Pussy Riots, Trille, Thomas Lundme, Yahya Hassan - om erfaringssprogets gennemslagskraft - og dets modsætning: 'bullshit'

Informations weekend-tillæg "Moderne tider" har ganske mange faste rubrikker, og er af svingende kvalitet. Men jeg har en klar fornemmelse af at der er sket et kvalitetsløft på det sidste. Redaktøren hedder Bodil Folke Kaarsholm.

   Denne weekend, 23.-24. november, er der to "stykker" der især fænger og fanger:

Dels er der en spændende, oplysende, men ikke særlig letlæst brevveksling mellem på den ene side det russiske Pussy Riots-medlem Nadesia Tolokonnikova, aktivisten der blev fængslet efter gruppens Putinkritiske og provokerende optræden i en russisk ortodoks kirke, og på den anden side den slovenske filosof Slavou Zizek, en klog mand der ifølge Wikipedia har skrevet essays om et bredt spektrum af emner: Jacques Lacan, fundamentalisme, tolerance, politisk korrekthed, globalisering, subjektivitet, menneskerettigheder, postmodernisme, Lenin, David Lynch, Alfred Hitchcock.

   Brevene er fra begge sider skrevet i et højstemt og ganske abstrakt sprog, gennemsyret af en anspændt seriøsitet som er ganske fremmed for en gråmeleret leverpostejagtig dansk tænkemåde.

   Pointen i brevvekslingen er, som der står skrevet, at der er opstået en symbiose mellem den globale storkapital og økonomisk tunge stater med et stærkt autoritært og mere eller mindre diktatorisk styre.

  Jeg tænker: Det er jo rigtigt. Men er der egentlig noget nyt i det?

Men Pussy Riots system- og kirkekritiske optræden í Rusland trækker erindringstråde til min egen ungdom - via den anden artikel fra Moderne tider som fanger og fænger.

   Det er en erindringsartikel af Thomas Lagermand Lundme - i anledning af at Arbejdermuseet har åbnet en udstilling om sangeren Trilles liv og virke. Rubrikken lyder:

Hej, Søster løgsovs

Den artikel bliver jeg også straks grebet af da jeg begyndte at læse den - forfra. Den indledes sådan her:

Et af de første steder, jeg boede som barn, var Reberbanegade på Amager. Det var på 3. sal med udsigt til Amager Centret, som strålede som en kunstig højfjeldssol. Der stod også et kastanjetræ. Når det blomstrede om foråret, var det skønheden. Jeg troede, det var skoven. Min far var elektronmekaniker og havde for det meste natarbejde. Min mor var i huset hos Thomas Winding og passede hans børn, så han havde tid til at skrive bøger til alle de andre voksne børns børn. Når min mor ikke passede Thomas Windings børn, var hun med i hans fjernsynsudsendelser for børn. Når jeg blev passet hos min mormor og morfar i deres kolonihavehus, kunne jeg altid se hende i fjernsynet, min mor. Så var hun der. På en måde.

Det gode sprog - erfaringsproget - vender jeg tilbage til. Men hvem er skribenten?

   Thomas Lundme er multikunstner - en af de særligt kreative - der både skriver bøger, producerer dramatik og er kunstmaler. Og i artiklen i Moderne tider leverer han på skrift et flash back til min egen ungdom hvor Trilles sange spillede en vigtig rolle. Nok mest for kvinder.

Jeg kender Trille fra begyndelsen af 60´erne. Vi gik begge på Christianshavns Gymnasium. Og begge var vi såkaldte udvekslingstuderende der fik et års ophold i USA gennem organisationen American Field Service. Det betød så at vi fik vores studenterhue med et års forsinkelse. Men også at vi i den grad fik udvidet vore horisont.

   Trille havde allerede da taget eller fået sit kælenavn, og hun sang og spillede guitar til gymnasiefester og på studenterlejre, husker jeg.

   Hun havde en god stemme, lidt i retning af Joan Baez hvis plader og sange jeg med flid havde lyttet til efter hjemkomsten fra USA.

   Trille var (ligesom Joan Baez) en dejlig dame med gode, dybe smilehuller, var vi mange der syntes. Og vi vidste godt at hun havde en mere professionel fremtid som sanger og musiker foran sig.

Ret mange år senere  - omkring 1990 - mødte jeg Trille igen - i DR´s B&U-afdeling hvor hun var free-lance-medarbejder og -forfatter. Jeg var indkaldt dramaturgisk manuskriptkonsulent på en serie planlagte tegnefilm for børn, film som Trille blandt andre skulle skrive manuskripter til. Jeg skulle give feed back på de første manus-synopser.

   Serien havde som gennemgående signatur og figurer: "Tim og Thomas". Og den var fra B&U´s side opfattet som et relativt stort og dyrt eksperiment som afdelingen havde fået en særlig pulje penge til at finansiere.

   

Tegnefilm a la Walt Disney var ellers op gennem 80-erne ideologisk belastede i B&U-kulturen, så det var i hvert fald en ret pioneragtig opgave for Trille og to andre forfattere at skulle skrive manus til en danske tegnefilm ud fra et givet rammekoncept og to på forhånd fastlagte karakterer.

   Plottet skulle hver gang indebære en visuel forvandling fra en normal virkelighed til en fantasi-virkelighed - med inspiration fra fra forskellige (børne)litterære fiktionsuniverser.

   Her er et eksempel fra YouTube - med manuskript af Trille:

Trilles mest spektakulære offentlige optræden skete 20 år tidligere - i et TV-underholdningsprogram hvor hun sang den for en del seere provokerende vise  "Øjet", skrevet af forfatteren Jesper Jensen: 

Sangen indbragte hende og Danmarks Radio en anklage for blasfemi efter straffelovens § 140:

Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det var især andet vers i "Øjet" der provokerede - "Han" i sangen er "Gud":

Han er streng - men så forbandet uerfaren,

han har aldrig nogensinde været barn.

