Autofiktion - og andre historier - med afsæt i en aktuel kronik

En aktuel kronik af Poul Behrendt og Mads Bunch sætter gang i minderne:

Jeg læste dansk på Købenshavns Universitet 1963-70. Jeg blev der mødt med et litteratursyn som den gang blev benævnt 'nykritikken'. 

   Ideen var at når man læste og fortolkede litteratur, så skulle man med flid og systematisk undgå at inddrage hvad man i øvrigt vidste om forfatterens personlige og sociale liv. Og kun koncentrere sig om at forstå og udlægge teksten isoleret betragtet - på egne præmisser, så at sige - som et i det mentale og konceptuelle rum frigjort kunstnerisk udtryk formet i sprog.

   Nykritikken gik den gang hånd i hånd med den litterære modernisme sådan som den kom til udtryk i tidsskriftet Vindrosen med Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som redaktører de første år efter 1959.
     Jeg var fan af begge forfattere og var begejstret for "Amagerdigte" og "Sære historier".

   

Jeg havde det aldrig helt godt med nykritikken som litteraturlæsningens dominerende tankesæt i min studietid. Og den eneste litteraturlærer hvis undervisning - og siden bøger - jeg for alvor syntes jeg fik noget interessant ud af, hed Aage Henriksen. Og han var i den grad ikke-nykritisk indstillet.

   Han fortolkede litteraturen af forfattere som Goethe, Baggesen, Grundtvig, Kirkegaard, H. C. Andersen, Sophus Claussen, Henrik Ibsen, Karen Blixen, m.fl. i lyset af en teori om at det fælles inspirationsgrundlag for disse forfattere var en form for sublimering af tilbageholdte og uforløste seksuelle energier, energier der blev transformeret til litteratur gennem mentale erfaringsprocesser som indirekte var beskrevet i frimurernes esoteriske skrifter og ritualer, og senere også i bl. a. Rudolf Steiners Teosofi.

Nu blev jeg aldrig "litterat" som det hed den gang, men "sprogmand", og mit speciale blev skrevet inden for et den gang nyt forskningsfelt - moderne dansk syntaks. Titlen var: Infinitiv og ledsætning som subjekt i morderne dansk.
   Og min faglige interesse blev under studenteroprøret fokuseret mod sprogbrug i sociale situationer og i social interaktion.

   Vi var en lille gruppe af yngre lærere og ældre studerende der den gang  - i slutningen af 60´erne - introducerede og udviklede fagområdet 'pragmatik' og underviste på danskstudiet i 'pragmatisk tekstanalyse'. 

   Men også det havde en klar oprørsk brod vendt mod nykritikkens kunst- og sprogsyn: Sprogbrug skulle i pragmatikkens optik altid analyseres og tolkes i den sociale og psykologiske kontekst som sprogbrogen udsprang af, fungerede i - og virkede tilbage på. 

   Og nye discipliner som sociolingvistik, psykolingvistik, konversationsanalyse voksede frem under pragmatikkens faglige vinger op gennem 70´erne og 80´erne.
    Mit eget faglige ståsted inden for sprogvidenskaben i op gennem 70´erne år blev samtaleteori og samtale-analyse - inspireret af den amerikanske socialpsykolgisk orienterede interaktionsteori kaldet 'etnometodologi' og dens dertil hørende analysepraksis 'CA' (=Conversation Analysis) - med Erving Goffman som en af 'fædrene' via sin berømte og epokeskabende bog "The Presenttation of Self in Every Day Life".
   I den kontekst blev jeg introduceret til 'symbolsk interaktionisme' og til centrale begreber som "face", "facework" og "framing".

Så springer vi ti år frem:
  Da jeg i sin tid skrev - og tænkte - bogen "Faktion som udtryksmiddel" i slutningen af 80´erne, var den på mange måder stadig præget af det opgør mod at se en tekst - en avisartikel, en bog, en film, et tv-indslag - isoleret - eller kun at se det gennem modtagerens briller.

   Jeg inddrog i mine model til forståelse af de forskellige blandningsgenre som jeg sammenfattede under begrebet 'faktion', afsenderens intentioner, hans eller hendes arbejdsproces, virkelighedsforpligtelser, genreforestillinger mv. 

   Og jeg fastslog at afgørende for forholdet mellem afsender og modtager når det drejede sig om de mange forskellige blandinger af fakta og fiktion i medierne, var den udtalte eller uudtalte 'kontrakt'/'overenskomst' mellem afsender og publikum om i hvilket omfang og på hvilken måde det producerede værk var sandheds- og virkelighedsforpligtet fra afsenderens side. 

   

Det der optog mig var først og fremmest det tvetydige eller mangetydige forhold man kunne finde i alle mulige former for tv, film, radio, litteratur - mellem sandt og falskt, mellem virkelighed og fiktion, mellem fakta og fantasi.

   Min inspiration til den tankegang var  - ud over førnævnte 'mikroscoiolog' Irving Goffman -  sprogfilosofferne J.L. Austin og J.R. Searle med værker som "How to Do Things with Words" og "Speach Acts"

I 2006 udsendte litteraturkritikeren og -forskeren Poul Behrendt bogen "Dobbeltkontrakten" hvor han på samtidslitteraturens område påviste at der i højere og højre grad blev trukket veksler på læsernes forestillinger om hvorvidt det var litteratur (=fiktion/fri fantasi) eller en form for (erindret) dokumentarisme (=fakta/forpligtet på sandhed og virkelighed) når de købte og læste bøger af fx Suzanne Brøgger, Peter Høeg, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen.

   Man kan roligt sige at Poul Behrendt hermed havde "fat i den lange ende". 

   

I den mellemliggende tid er begreber som "autofiktion" eller "fiktionsfri fiktion" blevet i den grad rammesættende for forståelsen af de senere års litteraturudvikling og -debat. Og Poul Behrendt har i kronikker, artikler og interviews udviklet videre på den tolkningsramme som han introducerede med bogen fra 2006.

   Med Karl Ove Knausgårds mammutserie i 6 bind "Min Kamp" har den autofiktive litteratur for alvor sat sig igennem og sat sig i front i hele det skandinaviske litterære miljø. 

   Og "Min Kamp" har Poul Behrendt tit og ofte henvist til som en slags proto- og idealtype for den nye tendens der synes at sprede sig i alle litterære miljøer - i høj grad med direkte inspiration fra Knausgård.

Sidst har Poul Behrendt sammen med en yngre kollega Mads Bunch forfattet en kronik i Politiken  hvor han endnu en gang slår et analytisk slag for berettigelsen i at skrive litteratur der i den grad er konkret og privat - og til en (u)vis grad - (u)sand og (u)virkelig. Med fremhævelse af at det har alvorlige konsekvenser for hele den 'litterære institution'. Men også ofte ubehagelige konsekvenser for både forfatter og hans/hendes nærmere og fjernere omgivelser.

   Kronikken har overskriften:

Autofiktion har knust modernismens facade

Og manchetten lyder:

Den litterære genre vender op og ned på forholdet mellem læser, forfatter og litteratur.

Sådan udlægger Behrendt og Bunch begrebet "autofiktion":

Autofiktion er betegnelsen for en bog, hvor navnet på forfatteren, fortælleren og hovedpersonen er et og det samme, hvilket traditionelt har annonceret selvbiografi. Men samtidig er bogen forsynet med fiktionsbetegnelsen roman, hvilket tidligere garanterede en forfatter imod at blive identificeret med sin fremstillings fortæller og hovedperson.

   For tiden breder denne paradoksale form for kunst sig overalt i skandinavisk litteratur, mest intensivt måske i den danske. Hvermandseje blev selve begrebet dog først, da Politiken sidste sommer indbød forfatterspirer til at indsende autofiktioner i kronikform.

   Ledsaget af følgende kommentar fra kronikredaktøren: »Når den nye strømning appellerer så voldsomt til vores tid, hænger det sammen med, at vi er godt trætte af fiktion. Knausgårds ’Min kamp’ fungerede som en brosten, der blev kastet gennem modernismens glasfacade, og pludselig strømmer der frisk luft ind i butikken«.

Poul Behrendt er et år yngre end mig. Så vi må også have gået på KU nogenlunde samtidig - i sidste halvdel af 60´erne. Og læst dansk. Og abonneret på  Vindrosen. Og blevet indoktrineret i nyykritikkens litteratursyn. 

   Og Poul Behrendt blev som yngre litterat - har jeg læst mig til - karakteriseret som 'Åge Henriksen-elev'.

   Set fra mit synspunkt er det interessant af kronikforfatterne også griber helt tilbage til den gang for at beskrive hvor revolutionerende udviklingen af autofiktionen er:

Den friske luft beror på, at autofiktion er en udfordring til samtlige de måder at skrive og læse på, som blev indstiftet ved dansk modernismes begyndelse omkring 1960. Når forfattere pludselig vælger at gøre sig selv til deres romaners hovedperson, undermineres modernismens idé om det autonome værk og den empiriske forfatter som noget værket helt og aldeles uvedkommende.

