Sider

søndag den 6. april 2014

Særlige evner (1): en lille dreng, Isaac Asimov og Daniel Tammet - savant og synæstetiker

På mærkværdig vis er der dage hvor man oplever sære sammenfald og subtile sammenhænge. For eksempel nu igår - hvor næsten alt kom til at dreje sig om særlige usædvanlige mentale evner:

Der have vi besøg af en af mine døtre hvis yngste barn, en kvik og livlig dreng, er 3½ år. Han har fra helt lille vist at han havde særlige evner til at lære og huske. 
   Dels kunne han synge/nynne en melodi han havde hørt helt rent (absolut pitch?), inden han kunne tale, og dels begyndte han af sig selv at lære bogstaver og skrive bogstaver for godt tre kvart år siden. 
    Forældrene var jo godt nok opmærksomme på at drengen havde nogle særlige evner - de er også begge ret begavede.
   Men de var faktisk lidt nervøse for ikke at pace ham for tidligt frem til at læse - for at skåne ham for problemer med at være for langt foran i forhold til sine jævnaldrende når han skulle starte i skolen om 3 år. Hm!
   
Det var meget apropos den bog jeg fik fat I for nylig og begyndte at læse for to dage siden. Den har titlen "Memory Yet Green" - altså noget i retning af "Hukommelsen stadig/endnu grøn", og det er første bind af en to-binds selvbiografi på 1400 tætskrevne sider, skrevet af min yndlings science-fiction-forfatter Isaac Asimov, født 1920.
    Biografien udkom 1979 da Asimov var 59 år gammel, og han døde 1992, efter at have skrevet endnu en selvbiografi og yderligere en hoben bøger!

Isaac Asimov var søn af russisk-jødiske emigrantforældre, men er vokset op i New York hvor familien ernærede sig ved indtægterne fra en kiosk og slikbutik der havde næsten døgnåbent. 
   Isaac måtte hjælpe til i butikken, så han havde stort set aldrig tid til at lege med kammerater når han ikke var i skole. Men han fik tid til at læse - i pauserne når der ikke var kunder - og om natten. Og læse, det gjorde han så - med flid og lyst.
 
Isaac Asimov havde også helt specielle evner hvad angår lærenemhed og hukommelse.
   Han fortæller i sin selvbiografi at han også lærte sig selv at læse flere år inden han skulle begynde skole, og at han i skolen flere gange blev rykket en klasse op på grund af sin høje begavelse. Og som regel i løbet af få uger havde han læst et helt skoleårs pensum.
   Han sluttede high school og begyndte på College som 15-årig, 3-4 år før 'normalt'. Ikke nødvendigvis en fordel og et privilegium. Og så var han oven i købet jøde.
   
Asimov fik som voksen målt sin IQ til 175 - gennemsnittet for normalbegavede er en IQ på 90-110.
   Stephen Hawkings har efter sigende en IQ på ca. 160, hvad også Einstein siges at hav haft. Også Microsofts grundlægge Paul Allen og Bill Gates' har en IQ-score på omkring 160. Skakspilleren Bobby Fischer IQ 187, Garry Kasparov 190.
   Det fylder ganske meget i selvbiografien: beskrivelserne af hvordan drengen Isaac må leve og overleve med de sociale konsekvenser - både fordele og ulemper - af at han er så højt begavet.
   Men han havde også nogle udtalte mentale handicaps: flyskræk og agorafobi - angst for åbne pladser og store rum.

Isaac Asimov havde en art fotografisk hukommelse, såkaldt 'eidetic memory'  eller  'total recall', evnen til at genkalde sig biller, lyde og genstande i hukommelsen, for det indre øje, i detaljer og med stor præcision - og uden bevidst at gøre brug af mnemo-tricks og -teknikker. Så han har stort set ordret kunnet gengive hvad han havde læst.
   Som barn læste han ukritisk og mentalt forslugent alt hvad han fik fat i - fuldstændig uden hensyn til genre, litterær kvalitet eller fagområde/emne: svære fagbøger, klassisk verdenslitteratur og 'pulp-magazines' - you name it - han læste det.
   Han er så en af SF-litteraturens helt store originale og kreative mestre, den største efter min mening. Men han har derudover produceret populærvidenskabelige fagbøger i hundredvis - og stort set inden for alle fagområder spredt over humaniora, samfundsvidenskab og hård videnskab og teknologi.
   Hans produktivitet som højkvalitetsforfatter over helt spektret er er i en klasse helt for sig.
Dansk Wikipedia skriver:
Isaac Asimov (2. januar 19206. april 1992) var en russiskfødt amerikansk forfatter og biokemiker. Isaac Asimov blev kendt for sine science fiction-bøger og for sine videnskabelige bøger for lægmand, som han begyndte at udgive som 18-årig. Han udgav cirka 500 bind i sin levetid og var i en lang periode medlem af Mensa. Asimov gav navn til begrebet "robotics".
Asimov var ikke bare ekstremt intelligent og ekstremt litterært produktiv, men også ekstremt kreativ. Og hans historier om robotter der er underlagt "The Three Laws of Robotics"  og 'Foundation'-serien om 'Det 'galaktiske imperiums' undergang og genrejsning, det er simpelt hen fantastisk læsning - som for mit vedkommende betyder at jeg har genlæst disse bøger mange gang gennem årene, hver gang med stor genyns- og genoplevelses-glæde.
    Dansk Wikipedia fortæller videre:
Et af Asimovs hovedværker er Foundation serien (på dansk: Stiftelsen). Serien omhandler et gammelt galaktisk imperiums død. Og efterfølgende hvordan et nyt imperium, dedikeret til kunst, videnskab og teknologi oprettes ved hjælp af indsigt i den nye videnskab Psykohistorie. Foundation serien betegnes ofte som den bedste, eller i hvert fald den mest indflydelsesrige, science fiction serie, der nogensinde er skrevet. Den enorme succes skyldes i vid udstrækning de mange spekulationer over samfund og videnskab, som ligger som en rød tråd i værket. Bl.a. debatteres individets plads over for de store menneskemasser og individets plads overfor teknologi i form af højintelligente robotter. I værket bindes temaerne sammen af den geniale matematiker Hari Seldon's arbejde med den nye (fiktive) videnskab Psykohistorie.
   (...)
Asimov er foruden sit store bagkatalog af science fiction også ophavsmanden til "The Three Laws of Robotics", som er blevet en grundsten i al science fiction der har med robotter at gøre.
   På et givet tidspunkt skulle Isaac Asimov have udtalt at "Many writers of robot stories, without actually quoting the three laws, take them for granted, and expect the readers to do the same".
I Asimovs fiktive fremtids-univers hvor robotter udvikles og forbedres over tid så de på næsen alle arbejdsområder - både fysiske og mentale - bliver bedre end mennesker, er det nødvendigt at fjerne eller neddæmpe almindelige menneskers psykiske modstand mod robotter, skabt af angsten for at robotterne skal "løbe løbsk" og frygten for at de skal overtage alt arbejde og gøre mennesker overflødige.
   Og i Asimovs fiktive robot-univers indgraveres til det formål disse tre love i selve grundkonstruktionen af enhver robothjernes "positroniske" set up.
   De tre robotlove lyder på dansk:
1. lov: En robot må ikke skade et menneske eller ved uvirksomhed lade et menneske komme til skade.
2. lov: En robot skal adlyde ordrer, som gives til den af mennesker, for så vidt disse ordrer ikke er i konflikt med den første lov.
3. lov: En robot skal beskytte sin egen eksistens, for så vidt dette ikke er i konflikt med den første eller den anden lov.
Da først de tre robotlove er lanceret i de første af hans noveller med robotter som hovedpersoner, er der næsten ingen ende på Asimovs opfindsomhed når det gælder om at udvikle plot hvor mulighederne for at omgå robotlovene udnyttes som dilemma- og kriseskabende motor.
 
