Man begraver da ikke biologisk affald - om framing af aborter

Konflikt er et af de centrale journalistiske nyhedskriterier. Og en særlig form for konflikter som journalister er glade for at kunne lave historier om, er framing-konflikter.
   Sådan en konflikt fortalte Politiken om den 30. marts, og jeg mener tv-avisen havde den samme aften. Artiklen var skrevet af Kristine Korsgaard og Nilas Heinskou.
   Rubrikken lød: "Sygehuse skal tilbyde begravelse af fostre". Og jeg reagerer helt umiddelbart og tænker: "Jamen, man begraver da ikke fostre". 
   Underrubrikken er også "mærkelig", for den er uafsluttet: "Tidligere fik hun altid dårlig samvittighed" ... den fungerer som et set up til brødteksten der fortsætter og færdiggør sætningen og leverer pay off ...

Over at pakke aborterede fostre, som var op til 22 uger gamle, ind i to papbakker af den type, man også bruger, når patienter skal kaste op, og forsøge at lukke dem godt sammen med tape, før pakken blev kasseret sammen med hospitalets øvrige biologiske affald som blod, væv og legemsdele.
   Dengang Helle Kristensen arbejdede som sygeplejerske på Gentofte Hospital, var det sådan, man håndterede abortfostre – og indtil for nylig almindelig procedure over hele landet.
   »Jeg følte, at det var forkert. En kedelig måde at gøre det på«, siger hun.

Skal aborterede fostre frames som "boiologisk affald" og behandles og borskaffes på lige fod med andet biologisk væv, eller som "et for tidligt født dødt barn" og altså begraves i en kiste? Det er spørgsmålet, og deri ligger konflikten. Der er tale om et konceptuelt valg mellem to grundmetaforer: ABORTEREDE FOSTRE er BIOLOGISK AFFALD versus ABORTEREDE FOSTRE er FOR TIDLIGT FØDTE BØRN.
   Aldersgrænsen for at skifte den metaforiske frame på Herlev hospital går i følge artiklen ved den 12. uge.

Alle fostre, som aborteres på afdelingen, bliver efter operationen bragt ud i et skyllerum, hvor der er fred. Her bag den gule dør bliver de, som er over 12 uger gamle, svøbt i et lille, hvidt tæppe med lyserød eller lyseblå syning i kanten. Det ene hjørne er syet sammen, så fosteret kan få det på hovedet som hue.
   Bagefter bliver det lagt ned i en cirka 30 centimeter lang trækasse med låg. Helle og hendes kolleger kalder den for en kiste, mens ledende overlæge Morten Lebech bruger udtrykket ’æske’.

Valget af grundmetafor som frame kommer til udtryk i ordvalget: "kiste" eller "kasse".

Etisk råd anbefaler at alle hospitaler gør som på Herlev. Fordi:

»Det kan betragtes som usømmeligt, når fostre efter 12. uge behandles som ’andet biologisk affald’. Ved at tilbyde nedgravning anerkender man, at nogle forældre har et legitimt behov for at drage omsorg for det aborterede foster«, siger cand.mag. og formand for rådet, Jacob Birkler.

Man bemærker hvordan også har etisk råd har terminologiske problemer i forbindelse med framingen, idet han bruger eufemismen: "nedgravning" i stedt for "begravelse".
   I følge lovgivningen er der først tale om "et barn" når fostret er 22 uger gammelt. Men problemet er hvis man nu i praksis også behandler aborterede fostre mellem 12. og 22. uge som "døde børn", hvorfor så lige sætte grænsen ved 12. uge? Et mindretal i Etisk Råd har det synspunkt "at fostre aborteret før og efter 12. uge skal behandles ens, fordi menneskelivet starter ved undfangelsen."

Nedenunder ligger der en gammelkendt konflikt mellem to professionelle menneskesyn styret af henholdsvis en sygeplejerske-frame og en læge-frame, som jeg tidligere har beskrevet.
   Overlægen der står som ansvarlig for at aborterne foretages - uanset fostrets alder - kan naturligvis ikke leve med at alle disse fostre frames som "for tidligt fødte døde børn", så han vil overlade det til forældrene at beslutte hvilken frame der skal gælde:

Ledende overlæge Morten Lebech ser det dog ikke som et problem. For ham handler det om kvindens ønsker – ikke om ,hvorvidt han selv opfatter fosteret som menneske, væv eller noget derimellem.
   »Som læge har man jo både empatien og sin egen overbevisning. De fleste gynækologer opfatter en provokeret abort som en del af arbejdet; det er ikke et problem, men nærmere en hjælp til kvinder, som efter grundig overvejelse har truffet en beslutning. Også når det er i 20. uge. Jeg står ikke personligt og tillægger fosteret liv, men det gør kvinden og hendes partner ofte. Og det er det vigtigste for mig«, siger han.

Oplysende artikel. God journalistik.