kobles ofte sammen. Ligesom kreativitet og hypnose, kreativitet og meditation, kreativitet og dagdrømmeri. Jeg har været inde på de sammenhænge i flere tidligere blogindlæg.

   Der er noget fælles ved den slags tilstande, nemlig at bevidstheden er ufokuseret eller helt suspenderet. Og dermed åben for at hjernen har mulighed for at lave "kortslutninger" mellem ellers fjerntliggende forstillinger ved at de modsvarende neuroner får kontakt med hinanden og aktiveres samtidig/synkront.

   Jeg har tidligere nævnt at særligt kreative personligheder, fx Poul Martinsen, fortæller at de har oplevet at 'det at sove på et problem', var det der skulle til for at få ideen til løsningen næste morgen når de stod og barberede sig: i form af den typiske aha-oplevelse. Men om de ligefrem drømmer sig til ideen, det fremgår ikke.

   Selve oplevelsen af indsigt har også betegnelsen: "epani". Wikipedia beskriver det sådan her:

An epiphany (from the ancient Greek ἐπιφάνεια, epiphaneia, "manifestation, striking appearance") is the sudden realization or comprehension of the (larger) essence or meaning of something. The term is used in either a philosophical or literal sense to signify that the claimant has "found the last piece of the puzzle and now sees the whole picture," or has new information or experience, often insignificant by itself, that illuminates a deeper or numinous foundational frame of reference.

   Epiphanies of sudden comprehension have also made possible leaps in technology and the sciences. Famous epiphanies include Archimedes' realization of how to estimate the volume of a given mass, which inspired him to shout "Eureka!" ("I have found it!"). The biographies of many mathematicians and scientists include an epiphanic episode early in the career, the ramifications of which were worked out in detail over the following years. For example, Albert Einstein was struck as a young child by being given a compass, and realizing that some unseen force in space was making it move. An example of a flash of holistic understanding in a prepared mind was Charles Darwin's "hunch" (about natural selection) during The Voyage of the Beagle.

Det at drømme er i sig selv en kreativ proces for så vidt som hjernen under søvn forstiller sig noget som ikke findes andre steder end - netop i hjernen.

   Men drømme har ingen umiddelbar nytteværdi - drømme er grundlæggende frigjort fra forpligtelsen til at være rettet mod innovation - altså nye ideer eller opfindelser der gavner menneskeheden - eller mindre dele af den, som fx en virksomhed.

Men det passer ikke - ikke helt, i hvert fald. Steve Johnson fortæller i sin bog 'Where Good Ideas Come From' om flere eksempler hvor drømme tilsyneladende har været den udløsende faktor i nye vigtige opdagelser.

   Han beskriver det i kapitlet med overskriften 'Serendipity´ - som kan oversættes til: "dette at få svar og løsning - tilfældigt og heldigt - på et problem, mens man er i gang med noget helt andet." (se mit indlæg fra den 22/12/10).

   Og han knytter det sammen med det han kalder "hunches" - som er en slags anelse om en mulig  kommende aha-oplevelse. Det er ikke helt nemt at oversætte til dansk: men "forudanelse" er nok det næremeste dansk enkeltord for "hunch". En udfoldet definition kunne være: et intuitivt førsteindtryk af at noget kan vise sig at være tilfældet

  

Steve Johnson beskriver så hvordan der kan gå lang tid mellem første gang man får sådan en forudanelse, og så til at den fremtræder for bevidstheden som en fuldt udfoldet og afklaret ide. Han fremhæver specielt det han kalder "slow hunches",  altså en indsigt der fremkommer gennem en langsom og mere eller mindre ubevidst udviklingsproces.    

   "Hunch" hos ham minder dermed om det der kaldes et set up  eller en plantering i dramaturgien. Analogt med det jeg tidligere har bemærket: at pay off i dramaturgien svarer til aha-oplevelsen i psykologien.

Steven Johnson nævner flere eksempler på at drømme som et "hunch" går forud for og bidrager til vigtige opdagelser. Det som jeg synes er mest slående, er der hvor drømmen leverer en regulær metafor der fungerer som model for løsningen af et problem. Han introducerer det sådan:

"This pattern of a slow hunch crystalizing into a dream-inspired pepiphany recurs what may be the most famous reverie in the history of science".

    I 1865 sad den germanske kemiker August Kekulé foran kaminilden og dagdrømte. Han havde brugt ti år af sit liv på at prøve at finde ud af hvordan kulatomer forbinder sig indbyrdes og med andre atomer i forskellige organiske molekyler. Og i denne drømmetilsatnd så Kekulé pludselig for sig slangen Ouroboros fra den græske mytologi der bider sig selv i halen: "The serpent image in his dream gave him a sudden insight into the molecular structure of the hydrocarbon benzene".

The benzene molecule, he realized was a perfect ring og ccarbon, with hydrogene atoms surrounding its outer edges. Kekulés slow hunch had set the stage for the insigth, but for that hunch to turn into a world-changing idea, he needed the must unlikely of connections: an iconic image from ancient mythology. (...) It took the combinatorial serendipity of af daydream - all those neurons firing in an unlikely new configuration - to help usunderstand the combinatorial power of carbon, which was itself  crucial to understanding the orginal innovations of life itself.

Steven Johnson griber her tilbage til sit indledende kapitel hvor han beskriver teorien om livets opståen på Jorden.

   Det antages at være sket ved stærk kaotisk aktivitet i det man på engelsk kalder "primordial soup" - "ursuppen." En herlig videnskabelig metafor. 

   "Ursuppen" forestiller forskerne sig som en koncentreret cocktail af en masse forskellige stoffer - med kulstof som det helt afgørende - blandet op i vand. Tanken er så at livet opstår spontant og tilfældigt i denne ursuppe - i kraft af koncentrationen af stoffer, mængden af kemiske forbindelser og muligheder for livlig kemisk interaktion - og med helt ny komplekse forbindelser aktiveret af vulkansk aktivitet eller ekstreme lynudladninger. I ursuppen kommer komplekse organiske molekyler i forbindelse med hinanden i en uforudsigelig kaotisk kombinatorik, som - med ekstra tilført energi - "tænder" det første encellede liv.

Steven Johnson bruger forestillingen om denne ursuppe hvorfra livet udspringer, som en generativ metafor igennem hele bogen, og altså også her i forbindelse med drømme som man ser:

In a sense, dreams ar the mind´s primordial soup: the medium that facilitates the serendipitous collisions of creative insight.. And hunches ar like those early carbon atoms, seeking ourt news kinds of connections to help them build new chains and rings of innovation.

Når en metafor fungerede som en katalysator for August Kekulé´s nyskabende tænkning om kulatomets måde at forbinde sig på i benzen-molekylet, så er der jo tale om det jeg kalder konceptuel blending: To mentale input-rum, et med kemiske formler og forbindelser og et andet med græske mytologiske figurer, og et blended konceptuelt output-rum hvori optræder noget helt nyt: det grafiske billede vist ovenfor med kulatomerne i en ring der "bider sig selv i halen".

Og for nu til slut at slå en metaforisk baglæns saltomortale: Ursuppen er altså i min optik et kemisk miljø som i særlig grad stimulerer til "biologisk blending".

   Med det vil jeg sige at det har været en aha-oplevelse at opdage at meget af det nye og spændende Steven Johnson beskriver i sin bog, uden videre lader sig forstå og tolke gennem blending-metaforen.

   Jeg kommer tilbage i senere indlæg med nogle af de andre interessante pointer han har rundt omkring.