   Det nødvendiggør en anden måde at læse på end den, de fleste har lært i folkeskoler, gymnasier og på universiteter. Nemlig nykritikkens, som aflyste enhver forbindelse mellem en bogs forfatter og dens fortæller, ja, faktisk gjorde fortælleren til den eneste gyldige genstand for læsning af fiktion. Denne nykritiske ramme omkring ’modernismens glasfacade’ bliver således revet med i faldet, når empiriske forfattere med autofiktionen selv træder ind i romanerne.

 Da jeg i sin tid skulle lave en definition på 'faktion", indgik i definitionen at der var ballade og konflikt enten på afsendersiden eller på modtagersiden eller - ofte på begge sider - på grund af genreblandingen og tvetydighederne omkring sandhed og virkelighed.

   Og det indgår tydeligvis også som et kendegn ved autofiktionen der jo som selvfremstilling overskrider grænsen mellem offentligt og privat. 

   En række af forfatterne inden for genren får ballade i deres private relationer i forhold til familie og barndomsmiljø, bliver retsforforfulgt, udsat for chikane og trusler, mv.

Man kan som Yahya Hassan risikere enten overfald eller politiovervågning og som ’Nielsen’ og ’Rasmussen’ en årelang pågående retssag til udmåling og domfældelse af virkelighedsgraden i en autofiktion.

   Eller som Knausgård og hans norske forlag gennes rundt i manegen ved udsigten til et juridisk søgsmål, indtil den fædrene slægt i ’Min kamp’, ikke bare hvad navnet angår, men også i henseende til bopæl, uddannelse, arbejde etc. er forandret til nærmest ukendelighed.     Autofiktioner har ikke bare til formål at overskride og derved flytte grænserne for social skam, de risikerer i lige så høj grad at blive ramt af dem.

Af andre begreber for "autofiktion" og det der ligner, introducerer kronikken "litterær selfie", "performativ biografisme" og "vidnesbyrd-litteratur" som mere eller mindre synonyme. Fælles er at der er tale om 'selvfremstillinger' iklædt litterære æstetiske former og udtryk.

De to forfattere til kronikken, oplyses man om, har sammen skrevet en grundbog "Selvfortalt. Autofiktion på tværs" som udkommer i denne uge. Så kronikken er en slags reklame for bogen.

   Jeg tror den vil være interessant læsning.

Kronikken i sin helhed kan læses her - og den indeholder links til en vifte af interessante artikler om "autofiktion":

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2645667/autofiktion-har-knust-modernismens-facade/  

'Litterær selfie' - om en ny, god metaforisk betegnelse for en dominerende tendens i moderne litterære og selvbiografiske fortællinger

Serendipitet ...

   I samme Søndagspolitiken den 2. november hvor fødselsdagsportrættet af Ole Thyssen optrådte, et portræt som jeg i det foregåend indlæg om "barsk barndom" har omtalt, der finder man også en kronik af litteraturforskeren Hans Hauge. 

   Kronikken  har rubrikken 

Vi er alle ens, fordi vi er forskellige

En typisk 'gåde-rubrik'

   Hauge skriver her om det litterære fænomen som han tidligere har reflekteret over i aviserne og i sin forskning: 'autofiktion' -  noget som han selv har kaldt 'fiktionsfri fiktion'. 

   Hauge har nu en ny, god og præcis metaforisk betegnelse for en særlig undergenre til det: 

font-size: large;">"Litterær selfie"

Han refererer her blandt andet til  nyligt publicerede 'selvbiografier' af Reneé Toft Simonsen og Suzanne Brøgger. Og han definerer 'litterær selfie' som: "et selvportræt som skal deles med andre". 

Kim Leines selvbiografiske roman "Kalak" er et andet eksempel på genren, som provokerede hans far til for nylig at skrive en kronik i Politiken hvor han fortalte sin version af historien om de incestoplevelser som han udsatte Kim Leine for som barn og ung.

   Og videre inddrages andre forfattere i Hauges kronik:

Både Leine, Erling Jepsen og (Ib) Mondrup gør således virkelige personer til romanpersoner uden at spørg dem, går jeg ud fra.

Hauge stiller spørgsmålet er om man som ((auto)biografisk)) forfatter "uden videre kan (tillade sig at) gøre andre personer til romanpersoner?"

Om oprindelsen til ordet 'autofiktion' skriver han:

Det er et ord der siden omkring 2000 har bredt sig over hele verden. Oprindelig betød det, at selvet (auto) er en fiktion. Autofiktionen handler ofte om uafklarede fader-søn-forhold. Der er tale om enslag Ødipus-fortælling. Autoanalyse i stedet for psykoanalyse. 

Men nu bruges 'autofiktion' gennemgående i en anden betydning - med inspiration fra først og fremmest Karl Ove Knausgaårds "Min Kamp", fortsætter Hauge:

I en autofiktion er hovedpersonen og fortæller den samme; om man skriver om sig selv i litterær form, hvilket ikke er det samme som fiktion. Man fornemmer at autofiktion er noget tredje eller noget nyt: hverken roman eller selvbiografi.

Altså, der er tale om det jeg her på bloggen har benævnt og beskrevet som genremæssig 'konceptuel blending' - og som jeg for mange år siden  karakteriserede som 'faktion' i bogen "Faktion som udtryksm

iddel".

   Her definerede jeg 'faktion' som medieprodukter - film, radio, journalistik, dokumentar, romaner, m.m. - hvor 'blandingen af 'fakta' og fiktion' gav anledning til diskussion, usikkerhed og konflikt - altså generelt sagt "ballade" - enten på afsenderside eller på modtagerside - eller på begge sider.

 

Hauge fortsætter sin kronik:

I de litterære selfies, der blev offentliggjort, nævner forfatterene dog ikke navne på virkelige personer. Alt tyder på, at de fortæller om egne oplevelser. De går altså ikke så langt som Knausgård, og karakteristisk nok handler de fleste om forholdet til en mor, der enten er syg eller fraværende. Skellet mellem privat og offentligt er ophævet.

Hauge giver derefter eksempler på forfattere som passer til den karakteristik: Sofia Rasmussen, Morten Pape, Anna Arendse Thorsen, Gerda Hyldrup.

   Og han beskriver tendensen som et oprør mod modernismens litteraturanalytiske dogme (som jeg også i min studietid blev indoktrineret med): at man skulle skelne skarpt - knivskarpt - mellem forfatter og fortæller, og det var så at sige videnskabeligt og analytisk 'forbudt' at læse skønlitteraturen 'selvbiografisk'.

   I min studietid brød professor Aage Henriksen med det dogme, som jeg har skrevet om tidligere på denne blog. Og han var den eneste af mine lærere i dansk litteratur jeg den gang syntes det var interessant at hør på forlæsninger af - og læse.

Hans Hauge fortæller så om danske forfattere som har forsøgt for alvor at brug Ove Knausgaard som litterær rollemodel: Pablo Llambias (som jeg aldrig før har hørt eller læst om) og Yahya Hassan, som jeg skrev om lige så snart det første interview dukkede op med ham i Politiken for godt et års tid siden.

   Det tredje eksempel Hauge refererer til, husker jeg heller ikke at hav lagt mærke til:

Endelig er der Naja Marie Aidts, Line Knutzons og Mette Moestrups generøse og monstrøse fællesbog 'Frit flet'. Hører den med eller ej? Det er svært at afgøre om de hører til på Knausgård- eller Renée Toft Simonsen-fløjen.

Det han mener med 'Renée Toft Simonsen-fløjen' er den gruppe af forfattere til 'litterære selfies' som også Suzanne Brøggers "Kruk" tilhører, fortællinger der direkte omtaler sig selv som 'en selvbiografi'; og dette i modsætning til 'Knausgaard-fløjen' hvor det tydeligt selvbiografiske indhold får et slør af fiktion fordi genrebetegnelsen 'roman' er den etikette der sættes på fortællingen.

Jeg antager at det her er et tema og en problemstilling jeg jævnligt vil følge op på - og vende tilbage til.

   Men søg gerne her på bloggen med nogle af de stikord jeg har skrevet i boksen "etiketter". 

Særlige evner (4) - når man kan huske hvad der skete, og hvad man gjorde hver enkelt dag i sit liv - og ikke kan blive fri ('hyperthymesia' eller HSAM)

Min søgning på 'eidetisk hukommelse' fører mig til oplysninger om en anden form for ekstrem hukommelse, nemlig HSAM, som står for "Highly Superior Autobiographical Memory", også benævnt som 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

It is the condition of possessing an extremely detailed autobiographical memory. Hyperthymesiacs remember an abnormally vast number of their life experiences.

Opdagelsen af den særlige form for tvangsmæssig superhukommelse som knytter sig til personens selvbiogragfi, er relativt ny. Det først eksempel registreret i den neurovidenskabelige faglitteratur er "AJ" hvis særlige evner - eller 'syndrom' - beskrives i en artikel af med titlen "A case of unusual autobiographical remembering".

  Artiklens "abstract" fortæller:

This report describes AJ, a woman whose remembering dominates her life. Her memory is "nonstop, uncontrollable, and automatic." AJ spends an excessive amount of time recalling her personal past with considerable accuracy and reliability. If given a date, she can tell you what she was doing and what day of the week it fell on. She differs from other cases of superior memory who use practiced mnemonics to remember vast amounts of personally irrelevant information. We propose the name hyperthymestic syndrome, from the Greek word thymesis meaning remembering, and that AJ is the first reported case

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16517514

Artiklen understreger altså at der ikke indgår mnemoteknik i den form for ekstrem hukommelse, sikkert med en indirekte reference til diskussionen om hvorvidt nogle savanters utrolige evne til at huske hænger sammen med at de udnytter menmoteknikker, og derfor ikke er 'ægte savanter' (se foregående indlæg om "særlige evner"). 

   AJ beskriver ifølge Wikipedia sin oplevelse af HSAM-tilstanden sådan her:

AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious. 

HSAM synes at være en integreret del af hjernens særlige set up hos de personer der "har" syndromet, og fremkaldelsen - 'recall' - af de selvbiografiske erindringer foregår automatisk - nærmest som var det en slags synæstesi. Erindringerne kommer uønsket og uvillet, og kan, som AJ forklare det, opleves som at blive tvunget til at se en film der 'kører non stop'.

   Hyperthymesia indebærer at man både har en boosted selvbiografisk hukommelse og en boosted episodisk hukommelse. 

Der er to definerende kendetegn på en person med hyperthymesia: 

• Han eller hun bruger uforholdsmæssigt meget tid på at tænke på sin fortid 
• Han eller hun har en usædvanlig og overraskende evne til at huske såvel som at genkalde sig en hvilken som helst personligt oplevet begivenhed fra sin fortid, inklusive de mest trivielle detaljer, en dato, hvordan vejret var, hvad tøj folk havde på, etc. 

Wikipedia understreger at der er en markant forskel i forhold til både autister, savanter og hukommelsesatleter, som jeg har skrevet om i de foregående tre indlæg om "særlige evner":

AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious. 

Siden opdagelsen og registreringen af det første HSAM-eksempel i 2006 (AJ), er det gået relativt hurtigt med at finde ud af at AJ ikke er enestående, men at hyperthymesia dog synes at være ret sjælendt forekommende. 

   Indtil nu er der relativt få videnskabeligt dokumenterede og bekræftede cases, der altså med hensyn til både hvad og hvordan de husker og kan genkalde sig, markant adskiller sig fra savanters ekstremt snævre og ensporede hukommelse. 

   Wikipedia uddyber:

One example is the case of AJ (revealed, since May 2008, to be the school administrator Jill Price) who, given any date in history, can recall what the weather was like on said date, personal details of her life at the time, and other news events that occurred at that time. Details of what AJ recalls may be significant to her in some way, but they may not. Personal meaning does not seem to affect AJ's memory – she simply recalls everything.

   Brad Williams, another confirmed case of hyperthymesia, displays similar remarkable memory abilities. For example, when shown a photograph from his past Brad can recall the date it was taken, where it was taken, what he had done that day, and even more detailed information such as the temperature on said day.

   Rick Barron has also been diagnosed with hyperthymesia and shares the same superior abilities of AJ and Brad. Individuals with hyperthymesia clearly have a superior degree of recall ability.

Men spørgsmålet er naturligvis hvad forklaringen er på den ekstremt boostede selvbiografiske hukommelse hos de mennesker der har det syndrom. 

   Wikipedia lufter en slags specifik forklaring i AJ´s tilfælde: en oplevelse af tab af fortid på grund af en flytning som barn, og et ønske om "at organisere erindringerne" (underforstået: for at kompensere for tabet):

It is possible that AJ's memory could stem from the traumatic experience of having her family move when she was 8, at which point she began to "organize her memories" and think about the life she had left behind a great deal. AJ reports years of migraines lasting from childhood into her late thirties.

Jeg får her umiddelbart associationer til min teori om den særligt kreative personligheds barndomserfaringer som blandt andet ofte indebære personlige tab eller savn og social fremmedgørelse, erfaringer som han/hun siden fx som kunstner kan trække på  via den forstærkede evne til at fantasere som ofte udvikles i den sammenhæng.

Efter at artiklen om AJ var blevet offentlig kendt, modtog det universitet der havde offentliggjort den (University og California, Irvine), flere hundrede henvendelser fra folk der mente de havde samme specielle evner som AJ. 

   Efter grundige interviews syntes i hvert fald 22 at have HSAM - "the detailed recollection of events that occurred in the distant past". Og af dem blev 11 så MRI-skannet og sammenlignet med en kontrolgruppe uden denne særlige evne. 

    En artikel i Scientific American refererer resultatet, nemlig at to områder af hjernen var markant større hos HSAM´erne end hos kontrolgruppen: 

... that multiple areas in the temporal and the parietal lobes tied to autobiographical memory are significantly larger than the same regions in a control group. At the same time, another area, the lentiform nucleus, linked to obsessive-compulsive disorder, is also bigger. Some of the study participants, in fact, have a tendency to hoard things or avoid germs, though none have been diagnosed with OCD.

Det fremgår også af artiklen at dem der oplever HSAM, ikke synes at det er nogen særlig fordel af have den evne, og de ved ikke rigtig hvad de skal bruge deres selvbiografiske superhukommelse til. Tværtimod, ligesom AJ er der en del der synes at det snarere end en gave er en byrde som kan handicappe dem socialt. 

    En af forskerne, Aurora Leport, der har interviewet dem, fortæller om problemet med belastningen af de negative erindringer:

Although they are emotionally well adjusted, some of the superior memory group has to continually come to terms with the vividness with which they recall negative memories from 10, 20, 30 years before. “When I ask them about a bad memory, they say it comes back to them with the same amount of detail,” Leport says, but it also comes back to them with the amount of emotion at the time of the event so they have to deal with that.”

Man skal måske i virkeligheden vende fænomenet HSAM på hovedet: Det der kendetegner dem der har syndromet, er at de ikke som almindelige mennesker kan glemme - de har ikke mulighed for at lade de daglige oplevelser og iagttagelser som ikke betyder noget særligt, "gå i glemmebogen", som man siger.  

   Det er den vinkel som et blogindlæg lægger - under rubrikken: 

When Memories Never Fade, The Past Can Poison The Present

I blogindlægget beskrives og citeres en pige, Alexandre Wolff, som har HSAM:

We forget most of our lives. Alexandra Wolff says she is tempted to live in the past 24/7. 

   But Alexandra says that remembering even an inconsequential trip to Target is an almost physical experience for her. She says she sees what she saw that day, hears what she heard, and emotionally feels what she felt at the time.

   "Right down to getting sick to my stomach or getting a headache," she says. "It's almost like time travel."

   But being unable to forget can affect your relationship to the present, people with this form of memory say.

   Alexandra is 22 and lives with her mother in a long brick ranch house in southern Maryland. She has dark hair and beautifully balanced features, but hasn't really dated and seems to have few of the preoccupations of most 22-year-olds. 

   She blames her memory for this, saying it separates her from other people her age because they can't understand why she's so focused on things that have already happened.

   Alexandra often feels frustrated with her preoccupation with the past. "It seems like you hold onto everything, and it seems like you're just stuck in the past all the time," she says.

   It really bothers her. For one, Alexandra says, in her life there are no fresh days, no clean slates without association. Every morning when she wakes up, details of that date from years before are scrolling through her mind, details that can profoundly affect the new day she's in.

Professor James MCGaugh som er en af de forskere i hyperthymesis der beskrev den første case, AJ, forklarer at man ikke kan afgøre om forskellene i hjernen hos folk med HSAM er et produkt af eller en årsag til syndromet:

But it is clear that it's specifically this issue of forgetting that's different. If you were asked to recall what happened to you earlier this morning, you'd remember roughly the same amount as someone like Alexandra. But if asked about this morning three months from now, for you it would probably be gone, while for her it's as fresh as it is for you today.

  "So it's not that they're superior learners," McGaugh says, "it's that they are very poor at forgetting."

http://www.npr.org/blogs/health/2013/12/18/255285479/when-memories-never-fade-the-past-can-poison-the-present

Ved at have researchet på denne særlige HSAM-personlighedstype, får jeg associationer til forfattere der er blevet kendt på at de i deres bøger erindrer scener og episoder fra deres fortid ekstremt detaljeret og levende. For eksempel fremhæver de fleste anmeldere Karl Ove Knausgård som en forfatter hvis hukommelse for personlige erindringer er ekstremt god:

"Jeg sætter ikke anførselstegn om navnet på romanens Karl Ove Knausgård, men fortælleren har naturligvis en exceptionel hukommelse for de mest dagligdags detaljer og dialoger, og kun en meget enfoldig læser vil tro, at forfatteren ikke har opdigtet, strøget, ændret, kondenseret og ommøbleret suverænt undervejs."

"I virkeligheden må Knausgaard jo enten have en fotografisk hukommelse uden sidestykke, - eller også har han lavet langt mere research, end vi får indtryk af gennem den lethed, hvormed han skriver Bergens-livet ind i læserens øjne."

"Selvom Karl Ove Knausgårds hukommelse i Min kamp er hinsides det menneskeligt mulige, er der ikke nødvendigvis tale om fiktion."

Jeg har ikke kunnet finde belæg for at Knausgaard skulle være HSAM´er, men hvis han er, så har han i modsætning til dem jeg ellers har læst og skrevet om her, fundet på noget værdifuldt og meningsfuldt at bruge sin særlige selvbiografiske hukommelse til.

   Det fremgår i øvrigt af kilderne at han skrev dagbog til han var 20 år, og derefter brændte dem.

Ved at læse om de personer der har HSAM, kommer jeg også til at tænke på de mennesker som er kendte og inkarnerede dagbogskrivere gennem et helt liv. 

   Det var for eksempel Science Fiction- og fagbogforfatteren Isaac Asimov hvis erindringer (der dækker de første 60 år af hans liv), fylder godt 1500 tætskrevne sider, et værk som ikke kunne være skrevet med en sådan detaljerigdom og kronologisk præcision hvis ikke han havde haft dagbøgerne at referere objektivt til. Eller også skulle han have haft hyperthymesis. 

   Han begyndte at skrive dagbog 1938 da han var 18 år gammel. I alt skrev han tre selvbiografier, den sidste lige før han døde, med titlen "I, Asimov" - med reference til hans mest berømte novellesamling "I, Robot".

   

En anden berømt - og dansk dagbogskrivende forfatter er H. C. Andersen som skrev dagbog fra 1825 til 1875. Han begyndte på det da han var 20 år gammel. Og han skrev tre selvbiografier som jo også i høj grad har trukket på dagbøgerne til at sikre erindringernes objektive forankring i den oplevede virkelighed.

En tredje kendte dagbogskriver hvis publicerede dagbøger i 16 binde jeg faktisk har læst, er den fransk-cubanske forfatter Anaïs Nin (1903-1977). Hun begyndte at skrive dagbog som 11 årig og fortsatte til sin død. 

Og det fører så til følgende metaforiske tanke som afslutning på dette indlæg:

   Det virker som om personer med HSAM - fra et bestemt tidspunkt i deres liv - typisk omkring 10-12 års alderen - simpelt hen har ført en slags dagbog - ikke skrevet den på papir - men mentalt indprentet den i hjernen. 

   Og motivationen til at gøre det - mentalt at indgravere detaljer om hver dags trivielle oplevelser i de dele af hjernen som tager sig af de autobiografiske erindringer så de kan fremkaldes på den indre skærm, den motivation an faktisk meget vel være den samme som motivationen hos dem der skriver dagbøger  rent fysisk: at være sikker på ikke at glemme - og især måske at holde orden på kronologien af oplevelser og erfaringer.

   Asimov skriver i sin selvbiografi at han genlæser ikke sine dagbøger "for pleasure", men ...

They are a series of reference books for me, a way of finding out when something happend and exactly what order things happen.
   Why shoud this matter? Well, I´m a orderly person and it is my experience in life that people who describe events of which I had personal knowledge almost invaribley get the story wrong in almost every detail, sometimes missing or inventing portions of the story.
   One of my motives in starting a diary was, in fact, to be able to have some documentary evidence to help out in the numerous arguments that started when i said: "That´s not what happend. It was after you did this that I did that ..."

Ligheder mellem Claus Meyers og Karl Ove Knausgaards barndom og personligheder

Hvad er ligheden mellem mad-iværksætteren Claus Meyer og den norske succes-forfatteren Karl Ove Knausgaard?

   Særligt kreative personligheder med "ondt i farforholdet"! Og ildsjæle.

Fra det store interview i Politiken søndag den 28. juli med Claus Meyer - under rubrikken: "Stegemargarinedrengen, der i dag vil give os det daglige brød:

Da Claus Meyer blev konfirmeret, rejste han sig op og holdt en tale. Først vendte han sig mod sin mormor, som han elskede overalt på jorden. Det var hende, der holdt sammen på hans verden. Hun blev rost og takket, fordi hun havde været alt for ham i al den tid, han havde været til.

   Derefter vendte han sig mod sin mor og far, og ordene var få:

   "Jer to har jeg ikke noget at takke for."

Det er jo sigende, men uddybes ikke nærmere i interviewet, det liv der gik forud for konfirmationen.    

   Men han var tyk på det tidspunkt, er sikkert blevet mobbet, og giver selv forklaringen: usund mad hjemme og trøstespisning. 

   Forældrene viste tilsyneladende ikke nogen interesse for deres dreng, hverken hvordan han klarede sig i skolen eller på sportspladsen. 

   Mormoderen døde, forældrene blev skilt, faderen flyttede, og moderen blev alkoholiker. Det gik dårligt i skolen.

   På vej mod et taberliv i udkantsdanmark?! - tænker man. 

   Vendepunktet var en tysklærer:

"I syvende klasse fik jeg så en virkelig lortekarakterbog, men samtidig sagde min tysklærer, at hvis jeg tog mig sammen, kunne jeg godt få 11. Den tillid, hun viste mig, betød, at jeg på et år gik fra 6 til 11 på den gamle skala. Måske kom det af, at jeg indtil da havde været en doven, fed dreng. Nu begyndte jeg at gøre mig umage. Fra den karakterbog i syvende klasse blev jeg dygtig til at gå i skole. Jeg arbejdede også for at lærerne skulle synes, jeg var en god dreng, der kunne roses."

Det er livsvigtigt og afgørende for Claus Meyer at få ros og accept, for det har han savnet som barn.

   Skabelonen er den klassiske for barndommen for den særligt kreativ personlighed. Manglende anerkendelse fra forældre. Modvægt: Mormor og lærer som mentorer der giver kærlighed og viser tillid.

   Og så er der det med at skifte miljø og sprog - og være genert også som voksen - at føle sig fremmed, hjemløs og usikker på sin identitet:

Jeg har ikke noget mod kendte mennesker, jeg kan bare ikke lide at være blandt dem. Måske skyldes det at jeg er en bonderøv fra provinsen. En gang brugte en københavner det endda som skældsord om mig. Han mente, min kone havde fundet en bonderøv, men for mig er det en kvalitet.

Samtidig med at han er selvusikker og genert, også som voksen, fører han sig aktivt frem og er kreativ igangsætter netop med forankring der hvor han er vokset op: Det er ingen tilfældighed, men en mental nødvendighed at en lang række af hans madudviklingsprojekter forankres i barndommens land Lolland-Falster  

   Det er som Poul Martinsen der hele sit liv producerer dokumentarer om mennesker fra miljøer der ligner hans barndom i en arbejderfamilie i Vangede.

   Og det er som når en masse forfattere bruger erindringerne fra deres barndoms land som brændstof i deres digtning. Som fx nu Karl Ove Knausgaard...

Karl Ove Knausgaards fjerde bind i hans romanserie "Min Kamp"  er netop udkommet, og handler i høj grad om barndommens land og om forholdet til faderen, fremgår det af anmeldelsen i Politiken i dag med rubrikken "Dokumentariske drømm":

Vi forlader ret hurtigt den nordnorske ramme for at gå tilbage i barndommen i Kristiansand og den selv i fraværet alt overskyggende far. Han er i dette bind skilt fra moderen, der trive fint alene; hun virker næsten for selvberoende og ubekymret, også for sønnen. (...)

   Faren afviser ham gang på gang; alligevel siger sønnen ja, hver gang han så alligevel inviteres til middag hos far og den nye kone. (...)

   I dette bind får vi også en flig af en 'forklaring' på farens infantile utilstrækkelighed, selvmedlidenhed og vrede og morens næsten usandsynligt overbærenhed med hans adfærd over for sønnen: Farforældrene kan også være nogle stejle og afstumpede sataner.

Det fremgår af Claus Meyer-interviewet at han drives af et "kald" efter nogle åbenbaringslignende  oplevelser omkring bagning og kvalitetsmad hos et konditorpar i Gascogne i Frankrig. 

   Og det fremgår af anmeldelsen af Knausgaards bog at fænomenet "kreativ vrede" er det der driver ham:

"Jeg skulle fandme blive den største af dem alle. De skide idioter, altså. Jeg ville fandeme knuse hver og en af dem", siger han, efter at hans ellers trofaste støtte, storebroren Yngve, har sat spørgsmålstegn ved, om noget forlag vil udgive Karl Ove. Når man spiller så højt spil som deen unge mand, er det dybta at falde: "Jeg ville blive stor. Det blev jeg nødt til".

De er på hver sin måde driftig ildsjæle. I den særligt kreative personligheds mentale set up, tror jeg at "kald" og "kreativ vrede" som drivkraft er to sider af samme psykologiske mønt.

Interviewet var lavet af Carsten Andersen, anmeldelsen af Marie Tetzlaff.