"DISKUSSION OG DEBAT ER KRIG" - derfor er jeg træt af debatprogrammer i radio og tv

I bogen 'Metaphors We Live By' af Lakoff og Johnson gennemgår de et eksempel på hvordan en slags grundlæggende metaforisk forestilling kan ligge bag ved og give mening til en masse konkrete metaforiske udsagn om et emne, og dermed konceptuelt kontrollerer vores tænkning om dette emne.

Den grundlæggende metaforiske ide bag en masse udsagn om "diskussioner" kan udtrykkes i sætningen: ARGUMENTATION ER KRIG. Og af den kan så afledes en masse karakteriserende udsagn der har med argumentation, diskussion og debat at gør:

• Jeg tabte diskussionen
• Mit synspunkt sejrede
• Hans kritik ramte lige i plet
• Jeg genemhullede hans argumentation
• Min strategi i diskussionen gik ud på at...
• Med den formulering angreb han min grundlæggende antagelse
• Han undveg mine modargumenter
• Hans ræsonnement kunne ikke stå for en nærmere prøvelse
• Min fremstilling var sårbar over for hans kritik
• Debatten havde karakter af en stillingskrig
• Hans teoretiske position blev undermineret af en række nye teorier
• Hans afsløring kom som en bombe under valgkampen

Når en journalistisk redaktion så "opfinder" et debatprogram, er redaktionen, hvis den ikke gør mental modstand, "styret" af den bagvedliggende grundmetafor som er en integreret del af vores kulturelle tænkning: ARGUMENTATION ER KRIG.
   De laver et koncept hvor ideen er at man  hver gang redaktionelt skal vælge modparter som man ved er så uenige at debatten bliver en kamp hvor ingen vil give sig, en verbal stillingskrig, parterne sidder i hver sin skyttegrav og fyrer argumenter afsted mod hinanden.

Derfor er det udtryk for ikke-kreativ tænkning at finde på debatprogrammer hvor det bare går ud på at to parter skal levere modstående og modsatrettede præfabrikerede synspunkter og meninger af over for hinanden.

  Dramaturgisk set er svagheden at der ikke foregår nogen udvikling i løbet af udsendelsen. Derfor keder jeg mig næsten altid - og slukker eller zapper. Vi ved jo alle når det kommer til stykket, at en slagmark er et øde og ødelagt stykke land. Også i overført betydning. Så hvorfor fortsætte den mentale ørkenvandrng som lytter eller seer.

Man kunne praktisere en metaforisk kreativ modtænkning og udvikle debatprogram-koncepter som byggede på en anden grundmetafor, som f.eks. denne: ARGUMENTATION ER VÆKST. Den ligger bag ved og kan generere følgende udsagn som også giver mening:

• Vi havde en meget frugtbar diskussion
• Der spirede en ny erkendelse frem gennem meningsudvekslingen
• Debatten plantede et frø som sidenhen udfoldede sig i en helt ny beskrivelse af verden
• Han fremførte en frodig skov af forskellige argumenter
• Med sine synspunkter gødede han jorden for en ny forståelse der voksede frem lidt efter lidt

Et debatprogram der havde den grundmetafor som konceptide,ville jeg meget hellere være lytter eller seer til. Men det er klart: Det giver ikke sig selv på samme måde som de traditionelle journalistiske debatprogrammer der låser konflikten fast på forhånd.

  Man skulle til et sådan alternativt programkoncept vælge/caste andre diskussionsdeltagere, og de skulle briefes om at konceptet brød med den klassiske krigsmetafor, og at de skulle lytte til hinandens argumenter, og se om de ikke kunne bygge oven på hinandens synspunkter og skabe nytænkte synteser under forløbet.

Vi ville altså lave et koncept der satte konstruktive og frugtbare blendingprocesser i fokus. Istedet for et der cementerer grænser og målrette modarbejder integration af ideer fra forskellige kilder.

Lakoff og Johnson siger at the essence of metaphor is understanding and experiencing one kind of thing in terms of another. Og min pointe er så at vi ofte har mulighed for at vælge en anden metafor end den mest indlysende vores kulturelt bestemte tænkning tilbyder os, når vi skal udvikle nye programformater eller fortælleformer i medierne.