Friktionsfri fiktion - og tv-avisen som sandhed og det rene digt

Jeg har tidligere i et blogindlæg omtalt at Ove Knausgårds bog 'Min Kamp' er blevet beskrevet som "fiktionsfri fiktion" af litteraturforskeren og klummeskriveren Hans Hauge. Det er også rubrikken på et indlæg af HH i jp.dk den 6. februar hvori han diskutere den nye tendens til at ellers nogenlunde klart adskilte litterære genrer som 'roman' og 'selvbiografi' glider sammen i en række moderne udgivelser. Her skriver han bl.a.

En roman kaldes også ”fiction”. Det kunne betyde, at det hele er noget, forfatteren har opfundet. Sådan er det ikke. Fiktion skal opfattes som en juridisk kategori. Den er et slags slør. Fiktion er en burka. Forfatterne skjuler sig bag et slør. De skjuler personerne bag fiktive masker, så vi skal gætte på, hvem de i virkeligheden er. Fiktion er udtryk for censur. Da den homoseksuelle Edmund White skrev om sit bøsseliv, var han nødt til at skjule en masse. Det behøver han ikke mere. (/) Hvad er det nye så? Det er romaner, der ikke laver om på virkeligheden, men gengiver den, som den er. Der bruges de rigtige navne på personer. Vi behøver ikke længere gætte på, hvem der er hvem. Fortælleren er forfatteren. I gamle dage brugte man megen tid på at finde ud af, hvem en eller anden person var. Læsning blev en slags gætteleg. (/) Vi gider ikke læse fiktioner længere. De fleste romaner er, ved vi, ikke andet end fantasy. Og især reality-tv er fantasy. Mest fiktion findes på Facebook. Vi vil have noget virkeligt. Fordi det meste er løgn.

Det er som slutning på klummen at HH så nævner Knausgårds 'Min Kamp' som et helt aktuelt eksempel på den tendens, idet han skriver: "Den fortæller om hans almindelige liv. Om barndom, kone, børn og kærester. Han opfinder intet. Han fortæller ikke. Knausgårds roman er fiktionsfri fiktion. Og familien vil lægge sag an mod ham."
   Det er ikke helt til at afgøre om HH tager afstand til den genretendens han betegner som "fiktionfri fiktion". Men han synes nok nærmest at være kritisk. Altså at man - forfatterne - bør skelne, lave klare genrekontrakter.

Debatten har så åbenbart kørt videre i forskellige aviser og klummer. For mig læserblik dukker den så frem igen i Knud Romers debatindlæg "Virkeligheden der blev væk" i Politikens bogtillæg den 5. marts.      
   Knud Romer citerer her HH for følgende: "Det ville være interessant at vide om  der for (...) Knud Romer findes tekster der ikke er fiktioner. Mener (han), at historiske værker er fiktioner? At aviser og tv-nyheder er?" Og Knud Romer, der har skrevet "romanen" 'Den som blinker er bange for døden', svarer:

Kære Hauge, jeg er ked af at måtte skuffe dig, men TV-avisen er ikke et gennemsigtigt vindue til virkeligheden. Det er billeder på en væg - og verdensbillederne er ikke kun producerede, klippede og tilrettelagte, når Jeppe Nybroe lægger ekstra granater ind for effektens skyld. Det er de altid - det kan slet ikke være anderledes - og studiet er en iscenesættelse, der er ude efter at frembring en forpligtende sandhedseffekt ved hjælp af konventionelleudtryk for 'seriøsitet' (smid jakkesættet, tage den blå farve ud, lad håret gro, og stil en øl på bordet). De har endda sat musik til.

I min begrebsverden er der her tale om en klokkeklar frame-konflikt mellem Hauge og Romer. 
   Inden for rammerne af én konceptuel frame kan og skal man skelne mellem sandhed og løgn, mellem fakta og fiktion, og det kan i mange situationer være livsvigtigt at kunne foretage den skelnen, derfor er det socialt og samfundsmæssigt nødvendigt at have genrekontrakter. Lad os kalde den 'kontrakt-framen'.
   Inden for en anden konceptuel frame er alle former for sproglige, lydlige og billedlige udtryk mentale konstruktioner som filminstruktører, forfattere, journalister, forskere kan pendle imellem alt efter hvilken relativ måde de ønsker at forholde sig til virkeligheden på. Lad os kalde den konstruktions-framen.
   Jeg gør mig til talsmand for komplementaritets-framen, der siger at begge frames er mulige og legitime - og funktionelle alt efter hvilket konceptuelt "måleinstrument" man anvender. Jeg bruger her som analogi og autoritet ingen mindre end Niels Bohr der i sin tid forklarede den undrende offentlighed og sine forskerkolleger at elektroner både kunne optræde som bølger og som partikler. 
   Sådan er det også med TV-avisen: Den kan både optræde som gennemsigtigt vindue til virkeligheden, og som et konstrueret  billede på væggen, iscenesat og manipuleret.
   Men Knud Romer accepterer kun sit eget "målinstrument" og har da også noget i klemme, fordi hans bog jo i sin tid blev kritiseret, blandt andet af borgere i hjembyen Nykøbing Falster, for at være "fuld af løgn". Han belærer Hans Hauge og andre læsere:

Hele diskussionen om 'fiktion' kontra 'virkelighed', bygger på et vulgært og uddateret realismebegreb, der går ud fra, at  mennesket - og mediet - står i nærkontakt af tredje grad med en foreliggende virkelighed, som bliver passivt reproduceret i form af billeder og ord,og hvad vi ellers har af udtryksmidler. En sådan direkte og uformidlet tilgang til den ægte være besidder vi desværre ikke, og af samme grund er 'virkelighed' en meget foranderlig størrelse, som hele tiden står til forhandling og konstrueres og dekonstrueres og ændrer sig historisk - og fra kultur til kultur og person til person og endda i løbet af dagen. 

Jeg accepterer helt at den konstruktions-frame Knud Romer her påberåber sig, er fuldt legitim. Og man vælger selvfølgelig de bukser at tage på som passer i livviden og længden.
   Men hvorfor kontrakt-framen skulle være vulgær, forstår jeg ikke. Og påstanden om at den skulle være langt ovre sidste salgsdato, er stærkt overdrevet. Faktisk er der intet der tyder i den retning. Når vi i fjernsynet ser jordskælv og tsunami smadre japanske byer, så er det ikke en konstrueret vits. Og når vi på tv ser at det libyske oprør langsomt knuses af Gadaffi, så er det ikke en konstruktion, men en sørgelig sandhed.

Mixofobi - en virus der breder sig - også journalisterne er smittet - og Louis Vuitton

I kronikken i Information i dag introducerede forfatteren Knud Aarup et begreb "mixofobi" - som han definerede som "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv". Og jeg fik en aha-oplevelse, fordi jeg fik et nyt præcist ord der inden for det sociale og socialpsykolgisk område, var det modsatte af "blending" - noget der hæmmede eller ødelagde kreativ tænkning og udvikling fordi det modarbejde blending af adskilte konceptuelle rum.

   Og i løbet af ingen tid, vrimlede det frem i min hjerne med eksempler:

Jeg underviser på en journalistuddannelsen på et universitet, og mixofobien slår hårdt igennem der når de journaliststuderende skal søge praktikpladser. Aviser og andre medier i provinsen kan stort set ikke få ansøgere til deres praktikpladser, og tendensen bliver tilsyneladende kun stærkere år for år. Og de unge studerende køber simpelt hen ikke det argument som vi gamle og erfarne fremfører, nemlig at de vil lærer meget mere hvis de søger ud på de provinsplacerede medier som har målgrupper der socialt og mentalt ligger langt fra dem selv.
   Jeg husker det også selv da jeg var tv-direktør for en regional tv-station. Det var rigtigt svært at få praktikanter, og dem jeg kunne få, hørte ikke til de mest udadvendte og udfarende hurtigløbere.

