Sider

onsdag den 10. august 2016

Har træer bevidsthed og intelligens og kan de kommunikere med hinanden - animisme eller videnskab - hvad siger forskerne - og hvad fortæller egne billeder og Harald Henriksens?

Fra Naturstyrelsens 'Naturkanon'

Jeg er inkarneret svampesamler. Og enhver svampesamler ved at der er særlige symbiotiske forbindelser mellem forskellige svampearter og så forskellige træarter, en forbindelse som tit indgår i svampenes navne: birkerørhat, birkeskørhat, gul ege-rørhat, bøgehat, lærkerørhat, ege-labyrintsvamp, gransvovlhat, etc.
    De samme svampearter dukker op på samme lokalitet år efter år. Så har man først fundet et sted med fx kantareller eller Carl Johan-rørhatte, så fortæller man det ikke til andre.
    På vores egne sommerhusgrund kan vi plukke følgende spisesvampe: Carl Johan, birkerørhat, græsgrøn skørhat, rødmende fluesvamp, champignon, violet hekseringhat, vårmusseron.

Men som svampesamler har jeg lagt mærke til noget der umiddelbart er uforklarligt:
    Somme tider fælder ejeren af en skov mange af de store gamle træer på en sådan god og hemmelig svampelokalitet. Det bliver vi kede af.
   For man skulle jo tro at svampene godt kunne leve videre på stedet selv om en del af træerne var blevet fældet.
   Men nej: De svampe man plejede at finde mange af på stedet, viser sig at udeblive konsekvent, også selvom rødderne fra de fældede træer stadig er i jorden og vel også ofte lever videre og sende nye skud op.
   Der kan så komme andre arter som lever af halv- eller hel-dødt træ, som fx foranderlig skælhat eller honningsvamp.
   Men de kan som regel ikke spises.

Jeg er så for nylig stødt på artikler og videoer der måske kan indeholde en slags forklaring. De fortæller at træer og skove af træer kan kommunikere, sandsynligvis har en form for intelligens - og i en eller anden forstand måske også kan siges at have bevidsthed.
   En masse af kommunikationen foregår under jorden, og mediet der formidler kommunikationen er ikke lyd eller lys  (som for os mennesker), men svampemycelier der sender kulstof fra trærødder til andre trærødder.
   Se og hør professor Suzanne Simard i en Ted Talk om emnet og sin forskning; blandt andet fortæller hun at vi først og fremmest tænker på træer som det vi kan se og høre og lugte over jorden, men at  ...
Under jorden er der den her anden verden. En verden med uendelige biologiske stisystemer, som binder træerne sammen og tillader dem at kommunikere. På den måde kan skoven opføre sig, som om den var én enkelt organisme. Det kan måske endda minde dig om en slags intelligens.

Men træer sender også nitrogen, fosfor, vand, forsvarssignaler, kemikalier og hormoner via det svampeformidlende ledningsnet under jorden. 
   Og videre forklarer Suzanne Simard:
Træerne udveksler information. Og jeg er også nødt til at sige, at der var forskere før mig, som troede, at der var en fælles symbiose under jorden, kaldet mycorrhizae, involveret. Det betyder svamperødder. Du ser deres formeringsorganer, når de går gennem skoven. Det er svampene. De er dog bare toppen af isbjerget. Under dem er tråde, som inficerer og koloniserer træer og planters rødder. Og der, hvor deres celler møder hinanden, udveksles kulstof for næringsstoffer.
Det er ikke bare træer fra samme art der på den måde er kommunikativt forbundne. Også forskellige arter er forbundet under jorden, og ifølge Suzanne Simard fungerer dette komplekse biologisk netværk lidt ligesom internettet.
»Alle de mycorrhizale netværk har knuder og links. Vi har lavet det her kort ved at undersøge de korte sekvenser i DNA’et fra alle træer og svampe i et stykke skov med douglasgran. På billedet repræsenterer cirklerne douglasgran-træerne, eller knuderne, og linjerne repræsenterer de sammenbundne svampenetværk eller links’ene,« siger hun.

De sorte cirkler i grafen er det man kan kalde 'modertræer' - 'hub-trees'. Det ser ud til at de fungerer netop som 'ældre betænksomme træer' der 'omsorgsfuldt' tager hånd om de unge træer af samme art i skovbunden omkring dem.
»I en enkelt skov kan et modertræ være forbundet til hundredevis af andre træer. Ved at spore vores isotoper, har vi fundet ud af, at modertræer sender deres overskud af kulstof gennem netværket til de små træer i skovbunden, og det er associeret med en fire gange øget overlevelse for de små træer,« fortæller Suzanne Simard i sin TED-talk.
Det ser også ud til at disse 'modertræer' kan genkende og favorisere deres egne 'børn' - alle de gode metaforer ligger simpelthen lige på tungen:
»Vi foretrækker alle vores egne børn, og jeg undrede mig over, om douglas-grantræerne kunne genkende deres egne [...], så vi satte et eksperiment op, hvor vi lod modertræer vokse sammen med både deres egne og fremmedes kimplanter.
   Og det viser sig, at modertræer kan genkende deres egne,« siger Suzanne Simard.
   Modertræer koloniserer deres familie med tættere netværk. Her sender de dem mere kulstof under jorden. De fjerner også deres egne rødder for at skabe mere plads.
   Suzanne Simard fortæller endda, at døende modertræer sender beskeder til deres næste generation.»Når modertræer er skadede eller døende, sender de kloge ord videre til næste generations træer.
   Vi har brugt isotoper til at spore det kulstof, som en skadet mor sender ned gennem stammen og ud i svampenetværket og videre til de små nær hende - og træet sender ikke bare kulstof, men også forsvarssignaler. Og de to forbindelser har øget resistensen hos de unge planter ved fremtidige farer. Så træer taler,« fortæller Suzanne Simard i TED-talken.
Læs mere her:
Suzanne Simards Ted Talk minder mig om en anmeldelse i Information for trekvart år siden af en tysk bog - som straks blev noget af en bestseller - med titlen 'Das geheime Leben der Bäume' - af forfatter og skovfoged Peter Wohlleben (bemærk det symbolsk passende efternavn): 
Ifølge anmelderen Lasse Soll Sunde er Peter Wohlleben en kendt tysk forkæmper for 'uberørte skove'.
    'En rigtig træhvisker' er han blevet kaldt.

Wohlleben sagde sin stilling op hos Landesforstverwaltung Rheinland-Pfalz, og planlagde og startede sin helt egen skov i de sydtyske Eifelbjerge "på træernes præmisser." 
   Den skal over de næste 50 år være "uberørt af kædesave", som der står i artiklen i Information.

