Om indvandrerdrenges læsefærdighed og kriminalitet - når journalistikken kører på automatpilot - og framer efter udbredte fordomme

Skal man le eller græde? Når man konstaterer at ens avis som skulle være organ for den højeste oplysthed, i forsideartikler kører på automatpilot og framer historier, baseret på små tal fra undersøgelser, efter de mest udbredte fordomme og de mest populistiske værdier. 

Dette at frame og re-frame i mediesammenhænge har jeg været inde på mange gange i indlæg på denne blog, med afsæt i George Lakoff´s berømte og øjeåbnende bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate".

   Bogen handler om ubevidste konceptuelle rammers styring af vores værdier, vores tænkning og vores billeder af virkeligheden. Den handler om at have ubevidste umærkeligt mentale skyklapper på, det der kaldes frames - og om hvordan man kan rive dem af. 

   Der er et link til mit tidligere blogindlæg om vinkling og frames og Lakoff til sidst i dette indlæg. 

   

Men Politiken er gået lige i fælden. 

   Når læserne efter denne uge tænker på indvandrerdrenge i teenagealderen, så tænker de på at de er kriminelle og at de ikke kan læse. Sådan!
   For at citere en ny "helt" i mit univers om kreativ tænkning - og det modsatte: Læsere følger princippet: WYSIATI - forkortelsen for:

"What You See Is All There IS". 

Det er formuleret af Nobelpristageren Daniel Kahneman i sin bog 'Thiking Fast and Slow' - som jeg vender tilbage til til sidst i dette indlæg - og i en række senere!

Politiken har bragt flere artikler om indvandrerdrenge og deres dårligdomme i den forløbne uge. To af de mest opsigtsvækkende omtales i Søndagspolitikens Kultur-tillæg i den klumme/kommentarspalte som forvaltes af 'læsernes redaktør'.

En undersøgelse af det tidligere Socialforskningsinstitut (nu "Det nationale forskningscenter for velfærd") var kilden til den første. Vinklen var i tirsdags på Politiken.dk at et flertal af indvandrerdrenge var ekstremt dårlige læsere - funktionelle analfabeter. Og i en artikel fra i torsdags var vinklen så at indvandrerdrenge var væsentligt mere kriminelle end drenge med etnisk dansk baggrund. Her var kilden til tallene Danmarks Statistik.

   Da jeg læste dem, tænkte jeg: "Åh, nej, ikke igen! Og så i min avis!" Det er jeg sikker på at læsernes redaktør på Politiken også gjorde.

Foranlediget af en intern efterkritik og dokumenteret med et langt citat, havde Bjarne Schilling en fin klumme/kommentar/analyse der påviste at den første artikel var fordomsfuld - en af den slags artikler hvor journalisten altid som et sidste figenblad kan forsvare sig med at "det var ikke forkert, det  der stod i artiklen, og vinklen var i overensstemmelse med undersøgelsens tal."
   Men var det sandt?

Blandt mine morgensvømmervenner gik samtalen livligt om onsdagen. Alle havde læst eller hørt at 55 procent indvandrerdrenge ikke kunne læse når de gik ud af folkeskolen. At det var i København havde ingen lige fattet i skyndingen. Og at 24 procent af de etnisk danske drenge også var funktionelle analfabeter efter 9. klasse kom som et regulært chok for mine morgensvømmerkolleger, da jeg fortalte det.

En faktaboks til artiklen sammenligner disse procenter med procenterne i en sprogtest inden skolestart.

Før skole klarer 50 procent (af tosprogede drenge) sig dårligt i sprogtests mod 15 procent af de etnisk danske børn. 9. klasses test viser, at 55 pct. er funktionelle analfabeter, mens tallet er 24 pct. for etnisk danske drenge.

 "Æbler vs. pærer", "Rundetårn vs. tordenskrald", tænker jeg når jeg læser "sprogtest" og "funktionel analfabet" (="læsetest"). Begge procenttal stiger, men mest for de danske drenge og dem er der jo flest af.

