Jeg blev aldrig professor i dansk sprog. Men det var lige ved, kommer jeg i tanker om.
Jeg læser Politikens tillæg og ser en anmeldelse af professor Jørn Lunds bog: Erindringer 1960-1990. Rubrikken lyder: "Minder fra en melankolsk konservativ".
Vi var jævnaldrende studiekammerater på danskstudiet på Københavns Universitet og delte en faglig interesse for studiet af sprog. Hans interesse gik i mod de traditionelle sprogdiscipliner: fonetik, dialektologi, og sikkert også: dansk sproghistorie. Jeg var optaget af moderne syntaks og semantik med glidende overgang til samtaleanalyse, sprogbrugsanalyse, sociolingvistik. Han var mest interesseret i sprog som system, jeg mest i sproget som kommunikation.
Vi konkurrerede om en amanuensisstilling i dansk sprog. I 1970, tror jeg det var. Jeg fik den, han blev nummer to (vi var vist kun os to). Han fik så den næste stilling der blev slået op et halvt år senere.
Små ti år senere konkurrerede vi om professoratet i dansk sprog på Lærerhøjskolen. Han fik det, jeg blev nummer 2. Og besluttede at skifte faglig og professionel bane kort tid efter (i frustration? kreativ vrede?).
Men det der fangede mig i den anmeldelse - ud over at Jørn Lund og jeg altså har en fælles fortid og faglig berøringsflade - var følgende passus i anmeldelsen:
Forholdet til faderen har vist været anstrengt. Bogen indledes med, at unge Jørn får faderen til at le. Han var ellers altid gnaven når der skulle pakkes. Faderen bryder sig ikke om når Jørn havde gæster med hjem. Pludselig er faderen borte og har fået en ung kone.En masse forbliver usagt. Han gik til timer hos litteraten Age Henriksen. Han kaldes "skråsikker". Og han fik mange elever, hvad Jørn Lund ikke forstår. Så var der et "tågehorn", som sagde noget. Henriksen fandt det meget spændende. Vi tænker: hvem er tågehornet.
Hov! Endnu en der har "ondt i farforholdet" - et af de biografiske signaler på den særligt kreative personlighed. Og Jørn har jo også vist gennem sine karriereskift at han hører til den gruppe.
Jeg må se at få læst hans erindringsbøger, både den her, som jeg har delvist sammenfaldende erindringer med, og nr. 1 som jo må fortælle mere detaljeret om farforholdet i barndommen.
Anmeldelsens rubrik bruger ordet "melankoli". Det "tænder" mig også. Jeg har lige fået en nyhedsmail fra IKI-netværket der omtaler et arrangement med en forfatter der i overskriften til sit indlæg kobler melankoli sammen med kreativitet. Og jeg har i flere sammenhæng været inde på at koble vrede og frustration sammen med kreativitet. Her er et endnu et spor at følge...
Referencen til Åge Henriksen er også interessant for mig. Jeg gik også til Henriksens timer - og følte mig også "udelukket" fordi han var omgivet af en skare af ældre studerende der "dyrkede" ham. Og jeg kan genkende oplevelsen af at nogle af dem var "tågehorn".
Men jeg havde og har det helt anderledes med Aage Henriksen. Han var faktisk den eneste af litteraturprofessorerne jeg gad gå til den gang. Jeg var meget optaget af de analyser Aage Henriksen foretog af den litteratur der som biografisk grundlag havde "sublimeringshistorier" - symbolsk forstået gennem frimurernes ritualaer og fordækte tænkning: Baggesen, Goethe, Grundtvig, Kirkegaard, Sophus Claussen, H. C. Andersen, Jakob Knudsen, Henrik Ibsen, Karen Blixen.
Jeg har siden læst alle Aage Henriksens bøger, og betragter ham som et enestående kreativt menneske og en meget original litteraturforsker.
Aage Henriksen-temaet har jo virkelig noget med spørgsmålet om kreativitet at gøre: En lang række forfatter oplever at det at de dyrker den platoniske kærlighed, åbner for stærke kreative sluser, der omsættes i fængende, fascinerende, "dybe" og æstetisk interessante mesterværker.
Jeg har tidligere nævnt at jeg mener der er en sammenhæng mellem sprog-konflikter i barndom og ungdom, og så udviklingen af den kreative personlighed. Jeg har jo en del venner og kolleger som ligesom mig har forsket i sprog. Vi var en hel klynge den gang i 70-erne der var nogenlunde jævnaldrende: Niels Erik Wille, Ole Togeby, Klaus Kjøller, Anne Marie Søderberg, Harly Sonne, Per Aage Brandt, Frans Gregersen, Uwe Geist, Ib Poulsen. Fælles for dem var bl.a. deres interesse for "tværfaglige" sprogstudier.
Spørgsmålet er: Er der noget fælles i deres biografier der gør at de som unge begynder at interesserer sig for at udforske og reflekterer over sproget. Nogle af dem ved jeg allerede nu har kendetegnet: "split personality": Niels Erik Wille, Klaus Kjøller, Per Aage Brandt, Uwe Geist.
Hvad med de andre?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar