En god bog om mad(lavnings)filosofi - 'Cooked - a Natural History of Transformation' - og andre historier om madlavning

Jeg er glad for at lave mad.
   Har gjort det i mange år - fruen gør det kun en gang  imellem. Som afløsning - og når hun får lyst. Og gennem årene er det blevet en naturlig del af hverdagen at planlægge hvad vi skal spise om aftenen - som regel et par dage eller tre forud.

   Men hvorfor er jeg glad for at lave mad?
   Sikkert af samme grund som fruen er glad for at "lave have".

   Man får brugt hænderne, man får mulighed for at tænke konkret og kropsligt. Man får mulighed for at planlægge og improvisere. Man får aktiveret og brugt syns-, føle-, lugte- og smagssans. Man overvejer valg af redskaber i forhold til formål med de enkelte ingredienser. Man kan gå og tænke på andet - filosofere eller næsten meditere - mens man laver mad. Man kan glæde sig til reaktionerne til dem der skal spise med, og som man - også - laver maden for. Og man kan simpelt hen komme i en slags 'madlavningflow'.
   Under alle omstændigheder er der jo en belønning: fortæringen af resultatet. Klimaks på en proces der nemt kan finde på at tage en time eller tre.

Det hører med til min personlige madlavningshistorie at jeg i 1992 foreslog to vennepar som boede inden for køreafstand af det Vordingborg som fruen og jeg just var flyttet til, at vi aftalte en mad- og middagsklub - med klare og enkle spilleregler: Vi skulle mødes en gang om måneden på skift - og lave og servere aftensmad for hinanden. Da vi havde store problemer med at finde weekender hvor alle kunne, så blev reglen i mange år (indtil vi blev pensioneret) at det var en hverdagsaften med mødetid kl. 18.
   Siden blev et svensk ægtepar boende i Malmø-området tilsluttet klubben, da Øresundsbroen blev færdig.

   Madklubben har utvivlsomt stimuleret både kreativitet, ambitioner og kvalitet - hos alle deltagerne. Og kører nu på 22. år.

Jeg  køber også kogebøger, ganske mange er det blevet til gennem årene. Men jeg bruger dem - ærlig talt - ikke ret meget. Finder et par opskrifter hist og her, prøver dem af - nogle går ind i det faste repertoire, andre bliver ved første gangs forsøget.

   Men ofte er kogebøger jo sat ind i en social- psykologisk kontekst - med fokus på retter fra en bestemt egn eller kultur. Eller retter inden for en kur-trend eller kur-frame: Lavt kalorietal hvis det er til en af fastedagene i 5+2-kuren, højt proteinprocent hvis det er DUKAN-kuren, brød uden mel hvis du satser på stenalderkosten, mad uden kød og fisk hvis du prøver den vegetariske livsstil.

   Hver gang lærer man lidt og nyt. Får en ide til næste gang. Får nyt perspektiv på det velkendte. Føler sig kreativ og i live. 

   

Så er der kogbøger af kokke med et navn - især tv-kokke:

   Jamie Oliver er og bliver min favorit. Udogmatisk, kreativ, åben - hans performance gennemsyret af en hvor svært kan det være-holdning. Også hans engelske arbejderdialekt, nyder jeg. 

   Og han har i den grad min sympati med de projekter hvor han har prøve at ændre store befolkningsgruppers eller institutioners dårlige madkultur. 

   Af de mange opskrifter jeg har trukket på i årenes løb, er der i skrivende stund to jeg har bidt mærke i og fast vender tilbage til - begge opdaget og afprøvet først af fruen: Kylling stegt i ovn, og flæskesteg stegt i oven. Begge er karakteriseret ved meget høje temperaturer fra starten.

   

Vores hjemlige Claus Meyer har jeg også fået inspiration af - med opskrifter og ideer. Og han hører jo til gruppen af særligt kreative personligheder med en vanskelig barndom med afsavn og mobning, og han er klart en af dem med "flere personer i en". 

   På madfronten har "Det nye nordiske køkken" - et koncept - en madframe - som han har været en af igangsætterne for, været lige så epokeskabende som Lars von Triers og kollegers "dogmeregler" for film: kreative restriktioner der i et spring har ændret tænkningen inden for et produktivt felt. 

   Jeg har flere gange skrevet om Claus Meyer her på bloggen, blandt andet her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/claus-meyr-og-carl-ove-knausgaard.html

Umiddelbart husker jeg fra hans bøger at have fået en god opskrift på cole-slaw, - og på en salat med rå selleri i tern, sorte bønner, fennikel i tern, fine grønærter og rejer - med citrondressing. Men også flere  gode fiskeretter har han inspireret til.

Jeg må også sige at Brødren Price som tv-kokke hører til mine favoritter. Jeg har ingen kogebog af dem, men når jeg går på nettet efter opskrifter, er det tit deres jeg ender op med at bruge.

   Typisk får jeg nemlig en ide til en ret, og i stedet for at begynde at lede i mine kogebøger, så går jeg på nettet. Finder en serie opskrifter inden for genren, temaet eller retten. Og laver som regel så en ret hvor jeg kombinerer elementer fra flere opskrifter.

 
Jeg husker umiddelbart tre ideer jeg fik fra Price-opskrifter:

- Til lasagne, med kød eller med fisk - der tilsætter man klatter af hjemmelavet frisk pesto til hvert lag - oven på bechamelsovsen. 

- Man kan lave en bechamlsovs med svampe - og så for at give ekstra svampesmag, tilsætte r man til sovsen fintkværnede tørrede carljohan-svampe.

- Hvis man skal lave stegt ål, så kan man lade de rå ålestykker trække i øl - inden de rulles i rasp eller mel og steges. Det trækker noget af den for fede smag ud af dem.

Når man blot hver dag skal lave mad til to, så går der jo også rutine i det. Man har sine favoritter, og så er der de opskrifter og retter der giver venlig klap, anerkendende blikke og kærlige reaktioner fra fruen. Eller fra familien når de er på besøg.

   Derfor kan det også være stimulerende med noget tænkning og viden om mad og madlavning der går ud over de konkrete opskrifter og de aktuelle trends.

  Fx købte og læste jeg for et par år siden den danske bog - internationalt et pionerværk - om den såkaldte 'femte smag': umami. 

   Titlen er "Umami - gourmetaben & den femte smag" af Ole G. Mouritsen og Klavs Styrbæk. Den gave mig en lang række aha-oplevelser der forklarede hvorfor nogle af mine retter var blevet så populære som de var hos børn og voksne.  Og gav klart også en række ideer til forbedring af nogle af mine opskrifter.
   Jeg skrev om bogen her: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/umami-velsmagens-kreative-blending-for.html

De fleste opskrifter jeg bruger, har jeg i hovedet, men en del er skrevet ned fordi familie og venner har ønsket dem. Og ved lejlighed vil jeg smide nogle af dem ind på bloggen her, men ikke denne gang.

   Min største svaghed som amatørkok er i øvrigt, kan jeg godt indrømme her, min naturlig dovenskab, som gør at jeg for ofte laver produktionsmæssige shortscut og simpelt hen har for travlt. Og hver gang fortryder jeg at jeg ikke tog det mere roligt, og gav mig tid til at forberede alle ingredienserne hver for sig inden jeg gik i gang med lave maden.

   

En mental bremseklods for utålmodigheden finder man i litteratur om hvad man kunne kalde 'mad(lavnings)historie' eller 'madfilosofi'. 

   Nogle venner lånte mig den her bog på godt 500 sider, som de gav mange begejstrede ord med på vejen. Den var på et konceptuelt niveau et trin højere end umami-bogen, og har titlen "Cooked - a Natural History of Transformation".

   Det lyder jo i sig selv både imponerende  - og lidt mystificerende, det med "transformationens historie". På forsiden står der at den er blevet en 'New York Times No 1 Besteller'.

   Forfatterens navn er Michael Pollan. Og en googling fortæller at han er en kendt madskribent fra New York der har haft stor indflydelse på hvordan "man tænker" om mad og madlavning:

For the past twenty-five years, Michael Pollan has been writing books and articles about the places where nature and culture intersect: on our plates, in our farms and gardens, and in the built environment.

   He is the author of Cooked: A Natural History of Transformation (2013) and of four New York Times bestsellers: Food Rules: An Eater’s Manual (2010);In Defense of Food: An Eater’s Manifesto (2008);The Omnivore’s Dilemma: A Natural History of Four Meals (2006) and The Botany of Desire: A Plant’s-Eye View of the World (2001).

   The Omnivore’s Dilemma was named one of the ten best books of 2006 by both the New York Times and the Washington Post. It also won the California Book Award, the Northern California Book Award, the James Beard Award, and was a finalist for the National Book Critics Circle Award. A young readers edition called The Omnivore’s Dilemma: the Secrets Behind What You Eat was published in 2009.

   In 2011, Pollan published a illustrated version of Food Rules with beautiful new paintings by Maira Kalman.

   The Botany of Desire received the Borders Original Voices Award for the best non-fiction work of 2001, and was recognized as a best book of the year by the American Booksellers Association and Amazon.com.

   PBS premiered a two-hour special documentary based on The Botany of Desire in fall 2009. Pollan is also the author of A Place of My Own (1997) and Second Nature (1991).

"Cooked" er en glimrende bog som også har givet mig en del aha-oplevelser. Titlen spiller på at verbet "cook" på engelske både betyder "koge" og "lave mad", og det er den sidste brede betydning som her dækker bogens indhold.

   

Først og fremmest giver bogen en masse indsigt i madkemi og mad-biologi, og den giver fyldige bidrag til en madkulturhistorie, noget som jeg ikke havde alt for megen viden om i forvejen. 

   Og Pollan skriver godt - om end ind i mellem lidt for langtrukkent. Men bogen er spækket med underholdende anekdoter som forfatteren har gravet frem under sin research.
   Hans erklærede præmis er at mad og madlavning er vigtigt fordi det er den kompetence der mest af alt adskiller mennesker fra dyr: at de laver mad - at det de spiser, først er tilberedt - 'transformeret'. Og at det at lave mad er en kulturel transformationsproces af natur til kultur, en udviling som også har transformeret mennesket og menneskets kultur(er) op gennem historien.

   

Bogens dramaturgiske konstruktion  - plottet der er den 'motor' der driver historien og læseren frem - kender jeg fra efterhånden mange af de gode amerikanske og engelske fagbøger jeg har læst i de senere år - blandt andet om hjerneforskning. 

   Vi får gennem bogen fortalt udviklingshistorien om hvordan forfatteren selv er blevet klogere og dygtigere - gennem researchen til bogen. 

    Joshua Foers fængende bog om hukommelseskunstens historie og teknik, "Moonwalk with Einstein", følger fx den skabelon. 

   Herhjemme er Lone Frank med sine bøger "Mit smukke genom" og "Den femte revolution" en fagbogsforfatter der kreativt har udnytte det samme plot som motor i sine vidensformidling om henholdsvis den moderne genforskning og den moderne hjerneforskning.

I "Cooked" fortæller Michael Pollan om hvordan han opsøger eksotiske gammeldags madproduktionsmiljøer og nørdede madmagere og specialistkokke rundt omkring i USA, i Frankrig, i Italien og i Korea, blandt andet. Og vi får fortalt hvordan han - kortvarigt - går i tjeneste og på kursus hos nogle af dem for at lære tricks og opskrifter der giver særlig velsmag og sikrer særlig kvalitet.

  Og hjemme i sit eget køkken går han også selv i gang med fx at bage brød, grille gris, brygge øl, lave sauerkraut m.m. efter forskellige skrevne opskrifter - med større eller mindre held. Og så motiverer det at han derefter opsøger en mand eller kvinde ude i den store verden som virkelig kan og ved hvordan man gør for at det producerede bliver smagsmæssigt helt i top. 

Fidusen ved dette plot hvor forfatteren fortæller om sin opdagelsesrejse ud i madlavningens kunst, historie og teknik, er at han så at sig kan spring af "motoren" undervejs: give historiske tilbageblik, forklare kemiske reaktioner, fortælle om fremmed madkulturer, levere associerende anekdoter - og så spring på igen, tilbage til (fortællingen om) forløbet af sin personlige lærings- og udviklingsproces.

Overordnet er bogen bygget op i fire afsnit der tager udgangspunkt i hver af den klassiske oldtids fire grundelementer: ild, vand, luft og jord. Og det er en rigtig god ide - et godt greb til at give perspektiv ramme og fokus for de mindre dele af bogen.

   Og hvert hovedafsnit fortæller så om den 'transformation' der sker af "råstoffer" i naturen til "mad" på bordet ved fire forskellige, fundamentale tilberedningsformer: 

• at stege - grille - kød over bål eller gløder, som utvivlsomt er langt den ældste form for madlavning i menneskehedens historie; hovedafsnittet har undertitlen "Creaturs of the Flame".
• at lave sammenkogte retter - ved hjælp af langvarigt opvarmet vand eller andre vandige væsker med fokus på såkaldt 'braisering' (først stege, og så "simre" med lidt væd i lang tid); hovedafsnittet har undertitlen "A Recipe in Seven Steps".
• at bage (sur)brød - ved at hæve med gær der udvikler CO2 når gærkulturen spiser sukkerstoffer - med særligt fokus på surdejs- og fuldkornsbrød; undertitlen "The Education of an Amateur Baker".
• at producere forskellige særlige mad- og drikketyper genne fermentering - med fokus på ost, skyr, gravet fisk og kød, og mjød, vin og øl - ved hjælp forskellige former for mikrobilogisk bearbejdning; undertitlen: "Fermentation´s Cold Fire".

Her er lige en karakteristik af fagudtrykket 'fermentering', som jeg ikke havde helt klar for mig før jeg læste bogen her:

Fermentering er en kemisk proces som katalyseres af eller foregår pga. mikroorganismer og deres enzymer. Ved fermentering nedbrydes organisk materiale til enten andet organisk eller til uorganisk materiale eller en blanding, som i eksemplet med alkoholgæring, hvor der dannes både uorganisk kuldioxid og organisk ethanol. Der kan også dannes komplicerede biologiske molekyler som for eksempel antibiotika.

Og tilsvarende: Hvad er 'braisering' egentlig?

At braisere (eller poélere) er at brune kød eller fjerkræ, og derefter tilsætte en mindre mængde vin, bouillon eller anden væske. Braisering sker typisk i (jern)stegegryde med låg, men kan også være i ler-cocotte eller ildfast fad med låg i ovnen. Formålet er, at kødet bliver saftigere og mere mørt. Der opstår samtidig en lille mængde koncentreret sky, som kan indgå i en sauce. Braisering er godt til tilberedning af kød med bindevæv fx bov, tykkam eller kæber.

Bogen indeholder "kun" fire opskrifter - som et appendix og med en for hvert hovedafsnit: ILD: "Pork Shoulder Barbecue", VAND: "Meat Sugo and Pasta", LUFT: "Whole-Wheat Contry Loaf", JORD: "Sauerkraut".

   Det er en rigtig god ide, for hver af de fire grundopskrifter fastholder hovedprincipperne i det Michael Pollan har lært sig under sin udforskning af den gode madladlavnings brogede univers.

Bogen har også et overordnet madpolitisk sigte: at prøve at fastholde og videregive traditionerne for og basal viden om hvordan folk kan lave velsmagende og sund mad derhjemme af gode råvarer. Og "sværere er det altså ikke", er omkvædet.
   Og videre er sigtet at give en velargumenteret og dokumenteret kritik af fastfoodkulturen og af de alt for forarbejdede madvare med alverdens tilsætningsstoffer som gør det "lettere" og hurtigere at lave mad derhjemme, men en kultur med tilhørende industrielle produktionsformer som samtidig mere og mere truer folkesundheden alvorligt.

En tilfredsstillelse var det i øvrigt at få bekræftet at mit eget grydebrød - om end det ikke laves så indviklet som det brød Pollan beskriver - er "på rette vej" - og at få dokumenteret at min egen kødsovs til pasta stort set følger den opskrift som Pollan videregiver fra en italiensk mesterkok.

Hvis man er interesseret i tv-madprogrammer, så har der i en del år været en serie på DR 2 med fællestitlen mad fra "River Cottage" som har mange lighedspunkter med "Cooked" i tænkning og filosofi.

   Om konceptet og manden der fandt på det for efterhånden mange år siden, fortæller Wikipedia:

River Cottage is a former weekend and holiday home that was originally a game-keeper's lodge in the grounds of Slape Manor, Netherbury, Dorset. It featured in a number of television series presented by television chef Hugh Fearnley-Whittingstall. River Cottage HQ is now based on the Devon/Dorset border near Axminster and is home to an award winning Cookery School, a state of the art Chefs' School, unique dining experiences, events and weddings. The name is also used as a brand for some of Fearnley-Whittingstall's business ventures, including restaurants and products such as beer and yoghurt.

TV-kokken Hugh Feearnley-Whittingstall er en klar engelsk pendant til vores egen Claus Meyer. Eller omvendt: kreativt hoved, frontkæmper for fornyelse af madkulturen, krav om kvalitet kombineret med næse for entreprenørmuligheder og konceptuel blending af ideer og teknikker.

http://www.rivercottage.net/

http://www.clausmeyer.dk/

Akvarelmaleriets mysterier (32) - Emil Nolde - olie eller akvarel - og synæstesi igen!

For et par uger siden besøgte jeg og fruen Louisiana og så Emil Nolde-udstillingen. Der var godt nok mange mennesker, så man skulle kæmpe sig frem til at se en del af værkerne. Men med tålmodighed og gå på-mod, lykkedes det som regel.

   Udstillingen er flot, stærk, betagende, overvældende. Det er svært ikke bare at blive visuelt, emotionelt og mentalt blæst over ende. Så jeg har gået og sundet mig lidt.

   

En tekst på udstillingen fortæller at da  Emil Nolde i 1906 blev inviteret med i den malersammenslutning som havde navnet "Die Brücke", blev hans kunst beskrevet i invitationen som en 'colorstorm' - et farveuvejr. Selv bruger han i breve metaforen "Farbendelerium" til at beskrive de erfaringer med farver som gennemsyrer hans kunst

   Disse karakteristikker vender jeg tilbage til i slutningen af indlægget.

Emil Nolde er en maler jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen, fordi han er en af de helt store modernistiske kunstnere fra første halvdel af forrige århundrede.

   Og især fordi jeg "mødte" ham allerede da jeg var omkring 15-16 år, da min mor tog mig med på den vist nok første større Noldeudstilling i Danmark efter krigen - på Charlottenborg. Det må have været en af de første - eller den første - officielle kunstudstillinger jeg nogensinde har set. Det var relativt kort efter at familien var flyttet fra Stege til København.

   Nolde gjorde den gang et stort og varigt indtryk - især på grund af sine ekstremt farverige og udtryksfulde landskabs- og blomstermalerier.

   Hjemme på væggen over sofaen dagligstuden havde vi i mange år plakaten fra udstillingen hængende i glas og ramme. Det var en plakatkopi af det her maleri:

Emil Nolde: Sunflowers in the windstorm

Jeg har også også tidligere refereret til Emil Nolde i flere indlæg i serien 'akvarelmaleriets mysterier' - og især fremhævet hans berømte små akvareller, de såkaldte "umalde blleder", som han har produceret over hundrede af i perioden 1938-45 - efter at han fik forbud mod overhovedet at sætte pensel til lærred af de nazistiske smagsdommere i Tyskland i slutningen af 30´erne.

   Noldes malerkunst var nemlig blevet klassificeret som "entartet" af de nazistiske kulturpinger. Og selvom han altså selv i en del år havde været medlem af nazistpartiet, kom nogle af hans malerier - heldigt for ham og hans kunstneriske eftermæle, set i bakspejlet -  med på den nazistiske gabestok-udstilling i 1937 - sammen med en lang række andre store moderne maleres værker, blandt andet Klee og Kandinsky.

 

En række af Noldes akvareller i serien "umalede billeder" har jeg vist her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-4-om.html

Og typiske er det altså akvareller som disse to der udgjorde min og de fleste publikummers reference når det gælder Noldes akvareller inden den aktuelle Louisiana-udstilling:

Lake Lucerne, 1930, Watercolour on Japanese wove paper,

Rote und gelbe Sonnenblumen, 36,2 x 48 cm, watercolour

Plakaten for udstillingen på Louisiana er også en akvarel - et portræt af "Frau T." med klovne-associationer, og det er fra 1930 - og altså malet længe inden Nolde blev lyst i band af nazisterne:

Mrs. T with a Red Nacklace, 1930, Watercolor on Japanese paper

Man bemærker - ligesom teksten ved billedet på udstillingen fremhævede det - hvordan det ufarvede papir - det der i et almindeligt maleri (olie eller akryl) ville være malet med en hvid, dækkende farve - her bliver bærer af den hvide farve i akvarellen.

Jeg har ikke før været opmærksom på eller interesseret mig for de relativt mange akvareller af Nolde - også fra længe før 1938 - hvis motiver var og er noget andet end landskaber med dramatisk himmel og hav - eller glødende blomster inspireret af hans egen have i hans hus i Nordslesvig.

   Her er nogle af disse 'andre akvareller' som også blev vist på Louisiana:

Animal and Woman, between 1931 and 1935, Watercolor and Indian ink on Japanese paper

Strange Man with Three Nude Women, between 1938 and 1945, Watercolor on Japanese paper

Dancer in a Red Dress, 1910, Watercolor and Indian ink on Japanese paper,

Frühmorgenflug (morgenflyvetur) - mellem 1938 og - 1940

Ud over at jeg på udstillingen fik skåret ud i pap at Nolde var rigtig nazist inden han ufrivilligt blev indlemmet og indlagt i udstillingen "Entartete Kunst", så blev jeg også klar over at betegnelsen "ungmalte bilder" for de akvareller han malede i al hemmelighed i sin kælder i huset i Nordslesvig, at den betegnelse har en dobbelt betydning.

   Hvad jeg nemlig ikke vidste, men måske kunne have tænkt mig til hvis jeg havde tænkt mig om, var at Emil Nolde meget tidligt i sin karriere jævnligt brugte akvareller som skitser til billeder som måske så senere skulle omsattes til "rigtige" malerier, dvs. oliemalede billeder på lærred.

 

På udstillingen så man en række eksempler på hvordan Noldes akvareller var transformeret ind i et helt andet malemedie, og de samtidig var sat kraftigt op i størrelse..

   

For nu ikke at putte med det: 

   Jeg syntes hver gang at akvarellerne var bedst. Og faktisk syntes jeg også at hans oliemalede dramatiske landskab- og blomster-billeder i både udtryksmæssig styrke og lyrisk gennemslagskraft stod svagere end de tilsvarende akvareller.

   Nogle få af de "umalede billeder" endte så også med at blive omsat til oliemalerier efter krigen, da Nolde var lang oppe i årene. Han døde i 1956.

   Men stadig manglede olieversionen af motivet i flere tilfælde tydeligt den friskhed og spontanitet som var egenskaber ved næsten alle de 'umalede' akvareller.

   

Dette at bruge akvarelteknikken til at lave forarbejder og skitser til senere oliebilleder, var jo den gang helt almindeligt. Mange kunstnere gjorde det fordi akvarelfarver og papir(blok) er nemt at transportere rundt - fx i et landskab i det fri - og akvarelteknikken er i sammenligning med oliemaleri ekstremt hurtig.

   Og så kunne man tage akvarelskitserne med hjem i atelieret og bruge som forlæg. 

   Herhjemme er fx Olaf Rude kendt for sine akvareller - også i stort format som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/akvarelmaleriets-mysterier-19-tnk-lnge.html

I fransk malerkunst er ikke mindst Cezanne berømt for sine akvarel-skitser og -forarbejder, men også for at hans seneste værker var regulære still-leben-akvareller - og altså ikke forarbejder til "rigtige malerier":

Still Life with Watermelon and Pomegranates, 1900-1906

Inspirerende for mig personligt er det at se og læse om "de stores" kreativ udnyttelse af malemedier når jeg tænker på mit eget amatøriske akvarelmaleri. 

   Teknisk var det også sjovt og mentalt befriende at se hvordan Emil Nolde fx frit blandede akvarel med andre teknikker: tuch/sort blæk og gouache (dækfarver på vandbasis).

   Faktisk burde en del af de billeder som havde fået etiketten "akvarel" eller "watercolor", retteligt være betegnet med etiketten "mixed media".

De oliemalerier der "sagde mig mest", var dem der brugte færrest farver - nogle af dem var næsten monokrome. Hvis farverne "stormede" for meget, så fik jeg et mildt anfald af "farveforbi" - det var bare "for meget" og "for voldsomt", oplevede jeg.

   De af Noldes malerier på udstillingen der "sagde mig mindst", var de fleste af hans religiøse og mytologiske "groteske" malerier.

   Jeg oplevede at hans 'kunstframe' i de billeder var en 'uren' blanding af van Goghs og Gaugins, hvis "rammekonflikt" var hovedtemaet for den for nylig ophørte udstilling på Ordrupgaard som jeg skrev om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/06/maleriudstillingernes-dramaturgi-om.html

Nolde var i Paris år 1900 og så malerier af både vang Gogh og Gaugin. Nolde malede sine oliebilleder "pastøst" som van Gogh, dvs med fede, grove og synlige penselstrøg - men han malede sine mytologiske fantasier ud af hovedet som Gauguin.

 

Her et par eksempler på den slags malerier, som udgjorde et helt tema for sig på udstillingen:

Pardise Lost, 1920

Burial, 1915, Oil on canvas

Ikke at det ikke er stor kunst, for det kan jeg godt se og opleve at det er.  

   Men det er for mig ligesom jeg har det med Wagneroperaer: Det er bare ikke min kop te - det er "for meget".

   Jeg giver mig hellere hen i nydelsen af de små intense akvareller som, når de har blomster eller landskaber som motiv, kan sætte mig i en næsten meditativ tilstand.

Men så til det jeg annoncerede i starten: at Emil Nolde af sin samtidige kunstvenner i de første år af 1900-tallet blev rost for at bidrage med "farvestorme" eller "farveuvejr" med sine malerier.

   Selv taler han om at hans forhold til farver havde karakter af "Farben-delirium".

   For jeg fik her på denne udstilling en fornemmelse af at Noldes billeder var styret af mentale mekanismer som måske lå uden for eller over hans artistiske og æstetiske ambitioner. 

   Trods alle de lange faglige tekster på væggene der fortalte om temaerne og faserne i hans kunst, så syntes jeg der måtte være en ekstra mental med- eller modspiller i maleprocessen hos ham.

   

Der er står ikke noget i katalogteksten om Noldes barndom, endsige om hans forhold til sin far og mor, om eventuel mobning i skolen, etc. 

    Heller ikke i de meget positive anmeldelser er der den slags oplysninger. 

    Da jeg oplever at mange af hans malerier er gennemsyret af en ekspressiv voldsomhed - en "kreativ vrede" - så søger jeg jo oplysninger om hans barndom: Hvordan har han oplevet forholdet til de to nationaliteter - dansk og tysk - og de to - eller retter mindst fire sprog som han har levet med som dreng?

   I Grænseforeningens leksikon finder jeg følgende oplysninger som peger mod oplevelser som barn der kan give et splittet, fremmedgjort, men kreativt sind - og usikkerhed om egen identitet.

Emil Nolde blev født i landsbyen Nolde, som efter 1920 kom til at ligge lige nord for den dansk-tyske grænse. Emil Nolde havde dansk statsborgerskab efter 1920, hvilket han fastholdt. Emil Nolde blev efter et ophold i København i 1900-01 gift med skuespillereleven Ada Vilstrup, som han var gift med til hendes død i 1946. I 1901 skrev han om sin blandede identitet:

   "Det er ganske ejendommeligt og ikke altid lykkeligt at være født i et grænseland, hvor for og imod, her og hisset tegner sig skarpere end andre steder. Den der bliver født midt i sit hjemland, bliver sparet for megen forvirring og mange opgør, som man må gennemleve i grænselandet".

   I de syv år Emil Noldes forældre var forlovet med hinanden, skrev de til hinanden på begge sprog. Faderen skrev på tysk til moderen, og moderen på dansk til faderen. I hjemmet blev der talt både sønderjysk og frisisk, men uden for hjemmet plattysk mens der i skolen blev undervist på højtysk undtagen i religionsundervisningen, hvor sproget var rigsdansk. Omtrent samtidig tog Emil Hansen, som var hans fødenavn, navn efter fødebyen Nolde og hed herefter Emil Nolde. Han var som kunstner orienteret mod tysk kunst og blev en af hovedkræfterne i tysk impressionisme.

På et tidspunkt hvor man på litteratursiderne i aviserne skriver indlæg efter indlæg om "autofiktion", så kan jeg ikke lade være med at spekulere på om Noldes forhold til glødende farver og voldsomme mørke farvekontraster udspringer af mentale erfaringer som han ikke selv rigtig forstår eller kan styre. 

   Han er citeret for at have sagt at han har oplevelser af "Farben-delerium". Og en anmeldelse af en Noldeudstilling i Halle 2013 har rubrikken "Bilder gemalt wie in Trance".

   Skulle Emil Nolde måske også være synæstetiker? Ligesom hans samtidige Kandinsky og Hilma af Klint sandsynligvis var det, og ligsom sandsynligvis også Van Gogh var det?

   En googling der kombinerer "Emil Nolde" med "Synaesthesia", giver kun et enkelt hit, det her:

https://www.academia.edu/164042/Emil_Noldes_Search_for_Ruleless_Color

Den akademiske afhandling af James Elkins er fra 1996 og har titlen "Night, Colorstorms, and the Unnatural: Emil Noldes´ Search for Ruleless Color".
   Afhandlingen fortæller blandt andet at at Emil Nolde som barn og ung havde hallucinationer, og jeg bemærker at det var ligesom Hilma af Klint.

   Og nogle af Nolde-citaterne i afhandlingen hvor Nolde skriver om sit forhold til farver, har klare associationer til dem jeg tidligere har citeret fra van Goghs breve. 

   Nolde-citaterne i afhandlingen er alle fra en posthumt udgivet erindringsbog "Mein Leben" fra 1976. Jeg citerer nu to længere "sigende" afsnit fra teksten:

In the spring of 1901 Nolde was in Gildestrand in the Northwest corner of Denmark. It was a period of utter isolation. At letter datede 10 July describes his barely controlede halluciantions and incidentally shows how he was seeing color. Alone for days on end, he had long periods in which he ran in random directions, out of control. Towards the end of one such period he writes (using the third person to express his disorientation):

   "Then he sits hunched over behind a dune and buries his hand in the deep sand. Night sinks in black gloom to earth, the heavens are at cold blue, the dunes are gray, it will rain."   Here the colors and experience of night is used to give a poetic end to his days wanderings.

   Nolde also knew more specific fantasies, visions and fairytales, and he drew and hallucinated a wide varity of creatures - "Spuken, Sechreckfiguren, nächtliche Fabeltierer, unheimliche Gestalten, Nachtwandler, Sonnenanbeter - and I don´t know what else.

   In pictures depicturing such creatures, Nolde allowed himself a few intense colors scattered in darkness. Lildstrand provides af setting and suggests the the pictures limited palette:

   "It was difficult to me to find a suitable style. Colors did not suit med. I went on long walks, where no one usually went, over the dunes and rose-red heaths.

Det jeg synes man her kan aflæse af afhandlingens tekst, er at forfatteren James Elkins ikke har nogen klar teoretisk skelnen mellem 'litterær' - dvs. æstetisk villet synæstesi - og så mentalt tvungen synæstesi hvor samsansningen er automatisk og uvillet. 

   Det er sådan set heller ikke så mærkeligt, for i 1996 var synæstesi som en mental tilstand kendetegnet ved cross-over-sansning, knap nok endnu blevet genstand for hjerneforskernes interesse.

  

Jeg synes det her lidt lange tekststykke med Nolde-citater og udlægninger peger på at Nolde måske har været multisynæstetiker og i sin bevidsthed spontant har personificeret farvede former og genstand i omgivelserne (ligesom H. C. Andersen) - og selv tænkt på dem som hallucinationer.
   Kandinsky udarbejdede jo en teoretisk kunstæstetik hvor "villet" og "litterær" synæstesi var en vigtig komponent.
   Men James Elkins må konstatere at Nolde slet ikke havde æstetisk kontrol over sine ustyrlige farveoplevelser:

Nolde never developed  a coherent theory of color meanings. Instead color invaded his experience as an unpredictable initmate certainty. (...) Nolde thought that animals crying at night sounded "piercing yellow" ("gellender Gelb") and "dark violet", and described his wifes singing voice as "between rose and dark lilac". (...) Colors, Nolde said, sought out painter´s eyes. "I loved the blooming color of flowers and the purity of the hues," he declared.  

'Mein Leben' is filled with color at the expence of form, composition, and line, so much so there is no room for doubt about Noldes sincerity and his reasons for stressing color. His mos direct an innocent pronounsments on color, are wildly synaesthesic, unsystematic, unanlytic:
   "Yellow can express happiness and then again pain. There is flame red, blood red, and rose red. There is silver blue, sky blue, and thunder blue. Every color habours its own soul, delighting or disquiting or stimulating me."    (...)   "Colors, the material of the painter: Colors in the inner life, crying and laughing, screaming, fortunate, ardent and holy, like love songs and amorous songs, like melodies and chorals.

"When he says colors "cry and laugh" he is as outside of color theory as Heidegger is outside science. Colors should develop "through" the painter, he thought, like "ores and crystals, moss and algae."

Disse citater peger, for mig at se, på at Nolde også havde erfaringer med den form for synæstesi som på engelsk betegnes "auditory–visual synesthesia" og som karakteriseres sådan her: "sounds automatically elicit conscious  and reliable visual experiences".
   En anden veldokumenteret form for synæstesi er kendetegnet ved at indre følelsestilstande udløser farver: "emotion-color synesthesia". Der findes også en form hvor det er ydre påvirkning af hudens følesans (tryk, stik, kæl, etc) der udløser automatiske farveoplevelser.
 
I Wikipedias artikel om 'Synesthesia' finder jeg følgende illustration som viser et maleri af en nulevende amerikansk synæstetisk kunstner, Carol Steen, der jo har farvekontraster som slående minder om mange af dem der er dominerende i Noldes malerier.
  Billedet repræsenterer angiveligt kunstnerens abstrakte synsoplevelse under en akupunkturbehandling:

Vision by Carol Steen; Oil on Paper; 15x12-3/4" 1996.
 A representation of a synesthetic photism experienced during acupuncture.

Det tænkende tarmsystem og de kreative mavefornemmelser - i følge Giulia Enders

Giulia Enders er navnet på en tysk bestsellerforfatter hvis viden(skabs)formidlende bog 'Darm mit Charme - Alles über ein underschätzes Organ' blev refereret i dag på forsiden af Politikens Kultursektion, samtidig med at forfatteren og forhistorien blev beskrevet. 

   Giulia Enders er uddannet tysk læge og medicinsk forsker, og fik den ide at hun ville skrive en populærvidenskabelig bog om et delvist tabubelagt og i hvert fald stærkt undervurderet organ, vores - menneskets - tarmsystem. 

   Hun inviterede en fem førende professorale tarmeksperter til at bidrage, men ingen svarede. Så kunne hun vel selv gøre det, tænkte hun.

  

Ifølge journalist Tine Maria Winther er bogens sprog og fortælling gennemsyret af en sådan begejstring for emnet hos forfatteren at det virker smittende på læserne. Deraf successen.

   Artiklen citerer og refererer anmeldelsen i den engelske avis The Guadian:

Enders´ tarmmanifestation opfordrer læserne til at fejre deres nedre krops evner, i stedet for at være flove over dem. En bøvs, en prut kan opfattes grove, men den bevægelse i vores tarme, de opstår fra, er elegant som en balletdanser. Når vi kaster op, burde vi takke kroppen for den fantastiske forestilling, den opfører for at beskytte os.

Bogen begyndte med med en konkurrence i mundtlig videnskabformidling - en såkaldt 'Science Slam' - 2013, som hun vandt - med et forudgående semester i creative writing i USA i baggagen.

   Her er hendes stand up-forelæsning om tarmens velsignelser og vidunderlige funktioner, men på tysk - og med tyske undertekster:

Det som i første omgang fangede min interesse, var den her passage i Politikens artikel som fortæller om følelser og de mange metaforiske udtryk for dem som refererer til tarmen, til begge ender og til dens hylster 'maven':

Også noget så fint som følelserne bor i maven på os, gennemgår hun (altså G. E.) i et af sine kapitler, og det smitter af på sproget: Vi får sommerfugle i maven og mister appetitten når vi forelsker os eller er kede af det. Vi fordøjer en nyhed, brækker os af grin og har en god eller dårlig mavefornemmelse for noget.

Der er her tale om et af de emner som jeg tidligt var inde over i de her blogskriverier om kreativitet i alle mulige sammenhænge, nemlig de basale konceptuelle metaforer ('basic conceptual metaphors') som Lakoff & Johnson introducerede i deres epokegørende bog fra 1989: "Metaphors We Live By".

   En af de vigtige pointer her er at alle vores basale forestillinger om abstrakte emner som tænkning, følelser, kommunikation, tid, rum og bevægelse, at de er indlejre i et net af metaforiske billeder som er knyttet til det sprog vi bruger til at tale om vores krops konkrete sansninger og bevægelsesmuligheder:

   Eksempler:

"Han tænker uklart."

"Han sprog brænder af engagement."

"Han var i sort humør."

"Han var glødende forelsket."

"Han var grøn af misundelse."

"Hun stak til ham med spidse kommentarer."

"Tiden stod stille."

"Han løb fra sit ansvar."

"Hun blev svimmel af lykke"

"Det fremkaldte et billede på den indre skærm."

"Hun var et varmt menneske."

"Hun var sur som et ribs."

"Det var en sød historie."

"Det var en blød nyhed."

"At sige sådan noget offentligt, var dårlig smag."

"Den udtalelse lugtede langt væk af intriger."

"Det var som at få en kold spand vand i hovedet"

Det er i netop den teoretiske kontekst man kan forstå Giulia Enders iagttagelser om talemåder og metaforer som refererer til mave- og tarm-funktioner og -fornemmelser til at udtrykke følelser.
   Og der findes mange, mange flere eksempler på hvordan indre fornemmelser og output fra tarme bruges som konceptuelle metaforer til at tænke på og tale om mere abstrakte mentale og kommunikative forhold:

"Det betyder ikke en skid."
"Han er til at brække sig over.""Formanden er en lille lort."
"Han var så bange at han var ved at tisse i bukserne."
"Jeg får kriller i maven af spænding."
"Hans bidrag til debatten var bare en lille prut"
"Hvad du mener, vil jeg bare skide på."
"Den artikel var bare et surt opstød."
"Min film skal først og fremmest tale til maven, ikke til hjernen."
"Den bemærkning gik jeg og tyggede på længe."
"Han gik med en direktør i maven."
"Den slags udtalelser er bare en fis i en hornlygte."
"Vi var kommet helt ud på Lars tyndskids mark."
"Han går og fiser den af."
 "Sproget i hans kronik lider af syntaktisk tarmslyng."
"Det er en tankemæssig blindtarm."
"Hvis du skal spille den rolle overbevisende, må du forstå den helt ned i maven."
"Hans mund løb i vand ved erindringen om barndommens rødgrød med fløde.
"Han fik kvalme af at skulle være sammen med alle de overklasseløg."
"Han var sulten efter ny viden."
"Hun døde - mæt af dage."
"Han blev tør i munden af angst."
"Han slugte hende med øjnene."
"Den der grove bemærkning var en rigtig mavepuster."
"Det der, det er ikke andet end røv og nøgler."
"Du kan stikke den skråt op."

Man bemærker at en store del af metaforerne og talemåderne er negativt ladede, men jo ikke alle.

   Giulia Enders har sikkert også rigtig gode argumenter for at vores tarmsystem er stærkt undervurderet, overset og tabuiseret - videnskabeligt, socialt og kulturelt.
   Men når mennesker har haft behov for at tale konkret og anskueligt om meget af det som ellers er uhåndgribeligt og abstrakt, ja, så har hverdagens og dagligsprogets metaforik altid bredt og uhæmmet trukket på referencer til noget vi har et særdeles intimt forhold til: vores fordøjelses- og tarmsystem og dets nærmest omegn. 

En vigtig pointe i Giulia Enders bog er forestillingen, som er videnskabeligt underbygget, om at tarmsystemet - 'maven' - har sin egen hjerne der stort set "tænker" selvstændigt - og som for en stor del er ubevidst for den hjerne der sidder i hovedet.

Tarmen er nærmest selvtænkende, argumenterer hun (altså G. E.) begejstret og drager bevis for, at maven kun i vigtige anliggender forstyrrer hjernen. Resten klarer den uden at ulejlige chefen. Forklaringen findes i tarmens nervesystem - det enteriske nervesystem - også kaldet 'mavehjernen', der tænker selvstændigt ved hjælp af millioner af mikroorganismer, hvoraf kun et fåtal er kendte.

Artiklen i Politiken havde rubrikken

Det er noget lort!

Og underrubrikken var formuleret sådan her:

Giulia Enders har skrevet en hyldest til vores mest undervurdrede og organ, tarmsystemet. Dermed giver den tyske mediciner et helt ny og sympatisk portræt af kroppens bagdør. Hendes 'Darm mit Charme´ er blevet en bestseller i hjemlandet og er solgt til Danmark.

Man bemærker lige den smukke eufomistiske metafor som jeg antager er journalistens egen opfindelse: 

"kroppens bagdør"

Jeg vil glæde mig til at læse bogen når den kommer på dansk.  

Pia Kjærsgaard kan den kreative kunst at frame uskyldig ofre for vold og chikane, så det er indlysende for enhver at de selv er ude om det ...

Jeg synes Pia Kjærsgaards kreative, dygtigt manipulerende retorik som hun har udfoldet gennem mange år i offentligheden,  trænger til en omgang  forhåbentlig lige så kreativ de-konstruktion, så vi kan få frem i lyset og synligt og forståelige for enhver, hvad hun er for en filurkat - inden bag de smarte folkelige formuleringer.

   Man har den sjove metafor at 'have en ræv bag øret' som betyder "snu" eller "udspekuleret". 

   Den talemåde synes jeg passer ret præcist på hendes udtalelser i forbindelse med en genoplivet debat i Politiken om hvordan kvinder der bærer tørklæde, bliver chikaneret fysisk og psykisk af danske medborgere.

Pia Kjærsgaard havde et blogindlæg på TV 2, for godt en uge siden hvor hun forholdt sig til den igangværende debat på Politiken om de erfaringer mange indvandrekvinder har haft med danskeres chikanerende reaktioner  på at de bar tørklæde, erfaringer de sjældent fortæller om offentligt - endsige melder til politiet.

   Et af indlæggene kom fra en yngre læge Aya Baram. Hun var vred. Rubrikken lød:

Jeg er blevet overfaldet og svinet til på grund af mit tørklæde

Underrubrikken lød: 

I 16 år har jeg holdt diskriminerende oplevelser for mig selv. Nu er det slut.

Aya Baram beretter om sine erfaringer med at bære tørklæde:

Jeg er blevet slået på gaden, hvorefter jeg har fået at vide, at jeg skal »tage mit f... tørklæde af«. Politiet ville ikke lægge sag an, fordi min mand var mit eneste vidne.

   Jeg har været vidne til en hel bus, der råbte, at de ville stemme Dansk Folkeparti og få muslimerne ud af landet, fordi en pige med tørklæde kom til at holde omkring sædet foran sig, da bussen drejede, og derved fik rørt ved en anden piges hår.

   Jeg har oplevet en mand pludselig gå amok på min dengang 3 måneder gamle nevøs barnevogn med slag og spark, hvorefter en anden mand overfusede min søster med ord som »terrorister« og andet, spyttede hende i ansigtet på en propfyldt Nørreport Station, mens alle så til uden at hjælpe.

   Den eneste kommentar, vi fik, var fra et kærestepar, der sagde til min grædende søster, at det jo »ikke var personligt ment«.

   Derudover har jeg i mine år som lægestuderende oplevet en overlæge, der ud i den blå luft og foran hele klassen begyndte at kalde muslimer terrorister midt under min fremlæggelse af en patient. Herefter begyndte de studerende, ja endda patienten at deltage i et langt verbalt angreb på muslimer.

   Jeg er også blevet svinet til af sygeplejersker på forskellige hospitalsafdelinger på grund af mit tørklæde og har fået en masse andre ’små bemærkninger’ og hårde slag gennem både lægestudiet og på gymnasiet af både elever og lærere.

   Og jeg VED, at vi er mange, der har oplevet lignende situationer. (...)

   Jeg er ikke et offer. Jeg skriver ikke dette for at krænge mit hjerte ud. Jeg fortæller det, fordi jeg er træt af at høre andre tale på mine vegne 

Den debat - og blandt andet dette indlæg fik Pia Kjærsgaard til at udkomme med et indlæg på TV 2´s politiske blog den 14. juli - under rubrikken

    Jeg føler mig provokeret

Indlægget er langt, men indledes sådan her;

Politiken kunne i fredags berette, hvordan muslimske kvinder, der bærer hovedtørklæde i stort omfang føler sig udsat for forfølgelse, uforskammetheder og tilråb på gaden.

   Selv har jeg aldrig oplevet en sådan batalje, jeg har heller aldrig hørt andre fortælle om det, så måske er omfanget en lille smule overdrevet.

   Generelt kender jeg danskerne som et velopdragent folkefærd, der selvom de ikke føler stor sympati for det muslimske hovedtørklæde, naturligvis ikke tyer til ukvemsord om bærerne af hovedtørklædet.

   De muslimske kvinder føler sig provokeret af den reaktion, som deres hovedtørklæde fremkalder. Jeg føler mig også provokeret. Af dem og deres valg af tørklædet frem for det danske samfund!

Grundformlen her er den vi kender fra barndommens mest primitive verbale udvekslinger under konflikter i skolegården: "Det man siger, er man selv", og "Det kan du selv være".

   Man bemærker blandt andet hvordan Pia Kjærsgaard udnytter et lille smart retorisk fif til at mistænkeliggøre udsagnene og erfaringerne, nemlig ved at henvise til egne manglende erfaringer som øjenvidne til chikane-episoder. Og at de mennesker hun kender, naturligvis aldrig kunne finde på sådan noget. Underforstået: De er nok fulde af løgn, eller overdriver vildt, dem der siger det.

   

Præmissen vi skal acceptere er at "når jeg ikke har erfaringer med noget, og ikke kender mennesker der kunne gøre sådan noget, så er det nok ikke sandt, eller - i værste fald - kun en ubetydelig undtagelse."

   Princippet Pia Kjærsgaard udnytter, er formuleret teoretisk af Daniel Kahneman i hans bog 'Thinking, Fast and Slow.

   Og det lyder i hans formulering: "What You See, Is All There Is" (WYSIATI) - og refererer til en af de udbredte dagligdags tommelfingerregler i den "hurtige, intuitive og ureflekterende tænkning", som ofte fører til fejltagelser og fejlslutninger.

Resten af Pia Kjærsgaards blogindlæg hvor hun uddyber, kan læses her:

http://politik.tv2.dk/2014-07-14-jeg-f%C3%B8ler-mig-provokeret

Jeg kan ikke lade være med alene i den overskrift "Jeg føler mig provokeret" at høre ekkoet fra Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Roses forklaring på det urimelige i at muslimser følte sig

provokeret af Jyllandspostens Muhammed-tegninger. 

   Rose formulerede de herostratisk berømte ord til at beskrive vilkårene for at være borger i et danske demokrati med ytringsfrihed:

Man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Altså man må finde sig i at blive provokeret. Basta: 'Finde sig i! - som vel betyder noget i retning af 'at acceptere uden at kritisere og protestere imod'. Altså lige ud: Lade som ingenting! Holde sin kæft!

   Men det er selvfølgelig også en formulering der vender begge veje, en tveægget præmis, kan man sige: Pia Kjærsgaard må jo  vel så også være rede til at finde sig i den provokation hun føler ved til daglig at møde de tørklædeklædte muslimske kvinder rundt omkring på gader, restauranter, butikker, arbejdpladser. Eller hur?

I hvert fald må man konstatere at Politikens redaktion og en af dens kvindelige journalister med indvandrerbaggrund, Anna Meera Gaonkar, føler sig så provokeret af Kjærsgaards udtalelser i sit blogindlæg, at avisen bringer et opfølgende interview med hende i dag tirsdag den 15. juni.

   Interviewet har rubrikken:

Jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde

Underrubrikken:

Interview: Pia Kjærsgaard (DF) forstår godt, at nogle lader sig provokere af kvinder, der bærer tørklæde

Jeg citerer nu interviewet i sin helhed. Det er ikke fordi interviewteknikken er fremragende, for det er den ikke: alt for mange ledende, argumenterende og præmistunge spørgsmål som det er nemt for den interviewede at feje af; dertil et dobbeltspørgsmål som gør det muligt for politikeren at vælge kun at svare på det andet.

   Men ikke desto mindre er Pia Kjærsgaards serie af svar i den her mundtlige spontane situation alligevel afslørende. Her kommer det:

Flere kvinder fortalte i fredags Politiken, at de er blevet slået, spyttet, sparket til og råbt ad på åben gade, fordi de bærer tørklæde. Du skriver på din blog på TV 2, at du har stor forståelse for, at tørklædet provokerer, men ikke et ord om volden. Hvorfor?

  »Jeg går ud fra, at hvis der er blevet begået vold mod dem, så henvender de sig til politiet. Derfor har det ikke været nødvendigt at nævne volden i mit indlæg«.

   Men er du ikke indirekte med til at legitimere volden ved at ignorere den, når du skriver, at du forstår, at man kan lade sig provokere af kvinder med tørklæder?

   »Overhovedet ikke. Men det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå med tørklæde«.

   I en debat, der handler om vold mod kvinder, der bærer tørklæde, burde du så ikke forholde dig eksplicit til volden, som jo er hovedtemaet?

   »Bare fordi jeg ikke har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold, så betyder det jo ikke, at jeg går ind for den. Jeg skriver, at jeg føler mig provokeret af kvinder med tørklæde. At andre føler sig provokeret af disse kvinder, det forstår jeg også godt. Og at de har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket«.

   Du forstår godt, at kvinder med tørklæde bliver udsat for grove bemærkninger?

   »Jeg siger, at jeg godt forstår, hvis nogen får lyst til at sige ’sig mig lige engang, du’ og går til dem med ord«.

   Hvad betyder: ’Sig mig lige en gang, du’? Og hvor går grænsen?

   »Det må den enkelte gøre op med sig selv. Men jeg har også lyst til at sige, at nogle kvinder med tørklæder gerne vil være ofre. Det synes jeg er for meget«.

   Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold? 

   »Jo, men kvinderne med tørklæde kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage tørklædet af. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.

http://politiken.dk/debat/ECE2343459/jeg-foeler-mig-provokeret-af-kvinder-med-toerklaede/

Jeg forsøgte mig dagen efter på Facebook med en opfølgende kommentar hvor jeg tog de centrale replikker i hendes svar og udskiftede "kvinder med tørklæde" med "Pia Kjærsgaard" - og gjorde mig selv til afsender. 

Peter Harms Larsen: "Jeg føler mig provokeret af Pia Kjærsgaards udtalelser. At andre føler sig provokeret af hendes udtaleser, det forstår jeg også godt. Og at hun har været udsat for grove bemærkninger, det forstår jeg også udmærket. Og jeg forstår, hvis nogen får lyst til at sige 'sig mig lige en gang du' og går til hende med ord. Og bare fordi jeg ikke her har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold mod hende, betyder det jo ikke at jeg går ind for vold mod hende. Men det provokerer mig meget, når Pia Kjærsgaard i det danske samfund påberåber sig retten til at udtale sig så kvindefjendsk som hun gør."

Jeg brugte altså også en variant af det retoriske greb "det man siger, er man selv", til at udstille perfiditeten i udtalelserne og den indbyggede umedfølende og arrogante foragt over for svage og forsvarsløse kvindelige medborgere der bare udnytter den ret man har i de danske samfund til at klæde sig som man vil og lyster.

Jeg skrev efterfølgende også et lille tankeeksperiment, idet jeg skrev situationen om til en scene i en skolegård, hvor læreren til et offentligt medie simulerede Pia Kjærsgaards udtalelser:

Lad os lege at en lærer i en skolegård hvor nogle børn blev mobbet fordi de fx gik fattigt klædt, var rødhårede, eller havde et handicap, at han havde utalt at han da godt forstod at de andre elever mobbede, slog og chikanerede dem - fordi det jo naturligvis var provokerende at gå rundt og se sådan mærkelig og anderledes ud; de fattigt klædte kunne bare tage noget pænt tøj på som de andre, de rødhårede kunne bare får farvet håret blond, de handicappede kunne bare lade være med at gå ud i skolegården og vise deres handicap frem. Så egentlig var de anderledes udseende børn jo selv ude om at de provokerede og blev udsat for mobning. Tja, en sådan lærer var vel blevet fyret på stedet og bortvist!

Det slog mig også da jeg første gang læste interviewet med Pia Kjærsgaard, at hendes argumentation var en jeg genkendte fra andre debatter, blandt andet fra den årelange debat om voldtægtsmænd og kvindelige voldtægtsofre der "selv lægger op til at blive overfaldet", og fra debatten i en lang række lande både sydpå og østpå hvor kvinder helt naturligt bliver udsat for omfattende sexchikane når de færdedes på gaden og i offentlige transportmidler. 

   Herhjemme kender vi også argumentet fra unge indvandrerdrenge der mener at hvis kvinder ikke dækker sig til, så opfører de sig provokerende "som ludere" og inviterer dermed selv til at blive udsat for sexkrænkelser. 

   Inden jeg selv nåede at omsætte disse associationer til dekonstruerende sproghandling, var en kreativ "pensioneret skolelærer" Niels-Ove Rolighed kommet mig i forkøbet - med denne version hvor frasen "kvinder i let påklædning" blev sat ind i stedet for frasen "kvinder, der bærer tørklæde". 

   Politiken indledt sådan her under temarubrikken "satire":

Hvad med de letpåklædte kvinder, Pia?

I går blev Pia Kjærsgaard (DF) interviewet på denne plads. Se lige, hvad der sker, når interviewets emne, ’kvinder, der bærer tørklæde’, bliver byttet ud med ’kvinder i let påklædning’.

Og så kommer hers selve den afslørende og dekonstruerende nye tekst - i den grad en øjeåbner, synes jeg: 

Flere kvinder fortalte i fredags Politiken, at de er blevet slået, spyttet, sparket til og råbt ad på åben gade, fordi de klædte sig sommerligt i let tøj. Du skriver på din blog på TV 2, at du har stor forståelse for, at let påklædning provokerer, men ikke et ord om volden. Hvorfor? 

   »Jeg går ud fra, at hvis der er blevet begået vold mod dem, så henvender de sig til politiet. Derfor har det ikke været nødvendigt at nævne volden i mit indlæg«.

   Men er du ikke indirekte med til at legitimere volden ved at ignorere den, når du skriver, at du forstår, at man kan lade sig provokere af kvinder i let påklædning? 

   »Overhovedet ikke. Men det provokerer mig meget, når kvinder i det danske samfund påberåber sig retten til at gå klædt i let tøj«.

   I en debat, der handler om vold mod kvinder, der klæder sig i let påklædning, burde du så ikke forholde dig eksplicit til volden, som jo er hovedtemaet? 

   »Bare fordi jeg ikke har skrevet med fede typer, at jeg tager afstand fra vold, så betyder det jo ikke, at jeg går ind for den. Jeg skriver, at jeg føler mig provokeret af kvinder i let påklædning. At andre føler sig provokeret af disse kvinder, det forstår jeg også godt. Og at de har været udsat for bemærkninger, det forstår jeg også udmærket«.

   Du forstår godt, at kvinder i let tøj bliver udsat for grove bemærkninger? 

   »Jeg siger, at jeg godt forstår, hvis nogen får lyst til at sige 'sig mig lige engang, du', og går til dem med ord«.

   Hvad betyder: ’Sig mig lige engang, du?’ Og hvor går grænsen? 

   »Det må den enkelte gøre op med sig selv. Men jeg har også lyst til at sige, at nogle kvinder i let påklædning gerne vil være ofre. Det synes jeg er for meget«.

   Man er vel i sagens natur et offer, når man som uskyldig bliver udsat for vold? 

   »Jo, men kvinderne i let påklædning kunne jo også afveje situationen og tænke, at hvis de bliver ved med at møde de reaktioner på gaden, så kunne de bare tage mere tøj på. Så signalerer de også, at de gerne vil være en del af det danske samfund«.

http://politiken.dk/debat/ECE2343931/hvad-med-de-letpaaklaedte-kvinder-pia/

Det ligger meget tæt op af de ofte hylden morsomme parafraser på politikeres offentlige udtaleser i At Tænk Sig på bagsiden af Politiken, parafraser hvor kun enkelte ord eller vendinger er udskifte - med afslørende og øjeåbnende dokumentation til følge.

Jeg er selv tyk og fed - og pænt overvægtig. Og i de senere år bliver tykke mennesker faktisk også udsat for diskrimination og chikane i forskellige offentlige sammenhænge. Prøv bare i interviewet at udskifte "kvinder, der bærer tørklæde" ud med "stærkt overvægtige mænd". 

   Pia Kjærsgaard kunne så udtale at hun syntes det var meget provokerende af den slag mænd at gå på gaden og være så uklædeligt fede, og at hun godt forstod hvis nogen gik op til dem og sagde "'Hør lige her, du! og gik til dem med ord". 

   Og de tykke mænd kunne jo så i øvrigt bare tage sig sammen og slanke sig. "Så signalerede de også at de ville være en del af det danske samfund."

Der er i alle disse tilfælde hvor man udskifter en frase med en anden, tale om en variant af det der kaldes "jøde-testen", og som er et retorisk middel til at afsløre tekster der diskriminerer mod andre grupper end jøder, fx og ikke mindst i disse år: mennesker med muslimsk baggrund. 

   Altså prøv også i Pia Kjærsgaards interviewudtalelse rat indsætte "jøder med sort kalot"  i stedet for "kvinder med tørklæde".

Det greb er sådan set prøvet ganske mange gang før - med tilsvarende afslørende resultat. Hør bare Rune Engelbreth Larsens illustrerende radioindslag her hvor tre udtalelser af Pia Kjærsgaard udsættes for "jøde-testen":

http://www.loever.dk/modstandsradioen/mdl09-rel.php

Jeg synes at samfundudviklingen og den offentlige debat udvikler sig i en retning, så vi der er økonomisk solide, har arbjede og er så heldige at være sunde og raske, at vi - i stedet for at føle omsorg for mennesker der er fattige, handicappede, syge og derfor oppebærer hjælp fra det offentlige såkaldte 'overførselsindkomst' - at deres eksistensvilkår nu over en bred kam opleves som og beskrives som 'provokerende' os andre - fordi de bare "nyder" uden at "yde". 

   Der er sket et frame-skift så det kan mærkes. Og det kan Pia Kjærsgaard i sin retorik leve højt på. Oftere og oftere bliver de mennesker mødt med en reaktion som den retorisk kreative kvindelige politiker jo så godt kan forstå - at de bliver mødt med: 

"Sig mig lige engang, du', og går til dem med ord«.

Agurketid og medieformater - om kreative personligheder og grænseoverskridende metaforiske hjerner - flere med efternavnet "Dahl"

Det er agurketid i aviserne og medierne over en bred bank. Og dermed tid til at mobilisere kreativitet på redaktionerne, herunder at opfinde serier og formater som kan legitimere billigt og nemt producerede portrætter af personer man i forvejen kender fra den almindelige "tunge" nyhedsdækning resten af året.

   Det er vel en variant af det som kreativitetsteorien kalder "kreative restriktioner". Virkeligheden leverer simpelt hen for lidt til at fylde mediernes forskellige faste genrer. Så man må op på dupperne rent mentalt - og finde på!

   Og det her indlæg handler om det mærkværdige syrendipitetiske tilfælde: at to særligt kreative personligheder som har optrådt i medierne, begge hedder 'Dahl' til efternavn, og begge har bidraget til at levere stof og historier om dem selv til disse sommerfeatureformater.
   Endnu en "Dahl", en "Andersen", og en "Messerschmidt" kom med i farten for at få det hele til at hænge sammen. Så det blev lidt (for) langt.

Danmarks Radio har på P1 serien "Sommergæsten" kørende, et format som er en let og hurtig udgave af Karen Sechers højt berømmede, indholdsmæssigt interessante og meget interviewteknisk kreative radioserie som har været udsendt i mange år under titlerne "Besøgstid" og "På Tomandshånd".

    Vært og interviewer Dorte Krogsgaard på "Besøgstid", er til daglig vært på P1 Morgen hvor man også bemærker hende som en frisk og kontant interviewer.

    Her i sommerformatet skal hun dagligt levere en hel udsendelsestime, dog afbrudt af musik valgt af gæsten. Der er tale om en journalistisk og mental kraftpræstation, selv om Dorte Krogsgaard selvfølgelig har en anonym backinggroup af researchere - og selv har må have haft tid til forresearch.

 

I onsdags var der et interview med sangeren og skuespilleren Lotte Andersen hvori hovedhistorien og vinklen var at Lotte Andersen ...

"... mistede sit vigtigste arbejdsredskab: sin stemme. Hun fortæller om at blive stum - og om arbejdet med at genfinde sin stemme."

Hendes fortælling var et smukt og rent eksempel på fænomenet "kreativ restriktion", begrænsninger i vilkår der afføder mentale behov for at skabe nyt - i Lotte Andersens tilfælde efter en nærmest traumatisk opleves af identitetstab da hendes stemme forsvandt i næsten et år.

En del af det fremdriftsgivende plot i radioserien er at hver sommergæst i en lukket kuvert skal give et spørgsmål videre til den næste i rækken.

     Og torsdagens sommergæst var pianist og professor på Rytmisk Musikkonservatorium Carsten Dahl der ...

"... fortæller om at improvisere og bruge sine egne depressioner som drivkraft."

Han fik spørgsmålet fra Lotte Andersen: "Har du nogensinde mistet din stemme?"

    Carsten Dahl svarede ja, idet han parallelliserede stemmetab med det mentale tabe det for ham selv havde været at blive ramt af en alvorlig depression:  Depression = Tab af idenditet og personlighed, var hans metaforiske ligning.

   Han fortalte også om sin barndom og ungdom, og ingen tvivl om at han hørte til den særligt kreative personlighedstype med forældresavn, ensomhed, mobning, kostskoleophold, etc. da forældrene blev skilt. En højsensitiv kreativ personlighed der med sin musik har spillet sig igennem tilbagevendende angstanfald og depressive mentale tilstande.

 

Og kriteriet "flere personer i en" levede han også smukt op til  - idet han beskrev sig selv som at han havde fundet "drengen Carsten" inde bag "masken Carsten Dahl" - en identitet som han først var nået til klarhed over gennem arbejdet med at komme ud af sin flere år lange depression.

   

Mere generelt brugte han sin musikalske improvisationer til at "forsvinde i" - og til at udtrykke sindsstemninger gennem, fortalte han.

   Metaforisk oplevede han  at han ved at improvisere blev ...

"... forbundet med universet", og "forbundet med vinden i træerne, bølgerne i havet, blodet i kroppen". 

Sin musik opfatter Carsten Dahl altså selv som en form for metaforiske udtryk der har billedfunktion, og som i ham aktiverer emotionelle mentale landskaber og figurer.

   Noget der godt kunne minde om det fænomen jeg har skrevet om  i flere indlæg på det sidste: synæstesi, uden at jeg dog har andet belæg end disse få citater for at det kunne forholde sig sådan.

Carsten Dahl fortalte at det at improvisere for ham ofte indebar en regulær tilstand af "trance" som - af hans beskrivelse at dømme - altså har karakter af en regulær "flow-oplevelse" - en parallel til den oplevelse fx løbere kan få gennem det der kaldes "runners high", beskrevet sådan i Wikipedia

Runner's high is said to occur when people exercise so strenuously that their bodies reach a certain threshold. It is suggested that endorphins are responsible for this state. Endorphins are released during long, continuous workouts of moderate to high intensity, corresponding to prolonged physical stress. This also corresponds with the time that the muscles use up their stored glycogen. The presence of endorphins would presumably mitigate pain sensation by negatively regulating pain-carrying signals from nociceptive neurons in the spinal cord. Notably, such analgesic effects of endorphins could potentially increase the likelihood of injury, as pain sensation could be more easily ignored. Experiencing a runner's high has also been known to cause feelings of euphoria. Although it is called a "runner's" high, the effect can occur anytime that people engage in any strenuous exercise or activity, not just running.

Det kan så også forklare hvorfor det at improvisere musikalsk i længere tid, af Carsten Dahl bliver oplevet som noget der har en 'immuniserende effekt' i forhold til risikoen for depression.  

Som barn og ung var det trommer Carsten Dahl  udtrykte sig gennem, men han lærte sig på et tidspunkt "at spille klaver uden klaver" - rent bogstaveligt - ved at lyttet til plader med jazzpianister og så spille med fingrene - men imaginært og som en form for mime - på et sin mors chatol der godt kunne minde om et opretstående klaver.

   Hvad der i øvrigt foregår i hjernen når musikere improviserer, har jeg skrevet om i flere indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Her et citat fra noget af den forskning som jeg refererer i indlægget. Det der sker, er at de forreste pandelapper der styrer, moraliserer og censurerer et bredt spektrum af funktioner andre steder i hjernen, lukker ned, mens det som kaldes "the default network", så lukker op under improvisationen.

When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.

   They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”

The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.   

The default network i hjernen er blandet andet kendetegnet ved at være aktivt når man dagdrømmer, "mind wandering", som man kalder det på engelsk. Men også når man fremkalder erindringer, eller når man forestiller sig en i en andens persons sted, eller når man fantaserer om andre verdener og virkeligheder.

   Jazz-improvisationer kan altså anskues som en slags musikalske dagdrømme der kommer ud gennem fingrene.

   Carsten Dahl har i øvrigt spillet musik sammen med en anden særligt kreativ personlighed, Thomas Blachman, som jeg har skrevet om her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/improvisation-kreativitet-og-hjernens.html

Dette med musik på hjernen kan også kobles sammen med jazzmusikeren og musikforskere Peter Vuusts synspunkter og forskning, som jeg har refereret her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/kunst-pa-hjernen-i-anledning-af-en-tv.html

Et af de markante resultater som Peter Vuust havde fået ud af sin hjerneforskning, var at jazzmusik - hvad enten den blev udøvet eller lyttet til, var den musikgenre som udløste størst  og mest omfattende aktivitet i hjernen på alle de parametre man målte på ved skanninger.

Carsten Dahl gav så følgende spørgsmål videre til den næste sommergæst, Dansk Folkpartis stemmemagnet ved det nys overståede EU-valg, Morten Messerschmidt: "Hvad er medfølelse og åndelighed for dig?" 

   Her fik Dorte Krogsgaard, så vidt jeg husker, et så langtrukkent, glat og velformuleret svar at hun måtte afbryde interviewpersonens rivende automatiske talestrøm.

   I følge programteksten på DR´s hjemmeside er også Messerschmidt en blended personlighed med "flere personer i en".

   Hans væsentligt ældre kæreste, bakkesangerinden Dot Wessman, har karakteriseret ham som "en gammel mand i en ung mands krop". Og i avisoverskrifter har han fået prædikatet "et dobbeltmenneske".

   Også han har i en eller anden forstand musik på hjernen, men absolut ikke jazz.  Allerede som barn var han operaelsker, og havde tidligt en drøm om selv at blive operasanger. Han har også indspillet en CD hvor han synger sammen med Dot Wesman, som udkom for ikke så længe siden: "Med et glimt i øjet".

