Bigum på hjernen - i anledning af en kronik om Jens Christian Grøndahl og et radioprogram med 'Hjernemadsen' som vært

For godt halvanden måned siden bragte Politiken en kronik af kunstmaleren og digteren Martin Bigum.

   Rubrik og manchet var formuleret sådan:

At bryde abrupthedens konstant er en kunst

Hvad er det, der gør, at man som billedkunstner griber pensel og uopfordret giver sig i kast med at lave et portræt af en nulevende dansk forfatter? Man synes måske, der mangler et billede af det, der ikke helt kan sættes ord på.

Den handlede om Bigums refleksioner over sit ubestilte portrætmaleri af forfatteren Jens Christian Grøndahl, et billede som man kan få adgang til at se her:

http://sn.dk/modules/xphoto/cache/83/645783_930_9300_0_1_2425_1675_2.jpg

Jeg læste kronikken med interesse - ikke mindst fordi jeg har skrevet om Bigum som kunstner og personlighed i hele tre tidligere blogindlæg. Og fordi jeg efter det sidste indlæg ikke kunne lade være med at kontakte ham pr. mail, for at se om jeg kunne få svar på et spørgsmål som jeg havde glemt at stille efter hans foredrag på Vordingborg Bibliotek i marts: Er du synæstetiker?

   Min hypotese var og er at det er han - måske endda en multi-en af slagsen - ligesom fx den berømte asberger-autist Daniel Tammet der har en ubeskrivelig god hukommelse, er tal-ekvilibrist - og altså også multi-synæstetiker, som jeg bl.a. har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/05/synstesien-som-en-gave-belyst-gennem.html

Den mail til Bigum gav hurtigt en venlig returmail fra ham - hvori han lovede at svare for alvor når han var mindre presset af maleriet. 

   For at dokumentere hvor presset han var, vedhæftede han fotografier af det maleri han var begyndt på, men slet ikke havde malet færdig:

 

Undskyldningen for ikke at give et uddybende svar, giver rigtig god mening i det lys, fordi man har kunnet læse sig til at Martin Bigum er meget disciplineret, dagligt går i sit atelier og arbejder fra 9 til 17, og sætter sig det mål at et maleri skal være færdigt på tid - 5-6-7 uger. 

   Det ufærdige billede er på en gang figurativt og symbolsk - og er visuelt rytmisk og splintret kalejdoskopisk i sit udtryk. Det fremstiller et ungt par der svømmer rygsvømning mod oprørte bølger - mens de trækker en flad 'flåde' der har form som Bornholm, efter sig.  

   Måden at behandle bølgerne på giver mindelser om japanske træsnit, og de to figurer giver mindelser til jugendstilen.

Svaret fra Bigum i mailen og det her ufærdige billede, det blev jeg så mindet om igen for et par dage siden da en af de radioudsendelser som Peter Lund Madsen tilrettelægger under fællestitlen "Hjernekassen på P1", havde Martin Bigum som medvirkende og hovedperson. 

   Udsendelsen blev optaget i Bigums atelier, og Peter Lund Madsen var en (ikke særligt god) interviewer. 

Her er illustrerende billeder fra Facebooksiden om udsendelsen:

  

Som man kan se er Jens Bigum kommet lidt længere med billedet han er igang med, og som jeg fik at se i en lidt tidligere version. De to svømmere og et enkelt mosaikfelt er nu blevet farvelagt. 

   Man kan også se at de står med den skitse som er forstadiet for maleriet, og som man kan læse nedenfor, sandsynligvis udspringer af et syn på den indre skærm.

   Det sidste billede viser et arbejdsbord med andre skitser af syner han har haft, og som måske ender med at blive omsat til malerier - eller delelementer i malerier

Hvad snakkede de to så om? 

   Selvfølgelig om Bigums billeder som man de kunne se i atelieret, om hans disciplinerede måde at arbejde på, om at blive inspireret af syn og visioner der dukkede det indre øje som så skulle indfanges og omsættes i tegning, farver og penselstrøg, om spillet og dynamikken mellem bevidst og ubevidst i den kunstneriske proces, og om den specielle hjerneindretning som antagelig måtte ligge bag Bigums særlig kunstnerpersonlighed, en personlighed som havde været med til at gøre ham til en slags outsider i det etablerede samtidige kunstetablissement.

Både i kronikken om Jens Christian Grøndahl-portrættet og i samtalen med Peter Lund Madsen vender Bigum flere gange tilbage til den metafor at kunsten skal stoppe tiden der udgør en ellers ubønhørlig og ustoppelig strøm.

   

Han taler om kunstværket som ...

... en tidsmaskine ...

Han taler om at et kunstværk skal være ...

... en kæp i hjulet på tidens skånselsløse gang ...

Og han bruger i kronikken denne flotte, næsten for flotte,  metafor:

Eftertankens langstrakte nu kan forhale sekundernes hækkeløb

Og han generaliserer sin metafor til oplevelser som alle kunstnere vil kunne genkende: 

Jeg tror, alle kunstnere higer efter selv at ramme det moment i deres værk, hvor al tid standser.

Den gennemgående metafor peger på at Bigum er en slags romantiker. Han kalder sig selv "symbolist", og refererer dermed tilbage til malerkunsten og digtningen i Europa før og efter år 1900. 

   Hans kunstfilosofi ligger i hvert fald tæt op ad romantikernes fremhævelse af kunsten og poesien som noget evigt, noget der står uden for tiden - i modsætning til den timelige, praktiske og materialistiske virkelighd. 

   

Jeg har tidligere skrevet om 'symbolismen' i et indlæg hvor jeg udkaster den teori at blandt andre Van Gogh var synæstetiker, og havde indre visioner eller syner som var styret af de såkaldte 'formkonstanter', og som slog igennem i hans maleriers helt særlige form og udtryk. 

   Jeg sluttede det indlæg med:

Som jeg ser det, så er de former for synæstesi som udfolder sig i figurer, mønstre og former, styret af disse 'formkonstanter' som er indbygget i hjernens visuelle set up.

  I malerier af Hilma af Klint, Kandinsky, van Gogh og Hundertwasser, som alle tilskrives at være synæstetikere, kan man uden større anstrengelser efterspore at formkonstanter er mentale og konceptuelle medspillere i deres kunst.

 http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/06/maleriudstillingernes-dramaturgi-om.html

Den teori jeg udkastede i foregående indlæg om Bigum, var at han tilhørte samme 'selskab', og at hans syner og dermed hans billeder også bar præg af de såkaldte 'formkonstanter'.

   Indirekte kunne det at han beskriver sig selv som lidt 'autistisk' når han maler, godt pege i den retning. På spørgsmålet om hvad han mener med det, fortæller han at han jævnlig drejer billedet en kvart eller en halv omgang om malere videre på det i en position, vel lidt svarende til at nogle mennesker kan skrive lige godt med venstre og højre hånd, eller at de kan læse tekster på hovedet.

I radioudsendelsen kobler Bigum denne sin kamp i kunsten for at stoppe tiden, sammen med et fænomen som jeg jævnligt har beskrevet i flere blogindlæg: 'den kreative vrede':

Kunst er også bygget på vrede: Hvad siger I til DET, og hvad siger i så til DET og til DET? 

   Det er en motor at stå heroppe i atelieret (og sige): Jeg skal eddermame vise verden at man kan stoppe bare lidt af den her malstrøm af tid med DET HER MALERI eller DET HER MALERI, som så kan blive små sten i skoen. 

   Den vrede har jeg set hos enkelte af min generationsfæller, det er en troldsplint også i øjet hos dem. 

   Det (vreden) er en vigtig motor.

Bigum svarer så ikke på Peter Lund Madsens opfølgende spørgsmål om hvad han er vred over, men fortsætter ud af af sit eget metaforiske tankespor:

Du kan  stoppe tiden et kort sekund for folk. Det har jeg selv oplevet ved (store) kunstværker jeg har set. Og jeg prøver at indhente dem med mine billeder.

(...)

   En gang hvert andet år ser jeg et kunstværk der gør indtryk 

Den bagvedliggende kreative vrede kommer også til udtryk i en række andre af Bigums metaforer for hvordan han arbejder med maleriet: Det er en kamp:

Det er maleriet man skal besejre hver dag. Man stager sig igennem et maleri for at få det på plads.

