Big Wheel Studios - helende arkitektur, bleg hekseringhat - og billdkunstneren Lise Meijer med synlige rødder under jordens overflade

Fruen og jeg gik på julemarked i går - der var annonceret som et af en række lokale markeder den weekend. Og som arrangør stod "Big Wheel Studios" lokaliseret i en bygning på Oringe - som ellers i sine smukke bygninger og parkanlæg fra midten af 1800-tallet tegnet af M. G. Bindesbøll, hovedsagelig rummer et af de regionale sygehuse for sindlidende.

   Jeg har tidligere omtalt bygnings- og parkkomplekset som et smukt eksempel på en et sygehusbyggeri der ideologisk var styret af forestillingen om "helende arkitektur":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/live-oplevelse-af-naturen-som-kreativ.html

Og en opgave fra arkitektskolen som gennemgår byggeriet, omtaler det som ...

... et resultat er et program der forlangte et klassisk borgerligt udtryk med en begrænset monumentalitet, men ydermere et afdæmpet og sagligt værk af stærk karakter. Værket udfordrede i det stille den senklassicistiske og historicistiske arkitektur med et udtryk forud for sin tid. Samtidig udgør det begyndelsen på tankerne om helende arkitektur.

Nogle af bygningerne bruges ikke mere til deres oprindelige formål og den ovenfor hvor Big Wheel Studios normalt holder til, huser også Oringe Museum som jeg besøgte for nogle år siden.

Big Wheel Studios er et arbejdsfællesskab for skaberlystne virksomhedevirksomheder. Stedet drives af Neander Teater//Gitte Nielsen//Kristján Ingimarsson og har eksisteret siden efteråret 2009. Big Wheel Studios. Færgegårdsvej 15, Bygning 30. 4760 Vordingborg. kontakt: gitte@neander.dk

Markedet var annonceret som et "anderledes julemarked" - et som var arrangeret for fjerde år i træk - i år - "med 23 udstillere, musik, overraskelser, stemning - og næsten ingen nisser!" - som det står i invitationen.

   Vi har ikke været på det de andre år, og Big Wheel Studios havde vi et vagt indtryk af mest havde noget med teater at gøre.

  Vi havde egentlig ikke de store forventninger. Den type markeder med et mix af mad og kunsthåndværk er der en del af både sommer efterår, vinter og forår - og både i Vordingborg og omegn og i Odsherred hvor vi bor om sommeren.

   Men der var faktisk end del kunsthåndværk af kvalitet, og fruen købte en ordentlig dusk grønkål. Og lige uden for på græsplænen fandt vi bleg hekseringhat i rigelige mængder, nok til en gang pasta med vilde stuvede svampe til aftensmad, og svampe nok til også at fryse ned.

   Sådan ser den ud i sit naturlige habitat:

Og sådan ser de blege faste hattesvampe med den lyslilla stok ud - skåret i lagkage-udsnit - klar til at blive ristet på panden med lidt smør eller olie, fintsnittet rødløg, et enkelt presset hvidløg; efter 4-6 minutters stegning ved jævn varme, tilsættes piskefløde der bruser op og tykner, og så et drys salt og peber:

Mums! Og serindipitet:

   Vi fandt ikke bare noget til glæde for maven, men også noget til fornøjelse for synet - og sindet. Der var vist lidt hekseri med i spillet.

Der var som sagt 23 udstillere, men især Lise Meijers stand med magiske billeder trak opmærksomhed til sig:

I første omgang blev det kun til indkøb af et solidt bundt postkort med motiver fra hendes koloristiske, fabulerende og lyriske billedunivers, som dem her:

Ingen tvivl om at hun er god. Hun behersker en sofistikeret naivismes magiske billedsprog, og man aner at hun med tiden kan udvikle det til noget større. 

   

Stil-, tema- og temperamentmæssigt er Lise Meijer beslægtet med kunstnere som Ib Spang Olsen, Bjørn Wiinblad og Marc Chagall.

   Men også Kay Christensen som jeg for nylig har skrevet om i et indlæg, synes hun at have lighedspunkter med - både når det gælder det blendede eventyrlige univers og montage-måden at arbejde på, fx. med poetiske tekster skrevet ind i kompositionen.

   Da vi er på Oringe kommer jeg også i tanker om og får associationer til den kvindelige kunstner Anne Marie Brauge som jeg skrev om for halvandet år siden:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/anne-marie-brauge-gunnar-saietz-kone.html

Her nogle flere af Lise Meijers billeder som jeg finder på hendes hjemmeside, hvorfra hun også sælger postkort, kalendere og plakater. Så hun er helt moderne og med på noderne: de digitale og sociale medier:

Nogle af Lise Meijers malerier giver mig også mindelser om Tolkiens egne tegnede og akvarelmalede illustrationer til sine fantasy-fortællinger Hobitten og Ringenes herrer. Fx det med at når man maler træer, så sår går det malerisk iagttagende røntgenblik også under jordoverfladen, fordi det liv der foregår under jorden omkring træernes rødder, er mindst lige så interessant og betydningsfuldt som det der foregår i  den synlige krones grene og blade der er livsafhængige af det de trækker op fra jorden gennem rodnettet.

   Her træer i Lise Meijer-udgave - livet omkring rødder fylder næsten mest:

Her Tolkien-billeder også med træer med synlige rødder - der skal være rum for trolde, dværge og andet underjordisk godtfolk, fornemmer man:

Det er måske banalt, men ikke desto mindre ret så indlysende - at overføre disse særlige billedformler til noget mere abstrakt og se dem som metaforer: billeder på modsætningen mellem det der er bevidst (=det som er over jordens overflade og rækker ind i himlen) og det som er ubevidst (=det som er under overfladen hvor det kribler og krabler, syder og bobler,  og hvor vand og næringsstoffer trækkes op til det som er grønt og blomstrende over jorden).

Og så spiller serendipiteten pludselig med igen: Det rene hekseri!
    For et par dage siden fandt jeg en gammel mappe fra min tidlige ungdom som gemte en del af mine tusch-tegninger fra den gang - grågule og plettede. Deriblandt var minsandten også billeder med umiskendeligt tegnede fantasy-træer med synlige og livlige rødder under jordoverfladen:

Underbevidsthedens ungdommelige rørelser har godt nok spillet med her, så det basker!

Jeg kendte ikke noget til Tolkiens illustrationer og univers i det hele taget, dér omkring 1960 hvor jeg var 17 år. Tydeligvis havde jeg billedligt en smag og en tegnelyst der var domineret af hang til jugendstilens slyngede organiske linjer, som lidt har lignet Tolkiens 30-40 år før.
   Men også med udtalt hang til stil, motiver og forestillinger med rødder og referencer til Hokusais japanske træsnit:

Den historie må jeg vist vende tilbage til når jeg har mere overblik over og styr på hvad den nysfundne mappe med min ungdoms-tegninger indeholder. 

Her et link til Lise Meijers hjemmeside hvorfra hun både sælger, udstiller og blogger på livet løs:

http://lisemeijer.dk/

Kan anbefales.

De 23 udstillere på Big Wheel Studios julemarked var: Ulla Forfang, Rikke Skovgaard, Malene Griffiths, "Sildestrøm" ( Ida Paludan, Mette, Patricia), Lisa Andersen, Kirsten Bloch, Mette Lysdahl, Anni Poulsen, Bodil Bøgvad, Thomas Kolding, Birgitte Tvermoes, Jeanette Lopez-Zepeda, Lotte Christensen, Anette Lind, Kit Yndal, Grethe Jørgensen, Anne Erenberg, Birgitte Sværke Pedersen, Tanja Liv Møller, Charlotte Kaae, Gitte Nielsen, Lotte Elvang, Oringe Gartneri v. Klaus.

Dronning Margrethe og Prins Henrik versus Kay Christensen - to udstillinger der ikke klæder hinanden

Jeg har besøgt kunstmuseet i Århus - Aros kaldet. 

   De viser for tiden en i pressen meget omtalt udstilling der kobler de to kongelige personer - Dronning Margrethe og Prins Henriks arbejder inden for billedkunst (og for Prins Henriks vedkommende: digte) sammen i en fælles udstilling under titlen "Pas de deux royale".

  Udstillingen introduceres på  Aros´ hjemmeside sådan her:

Udstillingen PAS DE DEUX ROYAL – et kunstnerisk møde er iscenesat som en retrospektiv dialog mellem Dronningens og Prinsgemalens mangfoldige værker, og museets gæster inviteres indenfor i et univers fjernt fra Regentparrets traditionelle og repræsentative virke.

   I udstillingen møder vi Dronningen som landskabsmaler, men kan også opleve kirketekstilerne, teatrets store scenografier samt de sirlige découpager, som gennem årene har engageret Majestæten og skærpet det kreative talent.

   Hos Prinsgemalen er det skulpturen og poesien, der igen og igen finder nye udtryk i de fantasifulde bronze- og marmorfigurer og i det poetiske flow af ord.

   I udstillingens gallerier visualiseres det, hvorledes Dronningen og Prinsgemalen har delt et langt liv sammen og med kreativt talent visualiseret deres fælles oplevelser på hver deres måde og i forskellige medier. Dronningen er således optaget af den storslåede natur og tildeler aldrig figuren en plads i sin kunst, mens Prinsgemalen altid fokuserer på dyre- og menneskekroppen i sine skulpturer, og med en hyppig anvendelse af ordene ”du” og ”jeg” i sine digte betoner de menneskelige relationer.

Med temaer som naturen, kærligheden, fantasien og det religiøse er Regentparrets mange-facetterede kunst fyldt med vekslende stemninger og udtryk. Under ti overskrifter til udstillingens ti afsnit indgår Dronningens og Prinsgemalens værker i gunstig dialog - rum for rum.

Fruen og jeg var i Århus  anden anledning, men når nu lejligheden bød sig, skulle vi naturligvis ind og se den.

   Jeg har ikke før set nogen af de tos værker andet end i avisgengivelser. Begge har fået meget stor journalistiske opmærksomhed når de har udstillet og udgivet, men har samtidig fået mildest talt lunkne og skeptiske anmeldelser af den professionelle kunstkritik.

  

 Umiddelbart syne jeg at Henrik er en bedre skulptør end Margrethe er maler. 

   Begge to har jo nogle af de træk som kendetegner kreative personligheder: de overskrider grænser - her ikke mindst de grænser og marmorstramme rammer som traditionelt omgiver et kongehus´ centrale figurer og hovedrolleindehavere. 

   Og de blander genrer og arbejder med montageformer: konceptuel blending. Ikke mindst Margrethe med sine såkaldte 'decoupager':

   

Begge dyrker jævnligt eventyr- og fabelstof i deres motiver, fx Margrethe der er inspireret af og har illustreret Tolkiens fantasy-fortællinger, tydeligt i hendes halvabstrakte og øde fantasilandskaber i mørke blå og grønne nuancer:

Men helt ærligt: Selvom jeg er til fantasy-litteratur, -tegneserier, -film og billedkunst, så siger de mig ikke rigtig noget.

   Der er Tolkiens egene illustrationer til sin fortællinger ti gange bedre - hvad jeg opdager da jeg googler rundt efter hjemkomsen:

Og som en sidegevinst for mig - så viser det sig at Tolkien var akvarelmaler når han illustrerede egene historier! Så ham vender jeg tilbage til.

Margrethe har i øvrigt også en del akvareller med på udstillingen i Århus, og igen er de fleste ikke særlig gode - ofte er farverne urene og grumsede og motiverne diffuse. 

   Men enkelte er rigtig gode, som det her hvor hun tegner en del af motivet op med tuschstreger:

Også nogle akvareller med motiver fra Grønland var faktisk udmærkede. 

   Jeg tror jeg det gavner hende (som de fleste) at blive udsat for den disciplinering som udgøres af kreative restriktioner - her kravet om at ikke-male med "hvidt" - det der kaldes "at male negative rum":

Margrethe har også tegnet kostumer og scenografier til flere H.C. Andersen-balletforestillinger og -film, og med de kreative restriktioner der ligger i den slags 'bundne opgaver', der udfolder hendes talent sig også klart bedre end i de "frie" malerier.

   

Fælles for de to kongelige er også at de i stil og motiver ofte flirter med surrealismen, hvad jeg umiddelbart sympatiserer med da det er en retning der bevidst arbejder med konceptuel blending. 

   Men deres arbejder bliver aldrig 'farlige' eller for alvor urovækkende i kraft af ironiske 'undertekster' fra en anden - 'surreel' verden, hvad der efter min mening kendtegner surrealistiske kunstnere når de er bedst. 

   De royale værker i den retning som vi ser på Aros-udstillingen, virker som en slags stiløvelser:

   Her ses Margrethe med et af en serie nyere oliemalerier som hun har med, værker som har lyserøde/kødfarvede fantasiknogler på en gul baggrund som motiv:

   

Specielt nogle små bronzeskulpturer hovedsagelig med motiver fra Grimms og H.C. Andersens eventyr lavet af Prins Henrik, synes jeg faktisk var gode.

   Her et næshorn med vinger - og en giraf-torso - fra Prins Henriks hånd:

Man kan sige at det ikke var til fordel for de to kongelige fritidskunstnere at Arken også viste en anden en stor retrospektiv udstilling - med malerier af Kay Christensen (1899-1981) - en maler som jeg i øvrigt ikke kendte noget særligt til selvom jeg nok husker at have set nogle få af hans malerier i bøger om den nyere danske malerkunst.

  Udstillingen introduceres sådan her på Aros' hjemmeside:

UDSTILLINGEN KAY CHRISTENSEN – DET EVIGE EVENTYR ER EN HYLDEST TIL DEN DANSKE MALER KAY CHRISTENSEN (1899-1981) FOR HANS FORTÆLLENDE OG POETISKE BIDRAG TIL DANSK KUNST. DET ER DEN FØRSTE STORE MUSEUMSUDSTILLING MED KUNSTNERENS VÆRKER SIDEN 1981.

Han kan meget vel være valgt til at supplere "Pas de deux royale"-udstillingen  fordi han jo deler interessen for det fortællende, eventyrlige og poetiske med Margrethe og Henrik. 

   "Kay Christensen - De evige eventyr" var en fremragende udstilling med mange fremragende billeder, som satte de kongelige værkers gennemgående overfladiskhed i relief - ikke mindst når man som jeg gik helt uforberedt fra deres udstillingslokaler og ind i Kay Christensens.

   Her nogle af hans malerier:

La Mouche. "Skønne er de ting vi ser/ Skønnere er de ting vi forstår/
Men langt de skønneste er til visse de som vi ikke forstårr" (Steno)

Den evige finhed

Balkonen, Paris, 1936

Kay Christensens billedverden kan kan give mindelser om Chagall - men giver også associationer til den danske tegner Ib Spang Olsen som jeg for nylig så en meget fin dokumentarfilm om og med, produceret af hans søn Lasse Spang Olsen.

Aros hjemmesiden fortæller om ham:

Inden for dansk kunst forblev Kay Christensen en ener med sin fine sans for farvens udtryksfuldhed og stoflige skønhed. Han voksede op i et kulturelt interesseret hjem, hvor hans interesse for kunst, musik og digtning blev vakt i en tidlig alder.

   Igennem hele sin karriere tog Kay Christensen afsæt i det velkendte og nære med kvinden og barnet som ledende motiver, men i løbet af 1940’erne bliver grænserne mellem den ydre virkelighed og kunstnerens indre verden mere og mere udvisket. Hans figurer begynder at ligne lyriske eventyrskikkelser placeret i et grænseland mellem drøm og virkelighed. I lighed med Marc Chagall lod Kay Christensen indimellem sine figurer svæve i rummet; herunder eventyrskikkelsen Miriam, der for Kay Christensen blev et gennemgående symbol på skønheden og lykken i livet.

   Kay Christensen var fortæller, både i sine billeder og på skrift. Ud over at illustrere andres værker skabte han ofte sin egen syntese af ord og billede, bl.a. i sin store litografiske bog Eventyret om Evigglæde og de fire Vinde (1948). Den sanselige, poetiske og linde ordstrøm, som karakteriserer hans fortællinger, omdanner han i sine billeder til drømmelignende motiver, hvor overgangen mellem forgrund og baggrund ofte glider sammen i et let slør af små penselstrøg.

   Kay Christensen var en kunstner, hvor farvens og poesiens genius var lyslevende til stede, og hvor eventyrets blomster foldede sig ud på lærredet. Hans værker er på én gang glade og tungsindige, poetiske og uhyggelige. De rummer alle det evige eventyr i sig.

En lige i øjet-karakteristik. Afspejler meget godt det indtryk han gjorde på mig og fruen.

   Det var en af de helt store oplevelser, som vi fik - helt uforberedt. Serendipitet.

Gå på Aros og se Kay Christensen - og hvis man vil se de to majestæters udstilling - så undgå at se dem på samme dag.