Journalistiske frames i valgkampen - og bagefter

Denne blog har ikke som primært fokus at være kritisk over for alt og alle. Det drejer sig om ny viden om kreativitet, og om analyser af kreativitetens vilkår i mennesker og medier.

   Ikke desto mindre kan den journalistiske dækning af valgkampen og af den nye regerings første uger, godt nok give anledning til - mismod.

Det drejer sig igen om konceptuel framing, og om hvordan bestemte frames styrer vinklingen i dækningen af politisk stof.

   Dette at så mange journalister ubevidst er underlagt bestemte ensartede og dominerende konceptuelle frames, begrænser og bremser den journalistiske kreativitet.

   Frames fungerer for journalister som mentale skyklapper hvis de ikke er bevidste om dem, og bevidste om at der kan tænkes andre alternative frames inden for et journalistisk fagområde.

Jeg har tidligere været inde på "horserace-journalism" som er den engelske metafor for den frame hvor journalister fokuserer på proces, strategi, og person i dækningen af et lands politik.

   Den frame står i modsætning til en der ikke findes en smart metafor for, men som fokuserer på indholdet i den politik der fremlægge og vedtages (eller som falder på manglende fleretal) - og på konsekvenserne af og perspektiverne i den lovgivning der gennemføres eller ikke gennemføres.

Hvordan har de to frames - proces-framen og substans-framen - fordelt sig i mediernes dækning af valgkampen, kunne man spørge.

   Det får man - delvist - svar på i Berlingskes kronik i dag. Af Mark Ørsten fra RUC og Lasse Skjoldan fra Infomedia.

   Rubrikken lyder: "Den kommenterede valgkamp". De to forskere har ikke set på den samlede journalistiske dækning, men på den dækning af valgkampen som de efterhånden stadig mere dominerende politiske kommentatorer har leveret.

   Og svaret er - ja, ret så deprimerende. Her formuleret i manchetten.

Det kan have store konsekvenser, når de politiske kommentatorer definerer, hvilke emner der er vigtige, og hvilke der ikke er. Den kommenterede dagsorden for valget var strategi og proces, ikke indhold eller realpolitik.

Opgjort i tal ser det sådan ud ifølge kronikken: 57 procent til proces-dækning, 43 procent til dækningen af den politiske substans :

Infomedia har foretaget en analyse af de politiske kommentatorers dækning af valgkampen i de største aviser, websites og TV-nyheder. Opgørelsen viser, at 57 procent af spaltepladsen og taletiden gik til at kommentere på proces- og personfokuserede emner såsom meningsmålinger (19 procent), alliancedannelser og blokpolitik (13 procent), interne uenigheder i de to blokke (11 procent om blå blok, 7 procent om rød blok), samt Thornings skattesag (5 procent). De resterende 43 procent blev fordelt bredt ud over mere indholdsmæssige emner, med hovedvægt på økonomiske emner (25 procent) og udlændingepolitik (11 procent).

    Øvrige substantielle emner måtte derfor nøjes med begrænset opmærksomhed, herunder udenrigspolitik, sundhed, klima, miljø, socialpolitik, folkeskole, uddannelse, EU og kultur. Alle fik de omkring 1 pct. af omtalen eller mindre. Hans Engell kritiserede i Ekstra Bladet TV-duellerne for ikke at magte at sætte nye punkter på dagsordenen. »På intet tidspunkt er Helle og Løkke blevet udfordret på f. eks. udenrigs- og EU-politik, klima, miljø, socialpolitik, bolig, kultur, forsvar, energi eller ti andre emner« (15. sep. 2011). Som det fremgår af Infomedias analyse, blev denne udfordring heller ikke taget op af de politiske kommentatorer selv.

Ifølge kronikken ser det endda de facto endnu mere skævt ud - fordi en del af dækningen af den politiske substans og konsekvens er indlejret i artikler der som overordnet konceptuel ramme har strategi og proces.

Hvad kan medierne og deres kommentatorer gøre ved det - hvis de skulle føle sig ramt af den slags opgørelser? Det er det konstruktive spørgsmål man kan stille.

   Og svaret er ikke svært: Foretage en redaktionel policy-beslutning om "kvoterering" af framingen, og derefter udøve redaktionel selvkontrol gennem en løbende efterkritik ud fra en optælling af hvor mange artikler der vinkles i lyset af den ene frame og den anden frame.

Er det et indgreb i den journalistiske frihed? Overhovedet ikke. Man erstatter bare en ubevidst styring af fordelingen på frames, med en bevidst og policy-bestemt styring. Det vil ikke være forskelligt fra så megen anden redaktionel prioritering.

   Hvis man synes at politiske substans, konsekvens og perspektiv er mere væsentligt end proces, strategi og person, så prioriterer man jo bare det  første op - og det andet ned.

   Men spørgsmålet er selvfølgelig om man synes det - når det kommer til stykket.

Et andet eksempel på at ubevidst framing giver ensidig og dermed ukreativ dækning af det politiske område, er det man kunne kalde "kontrakt-framen". Den siger simpelt hen at det politikere siger de vil gennemføre under en valgkamp, det skal de gennemføre bagefter - uanset om der er flertal for det. Ellers er det "løftebrud".
    Kan seriøse journalister virkelig vinkle på baggrund af en frame der er så indlysende useriøs?

Den anden frame kan man betegne "real-framen". Den siger simpelt hen at politikere, uanset hvad de har meldt ud som deres politik før valget, kun kan forvente at gennemføre det der er flertal for, og derfor må  de nødvendigvis gå på kompromis med det de har meldt ud før valget.

 

Siden regeringsgrundlaget blev offentliggjort, regeringen udnævnt og åbningstalen afholdt, har journalisterne - som lemminger - næsten enstemmigt underkastet deres journalistiske tænkning og ideudvikling "kontrakt-framen". Og derfor har vi siden - dag efter dag - i rubrik efter rubrik - mødt vinkler der indeholder ordet "løftebrud" i forhold til det som den nye regering nu siger den vil realisere.

   Hvordan kan det nu være?

Journalister er gennem 10 års borgerlig regering blevet vænnet til "kontraktpolitikken" som eneste måde at tænke og føre politik på. Og den politisk tænkning har de så generaliseret som en altdominerende frame. Og har fortrængt og glemt de 100 år - inden Foghs de facto-flertalsregering - hvor politik altid var et spørgsmål om "real-politik" - "det muliges kunst" - "demokratiske kompromisser".

   Dette at en enkelt frame får lov til at dominere dækning af politik i medierne, er som regel udtryk for manglende historisk viden og bevidsthed. Og udtryk for mangel på fantasi i forhold til de journalistiske nyhedskriterier. Og sådan også her.

 

Hvad skal der til for at bryde den monotone vinkling og muliggøre alternative frames på redaktionerne?

   Bedre uddannelse af journalister i dansk politiske historie? Så de får en historisk-politisk bevidsthed der går længere tilbage end de unge journalisters egne personlige erindringer!

Friktionsfri fiktion - og tv-avisen som sandhed og det rene digt

Jeg har tidligere i et blogindlæg omtalt at Ove Knausgårds bog 'Min Kamp' er blevet beskrevet som "fiktionsfri fiktion" af litteraturforskeren og klummeskriveren Hans Hauge. Det er også rubrikken på et indlæg af HH i jp.dk den 6. februar hvori han diskutere den nye tendens til at ellers nogenlunde klart adskilte litterære genrer som 'roman' og 'selvbiografi' glider sammen i en række moderne udgivelser. Her skriver han bl.a.

En roman kaldes også ”fiction”. Det kunne betyde, at det hele er noget, forfatteren har opfundet. Sådan er det ikke. Fiktion skal opfattes som en juridisk kategori. Den er et slags slør. Fiktion er en burka. Forfatterne skjuler sig bag et slør. De skjuler personerne bag fiktive masker, så vi skal gætte på, hvem de i virkeligheden er. Fiktion er udtryk for censur. Da den homoseksuelle Edmund White skrev om sit bøsseliv, var han nødt til at skjule en masse. Det behøver han ikke mere. (/) Hvad er det nye så? Det er romaner, der ikke laver om på virkeligheden, men gengiver den, som den er. Der bruges de rigtige navne på personer. Vi behøver ikke længere gætte på, hvem der er hvem. Fortælleren er forfatteren. I gamle dage brugte man megen tid på at finde ud af, hvem en eller anden person var. Læsning blev en slags gætteleg. (/) Vi gider ikke læse fiktioner længere. De fleste romaner er, ved vi, ikke andet end fantasy. Og især reality-tv er fantasy. Mest fiktion findes på Facebook. Vi vil have noget virkeligt. Fordi det meste er løgn.