   Men hvad er de absolutte tal? Hvem og hvad  og hvor mange snakker vi om i virkeligheden?

De følgende tal er hentet fra citatet fra den interne efterkritik:

   I absolutte tal er der 949 drenge med indvandrerbaggrund og 1.467 med etnisk dansk baggrund som er funktionelle analfabeter. Det samlede antal for de københavnske drenges vedkommende i 9. klasse er: 2.416. 

   Det samlede antal drenge som man så regner procenterne ud fra er: 7.830 fordelt på hhv. 1.725 indvandrerdrenge, og 6.115 drenge med etnisk dansk baggrund.

   I Politikens interne efterkritik konkluderer den anonyme journalist:

»Jeg mener faktisk, at man kan hævde, at det er gruopvækkende, at det københavnske skolesystem åbenbart er så elendigt, at selv dem, der har fået de sproglige forudsætninger ’forærende’, falder igennem i langt større omfang end dem, der har to sprog at slås med. Derfor mener jeg, at det i hver fald kan diskuteres, om ’Det står skidt til for tosprogede drenge og mænd’ er den rette indledning på komplekset. Det burde vel snarere have været ’Det står skidt til for det københavnske skolevæsen’«.

Godt set. Men jo godt nok for sent. Framing-skaden er sket. Og efterkritikken er jo intern - hvis ikke lige læsernes redaktør havde offentliggjort citatet - for at have noget andet end sig selv at hænge sin kritiske hat på. 

Bjane Schillings egen søndags-kommentar havde rubrikken

Et sæt tal - to slags sandhed

Underrubrikken/manchette lød:

Måske var det de etniske danske drenges manglende læsefærdigheder, vi burde have skrevet om. 

Nu er Bjarne Schelling jo læsernes redaktør på Politiken, så han skal formulere sig med den største agtpågivenhed når han kritiserer sine egne kolleger. Her er det udtrykkene "måske" i manchetten, og "to slags sandhed" i rubrikken der slører det egentlige budskab. 

Senere i klummen nævner han den anden artikel fra om torsdagen der havde denne rubrik på Politiken.dk:

Hver 13. indvandrerdreng under 20 år er kriminel

Og kerneafsnittet i artiklen lyder:

Næsten 8 procent af drenge med indvandrerbaggrund i alderen 15-19 år bliver dømt for en kriminel handling, mens det til sammenligning kun er 3,5 procent af de jævnaldrende etnisk danske drenge, som får en plettet straffeattest.

Jeg studser straks over hvorfor rubrikken skriver "hver 13. indvandrerdreng", men artiklens indledende sætning derefter taler om "8. procent". Som så viser sig senere at være lig med 7,7 procent - rundet op. 

    Jeg undrer mig også over framingen i formuleringerne: "blive dømt for en kriminel handling" (det lyder alvorligt) over for "får en plettet straffeattest" (det lyder ikke så slemt).

   Og hvorfor får vi ingen absolutte tal her? 

Jo, det får vi også senere når det gælder indvandrerdrengene: 3.147, hvoraf altså 7,7 procent har fået en dom (men for hvad?), Det er så ikke i artiklen regnet ud i absolutte tal, så det gør jeg lige: 242 drenge med indvandrerbaggrund har fået en plettet straffeattest.

   Ja, så er det altså heller ikke værre. Specielt da vi ikke ved hvad de er dømt for. At køre for stærkt.?Butikstyveri? Eller knivstikkeri og narko?

Jeg leder forgæves efter de absolutte tal for danske drenge, hvoraf de 3,5 procent altså har begået kriminelle handlinger. Men ved at ekstrapolere fra andre procenttal i artiklen i Politiken når jeg frem til at det absolutte tal for etnisk danske drenge er: 10.852. 

   Af dem er 3,5 procent registreret som kriminelle; i absolutte tal: 380. 

   Det er jo da også godt nok en del flere, og de koster vel samfundet mere end de 242 "kriminelle" indvandrerdrenge.

Men oplysningen om de absolutte tal vil jo svække artiklens vinkel en del. Og helt galt går det med den, hvis man havde vendt de absolutte tal og procenterne på hovedet: 

2.905 indvandrerdrenge har i undersøgelsen en ren straffeattest, svarende til 88 procent af indvandrerdrengene i København i alderen mellem 15 og 19 år.

Det kunne der have stået i underrubrikken. Og artiklen kunne være indledt med: 

Mange danskere har en tåget forestilling om at de fleste indvandrerdrenge nok er kriminelle, tyveknægte, knivstikkere, volds- og voldtængstmænd. En undersøgelse viser  imidlertid at det er en ufunderet fordom....

Hvorfor gør Politikens journalist så ikke det? Konstruktive nyheder er vel ved at være legitimt - i hvert fald på Politiken som gerne vil lægge afstand til sin etisk noget mere anløbne lillebror Ekstrabladet? 

   Svaret blæser i vinden!

Men det der gør denne artikels vinkel om indvandrerdrenges særligt høje kriminalitet helt misvisvende, er at den sammenligner en gruppe drenge hvis baggrund for det store flertals vedkommende er den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen' - med en gruppe etnisk danske drenge hvis baggrund er et mix fordelt på alle socialgrupper, og hvoraf sandsynligvis kun en relativt lille del tilhører den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen', mens et flertal sikkert komme fra middelklassen og opefter.

Lad os som et tankeeksperiment forestille os at vi ud af de danske 10.852 drenge tog den mindre del fra der tilhørte den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen'.  

   Og lads os lege at den gruppe udgør godt en tredjedel af de 10.852, i absolutte tal: 3.617. 

   De ville så udgøre en gruppe danske drenge der socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt har samme familiebaggrund som indvandrerdrengenes gruppe der i absolutte tal udgjorde 3.147. Altså to grupper der i såvel antal som hvad angår social og økonomisk baggrund er umiddelbart sammenlignelige.

   Og lad os så undersøge - eller bede nogle forskere om at gøre det - hvor stor en del af dem der har "begået kriminelle handlinger"/"en plettet straffeattest"!

   

Jeg vil godt vædde min gamle hat på at det bliver mindst 7,7 procent - og mit gæt er at procenttallet nemt kunne være højere. Og så vil Politiken kunne skrive en artikel med en vinkel i underrubrikken der lød: 

"Danske drenge med arbjeder-/underklassebaggrund er mere kriminelle end indvandrerdrenge med samme sociale baggrund."

Og skulle vi så stramme den lidt i rubrikken og følge Politikens forside-rubrik-bestyrer:

Hver 12. etnisk danske dreng under 20 år er kriminel

En vinkel der virkelig ville give genlyd og blive citeret og uddybet af eksperter i alle de nyhedsførende medier de næste mange dage

    

Faktisk nærmer læsernes redaktør sig denne pointe til sidst i klummen ved at citere en lektor i kriminologi der siger at "det er en gammel sandhed at risikoen for at blive kriminel er større hvis man mangle job og uddannelse." 

   Men skarpere bliver selvkritikken ikke. Som læsernes redaktør må Bjarne Schilling jo dække sig ind i forhold til sit eget interne bagland og være forstående over for sin egen redaktions ellers indlysende vildskud. 

   En sådan forstående tone bruger han senere når han glider fra "måske" og "to sandheder" i toppen af kommentaren, til den meget pæne formulering i sidste halvdel af artiklen:

Jeg har ingen konkrete ankepunkter mod hverken kriminalitetsartiklen fredag (han mener torsdag) eller tirsdagsforsiden om uddannelse. De forekom mig fair og ordentlige.

   Men vi bør gribe enhver lejlighed til at se andre vinkler på sagerne, for vi har en pligt til at kunne se problemerne i en sammenhæng og at få nuancerne med.

"Fair og ordentlig"!???? 

Men alligevel: Stor respekt for at læserenes redaktør - trods den udglattende sproglige indpakning - overhovedet udkommer med en kritik af artikler som nyhedsredaktionen og forsideredaktøren sikkert har været rigtig stolte af på dagen - inden de fik tænkt sig om.   

Der er håb forude:
   Jeg er i gang med at læse en stærkt oplysende og øjeåbnende bog af nobelprismodtageren Daniel Kahneman: 'Thinking Fast and Slow'. 

   Jeg er kun en tredjedel igennem og er nået til kapitel 12. Men alene de kapitler burde være obligatorisk læsning på alle journalistuddannelser og på nyhedsredaktioner hvor man dagligt eller ugentligt skriver artikler med indledningen "En undersøgelse viser....".

              (fortsættelse følger) 

   

Linket til et tidligere indlæg om vinkling, frames og George Lakoff er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/hvad-er-en-journalistisk-vinkel-og-hvad.html

'Hængt ud på forsiden' - skandalejournalistikken til kritisk serviceeftersyn - på TV

Don't Think of an Elephant! Titlen på den amerikanske sprogforsker George Lakoffs bog fra 2004 kommer ind på lystavlen efter at jeg har set tre af de fire hidtil udsendte DR1-udsendelser med fællestitlen: "Hængt ud på forsiden". 

   Værten kender jeg fra et andet beslægtet udsendelseskoncept "Detektor": Thomas Buch-Andersen. Mark Ørsten er medvirkende ekspert der har stået for den faglige perspektiveringe af de enkelte skandalesager. Han er lektor og studieleder på journalistuddannelsen på RUC.

George Lakoffs bog handler om fænomenet "framing" og dets betydning for den offentlige politiske debat:

You can´t see or hear frames. They ar part of what cognitive scientists call the "cognitiv unconscious" - structures in our brains that w cannot consciously acces, but know by their consequences: the way we reason and what counts as common sense. We also know frames through language.

   All words are defined relatively to conceptual frames. When you hear a word, its frame (or collection of frames) is activated in your brain.

Et andet fænomen som også er sat fagligt på begreb i forbindelse med hvordan medierne virker i forhold til sit publikum, er "priming". Et konceptuelt redskab for spindoktorer der tænker ud over dagen og vejen.

   Wikipedia definerer begrebet som det bruges inden for psykologien :

Priming is an implicit memory effect in which exposure to a stimulus influences a response to a later stimulus. It can occur following perceptual, semantic, or conceptual stimulus repetition. 

Og videre i sammenhæng med mediernes påvirkning af publikum, defineres begrebet sådan her:

Priming is a theory in which the activation of one thought may trigger related thoughts. The priming theory states that media images stimulate related thoughts in the minds of audience members.[1] For example, if a person were to see a cartoon character play a trick that inflicts pain on another character, it could make that person more likely to repeat the violent action in real life.

   Grounded in cognitive psychology, the theory of media priming is derived from the associative network model of human memory, in which an idea or concept is stored as a node in the network and is related to other ideas or concepts by semantic paths. Priming refers to the activation of a node in this network, which may serve as a filter, an interpretive frame, or a premise for further information processing or judgment formation.[2]

I begge tilfælde er der tale om mentale og kognitive langtidseffekter som ubevidst styrer vores tænkning om emner, personer, fænomener. Og i den sammenhæng er det vigtigt at notere sig at underbevidstheden ikke er sensitiv over for negationer: 

   Tænk ikke på en elefant!

   Tænk ikke på Helle Thornings "skattesag"! For der var jo ingen "sag".

Disse langtidseffekter fortæller udsendelserne "Hængt ud på forsiden" af gode grunde ikke om. De er svære at undersøge og dokumentere konkret.

    Men for de medvirkende hovedpersoner - objekterne for sensationelle historier i pressen uden dækning i virkeligheden, er det indlysende hvad langtidseffekten er af den behandling de har fået i pressen. Nasar Khadar og Henrik Sass Larsen vil for altid i publikums (under)bevidsthed blive associeret med hhv. "sort arbejde" og "rockerforbindelser". Og disse associationer devaulerer det som er en politikers vigtigste personlige og sociale kapital: den moralske troværdighed.

