Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Politiken bragte igår en mindre artikel i sin kultursektion som er interessant ud fra mange synsvinkler - ikke mindst den som har med 'kreativ konceptuel blending' at gøre.
Rubrikken lød
Burkaklædt superhelt skaber debat
Manchetten lød:
Den kvindelige pakistanske superhelt Burkahævneren bekæmper Taleban og korrupte politikere og forsvarer kvinders ret til uddannelse. Men ikke alle er lige begejstrede.
På en tv-kanal i Pakistan har man lanceret en animationsserie for børn med en kvindelig hovedperson der som i alle superhelteserier har to identiteter: den hverdagslige hvor hun er skolelærer, og den fantastiske hvor hun som superhelt er forklædt i en vildt flagrende burka.
Burkahævneren bekæmper altså korrupte politikere og onde talebanere, og hun behersker en særlig kampsport hvor hun som våben og kasteskyts mod fjenderne bruger¨ - ja, selvfølgelig - bøger og skriveredskaber.
Se her traileren til serien på YouTube:
Animeringen er i stil og udførelse moderne og helt professionel, som man kan se. Og konceptet er jo lige i øjet, synes jeg.
Man tager superhelt(inde)-ideen fra amerikanske tegneserier og -film, og transponerer den ind i en pakistansk kulturel og aktuel setting: effektivt virkende konceptuel blending.
En superhelt(inde) har to identiteter, og masken der skjuler den sande identitet, er en der ellers traditionelt forbindes med forbryderes hel- eller halvmaske, fx i form af en elefanthue:
Her nogle kendte maskerede superhelte fra vores vestlige medieverden:
Forklædte forbrydere er onde, forklædt superhelt er gode, og i ly af forklædningen hjælper de med deres særlig evner og våben til at bekæmpe ondskaben.
Det er den visuelle omvendte logik bag alle maskerede eventyrhelte - både dem med superkræfter og dem der bare er fantastisk gode - som Zoro:
Denne omvendte indholds- og udtrykslogik er så med Burkahævner-figuren kreativt overført til den aktuelle pakistanske politiske virkelighed, hvor det ikke er svært for publikum at genkende hendes fjender, onde mænd som bekæmper kvinders sekulære skolegang som vestligt inspireret kætteri.
Og at udlægge den enkle metaforik i hendes våben og kampteknik, er heller ikke svært.
Valget af burkaen som forklædning for heltinden er genial, synes jeg, idet det er Talebanernes målsætning at, når de kommer til magten, så skal alle kvinder bære burka når de færdes offentligt.
Og ligesom når homoseksuelle fx har vendt skældsordet "bøsse" på hovedet og gjort det til en hædersbetegnelse, så vender man her den islamistiske kvindeundertrykkelses synlige manifestation på hovedet og gør det til symbol på frigørelse af kvinder og deres ret til ikke-religiøs uddannelse.
NB! For en ordens skyld, så er det ikke helt korrekt at kalde forklædningen en "burka" - det er faktisk en såkaldt "nikab".
Det er heller ikke svært at identificere forbilledet og inspirationskilden til Burkahævneren: Malala Yousafzai, den pakistanske unge kvinde som blev forsøgt myrdet af Taleban fordi hun offentligt via sin blog på internettet kæmpede for pakistanske kvinders ret til sekulær skolegang og uddannelse - og med udtalt kritik af den ultrakonservativ islamistiske ideologi som bla. Taleban repræsenterer.
Ideen kommer fra den engelsk-pakistanske pop-sanger, komponist og producer Aaron Haroon Rashid, og konceptet er udviklet med den erklærede hensigt at serien skulle give seerne ...
... a sense of the importance of girls’ education as well as teaching lessons about respecting the environment and embracing diversity."
Asia Life introducere serien således:
From early August, children across Pakistan will be glued to their television sets to watch an unlikely female superhero clad not in spandex, but a head-to-toe, flowing black burka. Her name is apt: Burka Avenger.
The heroine of the Urdu language series, set to air on Pakistan’s Geo TV, fights a menace more dangerous than physical weapons. She is primarily fighting against a local gang’s nefarious efforts to close a girls’ school.
The series will trace the adventures of the book-wielding superhero and three young sidekicks – Ashu, her twin brother Immu, and their friend Mooli (who has a pet goat, Golu) – as they battle villain Baba Badook and his team of thugs in the imaginary hamlet of Halwapur.
The town comes complete with a corrupt mayor, Vadero Pajero, in cahoots with Bandook and company. In the very first episode, Pajero agrees to shut down the local girls’ school in exchange for kickbacks from Bandook, a wicked magician with a thick black beard.
The dialog gets right to the point. Babook says: “What business do women have with education? They should stay at home, washing, scrubbing and cleaning, toiling in the kitchen.”
Young Ashu shoots back: “The girls of today are the mothers of tomorrow. If the mothers are not educated, then future generations will also remain illiterate.”
Men hvordan er det egentlig med kvindelige superhelte i vores eget vestlige mediebillede? Faktisk vrimler det ikke med dem. Og den mest kendte, Wonderwoman, er godt nok ikke maskeret og forklædt så det gør noget:
Wonderwoman ville nok ikke fungere i en pakistansk kvindefrigørende kontekst.
Jeg spår Burkahævneren en dundrende succes og stor international udbredelse. Det er simpelt hen bare en skide god ide.
Jeg nåede lige at høre slutningen på en sommergenudsendelse af programmet Eksistens forleden. Den handlede om en japansk tegneseriefigurs betydning for landets frontløberudvikling inden for robotteknologi, speciel menneskelignende robotter med sociale færdigheder.
Det gnistrede og fængede i det indre mentale rum.
Det var en historie som handlede om kreativ konceptuel blending af en række af de universer jeg har dyrket her på blokken: den japanske tegneseriestil manga og tilsvarende film, den religionsretning som kaldes animisme, den litterære genre som kaldes science fiction der som et af sine gennemgående motiver har menneskehedens fremtid med robotter.
Og i følge de serendipitetiske principper så har jeg naturligvis for et par dage siden været inde og se den japanske tegnefilm 'Hjertets hvisken' i Grand Biografen, som er en tegnefilmversion af en manga-tegneserie-roman. Og på vej til biografen slog vi lige et slag indenom Glyptoteket for at se udstillingen Degas' metode, som jeg tidligere har skrevet om, Degas som var stærk inspireret af Japanske træsnit i sin kunst.
Og det har så også lidt med vores indekat Fister at gøre, hvis menneskeliggørelse jeg har fortalt om på Facebook.
Hvad er det med de robotter og kreativitet og katte?
Den i min bevidsthed største science fiction-forfatter er Isac Asimov, og hans indgang til berømmelse er ikke mindst hans nyskabende historier om robotter, vel at mærke robotter som er søde og hjælpsomme ud over alle grænser i kraft af de tre 'grundlove for robotter' som ubrydeligt er præget ind i deres positroniske hjernevindinger fra 'fødslen' fra samlebåndet:
En robot må ikke gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade.
En robot skal adlyde ordrer givet af mennesker, så længe disse ikke er i konflikt med første lov.
En robot skal beskytte sin egen eksistens, så længe dette ikke er i konflikt med første eller anden lov.
Alene på disse tre fiktive robotgrundlove er Asimov blevet verdensberømt, og de indgår efterfølgende som en del af plottet i en masse andre science-fiction-forfatteres robothistorier.
Asimov beskriver selv baggrunden for ideen til disse historier og hans positive vinkling af robotterne. Siden robotbegrebets opfindelse af den tjekkiske forfatter Karel Capäek havde de haft et mildes talt dårligt ry i litteraturen - som kunstige ufølsomme maskinagtige væsner der på den ene eller anden måde overflødiggjorde mennesker - eller ligefrem truede og endte med at udryddede hele meneskeheden.
Asimov ville frame robotter positivt i sine historier fordi han ville modvirke den teknologiangst og -fjendtlighed som lå indbygget i den eksisterende litterære tradition, som går helt tilbage til Frnkenstein-historien fra begyndelsen af 1800-tallet af Mary Shelley.
Altså den kreative tænknings klassiske greb: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?
Den samme intention som Asimovs var drivkraften i den japanske manga-tegner Osamu Tezukas opfindelse af figuren Astro Boy:
Dansk Wikipedia fortæller om Osamu Tezukas betydning:
Hans banebrydende teknikker og nytænkning gav ham titler som "Mangaens far" og "Mangaguden". Den karakteristiske stil med store øjne hos karakterene i Anime blev opfundet af Tezuka, som var inspireret af vestlige serier fra den tid, som for eksempel Betty Boop af Max Fleischer og Mickey Mouse af Walt Disney.
Han var oprindeligt uddannet fysiker, men gav i stedet hele sit liv til produktionen af en enorm mængde manga, hovedparten har aldrig været oversat fra det oprindelige japanske sprog og er derfor utilgængeligt for et vestligt publikum. "The complete works of Tezuka Osamu" (udgivet i Japan) bestod af 400 album, på til sammen over 80.000 sider. Han begyndte sin karriere som mangaskaber da han var på universitetet. Han havde doktorgrad i medicin. Hans viden om videnskab og medicin har bidraget til at berige hans science fiction-orienterede manga, specielt Blackjack-seriene.
