Sider

onsdag den 5. juni 2013

Enøjethed - om konsekvenserne af kun at kunne se i 2D - refleksioner over og analyse af en kreativ restriktion når man tegner, maler eller laver film

Jeg var for nylig til øjenlæge for at få tjekket trykket i mine øjne. Der er grøn stær i min familie.
   Jeg havde en svag erindring om at da jeg første gang var hos ham for godt 10 år siden, konstaterede han at jeg manglede 3D-syn, dvs. at mine øjne ikke arbejdede sammen om at lave et synsindtryk i 3D. Principielt så jeg omgivelserne med et øje ad gangen, men jeg kunne se - og så - nogenlunde lige godt med begge øjne.
   Det fik jeg så bekræftet forleden: at sådan var det med mig og mit syn på omverdenen. Jeg havde ikke stereoskopisk syn, dybdesyn som det også kaldes. Jeg var biologisk og neurologisk 'enøjet'.

Det norske "Store Medicinsk Leksikon" fortæller:
Stereoskopisk syn, dybdesyn som oppnås når begge øynenes bilder (som på grunn av avstanden mellom øynene avviker litt fra hverandre), smelter sammen til ett bilde i hjernen (samsyn). Det sammensmeltede bildet får en egen kvalitet som gir synsbildet dybde og plastisitet.
   På kort hold spiller det stereoskopiske synet en stor rolle for avstandsbedømmelse og formoppfattelse. Enøyde individer har ikke stereoskopisk syn, men kan imidlertid med tiden utvikle en imponerende evne til avstandsbedømmelse; spesielt sees dette hos individer som har vært enøyede siden barndommen.
Jeg er altså i princippet enøjet - på begge øjne, og det skyldes en hospitalsoperation for skeløjethed på begge øjne da jeg var ca. 10 år gammel. Min mor syntes at mit skeløjede udseende skulle korrigeres mod det "normale". Jeg var ikke pæn nok!
   Men det var først da jeg for et års tid siden læste Oliver Sacks bog "The Mind´s Eye" at jeg begyndte at spekulere over om dette påførte opererede 'handicap' kunne forklare nogle af de oplevelser jeg havde med fx at lede efter velkendte genstande uden at kunne finde, og oplevelser med det at se uden at kunne genkende. Og her for nylig: med de særlige præferencer jeg har haft når jeg maler akvarel.
   
Oliver Sacks har i den bog et kapitel med titlen "Stereo Sue" hvor han beskriver hvad det betyder "kun" at have 2 D-syn. Han fortæller om cases med mennesker der i en sen alder mister synet på det ene øje, og som oplever overgangen fra at se stereoskopisk til at se monoskopisk som et stort savn og et alvorligt tab af livskvalitet. Måske lidt som at blive farveblind i en vokse alder. Eller at miste nogle af sine smagsoplevelser.
   I en kort periode har han også selv oplevet noget tilsvarende. Rædsomt, fortæller han.
   
Og omvendt bruger Sacks mange sider til at beskrive og referere en case - "Sue" - som siden tidlig barndom har haft monoskopisk syn på grund af skeløjethedsoperationer, og som på grund af en øjensygdom da hun er omkring 40 år, får lavet særlige briller som gør det muligt for hende - helt pludselig - (at lære) at se i 3 D - for første gang siden hun var helt lille. 
   Hun bliver helt euforisk ved den ekstra syns-merværdi. Gribende læsning.

