Hvad genlæsning af en gammel femi-krimi-serie kan føre til - blev fanget af skønheden i victorianske 'malede damer' og 'Tifany-lamper' fra USA

Jeg er ved at genlæse en af mine krimiserier, den vist nok første amerikanske femi-krimi-serie med en hårdkogt kvindelig P.I. Sharon McCone som hovedperson, skrevet af Marcia Muller, 

    Seriens historier er henlagt til San Francisco, og første bind foregår omkring 1975-76 (udgivet 1977).

    Romanerne bliver gradvist bedre og bedre med hvert nyt bind husker jeg, og selv om der i årene efter kommer efterfølgere i genren, både i USA og fx i Sverige og Danmark, så er det lykkedes Marchia Muller at udvikle sin kvindelig privatdetektiv og de forbrydelser hun skal opklare op gennem årene, så man stadig bevare interessen

Genlæsningen fører mig også down memory lane: Jeg og fruen besøgte San Francisco i næsten en uge foråret 1997. Vi kørte i en såkald RV (autocamper), og kom fra San Diego og havde fundet en asfalteret RV-plads midt inde i byen. Efter besøget skulle vi videre op ad Stillehavskysten mod Seattle.

   De fleste ture gik vi rundt, eller vi kørte med sporvogn. At køre rundt med en RV i San Francisco var besværligt alene på grund af problemer med at finde parkeringplads.

   Besøget var en stor oplevelse, byen lige så charmerende som jeg havde fantaseret mig til, og havde jeg haft mulighed for det ville den stå højt på min  liste af bebesøg-værdige byer der fortjente en tur mere.

  Jeg husker ikke om vi undervejs rundt i byen stødte på nogle af de gamle victorianske trævillaer fra før og omkring 1900-tallet som stadig findes i forskellige gamle bykvarterer. 

    Vi har nok i den korte tid været så overvældet af indtryk at gamle trævillaer - uanset bemaling - er røget under opmærksomhedsradaren.

    Og læsningen af Marchia Mullers krimiserie lå på det tidspunkt langt tilbage i erindringens tåger.

Tredje bind i serien om Sharon McCone har titlen "The Chesire Cat's Eye". Og en central del af plottet er en indædt strid mellem forskellige ejere af 'victorians' - 70-100 år gamle trævillaer i en gade i San Fransisco. 

    Konflikten i romanen (og i virkeligheden) i midten  af 70'erne drejede sig om hvordan man skulle og burde restaurere, herunder genmale disse huse udvendigt:

   Skulle man bevare det oprindelige ret ensfarvede ydre, eller skulle man - ret uhæmmet - gøre brug af hele paletten?

   

Den konflikt giver jo kun for alvor mening hvis man kan se hvad det drejer sig om. Og det kan man heldigvis nu, bare ved at google! 

   Så ser man hvad balladen dengang drejede sig om - og hvem vinderne blev:

Et par klik - og man støder på stikordet "Painted Ladies", et udtryk som bruges som en oprindelige lidt nedgørende metafor for disse gen-malede trævillaer som oprindelig er blevet bygget i sidste halvdel af 1800-tallet og et årti inde i 1900-tallet. 

About 48,000 houses in the Victorian and Edwardian styles were built in San Francisco between 1849 and 1915 (with the change from Victorian to Edwardian occurring on the death of Queen Victoria in 1901), and many were painted in bright colors. As one newspaper critic noted in 1885, "...red, yellow, chocolate, orange, everything that is loud is in fashion...if the upper stories are not of red or blue... they are painted up into uncouth panels of yellow and brown..." While many of the mansions of Nob Hill were destroyed by the 1906 San Francisco earthquake, thousands of the mass-produced, more modest houses survived in the western and southern neighborhoods of the city.

   During World War I and World War II, many of these houses were painted battleship gray with war-surplus Navy paint. Another sixteen thousand were demolished, and many others had the Victorian decor stripped off or covered with tarpaper, brick, stucco, or aluminum siding.

   In 1963, San Francisco artist Butch Kardum began combining intense blues and greens on the exterior of his Italianate-style Victorian house. His house was criticized by some, but other neighbors began to copy the bright colors on their own houses. Kardum became a color designer, and he and other artists / colorists such as Tony Canaletich,       Bob Buckter, and Jazon Wonders began to transform dozens of gray houses into Painted Ladies. By the 1970s, the colorist movement, as it was called, had changed entire streets and neighborhoods. This process continues to this day.

   One of the best-known groups of "Painted Ladies" is the row of Victorian houses at 710–720 Steiner Street, across from Alamo Square park, in San Francisco. It is sometimes known as "Postcard Row." The houses were built between 1892 and 1896 by developer Matthew Kavanaugh, who lived next door in the 1892 mansion at 722 Steiner Street. This block appears very frequently in media and mass-market photographs of the city and its tourist attractions and has appeared in an estimated 70 movies, TV programs, and ads, including in the opening credits of the television series Full House and sequel “Fuller House” 

Det er præcis denne husrække i Steiner Street og konflikten i 70'erne mellem 'colorist-movement' og 'restorationisterne' som er rammen omkring Marcia Muller-krimien jeg er igang med at læse. 

   Det var koloristerne der vandt. Og disse 'malede damer' (eller det skulle måske snarere oversættet til 'sminkede damer') er nu en af de største turistattraktioner i San Fransisco. 

   Selv betegnelsen stammer fra titlen på en bog

The term was first used for San Francisco Victorian houses by writers Elizabeth Pomada and Michael Larsen in their 1978 book Painted Ladies: San Francisco's Resplendent Victorians. Although polychrome decoration was common in the Victorian era, the colors used on these houses are not based on historical precedent.

Herhjemme har vi, så vidt jeg husker, haft en tilsvarende diskussion om den nymalede Palads-biograf, som jo oprindelig blev opført og taget i brug som Københavns første hovedbanegård:

Kunstneren med ansvaret for valg af farver og design 1989: Poul Gernes.

Mens jeg nu var igang med at researche på virkellighedsanknytningen af vigtige elementer i krimien, så indgår der også i historien nogle antikke lamper fra  samme århundreskifte: 'Tiffany-lamper' - bronze-standerlamper med glas-lampeskærme, som enten kan være ægte og altså omkring 70 år gamle da historien udspiller sig, eller nyere kopier som undertiden er lavet så godt at de er svære at skelne.

   Prisforskellen på de ægte gamle Tiffany-lamper og de nyere efterligninger, er enorm, og kun specialister kan kende forskel. 

   Den dyreste Tiffany-lampe er solgt på auktion 1998 for 2,8 millioner dollars. 

   En lampe man nok ikke ville turde lade stå fremme med små vilde drenge og dyr i stuerne.

   

Men hvad er en Tiffany-lampe for en slags ting? 

   Jeg husker ikke at have mødt betegnelsen før! Men det havde fruen der kunne fortælle at de lamper var blevet  meget in i blandt 60'ernes unge designere i København.

   En billed-googling afslører at det er en meget smuk lampe med en skærm af blyindfattet glasmosaik:

Umiddelbart er min reaktion ved synet af de her lamper: jugendstil/art nouveou, ingen tvivl om det. 

    Og jo altså stilmæssigt beslægtet med Alphons Muchas billedkunst som  jeg har skrevet om i det foregåend indlæg. 

   Og det passer også med tiden omkring århundredskiftet. 

   Men de her lamper er altså et originalt amerikansk bidrag til stilen - opfundet, designet og udviklet af Louis Comfort Tiffany i New York.

   Eller det var hvad offentligheden og kunsteksperter troede indtil 2007:

The first Tiffany lamp was created around 1895. Each lamp was handmade by skilled craftsmen, not mass- or machine-produced. Its designer was not, as had been thought for over 100 years, Louis Comfort Tiffany, but a previously unrecognized artist named Clara Driscoll who was identified in 2007 by Rutgers professor Martin Eidelberg as being the master designer behind the most creative and valuable leaded glass lamps produced by Tiffany Studios.[1][2]

Og det er nu anerkendt at det var Clara Driscoll som var designeren og kunstneren bag en stor mængde af de første Tiffany-lamper.

Clara Driscoll in a workroom with Joseph Briggs, a longtime manager at Tiffany Studios (1901).

Clara Driscoll (December 15, 1861 – November 6, 1944) of Tallmadge, Ohio, was head of the Tiffany Studios Women's Glass Cutting Department (the "Tiffany Girls"), in New York City. Using patterns created from the original designs, these women selected and cut the glass to be used in the famous lamps. Driscoll designed more than thirty Tiffany lamps produced by Tiffany Studios, among them the Wisteria, Dragonfly, Peony, and from all accounts her first — the Daffodil.

Sådan kommer man vidt omkring, bliver æstetisk stimuleret og overrasket - bare fordi man ville genlæse en krimi, og har nettet til at vise hvad det er den fysisk og visuelt handler om: Sminkede damer og glasmosaik-lamper.

Idag kan man på nettet bestille og købe Tiffany-lamper importeret fra Kina, til mellem 500 og 1500 kr.

http://somo-art.dk/belysning-9/tiffany-lamper-44/

Takete- og lumumma-arkitektur - og noget om jugend-stilens rødder og betydning

Politiken havde forleden en kort artikel om et nyt lejlighedsbyggeri på Århus havn. Her er det billede ejendomsmægleren bruger til at sælge lejlighederne med.



'Isbjerget' er navnet på komplekset. Et indlysende navn!

Jeg associerer i første omgang synet af 'Isbjerget' med det nye hotel på Amager, Hotel Bella Sky:



Og med et andet berømt Amagerbyggeri "VM-husene":



Så kobler jeg disse synsindtryk - disse visuelle "gestalter" - til gestalpyskologernes og designteoretikernes begrebsmodsætningpar:

'takete' og 'lumumma'

Og så spørger jeg dig, min kære læser: Hvilket af disse to sproglige udtryk synes du er mest dækkende for den fornemmelse du får ved synet af de tre stykker arkitektur?
    Dit svar vil være... (det står ved slutningen af dette indlæg).

De to ord 'takete' og 'lumumma' er ord som i sig selv ingen betydning har - de er "rent udtryk". Og verdensomfattenende undersøgelser viser at de to ord - uanset sprog - associeres til forskellige typer sansninger, sådan at man kan tale om 'takete-lyde' og 'lumumma-lyde', 'takete-former' og 'lumumma-former', 'takete-farve(kombinatione)r' og 'lumumma-farve(kombinatione)r'.

Lad os tage lyde som eksempel:

- takete-lyde: et træ som knækker og falder til jorden, en motorsav, et udrykningshorn, glas som splintres, et symfoniorkester som stemmer instrumenter, kragfugle som reagere på en rovfugl,

- lummuma-lyde: fuglesang, kildevand som risler, små bølgeslag mod strandkanten, barnelatter, en gammeldags fiskutters motorlyd, en svag vind gennem trætoppe.

   Neurologisk set er der tale om det som man kalder synæstesi, et fremmedord som bogstaveligt betyder 'sam-sansning': at indtryk fra én sans automatisk og ubevidst kobler sigt til indtryk fra en anden fordi der neurologisk er "hul igennem" mellem to ellers adskilte hjernemoduler.

   Nogle mennesker er fra naturens hånd synæstetikerer, og forbinder fx automatisk forskellige bogstaver med forskellige farver, eller forskellige lyde med forskellige tal. Mulighederne for 'villet' synæstesi er det vi udnytter i sproget når vi kan sige om en person at: han havde en skarp tunge, hun var i sort humør, hun brændte af indestængt harme, hun havde en blød stemme, han havde et lyst sind, han havde stikkende øjne.

   Det der sker, er at udtryk for ydre sansning bruges til - metaforisk og i overført betydning - at beskrive indre følelser eller emotionelle effekter. 

   Det perseptionspyskologiske eksperiment man har lavet i mange lande og i rammen af mange sprog og kulturer, går ud på at spørge folk: Hvilken en af disse to figurer er en 'takete', og hvilken er en 'lumumma'?

Uanset land, kultur, sprog: Alle svarer... nå ja, svar selv.
   Og dit svar vil for den nederste figur være identisk med det du gav på spørgsmålet om de tre stykker moderne arkitektur oven for.

Arkitekterne kan ikke løbe fra at former, farver og følelser hænger sammen. At der findes noget som man kunne kalde 'emotionel resonans' i forhold til forskellige slags sansninger. At vores følelser svinger med de visuelle udtryk vi møder. Aggression fx svinger med én type visuelt udtryk, empati med en anden. 

    Enhver der læser tegneserie kender til forskellen. Og spørgsmålet er: Hvilke følelser appellerer den slags moderne arkitekturstil til som Isbjerget, Hotel Bella Sky eller VM-husene? Kulde eller varme, ensomhed eller fællesskab, konflikt eller fredeligt samvær? 

    Har du lyst til at bo der? Inviterer byggeriet til dejlig sex? Kan du høre de varme glade barnestemmer?

Hele denne lange smøre om arkitekturformers  og -farvers synæstetiske effekter fordi der var en artikel i sidste uges Weekendavisen om den stilart inden for visuel kunst og arkitektur som jeg, lige siden jeg var helt ung, følte mig i dyb mental og emotionel samklang med: 'jugend-stilen' (som også har et fransk navn: 'Art Nouveau').
    Artiklen aktualiserede en gammel æstetisk betagelse og satte gang i associationerne til takete-lumumma-modsætningen. 

     Er der nemlig nogen stilart som kan sammenfattes med perceptionspsykolgiens 'lumumma'-etiket, så er det den. Og det er ikke så mærkeligt, for stilretningen havde samme ide-grundlag som en af de klassiske ideudviklingskabeloner: 'Naturen  som model'.
   Her følger nogle eksempler på jugend-stil høstet fra Googles billedgalleri:

 

Jugend- eller Art Nouveau-stilen hang sammen med tidsånden, stemningen, den kulturelle temperatur i Europa før Første Verdenskrig. Den havde nydelsen ved organisk skønhed som mentalt mål og retfærdiggørelse. Den blev forbundet med frihed, natur - krop og erotik. Og ikke mindst: ungdom.

   Det tyske navne fik stilen efter et tysk kulturtidskrift 'Jugend – Münchner illustrierte Wochenschrift für Kunst und Leben' der begyndte at udkomme ugentligt i 1896.

   I vore dag ville man kalde det et livsstilsmagasin. Se her forsiderne af nogle af de tidlige numre. De siger det hele - 'lumumma':

Jugend-stilen var stærkt inspireret af eksotisk orientalsk kunst, ikke mindst japanske træsnit og japansk keramik.
   En af stilens store mestre var englænderen, tegneren og illustratoren Aubrey Vincent Beardsley. Her en af hans berømte sort-hvide tegninger hvor inspirationen fra Japan tydeligt slår igennem:

Jeg har i tidligere indlæg beskrevet min meget tidlige 'forelskelse' i japanske træsnit, først og fremmest eksemplificeret ved Hokusai, som også var faderen til manga-tegneserie-stilen, en stil som i moderne tegnefilmversioner betagende smukt eksemplificeres ved Hayao Miyazakis to aktuelle film: 'Ariettys Hemmelige Verden' og 'Laputa - slottet i himlen':

   

Slægtskabet med og inspirationen fra Jugendstilen er åbenbar.
   Også Walt Disney kendte alt til takete/lumumma-forskellen. Hans tidlige store tegnefilm 'Bamb', 'Askepot' og 'Snehvide' er konsekvent lumumma-stylede, og har klare Jugend-stil-rødder, dog totalt renset for den erotiske dekadence som var en integreret del af den oprindelige jugend-livsstil omkring århundredskiftet:

Har man været i Barcelona, så er der et jugend-stil-arkitektnavn som dominerer bevidsthed og synsindtryk: Antonio Gaudi. Med himmelvendte øjne fokuseret på hans endnu ufuldendte kirke-mesterværk 'Sagrada Familia, en kreativ og konceptuel blanding af gotik- og jugend-stil:

 Jeg kan anbefale at du googler på hans navn og 'billeder', så skal du se 'jugend-løjer'.

Tilbage til spørgsmålene fra tidligere, hvis nogen stadig skulle være i tvivl om svarene. Dette er en 'takete'-form:

Dette er en 'lumumma'-form:

'Isslottet' og de følgende to stykker moderne amagerkansk arkitektur er udtryksmæssigt entydigt og rendyrket 'takete'.
   Hvorfor?