Det tænkende tarmsystem og de kreative mavefornemmelser - i følge Giulia Enders

Giulia Enders er navnet på en tysk bestsellerforfatter hvis viden(skabs)formidlende bog 'Darm mit Charme - Alles über ein underschätzes Organ' blev refereret i dag på forsiden af Politikens Kultursektion, samtidig med at forfatteren og forhistorien blev beskrevet. 

   Giulia Enders er uddannet tysk læge og medicinsk forsker, og fik den ide at hun ville skrive en populærvidenskabelig bog om et delvist tabubelagt og i hvert fald stærkt undervurderet organ, vores - menneskets - tarmsystem. 

   Hun inviterede en fem førende professorale tarmeksperter til at bidrage, men ingen svarede. Så kunne hun vel selv gøre det, tænkte hun.

  

Ifølge journalist Tine Maria Winther er bogens sprog og fortælling gennemsyret af en sådan begejstring for emnet hos forfatteren at det virker smittende på læserne. Deraf successen.

   Artiklen citerer og refererer anmeldelsen i den engelske avis The Guadian:

Enders´ tarmmanifestation opfordrer læserne til at fejre deres nedre krops evner, i stedet for at være flove over dem. En bøvs, en prut kan opfattes grove, men den bevægelse i vores tarme, de opstår fra, er elegant som en balletdanser. Når vi kaster op, burde vi takke kroppen for den fantastiske forestilling, den opfører for at beskytte os.

Bogen begyndte med med en konkurrence i mundtlig videnskabformidling - en såkaldt 'Science Slam' - 2013, som hun vandt - med et forudgående semester i creative writing i USA i baggagen.

   Her er hendes stand up-forelæsning om tarmens velsignelser og vidunderlige funktioner, men på tysk - og med tyske undertekster:

Det som i første omgang fangede min interesse, var den her passage i Politikens artikel som fortæller om følelser og de mange metaforiske udtryk for dem som refererer til tarmen, til begge ender og til dens hylster 'maven':

Også noget så fint som følelserne bor i maven på os, gennemgår hun (altså G. E.) i et af sine kapitler, og det smitter af på sproget: Vi får sommerfugle i maven og mister appetitten når vi forelsker os eller er kede af det. Vi fordøjer en nyhed, brækker os af grin og har en god eller dårlig mavefornemmelse for noget.

Der er her tale om et af de emner som jeg tidligt var inde over i de her blogskriverier om kreativitet i alle mulige sammenhænge, nemlig de basale konceptuelle metaforer ('basic conceptual metaphors') som Lakoff & Johnson introducerede i deres epokegørende bog fra 1989: "Metaphors We Live By".

   En af de vigtige pointer her er at alle vores basale forestillinger om abstrakte emner som tænkning, følelser, kommunikation, tid, rum og bevægelse, at de er indlejre i et net af metaforiske billeder som er knyttet til det sprog vi bruger til at tale om vores krops konkrete sansninger og bevægelsesmuligheder:

   Eksempler:

"Han tænker uklart."

"Han sprog brænder af engagement."

"Han var i sort humør."

"Han var glødende forelsket."

"Han var grøn af misundelse."

"Hun stak til ham med spidse kommentarer."

"Tiden stod stille."

"Han løb fra sit ansvar."

"Hun blev svimmel af lykke"

"Det fremkaldte et billede på den indre skærm."

"Hun var et varmt menneske."

"Hun var sur som et ribs."

"Det var en sød historie."

"Det var en blød nyhed."

"At sige sådan noget offentligt, var dårlig smag."

"Den udtalelse lugtede langt væk af intriger."

"Det var som at få en kold spand vand i hovedet"

Det er i netop den teoretiske kontekst man kan forstå Giulia Enders iagttagelser om talemåder og metaforer som refererer til mave- og tarm-funktioner og -fornemmelser til at udtrykke følelser.
   Og der findes mange, mange flere eksempler på hvordan indre fornemmelser og output fra tarme bruges som konceptuelle metaforer til at tænke på og tale om mere abstrakte mentale og kommunikative forhold:

"Det betyder ikke en skid."
"Han er til at brække sig over.""Formanden er en lille lort."
"Han var så bange at han var ved at tisse i bukserne."
"Jeg får kriller i maven af spænding."
"Hans bidrag til debatten var bare en lille prut"
"Hvad du mener, vil jeg bare skide på."
"Den artikel var bare et surt opstød."
"Min film skal først og fremmest tale til maven, ikke til hjernen."
"Den bemærkning gik jeg og tyggede på længe."
"Han gik med en direktør i maven."
"Den slags udtalelser er bare en fis i en hornlygte."
"Vi var kommet helt ud på Lars tyndskids mark."
"Han går og fiser den af."
 "Sproget i hans kronik lider af syntaktisk tarmslyng."
"Det er en tankemæssig blindtarm."
"Hvis du skal spille den rolle overbevisende, må du forstå den helt ned i maven."
"Hans mund løb i vand ved erindringen om barndommens rødgrød med fløde.
"Han fik kvalme af at skulle være sammen med alle de overklasseløg."
"Han var sulten efter ny viden."
"Hun døde - mæt af dage."
"Han blev tør i munden af angst."
"Han slugte hende med øjnene."
"Den der grove bemærkning var en rigtig mavepuster."
"Det der, det er ikke andet end røv og nøgler."
"Du kan stikke den skråt op."

Man bemærker at en store del af metaforerne og talemåderne er negativt ladede, men jo ikke alle.

   Giulia Enders har sikkert også rigtig gode argumenter for at vores tarmsystem er stærkt undervurderet, overset og tabuiseret - videnskabeligt, socialt og kulturelt.
   Men når mennesker har haft behov for at tale konkret og anskueligt om meget af det som ellers er uhåndgribeligt og abstrakt, ja, så har hverdagens og dagligsprogets metaforik altid bredt og uhæmmet trukket på referencer til noget vi har et særdeles intimt forhold til: vores fordøjelses- og tarmsystem og dets nærmest omegn. 

En vigtig pointe i Giulia Enders bog er forestillingen, som er videnskabeligt underbygget, om at tarmsystemet - 'maven' - har sin egen hjerne der stort set "tænker" selvstændigt - og som for en stor del er ubevidst for den hjerne der sidder i hovedet.

Tarmen er nærmest selvtænkende, argumenterer hun (altså G. E.) begejstret og drager bevis for, at maven kun i vigtige anliggender forstyrrer hjernen. Resten klarer den uden at ulejlige chefen. Forklaringen findes i tarmens nervesystem - det enteriske nervesystem - også kaldet 'mavehjernen', der tænker selvstændigt ved hjælp af millioner af mikroorganismer, hvoraf kun et fåtal er kendte.

Artiklen i Politiken havde rubrikken

Det er noget lort!

Og underrubrikken var formuleret sådan her:

Giulia Enders har skrevet en hyldest til vores mest undervurdrede og organ, tarmsystemet. Dermed giver den tyske mediciner et helt ny og sympatisk portræt af kroppens bagdør. Hendes 'Darm mit Charme´ er blevet en bestseller i hjemlandet og er solgt til Danmark.

Man bemærker lige den smukke eufomistiske metafor som jeg antager er journalistens egen opfindelse: 

"kroppens bagdør"

Jeg vil glæde mig til at læse bogen når den kommer på dansk.