Når jeg strammer min trusser,

som har blonder og er gule,

kan jeg komme til at røre ved det frække, de skal skjule.

Men så snart der er noget, der kilder

bare en lille bitte smule,

så lurer der et øje i det høje.

Ham Gud han er eddermanme svær at få smidt ud.

Men selvfø'lig det er syndt, han har den drift,

han har aldrig nogensinde været gift.

Retssagen førte til frifindelse den gang i 1970-71, i markant modsætning til den dom på to års fængsel som to af Pussy Riots medlemmer fik for godt et år siden i Rusland.

Tilbage til artiklen af Thomas Lagermand Lundme:

   Det er ikke mindst sproget der gør at man suges ind og hænger på: Enkelt mundtligt farvet erfaringssprog, som meget fint indfanger barnets synsvinkel og oplevelseshorisont.

   Formuleringen "i øjenhøjde" ville her ikke være en kliche.

   

Det der kendetegner erfaringssproget i almindelighed, og Thomas Lundmes tekst i særdelesher, er dets glasklare gennemsigtighed i forhold til den virkelighed det skildrer. Der er ikke antydningen af 'bullshit' i det sprog.

   Her et længere citat fra Thomas Lundmes tekst som netop zoomer ind på på det tidspunkt hvor en plade af Trille med nogle af hendes senere så kendte sange, er kommet ind i familiens liv - sange som ændrer det liv - netop fordi teksterne i dem i den grad selv er gennemsigtige og gøre brug af erfaringssprog:

En dag kom min mor hjem fra Thomas Winding med et par fyldte flasker og en lp under armen. Der var to fugle uden på coveret. Og et rødt hjerte. Min far sagde, at det var ærgerligt, det ikke var snittet.

   »Hvad?«

   »Grafik er vejen frem,« sagde han. Og mente det. På den måde fastholdt man et verdensbillede i sort og hvidt. Det gør han nok stadig.

   Min mor var ligeglad. Hun satte pladen på. Og skruede op.

   »Kom og løft mig op,« sang stemmen i højtalerne.

   Det var en god ide. Jeg gik ind på mit værelse og løftede Bimmer op fra opvaskebaljen.    Og da jeg gik ind i stuen igen, dansede min mor på gulvet. Hun havde fået røde kinder.  Og der var vin i glasset. Da jeg så på hendes øjne, kunne jeg se det.

   »Hvorfor græder du?«

   »Fordi det er så smukt,« sagde hun. Og skruede lidt højere op.

   Birthe Kjær på guitar

   Min far sagde, at det var patetisk. Det var Birthe Kjær på guitar. Og nu gik han altså i Amager Centret og brokkede sig over det. Og over noget andet. Og noget tredje, han havde hørt i kantinen på arbejdspladsen forleden.

   Det var min mor ligeglad med. Hun dansede.

   Nu sang stemmen i højtalerne om »Min lille sol«, og den skinnede, solen derude. Den kastede et lys ind i stuen, der var sjældent. Det mindede om forår, selv om vinden ruskede, og regnen for det meste tordnede mod ruderne.

   Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg kunne mærke, at der skete noget. Det var som om, at alt det der med, at vi skulle bo i kælderrummet resten af vores liv, når Barsebäck sprang i luften, forsvandt lidt, og solen bare blev ved med at skinne, så det lignede, vi var på ferie i Fælledparken. Det var vi tit om sommeren. Så sad min kusine og jeg i græsset og malede, mens Røde Mor råbte fra scenen, at alle, der ikke var røde, var døde. Og alle, der var røde, var søde. Og så sagde min far, at nu var den ferie slut. Og så tog vi hjem igen til Reberbanegade.

   I børnehaven havde jeg godt lagt mærke til, at der var andre børn, der var på ferie i mere end en dag. Men det var også alle de børn, der havde forældre, der arbejdede i lufthavnen. Det var nok derfor, tænkte jeg. Så kunne de flyve. Vi kunne kun cykle.

   Det sang hun også om. Hende i højtaleren. »Mors lange cykeltur,« sang hun og min mor sang med, mens hun vaskede op eller lavede te fra Ceylon.

   Den musik gjorde min mor glad. Og den gjorde hende anderledes.

   »Hvad skal du i aften?« spurgte min far.

   »I Huset,« sagde min mor. »Vi holder kvindefestival. Og jeg er med til at arrangere det.    Det er vigtigt, vi bevæger os.«

   Min far nikkede. Han bevægede sig ikke så meget. Men han var begyndt at høre hende der stemmen inde i højtalerne, når min mor ikke var hjemme.

   Det var også et bedre cover, der var til den lp med »En lille bunke krummer«. Det var et lille rødt hus ude i en skov med grønne træer.

   »Er det kastanjetræer?« spurgte jeg.

   Min far rystede på hovedet og sagde, det var bøg.

   Så sagde jeg, at Fru Frandsen ikke kunne bo der. Hun kunne ikke tåle det der allergi.  Og det kunne Birthe Kjær desuden heller ikke.

   Så grinede min far og rodede mig i håret. De aftner var dejlige. Så sad vi der i Reberbanegade, mens hende der stemmen i højtalerne sang om ræve, rav og om de små lys, vi skal huske at tænde i mørket. Min far snittede grafik. Og jeg lavede et slot i trylledej. Min far troede, det var et hus til alle dem, der ikke havde et sted at bo. Det tror han stadig. Jeg har aldrig nænnet at sige, at det var det slot, jeg skulle bo i, når jeg havde fået så stor succes med at synge på Mellemdækket i min leopard.

   Det slot skulle bygges midt på Røde Mellemvej.

Sproget i Thomas Lundmes tekst står i lysende kontrast til det sprog som beskrives i Informations hovedavis den samme dag - under rubrikken

En bullshitters bekendelser 

Manschetten lyder:

Et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur er, at vi er omgivet af så meget bullshit. Det mener professor emeritus i filosof fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt, der har viet en hel bog til at beskrive fænomenet. Han er bekymret – for som han siger: ‘Bullshit er en mere samfundsnedbrydende praksis end løgnen’

En faktaboks fortæller:

Bullshit [ˈbulˌˈsjit] subst. el. verbum

Sammensat af ordene ’bull’, der betyder tyr og formentlig stammer fra det franske ’boul’, der kan oversættes til ’svig’ eller ’bedrag’ – samt ordet shit, der betyder ’lort’ og er blevet brugt i amerikansk slang siden 1915, om end det først for alvor fandt udbredelse under Anden Verdenskrig.

   I almindelig sprogbrug anvendes ordet bullshit til at udtrykke utilfredshed med udsagn eller personer, der virker overfladiske og uoprigtige. I bogen On Bullshit definerer professor emeritus fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en bullshitter som en

person, der er mere optaget af at imponere publikum, end af at formidle sandheden:    »Det, han siger, kan være sandt eller falsk – han er dybest set ligeglad.«

De senere år er bullshit gledet ind i det danske sprog, som et supplement til allerede kendte betegnelser som: ’varm luft’, ’tom snak’ eller det mere latrinære (men med ’bullshit’ nærmere beslægtede) ’at lukke lort ud’.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i den grad er allergisk over for bullshit-sprog, og at jeg får røde knopper af mennesker der bulshitter i tide og utide.
   Jeg ønsker her på bloggen at undgå sprogligt  bullshit, og jeg prøver at udnytte erfaringssprogets gennemsigtighed når jeg skriver. Også selv om det jeg skriver om, kan være ret svære sager der indimellem kræver brug af abstrakte begreber.

   Det sprog som jeg har benævnt 'videnssprog', er - i modsætning til erfaringssproget - rigtig velegnet til at bullshittte med, fordi det er abstrakt, billedfattigt, upersonligt og følelsesrenset - og derfor formidler virkeligheden i fugleperspektivets slørede form.

   Se mere om det to slags sprogbrug i det følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Gå gerne videre til de følgende indlæg hvor jeg fremhæver det særlige anti-bull-shit-erfaringssprog som Christina Hagen bruger i sin digtsamling "White Girl", en samling tekster som nu er blevet omsat til en meget rost teaterforestillig: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Skulle jeg give et lysende klart og helt aktuelt eksempel på det modsatte af bullshit-sprog, så er det Yahyan Hassans digte - men også hans udtalelser når han bliver interviewet:

Læs også gerne mit indlæg om Yahyab Hassan da han lige var trådt offentligt frem i et interview i Politiken:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

Big Wheel Studios - helende arkitektur, bleg hekseringhat - og billdkunstneren Lise Meijer med synlige rødder under jordens overflade

Fruen og jeg gik på julemarked i går - der var annonceret som et af en række lokale markeder den weekend. Og som arrangør stod "Big Wheel Studios" lokaliseret i en bygning på Oringe - som ellers i sine smukke bygninger og parkanlæg fra midten af 1800-tallet tegnet af M. G. Bindesbøll, hovedsagelig rummer et af de regionale sygehuse for sindlidende.

   Jeg har tidligere omtalt bygnings- og parkkomplekset som et smukt eksempel på en et sygehusbyggeri der ideologisk var styret af forestillingen om "helende arkitektur":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/live-oplevelse-af-naturen-som-kreativ.html

Og en opgave fra arkitektskolen som gennemgår byggeriet, omtaler det som ...

... et resultat er et program der forlangte et klassisk borgerligt udtryk med en begrænset monumentalitet, men ydermere et afdæmpet og sagligt værk af stærk karakter. Værket udfordrede i det stille den senklassicistiske og historicistiske arkitektur med et udtryk forud for sin tid. Samtidig udgør det begyndelsen på tankerne om helende arkitektur.

Nogle af bygningerne bruges ikke mere til deres oprindelige formål og den ovenfor hvor Big Wheel Studios normalt holder til, huser også Oringe Museum som jeg besøgte for nogle år siden.

Big Wheel Studios er et arbejdsfællesskab for skaberlystne virksomhedevirksomheder. Stedet drives af Neander Teater//Gitte Nielsen//Kristján Ingimarsson og har eksisteret siden efteråret 2009. Big Wheel Studios. Færgegårdsvej 15, Bygning 30. 4760 Vordingborg. kontakt: gitte@neander.dk

Markedet var annonceret som et "anderledes julemarked" - et som var arrangeret for fjerde år i træk - i år - "med 23 udstillere, musik, overraskelser, stemning - og næsten ingen nisser!" - som det står i invitationen.

   Vi har ikke været på det de andre år, og Big Wheel Studios havde vi et vagt indtryk af mest havde noget med teater at gøre.

  Vi havde egentlig ikke de store forventninger. Den type markeder med et mix af mad og kunsthåndværk er der en del af både sommer efterår, vinter og forår - og både i Vordingborg og omegn og i Odsherred hvor vi bor om sommeren.

   Men der var faktisk end del kunsthåndværk af kvalitet, og fruen købte en ordentlig dusk grønkål. Og lige uden for på græsplænen fandt vi bleg hekseringhat i rigelige mængder, nok til en gang pasta med vilde stuvede svampe til aftensmad, og svampe nok til også at fryse ned.

   Sådan ser den ud i sit naturlige habitat:

Og sådan ser de blege faste hattesvampe med den lyslilla stok ud - skåret i lagkage-udsnit - klar til at blive ristet på panden med lidt smør eller olie, fintsnittet rødløg, et enkelt presset hvidløg; efter 4-6 minutters stegning ved jævn varme, tilsættes piskefløde der bruser op og tykner, og så et drys salt og peber:

Mums! Og serindipitet:

   Vi fandt ikke bare noget til glæde for maven, men også noget til fornøjelse for synet - og sindet. Der var vist lidt hekseri med i spillet.

Der var som sagt 23 udstillere, men især Lise Meijers stand med magiske billeder trak opmærksomhed til sig:

I første omgang blev det kun til indkøb af et solidt bundt postkort med motiver fra hendes koloristiske, fabulerende og lyriske billedunivers, som dem her:

Ingen tvivl om at hun er god. Hun behersker en sofistikeret naivismes magiske billedsprog, og man aner at hun med tiden kan udvikle det til noget større. 

   

Stil-, tema- og temperamentmæssigt er Lise Meijer beslægtet med kunstnere som Ib Spang Olsen, Bjørn Wiinblad og Marc Chagall.

   Men også Kay Christensen som jeg for nylig har skrevet om i et indlæg, synes hun at have lighedspunkter med - både når det gælder det blendede eventyrlige univers og montage-måden at arbejde på, fx. med poetiske tekster skrevet ind i kompositionen.

   Da vi er på Oringe kommer jeg også i tanker om og får associationer til den kvindelige kunstner Anne Marie Brauge som jeg skrev om for halvandet år siden:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/anne-marie-brauge-gunnar-saietz-kone.html

Her nogle flere af Lise Meijers billeder som jeg finder på hendes hjemmeside, hvorfra hun også sælger postkort, kalendere og plakater. Så hun er helt moderne og med på noderne: de digitale og sociale medier:

Nogle af Lise Meijers malerier giver mig også mindelser om Tolkiens egne tegnede og akvarelmalede illustrationer til sine fantasy-fortællinger Hobitten og Ringenes herrer. Fx det med at når man maler træer, så sår går det malerisk iagttagende røntgenblik også under jordoverfladen, fordi det liv der foregår under jorden omkring træernes rødder, er mindst lige så interessant og betydningsfuldt som det der foregår i  den synlige krones grene og blade der er livsafhængige af det de trækker op fra jorden gennem rodnettet.

   Her træer i Lise Meijer-udgave - livet omkring rødder fylder næsten mest:

Her Tolkien-billeder også med træer med synlige rødder - der skal være rum for trolde, dværge og andet underjordisk godtfolk, fornemmer man:

Det er måske banalt, men ikke desto mindre ret så indlysende - at overføre disse særlige billedformler til noget mere abstrakt og se dem som metaforer: billeder på modsætningen mellem det der er bevidst (=det som er over jordens overflade og rækker ind i himlen) og det som er ubevidst (=det som er under overfladen hvor det kribler og krabler, syder og bobler,  og hvor vand og næringsstoffer trækkes op til det som er grønt og blomstrende over jorden).

Og så spiller serendipiteten pludselig med igen: Det rene hekseri!
    For et par dage siden fandt jeg en gammel mappe fra min tidlige ungdom som gemte en del af mine tusch-tegninger fra den gang - grågule og plettede. Deriblandt var minsandten også billeder med umiskendeligt tegnede fantasy-træer med synlige og livlige rødder under jordoverfladen:

Underbevidsthedens ungdommelige rørelser har godt nok spillet med her, så det basker!

Jeg kendte ikke noget til Tolkiens illustrationer og univers i det hele taget, dér omkring 1960 hvor jeg var 17 år. Tydeligvis havde jeg billedligt en smag og en tegnelyst der var domineret af hang til jugendstilens slyngede organiske linjer, som lidt har lignet Tolkiens 30-40 år før.
   Men også med udtalt hang til stil, motiver og forestillinger med rødder og referencer til Hokusais japanske træsnit:

Den historie må jeg vist vende tilbage til når jeg har mere overblik over og styr på hvad den nysfundne mappe med min ungdoms-tegninger indeholder. 

Her et link til Lise Meijers hjemmeside hvorfra hun både sælger, udstiller og blogger på livet løs:

http://lisemeijer.dk/

Kan anbefales.

De 23 udstillere på Big Wheel Studios julemarked var: Ulla Forfang, Rikke Skovgaard, Malene Griffiths, "Sildestrøm" ( Ida Paludan, Mette, Patricia), Lisa Andersen, Kirsten Bloch, Mette Lysdahl, Anni Poulsen, Bodil Bøgvad, Thomas Kolding, Birgitte Tvermoes, Jeanette Lopez-Zepeda, Lotte Christensen, Anette Lind, Kit Yndal, Grethe Jørgensen, Anne Erenberg, Birgitte Sværke Pedersen, Tanja Liv Møller, Charlotte Kaae, Gitte Nielsen, Lotte Elvang, Oringe Gartneri v. Klaus.

Noget om hunde og katte og haler der logrer - højre og venstre hjernehalvdel, spejlneuroner og følelser i funktion når kæledyr aflæser hinandens humør på halens bevægelser

Jeg har her på bloggen jævnligt genfortalt videnskabsjournalistiske nyheder som jeg har opsporet via fx Illustreret Videnskab, Weekendavisens tillæg "Viden", Lone Franks blog m.v. 

   Mit fokus har især været den nyere hjerneforskning som på forskellig måde har kunnet kaste lys over den neurologiske baggrund for kreativitet, identifikation, glæden ved genkendlighed, neuroæstetik, fantasivirksomhed, filmoplevelse, journalistisk arbejde, mv. 

   Det drejer sig blandt andet om fænomener som: 

• hjernens belønningssystem med udløsning af endorfiner, dopamin, serotonin, oxytocin mv., 
• spejlneuroner og deres betydning for automatisk og øjeblikkelig indlevelse i andre følelseliv, 
• default mode network som det der er aktivt og går i dagdrømmer-mode når man ikke laver en skid, 
• flowtilstanden hvor man glemmer sig selv og tid og sted under arbejdet, en mental tilstand som skabes og fungere ved fx at skrive bøger, se film, løbe længe og hårdt, være god ved andre,  mv, 
• 'theory of mind' som er forudsætningen for at vi kan læse andres tanker ud fra deres sprog, gestus og mimik,
• den omformende og helenede effekt på hjernen af meditation - og Mozart-musik
• forskellen på og samarbejdet mellem de to hjernehalvdele når svære problemer skal løses, og nye ideer findes på. 

Alt det og meget mere har jeg været inde over i en lang række indlæg hvor jeg typisk har gået til kilderne - de udenlandske videnskabsjournalistiske artikler - eller de tungere rigtige videnskabelige artikler på engelsk - for at være nogenlunde på sikker grund om hvad jeg fortalte videre.

Også det re-lancerede og re-formaterede Metroxpress som jeg hver morgen kan tage med hjem fra morgensvømingen og læse på ti minutter, har nu et ugentligt fast opslag "Viden" - med nyheder - ofte kuriøse - fra videnskabens forkant. Og det er al ære værd og en god fornyelse.

   Denne morgen spidser jeg øjne ved en lille historie nederst på den venstre side af opslaget med rubrikken 

Sådan lurer du din hund

Underrubrikken på netversionen lyder:

Er du ikke hundevisker? Så blive hundlæser!

Nu er jeg jo ikke så meget til hunde som til katte. Især til én kat, vores egen, Fister, som man som menneske kan aflæse nemt og lige til: Løftet Hale: "Jeg hilser jer på to ben, og skulle vi så se at få fyldt min madskål!" Eller: Han lægger sig på ryggen, spreder alle ben til alle sider og blotter bugen, aflæses entydigt som: "Kæl mig, klø mig, klap mig, kram mig. Og det skal være nu!" 

   Ja, hvor svært kan det være - for os kattofile!

Men historien i dagens Metroxpress handler om menneskets bedste ven hunden, og dækker sådan set næsten hele det spektrum af emner jeg har nævnt ovenfor. Her blot samlet og koncentreret i et hundeperspektiv, hvilket gør det hele noget enklere.

   Derfor tillader jeg mig også at citere notitsen i sin helhed. Den optræder selv uden kilde, men er altså ellers lige i øjet:

Ligesom (hos) mennesket fungerer hundens højre og venstre hjernehalvdel forskelligt.

   Din hund logrer således til højre, når den er glad, og til venstre når den er usikker.

  Andre hunde aflæser en logren i samme side af hjernen, som der logres til, og dermed smitter hundenes reaktion af på hinanden.

   En højre-logren fra en anden hund vil få hundens højre hjernehalvdel til at producere stoffer, der får den til at slappe af.

   En venstre-logren vil derimod producere stoffer i venstre hjernehalvdel, der gør hunden nervøs og får dens hjerte til at slå hurtigere.

Kilden er her:

http://www.designntrend.com/articles/8863/20131101/behind-tail-wagging-whats-happening-dogs-brains-scientists-decode-canine.htm

Forskeren der fortæller om sin forskning i hundes spejlende hale-kommunikation, er professor Georgio Vallortigara, The University of Trento.

     Denne følgende video vises i artiklen for at illustrere og dokumentere hvad det drejer sig om: at hunde kan logre med bias til højre eller bias til venstre - og andre hunde kan så - via deres spejlneuroner og disses neurale forbindelser til det limbiske system der producerer følelser - automatisk aflæse om modpart-hunden er afslappet og glad (=højresidig logren), eller stresset og anspændt (=venstresidig logren).

Gad vide om det også er sådan med dejlige damer: Vrik til højre: "Kom bare nærmere." Vrik til venstre: "Hold afstand, jeg har andet at tænke på." Ingen vrik: "Jeg er chef - og du er fyret!

Jeg og fruen har tidligere haft siameserkatte som både er ekstremt udtryksfulde og skrækkeligt støjende når de kommunikerer med deres miaven.
   Men hvordan er det med siameserkattes haler? Hvad fortæller de? - Se bare her:

Taxa-historier - Jesper Grunwald på Facebook - og andre fortællinger fra virkeligheden

Alle de god journalister jeg har haft fornøjelsen at møde, lært af, undervist og arbejdet sammen med igennem 40 år - lige fra mit første møde med Poul Trier Pedersen i 1972 og til mit langvarige "møde" med Poul Martinsen i 2004-07, alle har de haft en fælles reference som de har prist i høje toner: de taxachauffører som har bragt dem rundt i verden - på mærkelige locations og på umulige tidspunkter, og som har været deres førstehånds kilde til hvad folk tænker og tror, føler og mener  i det miljø der er kommet for at rapporterer om.

   Men verden er ikke hvad den har været. Den er omvendt. Og jeg er ved at blive småafhængig ...

   - Af hvem? - Af hvad?

Af journalist Jesper Grunwalds små skrevne face-book-historier om sine oplevelser som taxa-chauffør i det københavnske natte- og tidlige morgen-liv. 

  Han er en af mine facebook-venner, små ti år yngre end mig, en mand som jeg mødte for første gang som radiojournalist på DR-Regionalen i Næstved sådan ca. 1982. Jeg husker ham blandt andet for hans tydeligt bornholmske accent. Og at han var både iderig og reflekteret - en af de lidt "skæve".

   Hans daglige taxa-historier er for mig ved at blive en nødvendig daglig dosis 'virkelighedsberetning' - i øjenhøjde med almindelige menneskers liv og gøremål - og med mig - skrevet i et sprog som godt og gedigent trækker på det jeg andet steds kalder 'erfaringssprog'. 

   

Jeg har det personligt med Jespers historier som han har delt med sine facebook-venner i vel et par måneder, lidt som jeg har det med mine egne oplevelser gennem 20 år som tidlig morgensvømmer (kl. 06:00-07:15 på hverdage) i den lokale svømmehals morgensvømmermiljø, et miljø og med svømmende og saunasvedende personligheder som jeg et par gange i tidligere indlæg har refereret til. 

   Hvis ikke jeg har været der en morgen, hilst, lyttet, svømmet, snakket, grinet, ja, så er dagen begyndt forkert. Helt forkert. Som at få det forkerte ben ud af sengen, som man siger.

Jeg citerer her en af historierne fra hans Facebook-side:

Kan du forestille dig at møde op i den lokale kirke til et foredrag om kalkmalerier. Og når ordstyreren så slår på klokken, rives der et forhæng til side og du befinder dig midt i et diskotek i happy hour.

   Nogenlunde sådan er det at køre taxa på en "lille fredag" - altså i storbyens minefelt natten mellem torsdag og fredag. Sådan starter min såkaldte dagvagt. Den begynder kl, 03, 00 og jeg har fri 12 timer senere. Så min arbejdsdag starter altså med at stå op kl 02:00. Bad, tandbørste, madpakke - og selv en stortalende mand som undertegnede er sådan set ret stille, når jeg ruller ind i downtown København fredag morgen et lille stykke efter 03. Det er både fysisk og psykisk en meget brat opvågnen...

   - Det er sgu da lige meget, så kan vi bare nøjes med at være bolle-vennner.

Han er fuld og rasende af jalousi, fordi damen gennememgår sin Facebook og ikke vil fortælle, hvem hun chatter med. De skændes på vej ind i taxaen, hele vejen i taxaen, mens han dirigerer mig gennem de sorte gader i bymidten. - Og de skændes videre under betalingen og mens de stiger ud. Han råber fra forsædet og skænker det ikke en tanke, at mit højre øre blot er få centimeter fra hans mund.

   - Hold kæft, hvor var det kedeligt, siger de næste kunder - to tøser på bagsædet. Det er helt rigtige lille-fredag-crawlere. Klokken er fire, de er temmeligt berusede og tager en taxa hjem, mens de diskuterer sejre og nederlag i natten - og veninden, der bare er sååååååååå forelsket i xx. De skal hjem og sove nu, og om 4 timer skal de sidde til forelæsning på Copenhagen Business School.

   Og så sker det vildeste, der kan ske på en torsdag aften. Bilen er pludselig fuld af fire friske og meget, meget berusede gutter fra Norge, der er på forlænget weekend i nordens fedeste by. De har været ude og snuse til de berømte, frisindede, danske natteliv. Og de skal videre uden at kende andet end navnet på næste værtshus. Det viser sig at ligge blot 200 meter derfra. Det forhindrer dem ikke at bryde ud i sang, der viser, at de i hvert fald har lært et dansk ord i nattens løb. De skriger sanseløse og griner af egen humor, mens to af dem glider ned på vogngulvet hulkende af grin.

   De synger deres nyforfattede lejlighedssang.:

   - Har du hår på fissen din, har du hår på fissen din?

   Holberg var norsk. Ibsen var norsk. Her var så en prøve på nyere norsk lyrik.

   God morgen og god weekend Danmark og til alle andre borgere i det skandinaviske kulturfællesskab

Hvorfor står Jespers historier særligt frem og er mindeværdige - i forhold til alt det andet snak og meninger og updates om mad og børn og ferier der kører ind over min startside på Facebook ? 

   Fordi han sprogligt prægnant leverer skarpe oplysende glimt af den menneskelige virkelighed (her fra storbyen) fra en synsvinkel og i en optik som er genkendelig fra ens eget livs erindringer, fra mine/vores børns og børnebørns genfortalte oplevelser (de bor næsten alle i København og nærmeste omegn, mens fruen og jeg nu på en-og-tyvende år lever og bor i en udkant-dansk provinsby på Sjælland. OK, skidt: Vordingborg, blandt venner kaldet Vordinghul!)

   Og Jesper Grunwald selv er jo et skoleeksempel på det jeg i mange blogindlæg har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. 

   Det tillader jeg mig at prale lidt af at jeg godt var klar over allerede den gang vi mødtes - ham som lokal journalistisk reporter med dialektale sprogrødder i det absolut yderste Udkanstdanmark - Bornholm  - jeg som udefrakommende (DR/TV-byen) konsulent i 'analytisk konstruktiv efterkritik', men med en sprogligt set stødløs barndom på Lolland og på Møn.

Her er en mere af hans historier fra virkelighedens verden. Den ligner ikke meget af det som man ellers læser i den daglige sensationsprægede og dramatiserede nyhedstrøm på Facebook:

Jeg kører gennem den pæneste del af det pæne Hellerup. Foran mig, er den ældre kunde og hendes endnu ældre mand allerede trukket ud af huset. Jeg kører forsigtigt forbi dem for at vende kareten, så der bliver kortest at gå for dem. Da jeg passerer fruen, når jeg lige at se, at hun putter et par fingre i munden og lige efter skærer et skarpt pift gennem luften, så jeg hører det tydligt selv inde i kabinen, med motorgang og radiostøj.

   - Det kunne jeg altså ikke stå for frue. Det er temmelig sjældent at helt voksne kunder pifter for at få mig til at stoppe.
   - Jeg troede, De ville køre forbi mig, forsvarede hun sig. Pifteriet lærte jeg af min storebror, da han var en stor dreng. Det gjorde pæne piger ikke dengang, men det var jeg sgu ligeglad med. De kan jo se det virker!

   Kvinden er godt oppe i 80'erne og taler et lydefrit og smukt dansk med et skær af højere middelklasse. Hun har givetvis boet i længere tid i udlandet.

  - Kom så, tykke, siger hun kærligt til sin mand. Han et meget stor og pakket ind i en dynefrakke med kraven oppe om ørerne. Han går meget dårligt og har det svært med balancen. Han tager plads på forsædet og begynder langsomt at pakke sig selv ud. Store hænder med rynker og leverpletter og lange slanke fingre. Alt foregår i slowmotion. 

   Jeg får heldigvis ikke sagt så meget, for jeg var i værste fald kommet til at tale som hjælper-patient til ham. Var så sikker på, at han givetvis var dement eller ikke talende. Må alligevel have givet ham et startsignal til at tale. For ret hurtigt kom hans livshistorie på denne lidt længere taxatur.

   Manden er 98 år, taler et formfuldendt engelsk med accent - polsk viser det sig at være. Han kom til England i 1939 som bombepilot i den polske del af Royal Airforce. Han stod hele slaget om England igennem. - Næstefter at køre tanks, var det vel jobbet med dårligst overlevelseschancer i krigens første år. Hvad der sidenhen skete i hans liv, nåede vi ikke på turen. Jeg hold bare kæft og lyttede til en mand, der trods den drabelige fortid og de mange leveår talte med stor glæde, taknemmelighed - og kærlighed til livet. Om hvorfor, det er værd at leve. Og hvorfor det er værd at kæmpe for det.

   Og jeg mærkede en anden slags taknemmelighed. At sidde helt tæt på en mand, der måske er en af de sidste overlevende fra den del af verdenshistorien.

   Husker ikke, hvad jeg fik sagt ved turens slutpunkt. Men følelsen var voldsomt varmere end de indtjente kroner og den medfødte, journalistiske nysgerrigheds-tilfredsstillelse.

   Tag en god bid af livet - og hav en god dag, Danmark!

Jesper Grunwalds taxa-historier er et smukt eksempel på effekten af det jeg andet steds beskriver og omtaler som 'kreative restriktioner': 

   Synsvinklen er klar, rammen givet og i den grad begrænset  - og så vrimler historierne frem - formidlet af en gammel nysgerrig journalist med hang til godt sprog, talent for billeder og sære almindelige menneskeskæbner i intime situationer.

   Bagved den særlige kreative energi i historierne ligger måske også fænomenet 'kreativ vrede', et begreb og et fænomen som jeg sidst brugte til at beskrive hvad de var 'på gång' med den unge digter Yahay Hassan - som siden da godt nok også har fået kærligheden at føle i den journalistiske offentlighed:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

Og så er Jesper Grunwalds taxa-historier jo også et smukt eksempel på det fænomen som kreativitetsteorien betegner som 'serendipitet': Det tilfældige held - eller det heldige tilfælde: Du søger ikke, men finder noget værdifuldt i det der måske bare var et nødvendigt onde.
   Det engelske Wikipedia anskueliggør begrebet med historien: Du går ind i en høstak for at finde en nål, men kommer ud med bondemandens frodige datter.

   

Karrieremæssigt endte Jesper Grunwald højt oppe i hierarkiet i DR, og blev så - pludselig 2010 - verfet ud, som mange andre af de gamle kreative chef-pionerer - i forbindelse med en eller anden af de mange nedskæringer, omorganiseringer, rekonstruktioner og hvad ved jeg - som DR har gennemgået siden 1994. 

 
Konsulentbranchen er hård i disse år, så for at få smør på brødet og enderne til at mødes, begyndte Jesper at køre nat- og morgen-taxa i København. 

   Jesper Grunwalds autentiske historier fra den aktuelle storby-virkelighed er en slag moderne new-journalism. Og lige i øjet til de sociale medier og en bred vennekreds der er på størrelse med min egen - og med mange fælles venner på listen.

  Hans historier fra Taxaens halvprivate lukkede rum har en empatisk humor og en visuel realisme som lover godt for den blog han snart begynder på, og som jo nok ender med en form for publicering som er værd at se frem til. 

  Se her hans video hvor han face-to-face med - nogenlunde - øjenkontakt annoncerer næste skridt i udviklingen:

https://www.facebook.com/photo.php?v=10152025005616351

Good luck! May the force be with you!

P.S. Det næste er vel at Poul Nesgaard bliver buschauffør! 

   Hvilken fornøjelse for kunderne, de historier gode gamle Nesgaard vil kunne divertere med over højtaleranlægget. Fakta eller fiktion? Who cares! 

   Denne ide er hermed give videre til den kommende VS-borgmester for miljø og trafik i København. Ville utvivlsom tiltrække en del cykel-pendler der ellers hensynsløst udøver "blød magt" over de københavnske gader, veje, fortove og fodgængerovergange.

Akvarelmaleriets mysterier (25) - Tolkien som akvarelmaler - om hans egne illustrationer til sine episke fantasier

Serendipitet: Du søger en nål i en høstak - og kommer ud med bondemandens datter! Eller du søger slet ikke, men finder - heldigt - på trods - en ny verden.

   Sådan var det med besøget på Aros. Vi fandt og fik glæde af udstillingen med Kay Christensens malerier, selvom vi bare - sådan for en ordens skyld og af nysgerrighed - kom forbi for at se på de to kongliges fælles dialog-udstilling "Pas de deux royal".

 

Fordi udstillingen på Aros også viste en del af de illustrationer Margrethe tusch-tegnede til den danske udgave af Ringenes Herre i 1977, så googlede jeg vedhjemkomsten Tolkien og illustrationer - og fandt at han jo selv havde illustreret sine - fortjent - verdensberømte fantasy-romaner: Hobitten og Ringenes Herre.

   Man kan finde mange af dem i sort-hvid tuschudgave på nettet. De er væsentligt bedre end Margrethes, i hvert fald i forhold til dem der blev vist på udstillingen. Men man kan se at hun har haft billeder i hovedet som matcher forfatterens. Og dårlige er de ikke.

   Margrethes træsnit-illustrationer til Ringenes Herre - som vi ikke så på udstillingen - er faktisk fine:

Men jeg fandt også - uventet - at Tolkien har malet en del af sine tusch-tegnede illustrationer i akvarel. Og jeg blev klar over at han faktisk var en fremragende akvarelmaler. Se bare her:

 

Det jeg nyder er - naturligt nok når jeg sætter dem i forhold til egne akvareller - det klart komponerede og disciplinerede i hans farvede illustrationer.

   Tydeligvis er de fleste først tegnet, og så er der sandsynligvis lavet både en tuschversion og en eller flere akvareludgaver af billedet.
   Det fremgår af min research på nettet at en del af akvarellerne er "farvelagt" af en anden kunstner, H. E. Riddett, men - må man antage - efter instruktion, vejledning og accept af den malekyndige Tolkien selv

   Mange af billederne har man først fundet i hans gemmer efter hans død.

   Og som man kan se i det følgende: Han var selv en af de bedste til at illustrere og levendegøre sit eventyrunivers i en fascinerende klar, minutiøs stil - tydeligt med formmæsig inspiration fra jugendstilen fra før 1. Verdenskrig.

 

Her er hvad jeg yderligere har fundet.
   Nogle af dem viser sig ved nærmere eftersyn ikke at være akvareller, men er malet med "cryons" (dvs. pastelkridt eller oliepastelkridt) så vidt jeg kan se. Men de ligger stilmæssigt og farveteknisk tæt op ad akvarellerne:

 

Ja, WAU! Stærke sager!

   

På den ene side er det tydeligt at der ligger meget detaljerede tegninger som grundskabeloner for farvelægningen af illustrationerne. 

   Men blandt flere æstetiske iagttagelser af maleriske formler, bemærker jeg at han anvender "hvide" - dvs. umalede - streger der hvor man ellers ville markere former og konturer med sort/mørk streg (eller ingen streg), som det ses her:

Mange af disse Tolkiens akvarel- og pastel-illustrationer til Hobitten og Ringenes Herre har jeg fundet her:

http://www.taringa.net/posts/imagenes/3448780/J-R-R-Tolkien-Desde-Su-Propia-Pluma-48-Ilustraciones.html

På YouTube er der flere videoer med samlinger af Tolkiens egne illustrationer:

Under researchen bliver jeg klar over at Tolkien ikke bare generelt er stærkt påvirket af jugend-stilen, men at han også har en konkret kunstner som inspirerende forbillede.

   Navnet er Nicolas Roerich. Russer fra århundredskiftet:

Så vidt jeg kan se, er det ikke specielt akvareller Nicolas Roerich maler (men det gør han også, se det første i serien ovenfor).  Men ingen tvivl om hvordan Tolkien har følt når han har set dem: "Det er mit univers. Det er min fortællende fantasis udtryk."
   Lidt det samme jeg sekv oplever ved at se Tolkiens egne farvede illustrationer til hans eventyrlige romaner.

Wikipedia fortæller om Nicolas Roerich:

Nicholas Roerich (October 9, 1874 – December 13, 1947) - also known as Nikolai Konstantinovich Rerikh - was a Russian painter, writer, archaeologist, theosophist, enlightener, philosopher, and public figure.

   Born in Saint Petersburg, Russia to the family of a well-to-do notary public, he lived around the world until his death in Naggar, Himachal Pradesh, India.

   Trained as an artist and a lawyer, his interests lay in literature, philosophy, archaeology, and especially art. Roerich was a dedicated activist for the cause of preserving art and architecture in times of war.

   He earned several nominations for the Nobel Peace Prize.

   The so-called Roerich Pact was signed into law by the United States and most member nations of the Pan-American Union in April 1935.

Så ikke blot har jeg til mit personlige univers opdaget Kay Christensen, men også J. R. R.Tolkiens akvareller røg i nettet.

   Også en for mig helt ukendt russisk maler fra århundredskiftet (det forrige) som maler billeder med motiver og i en stil så det rammer plet i forhold til mig, har jeg opdaget. Endda en som har været nomineret til en Nobel-pris. (NB! Der findes ingen Nobelpris i 'malerkunst' - det er Nobels Fredspris han var nomineret til).

NB! For en ordens skyld: Både Tolkien og Nicholas Roerich er tydeligvis inspireret af japanske træsnit - Hokusai, you know!

Igen oplever jeg at jeg er på et uforudseeligt spor - når jeg finder disse to akvareller frem: Den første er anden version af en Malaga-akvarel som i første omgang var helt mislykket; den anden en ren øvelse: bjerge i morgen- eller aftensol:

Det ser ud som om jeg har haft har forbilleder på den indre skærm som jeg ikke har kendt til da jeg malede dem!?