   Mixofobi er dog ikke isoleret til de unge journalister in spe i forhold til "bonderøvsmedierne" i provinsen. Den gensidige mentale mixofobi mellem akademikere og journalister i Danmark er en gammel historie. Og den præger faktisk stadig journalistuddannelserne på universiteterne, hvor der er et skarpt skel mellem akademiske lærere med forskningsforpligtelse, og så de journalsitisk uddannede lærere i håndværket. Også selvom et af formålene med at oprette journalistuddannelser på universiteterne, netop var at nedbryde dette skel gennem blending af professionelle konceptuelle rum og muligheden for faglige frame-shift.

Mixofobi var jo iøvrigt hvad det hvide aparheidstyre i Sydafrika var besat af. Og Hitlers nazister. Sho-gun-styret i Japan der holdt landet i isolation fra Vesten i 200 år, led også af mixofobi.

   Og med begrebet kan vi nu også også metaforisk sammenfatte hvad det er for en for en mental "sygdom" Dansk Folkeparti igennem de 10 års VKO-regimente har smittespredt: en mixofobi-virus.

   Men også en række indvandrersamfund og -grupper i dagens Danmark lider af mixofobi - i forhold til det danske samfunds normer. Sygdommen er gået i samfundsmæssigt selvsving.

   Den nysudnævnte integrationsminister Søren Pind har straks leveret sit bidrag til at sprede virussen yderligere, idet han gjort sig til fortaler for at udskifte en integrations-målstæning i forhold til indvandrere og flygtning, med en assimilations-målsætning. Mixofobi!

Endelig vil jeg  nævne et eksempel på hvad man kunne kalde symbolsk mixofobi, beskrevet i en artikel i Politikens kultursektion 6-7/3. Det drejer sig om mærkevarefirmaet Louis Vutton der har taget "juridiske skridt" mod den danske kunstner Nadia Plesner fordi hun i et maleri har ladt indgå en Louis Vutton-taske. Billedet er, fortæller avisen, en "opdateret" version af Pablo Picassos berømte maleri 'Guernica'. Plesners billede er altså en pastiche - et produkt af visual blending  - og det har titlen 'Darfurnica' og har samme størrelse som Picassos billede: 32 kvm.
   Som helhed er 'Darfurnica' en collage/montage i kraftige pang-farver og udført i en stil der kunne minde om fx Monty Phyton-udsendelsernes groteske grafik.  En relativt lille, men centralt placeret del af motivet udgøres af en nøgen afrikansk dreng der står med en stor hvid Louis Viuitton-taske hængende fra sin bøjede albue.
   Journalisten Carsten Andersen fra Politiken fortæller:

Med billedet vil kunstneren gøre opmærksom på problemerne i Darfur og samtidig vise , hvordan dele af pressen går mere op i historier om kendisser end i at fortælle om verdens problemer. LV tasken er - ligesom Paris Hiltons skødehund og Victoria Beckham - billeder fra kendissernes ikonverden.

For at få Nadia Plesner til at holde op med at vise billedet med Louis Vuitton-tasken indlagt i kollagens motiv, har firmaet fået en dommer i Holland, hvor Nadia Plesner bor, til at idømme hende dagbøder á 37.000 kr. så længe det vises fx på hendes hjemmeside.
   Jeg tør naturligvis ikke her vise en kopi af billedet med "den fattige nøgne sorte drengen med Vuitton-tasken over armen", for tænk hvad jeg kunne blive udsat for at det blendingsfjendtlige firma!
   Se selv billedet, læs mere om det og baggrunden, og om retssagen på Nadia Plesners hjemmeside

 http://www.nadiaplesner.com/Website/darfurnica.php

Her kan man også indbetale bidrag til en fond så hun kan betale sine advokater. Samlet skylder hun i skrivende stund 215.000 euro.

Den kreative socialdirektør - og velfærdsværnepligten

Normalt forbinder jeg ikke 'socialdirektører' med 'kreativitet'. Men man skal aldrig sige aldring. Information har en kronik i dag af en af slagsen, Knud Aarup, som er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Et blended ansvarsområde, som i gamle dage ville være blevet holdt skarpt adskilt.
   Rubrikken lyder: "Velfærdsværnepligt skal hjælpe os til at genfinde fællesskabet."
   Den fanger mig i kraft af det blendede udtryk "velfærdsværnepligt". Dannet som en analogi til "militær værnepligt": pligt til at værne velfærden, som - set gennem krigsmetaforens feltkikkert - er "truet", "belejret", "under angreb".
   Hvad har den gode direktør gang i? Kronikken fremlægger en argumentationskæde, som jeg faktisk bliver så optaget af at jeg hænger på.

Ideen er at man skal tage konsekvensen af at der i forvejen er en samfundmæssig tendens i gang hvor man forsøger at øge det civile samfunds betydning i løsningen af samfundsmæssige velfærdsopgaver.

På individplanet betyder det, at den enkelte i langt højre grad er begyndt at spørge: Hvordan kan jeg bidrage? hvordan kan jeg gøre mig til deltager i noget som er større end mig selv? (/) De frivillige organisationer kan registrere den udvikling i form af en stigende tilslutning, og sociologer taler om  stigende lyst til at samskabe - dvs. virke sammen med andre om noget fælles. (/) Der er ingen tvivl om, at vi er vidne til et moralsk-etisk paradigmeskift, som for rigtig mange mennesker  signalerer et opgør med forestillingen om, at forfølgelse af egneinteresse er menneskets højeste mål.

Socialdirektøren konstaterer at der i slutningen af sidste århundrede skete et skift - frame-shift - i relationerne mellem borgerne og det offentlige, så det offentlige blev defineret som primær leverandør af  "serviceydelser" og borgerne som "servicebrugere", tæt knyttet sammen med den ledelsesideologi og styringform i stat, amter og kommuner som betegnes 'new public management'.
   For de yngre generationer har det haft stor betydning:

I de seneste 15 år er unge vokset op med det billede af velfærdssamfundet som en række serviceinstitutioner, som man har ret til at gå i, fordi man har betalt sin skat. Man behøver ikke at tænke på andet end sin ret. (/) Sideløbende med den udvikling er vi i stigende grad begyndt at organisere os med ligesindede i delsamfund, der hverken har plads til at tage hensyn til dem udenfor eller til at klare de forskelligheder, som altid opstår i mellemmenneskelige relationer. 

Aarup henter så et nyt begreb ind - analogt til fx socialfobi: "mixofobi" - der betyder: "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv".
   Hans synspunkt er at tendensen til kun at tænke på sin ret, og til at organisere sig i grupper af ligesindede, indeholder kimen til en udbredt mixofobi, og at det har nogle negative følger:

Konsekvensen er, at vi mister evnen til at nå frem til fælles og delte meninger. Vi taber med andre ord muligheden for at skabe fælles aftale om, hvordan vi opfører os over for hinanden. Vi mister evnen til demokratisk dialog og dermed evnen til at betragte velfærdssamfundet som et fællesskab. 

"Mixofobi" er jo det modsatte af blending. Socialt og mentalt sker der det at man  adskiller og udskiller,  indhegner og sætter grænser op. Samfundet er blevet et risikosamfund, globaliseringen truer trygheden i økonomi og ansættelsesforhold. Socialdirektøren har en plan og en ide:

For at imødegå en tiltagende mixofobi skal der udvikles nye sociale rum,hvor tværgående social læring kan medvirke til at genopbygge fællesskabsfølelsen. Derfor foreslår jeg, at der indføres en generel pligt for alle til at yde fire måneders velfærdstjeneste i en af velfærdssamfundets institutioner, inden de er fyldt 25 år. (...) Som betaling for disse job foreslås et niveau svarende til SU. (...) De job som skal varetages, findes ikke i dag. Da et af hovedformålene netop er at frem den tværgående sociale læring, er det vigtigt at jobbene oprettes der, hvor der er størst behov. Gennem aftjenining af velfærdstjeneste får de unge både en oplevelse af samfundets forskellige sociale sider og en konkret oplevelse af, at velfærdssamfundet er noget som forudsætter at man bidrager personligt.

   Sproget er lidt vel socialdirektøragtigt, men tankegangen klar. Og det nye begreb mixofobi, som en Zygmund Bauman har opfundet, giver mig en regulær aha-oplevelse, som jeg udfolder i et følgende blogindlæg

Knud Aarup fremføre til slut i sin kronik at vores samfund "består af samfundsborgere, ikke af forbrugere, og samfundsborgeren er netop kendetegnet ved at have pligter og rettigheder". Og kreativt trækker han nu et historisk kort i sin argumentation:

I arbejderbevægelsen er det traditionelt udtrykt som Gør din pligt, og kræv din ret.Velfærdssamfundet blev udviklet på baggrund af sociale værdier om lige muligheder for alle, retten til helbredelse, retten til forsørgelse og rimelige levevilkår og sågar retten til arbejde til alle. Men samtidig var der balance mellem pligter og rettigher. Er man i tvivl, kan man bare læse Fremtidens Danmark fra 1945. (/) Læren fra den gang er fortsat vigtige kerneværdier id det danske samfund. Det er på tide, vi genfinder kilden til den enkelte moralske ansvar. Det er på tide vi genopdager velfærdssamfundet som et fællesskab.

Konceptuel blending af før og nu. Godt gået, socialdirektør!

'Læsegruppe Sundholm' - kreativ og nyskabende litteraturformiling på DR-tv?

Jeg har vist i et tidligere blogindlæg kategoriseret journalisterne Mads Brügger og Mikael Bertelelsen som hørende til de "særligt kreative personligheder". Begge udtrykker de sig gennem ironi. Og begge er de i hvert fald kendt for at producere tv-programmer der balancerer på skellet mellem fakta og fiktion,  grænsesøgende og grænseoverskridende programmer der er et resultat af conceptual blending, fx 'Det røde kapel' og 'Den 11. time'.

Informations bogtillæg har idag en forskræpsartikel af Rasnus Bo Sørensen om en kommende serie litteraturprogrammer på DR2, tilrettelagt af disse to "skæve" tv-hoveder. Rubrikken er et citerer en udtalelse af Mikael Bertelsen: "Litteraturen kan betyde alverden for et menneske, der kun akkurat hænger sammen".
   Opskriften - konceptet - er: Tag 4 hjemløse fra et hjemløseherberg, og lad dem læse, diskutere og anmelde god litteratur for åbne skærm, f.eks. 'Min Kamp' af nordmanden Ove Knausgaard, eller 'Jeg er en hær' af Lars Husum. Og se så hvad der sker - med dem der diskuterer. Spørgsmålet er: Kan litteratur ændrer deres liv?
   Det er jo tydeligvis en form for reality-show, men med et alvorligt sigte. Og lavet i udtalt opposition til traditionel "højpandet" tv-litteraturfomidling. Jeg får associationer til nogle af Poul Martinsens eksperimenterende programmer hvor han forsøger at nedbryde sociale fordomme - ud fra formlen: Hvad nu hvis....

Jeg citerer fra udtalelser rundt omkring i artiklen:

"Det er et andet blik på herberget Sundholm, og det er et andet blik på litteratur," siger Mads Brügger, ... 

I løbet de i alt otte programudsendelser kommer seerne tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, hvis personlige dramaer fletter sig ind og ud af de bøger de læser. (...)  

Programmet er fuld af den slags øjeblikke, hvor bøgernes fiktion og medlemmernes liv smelter sammen - og det er netop seriens styrke, mener Mads Brügger. 

"Jeg synes det er lykkedes os at skabe et program, hvor man ikke bare taler om hvilken effekt litteratur kan have, men hvor man rent faktisk viser det, siger Mikael Bertelsen. 

"På mange måder er det ikke bare et litteraturprogram, men også en alternativ form for socialreportage om velfærdssamfundet og om, hvordan man overlever i systemet," siger Bertelsen.

Programmerne handler altså om litteraturens "forandringspotentiale." Og spørgsmålet er om læsningen af bøger med litterær kvalitet, kan give så stærke aha-oplevelser hos mennesker der normalt ikke vil komme i kontakt med den, at bøger der er fiktion, får en slags sandhedseffekt på dem.
   Don´t tell it, show it, lærer man på Journalisthøjskolen. Og det er en lærersætning begge tilrettelægger i den grad har taget på ordet i flere af deres tidligere programmer. Og altså her igen.

Der er tale om et kreativt forsøg på radikalt frame-shift - både i forhold til den konventionelle måde at behandle litteratur på i tv, og i forhold til den konventionelle måde at behandle hjemløse på i tv.
   Og konceptet blander forestillinger og konceptuelle rum, som ellers holdes adskilt i kulturen og i medierne - for at nedbryde fordomme og mentale grænsebomme hos publikum.
   Det blive spændende at se hvad der kommer ud af det. Men tænk at udsendelsestidspunktet er sat til kl. 23. på DR 2.
   Programfladeplanlæggerne er tøsedrenge.

Den arbejdsdelte hjerne - to slags tænkning og hvad deraf følger

Forestillingen om den arbejdsdelte hjerne - dette at de to hjernehalvdele har forskellig funktion i forhold til problemløsning og ideudvikling, er for mig en gammel historie.

   Teorien om hvordan højre og venstre hjernehalvdel arbejder og bidrager på hver sin måde når der skal tænkes kreativt, var min oprindelige indgang til kobling af hjernen og kreativitet i begyndelsen af 80-erne. Her blev jeg på et manuskriptkursus af en af lærerne, Gert Smistrup, gjort opmærksom på at metaforsprog på en eller anden måde hvad noget at gør med højre hjernehalvdels særlige måde at tænke på.
   Han forbandt de togså med det journalistiske mantra: "Don´t tell, show!" At når man fortalte i "billeder" så var det den højre hjernehalvdel hos journalisten der talte til den højre hjernehalvdel hos læseren, og den havde særlig adgang til læserens følelser og fantasi.

Helt tilbage fra 60-erne har man i faglitteratur om kreativitet, kunnet læse at det to hjernehalvdele var kilden til to forskellige slags tænkning. At hos nogle mennesker - de særligt kreative - var det processerne i højre hjernehalvdel der dominerede deres tænkning - en tænkning der var knyttet til intuition og følelser, rum og rytmer og visualitet. Mens den anden tænkning - den der var domineret af venstre hjernehalvdel - var knyttet til sprog og logiske ræsonnementer - og orienteret mod analyse og begrebsliggørelse.

   For nogle år siden tjekkede jeg så op på teorien, for at se om den stadig holdt og kunne bakkes op af psykologisk forskning og undersøgelser. Og den holder, ingen tvivl om det. Men nu meget mere nuanceret efter at hjerneforskere og psykologer har gennemført en masse forskellige eksperimenter, hjerneskanninger og målinger.

Rundt omkring i litteraturen og på nettet kan man finde eksempler der lister de særlige egenskaber ved de to slags tænkning op. Og jeg har i et tidligere blogindlæg bemærket den slående lighed mellem min gamle skelnen mellem det der kendetegner hhv. erfaringssprog og videnssprog på den ene side, og det der kendetegner hhv højre og venstre hjernehalvdels-tænkning på den anden.

     De lister af ord man bruger til at karakterisere de to slags tænkning rundt omkring i litteraturen, er ikke helt de samme i alle modeller, men de udtrykker dog alle klart en fælles bagvedliggende opfattelse af hvad der kendetegner de to former for tænkning:

   Her har jeg fundet nogle eksempler via Google Pictures der forsøger at illustrere forskellene:

Der er forskellige fagbetegnelser for de to slags tænkning, afhængig af teoretisk ståsted og udgangspunkt: divergent - konvergent, lateral - horisontal, syntetisk - analytisk.

Da tænkning der knytter sig til ord og sprog, har rod i venstre hjernehalvdel, mens oplevelsen af farver bearbejdes i højre, så har forskere fornøjet sig med at lave test hvori de påviser at det skaber problemer i afkodningen ("forsinkelser") hvis de to hjernhalvdele modarbejder hinanden. Det kan f.eks. vises i dette eksempel hvor bogstaverne indholdsmæssigt refererer til én farve, men udtryksmæssigt manifesterer sig med en anden farve. Forsøg viser at det simpelt hen er sværere at læse et ord hvis skriftfarven "modsiger" ordets betydning.

Teorien om de to hjernehalvdeles forskellige funktion, udsiger også at for nogle mennesker er højre hjernehalvdel dominerende i deres tænkning og problemløsning, mens for andre er det venstre halvdel der dominerer. Og at særligt kreativt personligheder, f.eks. kunstnere, for de flestes vedkommende er udstyret med højre hjernehalvdel-dominans, hvad der kommer til udtryk ved at de tænker og handler intuitivt.

   Man går også ud fra et den tænkning der foregår i højre hjernehalvdel, er ikke-sproglig, visuel og rumlig på en eller anden måde, og at den foregår under bevidsthedsgrænsen. For at komme til orde som bevidste tanker og ideer, skal resultatet af højre hjernehalvdels tænkning derfor samarbejde med venstre hjernehalvdel som "oversætter" dem til noget som kan siges og deles med andre.

   Denne forskel mellem de to slags tænkning, er med til at forklare intuition som en form for ubevidst tænkning der lynhurtigt - som en mental kortslutning - kan nå frem til ellers uforklarligt rigtige beslutninger eller handlinger.

Mens venstre hjernehalvdel tænker lineært, sætning for sætning, i en bestemt bundet rækkefølge, så er tænkningen i højre hjernehalvdel multi-dimensionel og rumlig, så flere tanker og forestillinger kan foregå samtidig og "sideløbende", hvilket gør det muligt for den del af hjernen at associere og forbinde betydnigselementer hen over store "mentale afstande".

Men det er kun den grammatiske og leksikalske side af sproget som er lokaliseret i venstre hjernehalvdel.  
   Den prosodiske side af sproget hænger sammen med processer i højre hjernehalvdel. Det er den del af sproget er knyttet til udtalen, og som man kunne kalde den musikalske del af sproget når det manifesterer sig i talen: sætningsmelodien, udtalestyrken, tryk og eftertryk, tempo, højt eller lavt tonefald.

   Jeg synes det er en opløftende tanke at hvis man skal udsige noget der både er indholdsmæssigt klogt og begavet, og som samtidig skal afleveres i en flydende, overbevisende og engageret talehandling, så skal impulser og signaler fra de to hjernehalvdele spille tæt og harmonisk sammen om opgaven.

   Det ligner jo blending - ikke af konceptuelle inputrum, men af impulser fra procescentre i hver sin hjernehalvdel.

Jeg har i flere tidligere blogindlæg skrevet om den Oscarvindende film "The King´s Speech.
   Set i lyset af teorien om de to hjernehalvdele, så vidste kongens venstre halvdel godt hvad han skulle sige - det stod jo i manuskriptet, men højre hjernehalvdel ville ikke levere varen når ordene skulle udtales, og slog bogstavelig tale bremserne i. Men hvis kongen fik en anden fysisk bærbølge end det talte ord, som f.eks. ved at synge sætningerne, så holdt hans stammen op.

   For nu at bruge en musikmetafor: King George  kendte og kunne noderne, men han skulle skifte instrument, for at kunne spille melodien.

I øvrigt har vi alle sammen oplevet og udnyttet forskellen mellem de to slags tænkning, nemlig når vi i stedet for at skrive en lang og indviklet forklaring, tegner en figur eller model, som gør at vi så i et blik forstår hele sammenhængen.

   Selv kan jeg ikke undervise og vejlede uden at ledsage mine kloge ord og lange forklaringer med tegninger af pile, cirkler og kasser på whitboarden.

   Og jeg fik selv en stor aha-oplevelse under skrivningen af  'De levende billeders dramaturgi' (bind 2 om tv), da jeg fandt ud af at jeg kunne sammenfatte den dramaturgiske konstruktion i de forskellige faktaprogrammer jeg analyserede, gennem et til lejligheden helt nyudviklet visuelt sprog.

   Hvor kom det fra? Ud af en blå skyfri himmel? - Fra højre hjernehalvdels hjælpsomme ubevidste tænketank - tænker jeg.

   Se selv efter, en dag! Særligt tydeligt og meget pædgogisk er det udnyttet i min artikel i bogen 'Historiefortælling i praktisk kommunikation' (Susanne Kjærbeck (red.)): 'Når plottet driver værket. Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer'.