De to kunstnere Asimov og Tezuka havde flere lighedspunkter. Dels var de fælles om at besidde en enorm produktivitet og en utæmmelig opfindsomhed. Dels havde de begge en naturvidenskabelig akademisk uddannelse som afsæt for og input til deres science-fiction-fantasier og -fiktioner. Og endelig blev de begge banebrydende inden for de genrer de hver for sig var mestrer i næsten fra starten.
Tezuka var altså som tegneseriekunstner inspireret blandt andet af Walt Disney (der er klare lighedspunkter mellem oprindelseshistorien for Pinoccio og Astro Boy), men han kan også meget vel have læst Asimovs robothistorier som udkom i tiåret inden de første Astroboy historier blev publiceret i (1952).
Det fremgår af flere kilder at den i Japan superpopulære Astro Boy-tegneseriefigur er en vigtig baggrund for den japanske teknik-begejstring efter 2. Verdenskrig. Figuren ses som en af de medvirkende årsager til den udvikling af moderne japansk kultur og tænkning som er kommet til udtryk ved at japanerne i løbet af 60´erne og 70´erne blev førende inden for et bredt felt af moderne teknologier, herunder ikke mindst den kreative udnyttelse af robotter.
Astro Boy-figuren er en menneskelignende robot der optræder som en slags superhelt der hjælper mennesker i nød, kæmper for fred og er imod diskrimination (NB! også mod diskrimination af dyr).
Ledende japanske robotforskere er citeret for at fremhæve Astro Boy som en karakter der har haft stor betydning for deres fascination af robotter og deres syn på robotter som gode og hjælpsomme, og som inspirationskilde til at forsøge at udvikle robotter med positive sociale egenskaber.
Og kulturforskere ser også figurens popularitet i Japan som noget der hænger sammen med den særlige religiøse tradition og de medfølgende værdier som gennemsyrer alle aspekter af japansk kultur og religion: animismen.
Den animistiske religiøsitet indebærer troen på og forestillingen om at alt ting i verden er besjælet: sten, træer, bjerge, søer, planter, dyr, fisk, fugle. Og de forestillinger er stadig levende i Japan.
Ligesom de utvivlsomt var for vores egen verdenskendte eventyr-fortæller H. C. andersen
Animismen gennemsyrer også universet i næsten alle de japanske tegnefilm jeg har set.
Det har typisk været eventyr-historier ofte blandet med scienceficiion-elementer og -figurer. Og de fleste har været produceret af Hayao Miyazaki. En af de meste kendte er 'Min ven Totoro':
Den sidste jeg har set, er tegnefilmen 'Hjertets hvisken' fra 90´erne som er produceret af samme produktionsselskab Ghbli som i sin tid blev grundlagt af Hayao Miyazaki.
'Hjertets hvisken' er instrueret af Yoshifumi Kondō, og i modsætning til en stor del af Miyazaki's film er det en relativt realistisk ungdoms-drama-kærlighedsfilm, beslægtet i stil og tema med 'Oppe på valmuebakken' som jeg tidligere har skrevet om her på blokken.
'Hjertets hvisken' foregår ikke i en fantastisk eventyrverden, men er fuld af japansk hverdagsrealisme og -poesi, ligesom mange moderne manga-tegneserie-romaner er det.
Men selv i sådan en film stikker animismen frem, idet der i den indgår et enkelt gennemgående animistisk tonet fantacy-element, nemlig en mystisk småfed kat.
En kat som i mange scener bare er der, og som hele tiden kommer med i udkanten af billedet, men som stort set ikke er med i selve handlingen, og som ikke tilhører nogen.
Som her:
Katten hedder Moon eller Muta. Og dens typiske kattebevægelser er så godt animeret i filmen, at man bliver helt varm i maven, fordi man via spejlneuronerne i hjernen bliver mindet om ens egen kat, den store røde skovkat Fister som, mens vi er i sommerhus, har måttet lide den tort for det meste at være indekat og kun har kunnet komme ud iført sele og snor.
Årsag: En lokal fritomkringfarende og territoriehævdende hankat, af os navngivet "Lille sorte Satan" som sidste år i sommerhuset to gange bed og rev Fister så meget til blods at det kostede os en samlet dyrlægeregning på over 3.000 kr.
Her er Fister - inde - i frugtkurv:
Her er Lille sorte Satan der inspicerer sit territorium:
Her Fister - ude - i sele og snor:
Hjertet bløder. Men hellere det end at Fister bløder.
Jeg lærer altid nyt når jeg læser Oliver Sacks, og altså denne gang hans nyeste bog "Hallucinations". Dels nyt indhold, nye kendsgerninger, ny frames og synsvinkler på alt hvad der har at gøre med hjernens overraskende, fascinerende og unikke måde at fungere på.
Men jeg lærer også mange nye ord - medicinske og neurologiske fagudtryk.
Oliver Sacks er nemlig meget omhyggelig med at give latinske (læge)faglige betegnelser for de forskellige særlige tilstande han beretter om.
Jeg tror måske det er fordi han jo ellers skriver meget erfaringsnært og med mange citater fra almindelige mennesker der beskriver de usædvanlige oplevelser de har når hjernen af en eller anden årsag opfører sig afvigende - ofte af Sacks betegnet som "disorder" eller "syndrome".
Ved konsekvent og hele tiden at bruge fagudtrykkene, signalerer han at teksten alligevel er skrevet på et akademisk set højt faglige niveau.
Og findes der ikke latinske fagudtryk i forvejen, så opfinder han dem - eller han går til gamle og glemte kilder og hiver fagudtryk derfra frem i lyset, hvilket indebærer at man som læser også får en masse interessant neurovidenskabelig og medicinsk videnskabshistorie med i købet.
Et af de ny ord jeg har lært er "hypnagogia" eller "hypnagogic state" - på dansk "hypnagogisk tilstand", som er den mentale overganstilstand sindet og bevidstheden befinder sig i mellem det at være vågen og det at være faldet i søvn.
Den modsatte overgangssituation 'kaldes "hypnopompisk tilstand" - altså overgangen mellem at sove og være fuldt vågen.
Oliver Sacks tilegner et helt kapitel til hallucinationer som opleves som led i den særlige bevidsthedstilstand som kendetegner denne mentale overgangssituation. Og han citerer også flere forfattere som referer til den, blandt andet Vladimir Nabokov og Edgar Allan Poe:
Nabokov fortæller i sin erindringsbog "Speak, Memory":
As far back as I remember ... I have been subject to mild hallucinations ... Just before falling asleep, I often become aware of one-sided conversations going on in an adjacent section of my minde, quite independently from the actual trends of my thoughts. I is a neutral, detached, anonymous voice, which I catch saying words of no importance to me whatever - an English or Russian sentence, net even adressed to me, and so trivial that I hardley dare give samples ... This silly phenomenon seems to be the auditory counterpart of certain praedormitory vision, which I also know well ... They come and go, whithout the drowsy obersever's participation, but are essentially different from dream pictures for he is still master of his senses. They are often grotesque.
Oliver Sacks henviser også til Edgar Allan Poe som han refererer for bevidst at afbryde hypnagogiske hallucinationer, så han kunne notere de ekstraordinære syner ned, og siden bruge dem som visionære input til sine digte og noveller.
Også Baudelaire som Poe oversatte til engelsk, var ifølge Sacks fascineret af hypnagogiske hallucinationer, især hvis de blev hjulpet på vej med indtagelse af opium eller hash.
Hypnagogiske "visioner" ligner ikke rigtige hallucinationer, idet de ikke opleves som virkelige og ikke bliver oplevet som projiceret ud i den virkelige omverden.
Men de ligner på den måde at de kommer ind i bevidstheden uvillet, er ukontrolable og autonome; de kan have unaturlige farver og være usædvanligt detaljerede, og så kan de undergå hurtige og bizarre transformationer - i modsætning til de villede forstillinger og billeder vi fremstiller for vores "indre blik" og på den "indre skærm".
På den måde kan de ligne dagdrømme - som jo er kendetegnet ved at sindets tanker og forestillinger flyder afsted uden styring og mål: "mind-wandering".
Sacks refererer - for første gang i det jeg har læst af ham - til "the default mode network":
There is something about the rapid and spontaneous transformations specific to hynogenic imagery that suggests the brain is "ideling", as my correspondent Mr. Utter suggested. Neurosciencetists now tend to speak of "default networks" in the brain, which generate their own images. Perhaps one may also venture the term "play" and think of the visual cortex playing with the every permutation, playing with no goal, no focus, no meanings - a random activity og perhaps an activity with so many microdeterminants that no pattern is ever repeated. Few phenomena give such a sense af the brain's creativity and coputational power as the almost infinitely varied ever-changing torrents of patterns and forms which mya be seen in hypnagogic states.
Der ser ud til at være en flydende grænse mellem egentlige hallucinationer og så kreative tanker og forestillinger der "flyder" ind i bevidsteheden i overgangen mellem vågen og søvn.
I artiklen i Wikipedia som omhandler "hypnogogia" finder man et afsnit under overskriften "Cognitive and Affective Phenomena" som jeg synes er interessant:
Thought processes on the edge of sleep tend to differ radically from those of ordinary wakefulness. Hypnagogia may involve a "loosening of ego boundaries ... openness, sensitivity, internalization-subjectification of the physical and mental environment (empathy) and diffuse-absorbed attention."[35]
Hypnagogic cognition, in comparison with that of normal, alert wakefulness, is characterized by heightened suggestibility,[36] illogic and a fluid association of ideas. Subjects are more receptive in the hypnagogic state to suggestion from an experimenter than at other times, and readily incorporate external stimuli into hypnagogic trains of thought and subsequent dreams.
Det er klart at der er tale om det jeg andre steder har beskrevet som "åben tilstand", som bl.a. er det man søger at sætte igang hos folk på kreativitets- og ideudviklingskurser og -seminarer. Men som altså også ligner den tilstand som opstår ved "sensorisk deprivation", en tilstand jeg beskrev i det foregående indlæg, bl.a. med afsæt i to Poul Martinsen-programmer om "isloation".
Artiklen i Wikipedia kunne også tyde på at LI-en - den latente hæmning - er svækket som "censor" i denne mobile bevidsthedstilstand, ligesom den kan være det under indtagelse af euforiserende stoffer og alkohol:
Herbert Silberer described a process he called autosymbolism, whereby hypnagogic hallucinations seem to represent, without repression or censorship, whatever one is thinking at the time, turning abstract ideas into a concrete image, which may be perceived as an apt and succinct representation thereof.[38]
Jeg har selv oplevet nogle gange at få gode ideer på overgangen mellem vågen og søvn, og det synes også at være almindeligt kendt blandt både forskere og kunstnere:
The hypnagogic state can provide insight into a problem, the best-known example being August Kekulé’s realization that the structure of benzene was a closed ring while half-asleep in front of a fire and seeing molecules forming into snakes, one of which grabbed its tail in its mouth.[39]
A 2001 study by Harvard psychologist Deirdre Barrett found that, while problems can also be solved in full-blown dreams from later stages of sleep, hypnagogia was especially likely to solve problems which benefit from hallucinatory images being critically examined while still before the eyes.[41]
Hjernens indbyggede såkaldte "latente hæmning" (LI) er altså den indbyggede sikring i hjernen mod "information overload" - at sindet overvældes og druknes af stor mængder usorterede input og impulser, fra både ydre og indre sansninger.
Man kan sige at LI-en er nødevendige skyklapper for nogenlunde fokuseret opmærksomhed på det der virkelig betyder noget her og nu. Men det kan altså også indsnævre og censurere fantasien og de frie associationer mellem forskellige forestillinger, ideer og begreber.
Denne tærskel bliver så sænket under forskellige bevidsthedsmæssige tilstande, dels tilstande som hjernens kemiske og elektriske system selv iværksætter (migræne, parkinsonisme, epilepsi, skizofreni), dels tilstande skabt af hjernens belønningssystem når det får særlige kemiske eller kropsligt mentale input udefra.
I forlængelse af det foregående indlægs beskrivelse af konsekvenserne af lav latent hæmning - "low LI", har jeg så også fundet en lang række henvisninger til artikler der forklarer at der er en sammenhæng mellem lav latent hæmning, hallucinationer og kreativitet.
Blandt andet her et citat fra en artikel "Divine Madness" af Thomas Hally, forfatter til bogen "Concepts of intelligence".
Latent inhibition and fantasy proneness are two traits psychotic individuals havein common with creative individuals. And they go hand in hand with each other. Latent inhibition, a certain degree of intelligence, and fantasy proneness all factor into a theory of how creativity and psychoses are intertwined. Auditory and visual hallucinations are symptoms of fantasy-prone people in general and not only schizophrenics and manic depressives.
Jeg har i tidligere indlæg været inde på at der med stor sandsynlighed er en sammenhæng mellem de to store sindsygdomme skizofreni og maniodepressivitet på den ene side og så en række store kunstneres og videnskabsfolks mentale set up.
Noget af den sammenhæng kan meget vel være genetisk bestemt og har noget at gøre med funktionen af dopamin-systemet, hjernens egen berusende kemiske pumpe:
Some researchers concur that the link between genius and a small percentage of schizophrenics “boils down” to aparticular gene called DARPP-32: dopamine and cyclic AMP-regulatedphosphoprotein, which works as a neurotransmitter and links genius to madness. Three quarters of any given population inherit a version of the DARPP gene which enhances the brain’s thinking activity by improving the informationprocessing of the prefrontal cortex. It orchestrates thoughts and actions.
Her slutte føljetonen om hallucinationer og tilliggende fænomenter med afsæt i Oliver Sacks nye bog "Hallucinations", som varmt kan anbefales.
Hallucinationer har jeg vist nok selv aldrig oplevet, i bedste fald grænsetilfælde:
Man kan måske sige at det at blive lokalbedøvet fx i forbindelse med en større tandoperation, at det er en form for negativ hallucination. Man oplever at en del af ansigtet er væk, mangler, selv om man godt kan se det og røre ved det.
Når jeg er hjemme i vinterboligen for en kort bemærkning uden at katten er med, så har jeg også hallucinationer af at katten er der og lister omkring som den plejer - i udkanten af synsfeltet.
Men ellers er hallucinationer som ikke er knyttet til alvorlig psykisk diagnose, kun noget jeg en gang i mellem har læst eller hørt om.
Fx vejledte jeg for nogle år siden et speciale hvori indgik produktion af en radiomontage om en ung mand der siden han var barn, hørte stemmer, og, bortset fra en kort periode i puberteten, havde levet med dem som en relativt fredelig mental forstyrrelse. Af udsendelsen fremgik at der var mere end 100.00 mennesker i Danmark som var såkaldt 'stemmehørere'.
I en vis forstand ligner det jo synæstesi som også er en mental tilstand hvor hjernen selv producerer indtryk (farver, lyde, former) i bevidstheden uden nogen ydre sansning som årsag - blot som ledsagefænomener til fx at læse eller høre ord, bogstaver, tal, toner.
Til beroligelse for mange kan man altså konkludere at det kan være "helt normalt" at høre stemmer, og at mange mennesker har et forholdsvis fredeligt samliv med deres stemmer:
I en stor survey-undersøgelse (15.000 mennesker) fra 1991fandt man at 2,3% oplyste at have hørehallucinationer. Kun en tredjedel af stemmehørerne var tilstrækkelig besværet af stemmerne til at søge hjælp. Dvs. 2 ud af 3 stemmehørere klarede sig selv!
Men Oliver Sachs bog "Hallucinations" har et kapitel som har overskriften
The Prisonner´s Cinema - Sensory Deprivation
Og pludselig kommer jeg i tanker om at det fænomen kender jeg for så vidt rigtig godt - på anden hånd - via nogle tv-dokumentarudsendelser som dokumentarinstruktøren Poul Martinsen producerede i begyndelsen og slutningen af 70´erne.
Udsendelserne dokumenterede at hvis forsøgspersoner fik bind for øjnene og blev lukket inde i et lydtæt rum hvor der kun var 'hvid støj' som baggrund, så fik de hallucinationer, både virkelighedstro syner og virkelighedstro lyde - herunder sang og musik.
I princippet fortæller disse forsøg os jo at hjernen som sultes for perceptuelle input eller perceptuel variation, begynder at "kede sig" på grund af at den ikke har noget at lave - noget at tolke og bearbejde. Og så producerer den - uhæmmet - en slag realistisk filmforestilling eller lydprogrammer af sig selv - ud af eget indre "kildemateriale".
Når der blev lavet en lang række forsøg i 50´erne og 60´erne hvori indgik eksperimenter med "sensory deprivation", så hang det blandt andet sammen med Den kolde krig, og ikke mindst med angsten for at fangne soldater kunne blive hjernevasket af "fjenden" når de havde være sensorisk isoleret tilstrækkelig længe.
Poul Martinsen gjorde et "hjernevask-forsøg" som led i sin tv-udsendelse om "Isolation":
En kvinde som efter i mange timer at have været blindet og isoleret lydmæssigt, blev udsat for gennem en højttaler at høre en rolig og troværdig stemme læse højt af en madopskrift på "hvid rotteragout".
Da kvinden kom ud af sin isolation, blev hun af Poul Martinsen tilbudt at spise en ret som af ham blev benævnt "hvid rotteragout", hvad hun gjorde uden tøven.
Man kan antage at der sker en svækkelse af hjernens indbyggede hæmninger under isloationen, som så gør den mere modtagelig for suggestion og hypnotisk påvirkning.
Under de rette sensorisk isolerede omstændigheder kan de fleste normale mennesker altså få induceret eller fremprovokeret visuelle hallucinationer.
Og når man laver såkaldte fMRI-skanninger af en hjerne der har den slags inducerede hallucinationer, så viser det sig at der er neurologisk aktivitet i både "the occipital cortex" og "the inferotemporal cortex" som er de dele af hjernen som aktivt bearbejder synsindtryk som input til bevidstheden.
Til forskel fra de situationer hvor man bevidst og med vilje fremkalder forestillingsbilleder for sit indre blik, så var der ingen særlig aktivitet i den præfrontale cortex ved synshallucinationerne.
Den præfrontale cortex er den del af hjernen som har den såkaldt 'executive funktion'. Wikipedia:
This brain region has been implicated in planning complex cognitive behavior, personality expression, decision making, and moderating social behavior.[1]The basic activity of this brain region is considered to be orchestration of thoughts and actions in accordance with internal goals.
Oliver Sacks konkluderer derfra:
Unlike the top-down proces of voluntary visual imagery, hallucinations is the result of direct, bottom-up activations of regions in the ventral visual pathway, regions rendered hyperexcitable by a lack of normal sensory input.