   Og han er vokset op i et hjem med en enlig mor, som vel har forventet at han gik ind som "manden i huset", en prægning han så har taget med sig ind i voksenlivet.

Det fører lige over i endnu en særligt kreative personlighed som også bliver portrætteret i en sommerserie, en kendis der deler efternavn med Carsten, nemlig sociolog, forfatter, blogger og debattør Henrik Dahl.

   Og sidste nyt om ham er at han deler ambition med Messerchmidt om magt og indflydelse gennem at blive valgt politiker.

 

Henrik Dahl blev interviewet og portrætteret til Politikens agurketidserie "180 grader" i lørdags (12/07). For at gøre sig fortjent til at blive interviewet til dette sommerformat skal interviewpersonen leve op til følgende karakterspecifikation:

I løbet af sommeren interviewer vi en række personer, der valgte at gå i en helt ny retning, fordi de var nødt til at følge deres samvittighed og foretage et nyt livsvalg.

Jeg har skrevet om Henrik Dahl som særligt kreativ personlighed flere gange her på bloggen, vist nok første gange i de her to sammenhængende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/05/hvis-din-nabo-var-henrik-dahl-og-andre_14.html

Manden er en frisk og fræk metaforskaber af Guds nåde - og en inkarneret ironiker - hvilket første indlæg tager afsæt i.

   Jeg har kendt sociologen Henrik Dahl personligt i hans unge og mine yngre dage. Og hans bog om livsstilsegmenter 'Hvis din nabo var en bil' - i sær 2. udgaven fra 2006 - er fremragende - og kan stadig anbefales som mentalt øjeåbnende for journalist-, medie-, og kommunikationstuderende.

  Han debuterede for nylig som fiktionsforfatter med romanen 'NT - en forstadstragedie', som blev sablet ned af Politikens og Informations anmeldere. 

   Henrik Dahls kreative modangreb var at foreslå at der blev oprettet et officielt "ankenævn for anmeldelser" som skulle kunne tage fagligt stilling til om en dårlig anmeldelse var rimelig og kvalificeret! 

   God ide, eller syg ide? Debatten kørte derudaf i over en uge.

 

'Krogen' for artiklen i Politiken i lørdags var at Henrik Dahl for nylig har annonceret at han stiller op som folketingskandidat for Liberal Alliance. 

   Dermed tilslutter han sig nu rækken af "politiske overløbere" i nyere tid - med Karen Jespersen og Ralph Pittelkow som de mest prominente, men hvori også indgår adskillige yngre SF-politikere som skiftede parti da SF trådte ud af regeringen.

    Rubrikken for artiklen af Kenneth Lund er et citat fra hovedpersonen:

"Jeg har skiftet parti, men jeg har ikke skifte holdninger" 

Og manchetten fortæller at Henrik Dahl "på 15 år er gået fra intellektuel SF´er til liberalistisk folketingskandidat." 

   Jeg kan ikke lade være med at associere til Løkke Rasmussen der tumlede ind i nogle meget besværlige filosofiske distinktioner da han kom til at svar på et kritisk interviewspørgsmål med udtalelsen:

"Vi har skiftet standpunkt, ikke holdninger!"

Det der virkelig tændte mig i interviewet, var igen en af Henrik Dahls fremragende metaforer - her til at beskrive hvorfor han på et vist tidspunkt for nogle år siden ikke var gået til de radikale, men blev hos de venstreorienterede socialdemokrater -  trods afgørende uenighed på en række punkter:

Det var også med mange forbehold. Jeg betragtede den socialdemokratiske bygning som et håndværkertilbud. Selve bygningen var ikke meget værd, tilstandsrapporten var kritisk, men beliggendheden var fantastisk, der lige på midten af dansk politik. Min tanke var,at hvis man var fiks på fingrene og villig til at lægge mange kræfter i at reparere på det gamle lort, så kunne der godt være en fremtid i det. 

Ellers siger citatet fra rubrikken faktisk det hele. Henrik Dahl er mentalt i defensiven, og han er langt mindre skarp og slet ikke så morsom som han var da jeg mødte ham for mange år siden, og som han kan være i nogle af sine blogindlæg.

   Den kreative spændstighed som tit har karakteriseret hans sprog i offentlige debatter, er i interviewet blevet ret så velfriseret. De mentale omkostninger ved at prøve den nye politikerkasket, slår igennem i sproget. 

   På spørgsmålet om hvad hans største mærkesag bliver hvis han bliver valgt ind, svarer han:

Jeg går meget ind for afbureaukratisering, og at alt ikke kommer til at handle om politik. Jeg kunne godt tænke mig et paradigmeskift for, hvad politik og lovgivning bør handle om. Det er et demokratisk problem, hvis borgerne ikke kan forstå de love, som de har pligt til at sig efter, men det gør mange ikke i dag. Jeg mener det er enormt vigtigt. 

Altså Henrik Dahls mærkesag er at lovene skal skrives så folk kan forstå dem!!!!

   Journalisten slutter med et muntert spørgsmål som han har forberedt hjemmefra:

   Du blev kendt som sociolog med bogen 'Hvis din nabo var en bil'. Hvilken bil er Henrik Dahl? 

   "Det ved jeg sgu ikke. En lidt brugt én, måske."

   Men altså den samme bil, han var i slutningen af 90´erne?

   "Jeg synes sådan set, at der er kontinuitet i de ting, jeg har foretaget mig og skrevet gennem tiden, ja".

Et af de træk der kendetegner den særligt kreative personlighed er jo at de i en eller anden forstand er grænseoverskridende mønsterbrydere, mentale begrebsblandere og opfindsomme frame-udviklere. 

    Og det er vel præcis det som mange politiske konvertitter og overløbere som Henrik Dahl netop er: mennesker som mentalt set på et kritisk tidspunkt i deres liv forbinder "elementer" som ellers har været adskilt: deres egen politiske personlighed forankret i ét partitilhørsforhold som de har forladt - og deres egen politiske personlighed indlejret i et andet parti som de har meldt sig ind i.

   

Når man er kreativ på den måde at man glider, skrider eller springer over ideologi- og partiskel, så opstår der problemer i forholdet mellem tre sider af personlighedens samlede konstruktion:

• IDENTITETEN: den man dybest set er (mht. værdier og holdninger).
• ENS IMAGE: den man ønsker at fremstå som, 
• ENS ETOS: den opfattelse andre har af en

Det skrev jeg nogle kloge ord om i et indlæg for næsten præcis tre år siden, som jeg synes kunne fortjene at blive citeret her - til at forstå hvad det er for problemer journalisten pirker til, og som Henrik Dahl kæmper med at forholde sig til:

Skifter man så parti, så ryger den politiske ethos i højere eller mindre grad, troværdigheden undermineres og smuldrer. For enten har politikeren sejlet under falsk flag i det gamle parti - man har haft et image som har været påklistret og ikke i overensstemmelse med ens sande jeg; eller man har rent faktisk skiftetidentitet - dvs. ændre centrale værdier og holdninger, så der ikke mere er dækning for det hidtidige image man har stræbt efter. Uanset hvad forklaringen er, så svækker det de politiske interessenters og stakeholderes tillid, og det er rigtig svært at genoprette sin politiske ethos i den nye parti-kontekst.   Jeg har nu den teori at mange af de politikere som skifter parti, tilhører gruppen af særligt kreative personligheder - altså personligheder der er autoteliske, som oplever sig fremmedgjorte i forhold til forskellige sociale miljøer, og som kæmper med at definere deres identitet.

   Og at hvis denne identitetsøgen og indentitetkamp har ført dem ind i et forpligtende forhold til et bestemt parti og partiprogram og givet dem en position indadtil og udadtil i det parti, så har det haft den naturlige omkostning at sider af personligheden har følt sig "fremmedgjort" i forhold til det image som politikeren har opbygget igennem sit arbejde for partiet.

Under min research til det her indlæg støder jeg på sociologen Henrik Dahls navnebroder, som for nogle år siden var kendt som en meget populær og næsten folkekær DR-TV-studievært - for flere opfindsomme forbruger-tv-formater.

   Jeg husker den Henrik Dahl som var deltager på et Power-tv-kursus, som en person der bare kunne få den ene gode og sjove programidé efter den anden. Og som havde en umiddelbar og intuitiv forståelse for dramaturgi og storytelling - med et ironisk tvist.

   Altså en af de rigtig kreative personligheder inden for de nyere fakta-light-genrer.

   Hvad er der blevet af ham, tænkte jeg?

   

En artikel i B.T. fra 11. juni 2010 fortæller hans historie, underlagt maniodepressivitet som et mentalt livsvilkår, det der nu lægefagligt kaldes "bipolar lidelse". Artiklen udsprang af nyheden om skilsmisse:

Henrik Dahl kom til DR i 1998, da han indledte sin kometkarriere som tv-vært på forbrugerprogrammet 'Rene ord for pengene' og derefter det lignende program 'Rabatten'.

   Men da den flamboyante tv-vært var på toppen af sin karriere i 2004, blev manien utæmmelig. Det kulminerede på et redaktionsmøde, hvor Henrik Dahl overfusede sin chef og stormede ud ad døren i raseri. Reaktionen kom prompte. Henrik Dahl blev sendt på tvungen afspadsering og valgte så selv at forlade DR.

   Derefter kom han til TV 3, hvor han blev vært for programmet 'Bugbusters'. Satsningen blev dog aldrig den succes, tv-kanalen havde håbet på, og i 2007 valgte TV3 at sætte det foreløbige punktum for Henrik Dahls tv-karriere.

(...)

   For tiden arbejder Henrik Dahl som key account manager for firmaet Konica Minolta, hvor han bl.a. sælger kopimaskiner.

   Han fortæller, at han er glad og tilfreds med sit job, og omvæltningen i familielivet er han efterhånden kommet over.

   Men han holder sig selv i kort snor med den kraftige medicin litium, som er skadelig for lever og nyrer.