Science-fiction-film og tv-serier som "Star Wars" og "Star Trek" står i gæld til Asimovs fantasier om SF-universer. Faktisk var han videnskabelig rådgiver på "Star Trek"-serien.
He was also a good friend of Star Trekcreator Gene Roddenberry and scientific adviser for Star Trek: The Motion Picture.
   Asimov's collaboration with Star Trek began with a December 1966 article he wrote for TV Guide, in which he criticized the series for its scientific inaccuracy. Roddenberry wrote a letter to Asimov, explaining how hard they try to keep the show remaining in the realm of serious science fiction, which made him change his opinion, and became a loud supporter of Star Trek. He and Roddenberry soon became friends and often shared letters in which Asimov gave advice concerning the series. (Inside Star Trek: The Real Story) Asimov also attended the first Star Trek convention in 1972. (The Star Trek Compendium)
http://en.memory-alpha.org/wiki/Isaac_Asimov
Isaac Asimov beskriver i sin selvbiografi det særlige mentale kick han selv oplever ved både at læse og skrive inden for SF-genren sådan: 
The pleasure of magic combinede with the dsicipline of science 
Selv om jeg ikke i nogen som helst sammenhæng kan identificere mig - endsige måle mig selv - som skrivende - med Isac Asimov, så kan jeg fra hans selvbiografi genkende beskrivelsen af den altfortærende læse-sult og læse-fornøjelse som barn og ung.
 
Jeg lærte først selv at læse i starten af 3. klasse - 'af mig selv' - og vel nærmest på trods. Og jeg husker det var som et mirakel at jeg pludselig kunne.  
   Jeg kunne tydeligvis ikke lære det efter den lyd-stave-metode som var den dominerende læsepædagogik i skolen den gang.
   Men jeg opdagede - efter måneders og års frustration - og næsten fra den ene dag til den anden - at jeg kunne læse og forstå hele sammenhængende sætninger, uden at sætningerne og ordne var forbundet med lyde (udtalen), og uden at jeg egentlig noterede mig bøjningsendelser i de ord jeg læste.
   Det var en slags 'skøjtende' læseteknik der, fordi detaljer i udtrykket blev sprunget over undervejs, for mig har gjort en masse læsning lettere og hurtigere gennem årene.
   Men det har godt nok også haft en bagside: at jeg altid har haft svært ved at huske hvordan ord staves, svært ved at huske at få de rigtige bøjningsendelser sat på ord når jeg skriver hurtigt, og at jeg ikke automatisk ved hvordan et (nyt) navn udtales selv om jeg har læst det mange gange.
 
Men da jeg på min egen mærkelige måde havde knækket koden, så gik det hurtigt. 
   I de følgende uger, måneder og år læste jeg også alt hvad jeg kunne få fat i - både af populærvidenskabelig faglitteratur og skønlitteratur - og inden for skønlitteraturen: både højlitterære klassikere, regulære drenge og pigebøger - og decideret trivial- og kiosklitteratur. 

Jeg tjekker altid om den slags kreative multipersonligheder som Isac Asimov måske også skulle være synæstetiker.
  En søgning på nettet giver ingenting. Men der kan komme tegn der peger i den retning når jeg læser videre, foreløbig er jeg kun nået til s.138 i selvbiografien, og hans liv har nået en alder af 17. 

Men igår så jeg også en tv-dokumentar om englænderen Daniel Tammet på DR 2: "The Boy with the Incredible Brain".  
   Det var efter en udmærket udsendelse der skildrede en række mennesker - kendte og ukendte - med psykiatriske diagnoser, og hvori de fortalte om hvordan de have oplevet og levet med deres sindslidelser - og hvordan de var kommet over dem og videre i livet - nogle ved hjælp af 'systemet' og nogle på trods.
   Og Daniel Tammet havde faktisk også en diagnose: 'asberger-autist'. 
   Daniel Tammets navn er jeg i øvrigt stødt på før - vist nok i bogen "Moonwalk with Einstein" af Joshua Foer, en bog som jeg har skrevet om i bl.a. dette indlæg: 
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html
Indlægget og bogen handler om hukommelseskunst og husketeknik - dette at nogle mennesker kan lære sig at huske og gengive umanerligt stor mængder  og for så vidt meningsløse data på meget kort tid.

Daniel Tammet har vel i virkeligheden to diagnoser, hvoraf den overordnede er en særlig variant af autisme som fagfolk etikettere med dette udtryk:
'SAVANT-SYNDROM'
... og som dansk Wikipedia definerer og beskriver sådan:'
Savant-syndrom, der er en sjælden lidelse eller tilstand, viser sig ved at patienten, som ofte er autist eller retarderet, udvikler en eller flere helt overmenneskelige evner inden for især musik ,matematik, kunst og hukommelse. Det ældste navn for tilstanden er fransk: idiot savant (vidende idiot). Det bruges ikke længere så ofte på grund af den nedgørende tone. I stedet bruges betegnelsen savant-syndrom. En person med syndromet kaldes en 'savant'.
Vi er imidlertid ikke kommet mere end fem minutter ind i filmen, før jeg siger: "Han må da også være synæstetiker!" (jfr. min oplevelse af Hilda af Klint og hendes malerier på Louisiana).
   Tyve minutter inde i programmet bliver den etiket så også sat på Daniel Tammets særlige personlighed hvor forskere så opstiller den antagelse at hans utrolige evner til at kunne huske, regne usandsynligt svære regnestykker ud - og til at gengive uendelige rækker af vilkårlige tal, at de evner hænger sammen med at han er udtalt synæstet, og at hans hjerne automatisk forbinder alle bogstaver og tal med 'visuelle cues '- forskellige specifikke farver og former - og personligheder. 
   Hypotesen går så ud på at den automatkobling som hans hjerne foretager mellem bogstaver/tal på den ene side og farver og former på den anden, gør det muligt for Daniel Tammet at udnytte den højre hjernehalvdels ekstremt effektive visuelle hukommelse, egentlig på en måde som ligner 'normale' hukommelseskunstnere når de gør brug af imaginære såkaldte 'hukommelsespaladser' som en mnemoteknisk hjælp. 
 
En af de regnemæssige hukommelsesdiscipliner som Daniel Tammet behersker i verdensklasse, er i timevis at kunne udsige "alle" decimalerne i den rigtige rækkefølge når det matematiske symbol "pi" som er et symbol for forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter, når det skal omregnes til et tal med et i princippet uendeligt antal decimaler. Her til en start
3,1415926535897932384626433832795028841971693993751058209749445923078164062862089986280348253421170679 ...
Det specielle ved Daniel Tammet er at han synæstesi altså er koblet med 'savant syndromet', hvilket også har givet anledning til forskerspekulationer, som det også fremgår af dokumentarfilmen om og med ham:
Interestingly enough, it has been proposed that synesthesia and savant syndrome are strongly linked. Daniel’s case is perhaps the quintessential example of this proposition. When Daniel envisions a number, for example, he sees a rather specific shape with a specific color, which usually invokes a specific feeling or emotion. If you watch the documentary, you’ll see that, when Daniel is undergoing various tests, he exhibits this as something that’s a real, natural function of his brain – rather than something that he “tries” to do.
   One word that he uses quite frequently is “landscape”. When Tammet recites a number with numerable digits (Pi, for example), he sees a landscape that consists of the shapes that are representative of each integer. By making his way through the landscape in his mind, he is able to see (and recite) each digit in eerily perfect sequential order. Something else that’s relatively amazing – Daniel’s shape/color/emotion association doesn’t stop at digits (0-9); each integer from 0-10,000 has its own respective “symbol”. (...)
Der er meget få mennesker i verden med dette særlige 'savant syndrom' - og det normale er - hvis man kan sige sådan - at man så som regel er stærkt mentalt handicappet på andre centrale områder, og fx har svært ved at udtrykke sig verbalt og kommunikere sprogligt og socialt med almindelig mennesker (som man så fremstillet i filmen "Rain Man").
   Men netop i forhold til den "norm" er Daniel Tammet en undtagelse. Han er relativt udadvendt og velformuleret - og er i stand til verbalt at reflektere over sine særlige evner og hvordan samspillet er mellem dem, som det fremgår af den følgende TED-TALK!
   Her ser vi også illustreret og dokumenteret af powerpoint-slides hvordan Daniel Tammet regner ved hjælp af de farver og former som synæstesien automatisk udstyrer ham med når han tænker på tal:


Hele dokumentaren "The Boy with the Incredible Brain" kan ses på YouTube, her:


Dybt fascinerende.
   Daniel Tammet har også skrevet og fået udgivet bøger hvori han fortæller om og reflekterer over sine særlige evner - herunder om han i virkeligheden kun er et specialtilfælde af noget som ligger som kreative muligheder i alle mennesker, hvad han vist nok mener.
  • Born on a Blue Day (2006) – autobiography
  • Embracing the Wide Sky (2009)
  • Thinking in Numbers (2012)
Jeg har bestilt dem alle på Amazon.co.uk. Især hans selvbiografi kan være lidt sjov at sammenligne med Asimovs, forestiller jeg mig.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar