Friktionsfri fiktion - og tv-avisen som sandhed og det rene digt

Jeg har tidligere i et blogindlæg omtalt at Ove Knausgårds bog 'Min Kamp' er blevet beskrevet som "fiktionsfri fiktion" af litteraturforskeren og klummeskriveren Hans Hauge. Det er også rubrikken på et indlæg af HH i jp.dk den 6. februar hvori han diskutere den nye tendens til at ellers nogenlunde klart adskilte litterære genrer som 'roman' og 'selvbiografi' glider sammen i en række moderne udgivelser. Her skriver han bl.a.

En roman kaldes også ”fiction”. Det kunne betyde, at det hele er noget, forfatteren har opfundet. Sådan er det ikke. Fiktion skal opfattes som en juridisk kategori. Den er et slags slør. Fiktion er en burka. Forfatterne skjuler sig bag et slør. De skjuler personerne bag fiktive masker, så vi skal gætte på, hvem de i virkeligheden er. Fiktion er udtryk for censur. Da den homoseksuelle Edmund White skrev om sit bøsseliv, var han nødt til at skjule en masse. Det behøver han ikke mere. (/) Hvad er det nye så? Det er romaner, der ikke laver om på virkeligheden, men gengiver den, som den er. Der bruges de rigtige navne på personer. Vi behøver ikke længere gætte på, hvem der er hvem. Fortælleren er forfatteren. I gamle dage brugte man megen tid på at finde ud af, hvem en eller anden person var. Læsning blev en slags gætteleg. (/) Vi gider ikke læse fiktioner længere. De fleste romaner er, ved vi, ikke andet end fantasy. Og især reality-tv er fantasy. Mest fiktion findes på Facebook. Vi vil have noget virkeligt. Fordi det meste er løgn.

Det er som slutning på klummen at HH så nævner Knausgårds 'Min Kamp' som et helt aktuelt eksempel på den tendens, idet han skriver: "Den fortæller om hans almindelige liv. Om barndom, kone, børn og kærester. Han opfinder intet. Han fortæller ikke. Knausgårds roman er fiktionsfri fiktion. Og familien vil lægge sag an mod ham."
   Det er ikke helt til at afgøre om HH tager afstand til den genretendens han betegner som "fiktionfri fiktion". Men han synes nok nærmest at være kritisk. Altså at man - forfatterne - bør skelne, lave klare genrekontrakter.

Debatten har så åbenbart kørt videre i forskellige aviser og klummer. For mig læserblik dukker den så frem igen i Knud Romers debatindlæg "Virkeligheden der blev væk" i Politikens bogtillæg den 5. marts.      
   Knud Romer citerer her HH for følgende: "Det ville være interessant at vide om  der for (...) Knud Romer findes tekster der ikke er fiktioner. Mener (han), at historiske værker er fiktioner? At aviser og tv-nyheder er?" Og Knud Romer, der har skrevet "romanen" 'Den som blinker er bange for døden', svarer:

Kære Hauge, jeg er ked af at måtte skuffe dig, men TV-avisen er ikke et gennemsigtigt vindue til virkeligheden. Det er billeder på en væg - og verdensbillederne er ikke kun producerede, klippede og tilrettelagte, når Jeppe Nybroe lægger ekstra granater ind for effektens skyld. Det er de altid - det kan slet ikke være anderledes - og studiet er en iscenesættelse, der er ude efter at frembring en forpligtende sandhedseffekt ved hjælp af konventionelleudtryk for 'seriøsitet' (smid jakkesættet, tage den blå farve ud, lad håret gro, og stil en øl på bordet). De har endda sat musik til.

I min begrebsverden er der her tale om en klokkeklar frame-konflikt mellem Hauge og Romer. 
   Inden for rammerne af én konceptuel frame kan og skal man skelne mellem sandhed og løgn, mellem fakta og fiktion, og det kan i mange situationer være livsvigtigt at kunne foretage den skelnen, derfor er det socialt og samfundsmæssigt nødvendigt at have genrekontrakter. Lad os kalde den 'kontrakt-framen'.
   Inden for en anden konceptuel frame er alle former for sproglige, lydlige og billedlige udtryk mentale konstruktioner som filminstruktører, forfattere, journalister, forskere kan pendle imellem alt efter hvilken relativ måde de ønsker at forholde sig til virkeligheden på. Lad os kalde den konstruktions-framen.
   Jeg gør mig til talsmand for komplementaritets-framen, der siger at begge frames er mulige og legitime - og funktionelle alt efter hvilket konceptuelt "måleinstrument" man anvender. Jeg bruger her som analogi og autoritet ingen mindre end Niels Bohr der i sin tid forklarede den undrende offentlighed og sine forskerkolleger at elektroner både kunne optræde som bølger og som partikler. 
   Sådan er det også med TV-avisen: Den kan både optræde som gennemsigtigt vindue til virkeligheden, og som et konstrueret  billede på væggen, iscenesat og manipuleret.
   Men Knud Romer accepterer kun sit eget "målinstrument" og har da også noget i klemme, fordi hans bog jo i sin tid blev kritiseret, blandt andet af borgere i hjembyen Nykøbing Falster, for at være "fuld af løgn". Han belærer Hans Hauge og andre læsere:

Hele diskussionen om 'fiktion' kontra 'virkelighed', bygger på et vulgært og uddateret realismebegreb, der går ud fra, at  mennesket - og mediet - står i nærkontakt af tredje grad med en foreliggende virkelighed, som bliver passivt reproduceret i form af billeder og ord,og hvad vi ellers har af udtryksmidler. En sådan direkte og uformidlet tilgang til den ægte være besidder vi desværre ikke, og af samme grund er 'virkelighed' en meget foranderlig størrelse, som hele tiden står til forhandling og konstrueres og dekonstrueres og ændrer sig historisk - og fra kultur til kultur og person til person og endda i løbet af dagen. 

Jeg accepterer helt at den konstruktions-frame Knud Romer her påberåber sig, er fuldt legitim. Og man vælger selvfølgelig de bukser at tage på som passer i livviden og længden.
   Men hvorfor kontrakt-framen skulle være vulgær, forstår jeg ikke. Og påstanden om at den skulle være langt ovre sidste salgsdato, er stærkt overdrevet. Faktisk er der intet der tyder i den retning. Når vi i fjernsynet ser jordskælv og tsunami smadre japanske byer, så er det ikke en konstrueret vits. Og når vi på tv ser at det libyske oprør langsomt knuses af Gadaffi, så er det ikke en konstruktion, men en sørgelig sandhed.