Jeg ser klart serien 'Hængt ud på forsiden' som et udtryk for normbrydende kreativ tænkning - noget DR kan være rimeligt stolt af. Og det har helt umiddelbart været en fornøjelse og lidt af en mental befrielse at se programmerne. De har opfyldt et savn og et hul i mediernes dækning af virkeligheden, nemlig en dækning der vender den kritiske journalistik mod medierne og journalistprofessionen selv. 

   Jeg har nydt den kølige, nøgterne og faktuelle tone som har gennemsyret udsendelserne - uden stærkt moraliserende udsagn fra værtens og ekspertens side, hvad historierne jo ellers stærkt indbyder til. 

   Og jeg har i den grad været forbløffet over at en række kendte journalister og redaktører ikke har villet stille op til konfronterende interviews i slutningen af udsendelserne. Tøsedrenge? I en machokultur!
    Jeg har også undret mig - en smule over - at de andre medier ikke i højre grad har fulgt op på 'Hængt ud på forsiden'-udsendelserne. En god anledning til selvransagelse, eller hur?

Pressen og medierne der som deres fornemste opgave har at holde et kritisk øje med magtudøvelsen i samfundet, er jo imidlertid også berygtede for at være ganske tilbageholdende og blufærdige når det gælder selvkritik og indrømmelser af fejl. Men også ret så moderate og afdæmpede når det gælder kollegial professionel kritik. 

Der findes en række professioner som har officielt  nedskrevne professionelle normsæt hvori der står at man normalt ikke kritiserer hinanden offentligt, og at det kan give anledning til "interne sanktioner" hvis man alligevel  gør det. Kollegial offentlig kritik er ukollegial!

   Begrundelsen og argumentationen går i alle tilfælde på at det er devaluerende for professionens troværdighed over for klienter, patienter, kunder - hvis professionens udøvere kritiserer hinanden offentligt. 

En lignende norm - men uskreven - har også traditionelt været gældende blandt journalistfagets udøvere. Med en helt tilsvarende argumentation. Gensidig kritik holder man så vidt muligt "indendøre" for ikke at devaluere fagets samlede etos eller image i publikums øjne. Og selvkritik har langt hen ad vejen været - en by i Rusland.

   Jeg husker hvor overrasket jeg derfor også blev da jeg første gang for mange år siden begyndte at læse professionens eget fagblad Journalisten. Jeg havde aldrig før oplevet en så sprogligt uhæmmet, fagligt nedgørende kritik fra én journalist til en anden i læserbrevspalterne der fyldte rigtig meget. Personlige ondskabsfuldheder og smålige insinuationer blev udvekslet imellem kolleger med en verbal energi og kreativitet som man slet ikke kunne finde magen til i den publicerede journalistik. 

Jeg husker også at DR i 80-erne i flere omgange forsøgte at producere tv-udsendelser der havde selvkritisk sigte. Dog uden større succes, og ofte med ganske megen intern forurettelse hos de kritiserede medarbejdere i udsendelsernes kølvand. Det var også svært at rekruttere værter til disse programmer, husker jeg.

Forholdene har gradvist ændret sig til det bedre. Der er blevet mere professionel selvkritik og større åbenhed. Flere af de store medier har udnævnt en læsernes eller lytternes/seernes ombudsmand/redaktør. Og det sker ikke så sjældent mere at nyhedsredaktioner kommer med indslag/artikler der har en kritisk vinkel over for andre nyhedsmediers dækning af en sag. 

    Og man kan vel sige at Hængt Ud på Forsiden-serien er endnu et skridt i den retning. 

    Godt gået. 

Jeg er spændt på om serien fortsætter i næste sæson. Der er jo tilsyneladende flere end nok historier at tage af.