Akvarelmaleriets mysterier (38) - i sne står birk og gran i skjul - og andre julehistorier om tips og tricks når man skal male vinterlandskabsakvareller

I det forrige indlæg - akvarelmaleriets mysterier (37) - sprang jeg den julespecifikke akvarelproduktion over. Det skriver jeg så om her.

Ud fra en amatør-akvarelmalers synspunkt der elsker at male "negativt" - dvs med stor udnyttelse af det hvide papir til at male "hvidt" med - så er sne og 'vinter-akvareller' af særlig interesse og en særlig udfordring.

   Sidste vinter blev det kun til to stykker af slagsen: dels et meget Harald Henriksen-agtigt og japansk inspireret billede hvor akvarellen er kombineret med tuschtegning, og dels en akvarel med et vinterlandskab der viste et juletræ i en granskoven med et tykt lag sne på grenene:

Den første var inspireret af et maleri jeg fandt på nettet. Og der er kun brugt to farver: en levret rød til solen, og varianter af gråt-til-sort;

   

Det andet var malet med reference til en af de mange instruktionsvideoer som dygtige akvarelkunstnere der tjener penge på at lave kurser i akvarelmaleteknik, havde lagt ud på YouTube.

   Ligesom det var specielt at jeg kombinerede akvarel med tusch i det første, så var det specielt for det snedækkede julegrantræ at den hvide sne var malet på med dækhvidt til sidst - og altså ikke et resultat af at papiret stod umalet sådan som sneen på jorden er malet.

Mange malede snelandskaber som man kan finde på nettet - akvarel, olie, eller akryl - viser ikke bare grantræer i landskabet, men også birketræer og åer eller søer med vand eller et isdække.

   Så det første skridt var at male birkestammer i sne:

Teknikken lærte jeg fra en instruktionsvideo i at male vinterjulekort med akvarel:

    Man finder sin pallet frem med gamle tørrede malingrester på og bløde dem en smule op med vand; derefter tager man et gammelt udtjent plastkort af dem man har hundreder af i skuffen, og stryger det fladt hen over palettens malede flader af forskellige farver, så der sætter sig uregelmæssige malingrester på siden af kortet; derefter stryger man siden af kortet fladt hen over papiret så det svarer til en birkestammes bredde, hvorved det afsætter noget af farverne på en måde så det grangiveligt ligner de mørke dele af barken på et birketræ.

   Smart, simpelt og virkningsfuldt.

   Tilbage var bare at lægge tynde blåviolette skygger i sneen som gav illusionen af vind-hulninger omkring den enkelte stamme, og så male vinterstrittende grene og kviste på stammerne.

Der var andre instruktionsvideoer fra samme akvarelmaler som demonstrerede andre teknikker til brug for vinterlandskabs-akvareller:

   Fx at lægge en tyk snedyne på et julegrantræ ved først at afmaske de hvide områder på det for-tegnede træ og derefter male det grønne på grenene nedenunder; derefter gnider man afmaskningsgummiet af og lægger violette skygger ind i de hvide områder, og eventuelt forstærke mørket i de grønne grene inden under.

Birketræerne i mellemgrunden er lavet som jeg havde lært det i første omgang. Og grantræerne i baggrunden blev markeret med tågede og udflydende blå skygger. Her ikke helt vellykket fordi de blev før mørke og for lidt tågede. 

   Fidusen ved illusionen om  vandet på søen i forgrunden er først og fremmest at man skal sørge for at der er afspejlinger i vandoverfladen fra træerne i mellemgrunden. Heller ikke det blev helt vellykket. Men det samlede resultat var alligevel et fremskridt i sammenligning med snebillederne fra sidste år.

Endelig blev de nylærte tricks og motiv-ideer brugt i denne akvarel som også er inspireret af et "postkort-forbillede" fra en 'how to pain watercolor'-video på YouTube:

Sidste år brokkede fruen sig over at "der manglede noget rødt" i snebilledet med grantræet jeg viste i starten af dette indlæg, hvilket foranledigede at jeg forsøgsvis lavede to versioner med "noget rødt" i.

Såvel den 'glemte kælk' som den 'halvskjulte nisse(hue)' fandt jeg på nettet og klippede ud. Det trick har jeg lært fra andre akvarelkunstnere der teknisk arbejder med "mixed media" som angiver at de altså har kombineret akvarellen med indføjede collage-elementer hentet fra andre billeder, medier og kontekster.

   Sådan så de ud, det "noget rødt" som jeg fandt på nettet og limede ind i snelandskabet - med mange 'likes' til følge da jeg viste forbedringerne på Facebook:

Også i år var der brok over snelandskabs-akvarellerne. "Hvor er Fister?" blev der spurgt fra Fisters fan-klub på Facebook (Fister er vores stor røde skovkat). 

   Så der var ikke andet at gøre end at finde en velegnet 'Fister' i bunken af fotos og så akvarelmale ham i de rette proportioner så han kunne sættes ind et passende sted i den sidste juleakvarel.

   Sådan! Fister sidder bare på stubben og venter på at der skal dukke en mosegris op fra et hul i søbredden:

Fisters Facebook-fanklub blev beroliget og kom i julehumør ved denne mixed media-collage. Der burde dog have været antydet en skygget hulning i sneen omkring træstubben den sidder på, lægger jeg nu mærke til.

Det at jeg fandt flere videoer om at bruge akvarel til at male julepostkort med vinterlandskaber som motiv, gav mig den ide at jeg jo også kunne male julepostkort til mine fire børnebørn og vedlægge deres julechecks:

Hermed et forsinket glædelig Jul til læserne af 'Peters Udsigt'.

Akvarelmaleriets mysterier (15) - skonnerten OPAL - og et "prøvebillede" fra Japan

Når jeg indimellem holder pause fra blog-skriveriet, kaster jeg mig over akvarelmaleriet. Og ligesom på bloggen, følger jeg forskellige "spor" når jeg svinger akvarelpenslerne. Og jeg sætter mig altid for at prøve noget jeg ved jeg sikkert ikke kan, dvs. noget som jeg synes er svært og ikke har nogen særlig øvelse i.

Både og sejlskibe er gode motiver fordi de har klare naturfunktionelle former. Og så tvinger de også til at prøve noget med vand og skyer, som tit er svært og teknisk krævende

Min første akvarel med sejlskibe som motiv var dette billede fra Gardasøen.

Motivet er gamle fiskerbåde fra søen omkring 1920. Forbilledet var et sort-hvid-fotografi fra den gang der hang på hotelværelsests væg . Og jeg havde på det lille lokale museum set hvordan sejlene så ud: Lappet sammen af farvede stykker sejldug i brune, røde og orange nuancer - og hvidt.

   Det tiltrækkende ved akvarellen var enkelheden og skarpheden i formerne - det abstrakte i motivet.

   Himmel og søvand og bjerge er kun til stede som 'kontekst' der skal skabe harmoni og ro som en slags kulisse. De dele må ikke "forstyrre" eller gøre opmærksom på sig selv. Det er sejlskibene der er "hovedpersoner".

Næste gang jeg prøvede at male skibe med sejl var hjemme da jeg var i gang med at prøve at male uden farve. Altså at udnytte at papiret - umalet - leverere den hvide farve og dermed de hvide former.

   Motivet er en såkaldt 'felukka', en skibstype som er flere tusinde år gammel. Og kendetegnet ved det ekstremt rombeformede hvide råsejl.

Da fruen og jeg var på flodcruise på Nilen for tre år siden, sejlede vi en dag i sådan en. Det var simpelt hen den bedste del af hele turen.

   Og smukkere sejlskib findes ikke - bortset fra vikingeskibene, måske. Igen er det sejlet og skroget som er "hovedperson", skroget spejler sig, der er interessante skygger i sejlet, og der er flere skibe i baggrunden. Himmel, flodbred og flodvand er kulisse

Jeg har altid været glad for at sejle i sejlbåd, når lejlighed gaves. Og kun dovenskab har forhindret mig i at købe én til personligt brug. Men jeg har en lillebror for hvem et sejlskib blev skæbne - og til et livslangt projekt.

   Som helt ung købet han sammen med en ven en østtysk fiskekutter - eller rettere - skroget af sådan en. Det var nemlig et meget fint og slankt skrog - af egetræ - og sat i Østersøen fra et skibsværft i DDR omkring 1954.

   I godt 10 år byggede brormand og hans kammerat sammen med kærester og en stor skare af venner skonnerten OPAL op fra grunden mens den lå ved kaj i Grenå havn.

   De fældede og høvlede selv træer til master og bomme, syede selv sejl, og snedkererede og indrettede over og under dæk alt hvad man kan forlange af maskineri, faciliteter, udstyr og sovepladser til at skibet kunne rumme en besætning på 16-18 mand.

   Jomfrurejsen sommer 1982 - sommer 83 gik fra København, over De Kanariske Øer, Kap Verde, Caribien - og tilbage over Azorerne, Skotland til Danmark. Turen tog altså et lille års tid med en lille sejle-kompetent besætning som kerne fra start til slut, og så en skiftende "løs" besætning der stod på og af undervejs.

Blandt de "løse" var fruen, mig selv og vores datter der på det tidspunkt var 8 år. Vi fløj til Caribien ved nytårstid, stod på på Barbados, besøgte med skonnerten et halvt dusin øer, stod af på Martinique og fløj hjem derfra 2 måneder senere.

   Det var en fantastisk tur og en uforglemmelig oplevelse. Her er et foto fra dækket af Opal:

Men hvad har det med akvarelmaleri at gøre?

   Der er jo en hel malerigenre med århundreder på bagen som har sejlskibe som det bærende motiv: 'marinemaleriet'.

    Og siden jeg sejlede på Opal for mange år siden, har jeg faktisk drømt om at male skibet. Altså et billede af det. Og på nette kan man finde mange fotos af skonnerten Opal under forskellige vind- og vejrforhold.

   Motivet har alt hvad man kan ønske sig af udfordringer. Der er hvide sejl og et hvid skrog, der er himmel, skyer, hav og bølger.

   Her er første forsøg - i et lille overkommetligt format - halvt A4:

 

Som 'forbillede' valgte jeg et foto med et motiv hvor der ikke var de store udfordringer mht. himmel og hav. Og jeg prøvede for første gang at bruge afmaskningsvæske (en slags flydende gummi) til at dække de felter i billedet der som udgangspunkt skulle være hvide: skrog og sejl.

    Og sejlet, skroget og spejlingen i vandet, er jeg sådan set nogenlunde tilfreds med. Men de hvide skyer som jeg også afmaskede, virkede helt forkert - så jeg malede det hvide over med gråt. Det blev det ikke meget bedre af. Men lidt.

Så fandt jeg det aller sværeste 'forbillede' - ikke på nettet, men på væggen i vores køkken. Et stort indrammet foto af Opal for fulde sejl og i rimelig krap søgang. Og med svulmende grå-hvide skyer der dækkede hele himlen. Og tilsvarende vindfyldt svulmende sejlføring.

   Både himmel og hav i motivet krævede at jeg udviklede nye "formler". Den slags himmel og den slags hav havde jeg ikke malet før. Og jeg valgte at male i 1:1 i forhold til 'forbilledet', dvs. 30 x 45 cm. Det største format jeg havde prøvet.

   Igen afmaskede jeg både skrog og sejl, men ikke himlen. Men jeg afmaskede også de hvide skumtoppe i det urolige have.

Tilfreds? - Ja, stort set. Havet er ikke uroligt nok. Jeg sjusker lidt - formlen er for letkøbt. Men dog meget mere interessant og sværere at male end jeg har prøvet i tidligere akvareller.

   Men jeg gjorde også noget som jeg heller ikke har prøvet før: Jeg malede først en skitse hvor jeg afprøvede de "formler" som jeg havde tænkt at male efter i selve hovedbilledet, som jeg jo først havde brugt lang tid på at tegne, og derefter afmaske.

   Det måtte simpelt hen ikke gå galt - igen.

Denne skitse af himmel og hav delt med en horisont, genbrugte jeg så bagefter til at lege videre med.

   I min ungdom tegnede jeg mange motiver med tusch inspireret af japanske træsnit. Især Hokusais træsnit som jeg flere gange tidligere har skrevet om her på bloggen. Og rigtig mange havde Fuji-bjerget som både centrum og baggrund.

   Og min Japan-tur med fruen for snart 5 år siden var også en stor og betagende oplevelse. Ikke mindst satte japanernes arkitektur, træsnit og havekunst sig igennem med permanente aftryk i sindet.

    Så jeg googlede: 'japansk maleri'.

Søgningen gav en masse billeder med deres hellige bjerg i baggrunden, og ofte med noget interessant natur foran som man så Fuji-bjerget igennem.

   Voila!

Det er jeg faktisk også ganske tilfreds med. En uventet gevinst af "prøvebilled"-forsigtigheden i forhold til den store Opal-akvarel.

   Horisonten ligger rigtigt, nemlig lavt; skyer og hav er malet hurtigt og friskt; bambussens blade er malet med "japansk" teknik - dvs. korte, hurtige enkeltstrøg med en lille flad pensel; og farverne i Fuji-bjerget er valgt og sat sammen så det bryder den motiviske og farvemæssige harmoni som bambus og kirsebærblomst-træet leverer. Og genspejlingen i vandet fungerer faktisk også.

Opal var for et år siden på endnu en et-års "rundtur" omkring Atlanten. Nu med næste generation opal-opvoksede unge som skippere. 

   Alt gik godt.