Kreativt at opfinde anonyme kilder, eller kreativt at lade sig 'inspirere' af kilder - det er spørgsmålet - og hvor går grænsen?

Lånt fra www.emu.dk

Hvor langt kan man som journalist tillade sig at gå med hensyn til at genbruge tekster, oplysninger, nyheder fra andre i sin egen journalistik - uden at henvise til at man har dem i fra disse andre kilder? Hvor meget skal man gå ud fra er 'fælles stof' og 'almen viden' som man bare kan trække på, og hvor meget er nyt og originalt som kræver henvisning?

   I debatten der har kørt de sidste uger og dage på de sociale medier og i kommentarsporene til nyhedsartikler på nettet, har jeg set ord som "at skrælle" andres artikler, "at planke" en historie, "at copypaste" en tekst - aktiviteter som beskrives som en nødvendighed i den journalistiske praksis når arbejds- og produktionspresset er så stort som det er blevet på de digitale redaktioner.

    Fra min snak med journalistpraktikanter der kom hjem til studiet fra deres praktik, har jeg ofte hørt om en praksis på hurtigtarbejdende radioredaktioner som legitimerede at man stort set genbrugte en historie fra et andet medie uden kildehenvisning: Man opsporede en enkelt ny kilde, fik en udtalelse fra ham/hende, og så er historien "vores egen". 

Det var faktisk noget i den retning også Michael Qureshi havde fundet en kreativ løsning på: En allerede 'gammel' historie som har kørt i udenlandske aviser, vinkles ved hjælp af de falske kilder til en ny 'dansk,' historie. 

Af Journalisten.dk´s gennemgang af Qureshi-sagen, fremgår det at han producerede over 780 nyhedsartikler (sport), på 300 dage. 

   Så han har haft travlt, så travlt at Journalisten mener at hans redaktører alene ud fra sportsjournalistens produktivitet skulle have fået mistanke om at der var noget galt. 

   Journalisten.dk har også gennemgået nogle af Qureshis artikler for at se hvordan han rent teknisk har udnyttet de angiveligt opdigtede udenlandske kilder i sin journalistiske fremstilling.

   Og der viser det sig at han har været kreativ og opfindsom. Typisk åbner historien nemlig med citater fra en af de anonyme udenlandske kilder (med opdigtet  navn), som en slags anslag og teaser. Senere i artiklen bakkes vinklen så op med en autentisk åben kilde der optræder under eget navn.

   Øivind Hesselager skriver sammenfattende om fidusen i den teknik

Ud over at der er tale om rygtebaserede og ret banale spekulationshistorier, går det også igen, at de falske kilder i Qureshis artikler ovenfor ”kickstarter” en historie på en dansk scene, efter at den allerede er kørt i internationale medier.

   Det er nærliggende at fastslå – men kan ikke bevises - at de falske kilder har tjent som Qureshis ”salgsargument” for historien over for et dansk publikum – og en dansk redaktør.

   Man kan høre det redaktionelle pitch for sig: ”Og jeg har min egen kilde, der bekræfter!”

   Dermed kan en historie, der allerede er kørt, få nyt liv i dansk kontekst.

   Og det er ikke umuligt, at kilden findes, men vedkommende ønsker ikke sit navn på tryk.

Denne blanding af åbne og opdigtede udenlandske (og som regel derfor naturligvis 'svært tilgængelige') kilder, har både været tidsbesparende for Qureshi og gjort det forholdsvis nemt for ham at gøre sine redaktør glad og tilfreds.  

   Se mere om sagen og om baggrunden her:

http://journalisten.dk/qureshi-skrev-25-artikel-dag

Og når først Pandoras æske er blevet åbnet omkring plagiat og snyd med kilder, så vrimler det frem med flere 'sager', gamle og nye. 

   Til de gamle hører at Cavlingprisvinderen Poul Høi i 2009 blev anklaget for at snyde med sine kilder - i en blogkommentar af Mikael Jalving, her i et referat i Journalisten.dk: 

"Poul Høis journalistiske metode lader til at være som følger: Han skriver fra Santa Fe i New Mexico, men i hans gearede featureartikler får man indtryk af, han er ude i marken, har talt med eller været tæt på hovedpersonerne. Det har han bare ikke. Langt henne i artiklen kan der så pludselig optræde en henvisning. Slår man efter, viser det sig, at det ikke kun er et citat, Høi har brugt, men derimod at flere dele står i gæld til originalartiklen," skriver Mikael Jalving i sin blog. (...)

   Plagiat er ikke det eneste, Poul Høi beskyldes for. Mikael Jalving mener, at tre nyere artikler fra 2008 og 2009 er skrevet fra Poul Høis kontor i Santa Fe, mens det i artiklerne virker, som om journalisten selv har oplevet begivenhederne.

http://journalisten.dk/cavling-vinder-beskyldes-plagiat

Den nyeste ballade er om den kendte i USA-bosiddende journalist og blogger Annegrethe Felter Rasmussen. 

   Hun er kendt for at skrive vidende og personligt om både danske og internationale politiske forhold. Og er højt anset blandt journalister. 

   Og hun er også uhyre produktiv!

   Hun har skrevet et blogindlæg til Altinget.dk hvor nogle tekst-passager angiveligt er hentet fra en leder i det internationale økonomiske tidsskrift The Economist, vel at mærke uden citationstegn og uden kildeangivelse.

   Indtil videre har konsekvensen været at Annegrethe er blevet fyret som free-lance-journalist og blog-skribent fra både Altinget.dk, Journalisten.dk og Avisen Information.

   Og stort set ingen der skriver om sagen undlader at gøre opmærksom på at hun har en lignende gammel sag fra 2001 der førte til at hun blev fyret fra Berlingske Tidende.

Netop fordi Annegrethe er så velanskrevet professionelt som hun er, så har den sag vagt opsigt og givet anledning til kommentarer der allerede nu i omfang og engagement er større en Qureshi-sagen. 

   Og mens der ikke har været ret meget skrevet til forsvar for Quereshi, så har der allerede været i metervis af opbakkende kommentarer og støtteerklæringer til Annegrethe.

   Flere meddeler at de opsiger deres abonnement på et af de tre medier, fordi de mener at fyringen er udtryk for panik på ledelesesniveau - og grundlæggende urimelig.

Ifølge Journalisten.dk forklarer chefredaktør for Altinget.dk Rasmusn Nielsen sagen sådan her:

Annegrethe Rasmussen er ansat gennem en freelancekontrakt, der stod til at udløbe ved nytår. Men som konsekvens af sagen vil samarbejdet ophøre øjeblikkeligt, og kontrakten vil ikke blive genforhandlet, fortæller Rasmus Nielsen.»

   Vi har foreholdt hende, at hun var blevet inspireret af The Economist, og det har hun også erkendt og beklaget. Det er en sag, vi er kede af, for Annegrethe er jo en meget velskrivende dame og meget velorienteret om politik. Men vi er nødt til at beskytte vores etiske standarder og værne om dem. Desværre er mediebranchen præget af forskellige typer af kopiering, og det vil vi meget gerne være fritaget for,« siger han.

Altinget har ikke trukket Annegrethes blogindlæg tilbage, men har tilføjet at "dele af klummen er inspireret af en leder i The Economist", samt beklage, at det ikke fremgik ved publiceringen.

Selv forklarer hun i en mail til Journalisten,dk sammenfaldet i tekstpassager sådan her:

”Jeg kan bekræfte, at jeg ikke i første omgang krediterede Economist, og den forglemmelse er jeg rigtig ked af og tager det fulde ansvar for. Jeg er glad for, at henvisningen står under artiklen nu, og henviste også til den omgående på sociale medier i adskillige omgange umiddelbart efter, at artiklen blev tilgængelig online. Jeg er taknemlig for, at Journalisten giver mig mulighed for en kommentar, og har ikke nogen yderligere kommentarer, ikke for at være uvenlig eller utilgængelig, men fordi jeg, som vel ikke er uforståeligt, er ret ærgerlig og ked af det.”

http://journalisten.dk/comment/29163#comment-29171

Som sagt er der mange og lange kommentarer på bl.a. facebook som tager Annegrethe Felter Rasmussin i forsvar. 

   

Gunnar Langemark fremhæver forventningspresset fra redaktører om høj produktivitet og kreativ interessevækkende journalistik som Annegrethe i den grad har levet op til, og som taler for at man må have lov til at begå sjuskefejl - stillet over for en stadig mere hysterisk nul-fejlskultur hos de selvsamme chefer:

Når man ved hvor hårdt AG arbejder - og hvor produktiv hun faktisk er - og hvor meget materiale hun formår at "tygge" for os, så bør man i anstændighedens navn også kunne tilgive - ikke bare én svipser, men et decideret (lille) niveau af svipsere af den art.

   Når mediernes ledende medarbejdere vælger at satse på at kræve ekstremt høj produktivitet hos medarbejderne, så bør de faktisk også tage en del af ansvaret for, at niveauet er lavere end 100%.

   Jeg er lige ved (eller er det kun lige ved?) at sige, at AG har produceret uendelig meget mere interessant materiale end de allerfleste skribenter (og i en mængde som er forbløffende).

   Det er helt sikkert, at den stille, trygge, sikre eksistens - med stof der ikke indeholder de store overraskelser, som ikke indeholder en stemme, hvor skribenten ikke sætter sig selv på spil og hvor man ikke vover sig ud i andet end ligegyldigheder - aldrig vil bringe redaktørerne i forlegenhed.

   Men det er samtidig mediernes endeligt. Angsten for at begå fejl - vil kvæle den sidste rest af uafhængig og personlig journalistik.

   For mig at se overskrider vi med AGs fyring en grænse. Det er - i mine øjne - ikke fyringsgrund, at man laver den type fejl en gang imellem.  Det er indbygget i jobbet - når man skal være så produktiv.   Det er ikke anstændigt at slå AG i hartkorn med journalister der begår ulovligheder for at skaffe sladderkilder eller opfinder egne anonyme kilder for at få dækning for en historie.

   Det hun har gjort - svarer til at misse nogle citater i sin afhandling. Det skæmmer helhedsindtrykket, men substansen er der stadig.

Bjarke Myrtu henviser til at det Annegrethe har gjort med sin citater uden citationstegn - andre steder omtalt som 'copypaste' - er en udbredt kreativ praksis som ikke er ny, idet han citere den bevingede sætning: "Uden klip og klister, ingen journalister". 

    Istedet for at moralisere og fordømme og råbe op om 'plagiat', bør man se det som en naturlig udvikling af den journalistiske kultur - forårsaget af de uendelige - og kreative - muligheder som digitaliseringen har givet journalister på netmedierne for at blive 'inspireret' af hvad andre har skrevet:

Jeg ser lidt tidens mange "plagiatsager" som endnu en konsekvens af den digitale tidsalder. Det er blevet utroligt nemt at finde, bruge og bygge videre på det som andre har lavet. Det ser jeg som en fantastisk ting, og det er sådan kreative væsner altid har arbejdet fra Picasso til Annegrethe. Vi bygger alle på hinanden, og på den måde udvikler vi alle hinanden. Der er en grund til at der er et ordsprog der hedder   "Uden klip og klister, ingen journalister".

   Samtidig er det også blevet uhyre gennemsigtigt hvem der laver hvad. Før internettet havde det været uendeligt meget sværere for Altinget at "afsløre" at en klumme var inspireret, plagieret eller hvad man vælger at kalde det fra The Economist.

   Jeg starter konstant projekter med at "plagiere" noget som er godt lavet. Og derefter bearbejder jeg det kraftigt. Men det hænder at jeg glemmer at henvise til kilderne, f.eks hvis jeg har taget et billede fra nettet, eller brugt en formulering der lød godt. Det må jeg blankt indrømme. Jeg vil hjertens gerne kreditere folk der har lavet noget godt, men jeg glemmer det simpelthen i processen nogle gange. Jeg tror - nej faktisk ved jeg - at de fleste journalister og kreative er ude for det samme. Jeg læser mange udenlandske magasiner, og kan næsten hver uge se danske medier der er blevet "inspireret" af artikler herfra.

   Jeg har ikke læst artiklerne i den konkrete sag om Annegrethe Felter Rasmussen, men jeg synes man burde løfte sig lidt op over pege-finger-stadiet, og i stedet indse at det at klippe-klistre er en praksis vi alle benytter os af, og derfor skal vi måske forsøge at indføre nogle rygrads-mekanismer og tekniske redskaber som gør det mere gennemskueligt hvor kilderne kommer fra.

    Jeg ser med andre ord en fremtid hvor vi uhyre nemt kan låne, remixe, plagiere eller hvad man kalder det fra hinanden, og hvor den oprindelige skaber af noget automatisk får en henvisning (og en del af kagen hvis der er penge involveret).

Mikael Lindholm skriver i kommentartråden i Journalisten.dk at den slags fejl er uundgåelige og en for så vidt accepteret del af kulturen  når man er højproduktiv korrespondent i udlandet. Man kan ikke altid have førstehåndskilder, så at rapportere fra udlandet nødvendiggør at man i vidt omfang lader sig "inspirere" af andre journalisters skriverier om emnet. 

   Og en vigtig pointe: Kravet om at bygge egne primærkilder kommer ikke mindst fra ambitiøse redaktører der synes det er flovt at bringe alt for mange henvisninger og citater fra andre aviser, i egne nyhedsartikler, så de ser gerne at deres journalister kan finde kreative sproglige udveje så de ikke behøver at citere eller krediterer kolleger og konkurrenter.:  

Denne her får jeg nok høvl for. Men slap lige af her. Enhver, der har været korrespondent i USA, kender alt til at skrive af. Jeg har set mangeårige danske korrespondenter i USA skrive nærmest ordret amerikanske avisartikler af. At Annegrethe "kun" har skrevet en passage af, vidner om mindre dovenskab, end så mange andre har udvist. Som korrespondent skal man fortolke, hvad der sker internationalt og selvfølgelig i særdeleshed i det land, man selv arbejder i. Som korrespondent fra et lille land som Danmark er det enormt vanskeligt at have alle de førstehåndskilder, der skal til, for at producere "egne" historier. Så man lader sig inspirere af, hvad de lokale kolleger finder frem til af oplysninger. Når man gør det, så skal selvfølgelig citere kilden. Men så skal jeg spørge, hvilke redaktioner, der synes, at det er fedt med en artikel eller et indslag, hvor en masse andre medier bliver citeret? Jeg har oplevet den slags citater blive redigeret ud i processen, fordi "det fylder unødigt", men hvor den reelle årsag snarere handler om at skjule, at ens eget medie ikke har adgang til primærkilder. Ja, det ville have klædt Annegrethe at citere The Economist, men hvis vi skal lynche korrespondenter for at undlade kildecitater, så står hun på ingen måde forrest i køen, og så kan vi ellers åbne for en inkvisition, der brænder mange på bålet. Annegrethe er dygtig. Slap af og spis brød til.

Slående er det at der faktisk bringes meget lidt dokumentation for det angivelige plagiat, hverken hvad angår indhold eller omfang. 

   Men Christian Vangsø Bentsen bringer et eksempel på teksten i Annegrethes blogindlæg og det 'kopierede' fra The Economist:

"Støtten til populistiske partier og enkeltpersoner i Vesten er uden sidestykke siden 1930’erne. På en dyster baggrund af terror og flygtningestrømme udgør disse udemokratiske strømninger den alvorligste trussel i nyere tid mod den åbenhed og tolerance, som vi i Vesteuropa normalt tager for givet."

Skulle ovenstående være en "nøjagtig oversættelse" af nedenstående?

"Mr Trump and Ms Le Pen are not alone. Support for the populist right in America and parts of Europe is unparalleled since the second world war. Against the backdrop of terrorism, these fearmongers pose a serious threat to the openness and tolerance that Western societies take for granted."

Nej vel. Det er ganske enkelt faktuelt forkert hvad Rolf Sørensen hævder. Der er ikke tilnærmelsesvist tale om en "nøjagtig oversættelse". Helt ukritisk kolporterer Journalisten at der er tale om en "nøjagtig oversættelse".

Peter Molvany har talt op det antal linjer som Annegrethe har "skrevet af" - og retter kritikken mod Altingets redaktør for at være gået i panik.  

Jeg ser kun 13 linjer ud af i alt 120, hvor Annegrethe Rasmussen har skrevet af efter The Economist. Det er selvfølgelig forkert at kopiere uden tydelig kildeangivelse. Det hører ingen steder hjemme og berettiger en faglig advarsel. Afsnittet er en kort og banal analyse af europæisk højrepopulisme, der truer tolerancen. Sådan noget kan AR formulere i søvne, og plagiatet beviser i værste fald journalistisk dovenskab. Spørgsmålet er, hvad Altinget er bange for.

Uffe Gardel er inde på samme spor nå han modsiger Altingets redaktør Rasmus Nielsen der har hævdet at Annegrethe har kopieret en tredjedel af The Economists leder i sin klumme:

Jeg har nu grundigt læst Annegrethe Rasmussens klumme, og jeg har tilsvarende grundigt læst lederen i Economist. Jeg vil meget gerne høre hvordan Rasmus Nielsen kan nå frem til at "vurdere", at Annegrethe Rasmussen har kopieret en tredjedel af Economists tekst.

   Selv "vurderer" jeg, at det drejer sig om nogle løsrevne sætninger. Det er en ret almindelig praksis i medierne at genbruge en kollegas gode formulering her og dér; især hvis det er en udenlandsk kollega. Det er måske ikke god skik, men det er heller ikke plagiat. Plagiat ville være at tage hele afsnit og sætte ind i sin egen tekst uden kildeangivelse. Det kan jeg ikke se er sket i denne klumme. Og derfor gentager jeg: Jeg savner dokumentation for anklagen om plagiat. Det er mærkværdigt at bygge en så alvorlig anklage på hvad man sådan "vurderer".

Gretelise Holm skriver en ganske kort kommentar som vel rammer i plet hvis man skal dømme efter indholdet i mange af de andre kommentarer:

"Lad den der er ren , kaste den første sten"

Det er der så alligevel godt nok en del der har gjort - både den første, den anden og den tredje sten. 

   Men det fremgår også med al tydelighed at de alle kastes fra et journalistisk glashus.

Kreative kagebagere og deres kagekunst - formatdramaturgi, krav til karaktererne - og et spørgsmål om kreativitet vs plagiat

Et berømt Picasso-citat findes på nettet i to versioner, og jeg kan ikke lige afgøre hvad der er det originale:

Good artists borrow, great artists steal

Eller 

Good artists copy, great artists steal

Men det første er nok det originale fordi - "låne" og "stjæle" som semantiske modsætninger matcher bedre end "kopiere" og "stjæle".

    Citatet bliver tit påkaldt af journalister der skriver historier om kunstnere som "snyder": forfatter der plagierer andres tekster i deres bøger uden citationstegn, designere der plagierer møbler eller mønstre uden at betale royalties, eller tv-stationer der kopierer tv-formater uden at betale det firma eller den person som oprindelig har fundet på formatet.

    For eksempel blev citatet jævnlig brugt af Apples stifter og ledende kreative drivkraft gennem mange år Steve Jobs - om sig selv. Han tyvstjal (og indrømmer det) Macintosh-ideen om den grafiske brugergrænseflade til computere fra fra forskerne i Xerox Parc som han som ung havde været så heldig at få lov til at besøge.

Fruen og jeg hører til fan-klubben af tv-programserien "Den store bagedyst". Her i efteråret kørte så tredje sæson der som de foregående år blev produceret og udsendt af DR - med tårnhøje seertal. Finalen blev sendt i onsdags, og vi så med. 

   I pressen igår og idag har der så været historier fremme om at en af deltagernes kage-mesterværker i finalen var et plagiat af en lignende kage fundet på nettet.

   

'Den store bagedyst' er jo en form for livsstilsprogram - tilsat game-show-plot og reality-elementer. Det ligger inden for familien af såkaldte fakta-light-formater og -genrer.

   Og formatet er, har jeg gættet på, ikke stjålet, men købt i England hvor man jo har en århundredgammel tradition for at konkurrere om alt mulig slags hjemmelavet mad og drikke på sommermarkeder i provinsen.

 

Mit gæt er rigtigt. Se her hvad Wikipedia kan fortælle:

The Great British Bake Off, often referred to as simply Bake Off orGBBO, is a BAFTA award-winning British television baking competition first shown by BBC Two on 17 August 2010. The judges are cookery writer Mary Berry and professional baker Paul Hollywood. Mel Giedroycand Sue Perkins have presented all five series of the programme to date. The competition selects from amongst its contestants the best amateur baker.

  The programme was moved to BBC One in its fifth series after it became the most popular show on BBC Two. Its increasing popularity is credited with reinvigorating interest in baking throughout the UK, Many of its participants, including winners, have gone on to start a career based on bakery. The winners are Edd Kimber, Joanne Wheatley, John Whaite, Frances Quinn and most recently Nancy Birtwhistle.

   The programme has spawned a number of specials and spin-off shows - a celebrity charity series in aid of Sport Relief or Comic Relief, Junior Bake Off for young children (broadcast on the CBBC channel), and An Extra Slice aired on BBC Two after the Bake Off series was moved to BBC One.Its format was also used on the BBC Two series The Great British Sewing Bee. The format has been sold to many countries around the world where local versions of the show are produced.

Og heriblandt altså DR.

Hvad kendetegner så dette format, der, selv om det er underholdning, også skal tages alvorligt?

Fra starten er der 10 deltagere der er 'castet' - dvs udvalgt så de både har bagekompetence og er interessante karakterer, med kant og/eller med charme.

   

I hvert program er der tre opgaver med forskellige særlige udfordringer.
   Den midterste opgave er hver gang en hvor de tre deltagere skal lave den helt samme opgave efter en opskrift med nogle oplysninger udeladt, og dommerne må ikke vide hvilken kage hvem har bagt før de bedømmer.
   Og i tredje akt med klimaks er opgaven et såkaldt 'mesterværk' efter hver enkelt deltagers egen opskrift inden for en generel temaramme, et mesterværk som skal demonstrere både håndværksmæssig ekspertise og stor kreativitet.

 

Programserien har karakter af et udskilningsløb hvor hvert program reducerer deltagerantallet med en taber der udgår. Så dramaturgisk set har vi et klassisk kompleks af spændingsbuer, både i det enkelte program og i serien som helhed.
   Hver deltager leverer sin plotlinie og dermed følgende fremdrift, og der bliver færre og færre plotlinier at pendle mellem og holde styr på for seeren for hvert program - indtil det sidste og ottende hvor der kun er de tre finalister tilbage.

'Hjælper-aktanten' for alle deltagerne er deres egenkompetence mht. til at kunne håndværket, deres kreativitet og koncentrationsevne, og også deres træningsindsats mellem hvert program.

  Noget der holdes "hemmeligt" for seerne, er hvor meget deltagerne får at vide på forhånd om indholdet i hver opgave og derfor har mulighed for at træne og øve sig.

  'Modstander-aktanten' indeholder altid en skarp tidsfrist. Modstand leveres også af de andre konkurrenter; opgavernes tekniske sværhedsgrad giver modstand og fremdrift, ligesom deltagernes egen nervøsitet under pres gør det. Også afbrydelser fra vært og dommere kan give forstyrrende modstand.
   I år var der også koncentrationsforstyrrende tilråb og heppende kommentarer fra familie og venner udenfor der kunne kigge ind - og kunne ses indefra - gennem netvinduer.

  

Undervejs i hvert program får seerne små "backstories" i form af indskudte flashbacks fra deltagernes privat- og arbejdsliv - til at sikre eller øge mulighederne for identifikation.

   Der er hele tiden undervejs indklippet det velkendte reality-element: at deltagerne betror sig til kameraet om hvad det tænker og føler lig nu eller lige før, hvilket giver seerne vidensforspring i forhold til de andre deltagere som de skal konkurrere med.

   Lige før afgivelsen af "dommen" overværer seerne også udpluk af voteringen mellem de to dommere, men hvad voteringen ender med holdes tilbage til det øjeblik hvor taber og vinder officielt udpeges i studiet.

 

I år var to af de tre der var med i finalen, begge ret unge mennesker: 26 årige Tobias Hamann-Pedersen, journalist, og 22-årige Mette Hassing Mikkelsen, lærerstuderende.

  Tobias viste sig fra starten dramaturgisk set at være en glimrende karakter: ung, charmerende og fuld af skæve og halvgeniale ideer, ideer som jo også kunne blive næsten for mærkelige for dommerne. 

   Tobias var klar favorit fra efter allerede det første program hvor han vandt - og var tydeligvis også populær hos alle de kvindelige konkurrenter.  Og det var så kun et ekstra dramaturgisk plus der gav fremdrift, at hans vilde kreativitet kunne blive hans egen største modstander i nogle af opgaverne.

  Mettes karakter var dramaturgisk set at være den helt unge og uerfarne, men friske pige - vist den yngste blandt deltagerne - men med et gå-på-mod som gjorde at hun tydeligt udviklede sig fra program til program - og dermed hele tiden overraskede dommerne og seerne positivt.

Tobias. Foto: Facebook.

Mette. Foto: DR

De tidligere år har finalisterne typisk været amatørbagere som var noget ældre og mere erfarne.   Sidste år  var vinderen den 29-årig arkitektstuderende Annemette Voss som havde to børn og en mand.

Annemette Voss.  Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR

Dramaturgisk set var Annemette også en glimrende hovedkarakter: perfektionist ud over alle grænser, og en indædt fightertype med temperament som det sikkert kunne være ganske svært for en del seere at identificere sig med.

   For hende havde deltagelsen personlige omkostninger: en dumpet arkitekteksamen og en skilsmisse. 'Gode' konteksthistorier set fra journalisternes synspunkt.

   Hendes hovedmodstander gennem hele serien og også i finalen, var den lyse dialektalende sønderjyske økonomimedarbejder og terapeut Katja Stock, med blond hår (i modsætning til Anjas mørkebrune), med nordiske fletninger sat i gammeldags krans omkring hovedet:

Katja Stock. Fotograf: Agnete Schlichtskrull/DR

Dramaturgisk set kunne man ikke tænke sig et bedre match - med store kontraster både temperamentmæssigt og udseendemæssigt. I flere avisartikler blev de to ettiketteret som "bagedronninger", og associationerne til Walt Disney-eventyrenes kontrasterende hhv onde og gode kvindekarakterer ligger lige for.

   Og selv om det ikke kom tydeligt frem i udsendelserne, havde journalisterne lugtet at deres indbyrdes forhold undervejs var mildest talt køligt - også en 'god' reality-historie:

Men lige så snart, optagelserne sluttede, og kameraerne slukkede i juli, er det ikke meget, vinderen af Bagedysten, Annemette Voss har set til sin nærmeste konkurrent, sønderjyden Katja Stock fra Aabenraa. Og ingen af dem har savnet det.  

   Det erkender Den store Bagedyst-vinder, 29-årige Annemette Voss, som ellers har fået et nært forhold til flere af de andre bagedeltagere, inklusiv Louise og Helle, der røg ud før finalen. Men den, hun har spenderet mest tid med, har hun intet behov for at se - og vice versa, siger bagedronningen til bt.dk

- Jeg kan utrolig godt lide Katja, men jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at vi ikke er slyngveninder. Vi bor i hver sin ende af landet og er sindssygt forskellige, siger den 29-årige vinder, Annemette Voss, som understreger, at hun respekterer Katja som person og hendes åbenlyse bagetalenter.

- Hun er sød, imødekommende, en dejlig kvinde. Men vi bliver aldrig slyngveninder, for der er vi helt forskellige. Vi har kagebagning tilfælles og er meget ens på det punkt og har faktisk også børn i samme alder. Men ellers er vi helt forskellige, understreger hun.

http://www.jv.dk/artikel/1624633:Aabenraa--Annemette-efter-sejren-i-bagedysten--Jeg-taler-ikke-med-Katja-mere

Men tilbage til den journalistisk efterbyrd af dette års store bagedyst. MetroXpress bragte i dag en 'god historie' om den ene finalist Mette Hassings af dommerne meget roste lagkage, som havde tegneseriesuperhelte og deres kostumer og masker som fælles tema for de tre lag.
   Rubrikken med underoverskrift lød:

Snyd i 'Den store bagedyst'? Mette fandt sin kage på nettet

'Den store bagedyst'-finalisten Mette indrømmer, at hun fandt inspirationen til sin finalekage på internettet.

Og som visuel dokumentation bringes dette billed der gør det muligt selv at sammenligne:

Vurder selv de to kager. Det er Mettes til venstre og den australske kage til højre.
(Billede: Screenshot DR.dk/http://thedaintybaker.blogspot.dk)

Opgaven var at lave 'et mesterværk' som var kreativt, håndværksmæssigt perfekt, smagte godt, og som havde karakter af et personligt udtryk, dvs. en kage der igennem indhold form og udtryk sagde noget karakteristisk om bagerens særlige personlighed - en slags 'selvportræt'.

   Mette afviser at have snydt. Hun indrømmer over for MetroXpress at hun har fundet inspiration fra nettet og siger til avisen:

Jeg forstår ikke helt kritikken. (...) Jeg synes selv, at jeg har tænkt ideen videre, så det blev min kage. Og hvis jeg selv havde lavet en brunsviger, skulle jeg så også beskyldes for at kopiere alle bagere i Danmark?"

Historien om Mettes 'snyderi' i MetroXpres, blev udbygget igår  under denne rubrik og underrubrik - og med samme illustration som vises på mx.dk:

Mette afviser bagesnyd

Den unge bager havde googlet sig frem til sin superhelte-kage, men det er ikke snyd, slår hun fast.

Dommerne havde i finalen rost Mette i høje toner for det helt anderledes udtryk end man ellers havde set fra nogen deltagere igennem hele serien, og opfattede tydeligvis kagen som noget Mette havde fundet på "ud af hovedet".

   Men hvis man googler "super hero cake",  så kommer der rigtig mange billeder med kager frem der mere eller mindre ligner Mettes, og den der er vist på illustrationen er fundet på denne blog

http://thedaintybaker.blogspot.dk/2012/04/superhero-cake.html

Af blokteksten fremgår at der er tale om en hel særlig - og forudsat bekendt - kage-genre, og når jeg så googler videre, finder jeg et stort og varieret udvalg her:

http://cakegeek.co.uk/index.php/superhero-cakes/

Af samme blog fremgår det når man søger lidt i dens arkiv, at der findes uendeligt mange forskellige andre temakage-genrer end lige "super hero cakes", fx "balloon cakes", "vintage suitcase cakes", "golf cakes" eller endog  "puppy dog cakes for dog lovers":

Jeg synes det er dybt fascinerende at opdage at der i en række år har været en sådan kreativitetstimulerende tema-kage-bevægelse i det store udland, som jeg ikke har hørt eller læst om før nu. 

  Og kendskab til den bevægelse er faktisk en forudsætning for at forstå og forholde sig til Mettes argumentation for at hun ikke har plagieret, en argumentation som hun udbygger i artiklen i realityposten.dk:

At der skulle være tale om snyd, er Mette slet ikke enig i. Den unge bager gør det klart, at hun hentede inspiration på nettet, men ellers er det hendes egen version, som hun har lavet.

– Det er jo mig, der har lavet kagen. Jeg har lavet den, sådan som jeg synes, den skulle se ud. Det er min version af en superhelte-kage på ydersiden og en prinsessekage på indersiden, siger hun til Realityportalen.dk og tilføjer:

– Hvis nogen laver min kage nu, så vil jeg heller ikke blive sur. Tværtimod. Hvis jeg selv skal sige det, så blev det en kage, jeg kun kan være tilfreds med, fastslår hun.

Ifølge Mette er det slet ikke unormalt, at deltagerne googler for at finde inspiration til kagerne, men selve idéen til en superheltekage, fik hun selv.

- Jeg vidste jeg ville lave en badass superheltekage, så jeg googlede for at se, hvad der kunne laves og så lave en kage sådan, som jeg gerne ville have den skulle være, fortæller Mette. Og især håndværket var vigtigt for den unge amatørbager.

- Jeg ville super gerne sætte sværhedsgraden op ved selv at lave airbrush på kagen, arbejde mere med hjemmelavet fondant og sprøjte spidermans nettet med royal icing i fri hånd. Jeg synes selv, at det blev en super fed kage jeg fik lavet, fastslår hun.

Selvom beskyldningerne om snyd kommer bag på hende, så er hun glad for at have medvirket i ‘Den store bagedyst’, hvor hun har lært en masse og fået nogle nye venskaber.

Jeg kan ikke se andet end at Mette har ret. 

   Det er ikke snyd at lave sin personlige version af temaet 'superhelte-kage'. Og når dommerne så tydeligt 'falder på røven' over kagen som helt specielt kreativ, så er det faktisk fordi de er uvidende og ikke følger med i udviklingen af moderne opfindsomme og kreative kage-formater. 

 
Et-nul til Mette Hassing - både i forhold til journalisterne som ikke har gennemtænkt den kritiske vinkel, men bare 'kører derudaf fordi alt med snyd er en 'god historie'.
   Også et-nul til Mette i forhold til dommerne som ikke er up to date på deres fag, og som åbenbart hænger fast i gamle, lidt støvede og kedelig kageformater.

For en ordens skyld skal vi selvfølgelig også se vinderen Tobias Hamanns 'mesterværk' fra finalen:  

Mere særpræget end egentlig flot.
   Men ingen tvivl om at han var den rigtig vinder i år. 

   

Man kunne for øvrigt også læse en anden journalistisk anklage i Ekstrabladet i dag, her rettet mod Tobias for et plagiat tidligere i konkurrencen da han lavede 'kage-cigarer' som han vandt mesterbager-titlen med i det program:

Læseren skulle forsøge at google "cigar cakes", og se løjer!

Den tredje finalist i år, Kathja Krestina Holm, vandt også mesterskabs-titlen i et af de tidligere programmer - den gang på en "hunde-kage".
   Kathja er ikke blev anklaget for snyd og plagiat i aviserne - endnu. Her er Kathjas 'hunde-kage' der bidrog til at hun kom i finalen:

Googler man så lige "(puppy) dog cakes", så finder man fx dem her - blandt mange mange andre:

Enjoy! Og: Velbekomme!