Den store Sciens Fiction-forfatter Isaac Asimov har skrevet om kreativitet - en hidtil ukendt artikel fra 1959 er dukket op

Karikaturtegning af Isaac Asimov

En af de forfattere jeg jævnligt har skrevet om og refereret til er Isaac Asimov, især kendt og berømt for to serier af Science Fiction-bøger (SF):

   En serie om udvikllingen af en verden med robotter som venlige og hjælpsomme kunstigt producerede væsener med bevidsthed, væsener som har fået indprentet i deres 'positroniske' hjernevindinger tre fundamentale robotlove som lyder som følger:

1. En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade

2. En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov

3. En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.

Den anden serie handler om den galaktiske verdenshistories udvikling gennem beskrivelsen af sammenbruddet af et 10.000 år gammel galaktisk imperium, og  af fødslen af et nyt moderne imperium kaldet "The Foundation".

   Det var en fødsel der ifølge Foundation-serien blev igangsat  af en genial forsker Hari Seldon som udviklede en helt ny social-videnskab: Psychohistory - en socioøkonomisk videnskabelig disciplin som kunne forklare og forudsige udviklingen af vores galakses millioner af samfund over mange hundrede år, og som derfor både kunne forudsige faldet af det gamle emperium, og muligheden for at et nyt kunne opstå.

   Den ide- og fortællemæssige inspiration for den kun omkring 20-årige Isaac Asimov da han skrev de første historier i Foundation-serien,  var historikeren og forfatteren Edward Gibbsons "The History of the Decline and Fall of the Roman Empire".

Foundation-serien har været inspirationskilde for såvel Star Wars-film-serien som Star Trek-tv-serien.

   Og hans "opfindelse" af de tre grundlæggende robotlove, er blevet udnyttet af mange andre SF-forfattere som har skrevet historier hvori indgår robotter som medvirkende. 

   

Gå man til Wikipedia kan man af artiklens indledning få et indtryk af hvor helt usædvanligt fagligt alsidig  og hvor helt umanerligt produktiv en forfatteren Isaac Asimov var:

Isaac Asimov (/ˈaɪzᵻk ˈæzᵻmɒv/; born Isaak Ozimov; circa January 2, 1920[1] – April 6, 1992) was an American author and professor of biochemistry at Boston University. He was known for his works of science fiction and popular science. Asimov was prolific and wrote or edited more than 500 books and an estimated 90,000 letters and postcards. His books have been published in 9 of the 10 major categories of the Dewey Decimal Classification.

Ud over de to mange gange prisbelønnede SF-serier skrev han også SF for børn og unge - og  i hundredevis af SF-noveller. Han skrev også romaner og noveller inden for flere andre genrer, både krimier og fantasy-historier. 

   Men ikke mindst var han en højt beundret, populær og superproduktiv videnskabsformidler inden for stort set alle forskningsfelter:

Most of his popular science books explain scientific concepts in a historical way, going as far back as possible to a time when the science in question was at its simplest stage. He often provides nationalities, birth dates, and death dates for the scientists he mentions, as well as etymologies and pronunciation guides for technical terms. Examples include Guide to Science, the three-volume set Understanding Physics, and Asimov's Chronology of Science and Discovery, as well as works on astronomy, mathematics, history, William Shakespeare's writing, and chemistry.

Jeg har læst langt de fleste af Asimovs SF-fortællinger - og de fleste flere gange siden min ungdom. Og jeg har nydt det hver gang. Også selv om jeg efterhånden kan mange af historierne og plottene udenad.

   Men jeg har også læst hans selvbiografier (dem skrev han nemlig flere af med års mellemrum) med stor fornøjelse. 

   Hans egen personlige og hans forældres historie som fattige jødiske emigranter fra Rusland 1922 er i sig selv en fascinerende og opmuntrende oplevelse at få indblik i.

  Både hans altomfattende læsning inden for et bredt spektrum af videnskaber og hans usædvanligt store produktivitet når det gælder udgivelse af nye værker - både fakta og fiktion, er også helt enestående.

   Han er i den grad et smukt eksempel på "en særligt kreativ personlighed".

Af hans erindringer får man klart indtryk af Asimov som en helt usædvanligt belæst og højt begavet mand, der ikke mindst er velsignet med en helt unik evne til at forklare og formidle svære videnskabelig sammenhænge i et usædvanligt klart og let-forståeligt sprog. 

Asimov was a long-time member and vice president of Mensa International, albeit reluctantly; he described some members of that organization as "brain-proud and aggressive about their IQs". He took more joy in being president of the American Humanist Association. The asteroid 5020 Asimov, a crater on the planet Mars, a Brooklyn elementary school, and a literary award are named in his honor.

https://en.wikipedia.org/wiki/Isaac_Asimov

For nylig er det så kommet frem at den ekstremt kreative og produktive forfatter faktisk også har skrevet et essay specifikt om kreativitet. 

  Det var en overraskelse. I hvert fald for mig.

  Frem for at gå i detaljer med et referat og dissikere hans artikel som er skrevet da han var 40 år, så leverer jeg den her i sin helhed nedenfor.

    Wikipedia kan fortælle om historien bag artiklen:

In 1959, after a recommendation from Arthur Obermayer, Asimov's friend and a scientist on the US missile protection project, Asimov was approached by DARPA to join Obermayer's team. Asimov declined, on the grounds that his ability to write freely would be impaired should he receive classified information. However, he did submit a paper to DARPA titled "On Creativity" containing ideas on how government-based science projects could encourage team members to think more creatively.

Isaac Asimov ville altså ikke opgive sin frihed til at skrive hvad der passede ham, til fordel for et prestigefyldt og sikkert også velbetalt job i den hemmelige militære organisation The Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA) som var ansvarlig for udviklingen af ny avanceret militær teknologi, fx til rumraketter, et job der nok ville give ham en masse ny og avanceret teknologisk viden, men en viden som han ikke kunne bruge og fortælle om i sine elskede bøger fordi den ville være hemmeligstemplet.

   Som en slags afbigt for at sige nej, afleverede han dette essay som sit bidrag til arbejdet: 

ON CREATIVITY

How do people get new ideas? 

Presumably, the process of creativity, whatever it is, is essentially the same in all its branches and varieties, so that the evolution of a new art form, a new gadget, a new scientific principle, all involve common factors. We are most interested in the “creation” of a new scientific principle or a new application of an old one, but we can be general here.

   One way of investigating the problem is to consider the great ideas of the past and see just how they were generated. Unfortunately, the method of generation is never clear even to the “generators” themselves.

   But what if the same earth-shaking idea occurred to two men, simultaneously and independently? Perhaps, the common factors involved would be illuminating. Consider the theory of evolution by natural selection, independently created by Charles Darwin and Alfred Wallace.

   There is a great deal in common there. Both traveled to far places, observing strange species of plants and animals and the manner in which they varied from place to place. Both were keenly interested in finding an explanation for this, and both failed until each happened to read Malthus’s “Essay on Population.”

    Both then saw how the notion of overpopulation and weeding out (which Malthus had applied to human beings) would fit into the doctrine of evolution by natural selection (if applied to species generally).

   Obviously, then, what is needed is not only people with a good background in a particular field, but also people capable of making a connection between item 1 and item 2 which might not ordinarily seem connected.

   Undoubtedly in the first half of the 19th century, a great many naturalists had studied the manner in which species were differentiated among themselves. A great many people had read Malthus. Perhaps some both studied species and read Malthus. But what you needed was someone who studied species, read Malthus, and had the ability to make a cross-connection.

    That is the crucial point that is the rare characteristic that must be found. Once the cross-connection is made, it becomes obvious. Thomas H. Huxley is supposed to have exclaimed after reading On the Origin of Species, “How stupid of me not to have thought of this.”

    But why didn’t he think of it? The history of human thought would make it seem that there is difficulty in thinking of an idea even when all the facts are on the table. Making the cross-connection requires a certain daring. It must, for any cross-connection that does not require daring is performed at once by many and develops not as a “new idea,” but as a mere “corollary of an old idea.”

    It is only afterward that a new idea seems reasonable. To begin with, it usually seems unreasonable. It seems the height of unreason to suppose the earth was round instead of flat, or that it moved instead of the sun, or that objects required a force to stop them when in motion, instead of a force to keep them moving, and so on.

    A person willing to fly in the face of reason, authority, and common sense must be a person of considerable self-assurance. Since he occurs only rarely, he must seem eccentric (in at least that respect) to the rest of us. A person eccentric in one respect is often eccentric in others.

    Consequently, the person who is most likely to get new ideas is a person of good background in the field of interest and one who is unconventional in his habits. (To be a crackpot is not, however, enough in itself.)