Det er som slutning på klummen at HH så nævner Knausgårds 'Min Kamp' som et helt aktuelt eksempel på den tendens, idet han skriver: "Den fortæller om hans almindelige liv. Om barndom, kone, børn og kærester. Han opfinder intet. Han fortæller ikke. Knausgårds roman er fiktionsfri fiktion. Og familien vil lægge sag an mod ham."
   Det er ikke helt til at afgøre om HH tager afstand til den genretendens han betegner som "fiktionfri fiktion". Men han synes nok nærmest at være kritisk. Altså at man - forfatterne - bør skelne, lave klare genrekontrakter.

Debatten har så åbenbart kørt videre i forskellige aviser og klummer. For mig læserblik dukker den så frem igen i Knud Romers debatindlæg "Virkeligheden der blev væk" i Politikens bogtillæg den 5. marts.      
   Knud Romer citerer her HH for følgende: "Det ville være interessant at vide om  der for (...) Knud Romer findes tekster der ikke er fiktioner. Mener (han), at historiske værker er fiktioner? At aviser og tv-nyheder er?" Og Knud Romer, der har skrevet "romanen" 'Den som blinker er bange for døden', svarer:

Kære Hauge, jeg er ked af at måtte skuffe dig, men TV-avisen er ikke et gennemsigtigt vindue til virkeligheden. Det er billeder på en væg - og verdensbillederne er ikke kun producerede, klippede og tilrettelagte, når Jeppe Nybroe lægger ekstra granater ind for effektens skyld. Det er de altid - det kan slet ikke være anderledes - og studiet er en iscenesættelse, der er ude efter at frembring en forpligtende sandhedseffekt ved hjælp af konventionelleudtryk for 'seriøsitet' (smid jakkesættet, tage den blå farve ud, lad håret gro, og stil en øl på bordet). De har endda sat musik til.

I min begrebsverden er der her tale om en klokkeklar frame-konflikt mellem Hauge og Romer. 
   Inden for rammerne af én konceptuel frame kan og skal man skelne mellem sandhed og løgn, mellem fakta og fiktion, og det kan i mange situationer være livsvigtigt at kunne foretage den skelnen, derfor er det socialt og samfundsmæssigt nødvendigt at have genrekontrakter. Lad os kalde den 'kontrakt-framen'.
   Inden for en anden konceptuel frame er alle former for sproglige, lydlige og billedlige udtryk mentale konstruktioner som filminstruktører, forfattere, journalister, forskere kan pendle imellem alt efter hvilken relativ måde de ønsker at forholde sig til virkeligheden på. Lad os kalde den konstruktions-framen.
   Jeg gør mig til talsmand for komplementaritets-framen, der siger at begge frames er mulige og legitime - og funktionelle alt efter hvilket konceptuelt "måleinstrument" man anvender. Jeg bruger her som analogi og autoritet ingen mindre end Niels Bohr der i sin tid forklarede den undrende offentlighed og sine forskerkolleger at elektroner både kunne optræde som bølger og som partikler. 
   Sådan er det også med TV-avisen: Den kan både optræde som gennemsigtigt vindue til virkeligheden, og som et konstrueret  billede på væggen, iscenesat og manipuleret.
   Men Knud Romer accepterer kun sit eget "målinstrument" og har da også noget i klemme, fordi hans bog jo i sin tid blev kritiseret, blandt andet af borgere i hjembyen Nykøbing Falster, for at være "fuld af løgn". Han belærer Hans Hauge og andre læsere:

Hele diskussionen om 'fiktion' kontra 'virkelighed', bygger på et vulgært og uddateret realismebegreb, der går ud fra, at  mennesket - og mediet - står i nærkontakt af tredje grad med en foreliggende virkelighed, som bliver passivt reproduceret i form af billeder og ord,og hvad vi ellers har af udtryksmidler. En sådan direkte og uformidlet tilgang til den ægte være besidder vi desværre ikke, og af samme grund er 'virkelighed' en meget foranderlig størrelse, som hele tiden står til forhandling og konstrueres og dekonstrueres og ændrer sig historisk - og fra kultur til kultur og person til person og endda i løbet af dagen. 

Jeg accepterer helt at den konstruktions-frame Knud Romer her påberåber sig, er fuldt legitim. Og man vælger selvfølgelig de bukser at tage på som passer i livviden og længden.
   Men hvorfor kontrakt-framen skulle være vulgær, forstår jeg ikke. Og påstanden om at den skulle være langt ovre sidste salgsdato, er stærkt overdrevet. Faktisk er der intet der tyder i den retning. Når vi i fjernsynet ser jordskælv og tsunami smadre japanske byer, så er det ikke en konstrueret vits. Og når vi på tv ser at det libyske oprør langsomt knuses af Gadaffi, så er det ikke en konstruktion, men en sørgelig sandhed.