Men hvordan klarer man sig så overhovedet når man ikke kan se omgivelserne 'i dybden' gennem det naturlige stereoskopisk syn som de fleste er udstyret med? For mit vedkommende tror jeg det blandt andet har betydet at jer er lidt af en fumler-tumler. Jeg falder over egne ben eller små forhindringer på vejen - oftere end de fleste. 
   Sacks skriver:
There are, of course, many other ways of judging depth besides stereo vision: the occlusion of distant objects by closer objects, perspective (the fact that parallel lines converge as they receede, and that distant objects appear smaller), shading (which delineates the shape of objekcts) "aerial" perspective (the blurring ad blueing of more distant objects by the intervenng air), and, most important, motion parallax - the changing appearance of spacial relationships as we move around in the world. All these cues, acting together,  can give a sense of reality and space and depth. But the only way to actually perceive depth - to see it rather than  judge it - is with binocular stereoscopy.
Den liste giver mig en række aha-oplevelser - i forhold til mine egne erindrede erfaringer med tegning og  maleri som barn og ung. 
   Jeg husker fx klart en næsten euforiske følelse jeg havde ved de billeder jeg tegnede/malede hvor jeg systematisk udnyttede perspektivtegningens 'tricks': at parallelle linjer i virkeligheden for synet kan mødes i et enkelt punkt i horisonten; og at det der var fjernt, var småt, og at det fjerne i baggrunden blev skjult af det der var nærmere i forgrunden. Det der gav dybdeillusion i billedet.
   Jeg har også været fascineret af at kunne fremstille former og dybde ved at arbejde med skygge og glidende overgange til lys.
   Disse æstetiske 'lyster' - den særlige visuelle "sult" jeg gradvist de sidste par år er blevet mig bevidst, tror jeg hænger sammen med mit biologisk påtvungne enøjede 2 D-syn - på begge øjne.

Og en række af de "tricks" der fascinerer mig i de akvareller jeg har "dyrket" det sidste halvandet år, er kendetegnet ved '"aerial" perspective' - at jeg maler dybde ved at sløre - 'tåge' - baggrunden mens forgrunden accentueres med klare farver og skarpe former.
   Se mange af de tidligere indlæg om "akvarelmaleriets mysterier" til illustration og dokumentation.

Hvor mærkeligt det end lyder: Jeg tror at jeg ubevidst har længtes efter mit manglende 3 D-syns perceptuelle input. Og derfor har jeg været tiltrukket af alle de æstetiske teknikker og stilarter som kompensere for det, ved at at illuderer dybde og "3 D"-illusion. Dem som Sacks opregner.
  Jeg er ikke til Mondrian!

Og så har jeg altid - bortset fra de par år hvor jeg ville være 'rigtig kunstner' - elsket at tegne/male billeder der fremstiller en seminaturalistisk virkelighed med motivisk klare markante geometriske former - kombineret med perspektiviske tekniske "tricks", fx skarpt side- eller modlys. 
   Det vender jeg nok tilbage til i næste nummer af  indlæg i serien "akvarelmaleriets mysterier".

Under alle omstændigheder kan man jo betragte 2 D-synet som en form for mentalt og kognitivt 'benspænd' - en kreativ begrænsning. Som mange stærkt skeløjede malerkunstnere har måttet forholde sig til. Udnytte og overvinde.
   Og en fodnote i Oliver Sacks bog "The Mind´s Eye" giver så lige en ekstra - for mig ego-opbyggende - aha-oplevelse:
Photographers and cinematographers, concerned to create an illusion of three-dimensionality on a flat plane, must deliberately renounce their binocularity and steroscopy, confining themselves to a one-eye, one-lens view, to better frame and compose their pictures.
   In a 2004 letter to the editor of the New England Journal of Medicine, Harvard neurobiologists Margaret Livingstoe and Bevil Conway syggested, after an examination of Rembrandt´s self portraits, that the painter was so walleyed (skeløjet) as to be stereo-blind, and that "stereoblindness might not be a handicap - and might even be an asset - for som artists." 
  Subsequently they proposed, after looking at photographs of other artists, that many of them - de Kooning, Johns, Stella, Picasso, Calder, Chagall, Hopper, among others - also seemed to have significant misalignemnt of the eyes and were perhaps also stereo-blind.
Interessant. Et nyt begreb: 'stereoblind'. Undskyld metaforen: En 'eyeopener'!
   Lidt som med synæstesi: Hjernen sætter nogle begrænsninger i kraft af medfødte kombinationer af strukturer, moduler og neurale forbindelser. Og den kreative bevidsthed bruger dem som udfordringer til at udvikle en særlig nyskabende stil eller et særligt revolutionerende formsprog.
   Kubismen blev udviklet fordi Picasso og Braque var så skeløjede at de ikke kunne se deres motiver i 3 D! Hva´ba´?
   I love it!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar