Jørgen Poulsen - tv-fortæller af Guds nåde, en kreativ ildsjæl og flere personligheder i en

Idag fylder Jørgen Poulsen 70: DR-reporter og tv-fortæller gennem mange år, derefter højt profileret direktør for Røde Kors, og som kronen på karrieren: partimedstifter - og folketingsmedlem med slutplacering hos Det Radikale Venstre.

 

I min tid som konsulent i Danmarks Radios uddannelses- og udviklingsafdeling i 80´erne havde jeg flere gange kontakt med Jørgen Poulsen, og hans 70-års fødselsdag falder næsten præcis en måned før min.

  Så jeg vil fortælle lidt om hans betydning - for mig - først og fremmest i forbindelse med mit arbejde med at beskrive fakta-tv-dramaturgiens konstruktionsprincipper og holde kurser om temaet siden midten af 80´erne.

Mange i min generation husker sikkert Jørgen Poulsen både for tv- og for radio-indslag i Danmarks Radio, bl.a. på grund af hans særprægede og helt specielle dialekt.

   Den kan man høre her på et Bonanza-radioindslag, hvor han rapportere fra Stockholm i forbindelse med Tjernobyl-katastrofen:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=J%25C3%25B8rgen%2520Poulsen&type=all&limit=120

I forbindelse med de forskellige dramaturgikurser som DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling afholdt i stort tal for medarbejderne i 80´erne, samlede vi undervisere på eksempler på vellykket og kreativ brug af de dramaturgiske principper inden for tv-journalistikken: nyheder og magasinindslag.

   Og her var de lidt længere indslag som tv-reporter Jørgen Poulsen producerede for TV-Avisens Søndagsmagasin, klokkeklare skoleeksempler som vi så også inddrog og viste i undervisningen.

   Han producerede bl.a. i starten og midten af 80´erne en lang række meget velfortalte, både oplysende og samtidig (ofte) mildt ironiske indslag - som skandinavisk udenrigskorrespondent for DR, med base i Stockholm.

   Et af de mest berømte - og morsomme - var et tidligt indslag (1981)om den sovjetiske u-båd som strandede og blev hængende på et skær i den sydsvenske skærgård, fuldt synligt og langt inde på svensk territorialfarvand. Ubådstypen tilhørte den såkaldte  'whisky-klasse' hvorfor begivenheden også fik kælenavnet "whiskey on the rocks".

  Det kan meget vel være Jørgen Poulsen der er ophavsmand til den betegnelse. Og han har i hvert fald med garanti brugt den i sit indslag.

 

Jørgen Poulsen var i øvrigt selv deltager på et af disse TV-SUM-kurser som var specialtilrettelagt for TVA´s tv-producerende medarbejdere: journalister, studieværter, producere, fotografer, redigeringsteknikere, lydfolk, mv. Og chefer!

   Jørgen Poulsen sagde ikke et ord under det 5 dage lange kursus, men sad nede for enden af 'hesteskoen' og smilede huldsaligt, husker jeg.

   Til sidst om fredagen kom han op til mig og sagde med sin distinkte og lidt specielle diktion: "Harms Larsen: Tak for et glimrende kursus. Jeg kalder det bare noget andet" - underforstået: end de dramaturgiske fagtermer som var en vigtig del af kursets mål at introducere og demonstrere nytten af når man producerede tv-indslag.

   Det oplevede jeg som en stor anerkendelse af kurset.

 

Ved det efterfølgende weekend-kursus i 'analytisk efterkritik', skulle deltagerne i grupper løse den opgave at anvende de dramaturgiske begreber til at beskrive, analysere og kritisere en række forskellige indslag som andre deltagere havde "indleveret" til brug for den øvelse.

   Jørgen Poulsen havde selv indleveret et relativt friskproduceret TVA-reportageindslag om den nyeste svenske eksportsucces Absolut Vodka. Det var fremragende fortalt, og den gruppe der skulle analysere indslaget, konkluderede under fremlæggelsen at indslaget netop var en forbilledlig demonstration på at det de havde lært i dramaturgikursets teori, i den grad også fungerede i praksis.

Senere producerede Jørgen Poulsen bl.a. en række emotionelt forførende og udtryksmæssigt stærke TVA-magasinindslag med skæbnehistorier om udviklingshæmmedes liv (tidligere kaldt 'åndsvage' eller 'evnesvage') i forbindelse med nedlæggelsen af de store statslige åndsvageinstitutioner i slutningen af 80´erne, fx. Svaneparken.

   Og i forbindelse med mit kursus om 'faktion' brugte jeg som demonstrationseksempel på det som senere har fået betegnelsen "mocumentary", et indslag Jørgen Poulsen producerede til Søndagsavisen, der troværdigt og overbevisende fortalte om hvordan Glyptoteket og dets uvurderlige impressionistiske malerisamling var blevet solgt til en kulturinteresseret multimillionær i USA.

 

Da jeg i 1992 blev direktør for TV2 Øst i Vordingborg, var en af mine målsætninger at de nyheds- og aktualitetsindslag mine medarbejdere producerede, skulle være fortalt så oplevelsestærkt og spændende at - og her citerer jeg mig selv - "de ville interessere og fange seerene i Nakskov selv om de handlede om en lokal kommunal nyhed i Kalundborg."

   Derfor afholdt jeg flere medarbejderkurser der skulle pushe disse ambitioner i forhold til deres måde at fortælle indslag på. Og til det første af disse kurser husker jeg at jeg havde inviteret Jørgen Poulsen til at komme og vise nogle af sine indslag og fortælle om hvordan han tænkte og arbejdede med dramaturgien i dem.

   På det tidspunkt var han vist lige blevet ansat som kommunikationschef i Røde Kors, og mine medarbejder syntes vist nok det var lidt mærkeligt at det var ham jeg havde inviteret som en af oplægsholderne.

Jørgen Poulsen som eksempel og prototype på det jeg har kaldt den særligt kreative personlighed, er også interessant, hvad jeg vender tilbage til senere.

Den her blog blev i sin tid blandt andet startet på impulser fra mit møde med tv-dokumentarismens grand old man i Danmark, Poul Martinsen, i forbindelse med mit arbejde med at skrive den kombinerede mono- og biografi om manden.

   Da jeg startede bloggen i slutningen af marts 2010, var jeg begyndt at læse ekstensivt om fænomenet kreativitet - fra mange forskellige faglige vinkler. Og her var jeg stødt på  Mihaly Csikszentmihalyis bog "Creativity - Flow and the psychology of discovery and invention".

   I bogen har forfatteren et kapitel om "den (særligt) kreative personlighed". Heri skriver han:

Creative individuals are remarkable for their ability to adapt to almost any situation and to make do with whatever is at hand to reach their goals.

   If I had to express in one word what makes their personalities different from others, it's complexity.  

   They show tendencies of thought and action that in most people are segregated. They contain contradictory extremes; instead of being an "individual," each of them is a "multitude."

Han fremhæver altså "kompleksiteten" som det enkelte ord der sammenfatter det der er typisk for den kreative personlighed.  

   Tilsvarend har jeg ofte her på bloggen beskrevet 'den særligt kreative personlighed' som sammensat - som blendede: "to eller flere personligheder i en".

   Mihaly Csikszentmihalyi bruger farven hvid som metafor og analogi:

Like the color white that includes all colors, they tend to bring together the entire range of human possibilities within themselves. Creativity allows for paradox, light, shadow, inconsistency, even chaos – and creative people experience both extremes with equal intensity.

Mihaly Csikszentmihalyi opregner en lang række af paradoksale typiske egenskaber ved den særligt kreative personlighed. Han sammenfatter dem sådan her: 

1. Creative people have a great deal of physical energy, but they're also often quiet and at rest.

2. Creative people tend to be smart yet naive at the same time.

3. Creative people combine playfulness and discipline, or responsibility and irresponsibility.

4. Creative people alternate between imagination and fantasy, and a rooted sense of reality.

5. Creative people trend to be both extroverted and introverted.

6. Creative people are humble and proud at the same time.

7. Creative people, to an extent, escape rigid gender role stereotyping.

8. Creative people are both rebellious and conservative.

9. Most creative people are very passionate about their work, yet they can be extremely objective about it as well

10. Creative people's openness and sensitivity often exposes them to suffering and pain, yet also to a great deal of enjoyment. 

Her kan du læse Mihaly Csikszentmihalyi´s egne kommentarer til den komplekse kreative personligheds modsætningsfyldte psykologi:

http://talentdevelop.com/articles/TCPTPT.html 

Men altså det der umiddelbart slog mig, var at Poul Martinsen i den grad levede op til den særligt kreative personligheds liste af egenskaber og kendtegn.

   Men - og det er pointen her - jeg kunne utvivlsomt også have brugt Jørgen Poulsen som skoleeksempel på den særligt kreative personlighed.

    

I en række indlæg på denne blog har jeg argumenteret for at den særligt kreative personligheds særlige kendetegn på en eller anden måde hænger sammen med tab, savn og måske endda ydmygelser i barndom og ungdom, tab som så kompenseres ved en stærkt forøget fantasivirksomhed.

   Man fantaserer over det man savner, mangler, ønsker og drømmer om. Simulerer problemløsning, frihed og alternative virkeligheder ved fantasiens hjælp. Og forsøger - gennem fantasifuld metaforisk tænkning og sprogudøvelse ("storytelling") - at hele sårene, så at sige.

Jeg har også mange steder på bloggen argumenteret for følgende:

   Når mennesket har en hjerne som forskerne efterhånden mener ikke er færdig og fixeret ("hardwired") fra fødslen, men er fleksibel og formbar gennem hele livet, og ikke mindst i barndom og ungdom, ja, så kan det meget vel være at genetiske dispositioner (sårbarhed, følsomhed, nysgerrighed, behov for spænding) i kombination med særlige vilkår i barndom og ungdom (tab, afsavn plus tilstedeværelsen af en 'mentor'), så at sige disponerer særligt for kreativ tænkning og opfindsomhed.

   Dette ikke bare inden for kunst for, men også journalistik, forskning, design, håndværk, iværksætteri.

 

Jeg har i stikord sammenfattet en række af de barndoms- og ungdomserfaringer som mange kreative personligheder tilsyneladende er fælles om: forældretab og -savn, splittelse mellem to kulturer eller miljøer, at skulle beherske og forholde sig til to sprog, tvunget i "fjendtlige" institutioner (fx. skole)  som hæmmer og mobber, en permanent oplevelse af fremmedgjorthed, rodløshed  og hjemløshed.

Den udmærkede journalist Jesper Strudsholm har i bogen i "Storyteller - En biografi om Jørgen Poulsen" -  beskrevet hans netop komplekse og tvetydige personlighed - herunder kritiske oplevelser fra barndommen.

   Jørgen Poulsen kom af husmandskår i Sønderjylland, faderen døde tidligt, og Jørgen bar hele livet rundt på en uhelelig forurettelse i forhold til de mere priviligerede i samfundet, forbundet med et umætteligt behov for anekendelse fra omgivelserne.

Det fremgår af indledningen til en anmeldelse af Lone Maribo, journalist og historiestuderende, at det ikke lige er det anmelderen bryder sig om at forholde sig til:

Mødet mellem Jørgen Poulsen og hans broder, i en lavloftet stue på fødegården i Branderup, så langt vestpå at det nærmer sig verdens ende, er skildret på en så formidabel pinagtig måde, at det næsten er en lettelse at kunne lægge den tonstunge lyd af stilhed og et imaginært bornholmerurs lavmælte nedtælling til dommedag bag sig allerede på side 15, i bilen på vej østover, tilbage til magtens og handlingens verden.

   Ved skildringen af mødet med broderen, som måtte blive hjemme på gården i Sønderjylland for at tage sig af familien efter faderens tidlige død, blotlægges Jørgen Poulsens dybe skam ved at ville noget andet og være ærgerrig, samtidig med at vi har at gøre med ”en barndom, der var sådan, at jeg bliver nødt til at omtale den med en humoristisk distance, for at holde den ud” .

   Et af Jørgen Poulsens postulater er, at fænomenet Branderup er den dybere årsag til hans kolossale sult efter anerkendelse. De ambitioner, der drev ham op af de sandede plovfurer og ind hvor beslutningerne tages, forsøges forklaret med en opvækst i Danmarks periferi.

   Branderup er behæftet med skam, det samme er trangen til at komme væk, og vé den, der gør det godt, må han skamme sig tifold. 

Jeg kan se en lang række ligheder mellem Jørgen Poulsens og Poul Martinsens psyke og erklærede barndomserfaringer.

Jeg nævnte tidligere Jørgen Poulsens markante og særprægede diktion og dialekt. Det kommenterer han selv i dette citat fra en artikel af Trine Munk Petersen i Berlinske Kultur fra oktober 2007 - under rubrikken "Poulsens Sandheder":

Kalundborgjysk kalder Jørgen Poulsen selv den særegne dialekt, som danskerne er blevet fortrolige med gennem de seneste snart 40 år, hvad enten det er »Jørgen Poulsen, Stockholm«, »Jørgen Poulsen, Washington« eller som nu »Jørgen Poulsen, Røde Kors«, hvis levende og altid engagerede beretninger, de har fået ind i stuen.

   Dialekten tillagde han sig de første år som journalistelev på Kalundborg Folkeblad. Men det var allerede i barndommen i Branderup i Sønderjylland, hvor forældrene havde et lille husmandssted, han begyndte at dyrke det særlige fortælletalent, han gennem årene har finpudset til noget nær perfektion.

   »På sønderjysk havde man et udtryk, som jeg måtte høre meget for som barn – at »Jønne havde vibkens«. Jeg har prøvet at slå det op, men jeg kan ikke finde det i nogen ordbog. For mig er det lydmalingen af, at »den knægt er da også for fantasifuld«,« siger Jørgen Poulsen.

   »Og jeg var meget glad for historier. Jeg elskede historier, så de næsten kunne rende af med mig. Jeg sad i vores lille hønsehus og skrev hele romaner i mine kladdebøger. Og ligesom Erling Jepsen – ham med »Kunsten at græde i kor« – der faktisk kommer fra nabobyen, gik jeg og fortalte historier, så alle børnene var hunderædde. Når jeg havde læst noget i avisen, som jeg måske ikke helt forstod, kunne jeg fortælle dem nogle frygtelige røverhistorier.«

Det peger frem mod det træk som journalistkolleger gennem årene også har mere end antydet: at Jørgen Poulsen i sin journalistik indimellem har haft en lidt for letfærdig omgang med sandhed og virkelig for at kunne rapportere sine historier så gribende som muligt. 

   Noget man fx også for nylig har påpeget i forbindelse med en anden 'storytellers' berømte værk: Karen Blixens "Den Afrikanske Farm". Også hun har levet et liv i med tidligt fadertab, ægteskabsvigt kærestetab, kulturel hjemløshed, tosprogethed - som hun med sin fantasis hjælp sublimerer til stor litteratur.

   

Ingen tvivl om at Jørgen Poulsen kan rubriceres som "flere personligheder i en" - hvad hans brogede karrierer også demonstrerer. 

   Og hvad der driver ham til at udfolde de forskellige sider i et samspil og i et modsætningsforhold, fremgår af Ulrikke Moustgaards meget indfølende anmeldelse på udenrigsministeriets hjemmeside under rubrikken "Nødhjælpens frække dreng":

Men bag de velskrevne artikler og særprægede radio- og tv-indslag gemte sig også et menneske, der bar på en konstant følelse af at blive forbigået og ikke få anerkendelse. Poulsen fik ikke sit drømmejob som DR’s tv-korrespondent i Washington. Han kom heller ikke til London. Eller til andre steder eller job, han ønskede sig.

   I Poulsens optik var årsagen for eksempel mangel på de rette forbindelser eller mangel på held. Det har han sikkert ret i. For Poulsen var en idealistisk opkomling fra Sønderjylland med en mærkelig dialekt, der ikke teede sig, som man hør og bør i en medieverden, der er gennemsyret af magtspil og selvfedme.

   Men ser man, som Strudsholm gør, på Poulsens liv som en helhed, står det klart, at et gennemgående tema i Poulsens liv netop er frygten for at blive forbigået og uretfærdigt behandlet. Det sker ironisk nok samtidig med, at Poulsen selv bilder sig ind, at hans succeser skyldes rent held frem for dygtighed.

Det var også et gennemgående tema i Poul Martinsens fortælling om sin professionelle karriere som tv-dokumentarist: at han havde været utroligt heldig. Det fænomen som jeg senere fik et fagudtryk for fra kreativitetteorien: Serendipitet.

  Og ligesom Poulsen havde Martinsen også en drøm om at hjælpe, hvilket i flere omgange og i flere år førte til at han fik orlov fra sit arbejde som tv-mand for at bistå ulandsorganisationer med bistandsarbejdet i Afrika.  

   Poul Martinsens kreative drivkraft var et produkt af modsætningsforholdet mellem hans to erfarede (barndoms)miljøer på hver sin side af Lyngbyvejen: på den vestlige side Arbejderkvarteret Vangede hvor han voksede op og gik i skole (Bakkegårdskolen) til og med mellemskolen, og på den østlige side overklassekvarteret Gentofte hvis direktørsønner han gik i klasse med og var fascineret (og frastødt) af på Gammel Hellerup Gymnasium.

  

Ulrikke Moustgaard fortsætter ad samme analytiske spor når det gælder Jørgen Poulsen:

For en læser, der får et så intimt kig ind i Poulsens personlighed, er tanken nærliggende: Der går en lige linje mellem Poulsens store hjerte, hvad angår de nødstedte (og uretfærdigt behandlede) mennesker i vor verden, til ham selv.

   I bogen kommer forfatteren flere gange ind på begrebet ’lyset fra de store gårde’, der henviser til Poulsens sønderjyske barndom, hvor uligheden mellem børn fra de store gårde og børn fra mindre kår, som Poulsen kom fra, var slående i enhver forstand.

   Poulsen var fascineret af lyset. Men også indigneret og vred på lyset. Senere, da han er blevet frontfigur i Dansk Røde Kors – blandt andet efter en rekordstor Afrikaindsamling, han har stået i spidsen for – giver lyset genskær, når han skal sidde til bords med højtuddannede akademikere, der vil teoretisere om nødhjælp og udviklingsbistand. Poulsen selv er nemlig mere til no nonsense-handling. 

Jeg har ikke kunnet finde tv-indslag af Jørgen Poulsen fra 80´erne på Dr.dk/Bonanza, hvad jeg synes er lidt af en skandale. 

  Til hans kreative meritter hører også dokumentarfilmen ”Olof Palme” (1983), som var det eneste eksisterende film-portræt af politikeren, og som efter mordet blev brugt af tv-stationer verden over. Sammen med Palmes bror, Claes Palme, skrev Jørgen Poulsen bogen ”Olof Palme” (Munksgårds Forlag 1986).

   Jeg er ikke i tvivl om at Jørgen Poulsen også spejlede sig i og så op til Olaf Palme, hvis synspunkter  og holdninger især i forhold til ulandene han utvivlsomt sympatiserede med.

Til slut et klip fra YouTube som siger noget om hans rolle i den følgende fase af sit liv, som generalsekretær for Røde Kors:

Hans rolle som medstifter og afvikler af partiet Ny Alliance, får man et godt indtryk af i Christoffer Guldbrandens glimrende og afslørende dokumentarfilm "Dagbog fra midten".
   Her et klip fra den hvor Jørgen Poulsen skal til skideballe hos Naser Khader:

http://www.youtube.com/watch?v=1Z4Z-lx8x_g

En faktions-nyhed om kyniske og griske entreprenørers kartelaftaler - konceputelt blended med kriminelle asylansøgere - til 'Nyhedsposten'

Pas på! Læs kun dette af interesse for mocumentary-nyheder og lignende blandingsgenrer:

I det foregående blogindlæg og i et indlæg på Facebook forholdt jeg mig kritisk til en nyhed i TV 2/Nyhederne i mandags, et indlæg der i min optik på næsten parodisk vis illustrerede tal-baseret fordomsformidlende og -forstærkende journalistik når den er under det professionelle lavmål.

   Og som en der har undervist i hundredevis af både uddannede skandinaviske tv- og radio-journalister og og flere hundrede danske journaliststuderende i mange år - faktisk siden 1972 - så græmmedes jeg, og "vidste ikke om jeg skulle grine eller græde" da jeg sad og så den ved middagsbordet. 

   Jeg havde lavet stegt lever a la Venedig og ovnbagte rodfrugter. Og fik en dårlig smag i munden.

Jeg fik mange "likes" på Facebook for min kritisk-analytiske kommentar, men også mndre positive kommentarer fra respekterede facebook-venner: om jeg mente at det slet ikke skulle frem at en stor del af asylansøgerne begik (små)kriminalitet, som de havde fået "fældende afgørelser for".

Jeg havde skåret kraftigt ned i det oprindelige indlæg.

   I den del jeg redigerede ud, var et afsnit hvor jeg skrev at både asylansøgere, danske og etniske drenge-bander, bankdirektører, rockere, kommunaldirektører, kontanthjælpsmodtagere, sorte håndværksmestre, alfonser og bordelmuttere, mordere og røver, misbrugere af au-pair-ordningen, m.fl. skulle straffes efter loven. Og at intet af denne brogede palet af kriminalitet i Danmark naturligvis skulle  holdes skjult for offentligheden, hvis det stod til mig.

Jeg strøg dette i den udsendte Facebook-version, fordi jeg syntes at citatet af nyhedens egne formuleringer i sig selv dokumenterede den absurde og fordomsforstærkende ramme for vinklens tal-baserede "sandhed" - og den deri formulerede sammenligning af ...

"813 kriminelle asylansøgere" med "danskerne som helhed"

og at ...

"asylansøgerne som gruppe var 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011"

Idag til aften var der så i TV-Avisen 21.30-udsendelse en nyhed om (kriminelle?) stor- og mellemstore københavnske entreprenører der gennem et ulovligt kartelsamarbejde i en række år havde "snydt" bygherrerne- og dermed lejere og beboere - for mange, mange millioner kroner, som de havde betalt i overpris.

Jeg fik så den tossede ide at tage fortælle-skemaet fra nyheden om de kriminelle asylansøgere (som vist nok for det meste bor i lejrbarakker i Nordsjælland) og konceptuelt blande det med dagens nyhed om de kriminelle storentreprenører - hvis villaer nok også alle ligger i de nordlige forstæder til København. En slags naboer er de vel egentlig.

   Det følgende er altså et fiktivt "citat" - nærmest at betragte som en kontrafaktisk nyhedshistorie fra det frit opfundne organ "Nyhedsposten".

   Og tallene er naturligvis ikke baseret på nogen selvstændig research - "frit opfundet" - men med faktuel inspiration fra både den ene nyhed og den anden.

   Her følger faktionshistorien, og den må ikke citeres uden angivelse af at det er en konstruktion til pædagogisk brug - i ånd beslægtet med de herlige ATS-historier i min daglige avis. ATS er i øvrigt naturligvis velkommen til at citere uddrag af den:

Hver femte entreprenør begår kriminalitet.                                                     

Danske entreprenører som gruppe er langt mere kriminelle end danskerne som helhed. Det viser helt nye tal fra konkurrence- og forbrugerstyrelsen og tal fra Danmarks Statistik.

   Mindst 20 større storkøbenhavnske bygge- og anlægsfirmaer er sigtet for at have koordineret pris på bud på mindst 50 opgaver siden 2005. Samlet er der tale om opgaver for en halv milliard kroner i det der betegnes som danmarkshistoriens største kartelsag siden el-kartellet, siger chefen for bagmandspolitiet. Det svarer til omkring hver femte af de større og mellemstore entreprenører i Storkøbenhavn.

   Ser man udelukkende på overtrædelser af konkurrenceloven, er de sigtede entreprenører som gruppe 23 gange så kriminelle som danskerne i 2011.

   - Vi ser et klart stigende antal sager der er så grove at i første omgang bygherrerne og i sidste ende forbrugerne – lejere og beboere - har betalt kraftige overpriser, siger viceinspektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

   På grund af den omfattende kriminalitet, er sagerne nu af konkurrence- og forbrugerstyrelsen overgivet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk kriminalitet (SØK) – også kaldet bagmandspolitiet. Det sker i et forsøg på at forhindre entreprenører i gang på gang at begå ny kriminalitet.

   - Vi har kunnet se et behov for at gøre noget ved disse entreprenører, som misbruger systemet, siger viceinspektør Carsten Schmidt.

   På Christiansborg overrasker det, at store og mellemstore københavnske entreprenører overtræder konkurrenceloven 23 gange så ofte som danskere som helhed.

   - Det er meget voldsomme tal. Det understreger, at der er behov for at stramme op på en række områder, siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.

   -Det er desværre ikke et nyt problem, at vi har en række storentreprenører, der laver ulovlige kartelaftaler alene for at øge profitten ved at sætte konkurrencen ud af kraft. Men jeg synes, at tallet er svimlende højt, siger SF's integrationsordfører Karina Lorentzen.

   Erhvers- og vækstminister Annette Wilhelmsen ønskede ikke at udtale sig.

Jeg har ingen forstilling om at nogen seriøs avis - eller seriøs radio- eller TV-nyhedsredaktion ville finde på at fortælle den historie på den måde hvis ellers tallene var tjekket på kryds og tværs. 

   Men hvorfor egentlig ikke?

Se selv de to "inspirationskilder" til blandingshistorien fra "Nyhedsposten":

   Her først er et link til den oprindelige historie som fik mig til at græde og grine - i netversionen fra TV 2/Nyhederne:

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-65024784:hver-femte-asylans%C3%B8ger-beg%C3%A5r-kriminalitet.html

Og her et link til TV-Avisens historie - fra 'Pengemagasinet' - om de luskede storentreprenører som har rottet sig sammen om at snyde og bedrage deres bygherrer for millioner - og dermed i tusindvis af lejere og beboere i de moderne kassebyggerier rundt omkring i København og nærmeste omegn:

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2013/02/27/203601.htm

Iscenesættelse er iscenesættelse er iscenesættelse

Torsdag den 3. januar bragte TV-Avisen et indslag om starten på retssagen mod ledelsen af EBH Banken og Sparekassen Himmerland ved Retten i Hjørring.

   Det viste sig at de dækbilleder der blev brugt i indslaget, var af en demonstration af utilfredse aktionærer som var iværksat af et produktionsselskab i forbindelse med optagelser til en serie som selskabet havde skrevet kontrakt om at lave til DR.

   Det forhold at demonstrationen var arrangeret med henblik på at blive brugt i en tv-serie, gjorde TV-Avisen ikke opmærksom på i udsendelsen. Angiveligt fordi TVA-journalisten på stedet ikke var klar over det.

   Det var naturligvis en fejl, der da den blev opdaget og påpeget, blev beklaget og undskyldt.

Fejlen affødte i de følgende dage en af de typiske pressestorme hvor journalister skriver noget de ikke skulle have skrevet, eksperter udtaler sig uden at kende til sagens præcise omstændigheder, chefer kommer med forhastede udtalelser og domme. Og offentligheden bliver smækforvirret.

   Blandt andet citeres nyhedsdirektør i DR Ulrik Haagerup for at have udtalt:

En dokumentar i almindeligt journalistsprog betyder, at man følger og registrerer virkeligheden. Man forsøger at afdække virkeligheden. Man forsøger ikke at konstruere den. Alene derfor kan der ikke være tale om en dokumentar.

Den eneste der i første omgang så ud til at holde hoved koldt og formulere sig klart, var kanalchef Lotte Lindegaard der skulle forsvare den serie tv-udsendelser som ’demonstrationen’ skulle være en del af:

Man må gerne arbejde med iscenesættelser, og det er egentlig hele grundpræmissen for den serie, der kommer senere, men jo kun, hvis man gør meget, meget tydeligt opmærksom på det, både over for seerne og over for dem, der i øvrigt kunne være involveret i produktionsprocessen. Man kan sige: Jo mere iscenesættelse, jo tydeligere varedeklaration. Det er rigtig vigtigt, at der er en varedeklaration, hvor der står, at det her iscenesætter vi - og det gør vi af de her grunde. 

Den slags medieuvejr kommer der tilsyneladende flere og flere af og med kortere og kortere mellemrum.

   Selv oplevede jeg pressehurlumhejet fra sidelinien. Jeg blev ringet op af flere journalister i løbet af weekenden. De ville høre om jeg havde nogle synspunkter på ”iscenesættelse” med anledning i balladen og de modstridende udtalelser fra forskellige af sagens parter. De havde alle opsporet at jeg en gang (1990) havde skrevet en bog ”Faktion som udtryksmiddel” som handlede om blandingen af fakta og fiktion i medierne, specielt tv og film. Jeg var vel dermed en ekspert på hvor langt man måtte gå mht. ”iscenesættelse” i fakta-tv og tv-journalistik, antog de.

   Den weekend var jeg faktisk i gang med at skrive et blogindlæg med afsæt i sagen, så jeg henviste til det. Og holdt så i øvrigt et længere foredrag i telefonen om iscenesættelsens historie i dansk tv-dokumentarisme fra 1968-og de næste 40 år frem.