Også titlerne på bogens kapitler vidner om udstrakt brug af metaforer for menneskelig aktivitet og bevidsthed hos træerne, fortæller anmeldelsen.
   Og bogen er naturligvis af tyske forskere og anmeldere blevet anklaget for at være alt for 'antropomorfisk', altså sprogligt præget af dette at træer og skove tillægges menneskelige egenskaber:
Er han en kitschresistent esoteriker? spørger anmelderen i Die Welt, hvis tanker ledes hen på J.R.R. Tolkiens univers og enterne, trævæsnerne, der har personlighed, karakter og egen vilje, og som passer på hver deres træsorter.
   Det lader næsten til, at forfatteren tilskriver skoven en større spirituel mening, der minder om husdyrejerens trang til at projicere alskens idealiserede følelser over på sit begærsobjekt, lyder det syrligt fra Die Welt-skribenten.
Også Informations anmelder synes der er for meget føleri:
Der skrues for heftigt op for følelsesbegreberne, og det er en skam, for meget af det, som forfatteren skriver, er både interessant og spændende. Det ville have været rigeligt bare at beskrive, hvad der sker i skoven.
Informations artikel lader Peter Wohlleben forsvare sig og få det sidste ord - med en ordentlig en på tuden til europæiske naturelskeres bekymring for fældningen af regnskovene i de varme lande: "Grib i egen skov", er hans melding:
»Videnskabeligt sprog degraderer følelserne – jeg vil gerne have, at læserne forstår, hvad jeg skriver om,« sagde han i debatprogrammet NDR Talkshow, hvor han også gav en opsang til europæernes store fokus på regnskovenes ve og vel, mens man i Europa selv saver løvskov ned for at plante fyrretræer, der slet ikke passer ind i det mellemeuropæiske klima.
Godt et halv år efter anmeldelsen i Information har Politikens litteraturredaktør Tine Maria Winther en længere reportage hvor hun fortæller om et besøg hos Peter Wohlleben og en (interview-)tur i skoven med ham - med afsæt i hans bog som nu er udkommet på dansk "Træerne hemmelige liv":
Tysk forsker og forfatter: Træer kan føle, få venner og amme deres børn
Misforståelser opstår nemt og tilgives aldrig. Faktisk estimerer Peter Wohlleben, at kun et ud af halvtreds bøgetræer har en rigtig nær ven. Med sin bestseller om træers hemmelige liv har han sat fokus på skovens sjæl og fået tyskerne til at debattere træ-velfærd.
I en faktaboks refereres at træer ifølge Wohlleben har 'personlighed', som fx:
Bøg: Knytter sjældent venskaber, men når det sker, er det for livet. Bøge har et sundt socialt sammenhold indbyrdes, men bryder sig ikke om andre arter. Slet ikke eg.
Eg: Virker umiddelbart hårdføre, men kan gå i panik, når de omringes og presses af bøgetræer.
Birk: Er individualister. Bruger deres grene som piske for at holde nabotræers kviste på afstand. Havde de ben, ville de være løsgængere eller strejfere.
Gran: Elsker køligt, vådt vejr. Frådser med vandet. Benytter grenene som paraply i stedet for at opsamle vand med dem.
Her et foto af Peter Wohlleben - med træ:


Bemærk hvor vigtig en del af billedet det er at få de levende og livgivende mosbeklædte rødder med.

Man kan spekulere over hvorfor det er Politikens litteraturredaktør og ikke en biolog eller professionel skovmand der får lov til at konfrontere Peter Wohlleben.
   Forklaringen er jo nok den at hans måde at skrive om skov og om træer på, er alt for metaforisk og litterær, og dermed er udtryk for en tænkning der meget let giver associationer til den urgamle animisme-religion ifølge hvilken alt i naturen er besjælet: dyr, planter, bjerge, søer, etc.
   En religion som stadig er levende i Indien, Sydøstasien og i Japan, og som vel har været grundreligionen for alle de oprindelige jæger-samler-folkeslag.
   Og som fruen og jeg oplevede som gennemgående undertekst da vi som turister besøgte Japan, Kina og Burma.

Fra min egen skolegang husker jeg fra min læsebog i de mindre klasser eventyret "Bøgen og egen" af forfatteren til 'Gøngehøvdingen': Carl Ewald.
   Handlingen er som taget ud af Wohllebens univers: Egetræerne er hovedpersoner der hører om bøgetræer fra en bjørn der har været på vandring i udlandet. Bjørnen planter senere bog, flere bøgetræer vokser op, og der opstår uvenskab mellem træerne.
 
Jeg får naturligvis også associationer til H.C. Andersens eventyr "Grantræet" som jeg er næsten sikker på også indgik i læsebogen fra da jeg gik i Holeby Skoles første fem klasser. 
 
Og jeg får associationer til 'livets træ', Yggdrasil, som indgår centralt som samlende metafor i den nordisk gudemytologi som vi skolebørn også fik med i den visuelle bagage allerede i en af de små klasser hvor den nordiske mytologi blev genfortalt af vores religionslærer.
   Det var en fortælling som i den grad fangede min fantasi, og som det vrimler med illustrationer på nettet med: 


Man bemærker hvordan alle afbildninger af asketræet Yggdrasil viser rodnettet som er lige så synligt, vigtigt og levende som den del af træet som er over jorden.
   Og for mig er der ingen tvivl om at myten om Yggdrasil er rester af en tidligere animistisk religion i de nordlige landes jæger-, fisker- og samler-kultur.

Mig slår det også hvor nemt det er at koble herfra og til temaer, billeder og tænkning i de japanske tegnefilm som jeg er forelsket i og har skrevet om jævnligt på bloggen her. Med dette instruktørnavn som den drivende kraft: Hayao Miyazakis.
   Grand-biografen i København har i mange år vist de vigtigste af hans film.
https://en.wikipedia.org/wiki/Hayao_Miyazaki
Jeg associerer ogs til Tolkiens historier hvor de levende og vandrende træer eller træhyrder 'Enterne' spiller en betydelig rolle på hjælpersiden i 'Ringenes Herre'!
 
Jeg har tidligere beskrevet hvor betaget jeg blev da jeg for første gang opdagede Tolkiens egne akvarelmalede illustrationer til Hobbitten - med træer som motiv: 
 

Også her bemærker man at rødderne er synlige, levende og 'slangeagtige' og indgår som helt centrale dele af motivet.
   Det er ikke bare træer. Det er levende væsener med solid 'mental' kontakt til lagene under jordoverfladene.

Og når vi nu er ved billeder af træer og deres mentale og symbolske betydning ...
   Jeg har selv et særligt forhold til træer.
   De er grafisk smukke i profil og silhuet mod en lys himmel, ikke mindst når de har mistet bladene. 
   Men der er mere i dem end som så, for mig.
  
Da jeg var ung tegnede jeg mange tusch-tegninger af træer som var tydeligt personificerede, dels ved at nogle af dem tilsyneladende kunne bevæge sig, dels ved at de havde 'levende' rødder synligt over jorden, og dels ved at de flettede sig sammen i noget der kunne være metaforer for sex; ofte indgik der i motivet også en 'filosoferende' kat: "Hvad mon træer tænker":


På det tidspunkt havde jeg ikke læst Tolkien eller noget om besjæling af naturen og personifikation af træer.
   De blev som de blev.

Harald Henriksen hvis billeder jeg næsten manisk samler på, dyrker træer som fremtrædende motiv i i mange af sine akvareller og træsnit. Og jeg er ikke i tvivl om at dette meget gennemgående motiv had været en vigtig del af min første og uforbeholdne 'forelskelse' i hans billeder:


Nogle af mine egne billeder som jeg har malet efter jeg for fem år siden genoptog maleriet og begyndte på akvarel, har også træer som dominerende del af motivet:

Birksestammer i sne - frit efter lærebog
Birkestammer i sne, vandløb og Fister - frit efter lærebog
Pinjer ved havet, Mallorca - frit efter foto
Pinjer ved havet, Mallorca (2) - frit efter foto
Bambus, kirsebærblomster, Fujiama - fri fantasi
Gyldent landskab - frit efter lærebog
Når lyset bryder frem - frit efter instruktionsvideo
Landskab i måneskin - fri fantasi
Landskab med træ og elv - fri fantasi
Cypresser og pinjer i tåge, Syditalien - fri fantasi
Oliventræer, Gardasøen
Cypresser, Gardasøen - fri fantasi
Udgåede træer i flodlandskab, Burma - efter foto
Nøgne træer i modlys, Kreta - efter foto
Jeg har planer om at male mange flere træer i akvarel. Og har taget i hobevis af fotos som mulige referencebilleder af træer og stammer igennem de sidste par år eller tre.

En timelang BBC-dokumentar fra 2014 har titlen "How Plants Communicate & Think". Heri refererer ens stor del af den nyere forskningen på området:


En anden BBC-dokumentar som også inddrager Suzanne Simard og hendes forskning, har titlen "What Plants Talk About".
   Den introduceres sådan her på YouTube:
When we think about plants, we don't often associate a term like "behavior" with them, but experimental plant ecologist JC Cahill wants to change that. The University of Alberta professor maintains that plants do behave and lead anything but solitary and sedentary lives.   What Plants Talk About teaches us all that plants are smarter and much more interactive than we thought!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar