Sider

mandag den 7. marts 2011

Historiefusk eller faktion - "The King´s Speech" i sandhedens eller oplevelsens tjeneste

I fredags den 4. marts var der er artikel af Kim Faber i Politikens kultursektion under rubrikken "Oscarvinder anklagdes for historiefusk". Artiklen handlede om den firedobbelte Oscarvinder "The King´s Speech", som jeg havde været inde og se og skrev om inden Oscaruddelingen i søndags.
   Kim Faber fortæller at filmen nu beskyldes for historieforfalskning på magasin-websiden www.slate.com. Den hårde anklage fremsættes her af Christopher Hitchens, en kendt engelsk-amerikansk skribent og debattør.
   Primært mener Hitchens at Winston Churchill i filmen er fremstillet alt for positiv over for den stammende King George, og alt for negativ over for hans storebror King Edward VIII der abdicerede for at kunne gifte sig med den fraskilte amerikanerinde "Mrs. Simpson". Eward var ifølge Hitchens nazisympatisør, og havde Churchill´s opbakning til det sidste; mens i filmen er Churchill ...
... shown as a consistent friend of the stuttering prince and his loyal princess and as a man generally in favor of a statesmanlike solution to the crisis of the abdication. In point of fact, Churchill was—for as long as he dared—a consistent friend of conceited, spoiled, Hitler-sympathizing Edward VIII. And he allowed his romantic attachment to this gargoyle to do great damage to the very dearly bought coalition of forces that was evolving to oppose Nazism and appeasement. 
Generelt argumenterer Hitchens for, med henvisning til dokumentation fra konglige dagbøger og breve, at Oscarfilmens fremstilling af den engelske kongefamilie som samlende symbol på modstanden mod Hitler og nazismen, er stærkt fortegnet og malet alt for rosenrødt: 
Almost the entire moral capital of this rather odd little German dynasty is invested in the post-fabricated myth of its participation in "Britain's finest hour." In fact, had it been up to them, the finest hour would never have taken place. So this is not a detail but a major desecration of the historical record—now apparently gliding unopposed toward a baptism by Oscar.
Kritikken afvises - naturligvis - af manuskriptforfatteren David Seidler, som vandt en Oscar for manuskriptet. Og Kim Faber og redaktionen har utvivlsomt syntes at dette var en god historie, og vigtig nok til at blive fortalt til læserne.
   Men hvorfor egentlig?

Filmen er en jo en regulær spillefilm - fiktion - og er blevet Oscarbedømt som en sådan. Den ikke en dokumentar eller en dramadokumentar. Det er ikke en historiske oplysningsfilm. Der indgår ikke interviews med eksperter om sandheden i historien. Ej heller citeres der fra breve og dagbøger. Og vi får ikke nogen tekst på lærredet inden selve filmfortællingen går i gang, som udsiger en eller anden kontrakt med publikum om filmens sandhedsværdi.
   Før eller efter selve den filmiske fortælling kunne der have stået en tekst på lærredet som man tit ser: "based on at true story". Men selv det bliver ikke eksplicit udsagt. Den eneste direkte henvisninger til at filmen har noget med virkeligheden at gøre, er en tekst efter filmen men før credits, der fortæller at talepædagogen og kongen forblev nære venner til kongens død i 1952.
  For mig som biografgænger og filmtilskuer - for min filmoplevelse - har det ingen betydning at manuskriptforfatteren på én gang har ladet sig inspirere af en faktisk historie, og samtidig har skrevet sit manuskript så det dramaturgisk set er et fremragende skoleeksempel på den klassiske Hollywod-film fortælling: "lige efter bogen". En kreativ og filmkunstnerisk toppræstation.
   Der er som i enhver historisk biograffilm tale om konceptuel blending af to mentale rum: den historiske virkeligheds i et og fantasiens dramaturgiske krav i et andet. Og i det her tilfælde er faktions-blandingen vellykket - i en grad så det har regnet mildt med Oscars.

Tror jeg filmen ville have vundet 4 Oscars hvis historien i sin helhed havde været opdigtet, hvis kong Georg ikke rent faktisk havde stammet, hvis talepædagogen ikke havde eksisteret i virkeligheden? - Det er et godt spørgsmål, som man siger! - Jeg tvivler.

Under alle omstændigheder hører det til historien om filmen og dens modtagelse at en masse danske og udenlandske journalister med lyst og engagement skrev store artikler med normal journalistisk sandhedskontrakt hvori de fortalte hvad historikernes historie var,  som filmens historie tog afsæt i. Så de sparede mig for, efter at have set filmen, at komme hjem og slå op på nettet for at finde ud af hvor meget "truth" historien egentlig var "based on".
   Man kan så også spørge hvorfor journalister er så optaget af spørgsmålet om et medieprodukt er sandhed eller fiktion, og hvordan det er blandet! Kunne det være fordi enhver journalist intuitivt ved at egne produkter også i et eller andet omfang balancerer på en mental knivsæg mellem fakta og fiktion.
   Det tror jeg.

Når alt kommer til alt: Journalistik er den mest troværdige form for fiktion!.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar