Kreativt at opfinde anonyme kilder, eller kreativt at lade sig 'inspirere' af kilder - det er spørgsmålet - og hvor går grænsen?

Lånt fra www.emu.dk

Hvor langt kan man som journalist tillade sig at gå med hensyn til at genbruge tekster, oplysninger, nyheder fra andre i sin egen journalistik - uden at henvise til at man har dem i fra disse andre kilder? Hvor meget skal man gå ud fra er 'fælles stof' og 'almen viden' som man bare kan trække på, og hvor meget er nyt og originalt som kræver henvisning?

   I debatten der har kørt de sidste uger og dage på de sociale medier og i kommentarsporene til nyhedsartikler på nettet, har jeg set ord som "at skrælle" andres artikler, "at planke" en historie, "at copypaste" en tekst - aktiviteter som beskrives som en nødvendighed i den journalistiske praksis når arbejds- og produktionspresset er så stort som det er blevet på de digitale redaktioner.

    Fra min snak med journalistpraktikanter der kom hjem til studiet fra deres praktik, har jeg ofte hørt om en praksis på hurtigtarbejdende radioredaktioner som legitimerede at man stort set genbrugte en historie fra et andet medie uden kildehenvisning: Man opsporede en enkelt ny kilde, fik en udtalelse fra ham/hende, og så er historien "vores egen". 

Det var faktisk noget i den retning også Michael Qureshi havde fundet en kreativ løsning på: En allerede 'gammel' historie som har kørt i udenlandske aviser, vinkles ved hjælp af de falske kilder til en ny 'dansk,' historie. 

Af Journalisten.dk´s gennemgang af Qureshi-sagen, fremgår det at han producerede over 780 nyhedsartikler (sport), på 300 dage. 

   Så han har haft travlt, så travlt at Journalisten mener at hans redaktører alene ud fra sportsjournalistens produktivitet skulle have fået mistanke om at der var noget galt. 

   Journalisten.dk har også gennemgået nogle af Qureshis artikler for at se hvordan han rent teknisk har udnyttet de angiveligt opdigtede udenlandske kilder i sin journalistiske fremstilling.

   Og der viser det sig at han har været kreativ og opfindsom. Typisk åbner historien nemlig med citater fra en af de anonyme udenlandske kilder (med opdigtet  navn), som en slags anslag og teaser. Senere i artiklen bakkes vinklen så op med en autentisk åben kilde der optræder under eget navn.

   Øivind Hesselager skriver sammenfattende om fidusen i den teknik

Ud over at der er tale om rygtebaserede og ret banale spekulationshistorier, går det også igen, at de falske kilder i Qureshis artikler ovenfor ”kickstarter” en historie på en dansk scene, efter at den allerede er kørt i internationale medier.

   Det er nærliggende at fastslå – men kan ikke bevises - at de falske kilder har tjent som Qureshis ”salgsargument” for historien over for et dansk publikum – og en dansk redaktør.

   Man kan høre det redaktionelle pitch for sig: ”Og jeg har min egen kilde, der bekræfter!”

   Dermed kan en historie, der allerede er kørt, få nyt liv i dansk kontekst.

   Og det er ikke umuligt, at kilden findes, men vedkommende ønsker ikke sit navn på tryk.

Denne blanding af åbne og opdigtede udenlandske (og som regel derfor naturligvis 'svært tilgængelige') kilder, har både været tidsbesparende for Qureshi og gjort det forholdsvis nemt for ham at gøre sine redaktør glad og tilfreds.  

   Se mere om sagen og om baggrunden her:

http://journalisten.dk/qureshi-skrev-25-artikel-dag

Og når først Pandoras æske er blevet åbnet omkring plagiat og snyd med kilder, så vrimler det frem med flere 'sager', gamle og nye. 

   Til de gamle hører at Cavlingprisvinderen Poul Høi i 2009 blev anklaget for at snyde med sine kilder - i en blogkommentar af Mikael Jalving, her i et referat i Journalisten.dk: 

"Poul Høis journalistiske metode lader til at være som følger: Han skriver fra Santa Fe i New Mexico, men i hans gearede featureartikler får man indtryk af, han er ude i marken, har talt med eller været tæt på hovedpersonerne. Det har han bare ikke. Langt henne i artiklen kan der så pludselig optræde en henvisning. Slår man efter, viser det sig, at det ikke kun er et citat, Høi har brugt, men derimod at flere dele står i gæld til originalartiklen," skriver Mikael Jalving i sin blog. (...)

   Plagiat er ikke det eneste, Poul Høi beskyldes for. Mikael Jalving mener, at tre nyere artikler fra 2008 og 2009 er skrevet fra Poul Høis kontor i Santa Fe, mens det i artiklerne virker, som om journalisten selv har oplevet begivenhederne.

http://journalisten.dk/cavling-vinder-beskyldes-plagiat

Den nyeste ballade er om den kendte i USA-bosiddende journalist og blogger Annegrethe Felter Rasmussen. 

   Hun er kendt for at skrive vidende og personligt om både danske og internationale politiske forhold. Og er højt anset blandt journalister. 

   Og hun er også uhyre produktiv!

   Hun har skrevet et blogindlæg til Altinget.dk hvor nogle tekst-passager angiveligt er hentet fra en leder i det internationale økonomiske tidsskrift The Economist, vel at mærke uden citationstegn og uden kildeangivelse.

   Indtil videre har konsekvensen været at Annegrethe er blevet fyret som free-lance-journalist og blog-skribent fra både Altinget.dk, Journalisten.dk og Avisen Information.

   Og stort set ingen der skriver om sagen undlader at gøre opmærksom på at hun har en lignende gammel sag fra 2001 der førte til at hun blev fyret fra Berlingske Tidende.

Netop fordi Annegrethe er så velanskrevet professionelt som hun er, så har den sag vagt opsigt og givet anledning til kommentarer der allerede nu i omfang og engagement er større en Qureshi-sagen. 

   Og mens der ikke har været ret meget skrevet til forsvar for Quereshi, så har der allerede været i metervis af opbakkende kommentarer og støtteerklæringer til Annegrethe.

   Flere meddeler at de opsiger deres abonnement på et af de tre medier, fordi de mener at fyringen er udtryk for panik på ledelesesniveau - og grundlæggende urimelig.

Ifølge Journalisten.dk forklarer chefredaktør for Altinget.dk Rasmusn Nielsen sagen sådan her:

Annegrethe Rasmussen er ansat gennem en freelancekontrakt, der stod til at udløbe ved nytår. Men som konsekvens af sagen vil samarbejdet ophøre øjeblikkeligt, og kontrakten vil ikke blive genforhandlet, fortæller Rasmus Nielsen.»

   Vi har foreholdt hende, at hun var blevet inspireret af The Economist, og det har hun også erkendt og beklaget. Det er en sag, vi er kede af, for Annegrethe er jo en meget velskrivende dame og meget velorienteret om politik. Men vi er nødt til at beskytte vores etiske standarder og værne om dem. Desværre er mediebranchen præget af forskellige typer af kopiering, og det vil vi meget gerne være fritaget for,« siger han.

Altinget har ikke trukket Annegrethes blogindlæg tilbage, men har tilføjet at "dele af klummen er inspireret af en leder i The Economist", samt beklage, at det ikke fremgik ved publiceringen.

Selv forklarer hun i en mail til Journalisten,dk sammenfaldet i tekstpassager sådan her:

”Jeg kan bekræfte, at jeg ikke i første omgang krediterede Economist, og den forglemmelse er jeg rigtig ked af og tager det fulde ansvar for. Jeg er glad for, at henvisningen står under artiklen nu, og henviste også til den omgående på sociale medier i adskillige omgange umiddelbart efter, at artiklen blev tilgængelig online. Jeg er taknemlig for, at Journalisten giver mig mulighed for en kommentar, og har ikke nogen yderligere kommentarer, ikke for at være uvenlig eller utilgængelig, men fordi jeg, som vel ikke er uforståeligt, er ret ærgerlig og ked af det.”

http://journalisten.dk/comment/29163#comment-29171

Som sagt er der mange og lange kommentarer på bl.a. facebook som tager Annegrethe Felter Rasmussin i forsvar. 

   

Gunnar Langemark fremhæver forventningspresset fra redaktører om høj produktivitet og kreativ interessevækkende journalistik som Annegrethe i den grad har levet op til, og som taler for at man må have lov til at begå sjuskefejl - stillet over for en stadig mere hysterisk nul-fejlskultur hos de selvsamme chefer:

Når man ved hvor hårdt AG arbejder - og hvor produktiv hun faktisk er - og hvor meget materiale hun formår at "tygge" for os, så bør man i anstændighedens navn også kunne tilgive - ikke bare én svipser, men et decideret (lille) niveau af svipsere af den art.

   Når mediernes ledende medarbejdere vælger at satse på at kræve ekstremt høj produktivitet hos medarbejderne, så bør de faktisk også tage en del af ansvaret for, at niveauet er lavere end 100%.

   Jeg er lige ved (eller er det kun lige ved?) at sige, at AG har produceret uendelig meget mere interessant materiale end de allerfleste skribenter (og i en mængde som er forbløffende).

   Det er helt sikkert, at den stille, trygge, sikre eksistens - med stof der ikke indeholder de store overraskelser, som ikke indeholder en stemme, hvor skribenten ikke sætter sig selv på spil og hvor man ikke vover sig ud i andet end ligegyldigheder - aldrig vil bringe redaktørerne i forlegenhed.

   Men det er samtidig mediernes endeligt. Angsten for at begå fejl - vil kvæle den sidste rest af uafhængig og personlig journalistik.

   For mig at se overskrider vi med AGs fyring en grænse. Det er - i mine øjne - ikke fyringsgrund, at man laver den type fejl en gang imellem.  Det er indbygget i jobbet - når man skal være så produktiv.   Det er ikke anstændigt at slå AG i hartkorn med journalister der begår ulovligheder for at skaffe sladderkilder eller opfinder egne anonyme kilder for at få dækning for en historie.

   Det hun har gjort - svarer til at misse nogle citater i sin afhandling. Det skæmmer helhedsindtrykket, men substansen er der stadig.

Bjarke Myrtu henviser til at det Annegrethe har gjort med sin citater uden citationstegn - andre steder omtalt som 'copypaste' - er en udbredt kreativ praksis som ikke er ny, idet han citere den bevingede sætning: "Uden klip og klister, ingen journalister". 

    Istedet for at moralisere og fordømme og råbe op om 'plagiat', bør man se det som en naturlig udvikling af den journalistiske kultur - forårsaget af de uendelige - og kreative - muligheder som digitaliseringen har givet journalister på netmedierne for at blive 'inspireret' af hvad andre har skrevet:

Jeg ser lidt tidens mange "plagiatsager" som endnu en konsekvens af den digitale tidsalder. Det er blevet utroligt nemt at finde, bruge og bygge videre på det som andre har lavet. Det ser jeg som en fantastisk ting, og det er sådan kreative væsner altid har arbejdet fra Picasso til Annegrethe. Vi bygger alle på hinanden, og på den måde udvikler vi alle hinanden. Der er en grund til at der er et ordsprog der hedder   "Uden klip og klister, ingen journalister".

   Samtidig er det også blevet uhyre gennemsigtigt hvem der laver hvad. Før internettet havde det været uendeligt meget sværere for Altinget at "afsløre" at en klumme var inspireret, plagieret eller hvad man vælger at kalde det fra The Economist.

   Jeg starter konstant projekter med at "plagiere" noget som er godt lavet. Og derefter bearbejder jeg det kraftigt. Men det hænder at jeg glemmer at henvise til kilderne, f.eks hvis jeg har taget et billede fra nettet, eller brugt en formulering der lød godt. Det må jeg blankt indrømme. Jeg vil hjertens gerne kreditere folk der har lavet noget godt, men jeg glemmer det simpelthen i processen nogle gange. Jeg tror - nej faktisk ved jeg - at de fleste journalister og kreative er ude for det samme. Jeg læser mange udenlandske magasiner, og kan næsten hver uge se danske medier der er blevet "inspireret" af artikler herfra.

   Jeg har ikke læst artiklerne i den konkrete sag om Annegrethe Felter Rasmussen, men jeg synes man burde løfte sig lidt op over pege-finger-stadiet, og i stedet indse at det at klippe-klistre er en praksis vi alle benytter os af, og derfor skal vi måske forsøge at indføre nogle rygrads-mekanismer og tekniske redskaber som gør det mere gennemskueligt hvor kilderne kommer fra.

    Jeg ser med andre ord en fremtid hvor vi uhyre nemt kan låne, remixe, plagiere eller hvad man kalder det fra hinanden, og hvor den oprindelige skaber af noget automatisk får en henvisning (og en del af kagen hvis der er penge involveret).

Mikael Lindholm skriver i kommentartråden i Journalisten.dk at den slags fejl er uundgåelige og en for så vidt accepteret del af kulturen  når man er højproduktiv korrespondent i udlandet. Man kan ikke altid have førstehåndskilder, så at rapportere fra udlandet nødvendiggør at man i vidt omfang lader sig "inspirere" af andre journalisters skriverier om emnet. 

   Og en vigtig pointe: Kravet om at bygge egne primærkilder kommer ikke mindst fra ambitiøse redaktører der synes det er flovt at bringe alt for mange henvisninger og citater fra andre aviser, i egne nyhedsartikler, så de ser gerne at deres journalister kan finde kreative sproglige udveje så de ikke behøver at citere eller krediterer kolleger og konkurrenter.:  

Denne her får jeg nok høvl for. Men slap lige af her. Enhver, der har været korrespondent i USA, kender alt til at skrive af. Jeg har set mangeårige danske korrespondenter i USA skrive nærmest ordret amerikanske avisartikler af. At Annegrethe "kun" har skrevet en passage af, vidner om mindre dovenskab, end så mange andre har udvist. Som korrespondent skal man fortolke, hvad der sker internationalt og selvfølgelig i særdeleshed i det land, man selv arbejder i. Som korrespondent fra et lille land som Danmark er det enormt vanskeligt at have alle de førstehåndskilder, der skal til, for at producere "egne" historier. Så man lader sig inspirere af, hvad de lokale kolleger finder frem til af oplysninger. Når man gør det, så skal selvfølgelig citere kilden. Men så skal jeg spørge, hvilke redaktioner, der synes, at det er fedt med en artikel eller et indslag, hvor en masse andre medier bliver citeret? Jeg har oplevet den slags citater blive redigeret ud i processen, fordi "det fylder unødigt", men hvor den reelle årsag snarere handler om at skjule, at ens eget medie ikke har adgang til primærkilder. Ja, det ville have klædt Annegrethe at citere The Economist, men hvis vi skal lynche korrespondenter for at undlade kildecitater, så står hun på ingen måde forrest i køen, og så kan vi ellers åbne for en inkvisition, der brænder mange på bålet. Annegrethe er dygtig. Slap af og spis brød til.

Slående er det at der faktisk bringes meget lidt dokumentation for det angivelige plagiat, hverken hvad angår indhold eller omfang. 

   Men Christian Vangsø Bentsen bringer et eksempel på teksten i Annegrethes blogindlæg og det 'kopierede' fra The Economist:

"Støtten til populistiske partier og enkeltpersoner i Vesten er uden sidestykke siden 1930’erne. På en dyster baggrund af terror og flygtningestrømme udgør disse udemokratiske strømninger den alvorligste trussel i nyere tid mod den åbenhed og tolerance, som vi i Vesteuropa normalt tager for givet."

Skulle ovenstående være en "nøjagtig oversættelse" af nedenstående?

"Mr Trump and Ms Le Pen are not alone. Support for the populist right in America and parts of Europe is unparalleled since the second world war. Against the backdrop of terrorism, these fearmongers pose a serious threat to the openness and tolerance that Western societies take for granted."

Nej vel. Det er ganske enkelt faktuelt forkert hvad Rolf Sørensen hævder. Der er ikke tilnærmelsesvist tale om en "nøjagtig oversættelse". Helt ukritisk kolporterer Journalisten at der er tale om en "nøjagtig oversættelse".

Peter Molvany har talt op det antal linjer som Annegrethe har "skrevet af" - og retter kritikken mod Altingets redaktør for at være gået i panik.  

Jeg ser kun 13 linjer ud af i alt 120, hvor Annegrethe Rasmussen har skrevet af efter The Economist. Det er selvfølgelig forkert at kopiere uden tydelig kildeangivelse. Det hører ingen steder hjemme og berettiger en faglig advarsel. Afsnittet er en kort og banal analyse af europæisk højrepopulisme, der truer tolerancen. Sådan noget kan AR formulere i søvne, og plagiatet beviser i værste fald journalistisk dovenskab. Spørgsmålet er, hvad Altinget er bange for.

Uffe Gardel er inde på samme spor nå han modsiger Altingets redaktør Rasmus Nielsen der har hævdet at Annegrethe har kopieret en tredjedel af The Economists leder i sin klumme:

Jeg har nu grundigt læst Annegrethe Rasmussens klumme, og jeg har tilsvarende grundigt læst lederen i Economist. Jeg vil meget gerne høre hvordan Rasmus Nielsen kan nå frem til at "vurdere", at Annegrethe Rasmussen har kopieret en tredjedel af Economists tekst.

   Selv "vurderer" jeg, at det drejer sig om nogle løsrevne sætninger. Det er en ret almindelig praksis i medierne at genbruge en kollegas gode formulering her og dér; især hvis det er en udenlandsk kollega. Det er måske ikke god skik, men det er heller ikke plagiat. Plagiat ville være at tage hele afsnit og sætte ind i sin egen tekst uden kildeangivelse. Det kan jeg ikke se er sket i denne klumme. Og derfor gentager jeg: Jeg savner dokumentation for anklagen om plagiat. Det er mærkværdigt at bygge en så alvorlig anklage på hvad man sådan "vurderer".

Gretelise Holm skriver en ganske kort kommentar som vel rammer i plet hvis man skal dømme efter indholdet i mange af de andre kommentarer:

"Lad den der er ren , kaste den første sten"

Det er der så alligevel godt nok en del der har gjort - både den første, den anden og den tredje sten. 

   Men det fremgår også med al tydelighed at de alle kastes fra et journalistisk glashus.

Snyd, plagiat, fiktive kilder - om 'genrekontrakter' med afsæt i historien om videnskabministerens ph.d.-afhandling - og en kendt sportsjournalists nyhedsreportager

I mange år har jeg interesseret mig for fænomenet 'faktion', altså blandingen af fakta og fiktion i forskellige medieprodukter og former: aprilsnarre, dokudrama, dramadok,fortællende journalistik, trompe d'oil-malerier, rekonstruktioner, reality-shows, optagelser med mennesker som forsøgspersoner, mocumentary, m.m.
   Faktion er en kilde til evig ballade, men skifter ansigt og problemfelt med den tekniske udvikling af medierne.
   I medierne de sidste par uger er vi blevet præsenteret for to nye eksempler på den slags "sager".

Vores relativt nyudnævnte videnskabsminister Esben Lund Larsen er kommet ud i voldsom modvind i medierne fordi han angiveligt har skrevet afsnit af fra vigtige kilder uden at anføre dem i citationstegn i sin ph.d.-afhandling. Og for at genbruge afsnit fra sin egen tidligere specialeafhandling i ph.d.-afhandlingen uden gennem citationstegn eller notehenvisninger at angive at der er tale om genbrug af egne tekster.

En kendt og blandt sportsjournalister ellers respekteret kollega Michael Qureshi er blevet afsløret i at have brugt opdigtede kilder og citater i et større antal af artikler både i Ekstrabladet, i B.T. og i andre skriftlige medier. Det står stadig uklart om alle de nævnte kilder er opdigtede, eller nogen af dem er autentiske der så er blevet anonymiseret med falske navne.

I begge tilfælde vil forargelsen blandt de journalister og journalistiske kommentatorer der har dækket 'sagerne', ingen ende tage, ser det ud til.
 
Men i stedet for moralsk forargelse og verbal vasken hænder, synes jeg at man skal forsøge nøgternt at beskrive og sætte ord på hvad det er der i begge tilfælde er tale om, nemlig 'kontraktbrud' - snyd i forhold til de som regel uudtalte og uformulerede overenskomster der er knyttet til genrerne mellem afsender (hhv. forfatter til ph.d.-afhandling og journalist til sportsreportager) og læserne (hhv.  andre akademiske læser og læsere af sportsjournalistik i aviserne.)

Forskning og journalistik som sproglige og sociale aktiviteter har et fælles udspring i 1800-tallet. Og sammen med professionaliseringen af journalistikken og af forskningen har der så også gradvist udviklet sig et sæt af spilleregler der rammesætter læsernes forståelse af de arbejdsprocesser der ligger bag en forskningafhandling og et stykke (god) journalistik.
   Disse spilleregler er indeholdt i det jeg ovenfor har kaldt 'kontrakt' eller 'overenskomst' mellem afsender og modtager.
   Disse spilleregler har at gøre med gennemskuelighed og troværdighed som er krav som såvel forsknigsafhandlinger og journalistik ideelt set skal leve op til.

Når man kræver at der skal være citationstegn om tekster fra andre kilder - både i journalistik og i forskning, så er det for at kunne placere et ansvar for sandheden i det der siges eller skrives. Er man kritisk indstillet, så har man mulighed for at finde ud af hvem kritikken skal rettes imod.
   Når man i journalistik-lærebøgerne generelt advarer mod brug af anonyme kilder, så er det fordi ansvaret for udtalelserne bliver tågede og uigennemsigtige for læserne/seerne/lytterne. Igen har det altså at gøre med hvordan ansvaret for udsagn skal fordeles, og med hvilken troværdighed de bakkes op.

Det med at tale om genrebestemte 'overenskomster' eller 'kontrakter' er en slags metaforsprog.
   En 'kontrakt' til daglig - i almindelig handel og vandel - er et stykker papir som to parter skriver under på og som dermed forpligter dem på et reguleret socialt samspil af en eller anden art: køb og salg, ægteskab, ansættelse.
   En genrekontrakt derimod er der ikke nogen der har skrevet under på, hverken afsender eller modtager. Genrekontrakter er ofte uudtalte og delvist ubevidste, og de kan gradvist ændrer sig over årene uden at nogen egentlig lægger mærke til det.
   Men uden dem ville al kommunikation ende i kaos.

Skal man altid bruge citationstegn hvis man låner fra en anden skribents tekst når man formidler vidneskabelig etableret viden?
   Nej. Det kommer an på ....
   Hvis videnskabsministeren havde skrevet en skolebog for gymnasiet, et kursuskompendium i PowerPoint-formatet, eller en folkelig videnskabs-formidlende bog om det han nu har skrevet ph.d.-afhandling om, så ville der være meget mere frit slag.
   Og ingen ville hæve et øjenbryn hvis han i længere passager i den slag tekster formuleringmæssigt lagde sig tæt op af de kilder han formidlede, eller hvis han direkte genbrugte passager fra sit eget speciale. Han skulle bare sørge for i litteraturlisten til sidst at skrive de vigtigste kilder han trak på.
 
Og går man tilbage i videnskabens historie, så er jeg sikker på at man kan finde i hundredevis af eksempler på at forskere har lånt tekster og formuleringer af hinanden - hen over kultur- og sproggrænser. Uden at forskeren har haft den mindste dårlige samvittighed, og uden at nogen læser ville have hævet et moraliserende øjebryn.
   Og det er symptomatisk for diskussionen at autoriteterne selv idag simpelt hen ikke enige om hvad man må og ikke må, hvad man kan tillade sig og hvornår man går over grænsen - også i en forskningsbaseret ph.d.-afhandling.

Tilsvarende omkring brug af anonyme kilder i journalistik.
   Går man tilbage i tiden kan man finde i hundredvis af artikler hvor der står varianter af formuleringer som: "fra pålidelig kilde erfares det at ...", "kilder som er avisen bekendt, mener at ...".
   Og der har faktisk været ret så frit slag for sproglig kreativitet og opfindsomhed for at kunne lægge rygter, sladder og journalistiske fornemmelser ind i en artikel så indholdet fremtrådet sandt og dokumenteret set fra den almindelige læsers synsvinkel.
   Der har den gang været tale om det man i andre sammenhæng kalder en særlig 'professionskultur', en 'kultur' som så gradvist har ændret sig - sikkert blandt andet på baggrund af nettets og webjournalistikkens eksplosive udvikling.
 
Jeg er så gammel at jeg kan huske en diskussion i aviserne i 80´erne (måske var det tidligere) om sportsjournalisternes løsslupne forhold til fiktive kilder og citater. Udgangspunktet var en afsløring af at en lang række aviscitater med udtalelser fra kendte danske elitesportsfolk, var opdigtede og ikke et resultat af faktisk gennemførte interview.
   Og som jeg husker det. så forsvarede journalisterne sig med at de opdigtede udtalelser typisk var så forudsigelige fra de pågældende kilder, at de lige så godt kunne have udtalt dem.
   Og måske endnu mere chokerende: Flere af de 'citerede' sportsfolk bakked journalisterne op og sagde at det var helt i orden hvis de bare var citeret for noget de kunne have sagt og ment, og sikkert ville svare hvis de var blevet spurgt.
   Der var simpelt hen tale om en uskrevet 'kulturel kontrakt' mellem kilder og journalister, som man bare ikke indviede sportsjournalistikkens læsere i.
 
Også kriminaljournalistikken havde utvivlsomt i tidligere tider tilsvarende løsagtige og løsslupne forhold til citater og kilder i de kriminelle miljøer de skrev om.

Og så sent som i 1998 kunne fagbladet Journalisten afsløre at mere end hver 10. elev på 3. semester på Danmarks Journalisthøjskole indrømmer at have opfundet kilder og brugt falske citater.
 
Genren 'fortællende journalistik' - de moderne variant af 'new journalism' - har et meget tvetydigt og uigennemsigtigt forhold til citater og brug af anonyme kilder. Og det vil tit være 'naturligt' for en journalistisk fortæller under researchen at 'lægge ordne i munden' på en kilde: "Sagde du det? Kan du huske hvad den anden svarede", for at få et brugbart 'citat'. Og så videre derudaf.
   Problemet løses ofte med at journalisten i en efterskrift eller en faktaboks fortæller om på hvilken måden citater og oplysninger i historien er rapporteret - altså formulere en eksplicit kontrakt med læserne. Men ofte kun skrevet i generelle vendinger, ikke i detaljer for citater fra den enkelte kilde.
 
Den iøvrigt moralsk anløbne journalist Henrik Qvortrup, er for nylig udkommet med en bog ”Tre år, ni måneder, tre dage” om Helle Thorning-Schmidt og hendes tid som statsminister.
   I bogen udrulles nogle af de mest turbulente år, en statsminister har gennemlevet i nyere tid med kriser, interne magtkampe, ministerrokader i flæng og SF, der forlod regeringen.
  Qvortrups fortælling om Thorning-regeringen er bygget op omkring en række dramatiske forløb og bygger på interview med omkring 100 anonyme kilder. Og netop de anonyme kilder går igen i anmeldelserne af bogen.    Altinget.dk skriver om hvordan Politikens anmelder Jakob Nielsen har bedømt bogen:

Bogen kaldes ”stærkt underholdende læsning” for de politiske nørder, der gennem hele bogen tages med ind bag de lukkede døre og får et glimt af, hvordan magt udøves, og hvad den gør ved folk.
   ”Men det er også en bog, der ville være dumpet med et brag, hvis den var blevet afleveret som journalistisk opgave til bedømmelse. Og man tør slet ikke tænke på, hvordan en historiker ville bedømme værket,” står der i anmeldelsen.
   Ifølge Jakob Nielsen er problemet ikke de anonyme kilder i sig selv.
   ”Men i Henrik Qvortrups bog er trangen til at dramatisere forløbet så voldsom, at de anonyme kilder i lange passager får helt frit løb – hvis da ikke forfatteren selv krydrer med sine egne, slet skjulte sym- og antipatier,” skriver Politiken.    

Nu må man jo så håbe på at Altinget.dk har citeret Jakob Nielsen korrekt.

Afslutningsvis minder jeg lige om David Lagercrantz' bog om det svenske fodboldidol Zlatan, hvor han efterfølgende afslørede at stort set alle citater var opdigtede, men at bogen var baseret på 100 timers samtaler med Zlatan. Zlatan meddelte at det var korrekt, men at han i øvrigt var tilfreds med det billede de fiktive 'citater' gav af ham.
   Han kunne ikke have sagt det bedre selv, lå der i hans reaktion.

Se mere om David Lagercrantz' tagen sig journalistiske friheder og beslægtede diskussioner i indlægget her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/jeg-er-bade-david-lagercrantz-og-zlatan.html

Og hvis du lige scroller tilbage, så vil du finde to passager i det du netop har læst, som jeg direkte har kopieret - 'copypastet' - fra kilderne uden at sætte dem i citationstegn, nemlig dem som jeg for tydelighedens skyld her har markeret med fed skrift - fra hhv. Journalisten.dk og Altinget.dk.
   I princippet fremtræder de altså som noget jeg selv har tænkt og skrevet.
   Er det i orden - eller ej?

I Politiken fra den 15. december var der i øvrigt en glimrende kronik af Niels Vogensen med titlen "Er originalernes tid snart forbi". Her et link til den:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2976441/esben-lunde-larsens-sag-om-plagiat-er-et-symptom-paa-en-ny-virkelighed/