Mit grundsynspunkt var og er at man simpelt hen ikke kan lavet tv – uanset genre og altså heller ikke tv-nyheder - uden at iscenesætte. Det er et påtvunget vilkår af selve produktionsformen når man vil fortælle historier i levende billeder.

   Men i hvilket omfang, på hvilke områder, og på hvilke måder man arrangerer, aftaler, tilrettelægger, instruerer og iscenesætter det vi ser og hører i tv, det er der langt hen ad vejen blandt professionelle tv-journalister enighed om IKKE at fortælle seerne.

   Det kunne svække troværdigheden og den uudtalte men illusionsbefordrende kontrakt med tv-seerne om at det gør man da selvfølgelig ikke - man afspejler bare og afrapporterer fra virkeligheden der ellers udfolder sig helt af sig selv - lige når man er der med et hold. Svarende til den opfattelse nyhedsdirektøren gav udtryk for i kampens hede de første dage.

Det der undrede mig den weekend, var imidlertid at de journalister der ringede, tilsyneladende heller ikke vidste hvordan det reelt forholdt sig. 

   De spurgte ”for dumt” i betragtning af at de også som skrivende journalister dagligt og uden nogen form for etiske kvababbelser arrangerer, tilrettelægger, konstruerer, iscenesætter og vinkler deres historier på avissiden. Ikke i levende billeder, men i sprog: ord, sætninger, slaglinier, metaforer, metonymer, bevingede ord, rubrikker, citater, manchetter, illustrationer, fotos, grafik.

   Underteksten i deres spørgsmål var i alle tilfælde at ”iscenesættelse” i journalistisk sammenhæng måtte være dybt problematisk – etisk og professionelt. Det var som om selve ordet gav dem nogle mentalt forvrængende skyklapper på.

Ifølge ’Den danske ordbog’ bruges ”iscenesætte” i to betydninger: 

- 1. kunstnerisk tilrettelæggelse og instruktion af en forestilling på et teater el.lign. 

- 2. organisere og iværksætte noget, ofte med henblik på at præsentere det på en bestemt måde; SYNONYM: arrangere.

Det var klart at journalisterne bevidst eller ubevidst både i spørgsmålene til mig og i rubrikkerne og manchetterne til avisartiklerne, dramatiserede virkeligheden og øgede forvirringen ved at udnytte at en af betydningerne associerer til ”fiktion”, mens ordet i den anden såkaldt ’overførte’ betydning refererer til en proces der ikke har med fiktion at gøre.

Så tog jeg ud at rejse, en rejse i et land uden netadgang, så jeg kunne ikke løbende følge hvordan ”skandalen” videre udviklede sig. Da jeg kom hjem den 20. januar havde mediestormen lagt sig. DR havde nedsat et udvalg der skulle se på og stramme op på retningslinjerne for hvor meget og hvordan man måtte iscenesætte i tv. Og Ulrik Haagerup hvis oprindelige udtalelser om grænserne for iscenesættelse i dokumentarisme havde startet uvejret, udtalte til Mediawatch.dk den 31. januar at han beklagede sin lange selvpålagte ”mundkurv.” Det var ”en dårlig ide” fordi…

”Tavsheden førte til en masse påstande og historier om DR Nyheder. En af de ting, der kom til at køre længe var, at min grundholdning skulle være, at iscenesættelser burde være forbudt til alle tider i enhver form for tv-produktion. Det ville være en tåbelig holdning, som jeg ikke har, for der er konstruktioner og iscenesættelser i enhver form for journalistik," siger Ulrik Haagerup.

   Han uddyber, at hans udtalelser om iscenesættelser var møntet på at forklare, hvorfor DR’s reporter den dag i Hjørring var langt fra at gennemskue den konstruerede virkelighed, han viderebragte.

   ”Det var et forsøg på at sige, at når man som nyhedsreporter hører ordet dokumentar, så tænker man ikke, at det, der foregår, er iscenesat,” siger Ulrik Haagerup.

   To uger efter og fri af tavshedsløftet ønsker nyhedsdirektøren dog ikke at sige noget nærmere om, hvor han så synes, at iscenesættelsens grænser går.

   ”Der er grænser, og inden for nyhedsområdet er de snævrere, end hvis man laver X Factor, men hvor de nøjagtigt ligger i de forskellige genrer, diskuterer vi nu i DR's programetikudvalg, der er ved at udarbejde nye retningslinjer," siger han.

   Ulrik Haagerup sidder selv i programetikudvalget, der skal definere den nye etiske bestemmelse om DR’s brug af iscenesættelser, som DR’s direktion bebudede i sin redegørelse om sagen – og som bestyrelsen kraftigt bakkede op.

   - Men helt groft hører iscenesættelser hjemme eller ej i dokumentargenren? 

   "For mig er det afgørende, at præmissen er klar – både for seerne og omgivelserne. Men præcis hvordan DR bruger og ikke bruger iscenesættelser i fremtiden, er vi nu i gang med at formulere i revidering af DRs Programetik," siger Ulrik Haagerup.

Det er naturligvis fint at TV-nyhedsdirektøren officielt er kommet til fornuft. Og på tide.

   Men allerede tre uger tidligere, 11. januar, afleverede Danmarks Radios generaldirektør Maria Rørbye Rønn faktisk en særdeles nuanceret ”Redegørelse til DRs bestyrelse”.

   Den blev kun kort og summarisk omtalt i pressen, og vinklen var typisk at nu var nyhedsdirektør Haagerup blevet underkendt af sin generaldirektør. 

   Hvad redegørelsen faktisk indeholdt substantielt om forholdet mellem iscenesættelse og TV i DR-regi, blev stort set ikke beskrevet i dagspressen.

   For mig endnu et beklageligt eksempel på at medierne hellere dyrker processer med vinkling og vægt lagt på indbygget person-dramatik, frem for at oplyse om substansen i en historie. 

Jeg synes virkelig Generadirektør Rørby Rønns redegørelse for hvorfor og hvordan DR anvender iscenesættelser, fortjener at blive citeret og læst af en større offentlighed - ikke mindst af skrivende journalister:

Hvorfor bruger DR iscenesættelse? 

   I bestræbelserne på at gøre public serviceindhold relevant for alle danskere afsøger DR hele tiden nye måder at fortælle historierne på, så de engagerer og inspirerer flere og får gennemslagskraft. I forbindelse med lanceringen af det nye DR1 har DR f.eks. arbejdet målrettet med at give seerne et mere vitalt og relevant tilbud – ved at arbejde meget med formidlingen.

   Som en del af det, anvender DR en lang række greb og virkemidler. Et af dem er iscenesættelse, der bruges til at visualisere, tydeliggøre og/eller skabe en klar ramme for fortællingen.

   Iscenesættelsen skal fremstå tydelig – både for seerne og for de involverede.

   På tv-mediet anvendes en lang række forskellige former for iscenesættelser. En af de muligheder, der benyttes er at bringe mennesker sammen der ellers ikke ville have mødt hinanden.

   Ligesom vi i DR taler om at inddrage og inkludere danskerne i vores produktioner, er der i øjeblikket en tendens både i Danmark og udlandet til at hjælpe borgerne med at fremføre deres synspunkter og komme i dialog med ansvarlige. Erfaringen er, at den type konfrontationer giver stemme (empowerment) til mennesker, der ellers har svært ved at komme til orde overfor ansvarlige, at de medvirker til at skabe konstruktiv dialog mellem konfliktende parter, samt at det styrker identifikationen hos seerne, at det er de forurettede, der bærer fortællingen og ikke en journalist. 

Hvornår bruger DR iscenesatte optagelser?

   Ligesom hos alle andre broadcastere (nationale og internationale) bruger DR forskellige grader af og forskellige former for iscenesatte optagelser i en bred vifte af DRs tv-programmer. Det gælder en lang række af de faktaserier, som sendes i DR1s primetime, hvor iscenesættelse bruges som fortællegreb til at vise almenmenneskelige følelser, samfundstendenser eller vigtige problemstillinger. Det gælder f.eks. nye programsatsninger som ”Mit Livs Publikum”, ”Myginds Mission”, ”Gør Danmark Dansk”, ”Blod, Sved og T-shirts” – og gamle kendinge som f.eks. ”Sporløs”. 

   I disse programmer sætter DR handlinger i gang, bringer mennesker sammen (der ellers ikke ville have fundet sammen) og filmer resultatet.

   DRs ugentlige aktualitetsprogram ”Kontant” gør også som en integreret del af konceptet brug af iscenesættelser og har i flere omgange samlet utilfredse kunder og konfronteret dem med den anklagede.

   I samarbejde med DFI har DR stået bag en række anerkendte og prisbelønnede dokumentarfilm, som alle har iscenesættelsen som et væsentligt element. Det gælder f.eks. Mads Brüggers ”Det Røde Kapel” (vandt World Cinema Documentary Competition ved Sundance Film Festivals 2010 og bedste nordiske dokumentar ved Nordisk Panorama 2009) og ”Ambassadøren” (vandt en Robert for årets bedste lange dokumentar 2012) , Anders Østergårds ”Burma VJ” (der har vundet over 50 priser internatonalt og ”The Act of Killing” af Joshua Oppenheimer, der er én lang iscenesættelse, og som vandt hovedprisen på Copenhagen Dox i 2012.

   DR har også selv produceret dokumentarprogrammer med brug af iscenesættelser. Det er for eksempel 44 år siden Poul Martinsen tilrettelagde det sociale eksperiment ”Broen”, hvor rockere og flippere skulle samarbejde om at konstruere en bro - iscenesat og faciliteret af DR. Poul Martinsen stod også bag ”Lydighedens dilemma”, hvor de medvirkende – uden at være informeret på forhånd – deltog i et iscenesat eksperiment. 

  Et nyere eksempel er DR Dokumentars ”100 dage uden stoffer”, hvor fire stofmisbrugere sættes på en DR-initieret afvænning. 

På mange måder er der tale om en forbilledlig gennemgang der viser at iscenesættelse i begge betydninger af ordet og i mange varianter er en del af enhver moderne tv-tilrettelæggers ’værktøjskasse’.

   Denne ’værktøjskasse’ for journalister og andre tilrettelæggere af fakta- og underholdnings-tv, har jeg beskrevet i detaljer i lærebogen ’De levende billeder dramaturgi, bind 2. TV fra 2003. Der har ”værktøjskassen” fået det samlende navn ”fortællerplot”. Det definerer jeg således:

Fortællerplot vil vi tale om når det er tilrettelæggeren af et fakta- eller et underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller er medvirkende til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til levendegøre og anskueliggøre historiens sandhed og virkelighed – med det overordnede formål at levere autentisk virkende scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinations-mulighederne i programmet.

I lærebogen undgår jeg bevidst at bruge betegnelsen ’dokumentar (-programmer)’ da betegnelsen ikke bare er tvetydig som ordet ’iscenesættelse’, men er mangetydig og med et betydningsindhold der har skiftet og udviklet sig igennem årene. I DR var det først i løbet af 80-erne at ordet ’dokumentar’ så småt vandt indpas på tv-siden, på radiosiden først 10 år senere – sideløbende med at ’radiomontagen’ som genre blev udraderet.

   Det er klart at det produktionsselskab der havde iværksat demonstrationen i Hjørring. har arbejdet med et koncept hvori indgik plotning af virkeligheden i den definition som er citeret ovenfor. Og af generaldirektørens redegørelse kan man se at konceptet ikke grundlæggende har adskilt sig fra så meget andet fakta- og virkelighedsbaseret tv.

Det fremgår endvidere af ’De levende billeders dramaturgi, bind 2. TV’ at fortællerplot forekommer og bruges i alle fakta- og underholdningsgenrer, også nyheder og magasinindslag. Den enkelte tv-genre sætter rammer for hvilke plot der kan og bliver udnyttet. Men der sker hele tiden fornyelse og cross-over-hybridisering mellem genrer i tv. Bare tænkt på at en stand up som jo i den grad er en iscenesættelse af journalisten, var utænkelig i et dansk tv-nyhedsindslag (bortset fra udlandsreporterne) helt frem til begyndelsen af 90-erne.

   Derfor er jeg skeptisk over for det projekt DRs ledelse nu har sat sig for, nemlig at give skrevne og officielle retningslinjer for hvor og hvordan man som journalist/tilrettelægger må ’iscenesætte’.

Jeg mener at problemet er defineret forkert. Det er ikke ’iscenesættelserne’ – ’plotningen’ – der er problemet. Problemet er 'kontrakterne' med seerne der som regel er uudtalte og derfor udnytter at seeren når de sidder og oplever et tv-nyhedsindslag eller et andet journalistisk faktaprogram, så går ud fra følgende intuitive grundsætning: "What You See Is All There Is". 

   En eksplicit og offentligt formuleret 'kontrakt' med seerne  ville kunne sikre at de i det mindste er oplyst  og bevidst om: "There is more to it than what you see."

   I faktionsbogen fra 1990 skriver jeg om ’faktaprogrammers virkelighedsillusion’ (og heri er også inkluderet tv-nyheder):

Den del af et faktaprograms sandhedsautoritet der hænger sammen med forestillingen om at virkeligheden og fremstillingen af den i mediet er uafhængige af hinanden, det er altså for en stor del en illustion. Og denne illusion om ”faktavirkeligheden” produceres i princippet på samme måde som fiktionens illuderede virkelighed, nemlig ved at udelukke eller undertrykke de udtryk som kan tænkes at henvise til alle de ligheder der er med fiktionens arbejds- og produktionsprocesser. Den slags udtryk vil over for seerne nedbryde forestillingen om at den fremstillede virkeligheds handlinger og udtalelser foregår spontant og upåvirket af mediet, og derved risikerer man alvorligt at undergrave den uudtalte faktaoverenskomst som programmets sandhedseffekt står og falder med. At der virkelig er tale om den samme måde at skabe illusion på, kan man bl.a. se i de underholdningsprogrammer hvor man viser de fraklippede såkaldte ”bøffer” (”bloobers”); her er det præcis lige så morsomt og befriende at se fraklip fra fakta som fiktion.

For næsten præcis 3 år siden var der en lignende mediestorm – ikke om tv-nyheder og 'iscenesættelse ' – men om den endnu mere populære programserie ”Sporløs”. Den endte med at en implicit og uudtalt, men illusionskabende faktakontrakt som hidtil havde omgivet udsendelsen, blev afløst af en anden eksplicit og udtalt overenskomst med seerne:

Redaktionen på Sporløs har før optagelserne lavet forberedende research og været i kontakt med familien der søges efter. Programmets hovedperson er ikke bekendt med resultatet, men oplever under optagelserne et realistisk forløb. Alle møder i programmet er autentiske og finder sted for første gang.

Sådan: "There is more to it than what you see."

Efter min mening burde der være en lignende formuleret og udtalt eller skrevet varedeklaration og produktionsbeskrivelse (=’kontrakt’/’overenskomst’) i forbindelse med mange flere, ja i princippet alle udsendelser og genrer.

   Og jeg vil anbefale at man i forhold til TV-Avisens seere skrev eller udtalte en tilsvarende eksplicit faktaoverenskomst. 

   Noget af teksten kunne måske se sådan ud:

Redaktionen for TV-Avisen har før optagelserne researchet de oplysninger vi giver i speaken så godt som det er muligt på den meget kort tid vores journalister har haft. De repræsenterer derfor kun den bedst opnåelige udgave af sandheden på produktionstidspunktet. 

   Interviewcitater er som regel klippet ud af interviews af meget længere varighed, og de spørgsmål som de er svar på, har vi som regel klippet ud.

   De medvirkende der udtaler sig, er ofte blevet instrueret om at bevæge sig eller sidde og se ud som om de arbejder så vi har dækbilleder til at speak under.

   Nogle optagelser er taget om flere gange for at udtalelserne kan virke så autentiske og forståelige som muligt.

   Undertiden har vi også bedt medvirkende om at svare på det samme spørgsmål flere gange - for at få en så kort og klar udtalelse som muligt.

  Den location vi har optaget på, er valgt af os, ligesom baggrunden for de medvirkende der interviewes er valgt så den visuelt matcher personens karakter, arbejde eller leveforhold.

 Nogle gange sætte vi lys på den medvirkende så den medvirkende fremtræder bedst muligt, og vi kan også somme tider bede vedkommende skifte tøj.

  Kilder som ikke understøtter den vinkel vi har valgt, har vi valgt fra som medvirkende. Og den vinkel vi har valgt, er den vi mener har størst nyhedsværdi.

Dette blogindlæg er med små rettelser identisk med det som kan findes på:

http://ahaheder.dk/?p=2757

Jeg henviser i øvrigt til følgende links: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/thinking-fast-and-slow-7-bidrag-til.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/om-implicitte-kontrakter-og.html 

http://tvtid.tv2.dk/nytomtv/article.php/id-28769443:sporl%C3%B8s-er-ikke-et-dokumentarprogram.html

Poul Trier Pedersen - en inspirator og rollemodel - er død

Jeg fik en mail her til morgen som fortalte mig at Poul Trier Pedersen er død - 90 år gammel. Jeg bliver om halvandet år 70, så han var altså godt 20 år ældre end mig. Jeg bliver tom og grå indvendig. Og erindringer presser sig på.

Jeg har tidligere på denne blog skrevet at jeg syntes det var interessant hvad det var for en type personligheder jeg i årenes løb havde haft et tæt og frugtbart samarbejde med. Som jeg altså har følt mig tiltrukket af og inspireret af -  og/eller den anden vej.

   Poul Trier var en af dem. For mig en mentor, en inspirator - ja, et menneske som jeg holdt meget af på grund af de særlige personlige egenskaber han havde: en frygtløshed i forhold til at prøve noget nyt eller noget andet, en villighed til at tage risici, en åbenhed over for metoder og tænkning der ikke var hans medfødte. En gadedrengeagtig frækhed og uimponerethed over for autoriteter

   Men modsætningsfuld. Et temperament som kunne eksplodere. Kreativ vrede. Og ikke mindst: en empati for mennesker fra jævne miljøer, og for mennesker med kreative personlige særtræk.

Poul var mønsterbryder. En provinsdreng fra udkantdanmark. Nakskov, Lolland. Og man kunne høre det på hans accent, som umiskendeligt bar spor af det lollandske bløde stødløse sprog.

   Han har, har jeg læst mig til, vundet to Cavlingpriser. Det vidste jeg ikke den gang vi arbejde sammen. Han skiltede aldrig med det. Jeg tror det ragede ham en høstblomst.

Her er hvad den danske Wikipedia kan fortælle umiddelbart efter nyheden om hans død:

Trier Pedersen var handelsuddannet og dimitterede som cand.polit. i 1952. Han arbejdede blandt andet for Udenrigsministeriets pressebureau og Dagens Nyheder, inden han i 1965 blev redaktionschef på TV-Avisen. Han forlod Danmarks Radio i 1969 for at arbejde som freelancer. Trier Pedersen fik Cavlingprisen i 1956 sammen med andre i forbindelse med Dansk Røde Kors' Ungarn-indsamling, og han fik Cavlingprisen i 1963 for en række nyskabende tv-programmer.

   Poul Trier Pedersen døde på Bispebjerg Hospital den 29. januar 2012 efter kort tids sygdom. Han blev 90 år.

Sammen med de jævnaldrende tv-journalister Hans Jørgen Jensen og Claus Toksvig udviklede han konceptet for den moderne TV-Avis der blev lanceret i 1967.

   Men han var en urolig sjæl, og meget antiautoritær, så han blev nogle få år efter free-lancer, der både producerede dokumentarfilm og afholdt kurser for DR´s tv-medarbejdere i studieværtoptræden og interviewteknik.

    Han var af natur selv en skærmtrold. Og han holdt af live-tv og reflekterede over både sin værtsrolle og den interviewteknik som hørte til live-formatet. Han var pioner på journalistisk live-tv i Danmark.

    Det var programmer som "Krydsild" og indenrigsmagasinet "Ekko" der i starten af -60'erne på en  den gang fræk, finurlig og provokerende facon greb fat om aktuelle væsentlige historier. Med ham som karismatisk og utvivlsom folkekær studievært, folkekær trods den skarpe kritiske stil når han interviewede.
   I hvert fald i de godt 15 år vi arbejdede sammen, og hvor han altså var holdt op med at vise sig live på skæremen, der var det bemærkelsesværdigt hvor mange lokale danskere der med varme hilste på ham når vi var ude i landet og lave kurser.

Berømt er et interview med Jens Otto Krag under en tv-valgaftensudsendelse. Krag ville ikke svare på Triers kritiske spørgsmål. Trier stillede sig derefter for åben skærm bag ryggen på Krag og langede så mikrofonen ind foran ham,  for symbolsk at sige: Værsgo´- hvis du bare vil have tandløs mikrofonholderjournalistik, så kan du bare snakke løs her i mikrofonen uden jeg stiller dig et eneste kritisk spørgsmål.

Jeg mødte Poul Trier i 1971. Han skulle lave en række studieværts-udviklingskurser for den afdeling i DR der den gang hed Personalekursus, og som varetog al intern grund- og efteruddannelse i Radio og TV. Og jeg var nyuddannet "moderne tænkende" sprogforsker med udadvendt hang til "public service" og folkevenlige kommunikationsformer.

   Vi var flere yngre sprogfolk fra universitets danskstudie som Poul Trier fik med som undervisere på sine kurser. Det var professionelt grænseoverskridende at blive inddraget i den slags kurser. 

   Og det var både inspirerende og udfordrende pludselig at skulle aktivere sin akademiske viden om sprogbrug og kommunikation i en praktisk-pædagogisk udviklingssituation. I et TV-studie!

Jeg havde på det tidspunkt skrevet et lille hæfte for gymnasiet om det journalistiske interview. Beregnet til danskundervisningen i pragmatisk tekstanalyse. Vist nok det første af sin slags i Danmark, men jo meget banalt og elementært, set med nutidens Kurt Strand-øjne. 

   Poul havde fået fat i et eksemplar af heftet, jeg husker ikke hvordan, men han ringede og spurgte om ikke jeg kunne have lyst til at være medunderviser på et tv-interviewkursus i regi af DR´s personalekursus.
   Det ændrede min livsbane og min faglige karriere.

Resten er historie. 

   Trier syntes jeg kunne bidrage med analytisk stringens og nogle klare begreber i forhold til at forstå hvorfor nogle øvelsesinterviews af kursisterne fungerede godt, mens andre gik ad H.. til.

   Og kursisterne var tilsyneladende glade for min analytiske efterkritik - ud fra de begreber jeg havde introduceret i oplæg tidligere på kurset.

   Jeg selv? Jeg syntes jeg blev så klog så klog - helt løsrevet fra de akademiske sammenhænge jeg ellers befandt mig i og videnskabeligt skulle kvalificerer mig inden for rammerne af. 

   Regulært fandt jeg jo ud af at jeg havde nogle særlige evner til analytisk at sige noget nyttigt og brugbart om de kursusinterviews deltagrene havde leveret i øvelsesstudiet.
   Og det var Poul helt uforbeholdne tillid til mine evner og begejstring for vores samarbejde som satte en personlig-faglig udviklingsproces igang hos mig. Fra universitær teori til produktiv og kreativ pædagogisk praksis - med hang til brugbare analyser.

Poul havde opfundet en faktionsgenre til tv: Spontanspillet.  En slags dokumentarisk tv-teater. Vel nærmest en form for seriøs reality, vil man nok betegne det i dag. En blandingsgenre: Faktion. Og konstroversielt og forvirrende for tv-anmelderne. De troede han skrev replikkerne til de medvirkende. Intet kunne ligge ham fjernere. Han havde bare opfundet en teknik til at lave "unscriptet" hyperrealistisk hverdagsdramatik - 25 år før "Big Brother" og "Robinson" blev opfundet som tv-underholdning.

   Fordi vore samarbejde havde fungeret så umanerligt godt på tv-kurserne mellem "den unge akademiker" og "den ælder tv-journalist", så blev jeg også hidkaldt da Trier fik brug for en hjælpe-instruktør på et enormt ambitiøst tv-spontanspilprojekt i 1977: "Opspind" i DR-regi, der handlede om store og små problemer i datidens sygehusvæsen, et "væsen" som var underkastet store omvæltninger og reorganisering - også i den periode. Dokumentarisk tv-teater der skulle lægge op til politisk og folkelig debat

   Samarbejdet fortsatte da vi sammen lavede to meget ambitiøse, pædagogisk nyskabende og delvist selvkørende kommunikations- og samarbejdskuser for Den Kommunale Højskole i Grenaa: et om "Borgerbetjening" i kommunalt regi, og et om samarbejde og information på sygehusene: "Samspil på sygehuset". 

   Begge kurser havde videobånd med fascinerende og identifikations-skabende spontanspil med medarbejdere fra hhv. kommunerne og sygehusene som grundlag for de opgaver som kursusdeltagerne skulle bidrage med.

Vi mødtes on and off i årene derefter. Det var altid inspirerende og han var altid fuld af nye ideer som han med ildhu forsøgte at realisere.
   Han var en af de særligt kreative personligheder som har betydet meget for mig. Værd at mindes.

Kreativt nyhedsindslag i Tv-avisen - af Niels Kvale - om italienernes syn på Berlusconi

Tv-avisen havde et kreativt tænkt og udført indslag i går i 19.30-eren. Reporter var Niels Kvale. Nyhedsvært Klaus Bundgaard.

   Sømmet var at idag blev retssagen i Italien mod Berlusconi indledt, hvori han står anklaget for købesex med en mindreårig. Den nyhed er blevet for-skræppet i ugevis. Og den blev nyhedsmæssigt også en fuser, for retssagen blev straks udsat. Så redaktionen og reporteren havde måttet være kreative og finde på en anden vinkel end den som begivenheden i sig selv kunne levere.

Selve det redigerede indslag var et delelement i "en pakke" bygget op efter berettermodellens faser: Historien og dens baggrund blev først præsenteret af Claus Bundgaard i en voice over til en montage af dækbilleder fra arkivet;  derefter kom der uddybning og point of no return i en live stand-up dernedefra med reporter Niels Kvale i billedet; så fulgte konfliktoptrapningen i form af selve indslaget med vinklen: at den menige italiener var stærkt delt i synet på Berlusconi: enten forfulgt uskyldighed eller vaneforbryder; og endelig klimaks i form af endnu en live-stand up med Niels Kvale, der blev spurgt om Berlusconi også ville klare frisag denne gang; Niels Kvale havde havde forberedt en flot punch line til at slutte sit svar:

Man plejer i Italien at sige at der altid er tre ting der overlever: Det er Fiat, det er Paven og det er Mafiaen; hvis Berlusconi også overlever denne gang, så kunne det være  man skulle til at sige: at der er fire ting der altid overlever, altså også Berlusconi selv.

Alt det, kan man sige, var lige efter bogen. Sådan bygger man en "pakke" op i en moderne tv-nyhedsudsendelse: en relativt dyr redigeret reportage som kerne, "pakket ind" i en række billigt producererede live-elementer.

Men det var selve det redigerede reportage-indslag jeg opfatter som specielt kreativt tænkt og udført - med et lille dramatisk handlingsforløb der selv var bygget op efter berettermodellens spændingskurve - oplevelsesmæssigt lidt hen i retning af en ultrakort fluen på væggen-dokumentar.

   Hvor man traditionelt ville have valgt at bygge sådan et indslag op af nogle sammenredigerede voxpop-sync-er til at dokumentere vinklen: at italienerne var uenige, evt. bakket op af en ekspert, så havde reporteren her fundet en restauratør som havde en nabo der var frisør, og med de to som hovedkarakterer havde han iscenesat et diskussions- og konfrontations-plot til optagelserne:

   Først oplevede vi restauratøren udtale  sit uforbeholdne pro-synspunkt inde ved bardisken direkte til kameraet; derefter fulgte vi ham gå ind til frisøren ved siden af, der var lige så kraftigt imod og mente at Berlusconi skulle have været dømt for 30 år siden.

   Derfra oplevede vi så de to geråde i "typisk" italiensk livlig og ilter diskussion i salonen, mens frisøren fortsat stod og klippede; og også en kunde blandede sig og kom med indlæg.

   Indslaget udtonede smukt med at vi udefra ind igennem frisørsalonens rude så diskussionens parter fortsætte - med en voice over der spåede at den diskussion ville fortsætte længe endnu (med underteksten: fordi Berlusconi sikkert ville lykkes med at få udsat sagen i rigtig lang tid, eller få den afblæst).

I en kort stund oplevede vi det menige Italien som har levet med Berlusconi år ud og år ind, igennem den observerende dokumentars optik: et lille stykke autentisk nærværende virkelighed, indlagt som en perle i den konventionelle distancerende en nyhedsframe. Og journalistisk set var det et smukt eksempel på metonymisk tænkning hvor vi fik indblik i den store historie gennem den lille.

Godt tænkt, godt udført!