Spørgsmålet for mig er om fx det at høre stemmer, kan være forbundet med kreativitet på samme måde som synæstesi tilsyneladende er det.
Og det er der noget der tyder på. Oliver Sacs har en fodnote hvor han henviser til en bog "Of Two Minds: Poets Who Hear Voices" af Judith Weisman som ...
... presents strong evidence, drawn especially from what poets themselves have said, that many of them, from Homer to Yeats, have been inspired by true auditory vocal hallucinations, not just metaphorical voices.
Jeg har tidligere fortalt om fænomenet "latent inhibition" (LI) - og at kreativitet kan ses som et resultat af at hjernen af en eller anden grund har relativt lav LI i de nervebaner som forbinder forskellige centrer og områder i hjernen.
Lav LI kan så også være en del af forklaringen på forskellige hallucinationer.
Om musikalske hallucinationer - dette at man ufrivilligt hører musik som tilsyneladende bliver spillet fra en ekstern kilde, som altså ikke findes - det kan også forklares med svækket LI, fortæller Sacks:
... what seems to occur in most cases of musical inhibitions is a release of activity in the musical network when normally operative inhibitions or constraints are weakend.
Analogt til synshallucinationer, så bliver også musikhallucinationer produceret ved spontan aktivitet i det komplekse og ekstensive netværk i hjernen som er aktivt når man hører og opfatter musik spillet/sunget af en ydre kilde.
Alle mennesker har fantasi i et eller andet omfang, og kan forstille sig ting, mennesker, forhold, verdener som ikke eksisterer og som de derfor aldrig fysisk har set, hørt, følt - sanset. Et mindre belastet, men lidt gammendags ord er 'forestillingsevne'.
På engelsk taler man om "imagination".
Kunstnere, forfattere, håndværkere, videnskabsmænd, reklamefolk, journalister og mange andre professionelle grupper, lever af at de har en god forestillingsevne og i større eller mindre grad er 'visionære'.
Ellers ville de ikke kunne udfylde de arbejdskrav der er indlagt i professionens norm- og forventningssystem.
Og denne evne udspringer sandsynligvis i det kompleks af hjernemoduler som kaldes "the defualt network", et kompleks i hjernen der er aktivt når vi - metaforisk set - "kigger indad" - og aktiverer det som neurologen Oliver Sacks omtaler som "the minds eye", og som han har givet titlen på en fremragende bog jeg tidligere har refereret til og fra.
På dansk: Se noget for "sit indre blik", se noget "på den indre skærm".
Men andre dele af vores hjerne kan helt af sig selv - uden for vores kontrol og viljestyring - producere livagtige visioner for bevidstheden, kaldet 'hallucinationer'.
Jeg har nu læst en ny bog af Oliver Sacks, hans seneste. Og den fjerde eller femte jeg har læst - af den halve snes han har skrevet.
Manden er nu 80 år gammel og still going strong hvad angår at skrive på en fængende og engagerende måde om svært tilgængelige og delvist kontroversielle emner - omgivet af fordomme både blandt menigmand og fagfolk.
Titlen er:
HALLUCINATIONS
Samme ord på dansk: "hallucinationer".
Og hvad forbinder man så det med?
Først og fremmest: sindsygdom - og nærmere bestemt: skizofreni.
Det handler bogen slet ikke om, eller næsten ikke.
Den handler om hallucinationer som mentale fænomener oplevet af normale mennesker i en almindelige dagligdags social og fysisk omverden.
Men også og ikke mindst om hallucinationer som følgefænomener til en række forskellige fysiske skavanker som migræne, epilepsi, parkinsonisme, blindhed, døvhed, sensorisk deprivation, amputerede lemmer, blodpropper i hjernen, skader fra langvarig alkoholisme, post traumatisk stress syndrom, mv..
Endvidere om hallucinationer i forbindelse med indtagelse af euforiserende stoffer som hash og LSD, hvad Sacks har personlige eksperimentelle erfaringer med som ung forsker.
Hvad kendetegner så hallucinationer - til forskel fra dette at bruge sin forestillingsevne til at se noget for sig der ikke findes - for sit indre blik?
For det første er det oplevelser som den person der har dem, ikke kan påvirke, ændre eller fjerne med ønsker og med vilje. De kommer af sig selv og går af sig selv - nærmest som en slags mentale 'indbrud' i bevidstheden/sindet.
For det andet opstår de uden ydre sansestimulation som igangsættende årsag, og er altså udtryk for hjernens autonome aktivering - ofte som en reaktion på mangel på ydre sanseinput (sensorisk deprivation).
For det tredje opleves de med samme aura af virkelighed som reelt sansede oplevelser og kan af bevidstheden ikke umiddelbart afsløres som hjernens egne 'påfund'.
Man kunne måske sige at det er hjernens selvproducerede fiktioner.
Oliver Sacks skriver at selv om det for fagfolk kan være svært at blive helt enige om definitionen, og om hvordan man skelner mellem "hallucination, misperception, and illusion", så vil han definere hallucinationer som "percepts arising in the absence of any external reality - seeing things or hearing things that are not there."
Jeg tænker: Det ligner næsten definitionen på en spillefilm!
Sacks fremhæver den amerikanske psykologis 'fader' William James' definition i hans epokgørende værk "Principles of Pchycholgy", en definition som lyder sådan her:
An hallucination is a strickly sensational form of consciousness, a good and true a sensation as if there were a real object there. The object happens to be not there. that is all.
En af pointerne i Sacks bog er at den indsigt i den modulopdelte hjerne som moderne skanningsteknik giver, gør det muligt at udpege de områder af hjernen som producerer de forskellige slags hallucinationer.
Altså fx. det netværk af moduler som er aktive når vi hører musik, de moduler er også aktive når man har musik-hallucinationer.
De dele af hjerne som normalt aktiveres med de forskellige ydre sanseindtryk som leveres gennem syn, hørelse, smag, lugt, etc., de går under forskellige særlige omstændigheder i en slags produktivt selvsving og leverer virkelighedsoplevelser der for bevidstheden ikke umiddelbart er til at skelne fra ydre sansninger. Og som ofte forveksles med virkelighed i en indledend fase.
Oliver Sacks:
For instance, an area in the right inferotemporal cortex normally involved in the perception of fasces (=ansigtsgenkendelse) if abnormally activated, may caus people to hallucinate faces. There is a corresponding area on the other side of the brain normally employed in reading - the visual word form area in the fusiform gyrus; if this is abnormally stimulated, it may give rise to hallucinations of letters or pseudowords.
I bogen kobler Oliver Sacks i slutningen af hvert kapitel de forskellige former for hallucinationer og deres særlige kilder og fysiologiske kontekst sammen med mulighederne for at disse hallucinationer kan have været drivkraften bag en række kulturelle fænomener i den menneskelige kulturhistories udvikling (tilsvarende mit eget forsøg på at koble animisme og shamanisme sammen med 'object-personifications-syæstesi' i tidligere indlæg):
I indledningen opregner Sacks en lang række af disse mulige sammenhænge i en serie af retoriske spørgsmål:
Indeed one may wonder to what extend hallucinatory experinces hav given rise to our art, folklore, and even religion.
Do the geometric patterns seen in migraine and other conditions prefigure the motifs of Abroiginal art?
Did Lilleputian halluciations (which are not uncommon) give rise to the elves, imps, leprechauns, and fairies in our folkklore?
Do the terryfying halluciations of the night-mare, being ridden and suffocated by a malign prescence, play at part in generating our concepts of demons and whitches or malign aliens?
Do "ecstatic" seizure, such as Dostojevsky had, play at part in our sense of the devine?
Do out-of-body experiences allow for the feeling that on can be disembodied?
Does the substancelessness of hallucinations encourage af belief i ghosts and spirits?
Why has every culture known to us sought and found hallucinogenic drugs and usede them, first an foremost, for sacramental purposes?
Oliver Sacks forklarer til sidst i forordet at hans beskrivelser også har et mentalt og konceptuelt frigørende sigte: Mange mentalt sunde og normale mennesker som har hallucinationer, tør ikke fortælle om dem fordi de er bange for at blive stemplet som sindsyge, bange for at deres venner og læger skal tro at "they are losing their minds".
Men det er, som hovedparten af eksemplerne i bogen illustrerer, langt fra at være tilfældet:
I think of this book, then as a sort of natural history or antholgy of hallucinations, describing the experience and impact of hallucinations on those who have them, for the power of hallucinatons is only to be understood from first-person accounts.
Her er Oliver Sacks himself i en TED-TALK-video hvor han introducerer en af de former for hallucination som han beskriver i bogens første kapitel: "Charles Bonnet Syndrome", som typisk opleves af mennesker som er blevet blinde:
Jeg skrev i foregående indlæg om hvordan de burmesiske 'NAT-festivaler' (hvor man fejrer og hylder de ældgamle animistiske naturånder) blev en slags legitimt åndehul og frirum for bøsser og lesbiske og transseksuelle hvis seksualitet er officielt kriminaliseret, idet de som medier for disse ånder kan tillade sig at klæde sig ud i det andet køns klædedragt.
Jeg havde ikke lige det professionelle antropologiske begreb for denne sociale mekanisme, men kunne se ligheder med middelalderens gøglertrupper og hofnarrerollen ved de forskellige fyrstehoffer i forne tider.
Men det kaldes altså af antropologen Victor W. Turner for 'rituals of status reversals', fremgår det af en artikel i Weekendavisens tillæg 'Ideer' fra den 19. juli:
Ved sådanne ritualer forventes det, at de, som normalt indtager en lavstatusposition i den sociale struktur, vender den normale orden på hovedet og udøver rituel autoritet over deres overordnede, som må godtage situationen med så meget velvilje og humør, som de kan fremvise. De underordnede har også ret til at klæde sig ud med symboler, der tilhører de de overordnede og opføre en parodi på det herskende hierarki.
Artiklen har rubrikken "Et værre barselshus", og handler om et interessant socialt fænomen i Sønderjylland for omkring 100 år tilbage, nemlig et såkaldt 'barselshus' eller 'fødselsgilde'. En fest som konerne i landsbyerne afholdt efter en barsel og hvor kun kvinder kunne deltage.
På vejen hjem fra disse barselshus-fester kunne kvinderne i flok - og efter mandlige kilder at dømme - godt bedukkede efter mange kopper kaffepunch - finde på at indfang mænd de mødte, flå tøjet af dem - eller i det mindst bukserne - og tvinge dem til at danse for sig; eller på anden måde ydmyge mændende - uden at disse grænseoverskridende normbrud fik sociale konsekvenser for kvinderne.
En milder form bestod i at de opstemte kvinder huggede hattene eller slog dem af hovedet på de mænd de de mødte på vejen hjem.
En stor del af litteraturen om kreativitetsteknikker omtaler at det at "vende tingene på hovedet", "se det fra den modsatte synsvinkel", kan virke frigørende og forløsende på hjernen og dermed være med til at fremme kreativitet og ideudvikling.
Derfor synes jeg disse ritualer som vender op og ned på social status, er interessante.
Men man skal ikke overvurdere den frigørende effekt af den slags ritualer, fremgår det af artiklen, nærmest tværtimod:
Den gruppe, for hvem det er tilladt at handle, som om den strukturelt var over overlegen, og i denne egenskab udskælde og slå løs på den pragmatisk overlegne, har i virkeligheden for evigt lav status.
Intet fremhæver regelmæssighed så godt som urimelighed og selvmodsigelse, hævder Turner. Intet tilfredsstiller følelsesmæssigt så meget som overdreven og midlertidigt tilladt ulovlig opførsel.
Rituals of status reversal tilpasser begge dele, for ved at ophøje den den svage og undertrykke den stærke, bekræftes den det hierarkiske princip. Ved at lade den svage efterabe, ofte nærmest karikere, den stærke opførsel, understreges fornuften i hverdagens kulturelt forudsigelige opførsel mellem samfundets forskellige lag.
Det er klart at de handlinger som kvinderne foretog sig overfor mændende på vej hjem, var symbolske i den forstand at mændende mistede deres mandlige statussymboler: hat og bukser. Og tilsvarende symbolsk betydning har det haft at mændene skulle udføre striptease-dans som ellers er forbeholdt kvinder fra de laveste statuslag - til fornøjelse og underholdning for mænd.
Vores tradition for firma-julefrokoster og firmaskovture er klare eksempler på 'rituals of status reversal', og ve den medarbejder som misforstår og tror at de "jævnbyrdige relationer" som er tilladt at udtrykke ved disse festlige lejligheder, kan fortsætte på arbejdspladsen dagen efter.
Og i denne sommerferietid får jeg den tanke at det er noget lignende der sker i forholdt mellem forældre og børn: at nu her i ferien kan børnene få lov til at bestemme, for så at acceptere at de resten af året intet har at skulle have sagt.
Jævnligt læser vi i medierne om konflikter i forbindelse med parader for seksuelle minoriteter, ikke mindst i østeuropæiske lande, minoriteter som samlet forkortes LGBT (lesbian, gay, bisexual, transgender) .
I Burma har man 'løst' problemet ved en form for kulturel blending.
I Burma/Myanmar er der mange religiøse festivaler - faktisk året rundt - sådan ca. en pr. måned. Datoerne for de forskellige festivaler er bestemt i forhold til den traditionelle Burmesiske kalender, som igen er knyttet til månens gang på himlen hen over året.
På vores Burmarejse i januar oplevede vi ikke nogen af disse festivaler, men for et par dage siden hørte jeg et indslag i radioprogrammet orientering om en af disse festivaler: 'Taung Byone Nat Festival', som i år afholde i perioden 9.-16. august, et indslag som i gay-pride-parade-sammenhæng er interessant.
'Nat' refererer til noget jeg skrev om i mit sidste indlæg i Burmarejse-serien: naturånder - og dermed til den ældgamle religion 'animisme' der stort set har været grundreligionen da alle mennesker på jorden endnu var "oprindelige folk", en religion hvor man tror på at naturen, både dyr, planter og landskabsdeleer besjælede med ånder.
Denne festival for 'Nats' i Burma beskrives officielt sådan:
The most crowed Nat (spirit) festival in Myanmar. People all over the country come and worship the Nat. the festival of Taung Byone in a very peculiar and particular festival that although Myanmar Buddhists are not actually spirits worshippers, thousands of country folks and townspeople alike flock to this yearly festival of "Nats" near Mandalay to participate in its joyous, light-hearted merrymaking. The small Taung Byone Hill and surrounding areas had been "awarded" to the "Nats" as a special province of their own by Myanmar Kings since the Bagan Dynasty in the 11th century. Once a year, festivals are held to honor these "Nats" – Taung Byone Brother Nats (Ko Daw Gyi & Ko Daw Lay).
Naturånder i Burmesisk aftapning har menneskelig karaktertræk, ønsker og behov. Men, fortæller Wikipedia, de er umoralske, frække, farlige og fulde af fejl og mangler:
They are flawed, having desires considered derogatory and immoral in mainstream Buddhism. During a nat pwè, which is a festival during which nats are propitiated, nat kadaw (lit.: nat lady, i.e. mediums) dance and embody the nat's spirit in a trance. Historically, the nat kadaw profession was hereditary and passed from mother to daughter. Until the 1980s, few nat gadaws were male. Since the 1980s, transgendered gay men and transvestites have increasingly performed these roles.
Det vil sige at den sociale rolle som medier for naturånder, kaldet 'nat kadaw' i stigende grad varetages af homoseksuelle, biseksuelle, transvestitter eller transseksuelle (LGBT), som klæder sig ud som kvinder (eller omvendt: som mænd). Og disse nat-medier samles i tusindtal når der er nat-festival, fremgår det af flere kilder.
Det er interessant, for disse grupper har jo biologisk set en form for blended - grænseoverskridende seksualitet. Og samtidig er disse former for seksualitet kriminaliseret i Burma, ligesom i mange andre lande.
Men i ly af disse ældgamle religiøse fester hvor medier klæder sig ud, bliver 'besat' af naturånder og i trance fester vildt og uhæmmet, kan ellers forbudte seksuelle minoriteter få en form for kreativt og befriende socialt åndehul - og en slags legitim status.
Her følger et udsnit af en reportage som netop tematiserer dette:
With thousands of spirit mediums in town, there’s a bit of a monopoly on who can get possessed here. Only recognized natkadaws, “the wives of the spirits,” can have a “real” possession.
“If you are being possessed by a female nat, you dress like a female. If you are being a male nat, you dress like a male. You can change instantly,” according to Zaw Myo Naung, one of the official nat mediums. He says gay men like him tend to be better at connecting with the spirits, because they have both a male and a female side.
This traditional belief helps makes Taung Byone a special place for Myanmar’s closeted gay community.
“Their freedom and happiness is here,” he said, “and that’s why it is a place for gay people.”
Naung’s uncle was upset when his nephew became a spirit channeler, because he says they’d never had a gay member of the family before. Later they accepted him, though. It helped that Naung’s connection to the spirits bought the family a house and a car.
Transgender people find acceptance here too. Tha Ma Shein Linn says she loved Taung Byone right from the start because although she has a man’s body, she can dress as a woman here. Taung Byone was the first place she’d seen so many other transgender people – many working as natkadaws. It’s one of the few jobs transgender people can get, according to Nay Oo Lwin of Population Services International, an NGO that works with Myanmar’s gay community.
“They only have three choices to earn a living: to become a natkadaw, a beautician, or a sex worker.”
Nay Oo Lwin says the festival in Taung Byone doesn’t just draw spirit worshipers. It’s also a meeting place for gay Burmese.
“There is a saying – if you are a gay man in Burma, you must [come] to Taung Byone.”
At the main shrine, live music blasts out. People of all ages are leaping, pushing and clawing to give money to the natkadaws who dance in the center, decked out in fake eyelashes, sparkling dresses and big hair.
For one week, they are the most revered people in the country – connecting the spirit world with humans. And for the gay community of Myanmar, for that one week, there is no judgement.
Jeg synes også det er interessant i lyset af den teori jeg udkastede i det sidste indlæg i serien om 'Den kreativt Burmarejse´, at synæstetikere kan have fået en rolle som shamaner i de oprindelige jæger- og samlerkulturerne, fordi de naturligt og automatisk personificerede omgivelserne i kraft af deres 'objekct-personification'-synæstesi.
Jeg har altid forbundet (sommer)ferie med lystlæsning, i de senere år typisk krimier og science fiction. Tidligere alle mulige former for fiktion og populær faglitteratur.
Og lystlæsning indebærer mental afslapning og aflastning. Faktisk lidt ligesom meditation - bare på en anden måde. Eller hur?
Men også aviser læser jeg flere af i ferien, fx Weekendavisen, som jeg ellers ikke abonerer på. Først og fremmest er det avisens tillæg 'Ideer' som trækker.
En af mine helte inden for journalistisk videnskabsformidling Lone Frank har i 'Ideer' 12/7 skrevet en kritisk artikel om forskning i meditationens effekt på hjernen, især den form som betegnes 'mindfulness', og som udspringer af buddhismens dyrkelse af 'den indre ro i øjeblikket': "en ikke-dømmende opmærksomhed på erfaringer i nuet".
Jeg har selv refereret en del af denne forskning i en række indlæg for omkring et år siden, hvor jeg refererede dele af Richard J. Davidsons forskning omkring "den plastiske hjerne". Så jeg spidser øjne!
Lone Frank sammenfatter med en vis distance den forskning som har fokuseret dels på hjernen hos tibetanske munke der har mediteret intensivt og konstant i mange år, dels på 'novicer' der har fået kurser i mindfulness-meditation på nogle uger:
Man kan pege på ændret EEG (i.e. de forskellige elektromangetiske bølger som hjernen udsender afhængig af "tilstanden"), og forhøjet aktivitet i i særlige hjerneområder, ligesom nogle studier finder ændringer i visse hjernestrukturer efter længere tids praksis".
Kritikken går på at det er svært at tolke på hvad disse ændringer egentlig betyder, og på at den kliniske virkning er usikker. Forskningsresultaterne er ikke entydige, og de samlede data på områder er mangelfulde, fortæller hun - med belæg i en række interviewcitater fra skeptiske eller kritiske forskere.
Et af problemerne er at de mest entusiastiske forskere selv mediterer og har gjort det længe, hvilket kan siges at udgøre en form for videnskabelig bias. Den kritik afvises så af en anden forsker der bruger analogiargumentet:
"Det er ikke anderledes end at fysiologer, der er interesseret i motionens virkning, forsker i motion og anbefaler motion, fordi de faktisk oplever sundhedsvirkninger."
Jeg har som tidligere nævnt selv mediteret siden slutningen af 70´erne, ikke 'mindfulness', men 'transcendental meditation'. Og min interesse er ikke primært sundhed og velvære og afstresning, men den eventuelt stimulerende effekt på kreativ tænkning og kreative aktiviteter inden for forskning, kunst, journalistik og litteratur som meditation kan have.
Og jeg har først og fremmest set det som én af en lang række sensoriske, motoriske, mentale og kognitive aktiviteter og processer som - bevidst eller ubevidst - kan stimulere hjernen til såkaldt "åben tilstand" ved at svække den såkaldte "latente hæmning" (LI) som er med til at begrænse forskellige centrer i hjernens muligheder for at spille samen og og dermed muligheder for at kunne 'blende' indhold fra forskellige og ellers adskilte konceptuelle rum.
Det er også pointen fra en af de forskere Lone Frank citerer, Martijn van Beck:
"Det er ikke underligt at man kan finde både psykologiske og fysiologiske virkninger af meditation - man foretager jo målrettet kognitiv aktivitet. Men det betyder ikke, at man ikke kan sætte gang i de samme eller andre interessant forandringer ved hjælp af noget helt andet."
Jeg har tidligere været inde på hvordan visser former for musik kan virke ind på hjernen så den bliver mere åben for kreative processer, men at også oplevelsen af visse former for kunst og arkitektur kan gøre det (virke 'inspirerende') og også forskellige former for fysisk aktivitet.
Og sådan altså også med input fra læsning af litteratur, dyrket i 'læsegrupper'.
Lone Frank refererer til offentliggjorte forskningsresultater fra danske forsøg hvor man sammenligner - på den ene side frivillige grupper der mødes en gang om ugen i to timer for i fællesskab at dyrke mindfulness, og på den anden side frivillige grupper der mødes en gang om ugen to timer for at diskutere Jane Austins roman 'Emma':
Læserne opnår mange af de samme effekter som mindfulness-gruppen, blandt andet i forhold til emotionel regulering. Dethandler muligvis om at man i læsningen træner evnen til at kunne se verden fra et andet perspektiv", forklarer professor ved MindLab Andreas Roepstorff. Han bemærker også at læsning åbenbart er en mere tillokkende aktivitet. I hvert fald fortsatte læsegruppen på frivillig basis, mens de mediterende indstilled deres praksis, så snart forsøget var slut.
Denne sidste forskel kan hænge sammen med at læsegruppen stimulerer "bondinghormonet" 'oxytocin', mens mindfulness-meditation ikke (nødvendigvis) gør det.
En søgning på nettet for "litterature theraphy" giver mange hits. Og tilsvarende for den danske oversættelse 'biblioterapi". Se fx:
Jeg har tidligere været inde på at det læse en roman, se en film eller opleve et teaterstykke, aktiverer både 'the defaualt (mode) network' og 'spejlneuronsystemet' i hjernen. Og at det er derfor det påvirker os mentalt - emotionelt og kognitivt - at være publikum til den slags kunstneriske aktiviteter; herunder giver det os mulighed for identifikation med figurerne/karaktererne i fiktionen, 'identifikation' forstået som 'indlevelse gennem genkendelse' - og dermed selvindsigt.
'The default mode network' er det indbyrdes forbundne kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi dagdrømmer ('mind-wandering '), når vi genkalder os tidligere oplevelser, når vi fantaserer om fremtiden og andre verdener, når vi forestiller os i en andens sted ("theory of mind"), og når vi tager stilling til moralen i en tænkt handling. Altså alt i alt: når vores opmærksomhed er vendt "indad".
'Spejlneuronsystemet' er de dele af hjernen som automatisk simulerer de handlinger og følelser som vi ser og hører andre mennesker gøre og have, eller når vi bare forestiller os dem udført og udtrykt.
Og det jeg derfor forestiller mig er at såvel litteraturlæsning og deling af oplevelserne med andre i læsgrupper, som de forskellige former for meditationsteknikker man kan lære at praktisere, at de begge påvirker the default network´s måde at fungere på, så det kan stimulere til mere kreativ tænkning hos 'normale' mennesker, og så det kan virke helende - beroligende - på stresstilstande og forskellige former for psykiske problemer:
Det sidste forholder Wikipedia sig til i artiklen om "the default network":
In humans, the default network has been hypothesized to generate spontaneous thoughts during mind-wandering and may relate to creativity. (...)
It has been hypothesized to be relevant to mental disorders including (...) autism, and schizophrenia. In particular, reduced default network activity has been associated with autism, overactivity with schizophrenia.
Lower connectivity was found across the default network in people who have experienced long term trauma, such as childhood abuse.
Among people experiencing posttraumatic stress disorder, lower activation was found in the posterior cingulate gyrus compared to controls.
The posterior cingulate gyrus discerns emotional and self-relevant information; this interacts with the anterior cingulate gyrus, which integrates emotional information with cognition; and the medial prefrontal cortex, which allows for self-reflection and the regulation of emotion and arousal.
This appears to correlate with the experience of people who have experienced long-term trauma and describe feeling 'dead inside' or have a fragmented sense of self or enter dissociative states.
Children who have been traumatised often lack an inner world of imagination and show little symbolic play, this too is likely to be due to interruptions across the default network.
Altså: Det ser ud til at en række mentale og psykisk problemer har det tilfælles at de modsvares af reduceret (eller ustyrlig) aktivitet mellem de forskellige moduler i hjernen som tilsammen udgør the default mode network. Og at blandt andet meditation synes at fungere gen-aktiverende når det gælder samspillet og forbindelsen mellem dem.
Og min pointe er så ud fra en lang række tidligere indlæg, at andre mentale aktiviteter og visuelle, lydlige eller motoriske input og impulser kan have samme effekter: både på kreativiteten og på uro eller forstyrrelser i hjernen.
Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på at rigtig mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om, i interviews fortæller at de i barndommen læste og læste og læste - "slugte" alt muligt: børnebøger, tegneserier, ugeblade, illustrerede klassikere, billedbibler, etc.
Jeg har selv været en af slagsen som barn, og var i familien berygtet for at jeg altid hellere ville blive hjemme og ligge på maven og læse, end tage på camping- eller skovtur med resten af familien.
Idag fylder Jørgen Poulsen 70: DR-reporter og tv-fortæller gennem mange år, derefter højt profileret direktør for Røde Kors, og som kronen på karrieren: partimedstifter - og folketingsmedlem med slutplacering hos Det Radikale Venstre.
I min tid som konsulent i Danmarks Radios uddannelses- og udviklingsafdeling i 80´erne havde jeg flere gange kontakt med Jørgen Poulsen, og hans 70-års fødselsdag falder næsten præcis en måned før min.
Så jeg vil fortælle lidt om hans betydning - for mig - først og fremmest i forbindelse med mit arbejde med at beskrive fakta-tv-dramaturgiens konstruktionsprincipper og holde kurser om temaet siden midten af 80´erne.
Mange i min generation husker sikkert Jørgen Poulsen både for tv- og for radio-indslag i Danmarks Radio, bl.a. på grund af hans særprægede og helt specielle dialekt.
Den kan man høre her på et Bonanza-radioindslag, hvor han rapportere fra Stockholm i forbindelse med Tjernobyl-katastrofen:
I forbindelse med de forskellige dramaturgikurser som DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling afholdt i stort tal for medarbejderne i 80´erne, samlede vi undervisere på eksempler på vellykket og kreativ brug af de dramaturgiske principper inden for tv-journalistikken: nyheder og magasinindslag.
Og her var de lidt længere indslag som tv-reporter Jørgen Poulsen producerede for TV-Avisens Søndagsmagasin, klokkeklare skoleeksempler som vi så også inddrog og viste i undervisningen.
Han producerede bl.a. i starten og midten af 80´erne en lang række meget velfortalte, både oplysende og samtidig (ofte) mildt ironiske indslag - som skandinavisk udenrigskorrespondent for DR, med base i Stockholm.
Et af de mest berømte - og morsomme - var et tidligt indslag (1981)om den sovjetiske u-båd som strandede og blev hængende på et skær i den sydsvenske skærgård, fuldt synligt og langt inde på svensk territorialfarvand. Ubådstypen tilhørte den såkaldte 'whisky-klasse' hvorfor begivenheden også fik kælenavnet "whiskey on the rocks".
Det kan meget vel være Jørgen Poulsen der er ophavsmand til den betegnelse. Og han har i hvert fald med garanti brugt den i sit indslag.
Jørgen Poulsen var i øvrigt selv deltager på et af disse TV-SUM-kurser som var specialtilrettelagt for TVA´s tv-producerende medarbejdere: journalister, studieværter, producere, fotografer, redigeringsteknikere, lydfolk, mv. Og chefer!
Jørgen Poulsen sagde ikke et ord under det 5 dage lange kursus, men sad nede for enden af 'hesteskoen' og smilede huldsaligt, husker jeg.
Til sidst om fredagen kom han op til mig og sagde med sin distinkte og lidt specielle diktion: "Harms Larsen: Tak for et glimrende kursus. Jeg kalder det bare noget andet" - underforstået: end de dramaturgiske fagtermer som var en vigtig del af kursets mål at introducere og demonstrere nytten af når man producerede tv-indslag.
Det oplevede jeg som en stor anerkendelse af kurset.
Ved det efterfølgende weekend-kursus i 'analytisk efterkritik', skulle deltagerne i grupper løse den opgave at anvende de dramaturgiske begreber til at beskrive, analysere og kritisere en række forskellige indslag som andre deltagere havde "indleveret" til brug for den øvelse.
Jørgen Poulsen havde selv indleveret et relativt friskproduceret TVA-reportageindslag om den nyeste svenske eksportsucces Absolut Vodka. Det var fremragende fortalt, og den gruppe der skulle analysere indslaget, konkluderede under fremlæggelsen at indslaget netop var en forbilledlig demonstration på at det de havde lært i dramaturgikursets teori, i den grad også fungerede i praksis.
Senere producerede Jørgen Poulsen bl.a. en række emotionelt forførende og udtryksmæssigt stærke TVA-magasinindslag med skæbnehistorier om udviklingshæmmedes liv (tidligere kaldt 'åndsvage' eller 'evnesvage') i forbindelse med nedlæggelsen af de store statslige åndsvageinstitutioner i slutningen af 80´erne, fx. Svaneparken.
Og i forbindelse med mit kursus om 'faktion' brugte jeg som demonstrationseksempel på det som senere har fået betegnelsen "mocumentary", et indslag Jørgen Poulsen producerede til Søndagsavisen, der troværdigt og overbevisende fortalte om hvordan Glyptoteket og dets uvurderlige impressionistiske malerisamling var blevet solgt til en kulturinteresseret multimillionær i USA.
Da jeg i 1992 blev direktør for TV2 Øst i Vordingborg, var en af mine målsætninger at de nyheds- og aktualitetsindslag mine medarbejdere producerede, skulle være fortalt så oplevelsestærkt og spændende at - og her citerer jeg mig selv - "de ville interessere og fange seerene i Nakskov selv om de handlede om en lokal kommunal nyhed i Kalundborg."
Derfor afholdt jeg flere medarbejderkurser der skulle pushe disse ambitioner i forhold til deres måde at fortælle indslag på. Og til det første af disse kurser husker jeg at jeg havde inviteret Jørgen Poulsen til at komme og vise nogle af sine indslag og fortælle om hvordan han tænkte og arbejdede med dramaturgien i dem.
På det tidspunkt var han vist lige blevet ansat som kommunikationschef i Røde Kors, og mine medarbejder syntes vist nok det var lidt mærkeligt at det var ham jeg havde inviteret som en af oplægsholderne.
Jørgen Poulsen som eksempel og prototype på det jeg har kaldt den særligt kreative personlighed, er også interessant, hvad jeg vender tilbage til senere.
Den her blog blev i sin tid blandt andet startet på impulser fra mit møde med tv-dokumentarismens grand old man i Danmark, Poul Martinsen, i forbindelse med mit arbejde med at skrive den kombinerede mono- og biografi om manden.
Da jeg startede bloggen i slutningen af marts 2010, var jeg begyndt at læse ekstensivt om fænomenet kreativitet - fra mange forskellige faglige vinkler. Og her var jeg stødt på Mihaly Csikszentmihalyis bog "Creativity - Flow and the psychology of discovery and invention".
I bogen har forfatteren et kapitel om "den (særligt) kreative personlighed". Heri skriver han:
Creative individuals are remarkable for their ability to adapt to almost any situation and to make do with whatever is at hand to reach their goals.
If I had to express in one word what makes their personalities different from others, it's complexity.
They show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes; instead of being an "individual," each of them is a "multitude."
Han fremhæver altså "kompleksiteten" som det enkelte ord der sammenfatter det der er typisk for den kreative personlighed.
Tilsvarend har jeg ofte her på bloggen beskrevet 'den særligt kreative personlighed' som sammensat - som blendede: "to eller flere personligheder i en".
Mihaly Csikszentmihalyi bruger farven hvid som metafor og analogi:
Like the color white that includes all colors, they tend to bring together the entire range of human possibilities within themselves. Creativity allows for paradox, light, shadow, inconsistency, even chaos – and creative people experience both extremes with equal intensity.
Mihaly Csikszentmihalyi opregner en lang række af paradoksale typiske egenskaber ved den særligt kreative personlighed. Han sammenfatter dem sådan her:
1. Creative people have a great deal of physical energy, but they're also often quiet and at rest.
2. Creative people tend to be smart yet naive at the same time.
3. Creative people combine playfulness and discipline, or responsibility and irresponsibility.
4. Creative people alternate between imagination and fantasy, and a rooted sense of reality.
5. Creative people trend to be both extroverted and introverted.
6. Creative people are humble and proud at the same time.
7. Creative people, to an extent, escape rigid gender role stereotyping.
8. Creative people are both rebellious and conservative.
9. Most creative people are very passionate about their work, yet they can be extremely objective about it as well
10. Creative people's openness and sensitivity often exposes them to suffering and pain, yet also to a great deal of enjoyment.
Her kan du læse Mihaly Csikszentmihalyi´s egne kommentarer til den komplekse kreative personligheds modsætningsfyldte psykologi:
Men altså det der umiddelbart slog mig, var at Poul Martinsen i den grad levede op til den særligt kreative personligheds liste af egenskaber og kendtegn.
Men - og det er pointen her - jeg kunne utvivlsomt også have brugt Jørgen Poulsen som skoleeksempel på den særligt kreative personlighed.
I en række indlæg på denne blog har jeg argumenteret for at den særligt kreative personligheds særlige kendetegn på en eller anden måde hænger sammen med tab, savn og måske endda ydmygelser i barndom og ungdom, tab som så kompenseres ved en stærkt forøget fantasivirksomhed.
Man fantaserer over det man savner, mangler, ønsker og drømmer om. Simulerer problemløsning, frihed og alternative virkeligheder ved fantasiens hjælp. Og forsøger - gennem fantasifuld metaforisk tænkning og sprogudøvelse ("storytelling") - at hele sårene, så at sige.
Jeg har også mange steder på bloggen argumenteret for følgende:
Når mennesket har en hjerne som forskerne efterhånden mener ikke er færdig og fixeret ("hardwired") fra fødslen, men er fleksibel og formbar gennem hele livet, og ikke mindst i barndom og ungdom, ja, så kan det meget vel være at genetiske dispositioner (sårbarhed, følsomhed, nysgerrighed, behov for spænding) i kombination med særlige vilkår i barndom og ungdom (tab, afsavn plus tilstedeværelsen af en 'mentor'), så at sige disponerer særligt for kreativ tænkning og opfindsomhed.
Dette ikke bare inden for kunst for, men også journalistik, forskning, design, håndværk, iværksætteri.
Jeg har i stikord sammenfattet en række af de barndoms- og ungdomserfaringer som mange kreative personligheder tilsyneladende er fælles om: forældretab og -savn, splittelse mellem to kulturer eller miljøer, at skulle beherske og forholde sig til to sprog, tvunget i "fjendtlige" institutioner (fx. skole) som hæmmer og mobber, en permanent oplevelse af fremmedgjorthed, rodløshed og hjemløshed.
Den udmærkede journalist Jesper Strudsholm har i bogen i "Storyteller - En biografi om Jørgen Poulsen" - beskrevet hans netop komplekse og tvetydige personlighed - herunder kritiske oplevelser fra barndommen.
Jørgen Poulsen kom af husmandskår i Sønderjylland, faderen døde tidligt, og Jørgen bar hele livet rundt på en uhelelig forurettelse i forhold til de mere priviligerede i samfundet, forbundet med et umætteligt behov for anekendelse fra omgivelserne.
Det fremgår af indledningen til en anmeldelse af Lone Maribo, journalist og historiestuderende, at det ikke lige er det anmelderen bryder sig om at forholde sig til:
Mødet mellem Jørgen Poulsen og hans broder, i en lavloftet stue på fødegården i Branderup, så langt vestpå at det nærmer sig verdens ende, er skildret på en så formidabel pinagtig måde, at det næsten er en lettelse at kunne lægge den tonstunge lyd af stilhed og et imaginært bornholmerurs lavmælte nedtælling til dommedag bag sig allerede på side 15, i bilen på vej østover, tilbage til magtens og handlingens verden.
Ved skildringen af mødet med broderen, som måtte blive hjemme på gården i Sønderjylland for at tage sig af familien efter faderens tidlige død, blotlægges Jørgen Poulsens dybe skam ved at ville noget andet og være ærgerrig, samtidig med at vi har at gøre med ”en barndom, der var sådan, at jeg bliver nødt til at omtale den med en humoristisk distance, for at holde den ud” .
Et af Jørgen Poulsens postulater er, at fænomenet Branderup er den dybere årsag til hans kolossale sult efter anerkendelse. De ambitioner, der drev ham op af de sandede plovfurer og ind hvor beslutningerne tages, forsøges forklaret med en opvækst i Danmarks periferi.
Branderup er behæftet med skam, det samme er trangen til at komme væk, og vé den, der gør det godt, må han skamme sig tifold.
Jeg kan se en lang række ligheder mellem Jørgen Poulsens og Poul Martinsens psyke og erklærede barndomserfaringer.
Jeg nævnte tidligere Jørgen Poulsens markante og særprægede diktion og dialekt. Det kommenterer han selv i dette citat fra en artikel af Trine Munk Petersen i Berlinske Kultur fra oktober 2007 - under rubrikken "Poulsens Sandheder":
Kalundborgjysk kalder Jørgen Poulsen selv den særegne dialekt, som danskerne er blevet fortrolige med gennem de seneste snart 40 år, hvad enten det er »Jørgen Poulsen, Stockholm«, »Jørgen Poulsen, Washington« eller som nu »Jørgen Poulsen, Røde Kors«, hvis levende og altid engagerede beretninger, de har fået ind i stuen.
Dialekten tillagde han sig de første år som journalistelev på Kalundborg Folkeblad. Men det var allerede i barndommen i Branderup i Sønderjylland, hvor forældrene havde et lille husmandssted, han begyndte at dyrke det særlige fortælletalent, han gennem årene har finpudset til noget nær perfektion.
»På sønderjysk havde man et udtryk, som jeg måtte høre meget for som barn – at »Jønne havde vibkens«. Jeg har prøvet at slå det op, men jeg kan ikke finde det i nogen ordbog. For mig er det lydmalingen af, at »den knægt er da også for fantasifuld«,« siger Jørgen Poulsen.
»Og jeg var meget glad for historier. Jeg elskede historier, så de næsten kunne rende af med mig. Jeg sad i vores lille hønsehus og skrev hele romaner i mine kladdebøger. Og ligesom Erling Jepsen – ham med »Kunsten at græde i kor« – der faktisk kommer fra nabobyen, gik jeg og fortalte historier, så alle børnene var hunderædde. Når jeg havde læst noget i avisen, som jeg måske ikke helt forstod, kunne jeg fortælle dem nogle frygtelige røverhistorier.«
Det peger frem mod det træk som journalistkolleger gennem årene også har mere end antydet: at Jørgen Poulsen i sin journalistik indimellem har haft en lidt for letfærdig omgang med sandhed og virkelig for at kunne rapportere sine historier så gribende som muligt.
Noget man fx også for nylig har påpeget i forbindelse med en anden 'storytellers' berømte værk: Karen Blixens "Den Afrikanske Farm". Også hun har levet et liv i med tidligt fadertab, ægteskabsvigt kærestetab, kulturel hjemløshed, tosprogethed - som hun med sin fantasis hjælp sublimerer til stor litteratur.
Ingen tvivl om at Jørgen Poulsen kan rubriceres som "flere personligheder i en" - hvad hans brogede karrierer også demonstrerer.
Og hvad der driver ham til at udfolde de forskellige sider i et samspil og i et modsætningsforhold, fremgår af Ulrikke Moustgaards meget indfølende anmeldelse på udenrigsministeriets hjemmeside under rubrikken "Nødhjælpens frække dreng":
Men bag de velskrevne artikler og særprægede radio- og tv-indslag gemte sig også et menneske, der bar på en konstant følelse af at blive forbigået og ikke få anerkendelse. Poulsen fik ikke sit drømmejob som DR’s tv-korrespondent i Washington. Han kom heller ikke til London. Eller til andre steder eller job, han ønskede sig.
I Poulsens optik var årsagen for eksempel mangel på de rette forbindelser eller mangel på held. Det har han sikkert ret i. For Poulsen var en idealistisk opkomling fra Sønderjylland med en mærkelig dialekt, der ikke teede sig, som man hør og bør i en medieverden, der er gennemsyret af magtspil og selvfedme.
Men ser man, som Strudsholm gør, på Poulsens liv som en helhed, står det klart, at et gennemgående tema i Poulsens liv netop er frygten for at blive forbigået og uretfærdigt behandlet. Det sker ironisk nok samtidig med, at Poulsen selv bilder sig ind, at hans succeser skyldes rent held frem for dygtighed.
Det var også et gennemgående tema i Poul Martinsens fortælling om sin professionelle karriere som tv-dokumentarist: at han havde været utroligt heldig. Det fænomen som jeg senere fik et fagudtryk for fra kreativitetteorien: Serendipitet.
Og ligesom Poulsen havde Martinsen også en drøm om at hjælpe, hvilket i flere omgange og i flere år førte til at han fik orlov fra sit arbejde som tv-mand for at bistå ulandsorganisationer med bistandsarbejdet i Afrika.
Poul Martinsens kreative drivkraft var et produkt af modsætningsforholdet mellem hans to erfarede (barndoms)miljøer på hver sin side af Lyngbyvejen: på den vestlige side Arbejderkvarteret Vangede hvor han voksede op og gik i skole (Bakkegårdskolen) til og med mellemskolen, og på den østlige side overklassekvarteret Gentofte hvis direktørsønner han gik i klasse med og var fascineret (og frastødt) af på Gammel Hellerup Gymnasium.
Ulrikke Moustgaard fortsætter ad samme analytiske spor når det gælder Jørgen Poulsen:
For en læser, der får et så intimt kig ind i Poulsens personlighed, er tanken nærliggende: Der går en lige linje mellem Poulsens store hjerte, hvad angår de nødstedte (og uretfærdigt behandlede) mennesker i vor verden, til ham selv.
I bogen kommer forfatteren flere gange ind på begrebet ’lyset fra de store gårde’, der henviser til Poulsens sønderjyske barndom, hvor uligheden mellem børn fra de store gårde og børn fra mindre kår, som Poulsen kom fra, var slående i enhver forstand.
Poulsen var fascineret af lyset. Men også indigneret og vred på lyset. Senere, da han er blevet frontfigur i Dansk Røde Kors – blandt andet efter en rekordstor Afrikaindsamling, han har stået i spidsen for – giver lyset genskær, når han skal sidde til bords med højtuddannede akademikere, der vil teoretisere om nødhjælp og udviklingsbistand. Poulsen selv er nemlig mere til no nonsense-handling.
Jeg har ikke kunnet finde tv-indslag af Jørgen Poulsen fra 80´erne på Dr.dk/Bonanza, hvad jeg synes er lidt af en skandale.
Til hans kreative meritter hører også dokumentarfilmen ”Olof Palme” (1983), som var det eneste eksisterende film-portræt af politikeren, og som efter mordet blev brugt af tv-stationer verden over. Sammen med Palmes bror, Claes Palme, skrev Jørgen Poulsen bogen ”Olof Palme” (Munksgårds Forlag 1986).
Jeg er ikke i tvivl om at Jørgen Poulsen også spejlede sig i og så op til Olaf Palme, hvis synspunkter og holdninger især i forhold til ulandene han utvivlsomt sympatiserede med.
Til slut et klip fra YouTube som siger noget om hans rolle i den følgende fase af sit liv, som generalsekretær for Røde Kors:
Hans rolle som medstifter og afvikler af partiet Ny Alliance, får man et godt indtryk af i Christoffer Guldbrandens glimrende og afslørende dokumentarfilm "Dagbog fra midten".
Her et klip fra den hvor Jørgen Poulsen skal til skideballe hos Naser Khader:
Transgender people find acceptance here too. Tha Ma Shein Linn says she loved Taung Byone right from the start because although she has a man’s body, she can dress as a woman here. Taung Byone was the first place she’d seen so many other transgender people – many working as natkadaws. It’s one of the few jobs transgender people can get, according to Nay Oo Lwin of Population Services International, an NGO that works with Myanmar’s gay community. 
.jpg)