Om forbindelsen mellem mindfulness-meditation og fokuseret litteraturlæsning

Jeg har altid forbundet (sommer)ferie med lystlæsning, i de senere år typisk krimier og science fiction. Tidligere alle mulige former for fiktion og populær faglitteratur.
   Og lystlæsning indebærer mental afslapning og aflastning. Faktisk lidt ligesom meditation - bare på en anden måde. Eller hur?
   Men også aviser læser jeg flere af i ferien, fx Weekendavisen, som jeg ellers ikke abonerer på. Først og fremmest er det avisens tillæg 'Ideer' som trækker.

En af mine helte inden for journalistisk videnskabsformidling Lone Frank har i 'Ideer' 12/7 skrevet en kritisk artikel om forskning i meditationens effekt på hjernen, især den form som betegnes 'mindfulness', og som udspringer af buddhismens dyrkelse af 'den indre ro i øjeblikket': "en ikke-dømmende opmærksomhed på erfaringer i nuet".

   Jeg har selv refereret en del af denne forskning i en række indlæg for omkring et år siden, hvor jeg refererede dele af Richard J. Davidsons forskning omkring "den plastiske hjerne". Så jeg spidser øjne!

Lone Frank sammenfatter med en vis distance den forskning som har fokuseret dels på hjernen hos tibetanske munke der har mediteret intensivt og konstant i mange år, dels på 'novicer' der har fået kurser i mindfulness-meditation på nogle uger:

Man kan pege på ændret EEG (i.e. de forskellige elektromangetiske bølger som hjernen udsender afhængig af "tilstanden"), og forhøjet aktivitet i i særlige hjerneområder, ligesom nogle studier finder ændringer i visse hjernestrukturer efter længere tids praksis".

Kritikken går på at det er svært at tolke på hvad disse ændringer egentlig betyder, og på at den kliniske virkning er usikker. Forskningsresultaterne er ikke entydige, og de samlede data på områder er mangelfulde, fortæller hun - med belæg i en række interviewcitater fra skeptiske eller kritiske forskere.

   Et af problemerne er at de mest entusiastiske forskere selv mediterer og har gjort det længe, hvilket kan siges at udgøre en form for videnskabelig bias. Den kritik afvises så af en anden forsker der bruger analogiargumentet:

"Det er ikke anderledes end at fysiologer, der er interesseret i motionens virkning, forsker i motion og anbefaler motion, fordi de faktisk oplever sundhedsvirkninger."

Jeg har som tidligere nævnt selv mediteret siden slutningen af 70´erne, ikke 'mindfulness', men 'transcendental meditation'. Og min interesse er ikke primært sundhed og velvære og afstresning, men den eventuelt stimulerende effekt på kreativ tænkning og kreative aktiviteter inden for forskning, kunst, journalistik og litteratur som meditation kan have.

   Og jeg har først og fremmest set det som én af en lang række sensoriske, motoriske, mentale og kognitive aktiviteter og processer som - bevidst eller ubevidst - kan stimulere hjernen til såkaldt "åben tilstand" ved at svække den såkaldte "latente hæmning" (LI) som er med til at begrænse forskellige centrer i hjernens muligheder for at spille samen og og dermed muligheder for at kunne 'blende' indhold fra forskellige og ellers adskilte konceptuelle rum.

Det er også pointen fra en af de forskere Lone Frank citerer, Martijn van Beck:

"Det er ikke underligt at man kan finde både psykologiske og fysiologiske virkninger af meditation - man foretager jo målrettet kognitiv aktivitet. Men det betyder ikke, at man ikke kan sætte gang i de samme eller andre interessant forandringer ved hjælp af noget helt andet."

Jeg har tidligere været inde på hvordan visser former for musik kan virke ind på hjernen så den bliver mere åben for kreative processer, men at også oplevelsen af visse former for kunst og arkitektur kan gøre det (virke 'inspirerende') og også forskellige former for fysisk aktivitet.

   Og sådan altså også med input fra læsning af litteratur, dyrket i 'læsegrupper'.

Lone Frank refererer til offentliggjorte forskningsresultater fra danske forsøg hvor man sammenligner - på den ene side frivillige grupper der mødes en gang om ugen i to timer for i fællesskab at dyrke mindfulness, og på den anden side frivillige grupper der mødes en gang om ugen to timer for at diskutere Jane Austins roman 'Emma':

Læserne opnår mange af de samme effekter som mindfulness-gruppen, blandt andet i forhold til emotionel regulering. Dethandler muligvis om at man i læsningen træner evnen til at kunne se verden fra et andet perspektiv", forklarer professor ved MindLab Andreas Roepstorff. Han bemærker også at læsning åbenbart er en mere tillokkende aktivitet. I hvert fald fortsatte læsegruppen på frivillig basis, mens de mediterende indstilled deres praksis, så snart forsøget var slut.

Denne sidste forskel kan hænge sammen med at læsegruppen stimulerer "bondinghormonet" 'oxytocin', mens mindfulness-meditation ikke (nødvendigvis) gør det.

En søgning på nettet for "litterature theraphy" giver mange hits. Og tilsvarende for den danske oversættelse 'biblioterapi". Se fx:

http://thomas-olesen.blogspot.dk/2011/07/om-biblioterapi-og-lsekredse.html 

http://www.information.dk/153260 

http://www.guardian.co.uk/books/2008/jan/05/fiction.scienceandnature 

http://www.thereader.org.uk/

Jeg har tidligere været inde på at det læse en roman, se en film eller opleve et teaterstykke, aktiverer både 'the defaualt (mode) network' og 'spejlneuronsystemet' i hjernen. Og at det er derfor det påvirker os mentalt - emotionelt og kognitivt - at være publikum til den slags kunstneriske aktiviteter; herunder giver det os mulighed for identifikation med figurerne/karaktererne i fiktionen, 'identifikation' forstået som 'indlevelse gennem genkendelse' - og dermed selvindsigt.

 

'The default mode network' er det indbyrdes forbundne kompleks af moduler i hjernen som er aktivt når vi dagdrømmer ('mind-wandering '), når vi genkalder os tidligere oplevelser, når vi fantaserer om fremtiden og andre verdener, når vi forestiller os i en andens sted ("theory of mind"), og når vi tager stilling til moralen i en tænkt handling. Altså alt i alt: når vores opmærksomhed er vendt "indad".

   'Spejlneuronsystemet' er de dele af hjernen som automatisk simulerer de handlinger og følelser som vi ser og hører andre mennesker gøre og have, eller når vi bare forestiller os dem udført og udtrykt.

  Og det jeg derfor forestiller mig er at såvel litteraturlæsning og deling af oplevelserne med andre i læsgrupper, som de forskellige former for meditationsteknikker man kan lære at praktisere, at de begge påvirker the default network´s måde at fungere på, så det kan stimulere til mere kreativ tænkning hos 'normale' mennesker, og så det kan virke helende - beroligende - på stresstilstande og forskellige former for psykiske problemer:

   Det sidste forholder Wikipedia sig til i artiklen om "the default network":

In humans, the default network has been hypothesized to generate spontaneous thoughts during mind-wandering and may relate to creativity. (...)

   It has been hypothesized to be relevant to mental disorders including (...) autism, and schizophrenia. In particular, reduced default network activity has been associated with autism, overactivity with schizophrenia. 

   Lower connectivity was found across the default network in people who have experienced long term trauma, such as childhood abuse. 

   Among people experiencing posttraumatic stress disorder, lower activation was found in the posterior cingulate gyrus compared to controls. 

   The posterior cingulate gyrus discerns emotional and self-relevant information; this interacts with the anterior cingulate gyrus, which integrates emotional information with cognition; and the medial prefrontal cortex, which allows for self-reflection and the regulation of emotion and arousal. 

   This appears to correlate with the experience of people who have experienced long-term trauma and describe feeling 'dead inside' or have a fragmented sense of self or enter dissociative states.          

   Children who have been traumatised often lack an inner world of imagination and show little symbolic play, this too is likely to be due to interruptions across the default network. 

   Meditation practice (including transcendental meditation) is recommended for reactivating these networks.

Altså: Det ser ud til at en række mentale og psykisk problemer har det tilfælles at de modsvares af reduceret (eller ustyrlig) aktivitet mellem de forskellige moduler i hjernen som tilsammen udgør the default mode network. Og at blandt andet meditation synes at fungere gen-aktiverende når det gælder samspillet og forbindelsen mellem dem. 

   Og min pointe er så ud fra en lang række tidligere indlæg, at andre mentale aktiviteter og visuelle, lydlige eller motoriske input og impulser kan have samme effekter: både på kreativiteten og på uro eller forstyrrelser i hjernen.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på at rigtig mange af de særligt kreative personligheder jeg har skrevet om, i interviews fortæller at de i barndommen læste og læste og læste - "slugte" alt muligt: børnebøger, tegneserier, ugeblade, illustrerede klassikere, billedbibler, etc.

   Jeg har selv været en af slagsen som barn, og var i familien berygtet for at jeg altid hellere ville blive hjemme og ligge på maven og læse, end tage på camping- eller skovtur med resten af familien.