    Once you have the people you want, the next question is: Do you want to bring them together so that they may discuss the problem mutually, or should you inform each of the problem and allow them to work in isolation?

   My feeling is that as far as creativity is concerned, isolation is required. The creative person is, in any case, continually working at it. His mind is shuffling his information at all times, even when he is not conscious of it. (The famous example of Kekule working out the structure of benzene in his sleep is well-known.)

   The presence of others can only inhibit this process, since creation is embarrassing. For every new good idea you have, there are a hundred, ten thousand foolish ones, which you naturally do not care to display.

Nevertheless, a meeting of such people may be desirable for reasons other than the act of creation itself.

   No two people exactly duplicate each other’s mental stores of items. One person may know A and not B, another may know B and not A, and either knowing A and B, both may get the idea—though not necessarily at once or even soon.

   Furthermore, the information may not only be of individual items A and B, but even of combinations such as A-B, which in themselves are not significant.   However, if one person mentions the unusual combination of A-B and another the unusual combination A-C, it may well be that the combination A-B-C, which neither has thought of separately, may yield an answer.

   It seems to me then that the purpose of cerebration sessions is not to think up new ideas but to educate the participants in facts and fact-combinations, in theories and vagrant thoughts.

   But how to persuade creative people to do so? First and foremost, there must be ease, relaxation, and a general sense of permissiveness. The world in general disapproves of creativity, and to be creative in public is particularly bad. Even to speculate in public is rather worrisome. The individuals must, therefore, have the feeling that the others won’t object.

   If a single individual present is unsympathetic to the foolishness that would be bound to go on at such a session, the others would freeze. The unsympathetic individual may be a gold mine of information, but the harm he does will more than compensate for that. It seems necessary to me, then, that all people at a session be willing to sound foolish and listen to others sound foolish.

   If a single individual present has a much greater reputation than the others, or is more articulate, or has a distinctly more commanding personality, he may well take over the conference and reduce the rest to little more than passive obedience. The individual may himself be extremely useful, but he might as well be put to work solo, for he is neutralizing the rest.

   The optimum number of the group would probably not be very high. I should guess that no more than five would be wanted. A larger group might have a larger total supply of information, but there would be the tension of waiting to speak, which can be very frustrating. It would probably be better to have a number of sessions at which the people attending would vary, rather than one session including them all. (This would involve a certain repetition, but even repetition is not in itself undesirable. It is not what people say at these conferences, but what they inspire in each other later on.)

    For best purposes, there should be a feeling of informality. Joviality, the use of first names, joking, relaxed kidding are, I think, of the essence—not in themselves, but because they encourage a willingness to be involved in the folly of creativeness. For this purpose I think a meeting in someone’s home or over a dinner table at some restaurant is perhaps more useful than one in a conference room.

   Probably more inhibiting than anything else is a feeling of responsibility. The great ideas of the ages have come from people who weren’t paid to have great ideas, but were paid to be teachers or patent clerks or petty officials, or were not paid at all. The great ideas came as side issues.

   To feel guilty because one has not earned one’s salary because one has not had a great idea is the surest way, it seems to me, of making it certain that no great idea will come in the next time either.

   Yet your company is conducting this cerebration program on government money. To think of congressmen or the general public hearing about scientists fooling around, boondoggling, telling dirty jokes, perhaps, at government expense, is to break into a cold sweat. In fact, the average scientist has enough public conscience not to want to feel he is doing this even if no one finds out.

   I would suggest that members at a cerebration session be given sinecure tasks to do—short reports to write, or summaries of their conclusions, or brief answers to suggested problems—and be paid for that, the payment being the fee that would ordinarily be paid for the cerebration session. The cerebration session would then be officially unpaid-for and that, too, would allow considerable relaxation.

   I do not think that cerebration sessions can be left unguided. There must be someone in charge who plays a role equivalent to that of a psychoanalyst. A psychoanalyst, as I understand it, by asking the right questions (and except for that interfering as little as possible), gets the patient himself to discuss his past life in such a way as to elicit new understanding of it in his own eyes.

   In the same way, a session-arbiter will have to sit there, stirring up the animals, asking the shrewd question, making the necessary comment, bringing them gently back to the point. Since the arbiter will not know which question is shrewd, which comment necessary, and what the point is, his will not be an easy job.

   As for “gadgets” designed to elicit creativity, I think these should arise out of the bull sessions themselves. If thoroughly relaxed, free of responsibility, discussing something of interest, and being by nature unconventional, the participants themselves will create devices to stimulate discussion.

Published with permission of Asimov Holdings.

Artiklen blev først offentliggjort i 2014 i MIT Technology Review, her et link.

https://www.technologyreview.com/s/531911/isaac-asimov-asks-how-do-people-get-new-ideas/ 

Om at skrive videre på en afdød forfatters univers og persongalleri - i anledning af David Lagercrantz 'Det der ikke slår os ihjel - En LIsbeth Salander-roman'

Reklameillustration fra netbutikken cdon.com

Jeg har for nyligt læst David Lagercrantz fortsættelse af journalisten Stig Larsons tre-binds-krimi med den computergeniale asociale autist (asberger?) Lisbeth Salander som den ene af de to hovedpersoner.

   Lagercrantz har fået kritik i medierne for at være en slags gravrøver i forhold til Stieg Larsson, og for at være en slags forfatterparasit på Stieg Larssons navn og eftermæle. 

   Lagercrantz har tilsyneladende selv taget det helt roligt. 

   Som han også gjorde i forhold til reaktionerne på at han selv afslørede at stort set alle Zlatan-citater i biografien om den berømte svenske fodboldspiller med indvandrerbaggrund, at det var nogle han selv havde fabrikeret, altså at de var fiktion, men understreget - baseret på mange timers samtaler:

»Jeg citerede ham egentlig ikke. Jeg begyndte at finde på den her litterære illusion af Zlatan Ibrahimovic«, fortæller Lagercrantz til avisen The Telegraph fra litteraturfestivalen Hay.

   Forfatteren fortæller desuden, at han intet vidste om fodbold, før han gik i gang med Zlatan-bogen:

   »Så begyndte jeg at læse ghostwriterfodboldbøger, og jeg må sige, at jeg aldrig har læst så kedelige bøger i hele mit liv. Derfor besluttede jeg at skrive den bog som en roman«. Han fortæller desuden, at de to tilbragte 100 timer sammen, og at Lagercrantz ikke ville gøre Zlatan flinkere, end han var. »Jeg sagde fra begyndelsen: Du kan ikke være moralsk. Bare råb op, for guds skyld«.

I den efterfølgende debat fortæller Dvid Lagercrantz at Zlatan har godkendt bogen og dens beskrivelse af ham i sin helhed, og ikke har haft indvendinger mod de fiktive citater. 

   Underforstået: Og hvad er så problemet egentlig. Jeg har skrevet en biografisk roman og valgt en form som formidler indholdet i historien på den bedst mulige måde.

Hvis man ellers har fulgt med på blokken her, så vil man vide at diskussionen om Zlatan-roman-biografien er et eksempel på det jeg for mange år siden definerede som 'faktion':

Faktion er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta” og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en (betydningsfuld) rolle – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/fra-faktion-som-udtryksmiddel-til-de_6.html  

Og man vil også vide at det eneste problem jeg synes der er i den diskussion, og som både Lagercrantz og hans forlage kunne have undgået, var at 'kontrakten' med læserne om genren - og dermed om de bagvedliggende arbejdsprocesser - indtil selvafsløringen - var uigennemskuelig og vildledende. 

   I introduktionen til bogen på Bog og Ides hjemmeside indledes teksten fx. med 

I " Jeg er Zlatan Ibrahimovic" fortæller Zlatan med egne ord om en barsk opvækst i Rosengård-kvarteret uden for Malmø.

   Bemærk: "... Fortæller Zlatan med egene ord ..." Vi lader det stå et øjblik.

 Altså: Læserne (og journalisterne og reklametekstskriverne) troede med god grund at bogen var en 'normal' ghostwriter-biografi - og at citaterne altså på traditionel journalistisk vis var autentiske - og kun sprogligt 'friseret' så meget at de talesproglige træk fra det mundtlige interview ikke forstyrrede oplevelsen og formidlingen af indholdet.

   

Læser man min bog om dokumentaristen Poul Martinsen, så er den fuld af autentiske citater fra godt 40-timers interviewoptagelser, som netop er 'friseret' og 'studset' på den nævnte traditionelle måde. Og selvfølgelig godkendt af Martinsen selv inden udgivelsen.

Problemet med Lagercrantz-fortsættelsen af Millenium-trilogien er imidlertid ikke et faktionsproblem, selv om debatten og kritikken måske godt kunne ligne. 

   Her har Lagercrantz ikke kørt unde falsk eller uklart flag. 

   Han og forlaget har fået projektet godkendt af Stieg Larssons juridiske arvinger, som, hvis ikke de havde godkendt det, i princippet kunne tænkes efterfølgende at fremsætte en anklage for brud på droit morale - også kaldet "ideel ret" (her fra Gyldendals "Den store danske"):

ideel ret, (1. ord af ty. ideel, sideform til ideal, adj. til idé), droit moral, den ret, som en skaber af et litterært eller kunstnerisk værk har, til at blive navngivet ved værkets brug og til at modsætte sig, at værket ændres på en måde, der er krænkende for hans eller hendes litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Retten er personlig og kan ikke frafaldes i sin helhed. Efter ophavsmandens død kan den ideelle ret gøres gældende af ægtefællen og de nærmeste slægtninge, og den kan endvidere uden tidsbegrænsning gøres gældende af det offentlige, dersom en overtrædelse krænker kulturelle interesser. I nutidig praksis er det yderst sjældent, at det offentlige gør retten gældende, og der kendes således mange eksempler på, at værdifulde værker benyttes på en måde eller i en sammenhæng, der ligger fjernt fra ophavsmandens oprindelige intention.

Jeg ved det ikke, men det er også muligt at arvingerne har fået roaylties af salget af Lagercrantz opfølgning (som der i øvrigt er annonceret at der vil komme to mere af). Eller at man har betalt et engangsbeløb for rettighederne til en fortsættelse af de tre første romaner.

Diskussionen ligner jo faktionsdiskussionen på den måde at det drejer sig om etik og moral, om hvad en forfatter (og et forlag) kan tillade sig i forhold til den læsende offentlighed - uden at det opleves som snyd og bedrag.

   Men i det her tilfælde synes jeg at den offentlige debat i den grad var præget af uvidenhed, snæversynethed og mangel på kendskab til litteratur- og mediehistorien hos kritikerne. 

Alene i dette års sommermåneder har jeg læste adskillige krimiromaner som har karakter af fortsættelser af verdenskendte afdøde krimiforfatteres serier:

    Robert Goldsborough: En række romaner der fortsætter Rex Stouts serie på omkring 60 historier (romaner og noveller) om detektiven Nero Wolfe og hans 'sidekick' og fiktive jeg-fortæller Archie Goodwin.

     Nicholas Meyer: Tre romaner der i univers, hovedpersoner og fortællemåde lægger sig tæt op af Conan Doyles mange historier om  Sherlock Holmes som detektiv og med dr. Watson som fiktiv fortæller.

   I begge tilfælde har jeg nydt at læse serie-fortsættelserne, fordi de oprindelige historier af hhv. Rex Stout og Conan Doyle har givet mig så meget glæde ved læsningen at jeg har læst dem adskillige gange, og derfor nu også nyder at få nye historier som er så overbevisende skrevet at jeg oplever det som mulige troværdige fortsættelser af de oprindelige forfatterskaber.

   

Af andre forfattere der på kreativ vis har forlænget og udvidet Sherlock Holmes-universet, vil jeg fremhæve John Gardeners tre Moriarty-historier, og Laurie R. Kings serie med Mary Russel som detektiv og den pensionerede Sherlock Holmes 'apprentice' (=lærling/elev).

   Jeg er sikker på der er mange andre, gode og mindre gode. Og der kommer stadig nye. 

   Her fx omtales på Anthony Horowitz's website 17/01/201 en kommende roman der angiveligt er den første der er blevet godkendt af Conan Doyle Estate Ltd. som har rettighederne.

Anthony Horowitz, the BAFTA-award winning creator of Foyle's War and author of the best-selling Alex Riderchildren's series, has been chosen by the Conan Doyle Estate to write a new full length Sherlock Holmes novel which will be published by Orion in September 2011.     The content of the new tale—and indeed the title—remain a closely guarded secret. The prologue is currently under lock and key at the Orion offices. The announcement of the new novel was made to the Sherlock Holmes Society on 15 January where Anthony Horowitz was the keynote speaker.[3]

Romanens titel da den udkom, var: The House of Silk. Og den fik angiveligt gode anmeldelser.

Og efter min mening er det faktisk en særlig kreativ kunst som kræver stor indlevelsesvende og stor sproglig sensitivitet, at kunne skrive troværdige fortsættelser af højklasse-romanserier - hvad enten det er krimier eller andre genrer.

    Rex Stouts Nero Wolfe-historier er vel forsøgt opfulgt efter hans død af 5-6 andre forskellige forfatter, men uden større succes. 

   Og faktisk kender jeg (og andre kritiske læsere) ikke andre end Robert Goldsborough som det er lykkedes for.

Også Isaac Asimov, en af mine mest elskede forfattere inden for Science Fiction-genren, har fået rigtig mange opfølgere i forhold til de serier om robotter, de tre robotlove og Foundation-stjerne-imperiets historie som han selv har skrevet; nogle mere vellykkede end andre. 

   Jeg vil gerne her fremhæve Roberet McBride Allen om hvem Wikipedia skriver:

Shortly before his death in 1992, Asimov approved an outline for three novels (Caliban, Inferno, Utopia) by Roger MacBride Allen, set between Robots and Empire and the Empire series, telling the story of the terraforming of the Spacer world Inferno, and about the robot revolution started by creating a "No Law" Robot, and then New Law Robots.

De er både rigtig gode og opleves meget solidariske med Asimovs robot-univers.

   Wikipedia fremhæver flere andre Asimov-opfølgende serier som jeg ikke har læst endnu, men som jeg planlægger at anskaffe:

More recently, the Asimov estate authorized publication of another trilogy of robot mysteries by Mark W. Tiedemann. These novels, which take place several years before Asimov's Robots and Empire, are Mirage (2000), Chimera (2001), and Aurora (2002). These were followed by yet another robot mystery, Alexander C. Irvine's Have Robot, Will Travel (2004), set five years after the Tiedemann trilogy.

   In November 2009, the Asimov estate announced the upcoming publication of Robots and Chaos, the first volume in a trilogy featuring Susan Calvin by fantasy author Mickey Zucker Reichert.[4] The book was published in November 2011 under the title I, Robot: To Protect, and was later followed by two sequels: I, Robot: To Obey (2013) and the upcoming I, Robot: To Preserve (2016).

Og sådan kunne jeg blive ved - op og ned gennem litteraturhistorien. 

   

Og hvis man skifter genre fra roman (eller tegneserie) til tv eller film i forhold til et univers og personkarakterer, ja så ser det endnu mere vildt og kaotisk ud. 

   Der er fx i årenes løb lavet en lang række Sherlock Holmes-film og -serier hvor kun én har fundet nåde for mit blik, nemlig den med Jeremy Brett som Sherlock Holmes, en serie som har været vist på DR igennem flere år - med mig som trofast seer:

Jerymi Brett i rollen som Sherlock Holmes

https://en.wikipedia.org/wiki/Sherlock_Holmes_(1984_TV_series)

Det hører jog også med til historien at Conan Doyle selv ville stoppe sin detektiv serie, men af  pres fra læserne - elskere af både hovedpersonerne og plottene - følte sig tvunget til at genoptage serien og genoplive hovedpersonen som ellers var  skrevet "død" i kampen med superskurken Moriarty.

   Nogen siger så også at de følgende historier efter genoplivningen, ikke holdt niveau med de første. Et typisk problem for de fleste opfølger-forfattere,

   Og det hører med til historien at Isaac Asimov også stoppede sine to super-populære romanserier om Foundation-imperiet og om detektivparret Ilijah Baely-R. Daneel Olivaw efter hhv. tre og to udgivelser - for så mange år senere at lade sig overtale til selv at genoplive serierne, universerne og hovedpersonerne.

Og for så lige at vende tilbage til Lagercrantz aktuelle opfølgning 'Det der ikke slår os ihjel'.

   Så tænker jeg at det sandsynligvis er samme form for kreativitet som gør det muligt for ham både at leve sig så meget ind i Zlatans måde at tænke og tale på, og at leve sig ind i Stieg Larssons måde at skrive sine krimier på, at der i begge tilfælde kommer gode og læsværdige bøger ud af det. 

   Det er en særlig evne, et særligt talent - en særlig faktionslysten hjerne - som også forfattere af gode parodier, pasticher og traverstier lever højt på. 

   Og som fx også kommer til udtryk i de bedste film inden for genren 'mockumentary', som jeg tidligere har skrevet om i forskellige indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

Men altså: Jeg glæder mig til de to næste opfølgningsromaner af Lagercrantz med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist som hovedpersoner. Og forventer igen at kritikken vil være urimeligt hård.

