Takete- og lumumma-arkitektur - og noget om jugend-stilens rødder og betydning

Politiken havde forleden en kort artikel om et nyt lejlighedsbyggeri på Århus havn. Her er det billede ejendomsmægleren bruger til at sælge lejlighederne med.



'Isbjerget' er navnet på komplekset. Et indlysende navn!

Jeg associerer i første omgang synet af 'Isbjerget' med det nye hotel på Amager, Hotel Bella Sky:



Og med et andet berømt Amagerbyggeri "VM-husene":



Så kobler jeg disse synsindtryk - disse visuelle "gestalter" - til gestalpyskologernes og designteoretikernes begrebsmodsætningpar:

'takete' og 'lumumma'

Og så spørger jeg dig, min kære læser: Hvilket af disse to sproglige udtryk synes du er mest dækkende for den fornemmelse du får ved synet af de tre stykker arkitektur?
    Dit svar vil være... (det står ved slutningen af dette indlæg).

De to ord 'takete' og 'lumumma' er ord som i sig selv ingen betydning har - de er "rent udtryk". Og verdensomfattenende undersøgelser viser at de to ord - uanset sprog - associeres til forskellige typer sansninger, sådan at man kan tale om 'takete-lyde' og 'lumumma-lyde', 'takete-former' og 'lumumma-former', 'takete-farve(kombinatione)r' og 'lumumma-farve(kombinatione)r'.

Lad os tage lyde som eksempel:

- takete-lyde: et træ som knækker og falder til jorden, en motorsav, et udrykningshorn, glas som splintres, et symfoniorkester som stemmer instrumenter, kragfugle som reagere på en rovfugl,

- lummuma-lyde: fuglesang, kildevand som risler, små bølgeslag mod strandkanten, barnelatter, en gammeldags fiskutters motorlyd, en svag vind gennem trætoppe.

   Neurologisk set er der tale om det som man kalder synæstesi, et fremmedord som bogstaveligt betyder 'sam-sansning': at indtryk fra én sans automatisk og ubevidst kobler sigt til indtryk fra en anden fordi der neurologisk er "hul igennem" mellem to ellers adskilte hjernemoduler.

   Nogle mennesker er fra naturens hånd synæstetikerer, og forbinder fx automatisk forskellige bogstaver med forskellige farver, eller forskellige lyde med forskellige tal. Mulighederne for 'villet' synæstesi er det vi udnytter i sproget når vi kan sige om en person at: han havde en skarp tunge, hun var i sort humør, hun brændte af indestængt harme, hun havde en blød stemme, han havde et lyst sind, han havde stikkende øjne.

   Det der sker, er at udtryk for ydre sansning bruges til - metaforisk og i overført betydning - at beskrive indre følelser eller emotionelle effekter. 

   Det perseptionspyskologiske eksperiment man har lavet i mange lande og i rammen af mange sprog og kulturer, går ud på at spørge folk: Hvilken en af disse to figurer er en 'takete', og hvilken er en 'lumumma'?

Uanset land, kultur, sprog: Alle svarer... nå ja, svar selv.
   Og dit svar vil for den nederste figur være identisk med det du gav på spørgsmålet om de tre stykker moderne arkitektur oven for.

Arkitekterne kan ikke løbe fra at former, farver og følelser hænger sammen. At der findes noget som man kunne kalde 'emotionel resonans' i forhold til forskellige slags sansninger. At vores følelser svinger med de visuelle udtryk vi møder. Aggression fx svinger med én type visuelt udtryk, empati med en anden. 

    Enhver der læser tegneserie kender til forskellen. Og spørgsmålet er: Hvilke følelser appellerer den slags moderne arkitekturstil til som Isbjerget, Hotel Bella Sky eller VM-husene? Kulde eller varme, ensomhed eller fællesskab, konflikt eller fredeligt samvær? 

    Har du lyst til at bo der? Inviterer byggeriet til dejlig sex? Kan du høre de varme glade barnestemmer?

Hele denne lange smøre om arkitekturformers  og -farvers synæstetiske effekter fordi der var en artikel i sidste uges Weekendavisen om den stilart inden for visuel kunst og arkitektur som jeg, lige siden jeg var helt ung, følte mig i dyb mental og emotionel samklang med: 'jugend-stilen' (som også har et fransk navn: 'Art Nouveau').
    Artiklen aktualiserede en gammel æstetisk betagelse og satte gang i associationerne til takete-lumumma-modsætningen. 

     Er der nemlig nogen stilart som kan sammenfattes med perceptionspsykolgiens 'lumumma'-etiket, så er det den. Og det er ikke så mærkeligt, for stilretningen havde samme ide-grundlag som en af de klassiske ideudviklingskabeloner: 'Naturen  som model'.
   Her følger nogle eksempler på jugend-stil høstet fra Googles billedgalleri:

 

Jugend- eller Art Nouveau-stilen hang sammen med tidsånden, stemningen, den kulturelle temperatur i Europa før Første Verdenskrig. Den havde nydelsen ved organisk skønhed som mentalt mål og retfærdiggørelse. Den blev forbundet med frihed, natur - krop og erotik. Og ikke mindst: ungdom.

   Det tyske navne fik stilen efter et tysk kulturtidskrift 'Jugend – Münchner illustrierte Wochenschrift für Kunst und Leben' der begyndte at udkomme ugentligt i 1896.

   I vore dag ville man kalde det et livsstilsmagasin. Se her forsiderne af nogle af de tidlige numre. De siger det hele - 'lumumma':

Jugend-stilen var stærkt inspireret af eksotisk orientalsk kunst, ikke mindst japanske træsnit og japansk keramik.
   En af stilens store mestre var englænderen, tegneren og illustratoren Aubrey Vincent Beardsley. Her en af hans berømte sort-hvide tegninger hvor inspirationen fra Japan tydeligt slår igennem:

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet min meget tidlige 'forelskelse' i japanske træsnit, først og fremmest eksemplificeret ved Hokusai, som også var faderen til manga-tegneserie-stilen, en stil som i moderne tegnefilmversioner betagende smukt eksemplificeres ved Hayao Miyazakis to aktuelle film: 'Ariettys Hemmelige Verden' og 'Laputa - slottet i himlen':

   

Slægtskabet med og inspirationen fra Jugendstilen er åbenbar.
   Også Walt Disney kendte alt til takete/lumumma-forskellen. Hans tidlige store tegnefilm 'Bamb', 'Askepot' og 'Snehvide' er konsekvent lumumma-stylede, og har klare Jugend-stil-rødder, dog totalt renset for den erotiske dekadence som var en integreret del af den oprindelige jugend-livsstil omkring århundredskiftet:

Har man været i Barcelona, så er der et jugend-stil-arkitektnavn som dominerer bevidsthed og synsindtryk: Antonio Gaudi. Med himmelvendte øjne fokuseret på hans endnu ufuldendte kirke-mesterværk 'Sagrada Familia, en kreativ og konceptuel blanding af gotik- og jugend-stil:

 Jeg kan anbefale at du googler på hans navn og 'billeder', så skal du se 'jugend-løjer'.

Tilbage til spørgsmålene fra tidligere, hvis nogen stadig skulle være i tvivl om svarene. Dette er en 'takete'-form:

Dette er en 'lumumma'-form:

'Isslottet' og de følgende to stykker moderne amagerkansk arkitektur er udtryksmæssigt entydigt og rendyrket 'takete'.
   Hvorfor?

Hvad har John Kenneth Galbraith, Albert Einstein og Poul Klee til fælles? - Sproglig kreativitet og citatværdi!

De helt store kunstnere og videnskabsmænd er også kendt for sproglig kreativitet i kortform. Det har at gøre med den kreative hjernes fleksibilitet og omstillngsparathed kombineret med de kreative restriktioner der ligger i at skulle kunne udtrykke en oplysende sandhed i en enkelt klokkelar sætning eller to.

   Det betyder at de gode citater kombinerer metonymets og metaforens måder at fungerer på.

   Citaterne leverer en mental og konceptuel optik der gør det store og uoverskuelige synligt gennem det som er småt og koncentreret, og som gør det abstrakte og uanskuelig forståeligt gennem det der er konkret sanset og oplevet gennem vores umiddelbare erfaringsverden.

For nogle indlæg siden skrev jeg om den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith. Researchen viste at han også var kendt for gode og øjenåbnende citater - også uden for sit snævre fagområde. Det var jeg ikke klar over.  

   De fleste af de følgende udtalelser virker simpelthen som aktuelle kritisk-oplysende kommentarer til den nuværende politiske situation og samfundsdebat. Mange af dem kunne man anbefale politikere, økonomer og journalister at skrive sig bag øret:

- All of the great leaders have had one characteristic in common: it was the willingness to confront unequivocally the major anxiety of their people in their time. This, and not much else, is the essence of leadership.

- All successful revolutions are the kicking in of a rotten door.

- Economics is extremely useful as a form of employment for economists.

- Faced with the choice between changing one's mind and proving that there is no need to do so, almost everyone gets busy on the proof.

- Few can believe that suffering, especially by others, is in vain. Anything that is disagreeable must surely have beneficial economic effects.

- If all else fails, immortality can always be assured by spectacular error.

- In any great organization it is far, far safer to be wrong with the majority than to be right alone.

- In economics, hope and faith coexist with great scientific pretension and also a deep desire for respectability.

- In economics, the majority is always wrong.

- In the choice between changing ones mind and proving there's no need to do so, most people get busy on the proof.

- It is a far, far better thing to have a firm anchor in nonsense than to put out on the troubled seas of thought.

- Meetings are indispensable when you don't want to do anything.

- Modesty is a vastly overrated virtue.

- Money differs from an automobile or a mistress in being equally important to those who have it and those who do not.

- More die in the United States of too much food than of too little.

- Nothing is so admirable in politics as a short memory.

- One of the greatest pieces of economic wisdom is to know what you do not know.

- Politics is the art of choosing between the disastrous and the unpalatable.

- The conspicuously wealthy turn up urging the character building values of the privation (=afsavn) of the poor.

- The conventional view serves to protect us from the painful job of thinking.

Hvornår har du sidst set en dansk økonom smile i fotos taget til offentligheden?

   Her kommer flere Galbraith-citater - af samme kvalitet og aktualitet:

- The Metropolis should have been aborted long before it became New York, London or Tokyo.

- The modern conservative is engaged in one of man's oldest exercises in moral philosophy; that is, the search for a superior moral justification for selfishness.

- The only function of economic forecasting is to make astrology look respectable.

- The process by which banks create money is so simple that the mind is repelled.

- The salary of the chief executive of a large corporation is not a market award for achievement. It is frequently in the nature of a warm personal gesture by the individual to himself.

- There are times in politics when you must be on the right side and lose.

- Under capitalism, man exploits man. Under communism, it's just the opposite.

- War remains the decisive human failure.

- We all agree that pessimism is a mark of superior intellect.

- We can safely abandon the doctrine of the eighties, namely that the rich were not working because they had too little money, the poor because they had much.

Einstein er et andet exceptionelt menneske berømt som storproducent af citeringsværdige udsagn.

   Selv om han var en supernørd inden for teoretisk fysik, så havde han indsyn i den menneskelige sind og dets kreative styrker og svagheder som kom til udtryk i en masse gode - og ikke mindst humoristiske citater.

   Her er et udvalg:

"Jeg tænker aldrig på fremtiden, den skal nok komme"

"Læg din hånd på en varm kogeplade i et minut, og det vil føles som en time. Sid med en flot pige i en time, og det vil føles som et minut. DET ER relativitet"

"Hvis A er det samme som succes, så er formlen sådan: A=X+Y+Z. X er arbejde. Y er leg. Z er at holde din mund lukket."

"Intet vil gavne menneskelig sundhed og øge chancerne for livets overlevelse på Jorden som udviklingen mod at blive vegetarer"

"Det virkelige problem ligger i menneskenes hjerte og sind. Det er nemmere at sprænge plutonium, end at sprænge ondskaben i mennesket"

"Fred kan ikke opnås med vold, idet kan kun opnås igennem forståelse"

"Problemer kan ikke blive løst af det samme niveau af bevidsthed som skabte dem"

"Enhver som ikke har lavet en fejltagelse, har aldrig prøvet noget nyt"

"Fantasi er vigtigere end viden. Viden er begrænset. Fantasi er omslutter hele verden"

"Få er de som ser med sine egne øjne og føler med sit eget hjerte"

"Jeg tror at en partikel må have en separat virkelighed afhængigt af målemetoden... Jeg kan godt lide at tænke på at månen er der selv om jeg ikke kigger på den"

"Relativitet lærer os forbindelsen imellem de forskellige beskrivelse af én og samme virkelighed."

"Hvemsomhelst som stiller sig til dommer i området om sandhed og viden bliver forskrækket over latteren fra guderne"

"Den eneste kilde til viden er erfaring"

"Det intuitive sind er en velsignet gave og det rationelle sind er en tro tjener. Vi har skabt et samfund der roser tjeneren og har glemt gaven."

"Djævlen tryller med alle de ting vi nyder i livet. Enten lider vi i vort helbred eller vi lider i vort sjæl, eller vi bliver fede"

"Det er en fantastisk følelse at opdage at enheden i komplekse fænomener, viser sig at være ting meget langt fra den direkte synlige sandhed"

"Ikke alt som tæller kan beregnes, og ikke alt som beregnes kan tælles"

"Den eneste årsag til tiden er, at det hele ikke sker på samme tid"

"Politik er et pendul som svinger imellem anarki og tyranni der får energi af illusioner"

Her kommer flere Einstein-citater, specielt rettet mod forskning, ideudvikling, opfindsomhed og innovation. Det er en blanding af engelsk og dansk - afhængigt af de websiders sprog jeg har fundet dem på:

“If you always do what you always did, you will always get what you always got.”

“If at first the idea is not absurd, then there will be no hope for it.”

"Alt hvad der findes, findes fordi der er brug for det."

"Alt har forandret sig, undtagen den måde, vi tænker på."

"Der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel."

"The secret to creativity is knowing how to hide your sources."

"Det vigtige er at blive ved med at stille spørgsmål."

"Science is the attempt to make the chaotic diversity of our sense-experience correspond to a logically uniform system of thought."

"Never did Mozart write for eternity, and it is for precisely that reason that much of what he wrote is for eternity."

"Det er beskæmmende, at vi lever i en tid, hvor det er lettere at sprænge et atom end en norm."

"Det mystiske er det mest vidunderlige, vi kan opleve. Det er kilden til al ægte kunst og videnskab."

"En videnskabsmand er en mand, der ved noget om noget, som resten af verden er uvidende om, og er uvidende om det, som hele verden ved."

"End ikke alverdens forsøg kan bevise at jeg har ret; Et enkelt eksperiment kan bevise, at jeg ikke har det."

"Et menneskes sande værdi skal ses i dets evne til at frigøre sig fra sig selv."

"Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles."

"Når jeg ser på mig selv og mine tankemetoder, må jeg konkludere at fantasiens gave har betydet mere for mig, end evnen til at tilegne mig ny viden."

"Sund fornuft er samlingen af fordomme erhvervet som attenårig."

"Visdom er ikke resultatet af en uddannelse, men et livslangt forsøg på at opnå det."

"En mand med et ur ved altid hvad klokken er. En mand med to kan aldrig være sikker."

"Allesammen er nogle genier. Men hvis du dømmer en fisk ud fra dens evne at klatre et træ, vil den i hele dens liv tro at den er dum."

"Intellectuals solve problems, geniuses prevent them."

"It is impossible to get anywhere without sinning against reason."

"It is the supreme art of the teacher to awaken joy in creative expression and knowledge."

"It is the theory that decides what we can observe."

"I want to know the thoughts of God. Everything else is just details."

Picasso er også en af de mest citerede billedekunstnere. Ham springer jeg over her.

   Men hvad med Paul Klee som er en af mine favoritter som billedkunstner (søg andre indlæg på bloggen her)?

Ja, ganske rigtigt. Han er en slags æstetik-teoretiker af de helt store og dybe.

   Her nogle fine og mentalt øjebåbnende Klee-citater:

- A drawing is simply a line going for a walk."

- A line is a dot that went for a walk.

- A single day is enough to make us a little larger or, another time, a little smaller.

- Art does not reproduce what we see; rather, it makes us see.

- Beauty is as relative as light and dark. Thus, there exists no beautiful woman, none at all, because you are never certain that a still far more beautiful woman will not appear and completely shame the supposed beauty of the first.

- Children also have artistic ability, and there is wisdom in theire having it! The more helpless they are, the more instructive are the examples they furnish us; and they must be preserved free of corruption from an early age.

- Color possesses me. I don't have to pursue it. It will possess me always, I know it. That is the meaning of this happy hour: Color and I are one. I am a painter.

- Everything vanishes around me, and works are born as if out of the void. Ripe, graphic fruits fall off. - My hand has become the obedient instrument of a remote will.

- He has found his style, when he cannot do otherwise.

- In the final analysis, a drawing simply is no longer a drawing, no matter how self-sufficient its execution may be. It is a symbol, and the more profoundly the imaginary lines of projection meet higher dimensions, the better

- Nature is garrulous to the point of confusion, let the artist be truly taciturn.

- One does not lash what lies at a distance. The foibles that we ridicule must at least be a little bit our own. Only then will the work be a part of our own flesh. The garden must be weeded.

- One eye sees, the other feels.

- The art of mastering life is the prerequisite for all further forms of expression, whether they are paintings, sculptures, tragedies, or musical compositions.

The painter should not paint what he sees, but what will be seen.

The worst state of affairs is when science begins to concern itself with art.

To emphasize only the beautiful seems to me to be like a mathematical system that only concerns itself with positive numbers.

- When looking at any significant work of art, remember that a more significant one probably has had to be sacrificed.

- It is a great difficulty and a great necessity to have to start with the smallest.

- I still come closest to success with drawing. When I use color the results are dubious, for these painfully gained experiences bear less fruit.

- Color is the place where our brain and the universe meet.

- Every artist would like to live in the central organ of creation... Not all are destined to get there... b- ut our beating hearts drive us deep down, right into the pit of creation.

- To achieve vital harmony in a picture it must be constructed out of parts in themselves incomplete, brought into harmony only at the last stroke.

 

SÅDAN! "En rød ballon".

Damien Hirst, Bjørn Nørgaard, Marco Evaristti - om konceptkunst og andre historier

"Sku´ det nu være kunst?" kunne også være overskriften på dette indlæg.

Den nulevende billedkunstner der for tiden får de højeste millionpriser for sine værker, er englænder og hedder Damien Hirst, fortæller Weekendavisen fra den 20. juni. Alene af den grund er han værd at kigge nærmere på. Og mange kunstkloge folk er skeptiske. Han er for smart, han er for poppet, han er kynisk.
   Den kunst-frame Damien Hirst arbejder inden for kaldes konceptkunst.
   Her er nogle af hans mere kendte - berømte eller berygtede - værker:





Det er blandt andet den slags værke Damien Hirst er blevet berømt for: døde dyr i formaldehyd - som i vores barndoms biologilokale - bare i stor størrelse: en haj, en ko, et får, en hund. Med mystiske titler der næsten alle handler om liv og død.
   Hajen i formaldehydmontren har fx titlen “The Physical Impossibility of Death in the Mind of Someone Living”.



Damien Hirst kan dog også godt male, viser det sig ved lid søgning. Som maler er han heller ikke nogen hyggeonkel.



Denne blendede skulptur har den ironisk vrængende titel "The Virgin Mother". Ren surrealisme:

Her en skulptur af et dødningehoved beklædt med 8.000 diamanter, og med titlen "The love of God":



Jeg får associationer til vores egen store billedkunstner Bjørn Nørgaard, der som ung slagtede - 'ofrede', forklarede han - en hest og syltede dele af den i traditionelle syltetøjsglas:
2


Her en Bjørn Nørgaard-skulptur med titlen "Venus fra Milo":

Og der er også klare konceptuelle koblinger fra Damien Hirst til billedkunstneren Marco Evaristti, der har udstillet - ja, netop - en række blendere med indlagt levende gubier, og med blenderne tilsluttet strømførende ledning til en kontakt som publikum kan tænde for hvis de har lyst - og tør. Konceptuel blending - i dobbelt forstand:

Hvad er det fælles for disse kunstnere? At de giver dele af publikum brækfornemmelser? At de skaber sensation og voldsom debat? At de gør kunstbegrebet hult og meningsløst?
   Det kaldes konceptkunst det de laver, og effekten af deres kunst er ikke det æstetiske - det med originale former og farver i relation til motivet - men den bagvedliggende ide: Konceptet. Der er tale om det vi kalder blending af elementer fra konceptuelt adskilte rum. I disse tilfælde typisk objekter vi kender fra en helt anden - profan eller vulgær kontekst, men nu placeret i en fysisk sammenhæng hvor vi normalt støder på æstetisk formede kunstværker.
   Altså må vi som tilskuere re-frame objektet!
   For at det skal være god konceptkunst skal publikum opleve en slags chock ved oplevelsen af det konceptuelle sammenstød i et mentalt rum: en aha-oplevelse der skal give ny provokerende mening til det velkendte.

Men hvad så det her: et hæklet koralrev! Det er ikke stærkt provokerende. Men glimtet af en aha-oplevelse er alligevel mærkbart. En øjenåbner.
   Det er også en form for konceptuel blending - noget der ligner metaforik: Et af naturens vidundere - koralrevets skønhed - set gennem den hverdagslige optik som det håndværksmæssigt hæklede stof udgør.
    Eller måske snarere - de to konceputelle rum belyser gensidigt hinanden, det der i fagliteraturen kaldes 'double scope blending. Vi ser koralrevet gennem hæklingens optik, og det hæklede udtryk gennem koralrevets optik:

Titlen på dette hækledede 'koralrev' er 'Föhr-revet'. Projektet og konceptet beskrives her.

The Hyperbolic Crochet Coral Reef Project
Et hæklet koralrev til øen Föhr

I samarbejde med Institute For Figuring i Los Angeles har Museum Kunst der Westküste på Föhr skabt et hæklet koralrev. Föhr-revet eller Föhr Reef er en lokal, uafhængig kunstaktion, om end med en vis tilknytning til Wertheim-søstrenes internationale projekt.
   Naturlige rev er indbegrebet af princippet om livsformernes sameksistens. I den henseende kan uldrevene betragtes som et netværk, et verdensomspændende community, der etablerer hæklede mindesmærker over et liv i harmoni med naturen. Föhr-revet bliver præsenteret på en særudstilling på museet sommeren 2012 (10.6. - 16.09.12) sammen med andre hæklede undervandsorganismer, der indgår i The Hyperbolic Crochet Coral Reef.
   Föhr-revet opståede over fem måneder som en kollektiv, transnational installation. Over 700 detlagere bidog til The Föhr Reef.
   Projektet er et samarbejde imellem Museum Kunst der Westküste og The Institute For Figuring, Los Angeles.

Her et foto af en "ægte koraller" - til sammenligning.

Der ligger matematik bag måden at hækle disse organisk bølgende former på. Man taler om hyperbolsk hækling.
   Hvordan man hækler disse såkaldt hyperbolske koraller, kan man læse om her:

http://www.mkdw.de/uploads/media/Instruks_The_Foehr_Reef.pdf

Jeg minder også om mit tidligere indlæg om 'Yarn Bombing' og 'Grafitti-strik':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html

Christina Hagen - erfaringssprog, videnssprog - og Lars Olsen-kritik af eliterne

Jeg skrev for nogle indlæg siden om kreative vrede, eksemplificeret ved forskellige avisaktuelle kreative personligheder. En af dem var Kristina Hagen hvis sprog i teksterne i hendes nysudkomne bog 'White Girl' i den grad betog mig.

   Hun fortjener at komme på en omgang mere: 

Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjglas og sætte i køleskab og rigtig spise jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugter og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!

Citatet er denne gang hentet fra et portrætinterview i Weekendavisens bogtillæg fra den 20. juli, skrevet af Lasse Lauridsen.

   Her fortæller hun hvad det er for et sprog den bagvedliggende vrede er rettet imod - "det sprog, man taler, når man læser bøger, blogs og børsnotater":

Der er så meget pænhed og korrekthed i den måde, vi taler på. Det kan godt være, det ser ordentligt ud udadtil, men det gemmer på et undertryk, (...).
   Sproget fungerer som et rum, hvor vi er låser alle de tabuer inde, som vi ikke kan håndtere i vores samfund. Jeg føler lede ved sproget og vil straffe det ved ikke at bruge det eller ved at ødelægge det. Jeg har følelsen af at det akademiske, korrekte dansk er et beskidt sprog. Et sprog der er brugt for meget til at manipulere med, (...)
   Da jeg skulle til at skrive White Girl, kunne jeg mærke en vrede over den måde, kultureliten debatterede på. Deres måde at få ret på, nedgøre mindre vidende, dårligere uddannede mennesker, der af forskellige årsager ikke har adgang til sproget på samme måde som eliten. Fordi de ikke har de samme økonomiske eller uddannelsesmæssige fordele. Især fordi de her intellektuelle jo selv var styret af akkurat de samme fordomme over for kvinder, indvandrere og fattige som dem der ikke har tilbragt år på universitetet.

På mange måder minder Christian Hagens synspunkter og synsvinkel om en af mine journalistisk 'helte' i den moderne danske samfundsdebat, Lars Olsen, sådan som de bl.a. kommer til udtryk i hans øjeåbnende og for nogle provokerende bog: 'Eliternes Triumf - da de uddannede klasser tog magten'.
   Med Lars Olsen har jeg det sådan at når jeg støder på et nyt indlæg fra hans hånd, så er jeg ikke bare nogenlunde enig - jeg er så enig i det han skriver - at det også vækker en form for vrede over eliternes...

EYES WIDE SHUT

Jeg har flere gange skrevet om forholdet mellem 'videnssprog' og 'erfaringssprog', og hvordan et skift - en 'oversættelse' - fra det ene sprog til det andet betyder et skift i perspektiv eller frame der næsten altid er ideologisk afslørende. Og jeg har eksemplificeret det med et citat fra en rapport fra nogle konsulenter der for mange år siden skulle vurdere hvilke krav det stillede til nyansatte at betjene det nye sorteringsudstyr i Postterminalen:

I langt de fleste tilfælde vil intellektuelle ressourcer, der rækker ud over det normale, næppe kunne blive tilfredsstillet. (...) Men et vist minimum af intellektuelle forudsætninger vil være påkrævet for at undgå person- og materielskader, samt unødvendige forsinkelser. 

Videnssprog så det basker. Men hvad er det for "tabuer det lukker inde", hvori er det "manipulatoriske", som Christina Hagen mener der ligger i det? Hvordan er det 'nedgørende'?

   En kreativ journalist på Ekstrabladet oversatte indholdet til erfaringsprog og knaldede det op i en stor overskrift:

De skal være dumme.. men ikke for dumme

Så blev der ballade blandt medarbejderne på Postterminalen.

Det Christina Hagen gør, er sådan set det samme, bare på en helt original og metaforisk måde. Gennem et selvopfundet nyt dobbeltspejlende og blended 'erfaringssprog'. 

   Teksterne i 'White Girl' udstiller i den grad mellemmenneskelige fordomme, stereotypier og tabuiseringer.

   Det er ordkunst på et meget højt niveau.

Hvis man i koncentreret form vil læse om Lars Olsens synspunkter og erfaringer i mødet med almindelige mennesker i 'forsamlingshuse', så kan man finde dem på følgende web-adresse - blandt andet med en masse erfaringssprog-citater:

http://www.larso.dk/Pol-easy.html

Jesper Jespersen, John Kenneth Galbraith, Roman Frydman - økonomiske frames og kreative grænser for vækst

Jesper Jespersen, professor i økonomi på min nuværende arbejdsplads RUC, skrev forleden en kommentar i Information. Rubrikken var den ironiske 

Vækst på hjernen

Jeg var glad for den, fordi den anfægtede de grundforestillinger som journalister og økonomer tilsyneladende ellers er enige om - både herhjemme og internationalt - at økonomisk vækst både er målet og midlet når det gælder den 'nødvendige' økonomiske politik.
   Og så behøver vi ikke at snakke mere om det. Hvor svært kan det være?

Det vil jeg nu alligevel gøre. Snakke mere om 'vækst'.

Når vi taler om 'økonomisk vækst', så er det jo en metafor. Økonomi set gennem et begrebs optik hentet fra en anden verden: naturens. 

   Økonomi er noget uorganisk - det handler om penge, maskiner og produkter, tal, statistikker og kurver. 'Vækst' er et begreb hentet fra en verden som er fyldt med grønt, saftspænding, fotosyntese, årstider: vækster - planter som vokser og formerer sig - og visner og spirer igen.

   Jeg har tidligere - med George Lakoff i tankerne - beskrevet hvordan konceptuelle frames begrænser nytænkning og kreativitet. Og hvordan det kan være nødvendigt at re-frame en problemstilling - eller at kombinere to frames gennem konceptuel blending til en ny og tredje frame som et friskt mentalt rum for nytænkning om denne problemstilling

Vibeke Sperling tager i Politiken i dag bolden op fra Jesper Jespersen og spiller den videre med en kommentar der som rubrik har opfordringen:

Lad os skabe Folkebevægelsen mod Vækst

Det er ret provokerende - mentalt lidt grænseoverskridende - at se det på skrift. Kreativt.
   Jamen, sådan noget kan man da ikke opfordre til. Vækst er godt (=natur er godt).
   Og væksten (=den unaturlige) er jo gået i stå herhjemme, det er det der er problemet. Vækst betyder flere arbejdpladser og mere velfærd (eller bevarelse af den eksisterende, i det mindste?!). Så vil alt herhjemme 'spire', 'gro' og 'blomstrer'.
   Og dertil kommer at alle de besparelser og nedskæringer som EU med Tyskland i spidsen kræver af de gældsatte økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, etc. jo ud fra enhver betragtning bremser mulighederne for at væksten i de lande kan komme igang igen inden for en overskuelig fremtid.

Nu har jeg jo læst tidligere kommentarer af Jesper Jespersen, og jeg mener også han har forholdt sig meget kritisk til den tyske økonomiske filosofi om at man (befolkningerne) økonomisk og socialt må lide før de kan nyde ... (godt af den tyske hjælp)
   Så både dem der tror på væksten som en redningsplanke fra alt ondt, og dem der med flid og barske nedskæringskrav af de offentlige udgifter vil bremse væksten i mange år frem, er åbenbart på vildspor. Det lugter af paradoks og tåget tænkning.
   Men det de næsten alle er enige om, er selve framen: vækst-metaforen. Vækst uden grænser!
   Det siger mig så at paradokset kun kan løses hvis man ændre rammen - konceptuel re-framer problemstillingerne. Frigør sig fra den konventionelle tankestruktur og begrebsdannelse.

Jesper Jespersen påkalder sig så den internationalt kendte økonom fra min ungdoms avislæsning: John Kenneth Galbraith.
   Han var den førende økonomiske tænker bag den økonomiske politik som kendetegnede de amerikanske demokratiske præsidenters regeringer fra 40-erne til slutningen af 60-erne, fra Franklin D. Rosevelt, over Harry S. Truman og John F. Kennedy til Lyndon Johnson.
   Et af Galbraiths mest citerede og stadig helt aktuelle udsagn i forbindelse med tidens politisk-økonomiske debat, har Vibeke Sperling også med i sin artikel:

Det er en mærkværdig idé, at de rige arbejder bedre, hvis de hele tiden bliver rigere, mens de fattige bare arbejder bedre, hvis de bliver fattigere.

Var der nogen der sagde "starthjælp" og "fjernelse af topskatten". Mig gav citatet en helt regulær aha-oplevelse.

Når Jesper Jespersen hiver Galbraith ud af mølposen, så er det fordi der er meget klare paralleller fra ham og til den aktuelle kritik af de moderne akademiske økonomer hvis matematiske modeller har vist sig at have så ringe virkelighedsforankring at de ikke har kunnet forudsige de kriser i både den danske og den internationale økonomi vi har oplevet siden 2008.

   Wikipedia skriver om Galbraiths kritik af datidens økonomiske "konventionelle visdom":

Although he was a president of the American Economic Association, Galbraith was considered an iconoclast by many economists. This is because he rejected the technical analyses and mathematical models of neoclassical economics as being divorced from reality. Rather, following Thorstein Veblen, he believed that economic activity could not be distilled into inviolable laws, but rather was a complex product of the cultural and political milieu in which it occurs. In particular, he believed that important factors such as advertising, the separation between corporate ownership and management, oligopoly, and the influence of government and military spending had been largely neglected by most economists because they are not amenable to axiomatic descriptions. In this sense, he worked as much in political economy as in classical economics.

Her lærte jeg lige et godt ord igen, et ord jeg nok er stødt på af og til, men hvis betydning jeg ikke lige havde present: 'ikonoklast'.
   Ordbøger definerer en 'ikonoklastisk' handling som 'en bevidst destruktion eller injurier af vigtige symbolske billeder eller ikoner, som er anerkendt inden for en kultur, religion eller i samfundet'.
   De økonomer der har brugt ordet 'ikonoklast' om Galbraith, har ikke ment det positivt.
  Men hans økonomiske nytænkning den gang kan vel også betegnes som et videnskabeligt velfunderet forsøg på kreativ destruktion af forældet konventionel økonomisk tænkning.

Siden - i 70-erne og 80-erne - blev Galbraith kritiseret frontalt af de økonomer som - med Milton Friedman i spidsen - promoverede en gennemgribende deregulering og liberalisering af den globale økonomi, en økonomisk tænkning som havde den amerikanske president Ronald Reagn og den engelske premieminister Margareth Thatcher som politikske frontfigurer, og som vi nu har set den katastrofale bagside af i de sidste 4 år.
   Økonomisk poltik baseret på Friedmans tænkning er blevet sammenfattet med det blendede udtryk 'reaganomics', og af hans mest radikale kritikere som: 'voodoo economics'.

Men Jesper Jespersens fremdragning af min ungdoms ikon inden for økonomisk tænkning, Galbraith, giver mig også associationer til det nyoprettede Center for Imperfect Knowledge Economics ved KU, finansieret af megaspekulanten og filantropen George Soros, og med en nyudnævnt professor Katarina Juselius som leder.
   Se artiklen i Information den med titlen

På jagt efter en teori der passer til virkeligheden
http://www.information.dk/300795

Katarina Juselius teoretiske afsæt, fremgår det af denne artikel, er en anden økonom, Roman Frydman, som er den der har formuleret den alternative teoretisk frame 'uperfekt videns økonomi'.
    Wikipedia fortæller om ham - bemærkelsesværdigt kortfattet:

Frydman's research, exemplified by his two recent books with Michael D. Goldberg, Imperfect Knowledge Economics: Exchange Rates and Risk (Princeton University Press, 2007) and Beyond Mechanical Markets: Asset Price, Swings, Risk, and the Role of the State (Princeton University Press, 2011), argues that markets cannot be predicted accurately by deterministic optimization models, particularly models promoted by adherents of the rational expectations hypothesis. Rather, Frydman argues that predictive models must take into account the role of contingent events, irrationality, imperfect knowledge and communication among the market participants. "Imperfect Knowledge Economics" presents a model that many critics have described as not only more flexible, but also more predictive of empirical events.[1][2][3][4]

Roman Frydman siger vel i virkeligheden det samme som Galbraith og Jesper Jespersen, nemlig at økonomi er så kompleks at det ikke kan sættes på formler og matematisk regnbare modeller. Eller rettere: at hvis man gør det som main stream-økonmerne har gjort indtil videre , så kommer man til at forenkle forudsætningerne i en sådan grad, at modellerne fører til resultater og forudsigelser som ikke svarer til det der økonomisk foregår i virkeligheden.

Endelig kommer jeg i tanke om en anden og alternativ frame til den der sammenfattes med (underforstået 'ubegrænset') 'økonomisk vækst', en alternativ frame som jeg har med i min mentale bagage fra mine yngre dage: 'bæredygtig vækst' eller 'bæredygtig udvikling'.

   I disse begreber ligger der det paradoks at man altså godt kan tænke sig en 'vækst' som er begrænset, reguleret og styret af overordnede hensyn til den fysiske og biologisk kontekst som jordens ressourcer udgør. 

   Der er det problem ved disse ressourcer at de på den en side ikke er ubegrænsede, men at størrelsen af dem på den anden side heller ikke kan forudsiges med nogen form for sikkerhed. Altså en klar parallel til 'imperfect knowledge economics'.

Kilden til denne tænkning var en epokeskabende rapport som også udkom da jeg var ung universitetslærer, og som havde titlen: 'The Limits of Grovth' - 'Grænser for vekst'. 

   Den rapport arbejde faktisk også med matematiske modeller og formler som forfatterne brugte til at forudsige en række deprimerende udviklingstendenser, hvis ikke regeringer, virksomheder og organisationer globalt og samlet foretog nogle radikale omlægninger og reguleringer af den måde samfundenes økonomier udviklede sig på.

   Det interessante her er at en lang række af disse forudsigelser - i modsætning til modeløkonomernes  - stort set har vist sig at holde stik.

   Se fx artiklen i Ingeniøren fra den 17. januar 2009 under rubrikken og underrubrik.

Dystre forudsigelser fra debatbogen "Grænser for vækst" holder stik

Det mest pessimistiske scenarie fra 1970'er bestselleren "Grænser for vækst" stemmer alt for godt med virkeligheden, som den ser ud i dag.

http://ing.dk/artikel/94908-dystre-forudsigelser-fra-debatbogen-graenser-for-vaekst-holder-stik

Rapporten 'Grænser for vækst' opstiller tre 'scenarier' der hver bygger på forskellige forudsætninger når det gælder omfanget og hastigheden med hensyn til forskellige forbyggende, regulerende og samfundsudvik-lende indgreb fra verdens magthavere og beslutningstagere.

Two of the scenarios saw "overshoot and collapse" of the global system by the mid to latter part of the 21st century, while a third scenario resulted in a "stabilized world.".

Inden for de seneste ti år er der så lavet opfølgende undersøgelser og analyser. Holdt modellerne og forudsigelserne stik? Hvilket scenario har udviklingen fulgt?
   Wikipedia omtaler den rapport som som Ingeniørens artikel bygger på:

In 2008 Graham Turner at the Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation (CSIRO) in Australia published a paper called "A Comparison of `The Limits to Growth` with Thirty Years of Reality".[8][9] It examined the past thirty years of reality with the predictions made in 1972 and found that changes in industrial production, food production and pollution are all in line with the book's predictions of economic and societal collapse in the 21st century.[10] In 2010, Peet, Nørgård, and Ragnarsdóttir called the book a "pioneering report". 

Artiklen i Ingeniøren udfolder Turners 'paper':

Som kilder brugte Turner offentligt tilgængelige databaser dels i FN-publikationer, dels hos World Ressource Institute Earthwatch og fra projektet "Vital Signs" fra Worldwatch Institute.
   Resultaterne viser, at der er en god overensstemmelse mellem "standard run" fra andenudgaven af bogen i 1974 og den reelle udvikling i de fem nøglekategorier, som er: 1. population 2. fødevareproduktion 3. industriproduktion 4. forurening samt 5. forbrug af uerstattelige ressourcer.
   Scenariet vil ifølge modellerne føre til et kollaps i det globale system en gang i midten af det 21. århundrede – som illustreret i diagrammerne her på siden. Data passer derimod ikke så godt med de to alternative hovedscenarier, der forudsætter enten en effektivisering af teknologierne, eller en stabiliserende reduktion i forbruget.

Artiklen slutter med:

I en opfølgning til "Grænser for vækst" udgav forfatterne Dennis L. Meadows, Jørgen Randers og William Behrens i 2004 bogen "Limits to Growth – The 30-year Update", som med små justeringer af modellen bekræftede de oprindelige konklusioner fra 1972 og, om muligt, tegnede et endnu mere dystert billede af fremtiden.

Teorien om kreativitet indeholder begrebet 'kreative restriktioner', en teori som siger at det at acceptere skarpe og snævre grænser for udfoldelsen af en eller anden formålsbestemt aktivitet, virker særligt stimulerende for udviklingen af kreative og nyeskabende løsninger.
   Endnu har diverse senere videnskabeligt baserede FN-rapporter om fx. klimaudviklingen ikke fungeret på denne kreativitetstimulerende måde - lige så lidt som 'Grænser for vækst' har gjort det.       

   Der sker og er sket utroligt lidt - se bare på det sidste Rio-topmøde. Eller det i København som Lars Løkke Rasmussen og hans backing-group totalt forkludrede.
   Ingen tager for alvor udfordringen op - om at tage et langsigtede ansvar for at indordne samfundsudviklingens 'vækst' under de nødvendige kreative restriktioner som ligger i de forskellige rapporter

Er verdens politikere og magthavere for dumme, for snævertsynede, for selvcentrerede, for populistiske - eller hvad? Er det demokratiet som er ved at være slidt op som model - særligt når det gælder globale løsninger?

Politiken havde i dag på samme side som Vibeke Sperlings kommentar et debatindlæg af Kristen Schultz Jørgensen under rubrikken:

Langt lys på bilen

En glimrende metafor til at beskrive hvad der er galt med den konventionelle 'økonomisk vækst'-frame: Den er for kortsigtet.

Politikere, økonomer, journalister, og virksomheder har kun det korte lys på - hele tiden. Dem der sidder i føresædet kører i blinde fordi de ikke tør tænde for det lange lys i længere tid.
    Når begavede folk skrive eller udtale noget som kun kan ses med det lange lys, så bliver det synligt hvor krævende og grænseoverskridende opgaven er - for hele samfundet - at fastholde en anden frame på vækst - den 'bæredygtige'  - over lang tid. 

   Indtil videre ser det ud til at politikere, journalister, virksomheder - mentalt og konceptuelt set - lukker øjnene efter et kort blink med det lange lys. Og så åbner man dem først igen når man har skiftet til kort lys.

Hvad gør de ved os - filminstruktører, journalister, manuskriptforfattere - når kroppen spejler det som øjnene ser?

Et gennemgående tema for en lang række indlæg i de lidt mere end to år jeg har skrevet på denne blog, har været spørgsmålet om hvad der foregår i hjernen og i kroppen på os når vi ser en film, læser en bog, ser et maleri, hører et radioindslag. Altså nå vi er modtagere af kreative produkter.

    Jeg laver lige en dansk parafrase af et engelsksproget blogindlæg fra den kendte filmteoretiker Bordwell - en af de helt tunge drenge hvis hovedværk står på ethvert filmspeciales litteraturliste: "Narration in the Fiction Film". 
   Indlægget indledes sådan her, resten kan følges på linket til sidst:

Vi ser film med vores øjne og ører. Men vi oplever og erfarer film med vores sind og vores kroppe. Der går en vej fra ydre sansning til mental reaktion, som det ville være rart at kunne beskrive, for dermed at kunne forklare vores reaktioner på de sansede input.
    Film gør noget ved os, men vi gør også noget ved film. En film leverer en overraskelse, vi hopper i sædet. Filmen påbegynder en scene, vi følger handlingen opmærksomt. Filmen laver en plantering/et set up, vi husker det og reagerer med lettelse når vi får pay off. Filmen inviterer til følelsesmæssige reaktioner, vi føler dem.
   Så hvis vi vil vide mere om filmhåndvækets hemmelige "hvordan", ja, så forekommer det logisk at spørg dem der producerer filmene: Hvad er det der gør det muligt for jer at få os seere - publikummer - til at reagere præcist som de ønsker?
   Uheldigvis for os kan de normalt ikke fortælle os det. Og gennem historien har filmmagere arbejdet med 'seat-of-the pants' psykologi (=intution). Gennem 'trial and error' har de lært sig hvordan de former vores sind og vækker vores følelser, men normalt er de ikke interesseret i at forklare hvorfor de lykkes med det.

Og kunne man tilføje: De kan som regel heller ikke forklare det selv hvis de var interesseret. De "ved" det bare - eller de "føler" det bare. Vi kalder det intuitition eller tavs viden.

De samme spørgsmål kan vi stille til mange kreativt-produktive professioner, og den samme mangel på et ordentligt svar møder vi fra fx journalister, forfatttere, malere.
   Alle disse professioner arbejder med kreativitet som drivstof, alle gør de noget ved os - både vores sind og vores føelsler - når deres produktioner er bedst.
   Alle kan de også floppe, så deres produktioner lader os kolde: vi zapper, lægger bogen fra os, forlader biografmørket i utide, går hurtigt gennem udstillingen, bladrer gennem avisen på 20 minutter.

Dette blogindlæg af David Bordwell findes på hjemmesiden http://scsmi-online.org/. Og det er først for nylig jeg er blevet opmærksom på den organisation: 'Society for Cognitive Studies of the Moving Image'.

Bordwell leverer en historisk redegørelse for de forskellige forsknings-indgange som har forsøgt at besvare spørgsmålet oven for, et indlæg som er både læseværdigt og interessant. Men det er tydeligt at han ikke er særligt interesseret i den neuroscience-indgang som har optaget og stadig optager mig.

Det er der imidlertid et andre bidragydere der er. Jeg fremhæver to: Michele Guerra og Dirk Eitzen.

Michele Guera har skrevet et indlæg med titlen: Film Style: "A Motor Approach. Den indleder med at stille spørgsmålet:

“How can cinema have so powerful a reality effect when it is so manifestly unreal?”

Hvordan kan film  have så stærk en realitetseffekt når film er så tydeligt uvirkeligt? Det er et godt spørgsmål, og det rammer jo lige ind i det tema som også har optaget mig - fakta versus fiktion. For fælles for al 'film' uanset om det er en spillefilm eller en tv-nyhedsudsendelse, så er vi jo som seere klare over at det vi ser, blot er billeder af "noget andet" - som tidligere foregik foran en kameralinse og blev registreret der som en "optagelse":
    Michele fortsætter:

Vittorio Gallese and I have started from this very simple assumption by Steven Shaviro to wonder at which levels a movie engages its viewer. The moving image is with no doubts the most sophisticated form of mediated intersubjectivity: the relationship we build with the characters, with the objects and the landscape which appear on the screen is very similar to the relationship we build in our daily life with people we interact with, objects we use and environments we inhabit.

De relationer vi opbygger til karakter, genstand og landskaber som optræder på lærredet eller skærmen, ligner forbavsende meget de relationer vi har i vores dagligdag til folk vi omgås, genstande vi gør brug af, omgivelser vi bor og lever i.
    Og det er jo sådan set mærkeligt.

I hvert fald må dem der har opfundet og udviklet film som medie, som teknik og som audiovisuel fortælling - sideløbende have udviklet et - sikkert ubevidst billede af den hjerne - inklusive dens emotionelle del - som filmen "spiller på" og aktiverer når den bliver set af et publikum. Og det filmen spiller med, er klip, setting, kamerabevægelser, lyd, panorering, casting, etc. Hele dramaturgiens og filmteknikkens værktøjskasse.

Michele Guerra hører til samme 'naturalistiske' retning inden for filmvidenskaben som vores egen Torben Grodal sådan som han har udfoldet sin tænkning i bogen "Embodied Visions". Det grundlægende synspunkt er at sanseapparatet, hjernen og kroppen er forbundet og spiller sammen på en sådan måde at den serie af syns- og lyndindtryk som filmen kontinueret udsætter os for når vi ser den, virker ind på os mentalt-fysisk-kropsligt som om vi selv bevægede os, handlede, følte og tænkte på en lignende måde som dem vi ser optræde på skærm/lærred.
    Filmen simulerer en virkelighed, og vi som publikum simulerer os selv - bl.a. automatisk via spejlneuronerne - i den simulerede virkelighed som filmen fremstiller. Derfor kan filmen både aktiverer identifikation og forståelse i forhold til det vi ser, og fremprovokere følelser som frygt, forventning, chock, afsky, vrede, medfølelse mv. - følelser som principielt er neurokemiske reaktioner som vores hjerne og krop neurologisk er programmeret til at få aktiveret ved møder og konfrontationer med vores naturlige omgivelser som vi er afhængige af for at overleve.

Det Michele Guerra er særligt optaget af at forstå gennem denne neuro-optik, er filmstilens udviklingshistorie (i virkeligheden et svar til David Bordwell):

Thus it is important to question viewers’ gaze behavior as well as viewers’ brain responses, focusing more precisely on the impact our simulated motor behavior has on our film experience: fMRI or EEG experiments can offer a new and different perspective on the history of film style grounded on embodiment.

Spørgsmålet om den "legemligjorte" film-effekt deler hun op i tre:

There are at least three different forms of embodiment implied by a movie. The first is tied to acting as embodiment, and it is strictly connected to the study of the “actor in the neuroscience era” (borrowing the title of a work by Vanda Monaco and Yang Wenting). The second form is tied to film style as embodiment, and it is based on the assumption that the style a director chooses to tell her story entails a more or less strong embodied relationship with the viewer. The third form is tied to viewers’ responses and it is mostly interested in finding what happens in our brain when we watch a particular film scene or film shot (and we could say that this third form is substantially implied by the other two).

Embodied Simulation (ES) - legemliggjort simulation - er betegnelsen for det grundsynspunkt som  Michele Guerra deler med en af de italienske neuro-forskere, Vittorio Gallese, der i sin tid opdagede spejlneuronerne, og som sammen med sine kolleger har skrevet en af hovedværkerne om deres opdagelse og mulige funktion: "Mirrors in the mind".

Gallese describes ES as “a common underlying functional mechanism [that] mediates our capacity to share the meaning of actions, intentions, feelings, and emotions with others, thus grounding our identification with and connectedness to others.”So the question is: who acts in a movie? Who owns intentions? Who feels something? Who experience emotions?
   Obviously the actors act, own intentions (generally established by the screenplay), and feel emotions, but the real target of the movie is the viewer. She has to feel emotions, as well as she has to behave as if she were acting and owning intentions.
   Some scenes elicit motor responses in a very elementary way, creating for instance a vertigo effect, or showing disgusting or painful images. Nonetheless the only way to assure a motor link between the viewer’s body and the camera behavior is by means of film style, matching film’s shots according to a corporeal schema that will trigger a mental one. 

Det Michele Guerra til slut argumenterer for, er at man må gå eksperimentets vej og simpelt hen afprøve filmsekvenser mens man skanner hjernen for at se hvor den er aktiv, og hvordan dens forskellige centrer, moduler og netværk fungerer som respons.

Den anden forfatter som jeg nævnte i starten, Dirk Deitzen, har leveret to indlæg som er beslægtede: "Entertaining Violence" og "The Fun of Fear: Horror, Suspense And Halloween". De rammer begge ned i to temaer som jeg har forsømt i de hidtidige blogindlæg om dramaturgiens effekt: FASCINATION og FØLELSER.
   De stikord vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Hypnosemorderen, litteraturprofessoren - og kundalinikraften

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om en række serendipitetiske sammentræf og associationer - i forbindelse med læsningen af Poul Martinsen nye bog om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup - og hans fantastske liv og skæbnesvangre vendepunkter og møder. Her er mere fra samme skuffe

Et af kapitlerne i bogen - det om Palle Hardrup og Bjørn Schow Nielsens eksperimenter med yoga-teknikker mens de er cellekammerater efter Anden Verdenskrig - minder mig om en af mine undervisere i litteratur på danskstudiet i slutningen af 60´erne: professor Aage Henriksen.

   Som jeg tidlgere har fortalt, så var Aage Henriksen faktiske den eneste af mine undervisere i litteratur, som jeg den gang syntes jeg virkelig fik noget ud af at høre på - og senere af at læse bøger hans bøger. 

    Jeg kommer i tanker om at han i en af sine senere bøger "Litterært testamente - Seks Kapitler Om Kærlighed" fra 1998 - fortæller om at han havde eksperimenteret med yoga-teknikker i sin ungdom Heri fortæller han bl.a. om de fatale og delvist invaliderende mystiske erfaringer han havde med det der kaldes 'kundalini-kraften'.

Den danske Wikipedia beskriver denne kraft sådan her:

Kundalini (egl. 'sammenrullet' som en slange). Er i følge tantriske traditioner i Indien og Tibet en ur-energi, som strømmer fra den nederste del af rygsøjlen, (rodchakraet) til issen (kronechakraet). Energien kan aktiveres spontant eller ved hjælp af specielle yoga-teknikker i forbindelse med spirituelt arbejde.

   Når Kundalini-energien vækkes fx gennem spirituelle øvelser, forsøger den at stige op, delvist eller fuldstændigt, gennem en subtil kanal (nadi) i rygsøjlens midte, kaldet sushumna nadi. Langs sushumna ligger 6 chakraer (krone-centret er ikke et egentlig chakra). Når Kundalini-kraften stiger op fuldstændigt gennem sushumna nadi, aktiveres forskellige energier i chakraerne, den møder. Energierne i de lavere chakraer bliver inaktive samtidig hermed.

   Når den stiger fuldstændigt op til krone-chakraet, siges personen at have opnået spirituel oplysning, 'unio mystica', nirvana eller nirvikalpa samadhi, og man er fri af karmaens hjul.

Oplevelserne med kundalini-kraften forbinder Aage Henriksen' først og fremmest med sit konfliktfyldte venskab med Karen Blixen. Hun havde en helt særlig psykisk magt over ham da han var ung - måske ikke ulig den magt Bjørn Schow Nielsen havde over Palle Hardrup.

   I et interview med journalist Dorte Remar i Kristeligt Dagblad 17. dec. 2004, fortæller Aage Henriksen om ...

... hvordan han i midten af 1950'erne i forbindelse med en personlig krise og udøvelse af yoga oplevede et fænomen, der er anerkendt og eftertragtelsesværdigt i Østens religioner: en opstigning af kundalinikraften. Ifølge tantrisk tradition er det en seksuel kraft, der som en sammenrullet slange ligger sovende ved rygradens rod. Når den vækkes, stiger den op gennem kroppen og hovedet og videre opad for at forene mennesket med den guddommelig bevidsthed.

   – Kundalinikraften lever videre i mig og har gjort det i et halvt århundrede. Kundalini er knyttet til mennesket som en potens, der normalt ikke frigøres. Det drejer sig om et indre strømsystem, som man har kendt i umindelige tider. Lægevidenskabens gamle symbol med to slanger, der bugter sig om en æskulapstav, er en beskrivelse af kundalinibanen, siger Aage Henriksen.

   – Jeg kunne ikke tænke mig et liv uden nu. Men det var meget voldsomt, da den brød igennem. Og jeg var temmelig rædselsslagen for, at den ville stige ud gennem hovedet og efterlade mig som en tom skal. Det skaber også store smerter der, hvor kundalinien ikke kan bryde gennem. Først senere hen kom der kontrol med det, så den ikke kun stiger op, men også cirkulerer.

   – Opstigningen af kundalinikraften skete, da jeg begyndte at gå til yoga. Anledningen var mit personlige bekendtskab med Karen Blixen, der begyndte godt, men førte til en mere og mere uløselig konflikt i mig selv. Jeg befandt mig i en situation, hvor ingen kunne vejlede mig. Yogaen gav mig nye problemer, uden at jeg på nogen måder blev klogere på Karen Blixen, og førte til, at jeg opsøgte den åndelige læremester Eli Wamberg, der var formand for Rosenkreuzer-selskabet.

Eli Wamberg hjalp Aage Henriksen ud af sin binding til Karen Blixen og hjalp ham til at kontrollere kraften. 

Men hvad har det med Palle Hardrup at gøre. Jo, ifølge Martinsens bog om ham, så har Palle Hardrup også haft stærke erfaringer med kundalini-kraften (som han ganske vist kalder noget andet). Hardrup beskriver nogle øvelser hvor han og Bjørn Schouw Nielsen arbejdede med meditativ udelukkelse af stadig flere dele af kroppen indtil de også 'eliminerede' hovedet. Oplevelsen af denne bevidsthedstilstands "hvilen i sig selv" som der derigennem nåede, beskriver han sådan her:

Alt var harmoni og skønhed. Sindet var som stjernerne, der uden for de atmosfæriske forstyrrelser stor stille, store og klare med mange flere farvenuancer, end vi vant til at se dem.

Og videre referer Martinsen netop til de "slanger" som er symbolet på oplevelsen af kundalini-kraften der føles som en ildsøjle op ad og gennem rygradens nervebaner:

Hardrup og Schouw Nielsen fortsatte deres ekspeditioner ind i sinde ad yogaens veje. (...) Som elever, yogier, lærte de at arbejde med en urkraft i universet, de indiske guruer kaldte for prahna.  Under meditationen skulle prahnaen gennem koncentration og vilje kunne sendes rundt i yogiens nervesystem til steder, hvor der var brug for en livgivende kraft.

   Det kunne give voldsomme oplevelser, også lidt skræmmende. En dag forestillede Palle sig under en meditation at to nervebanerr snoede sig rundt om hans rygmarv som et par slanger. Han så og mærkede en hvid flamme rundt om rygmarven og følte strømmen af prahna glide opad som en glødende strøm

Den slags meditationsskabte mentale erfaringer endte for Aage Henriksen med at blive en velsignelse for hans faglige og spirituelle udvikling, erfaringer som blandt andet gav ham en dyb og opklarende indsigt i de underliggende mentale erfaringsmønstre som var fælles for en lang række store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Pontoppidan, Sophus Clausen, Henrik Ibsen, Karen Blixen.

For Palle Hardrup blev de vejen til en forbandelse som han først frigjorde sig fra da han skiftede identitet.

   Under deres 'meditationsrejse' i fængselscellen, bragte Bjørn Schouw en "skytsånd" med i deres fælles spirituelle univers. Og via denne "skytsånd" fik Bjørn Schouw Nielsen (og altså ikke via hypnose, ifølge Palle) fuldstændig krammet på Palle Hardrup.

   Det var den skytsånd, "X", der befalede Palle at begå først et "vellykket" bankrøveri, og og et halvt år senere det der endt med mord.

   Begge røverier blev begået for at skaffe penge til en fælles planlagt spirituel rejse til Indien hvor de to kammerater skulle opnå den højeste spirituelle tilstand 'samadhi' - 'se lyset' - ved at mødes med den religiøse leder Maharashi Mahesh Yogi, grundlæggeren af TM - trancendental meditation, den meditiationsform som både jeg, Poul Martinsen, David Lynch og mange andre har lært og brugt i mange år.

I følge Martinsen ville det i virkeligheden være mere rimeligt at kalde Palle Hardrups drab på de to bankfunktionærer for 'yoga-mordene'!

Woody Allen - film-auteur og producent af særligt kreative meta-film

For to indlæg tilbage skrev jeg at jeg ikke var den helt store fan af Woody Allen, samtidig med at jeg ud fra beskrivelsen af dokumentaren om og med ham, konstaterede en lang række påfaldende sammenfald mellem ham og Poul Martinsen - som jeg er en stor fan af.

   Indlægget var det sidste i rækken af indlæg om fænomenet 'serendipitet', begrebet der beskriver hvordan der sker mærkelige - heldige og betydningsladede - sammentræf når man søger noget og finder noget helt andet; eller man finder noget nyt og interessant uden over hovedet at lede.
   Serendipitet hænger uløseligt sammen med kreativitet.

Nu har jeg været inde og se filmen 'Woody Allen: At Documentary'. Og der er i hvert fald et par sammentræf mere end dem jeg nævnte i det foregående indlæg. 

    Woody Allen anskaffer sigt tidligt i sin ungdom et par briller med et tykt mørkt stel, og det bliver en del af hans - lidt nørdede - identitet.

Det samme med Poul Martinsen. Allerede de første fotografier af ham som ung journalist viser ham med tilsvarende briller med markant mørkt stel. Her et foto fra forsiden af min bog om ham.

Martinsen fortalte gang på gang hvor "eventyrligt heldig" han syntes han havde været. I en af de sidste sync´er med Allen i dokumentaren om ham siger han direkte at hans liv har været præget af en masse held, nærmest som et eventyr.

   I øvrigt er der en god chance for at Martinsen har været til et af Woody Allans stand up-shows da Martinsen var i New York og studerede på Columbia School of Journalism 1964-65.

Men først og fremmest er de jo begge det man i filmvidenskabens sprog kalder 'auteur' - altså filminstruktører som forfølger basale, dybe og menneskelige temaer og problemstillinger i deres film - og hele tiden vender tilbage til dem og tager dem op i nye kontekster og fra nye vinkler gennem årene. 

   Det fremgår af Robert Weides dokumentarfilmen om Woody Allen at det helt afgørende for denne  filmoriginal er at han er sin egen herre, så han så at sige har frihed til at leve sit live og reflekterer over det gennem de film han producerer. 

   Også de træk finder man hos Poul Martinsen, selv om han i mange mange år var ansat i DR - og derfor hele tiden skulle have accept oppe i huset for sine dokumentarideer. Og det fik han stort set - men under stadig symbolsk "kamp med" og "oprør mod" chefen for Kulturafdelingen, Verner Svendsen.

Men i virkeligheden er jeg egentlig større fan af Woody Allen end jeg umiddelbart giver udtryk for - men en masse af hans film tænder jeg altså ikke på. 

   Manden er jo grundlæggen ironiker og humorist - en moderne superreflekteret klovn. Og for mig betyder det at mange af hans film netop ikke griber og fænger fordi ironien hele tiden punkterer den indlevelse som jeg også søger i en film.

   Det jeg fascineres af hos ham, er først og fremmest nogle af hans 'meta-film' - de film hvor han blender fakta og fiktion - eller producerer fiktion med flere realitetsniveauer flettet sammen. 

   I disse dobbeltbundede meta-film udfolder ironien sig form og udtryksmæssigt igennem konceptuel blending af flere realitetsplaner. Og så er det altså lige mig.

   

Skulle jeg fremhæve en blandt mange af disse film, så bliver det 'The Purple Rose of Cairo'.

Blandt han tidlige film bliver det 'Play it again, Sam' som jeg sætter rigtig højt.

Og så syntes jeg at den sidste film han udkom med: 'Midnight in Paris', at den var - simpelt hen - fremragende.