(...)

Hvert eneste maleri er en hån mod mig. 

(...)

   Man skal nedkæmpe billedet undervejs og lave et tigerspring. Og det er kunsten. 

Peter Lund Mandsen bemærker nogle små naturalistiske malerier på væggen i atelieret, og spørger hvad det nu er for noget:

  Bigum fortæller at der er tale om en slags personligt eksperiment med at sætte sig ud i naturen med staffeli og solhat og med bierne sværmende, og så se på virkeligheden, og så male det han ser her og nu ...

...  og så prøve at se om man kan fange ind det man ser i naturen.

   Og når man så kigger igen, så er alt forandret, det man har malet er for længst væk, men nu er det så på lærredet.

   Det er en pervers lille leg med virkeligheden. Men det foregår i hvert fald med ro på. 

   Det er noget jeg faktisk virkelig nyder - men det er ikke noget jeg som sådan vil udstille.

Hvorfor ikke? burde Peter Lund Madsen have spurgt.

   Men det Bigum beskriver her om tilblivelsen af de små naturalistiske billeder, er det stik modsatte af den proces han ellers beskriver som den der ligger bag hans produktion af kunstværker. Den bygger på visioner og syner der presser sig på indefra - fra det ubevidste:

Der kommer et syn for det indre blik. Og ud af 10 syn der kommer forbi, er der et der duer.

   Der melder sig billeder, og et af dem har en kim i sig som jeg kan stå inde for. Så det gælder om at fange det når det er der.

   I min hånd og i min hjerne er der noget der gør at jeg kan tegne som jeg gør. Når jeg ser noget for det indre blik, er det så stærkt og flot i sin komposition, og jeg tænker så: Hov, det må jeg fange ind og ramme med min streg.

   Så må jeg lave de bedste skitser, og så er det skitser af hvad jeg ser med lukkede øjne for det indre blik.

   Det er som om hjernen har sin all power station som så starter, og så skal jeg prøve at mime det jeg ser for mit indre blik.

   Man har så også en stil og man har en ånd som man godt vil udforske. 

   Men skitser som falder helt ved siden af, kan jeg ligesom ikke føje ind i det større hele. 

Bigum har også en udtalt kritik af "samtidskunsten". Han siger til Peter Lund Madsen:

I samtidskunsten snakker man ikke om det eksistentielle i at lave kunst.

Underforstået: at det burde man, for så kunne Martin Bigum føle sig mere inkluderet, hvor han nu stadig føler sig i en outsiderposition.

I radioudsendelsen er der ellers ikke meget der peger på at Bigum skulle være neuroligisk synæstetiker. Men i kronikken er der nogle citater der peger i den retning. Her en synæstisk kobling fra syn til lyd:

Det slip af visioner, sammenhængende symboler, og ikke sammenhængende symboler, vi ser rasle over maleriets midterfelt, er billeder på alt det, forfatteren kunne have noteret sig på vej gennem livet som værende af betydning. Hvor subtilt og diffust og konkret det så måtte være.

   Hvis vi kunne skrue op for lyden af maleriet, ville det formentlig larme; knitre, suse, klapre, tikke, ruske, sive, dryppe, smælde. Og hvis jeg kunne sætte det i bevægelse, som en film, ville det være som et flimmer af syn, hundreder af lysspættede sansninger, der spoler gennem milliarder af øjeblikke.

Og i det følgende går synæstesien fra ord i det han har læst af Jens Christian Grøndahl, til syner med billeder/farver:

Lige pludselig, for et år siden, var ’visionen’ der (for for mig er det dybest set det, et maleri er: et syn?): Jeg tegnede lynhurtigt skitsen til maleriet. Det er altid et godt tegn, når den sidder i skabet fra starten. Jeg tror, jeg var nået til et punkt som kunstner, hvor jeg nu havde erfaringer nok til selv at give et medbillede på nogle erkendelser fra den kunstneriske proces.

   Dette ser man bl.a. på mit maleri; forfatteren er koncentreret, har lukkede øjne, hænger skildret i halv figur, i et uudgrundeligt lys, ude i venstre side, med skoen svævende over jorden. Han har lyseblå skjorte, brun jakke og beige bukser på.   Ved maveregionen og under knæet er puslespilsbrikker. Hans anden halvdel er væk, den er sluset væk i slyngede bånd, strimler, ruller, puslespilsbrikker, planer og plader, i et vildt ryk over billedfladens rå lærred.

   Hver scene, der er malet på alle disse prismer, refererer direkte eller indirekte til sansninger og scener fra hans romaner og essays, som jeg, som læser og billedkunstner, har valgt at fortolke dem.

Ifølge radioudsendelsen kommer disse syner ofte til Bigum i overgangsfasen mellem vågen og søvn, en tilstand som har en række fællestræk med virkningen af meditation og euforiserende stoffer, og som har den faglige betegnelse hypnagogia:

Hypnos means “sleep” and gogia means “driver” so the two combined mean “sleep driver”. It’s the last moments a person experiences before being completely engulfed by sleep. Hypnagogia was coined by Alfred Maury in order to define the transitional stage between wakefulness and sleep (4). It precedes the first stage of sleep when alpha rhythms in brainwaves slow down and then break up before turning into slower and smaller amplitude theta rhythms (1). Hypnagogia is usually known as an altered state of consciousness and sometimes it’s referred to as the “borderline” state or the “half dream” state. During this stage, the person falling asleep can go through strange experiences that are similar to those triggered by hallucinogens such as LSD and DMT. The person’s imagination takes over: He or she can hear random voices, see imaginary objects from people to mysterious worlds; his or her body can experience strange sensations such as floating or becoming bigger, and the brain can spit out random and origin-less thoughts. The experience can be anywhere from fascinating to utterly terrifying.

 http://serendip.brynmawr.edu/exchange/node/4159

Her links til de foregående Bigum-blog-indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-igen-om-synstesi.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/martin-bigum-igen-igen-nu-med-personlig.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/martin-bigum-srligt-kreativ-kontrollr-i.html 

Om det kreative barn og et uforstående skolesystem - case: Anders Morgenthaler

Fruen var igang med at læse bagsideartiklen i Lørdagspolitikens debat-sektion. Pludselig udbrød hun højt: 'Ja, sådan var det!'

   'Hvad?', spurgte jeg.

   'Skolen,' sagde hun.

Artiklen der førte til fruens udbrud, havde denne overskrift og manchet: 

Skolesystemet skaber alt for mange tabere

Anders Morgenthalers skolegang var præget af modgang. Han passede ikke ind, lærte først at læse i 7. klasse og følte sig som en taber. Nu er han med til at starte en friskole på Amager, som skal gøre op med skolesystemet.

Artiklen indeholder et relativt langt interview med multikunstneren Anders Morgnthaler i anledning af at han sammen med andre er igang med at starte en ny friskole. Drivkraften er blandt andet hans egne negative skoleerfaringer:

»Jeg var sådan et barn, der kun mødte nederlag i min skoletid. Jeg er ord- og talsvag. Jeg kan ikke læse et telefonnummer fra ende til anden uden at sætte en finger over nogle af tallene, fordi talrækken forvirrer mig«.

    Hvordan påvirkede det din skolegang?»

  »I børnehaveklassen troede de, at jeg var autist. Jeg forstod ikke rammen. Jeg opbyggede en alternativ virkelighed, hvor jeg sad og legede. I 5. klasse kom jeg i specialklassen. Jeg blev en taber. Det er et stempel, som holder for evigt. Det er bare ikke til at forstå, hvis man ikke har prøvet at være en taber. Jeg kan se, at det for mange børn ikke har ændret sig i dag. Nogle børn forstår slet ikke, hvad skolen er. De leger bare. Når de så bliver tvunget til at høre efter og sætte sig ned, kommer de til at opleve en modstand mod læring«.

"Ord- og talsvag" må refererer til en eller flere former for ordblindhed og talblindhed.

   Selv har jeg en datter der er ordblind, og hvis søn på 8 år sandsynligvis også er det. Og jeg er blevet klar over i en sen voksenalder at jeg også selv er det. Og vi kender alle til det ikke at føle sig hjemme i skolen, og ikke at blive værdsat for det man kan, 

   Selv lærte jeg først at læse midt i 3. klasse, og det skete altså nærmest på trods. Som jeg husker det, lærte jeg det "af mig selv" - efter en metode som gik uden om den Ole-bole-vej som begyndte med at man skulle stave ordene: 'A siger a, BE siger be, abe. Fra i flere år kun at kunne stave mig langsomt gennem nogle få ord på skrift, så kunne jeg pludselig læse bøger. Jeg husker det stadig som en uforklarlig åbenbaring.

   I den nye "grønne friskole" skal børnene ikke inddeles i klasser efter alder, og de skal ikke konkurrerer på karakterer. Anders Morgenthaler beskriver situationen for sine døtre som er stærkt genkendeligt for mig:

»Juno, min yngste datter på 6 år, ved ikke, at der er børn på hendes alder, der kan læse. Hun kan måske et par bogstaver, og så er hun i gruppe med andre børn på samme niveau. Men jeg er meget tryg ved det, fordi jeg har oplevet, at min store datter først lærte at læse i 3. klasse. Og inden for en måned gik hun fra ikke at kunne læse til at læse ’Harry Potter’«.

Fruen er ikke ordblind, men genkender fra sin egen skolegang dette ikke at "forstå rammen", og hellere at ville lege. Og genkender det også fra sin ældste søn, der de først to år i en lilleskole kun ville lege, og først lærte at læse i 3. klasse.

Intervieweren stiller, som han skal, kritiske modspørgsmål:

Hvis man kigger på dit cv, mangler der ellers ikke noget. Er du ikke netop et eksempel på, at skolesystemet godt kan rumme ikkeboglige typer?

   »Ja, jeg laver forretning i hele verden og er lykkedes fuldstændig med det, jeg gerne ville. Men det kunne lige så godt være gået den modsatte vej. Jeg lykkedes kun, fordi jeg havde ressourcestærke forældre, der elskede mig. Jeg lykkedes på trods. Men jeg er også pinligt klar over, at det er få begivenheder, der adskiller mig fra at have lavet drengestreger til at have lavet kriminalitet. Jeg kunne have taget mange forkerte valg i min skoletid, for jeg var omgivet af alt, der bekræftede mig i at være en taber«.

    En af de ting, som Anders Morgenthaler især er utilfreds med ved sin egen skolegang, er, at hans evner ikke blev taget alvorligt.

   »De evner og kompetencer, jeg har, er altid blevet set ned på. De har ikke haft en værdi i et traditionelt skolesystem. I dag er der stadig en stor del af børnene, der føler sig forkerte, fordi de har andre evner end dem, som efterspørges i skolerne. Det skal vi have et opgør med«.

Pointen er klar: At lykkes på trods i skolen, fordi man har "ressourcestærke forældre". Ellers kunne mødet med en skole man ikke forstod og som ikke forstod én, være endt i en negativ og destruktiv udviklingsspiral - mod et liv som "taber".

Fruen og Anders Morgenthaler hører til den personlighedstype som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen: 'den særligt kreative personlighed', et begreb som psykologen og kreativitetforskeren Mihaly Csikszentmihalyi har indkredset i en liste af typiske personlighedstræk: 

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd.
• Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre
• Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation.
• Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin
• Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet.
• Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision.
• Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger.
• Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger.
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre.
• Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk.
• Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter
• Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel.

Det er forholdsvis klart at har man som barn en række af disse næsten paradoksale personlighedstræk i sin mentale bagage, og fx samtidig er handicappet af ordblindhed eller autisme, så kræver det særlige pædagogiske rammer og lærere der ved hvad de har at gør med, og som er uddannede til at undervise børn der af forskellige gode grunde "føler sig forkerte" og "udenfor".

   Det er det der blandt andet er kritisabelt ved den ny skolereform: at man hævder at ville inkludere de børn som tidligere fik forskellige former for specialundervisning i specielle klasser eller skoler, men som nu i den grad risikerer at blive udsat for karakterkrav, tests og krav om erhvervelse af formelle boglige færdigheder på bestemte klassetrin, fordi de almindelige lærere uden specialuddannelse ikke ved hvad de har at gøre med.