Om blogskriverier - som mit mentale marathonløb og hjerne-konditur - 'writers high' er godt til at holde hjernen i form

I denne weekend rundede bloggen her - Peters Udsigt - 200.000 visninger. Der er gået ca. 4½ år efter jeg begyndte på at skrive indlæg til bloggen.

   Jeg ved ikke om det i forhold til andre blogge der formidler viden, analyse og refleksion, er mange eller få.
   Peters Udsigt har 41 såkaldte "følgere" som automatisk får mails når der er et nyt indlæg.
   De første 3 år var antallet af indlæg hhv. 147, 227, 155. Sidste år var antallet 91 - og i år bliver det endnu færre. 

   Når dette 'jubilæumsindlæg' udgives, har jeg skrevet og offentliggjort 683 indlæg som altså alle stadig kan læses fordi de ligger i bloggens arkiv der er ordnet kronologisk.
    Til hvert indlæg skriver jeg fyldige stikord, såkaldte 'etiketter', som gør at indlægget vil dukke op ved en Google-søgning på et af disse stikord. 

   Af såkaldte "kladder" jeg for tiden gemt 43. Det er indlæg som jeg er startet på, men aldrig har fået gjort færdige til udgivelse. Af og til kigger jeg nogle af kladderne igennem, og beslutter om de stadig skal stå der - som en slags reminder om 'unfinished business', eller om de skal opgives og slettes 'for good.

 
Den dalende udgivelsesfrekvens modsvares af  at indlæggene de senere år er blevet meget længere. Jeg kan nemt bruge en lille uges tid på at skrive et indlæg nu, mens jeg de første år typiske skrev et indlæg på en til to dage.

   Det der er sket, er at jeg i mange indlæg i stadig højere grad tillader mig at følge snoede konceptuelle spor og tankemæssige spiraler - og tillader mig at få og udnytte serendipitetiske indfald undervejs i research og skrivning.

   Jeg har som regel ikke  nogen forestilling om hvor det enkelte indlæg skal ende. Og overskrifterne afspejler meget godt at der ikke er tale om journalistiske klummeindlæg - med en vinkel og en klar konklusion eller pointe til sidst.
    Jeg har også for vane at producere serier af indlæg som holdes sammen af et fælles tema. Det kan være indtryk og indfald i forbindelse med en længere rejse til 'langbortistan', fx Kina; eller et tema som er udsprunget af en dybere læsning af en fagbog, fx "Thinking, Fast and Slow"; eller en serie der beskriver min egen udvikling, fx "akvarelmaleriets mysterer" (33 indlæg i den serie er det foreløbig blevet til).
    

Jeg samler udklip fra aviser og noterer ideer ned på gule sedler som afsæt for indlæg jeg kunne tænke mig at skrive. Jeg får løbende samlet mange flere potentielle input end jeg kan nå at skrive om. Så indimellem kan jeg være lidt stresset af den uomsatte bunke af avisudklip og gule sedler, og så må jeg tage mig sammen og sortere og smide ud. 

   Det kan også bidrage til stresset at jeg jo også har en anden permanent produktiv ambition, en der mere trækker på højre hjernehalvdel: at male akvarel, en aktivitet jeg startede på godt et år efter at jeg begyndte at skrive.

Bloggen har, som det fremgår af preamblen, et gennemgående tema: KREATIVITET.
    I praksis betyder det blot at hver gang jeg skriver et indlæg, så er den eneste indholdsmæssige begrænsning at tillægsordet "kreativ" eller afledninger af det, skal indgå meningsfuldt i teksten.
    Jeg har skrevet indlæg om hjerneforsknng, kognitiv lingvistik, arkitektur, malerkunst, litteratur, tænkning, økonomi, psykologi, sociologi, journalistik, faktion, og meget mere. Jeg forsøger at tænke og fantasere på tværs af faggrænser og konventionelle frames i mange af indlæggene.

   En helt afgørende pointe er at jeg - uhæmmet - kan tillade mig at skrive "jeg" i hvert eneste indlæg, og at jeg med flid og lyst tillader mig at blande personlige erindringer og erfaringer fra mit eget liv ind i indlæg om emner som ellers er abstrakte, upersonlige og konceptuelt højtravende.

Jeg har bevidst gjort det "besværligt" for læsere at kommentere indlæg. Man skal nemlig oprette en profil for at man kan få adgang til at skrive en kommentar i bloggens kommentarfelt. 

   Grunden til det er at jeg ikke skriver for at udtrykke og rundsende meninger eller holdninger som skal invitere til modsigelse og debat, men for det mentale afkast selv at blive oplyst og klogere. Det er derfor også alene mig selv som skriver indlæg i bloggen.

   Det er måske dette meget egoistiske motiv til skriverierne der gør at jeg så også er blevet overrasket over at der dagligt er mellem 150 og 400 visninger - sådan i gennemsnit. Men der er naturligvis ingen sikkerhed for at en visning også fører til læsning af hele indlægget.

 

Jeg gør mig umage med at skrive nogenlunde klart, men er ikke bange for at bruge faggudtryk og fremmedord - eller for at bringe lange citater fra eksperter og fagfolk, både på dansk og - især - på engelsk.

   De mange citater har til formål at dokumentere det jeg finder ud af under researchen til et indlæg. Her synes jeg ikke at jeg vil nøjes med link til kilderne. Det skal være nemt at kigge mig i kortene.

Hvorfor begyndet jeg på at skrive indlæg til Peters Udsigt i sin tid?

   Det har jeg ikke fortalt om i det første indlæg, har jeg tjekket. Jeg gik bare igang!

Men jeg ved godt hvad det var for 'kræfter' der satte processen igang: en slags 'abstinenser'.

   Jeg havde i årene inden skrevet af karsken bælg, to tykke bøger - hver i et omfang af to solide bind: "De levende billeders dramaturgi" og "Poul Martinsen - Besat af virkelighed".
   Og da den første var færdig og udkommet, gik jeg stort set straks igang med researchen til den anden.

  Da jeg så var færdig med Martinsen-bogen, troede jeg at nu var det slut med skriverierne - med min  5-6-årige 'film- og tv-raptus'. 

   Jeg nærmede mig pensionalderen og tænkte at det var jo en fin måde at slutte karrieren på - med de to solide bøger. Nu kunne jeg slappe af og mentalt set tage den med ro.

   Men jeg blev klar over at jeg var blevet en slags narkoman i forhold til selve processen "tænke-researche-skrive" - mens det til gengæld ikke betød noget om der kom "bog" ud af anstrengelserne.

  

Og "narkoman" er ikke bare en metafor.

   Jeg fandt ud af jeg kom i "flow" ved at skrive - en tilstand som aktiverer hjernens belønningssystem der i praksis virker som en form for naturlig "doping" via den øgede produktion af endorfiner, serontonin, dopamin mfl. Signalstoffer i hjernen som kaldes "neurotransmittere".

   Og jeg blev klar over at jeg helt regulært var blevet afhængig af processen "tænke-researche-skrive" sådan at hvis der gik længere tid hvor jeg ikke skrev, så blev jeg urolig og i dårligt humør. Jeg fik fysiologiske abstinenser som man kender fra andre former for afhængighed, som man oplever ved at prøve at holde op med rygning eller ludomani.

Jeg kommer til at tænke på Holberg og hans forfatterskab som vi lærte  om i skolen.
   I årene 1722-27 skrev han som besat - i alt 25 komedier. Denne mentale besættelse af at skrive og producere dramatik omtaler han selv som sin "poetiske raptus."

   'Den poetiske raptus' stoppede ikke i 1727. Den skiftede bare spor - og gik over i en "historisk raptus". Og derefter kom så en "moralsk-filosofisk raptus". Han må have skrevet side og
op og side ned dagligt  i årtier. 

   Holberg blev simpelt hen høj af at skrive, ville man sige i dag. Og blev "hooked" på processen.

   

Og det minder mig så også om en anden skrivenarkoman hvis erindringer jeg læser for tiden - for tredje gang: Isaac Asimov. Titlen er "I, Asimov" - og den alluderer til en af hans mest kendte bøger - en samling af noveller om robotter: "I, Robot" som udkom 1950, og som gav konceptuel inspiration til en SF-film med samme titel mange år senere.

   Asimov skrev også som besat, og skiftede spor flere gang. I de første 10-15 år var det science-fiction, men derefter producerede han faktuelt viden(skab)sformidlende bøger inden for et bredt felt af fagområder, både inden for naturvidenskab og humaniora. 

   Han skrev og fik udgive også krimier, limmericks, samlinger af vittigheder, essays, you name it.
   Af erindringerne fremgår det utvetydigt at han stort set kun føler sig lykkelig når han skriver. Så det gør han så, altid.

   Han holdt nøje tal på sine udgivelser og var pavestolt da antallet rundede 500, fortæller han i sine erindringer.
   Wikipedia introducerer ham sådan her.

Isaac Asimov (/ˈaɪzɨk ˈæzɨmɒv/; born Isaak Yudovich Ozimov; circaJanuary 2, 1920 – April 6, 1992) was an American author and professor of biochemistry at Boston University, best known for his works of science fiction and for his popular science books. Asimov was one of the most prolific writers of all time, having written or edited more than 500 books and an estimated 90,000 letters and postcards. His books have been published in 9 of the 10 major categories of the Dewey Decimal Classification.

Azimov kom ind i min bevidsthed i anledning af nyheden om at det er lykkedes at lande et menneskeskabt rumfartøj på en komet. På Facebook skrev jeg idag:

Som storforbruger af Science-Fiction siden min yngste ungdom, kan det kun give et mentalt kick i hjernen at det nu er lykkedes at lande et rumsonde modul på en meteor. En af mine absolutte favoritter bland SF-forfatterne er nu afdøde Isaac Asimov. Han har fået en asteroide opkaldt efter sig "5020 Azimov". Han har skrevet flere historier om robotters landinger på asteroider. En god dag til at blive mindet om at kreative fantasier og visioner kan blive til virkelighed, og at ny teknologi ikke altid er synonym med nye dødbringende våbensystemer. 

Tilbage til hovedsporet:

   Både Holberg og Azimov har altså været dybt afhængige af at komme og være i en såkaldt 'flow'-tilstand gennem det at skrive - uanset emne og genre. Og det er jeg så åbenbart også blevet. Det dokumenterer blokken jo.

  Den danske Wikipedia forklarer den psykologiske side af begrebet 'flow' sådan her, meget præcist synes jeg:

Flow kan defineres som en tilstand af selvforglemmende opslugthed af en aktivitet, der fuldstændig lægger beslag på individets opmærksomhed og giver en fornemmelse af uanstrengt og spontant at kunne styre. Oplevelsen er ofte forbundet med at glemme tid og sted og med en intens følelse af mening, tilfredshed og styrke. Den optræder oftest i grænselandet mellem på den ene side angst – hvor der er for mange krav, muligheder og udfordringer – og på den anden side kedsomhed – hvor der er for få. Normativt lægger begrebet op til at lære mennesker at styre deres opmærksomhed eller psykiske energi ind imellem de to poler for at øge lykke, nydelse, glæde og livskvalitet.

Man kan også komme i flow-tilstand gennem andre former for ambitiøse længerevarende fysiske og mentale aktiviteter - fx. ved at motionere hårdt og længe, en tilstandsom også kaldes "runners high".

   Jeg har ved analogi fundet på ordet "writers high" - og det er derfor ikke nogen dårlig metafor at sige at det at holde bloggen aktiv og igang, er mit evigt kørende mentale maratonløb, en hjernens stadigt tilbagevendende 'ironman'.
   Og hvert indlæg kan så siges at fungere som kognitiv og mental 'konditionstræning'.

Og parallellen kan faktisk godt trækkes yderligere i halen.

   Som en del af det at blive klogere, har jeg researchet på hvad den nyeste hjerneforskning kan bidrage med om det gavnlige i forhold til det at skrive. Og den siger utvetydigt at fx blogskriverier er med til at holde den skrivendes hjerne frisk og rask; Det modvirker demens og alzheimer, for eksempel. 

   Og det hænger sammen med at hjernen i modsætning til hvad man og forskerne troede tidligere, er plastisk og kan holdes i vigør gennem mental træning. 

   Ligesom muskler holdes hjernens mange forskellige samarbejdende moduler altså ved lige og udvikler sig ved at blive brugt, har det vist sig.

På Facebook annoncerede jeg over for vennerne jeg at jeg med min blog nu havde rundet de 200.000 visninger. Så at der nu kun var 800.00 til millionen.
   Bare hjernen holder til det!

Særlige evner (4) - når man kan huske hvad der skete, og hvad man gjorde hver enkelt dag i sit liv - og ikke kan blive fri ('hyperthymesia' eller HSAM)

Min søgning på 'eidetisk hukommelse' fører mig til oplysninger om en anden form for ekstrem hukommelse, nemlig HSAM, som står for "Highly Superior Autobiographical Memory", også benævnt som 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

It is the condition of possessing an extremely detailed autobiographical memory. Hyperthymesiacs remember an abnormally vast number of their life experiences.

Opdagelsen af den særlige form for tvangsmæssig superhukommelse som knytter sig til personens selvbiogragfi, er relativt ny. Det først eksempel registreret i den neurovidenskabelige faglitteratur er "AJ" hvis særlige evner - eller 'syndrom' - beskrives i en artikel af med titlen "A case of unusual autobiographical remembering".

  Artiklens "abstract" fortæller:

This report describes AJ, a woman whose remembering dominates her life. Her memory is "nonstop, uncontrollable, and automatic." AJ spends an excessive amount of time recalling her personal past with considerable accuracy and reliability. If given a date, she can tell you what she was doing and what day of the week it fell on. She differs from other cases of superior memory who use practiced mnemonics to remember vast amounts of personally irrelevant information. We propose the name hyperthymestic syndrome, from the Greek word thymesis meaning remembering, and that AJ is the first reported case

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16517514

Artiklen understreger altså at der ikke indgår mnemoteknik i den form for ekstrem hukommelse, sikkert med en indirekte reference til diskussionen om hvorvidt nogle savanters utrolige evne til at huske hænger sammen med at de udnytter menmoteknikker, og derfor ikke er 'ægte savanter' (se foregående indlæg om "særlige evner"). 

   AJ beskriver ifølge Wikipedia sin oplevelse af HSAM-tilstanden sådan her:

AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious. 

HSAM synes at være en integreret del af hjernens særlige set up hos de personer der "har" syndromet, og fremkaldelsen - 'recall' - af de selvbiografiske erindringer foregår automatisk - nærmest som var det en slags synæstesi. Erindringerne kommer uønsket og uvillet, og kan, som AJ forklare det, opleves som at blive tvunget til at se en film der 'kører non stop'.

   Hyperthymesia indebærer at man både har en boosted selvbiografisk hukommelse og en boosted episodisk hukommelse. 

Der er to definerende kendetegn på en person med hyperthymesia: 

• Han eller hun bruger uforholdsmæssigt meget tid på at tænke på sin fortid 
• Han eller hun har en usædvanlig og overraskende evne til at huske såvel som at genkalde sig en hvilken som helst personligt oplevet begivenhed fra sin fortid, inklusive de mest trivielle detaljer, en dato, hvordan vejret var, hvad tøj folk havde på, etc. 

Wikipedia understreger at der er en markant forskel i forhold til både autister, savanter og hukommelsesatleter, som jeg har skrevet om i de foregående tre indlæg om "særlige evner":

AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious. 

Siden opdagelsen og registreringen af det første HSAM-eksempel i 2006 (AJ), er det gået relativt hurtigt med at finde ud af at AJ ikke er enestående, men at hyperthymesia dog synes at være ret sjælendt forekommende. 

   Indtil nu er der relativt få videnskabeligt dokumenterede og bekræftede cases, der altså med hensyn til både hvad og hvordan de husker og kan genkalde sig, markant adskiller sig fra savanters ekstremt snævre og ensporede hukommelse. 

   Wikipedia uddyber:

One example is the case of AJ (revealed, since May 2008, to be the school administrator Jill Price) who, given any date in history, can recall what the weather was like on said date, personal details of her life at the time, and other news events that occurred at that time. Details of what AJ recalls may be significant to her in some way, but they may not. Personal meaning does not seem to affect AJ's memory – she simply recalls everything.

   Brad Williams, another confirmed case of hyperthymesia, displays similar remarkable memory abilities. For example, when shown a photograph from his past Brad can recall the date it was taken, where it was taken, what he had done that day, and even more detailed information such as the temperature on said day.

   Rick Barron has also been diagnosed with hyperthymesia and shares the same superior abilities of AJ and Brad. Individuals with hyperthymesia clearly have a superior degree of recall ability.

Men spørgsmålet er naturligvis hvad forklaringen er på den ekstremt boostede selvbiografiske hukommelse hos de mennesker der har det syndrom. 

   Wikipedia lufter en slags specifik forklaring i AJ´s tilfælde: en oplevelse af tab af fortid på grund af en flytning som barn, og et ønske om "at organisere erindringerne" (underforstået: for at kompensere for tabet):

It is possible that AJ's memory could stem from the traumatic experience of having her family move when she was 8, at which point she began to "organize her memories" and think about the life she had left behind a great deal. AJ reports years of migraines lasting from childhood into her late thirties.

Jeg får her umiddelbart associationer til min teori om den særligt kreative personligheds barndomserfaringer som blandt andet ofte indebære personlige tab eller savn og social fremmedgørelse, erfaringer som han/hun siden fx som kunstner kan trække på  via den forstærkede evne til at fantasere som ofte udvikles i den sammenhæng.

Efter at artiklen om AJ var blevet offentlig kendt, modtog det universitet der havde offentliggjort den (University og California, Irvine), flere hundrede henvendelser fra folk der mente de havde samme specielle evner som AJ. 

   Efter grundige interviews syntes i hvert fald 22 at have HSAM - "the detailed recollection of events that occurred in the distant past". Og af dem blev 11 så MRI-skannet og sammenlignet med en kontrolgruppe uden denne særlige evne. 

    En artikel i Scientific American refererer resultatet, nemlig at to områder af hjernen var markant større hos HSAM´erne end hos kontrolgruppen: 

... that multiple areas in the temporal and the parietal lobes tied to autobiographical memory are significantly larger than the same regions in a control group. At the same time, another area, the lentiform nucleus, linked to obsessive-compulsive disorder, is also bigger. Some of the study participants, in fact, have a tendency to hoard things or avoid germs, though none have been diagnosed with OCD.

Det fremgår også af artiklen at dem der oplever HSAM, ikke synes at det er nogen særlig fordel af have den evne, og de ved ikke rigtig hvad de skal bruge deres selvbiografiske superhukommelse til. Tværtimod, ligesom AJ er der en del der synes at det snarere end en gave er en byrde som kan handicappe dem socialt. 

    En af forskerne, Aurora Leport, der har interviewet dem, fortæller om problemet med belastningen af de negative erindringer:

Although they are emotionally well adjusted, some of the superior memory group has to continually come to terms with the vividness with which they recall negative memories from 10, 20, 30 years before. “When I ask them about a bad memory, they say it comes back to them with the same amount of detail,” Leport says, but it also comes back to them with the amount of emotion at the time of the event so they have to deal with that.”

Man skal måske i virkeligheden vende fænomenet HSAM på hovedet: Det der kendetegner dem der har syndromet, er at de ikke som almindelige mennesker kan glemme - de har ikke mulighed for at lade de daglige oplevelser og iagttagelser som ikke betyder noget særligt, "gå i glemmebogen", som man siger.  

   Det er den vinkel som et blogindlæg lægger - under rubrikken: 

When Memories Never Fade, The Past Can Poison The Present

I blogindlægget beskrives og citeres en pige, Alexandre Wolff, som har HSAM:

We forget most of our lives. Alexandra Wolff says she is tempted to live in the past 24/7. 

   But Alexandra says that remembering even an inconsequential trip to Target is an almost physical experience for her. She says she sees what she saw that day, hears what she heard, and emotionally feels what she felt at the time.

   "Right down to getting sick to my stomach or getting a headache," she says. "It's almost like time travel."

   But being unable to forget can affect your relationship to the present, people with this form of memory say.

   Alexandra is 22 and lives with her mother in a long brick ranch house in southern Maryland. She has dark hair and beautifully balanced features, but hasn't really dated and seems to have few of the preoccupations of most 22-year-olds. 

   She blames her memory for this, saying it separates her from other people her age because they can't understand why she's so focused on things that have already happened.

   Alexandra often feels frustrated with her preoccupation with the past. "It seems like you hold onto everything, and it seems like you're just stuck in the past all the time," she says.

   It really bothers her. For one, Alexandra says, in her life there are no fresh days, no clean slates without association. Every morning when she wakes up, details of that date from years before are scrolling through her mind, details that can profoundly affect the new day she's in.

Professor James MCGaugh som er en af de forskere i hyperthymesis der beskrev den første case, AJ, forklarer at man ikke kan afgøre om forskellene i hjernen hos folk med HSAM er et produkt af eller en årsag til syndromet:

But it is clear that it's specifically this issue of forgetting that's different. If you were asked to recall what happened to you earlier this morning, you'd remember roughly the same amount as someone like Alexandra. But if asked about this morning three months from now, for you it would probably be gone, while for her it's as fresh as it is for you today.

  "So it's not that they're superior learners," McGaugh says, "it's that they are very poor at forgetting."

http://www.npr.org/blogs/health/2013/12/18/255285479/when-memories-never-fade-the-past-can-poison-the-present

Ved at have researchet på denne særlige HSAM-personlighedstype, får jeg associationer til forfattere der er blevet kendt på at de i deres bøger erindrer scener og episoder fra deres fortid ekstremt detaljeret og levende. For eksempel fremhæver de fleste anmeldere Karl Ove Knausgård som en forfatter hvis hukommelse for personlige erindringer er ekstremt god:

"Jeg sætter ikke anførselstegn om navnet på romanens Karl Ove Knausgård, men fortælleren har naturligvis en exceptionel hukommelse for de mest dagligdags detaljer og dialoger, og kun en meget enfoldig læser vil tro, at forfatteren ikke har opdigtet, strøget, ændret, kondenseret og ommøbleret suverænt undervejs."

"I virkeligheden må Knausgaard jo enten have en fotografisk hukommelse uden sidestykke, - eller også har han lavet langt mere research, end vi får indtryk af gennem den lethed, hvormed han skriver Bergens-livet ind i læserens øjne."

"Selvom Karl Ove Knausgårds hukommelse i Min kamp er hinsides det menneskeligt mulige, er der ikke nødvendigvis tale om fiktion."

Jeg har ikke kunnet finde belæg for at Knausgaard skulle være HSAM´er, men hvis han er, så har han i modsætning til dem jeg ellers har læst og skrevet om her, fundet på noget værdifuldt og meningsfuldt at bruge sin særlige selvbiografiske hukommelse til.

   Det fremgår i øvrigt af kilderne at han skrev dagbog til han var 20 år, og derefter brændte dem.

Ved at læse om de personer der har HSAM, kommer jeg også til at tænke på de mennesker som er kendte og inkarnerede dagbogskrivere gennem et helt liv. 

   Det var for eksempel Science Fiction- og fagbogforfatteren Isaac Asimov hvis erindringer (der dækker de første 60 år af hans liv), fylder godt 1500 tætskrevne sider, et værk som ikke kunne være skrevet med en sådan detaljerigdom og kronologisk præcision hvis ikke han havde haft dagbøgerne at referere objektivt til. Eller også skulle han have haft hyperthymesis. 

   Han begyndte at skrive dagbog 1938 da han var 18 år gammel. I alt skrev han tre selvbiografier, den sidste lige før han døde, med titlen "I, Asimov" - med reference til hans mest berømte novellesamling "I, Robot".

   

En anden berømt - og dansk dagbogskrivende forfatter er H. C. Andersen som skrev dagbog fra 1825 til 1875. Han begyndte på det da han var 20 år gammel. Og han skrev tre selvbiografier som jo også i høj grad har trukket på dagbøgerne til at sikre erindringernes objektive forankring i den oplevede virkelighed.

En tredje kendte dagbogskriver hvis publicerede dagbøger i 16 binde jeg faktisk har læst, er den fransk-cubanske forfatter Anaïs Nin (1903-1977). Hun begyndte at skrive dagbog som 11 årig og fortsatte til sin død. 

Og det fører så til følgende metaforiske tanke som afslutning på dette indlæg:

   Det virker som om personer med HSAM - fra et bestemt tidspunkt i deres liv - typisk omkring 10-12 års alderen - simpelt hen har ført en slags dagbog - ikke skrevet den på papir - men mentalt indprentet den i hjernen. 

   Og motivationen til at gøre det - mentalt at indgravere detaljer om hver dags trivielle oplevelser i de dele af hjernen som tager sig af de autobiografiske erindringer så de kan fremkaldes på den indre skærm, den motivation an faktisk meget vel være den samme som motivationen hos dem der skriver dagbøger  rent fysisk: at være sikker på ikke at glemme - og især måske at holde orden på kronologien af oplevelser og erfaringer.

   Asimov skriver i sin selvbiografi at han genlæser ikke sine dagbøger "for pleasure", men ...

They are a series of reference books for me, a way of finding out when something happend and exactly what order things happen.
   Why shoud this matter? Well, I´m a orderly person and it is my experience in life that people who describe events of which I had personal knowledge almost invaribley get the story wrong in almost every detail, sometimes missing or inventing portions of the story.
   One of my motives in starting a diary was, in fact, to be able to have some documentary evidence to help out in the numerous arguments that started when i said: "That´s not what happend. It was after you did this that I did that ..."

Særlige evner (1): en lille dreng, Isaac Asimov og Daniel Tammet - savant og synæstetiker

På mærkværdig vis er der dage hvor man oplever sære sammenfald og subtile sammenhænge. For eksempel nu igår - hvor næsten alt kom til at dreje sig om særlige usædvanlige mentale evner:

Der have vi besøg af en af mine døtre hvis yngste barn, en kvik og livlig dreng, er 3½ år. Han har fra helt lille vist at han havde særlige evner til at lære og huske. 

   Dels kunne han synge/nynne en melodi han havde hørt helt rent (absolut pitch?), inden han kunne tale, og dels begyndte han af sig selv at lære bogstaver og skrive bogstaver for godt tre kvart år siden. 

    Forældrene var jo godt nok opmærksomme på at drengen havde nogle særlige evner - de er også begge ret begavede.
   Men de var faktisk lidt nervøse for ikke at pace ham for tidligt frem til at læse - for at skåne ham for problemer med at være for langt foran i forhold til sine jævnaldrende når han skulle starte i skolen om 3 år. Hm!

   

Det var meget apropos den bog jeg fik fat I for nylig og begyndte at læse for to dage siden. Den har titlen "Memory Yet Green" - altså noget i retning af "Hukommelsen stadig/endnu grøn", og det er første bind af en to-binds selvbiografi på 1400 tætskrevne sider, skrevet af min yndlings science-fiction-forfatter Isaac Asimov, født 1920.
    Biografien udkom 1979 da Asimov var 59 år gammel, og han døde 1992, efter at have skrevet endnu en selvbiografi og yderligere en hoben bøger!

Isaac Asimov var søn af russisk-jødiske emigrantforældre, men er vokset op i New York hvor familien ernærede sig ved indtægterne fra en kiosk og slikbutik der havde næsten døgnåbent. 

   Isaac måtte hjælpe til i butikken, så han havde stort set aldrig tid til at lege med kammerater når han ikke var i skole. Men han fik tid til at læse - i pauserne når der ikke var kunder - og om natten. Og læse, det gjorde han så - med flid og lyst.

 
Isaac Asimov havde også helt specielle evner hvad angår lærenemhed og hukommelse.
   Han fortæller i sin selvbiografi at han også lærte sig selv at læse flere år inden han skulle begynde skole, og at han i skolen flere gange blev rykket en klasse op på grund af sin høje begavelse. Og som regel i løbet af få uger havde han læst et helt skoleårs pensum.
   Han sluttede high school og begyndte på College som 15-årig, 3-4 år før 'normalt'. Ikke nødvendigvis en fordel og et privilegium. Og så var han oven i købet jøde.

   

Asimov fik som voksen målt sin IQ til 175 - gennemsnittet for normalbegavede er en IQ på 90-110.
   Stephen Hawkings har efter sigende en IQ på ca. 160, hvad også Einstein siges at hav haft. Også Microsofts grundlægge Paul Allen og Bill Gates' har en IQ-score på omkring 160. Skakspilleren Bobby Fischer IQ 187, Garry Kasparov 190.

   Det fylder ganske meget i selvbiografien: beskrivelserne af hvordan drengen Isaac må leve og overleve med de sociale konsekvenser - både fordele og ulemper - af at han er så højt begavet.

   Men han havde også nogle udtalte mentale handicaps: flyskræk og agorafobi - angst for åbne pladser og store rum.

Isaac Asimov havde en art fotografisk hukommelse, såkaldt 'eidetic memory'  eller  'total recall', evnen til at genkalde sig biller, lyde og genstande i hukommelsen, for det indre øje, i detaljer og med stor præcision - og uden bevidst at gøre brug af mnemo-tricks og -teknikker. Så han har stort set ordret kunnet gengive hvad han havde læst.

   Som barn læste han ukritisk og mentalt forslugent alt hvad han fik fat i - fuldstændig uden hensyn til genre, litterær kvalitet eller fagområde/emne: svære fagbøger, klassisk verdenslitteratur og 'pulp-magazines' - you name it - han læste det.

   Han er så en af SF-litteraturens helt store originale og kreative mestre, den største efter min mening. Men han har derudover produceret populærvidenskabelige fagbøger i hundredvis - og stort set inden for alle fagområder spredt over humaniora, samfundsvidenskab og hård videnskab og teknologi.
   Hans produktivitet som højkvalitetsforfatter over helt spektret er er i en klasse helt for sig.
Dansk Wikipedia skriver:

Isaac Asimov (2. januar 1920 – 6. april 1992) var en russiskfødt amerikansk forfatter og biokemiker. Isaac Asimov blev kendt for sine science fiction-bøger og for sine videnskabelige bøger for lægmand, som han begyndte at udgive som 18-årig. Han udgav cirka 500 bind i sin levetid og var i en lang periode medlem af Mensa. Asimov gav navn til begrebet "robotics".

Asimov var ikke bare ekstremt intelligent og ekstremt litterært produktiv, men også ekstremt kreativ. Og hans historier om robotter der er underlagt "The Three Laws of Robotics"  og 'Foundation'-serien om 'Det 'galaktiske imperiums' undergang og genrejsning, det er simpelt hen fantastisk læsning - som for mit vedkommende betyder at jeg har genlæst disse bøger mange gang gennem årene, hver gang med stor genyns- og genoplevelses-glæde.

    Dansk Wikipedia fortæller videre:

Et af Asimovs hovedværker er Foundation serien (på dansk: Stiftelsen). Serien omhandler et gammelt galaktisk imperiums død. Og efterfølgende hvordan et nyt imperium, dedikeret til kunst, videnskab og teknologi oprettes ved hjælp af indsigt i den nye videnskab Psykohistorie. Foundation serien betegnes ofte som den bedste, eller i hvert fald den mest indflydelsesrige, science fiction serie, der nogensinde er skrevet. Den enorme succes skyldes i vid udstrækning de mange spekulationer over samfund og videnskab, som ligger som en rød tråd i værket. Bl.a. debatteres individets plads over for de store menneskemasser og individets plads overfor teknologi i form af højintelligente robotter. I værket bindes temaerne sammen af den geniale matematiker Hari Seldon's arbejde med den nye (fiktive) videnskab Psykohistorie.

   (...)

Asimov er foruden sit store bagkatalog af science fiction også ophavsmanden til "The Three Laws of Robotics", som er blevet en grundsten i al science fiction der har med robotter at gøre.

   På et givet tidspunkt skulle Isaac Asimov have udtalt at "Many writers of robot stories, without actually quoting the three laws, take them for granted, and expect the readers to do the same".

I Asimovs fiktive fremtids-univers hvor robotter udvikles og forbedres over tid så de på næsen alle arbejdsområder - både fysiske og mentale - bliver bedre end mennesker, er det nødvendigt at fjerne eller neddæmpe almindelige menneskers psykiske modstand mod robotter, skabt af angsten for at robotterne skal "løbe løbsk" og frygten for at de skal overtage alt arbejde og gøre mennesker overflødige.
   Og i Asimovs fiktive robot-univers indgraveres til det formål disse tre love i selve grundkonstruktionen af enhver robothjernes "positroniske" set up.
   De tre robotlove lyder på dansk:

1. lov: En robot må ikke skade et menneske eller ved uvirksomhed lade et menneske komme til skade.

2. lov: En robot skal adlyde ordrer, som gives til den af mennesker, for så vidt disse ordrer ikke er i konflikt med den første lov.

3. lov: En robot skal beskytte sin egen eksistens, for så vidt dette ikke er i konflikt med den første eller den anden lov.

Da først de tre robotlove er lanceret i de første af hans noveller med robotter som hovedpersoner, er der næsten ingen ende på Asimovs opfindsomhed når det gælder om at udvikle plot hvor mulighederne for at omgå robotlovene udnyttes som dilemma- og kriseskabende motor.

 
Science-fiction-film og tv-serier som "Star Wars" og "Star Trek" står i gæld til Asimovs fantasier om SF-universer. Faktisk var han videnskabelig rådgiver på "Star Trek"-serien.

He was also a good friend of Star Trekcreator Gene Roddenberry and scientific adviser for Star Trek: The Motion Picture.
   Asimov's collaboration with Star Trek began with a December 1966 article he wrote for TV Guide, in which he criticized the series for its scientific inaccuracy. Roddenberry wrote a letter to Asimov, explaining how hard they try to keep the show remaining in the realm of serious science fiction, which made him change his opinion, and became a loud supporter of Star Trek. He and Roddenberry soon became friends and often shared letters in which Asimov gave advice concerning the series. (Inside Star Trek: The Real Story) Asimov also attended the first Star Trek convention in 1972. (The Star Trek Compendium)
http://en.memory-alpha.org/wiki/Isaac_Asimov

Isaac Asimov beskriver i sin selvbiografi det særlige mentale kick han selv oplever ved både at læse og skrive inden for SF-genren sådan: 

The pleasure of magic combinede with the dsicipline of science 

Selv om jeg ikke i nogen som helst sammenhæng kan identificere mig - endsige måle mig selv - som skrivende - med Isac Asimov, så kan jeg fra hans selvbiografi genkende beskrivelsen af den altfortærende læse-sult og læse-fornøjelse som barn og ung.

 
Jeg lærte først selv at læse i starten af 3. klasse - 'af mig selv' - og vel nærmest på trods. Og jeg husker det var som et mirakel at jeg pludselig kunne.  

   Jeg kunne tydeligvis ikke lære det efter den lyd-stave-metode som var den dominerende læsepædagogik i skolen den gang.
   Men jeg opdagede - efter måneders og års frustration - og næsten fra den ene dag til den anden - at jeg kunne læse og forstå hele sammenhængende sætninger, uden at sætningerne og ordne var forbundet med lyde (udtalen), og uden at jeg egentlig noterede mig bøjningsendelser i de ord jeg læste.
   Det var en slags 'skøjtende' læseteknik der, fordi detaljer i udtrykket blev sprunget over undervejs, for mig har gjort en masse læsning lettere og hurtigere gennem årene.
   Men det har godt nok også haft en bagside: at jeg altid har haft svært ved at huske hvordan ord staves, svært ved at huske at få de rigtige bøjningsendelser sat på ord når jeg skriver hurtigt, og at jeg ikke automatisk ved hvordan et (nyt) navn udtales selv om jeg har læst det mange gange.

 
Men da jeg på min egen mærkelige måde havde knækket koden, så gik det hurtigt. 

   I de følgende uger, måneder og år læste jeg også alt hvad jeg kunne få fat i - både af populærvidenskabelig faglitteratur og skønlitteratur - og inden for skønlitteraturen: både højlitterære klassikere, regulære drenge og pigebøger - og decideret trivial- og kiosklitteratur. 

Jeg tjekker altid om den slags kreative multipersonligheder som Isac Asimov måske også skulle være synæstetiker.
  En søgning på nettet giver ingenting. Men der kan komme tegn der peger i den retning når jeg læser videre, foreløbig er jeg kun nået til s.138 i selvbiografien, og hans liv har nået en alder af 17. 

Men igår så jeg også en tv-dokumentar om englænderen Daniel Tammet på DR 2: "The Boy with the Incredible Brain".  

   Det var efter en udmærket udsendelse der skildrede en række mennesker - kendte og ukendte - med psykiatriske diagnoser, og hvori de fortalte om hvordan de have oplevet og levet med deres sindslidelser - og hvordan de var kommet over dem og videre i livet - nogle ved hjælp af 'systemet' og nogle på trods.

   Og Daniel Tammet havde faktisk også en diagnose: 'asberger-autist'. 

   Daniel Tammets navn er jeg i øvrigt stødt på før - vist nok i bogen "Moonwalk with Einstein" af Joshua Foer, en bog som jeg har skrevet om i bl.a. dette indlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

Indlægget og bogen handler om hukommelseskunst og husketeknik - dette at nogle mennesker kan lære sig at huske og gengive umanerligt stor mængder  og for så vidt meningsløse data på meget kort tid.

Daniel Tammet har vel i virkeligheden to diagnoser, hvoraf den overordnede er en særlig variant af autisme som fagfolk etikettere med dette udtryk:

'SAVANT-SYNDROM'

... og som dansk Wikipedia definerer og beskriver sådan:'

Savant-syndrom, der er en sjælden lidelse eller tilstand, viser sig ved at patienten, som ofte er autist eller retarderet, udvikler en eller flere helt overmenneskelige evner inden for især musik ,matematik, kunst og hukommelse. Det ældste navn for tilstanden er fransk: idiot savant (vidende idiot). Det bruges ikke længere så ofte på grund af den nedgørende tone. I stedet bruges betegnelsen savant-syndrom. En person med syndromet kaldes en 'savant'.

Vi er imidlertid ikke kommet mere end fem minutter ind i filmen, før jeg siger: "Han må da også være synæstetiker!" (jfr. min oplevelse af Hilda af Klint og hendes malerier på Louisiana).

   Tyve minutter inde i programmet bliver den etiket så også sat på Daniel Tammets særlige personlighed hvor forskere så opstiller den antagelse at hans utrolige evner til at kunne huske, regne usandsynligt svære regnestykker ud - og til at gengive uendelige rækker af vilkårlige tal, at de evner hænger sammen med at han er udtalt synæstet, og at hans hjerne automatisk forbinder alle bogstaver og tal med 'visuelle cues '- forskellige specifikke farver og former - og personligheder. 

   Hypotesen går så ud på at den automatkobling som hans hjerne foretager mellem bogstaver/tal på den ene side og farver og former på den anden, gør det muligt for Daniel Tammet at udnytte den højre hjernehalvdels ekstremt effektive visuelle hukommelse, egentlig på en måde som ligner 'normale' hukommelseskunstnere når de gør brug af imaginære såkaldte 'hukommelsespaladser' som en mnemoteknisk hjælp. 

 
En af de regnemæssige hukommelsesdiscipliner som Daniel Tammet behersker i verdensklasse, er i timevis at kunne udsige "alle" decimalerne i den rigtige rækkefølge når det matematiske symbol "pi" som er et symbol for forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter, når det skal omregnes til et tal med et i princippet uendeligt antal decimaler. Her til en start

3,1415926535897932384626433832795028841971693993751058209749445923078164062862089986280348253421170679 ...

Det specielle ved Daniel Tammet er at han synæstesi altså er koblet med 'savant syndromet', hvilket også har givet anledning til forskerspekulationer, som det også fremgår af dokumentarfilmen om og med ham:

Interestingly enough, it has been proposed that synesthesia and savant syndrome are strongly linked. Daniel’s case is perhaps the quintessential example of this proposition. When Daniel envisions a number, for example, he sees a rather specific shape with a specific color, which usually invokes a specific feeling or emotion. If you watch the documentary, you’ll see that, when Daniel is undergoing various tests, he exhibits this as something that’s a real, natural function of his brain – rather than something that he “tries” to do.

   One word that he uses quite frequently is “landscape”. When Tammet recites a number with numerable digits (Pi, for example), he sees a landscape that consists of the shapes that are representative of each integer. By making his way through the landscape in his mind, he is able to see (and recite) each digit in eerily perfect sequential order. Something else that’s relatively amazing – Daniel’s shape/color/emotion association doesn’t stop at digits (0-9); each integer from 0-10,000 has its own respective “symbol”. (...)

http://www.synesthesiatest.org/blog/daniel-tammet#sthash.DwveG3ze.dpuf

Der er meget få mennesker i verden med dette særlige 'savant syndrom' - og det normale er - hvis man kan sige sådan - at man så som regel er stærkt mentalt handicappet på andre centrale områder, og fx har svært ved at udtrykke sig verbalt og kommunikere sprogligt og socialt med almindelig mennesker (som man så fremstillet i filmen "Rain Man").

   Men netop i forhold til den "norm" er Daniel Tammet en undtagelse. Han er relativt udadvendt og velformuleret - og er i stand til verbalt at reflektere over sine særlige evner og hvordan samspillet er mellem dem, som det fremgår af den følgende TED-TALK!
   Her ser vi også illustreret og dokumenteret af powerpoint-slides hvordan Daniel Tammet regner ved hjælp af de farver og former som synæstesien automatisk udstyrer ham med når han tænker på tal:

Hele dokumentaren "The Boy with the Incredible Brain" kan ses på YouTube, her:

Dybt fascinerende.

   Daniel Tammet har også skrevet og fået udgivet bøger hvori han fortæller om og reflekterer over sine særlige evner - herunder om han i virkeligheden kun er et specialtilfælde af noget som ligger som kreative muligheder i alle mennesker, hvad han vist nok mener.

• Born on a Blue Day (2006) – autobiography
• Embracing the Wide Sky (2009)
• Thinking in Numbers (2012)

Jeg har bestilt dem alle på Amazon.co.uk. Især hans selvbiografi kan være lidt sjov at sammenligne med Asimovs, forestiller jeg mig.