Den kreative socialdirektør - og velfærdsværnepligten

Normalt forbinder jeg ikke 'socialdirektører' med 'kreativitet'. Men man skal aldrig sige aldring. Information har en kronik i dag af en af slagsen, Knud Aarup, som er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Et blended ansvarsområde, som i gamle dage ville være blevet holdt skarpt adskilt.
   Rubrikken lyder: "Velfærdsværnepligt skal hjælpe os til at genfinde fællesskabet."
   Den fanger mig i kraft af det blendede udtryk "velfærdsværnepligt". Dannet som en analogi til "militær værnepligt": pligt til at værne velfærden, som - set gennem krigsmetaforens feltkikkert - er "truet", "belejret", "under angreb".
   Hvad har den gode direktør gang i? Kronikken fremlægger en argumentationskæde, som jeg faktisk bliver så optaget af at jeg hænger på.

Ideen er at man skal tage konsekvensen af at der i forvejen er en samfundmæssig tendens i gang hvor man forsøger at øge det civile samfunds betydning i løsningen af samfundsmæssige velfærdsopgaver.

På individplanet betyder det, at den enkelte i langt højre grad er begyndt at spørge: Hvordan kan jeg bidrage? hvordan kan jeg gøre mig til deltager i noget som er større end mig selv? (/) De frivillige organisationer kan registrere den udvikling i form af en stigende tilslutning, og sociologer taler om  stigende lyst til at samskabe - dvs. virke sammen med andre om noget fælles. (/) Der er ingen tvivl om, at vi er vidne til et moralsk-etisk paradigmeskift, som for rigtig mange mennesker  signalerer et opgør med forestillingen om, at forfølgelse af egneinteresse er menneskets højeste mål.

Socialdirektøren konstaterer at der i slutningen af sidste århundrede skete et skift - frame-shift - i relationerne mellem borgerne og det offentlige, så det offentlige blev defineret som primær leverandør af  "serviceydelser" og borgerne som "servicebrugere", tæt knyttet sammen med den ledelsesideologi og styringform i stat, amter og kommuner som betegnes 'new public management'.
   For de yngre generationer har det haft stor betydning:

I de seneste 15 år er unge vokset op med det billede af velfærdssamfundet som en række serviceinstitutioner, som man har ret til at gå i, fordi man har betalt sin skat. Man behøver ikke at tænke på andet end sin ret. (/) Sideløbende med den udvikling er vi i stigende grad begyndt at organisere os med ligesindede i delsamfund, der hverken har plads til at tage hensyn til dem udenfor eller til at klare de forskelligheder, som altid opstår i mellemmenneskelige relationer. 

Aarup henter så et nyt begreb ind - analogt til fx socialfobi: "mixofobi" - der betyder: "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv".
   Hans synspunkt er at tendensen til kun at tænke på sin ret, og til at organisere sig i grupper af ligesindede, indeholder kimen til en udbredt mixofobi, og at det har nogle negative følger:

Konsekvensen er, at vi mister evnen til at nå frem til fælles og delte meninger. Vi taber med andre ord muligheden for at skabe fælles aftale om, hvordan vi opfører os over for hinanden. Vi mister evnen til demokratisk dialog og dermed evnen til at betragte velfærdssamfundet som et fællesskab. 

"Mixofobi" er jo det modsatte af blending. Socialt og mentalt sker der det at man  adskiller og udskiller,  indhegner og sætter grænser op. Samfundet er blevet et risikosamfund, globaliseringen truer trygheden i økonomi og ansættelsesforhold. Socialdirektøren har en plan og en ide:

For at imødegå en tiltagende mixofobi skal der udvikles nye sociale rum,hvor tværgående social læring kan medvirke til at genopbygge fællesskabsfølelsen. Derfor foreslår jeg, at der indføres en generel pligt for alle til at yde fire måneders velfærdstjeneste i en af velfærdssamfundets institutioner, inden de er fyldt 25 år. (...) Som betaling for disse job foreslås et niveau svarende til SU. (...) De job som skal varetages, findes ikke i dag. Da et af hovedformålene netop er at frem den tværgående sociale læring, er det vigtigt at jobbene oprettes der, hvor der er størst behov. Gennem aftjenining af velfærdstjeneste får de unge både en oplevelse af samfundets forskellige sociale sider og en konkret oplevelse af, at velfærdssamfundet er noget som forudsætter at man bidrager personligt.

   Sproget er lidt vel socialdirektøragtigt, men tankegangen klar. Og det nye begreb mixofobi, som en Zygmund Bauman har opfundet, giver mig en regulær aha-oplevelse, som jeg udfolder i et følgende blogindlæg

Knud Aarup fremføre til slut i sin kronik at vores samfund "består af samfundsborgere, ikke af forbrugere, og samfundsborgeren er netop kendetegnet ved at have pligter og rettigheder". Og kreativt trækker han nu et historisk kort i sin argumentation:

I arbejderbevægelsen er det traditionelt udtrykt som Gør din pligt, og kræv din ret.Velfærdssamfundet blev udviklet på baggrund af sociale værdier om lige muligheder for alle, retten til helbredelse, retten til forsørgelse og rimelige levevilkår og sågar retten til arbejde til alle. Men samtidig var der balance mellem pligter og rettigher. Er man i tvivl, kan man bare læse Fremtidens Danmark fra 1945. (/) Læren fra den gang er fortsat vigtige kerneværdier id det danske samfund. Det er på tide, vi genfinder kilden til den enkelte moralske ansvar. Det er på tide vi genopdager velfærdssamfundet som et fællesskab.

Konceptuel blending af før og nu. Godt gået, socialdirektør!

'Læsegruppe Sundholm' - kreativ og nyskabende litteraturformiling på DR-tv?

Jeg har vist i et tidligere blogindlæg kategoriseret journalisterne Mads Brügger og Mikael Bertelelsen som hørende til de "særligt kreative personligheder". Begge udtrykker de sig gennem ironi. Og begge er de i hvert fald kendt for at producere tv-programmer der balancerer på skellet mellem fakta og fiktion,  grænsesøgende og grænseoverskridende programmer der er et resultat af conceptual blending, fx 'Det røde kapel' og 'Den 11. time'.

Informations bogtillæg har idag en forskræpsartikel af Rasnus Bo Sørensen om en kommende serie litteraturprogrammer på DR2, tilrettelagt af disse to "skæve" tv-hoveder. Rubrikken er et citerer en udtalelse af Mikael Bertelsen: "Litteraturen kan betyde alverden for et menneske, der kun akkurat hænger sammen".
   Opskriften - konceptet - er: Tag 4 hjemløse fra et hjemløseherberg, og lad dem læse, diskutere og anmelde god litteratur for åbne skærm, f.eks. 'Min Kamp' af nordmanden Ove Knausgaard, eller 'Jeg er en hær' af Lars Husum. Og se så hvad der sker - med dem der diskuterer. Spørgsmålet er: Kan litteratur ændrer deres liv?
   Det er jo tydeligvis en form for reality-show, men med et alvorligt sigte. Og lavet i udtalt opposition til traditionel "højpandet" tv-litteraturfomidling. Jeg får associationer til nogle af Poul Martinsens eksperimenterende programmer hvor han forsøger at nedbryde sociale fordomme - ud fra formlen: Hvad nu hvis....

Jeg citerer fra udtalelser rundt omkring i artiklen:

"Det er et andet blik på herberget Sundholm, og det er et andet blik på litteratur," siger Mads Brügger, ... 

I løbet de i alt otte programudsendelser kommer seerne tæt ind på livet af læsegruppens medlemmer, hvis personlige dramaer fletter sig ind og ud af de bøger de læser. (...)  

Programmet er fuld af den slags øjeblikke, hvor bøgernes fiktion og medlemmernes liv smelter sammen - og det er netop seriens styrke, mener Mads Brügger. 

"Jeg synes det er lykkedes os at skabe et program, hvor man ikke bare taler om hvilken effekt litteratur kan have, men hvor man rent faktisk viser det, siger Mikael Bertelsen. 

"På mange måder er det ikke bare et litteraturprogram, men også en alternativ form for socialreportage om velfærdssamfundet og om, hvordan man overlever i systemet," siger Bertelsen.

Programmerne handler altså om litteraturens "forandringspotentiale." Og spørgsmålet er om læsningen af bøger med litterær kvalitet, kan give så stærke aha-oplevelser hos mennesker der normalt ikke vil komme i kontakt med den, at bøger der er fiktion, får en slags sandhedseffekt på dem.
   Don´t tell it, show it, lærer man på Journalisthøjskolen. Og det er en lærersætning begge tilrettelægger i den grad har taget på ordet i flere af deres tidligere programmer. Og altså her igen.

Der er tale om et kreativt forsøg på radikalt frame-shift - både i forhold til den konventionelle måde at behandle litteratur på i tv, og i forhold til den konventionelle måde at behandle hjemløse på i tv.
   Og konceptet blander forestillinger og konceptuelle rum, som ellers holdes adskilt i kulturen og i medierne - for at nedbryde fordomme og mentale grænsebomme hos publikum.
   Det blive spændende at se hvad der kommer ud af det. Men tænk at udsendelsestidspunktet er sat til kl. 23. på DR 2.
   Programfladeplanlæggerne er tøsedrenge.

Den arbejdsdelte hjerne - to slags tænkning og hvad deraf følger

Forestillingen om den arbejdsdelte hjerne - dette at de to hjernehalvdele har forskellig funktion i forhold til problemløsning og ideudvikling, er for mig en gammel historie.

   Teorien om hvordan højre og venstre hjernehalvdel arbejder og bidrager på hver sin måde når der skal tænkes kreativt, var min oprindelige indgang til kobling af hjernen og kreativitet i begyndelsen af 80-erne. Her blev jeg på et manuskriptkursus af en af lærerne, Gert Smistrup, gjort opmærksom på at metaforsprog på en eller anden måde hvad noget at gør med højre hjernehalvdels særlige måde at tænke på.
   Han forbandt de togså med det journalistiske mantra: "Don´t tell, show!" At når man fortalte i "billeder" så var det den højre hjernehalvdel hos journalisten der talte til den højre hjernehalvdel hos læseren, og den havde særlig adgang til læserens følelser og fantasi.

Helt tilbage fra 60-erne har man i faglitteratur om kreativitet, kunnet læse at det to hjernehalvdele var kilden til to forskellige slags tænkning. At hos nogle mennesker - de særligt kreative - var det processerne i højre hjernehalvdel der dominerede deres tænkning - en tænkning der var knyttet til intuition og følelser, rum og rytmer og visualitet. Mens den anden tænkning - den der var domineret af venstre hjernehalvdel - var knyttet til sprog og logiske ræsonnementer - og orienteret mod analyse og begrebsliggørelse.

   For nogle år siden tjekkede jeg så op på teorien, for at se om den stadig holdt og kunne bakkes op af psykologisk forskning og undersøgelser. Og den holder, ingen tvivl om det. Men nu meget mere nuanceret efter at hjerneforskere og psykologer har gennemført en masse forskellige eksperimenter, hjerneskanninger og målinger.

Rundt omkring i litteraturen og på nettet kan man finde eksempler der lister de særlige egenskaber ved de to slags tænkning op. Og jeg har i et tidligere blogindlæg bemærket den slående lighed mellem min gamle skelnen mellem det der kendetegner hhv. erfaringssprog og videnssprog på den ene side, og det der kendetegner hhv højre og venstre hjernehalvdels-tænkning på den anden.

     De lister af ord man bruger til at karakterisere de to slags tænkning rundt omkring i litteraturen, er ikke helt de samme i alle modeller, men de udtrykker dog alle klart en fælles bagvedliggende opfattelse af hvad der kendetegner de to former for tænkning:

   Her har jeg fundet nogle eksempler via Google Pictures der forsøger at illustrere forskellene:

Der er forskellige fagbetegnelser for de to slags tænkning, afhængig af teoretisk ståsted og udgangspunkt: divergent - konvergent, lateral - horisontal, syntetisk - analytisk.

Da tænkning der knytter sig til ord og sprog, har rod i venstre hjernehalvdel, mens oplevelsen af farver bearbejdes i højre, så har forskere fornøjet sig med at lave test hvori de påviser at det skaber problemer i afkodningen ("forsinkelser") hvis de to hjernhalvdele modarbejder hinanden. Det kan f.eks. vises i dette eksempel hvor bogstaverne indholdsmæssigt refererer til én farve, men udtryksmæssigt manifesterer sig med en anden farve. Forsøg viser at det simpelt hen er sværere at læse et ord hvis skriftfarven "modsiger" ordets betydning.

Teorien om de to hjernehalvdeles forskellige funktion, udsiger også at for nogle mennesker er højre hjernehalvdel dominerende i deres tænkning og problemløsning, mens for andre er det venstre halvdel der dominerer. Og at særligt kreativt personligheder, f.eks. kunstnere, for de flestes vedkommende er udstyret med højre hjernehalvdel-dominans, hvad der kommer til udtryk ved at de tænker og handler intuitivt.

   Man går også ud fra et den tænkning der foregår i højre hjernehalvdel, er ikke-sproglig, visuel og rumlig på en eller anden måde, og at den foregår under bevidsthedsgrænsen. For at komme til orde som bevidste tanker og ideer, skal resultatet af højre hjernehalvdels tænkning derfor samarbejde med venstre hjernehalvdel som "oversætter" dem til noget som kan siges og deles med andre.

   Denne forskel mellem de to slags tænkning, er med til at forklare intuition som en form for ubevidst tænkning der lynhurtigt - som en mental kortslutning - kan nå frem til ellers uforklarligt rigtige beslutninger eller handlinger.

Mens venstre hjernehalvdel tænker lineært, sætning for sætning, i en bestemt bundet rækkefølge, så er tænkningen i højre hjernehalvdel multi-dimensionel og rumlig, så flere tanker og forestillinger kan foregå samtidig og "sideløbende", hvilket gør det muligt for den del af hjernen at associere og forbinde betydnigselementer hen over store "mentale afstande".

Men det er kun den grammatiske og leksikalske side af sproget som er lokaliseret i venstre hjernehalvdel.  
   Den prosodiske side af sproget hænger sammen med processer i højre hjernehalvdel. Det er den del af sproget er knyttet til udtalen, og som man kunne kalde den musikalske del af sproget når det manifesterer sig i talen: sætningsmelodien, udtalestyrken, tryk og eftertryk, tempo, højt eller lavt tonefald.

   Jeg synes det er en opløftende tanke at hvis man skal udsige noget der både er indholdsmæssigt klogt og begavet, og som samtidig skal afleveres i en flydende, overbevisende og engageret talehandling, så skal impulser og signaler fra de to hjernehalvdele spille tæt og harmonisk sammen om opgaven.

   Det ligner jo blending - ikke af konceptuelle inputrum, men af impulser fra procescentre i hver sin hjernehalvdel.

Jeg har i flere tidligere blogindlæg skrevet om den Oscarvindende film "The King´s Speech.
   Set i lyset af teorien om de to hjernehalvdele, så vidste kongens venstre halvdel godt hvad han skulle sige - det stod jo i manuskriptet, men højre hjernehalvdel ville ikke levere varen når ordene skulle udtales, og slog bogstavelig tale bremserne i. Men hvis kongen fik en anden fysisk bærbølge end det talte ord, som f.eks. ved at synge sætningerne, så holdt hans stammen op.

   For nu at bruge en musikmetafor: King George  kendte og kunne noderne, men han skulle skifte instrument, for at kunne spille melodien.

I øvrigt har vi alle sammen oplevet og udnyttet forskellen mellem de to slags tænkning, nemlig når vi i stedet for at skrive en lang og indviklet forklaring, tegner en figur eller model, som gør at vi så i et blik forstår hele sammenhængen.

   Selv kan jeg ikke undervise og vejlede uden at ledsage mine kloge ord og lange forklaringer med tegninger af pile, cirkler og kasser på whitboarden.

   Og jeg fik selv en stor aha-oplevelse under skrivningen af  'De levende billeders dramaturgi' (bind 2 om tv), da jeg fandt ud af at jeg kunne sammenfatte den dramaturgiske konstruktion i de forskellige faktaprogrammer jeg analyserede, gennem et til lejligheden helt nyudviklet visuelt sprog.

   Hvor kom det fra? Ud af en blå skyfri himmel? - Fra højre hjernehalvdels hjælpsomme ubevidste tænketank - tænker jeg.

   Se selv efter, en dag! Særligt tydeligt og meget pædgogisk er det udnyttet i min artikel i bogen 'Historiefortælling i praktisk kommunikation' (Susanne Kjærbeck (red.)): 'Når plottet driver værket. Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer'.

Når blending i malerkunsten fører til en kunstnerisk revolution - Japan + Frankrig = Verdenskunst

Jeg fik endnu en gang et mentalt kick - en aha-oplevelse - da fruen og jeg besøgte Ordrupgaard kunstmuseum for at se en udstilling med titlen "Møde med Japan - Degas, Monet, Gauguin ...". 

   Og så lærte jeg et nyt ord: 'japanisme' (eng: japonism) - som henviser til især franske kunstneres dyrkelse af japansk kunst og kultur i sidste halvdel af 1800-tallet.  

  Jeg lærte også et andet ord jeg ikke kendte: "parallelperspektiv", som godt nok er et perspektiv, men forskelligt fra det jeg kender som "centralperspektivet" som blev udviklet under renæssancen i Europa. 

   Sådan kan forskellen illustreres, parallelperspektivet går mod uendelig, mens centralperspektivet har et slutpunkt i horisonten :

Jeg har for næsten et år siden (25/04/10) skrevet et blogindlæg om malerne Klee og Nolde, som stimuleres til maksimal kreativ intensitet i deres malerkunst på grund af kreative restriktioner, pålagt dem af den omgivende virkelighed. Indlægget sluttede med at omtale den japanske billedkunstner Hokusai, som jeg allerede som ung var stærkt betaget af. Og som jeg stadig er, sidst bekræftet under min rejse til Japan for et par år siden, hvor jeg så en masse af hans træsnit, og købte en stor bog om ham, illustreret med en masse af hans billeder. Der hænger også flere af hans træsnit (i kopi) og andre japanske træsnit (i kopi) på vores vægge. Blandt andet de her to, som nærmest er blevet metonymiske ikoner for hele Japan, ligesom den lille havfrue er det for Danmark:

Så en udstilling med japanske træsnit, trækker, og jeg husker godt svagt fra kunsthistorien at de franske impressionister havde et eller andet kørende med Japan.

Udstillingen dokumenterede overbevisende kreativ blending af to kultures billedkunst i sidste halvdel af 1800-tallet, og i et omfang som jeg derfor ikke havde nogen forestilling om. Den franske impressionisme, som var en af de helt store revolutioner i malerkunstens historie, var så grundlæggende inspireret og gennemgribende påvirket af de japanske træsnitmestre at revolutionen, så vidt jeg kan se, slet ikke kunne tænkes uden dette visuelle kulturmøde. Udstillingen leverede i den grad overbevisende syn for sagn.

Man kan ellers næsten ikke forestille sig to kulturer der mentalt og konceptuelt har ligget fjernere fra hinanden end den japanske og den franske - i sidste halvdel af det 19. århundrede. Frankrig havde en kultur og et samfundsliv præget af de lange sociale og økonomiske efterdønninger fra den borgerlige revolution fra 1789. Japan havde været totalt isoleret fra næsten enhver kontakt med Europa i Shogun-perioden 1639-.1853. Nationen var på mange måder stadig et middelaldersamfund - men med en helt speciel æstetisk forfinet kultur, som da den blev introduceret til Europa, fremtrådte som fjern, eksotisk og eventyrligt anderledes. Et mentalt chock der var så dybt inspirerende at de unge franske kunstnere der manifesterede sig fra omkring 1860, aldrig kom over det.

   Og det var netop fremmedheden - det radikalt anderledes forhold til farver, motiver, komposition, perspektiv - i den japanske træsnit-kunst, som de  impressionistiske malere i den periode kunne bruge som konceptuel og visuel løftestang i deres provokerende oprør mod den etablerede franske "salonkunst". Mange af malerne havde omfattende samlinger af de japanske træsnit-mestre. Som dem her af Hiroshige:

Og når jeg ser den del af udstillingen på Ordrupgaard hvor man har ophængt berømte værker af store franske malere som Manet, Degas, Monet, Renoir, Pissarro, Sisley, Gauguin, Van Gogh, Toulouse-Lautrec - omgivet af nogen af de japanske træsnit som har inspireret dem, så bliver det tydeligt at der her et tale om anskuelsesundervisning i visuel blending: Franske kvinder og mænd, franske landskaber og haver, franske byer og bygninger, er set og visuelt tolke gennem et "japansk konceptuelt filter".

   "Det japanske syn" gennemsyrer deres billeder, både når det gælder farvevalg, motivvalg, komposition, perspektiv og beskæringer. Med andre ord, alle de særlige maleriske kvaliteter der gjorde den periode i malerkunsten historie til et eksplosivt æstetisk nybrud - og som forlenede impressionismens værker med en kreativ udtryksstyrke som vi ellers skal helt tilbage til renæssancen for at finde mage til.

Det der foregår, minder om metaforisk blending - men sat på hovedet. Når man bruger en metafor eller en analogi så er det som regel det velkendte, konkrete og nære - "kilden" - der bruges til at beskrive og karakterisere det nye, det abstrakte og ukendte - "målet".

    Men det som udstillingen viser, er at de franske malere har anskuet det velkendte "Frankrig" gennem den visuelle optik som mødet med træsnittene har indgivet dem - fra det nye, fjerne og eksotisk ukendte "Japan". Og samtidens udstilingspublikum havde derfor også svært ved at forstå meningen med denne visuelle fremmedgørelse af det velkendte.

   De nu verdensberømte franske maler gik den gang rundt med Hokusais og Hiroshiges billeder for det indre øje, og fik derigennem øje på nye "matcheende" motiver fra den franske virkelighed til deres billeder - motiver som fransk malerkunst ellers ikke indtil da havde haft øje for og værdsat. Og disse nye friske motiver blev fremstillet med japanske perspektiver og synsvinkler, og med en radikalt anderledes lyst til klare og rene farver.

   Befrugtnings-metaforen for kreativ konceptuel blending er i den grad på sin plads her. Der kom epokeskabende verdenskunst ud af fusionen af de to ekstremt forskellige konceptuelle input-rum.

Jeg bliver nysgerrig og søger på nettet efter anmeldelser af udstillingen. Jeg finder en fra Politikens netudgave fra 10/10/10: "Japan spøger hos maleriets store mestre", lyder rubrikken. "Japan spøger"? - en anden og mere dyster metafor en min.

   Anmeldelsen er af Kristine Kern som er uddannet kunsthistoriker, og som bl.a.underviser  i kunsthistorie på det Fynske Kunstakademi. Hun har tilsyneladende set japanske spøgelser på udstillingen?!

   Hun skriver indledningsvis:

At tænke, at alle de nye motiver i billedkunsten, man troede var de franske impressionisters opfindelser, i virkeligheden er resultatet af deres møde med japansk kunst. (/) De brede parisiske boulevarder, robåde på Seinen, blomstrende frugttræer, broer, skuespillere og kvinder, der gør toilette foran spejlet – alt sammen direkte importeret fra Japan og oversat til franske forhold. (/) Det postulerer i hvert fald udstillingen ’Møde med Japan. Degas, Monet, Gauguin …’, som netop nu vises på Ordrupgaard. Og det er ikke kun motiverne, man har hentet fra Japan, også måden at gengive dem på er inspireret af japanske træsnit. Enkelheden, de ublandede farver, parallelperspektiv og den til tider noget abrupte afskæring af billedelementer, som jeg altid har tilskrevet fotografiets indtog i billedkunstens verden. (/) Uanset om alt dette nu udelukkende skyldes japansk inspiration eller ej, er det i hvert fald interessant, at den vestlige billedkunst ikke er så selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille den. Og Ordrupgaard argumenterer virkelig for sagen.

Det er jo tydeligt at Kristine har problemer med "de japanske spøgelser". Hun har en kunsthistorisk frame som hun får provokeret i en grad, så hun må lade det skinne igennem i indledningen.

   Med formuleringer som: "man troede..., men i virkeligheden", "selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille..." distancerer hun sig fra sin egen faglige frame som jo sætter originalitet og det unikke som den højeste værdi. På den anden side må hun også distancere sig fra det udstillingen overbevisende dokumenterer, nemlig at det hun som kunsthistoriker har troet var originalt: "de franske impressionisters opfindelser" - at det har karakter af lån og efterligninger: "direkte importeret og oversat". Derfor må hun bruge udtrykket "postulere" om udstillingens dokumentation, og modvilligt medgive at Ordrupgaard "virkelige argumenterer godt for sagen".

Efter at have set udstillingen tænker jeg at disses fantastiske maleres møde med de japanske træsnit, ligner en kollektiv stormende forelskelse, en oplevelse som for en del af dem har sat sig så stærke mentale aftryk i sindet at de resten af deres kunstnerliv næsten monomant og desperat har søgt at finde motiver i virkeligheden som matchede oplevelsen, motiver som kunne gøre det muligt at genskabe "den elskede" gennem malerierne og dermed genopleve følelsen af eufori fra det første møde. 

   Monet skabet sin "japansk have",  Gauguin tog til Haiti og døde af syfilis, Van Gogh skar et øre af, blev sindsyg og begik selvmord. 

Historiefusk eller faktion - "The King´s Speech" i sandhedens eller oplevelsens tjeneste

I fredags den 4. marts var der er artikel af Kim Faber i Politikens kultursektion under rubrikken "Oscarvinder anklagdes for historiefusk". Artiklen handlede om den firedobbelte Oscarvinder "The King´s Speech", som jeg havde været inde og se og skrev om inden Oscaruddelingen i søndags.
   Kim Faber fortæller at filmen nu beskyldes for historieforfalskning på magasin-websiden www.slate.com. Den hårde anklage fremsættes her af Christopher Hitchens, en kendt engelsk-amerikansk skribent og debattør.
   Primært mener Hitchens at Winston Churchill i filmen er fremstillet alt for positiv over for den stammende King George, og alt for negativ over for hans storebror King Edward VIII der abdicerede for at kunne gifte sig med den fraskilte amerikanerinde "Mrs. Simpson". Eward var ifølge Hitchens nazisympatisør, og havde Churchill´s opbakning til det sidste; mens i filmen er Churchill ...

... shown as a consistent friend of the stuttering prince and his loyal princess and as a man generally in favor of a statesmanlike solution to the crisis of the abdication. In point of fact, Churchill was—for as long as he dared—a consistent friend of conceited, spoiled, Hitler-sympathizing Edward VIII. And he allowed his romantic attachment to this gargoyle to do great damage to the very dearly bought coalition of forces that was evolving to oppose Nazism and appeasement. 

Generelt argumenterer Hitchens for, med henvisning til dokumentation fra konglige dagbøger og breve, at Oscarfilmens fremstilling af den engelske kongefamilie som samlende symbol på modstanden mod Hitler og nazismen, er stærkt fortegnet og malet alt for rosenrødt: 

Almost the entire moral capital of this rather odd little German dynasty is invested in the post-fabricated myth of its participation in "Britain's finest hour." In fact, had it been up to them, the finest hour would never have taken place. So this is not a detail but a major desecration of the historical record—now apparently gliding unopposed toward a baptism by Oscar.

Kritikken afvises - naturligvis - af manuskriptforfatteren David Seidler, som vandt en Oscar for manuskriptet. Og Kim Faber og redaktionen har utvivlsomt syntes at dette var en god historie, og vigtig nok til at blive fortalt til læserne.
   Men hvorfor egentlig?

Filmen er en jo en regulær spillefilm - fiktion - og er blevet Oscarbedømt som en sådan. Den ikke en dokumentar eller en dramadokumentar. Det er ikke en historiske oplysningsfilm. Der indgår ikke interviews med eksperter om sandheden i historien. Ej heller citeres der fra breve og dagbøger. Og vi får ikke nogen tekst på lærredet inden selve filmfortællingen går i gang, som udsiger en eller anden kontrakt med publikum om filmens sandhedsværdi.
   Før eller efter selve den filmiske fortælling kunne der have stået en tekst på lærredet som man tit ser: "based on at true story". Men selv det bliver ikke eksplicit udsagt. Den eneste direkte henvisninger til at filmen har noget med virkeligheden at gøre, er en tekst efter filmen men før credits, der fortæller at talepædagogen og kongen forblev nære venner til kongens død i 1952.
  For mig som biografgænger og filmtilskuer - for min filmoplevelse - har det ingen betydning at manuskriptforfatteren på én gang har ladet sig inspirere af en faktisk historie, og samtidig har skrevet sit manuskript så det dramaturgisk set er et fremragende skoleeksempel på den klassiske Hollywod-film fortælling: "lige efter bogen". En kreativ og filmkunstnerisk toppræstation.
   Der er som i enhver historisk biograffilm tale om konceptuel blending af to mentale rum: den historiske virkeligheds i et og fantasiens dramaturgiske krav i et andet. Og i det her tilfælde er faktions-blandingen vellykket - i en grad så det har regnet mildt med Oscars.

Tror jeg filmen ville have vundet 4 Oscars hvis historien i sin helhed havde været opdigtet, hvis kong Georg ikke rent faktisk havde stammet, hvis talepædagogen ikke havde eksisteret i virkeligheden? - Det er et godt spørgsmål, som man siger! - Jeg tvivler.

Under alle omstændigheder hører det til historien om filmen og dens modtagelse at en masse danske og udenlandske journalister med lyst og engagement skrev store artikler med normal journalistisk sandhedskontrakt hvori de fortalte hvad historikernes historie var,  som filmens historie tog afsæt i. Så de sparede mig for, efter at have set filmen, at komme hjem og slå op på nettet for at finde ud af hvor meget "truth" historien egentlig var "based on".
   Man kan så også spørge hvorfor journalister er så optaget af spørgsmålet om et medieprodukt er sandhed eller fiktion, og hvordan det er blandet! Kunne det være fordi enhver journalist intuitivt ved at egne produkter også i et eller andet omfang balancerer på en mental knivsæg mellem fakta og fiktion.
   Det tror jeg.

Når alt kommer til alt: Journalistik er den mest troværdige form for fiktion!.