Thinking Fast and Slow (6) - om usynlige systemårsager og dem der bare kan ses med det blotte øje

Under min søgning på nettet efter indlæg der har med Daniel Kahnemans bog 'Thinking Fast and Slow'   at gøre, stødte jeg på en henvisning til George Lakoff - en anden af den blogs 'helte':

http://www.huffingtonpost.com/george-lakoff/sandy-climate-change_b_2042871.html

Heri skriver Lakoff om den oplevede forskel mellem det han kalder 'direct causation' og  'systemic causation'. Det sidste udtryk er et han har opfundet til lejligheden, fremgår det:

Systemic causation is familiar. Smoking is a systemic cause of lung cancer. HIV is a systemic cause of AIDS. Working in coal mines is a systemic cause of black lung disease. Driving while drunk is a systemic cause of auto accidents. Sex without contraception is a systemic cause of unwanted pregnancies.

   There is a difference between systemic and direct causation. Punching someone in the nose is direct causation. Throwing a rock through a window is direct causation. Picking up a glass of water and taking a drink is direct causation. Slicing bread is direct causation. Stealing your wallet is direct causation. Any application of force to something or someone that always produces an immediate change to that thing or person is direct causation. When causation is direct, the word cause is unproblematic.

   Systemic causation, because it is less obvious, is more important to understand. A systemic cause may be one of a number of multiple causes. It may require some special conditions. It may be indirect, working through a network of more direct causes. It may be probabilistic, occurring with a significantly high probability. It may require a feedback mechanism. In general, causation in ecosystems, biological systems, economic systems, and social systems tends not to be direct, but is no less causal. And because it is not direct causation, it requires all the greater attention if it is to be understood and its negative effects controlled.

   Above all, it requires a name: systemic causation.

Det er klart det er en skelnen som må interessere enhver journalist. Og det burde indgå som en del af det faste pensum på journalistuddannelserne. Ligesom fænomenerne 'framing' og 'priming.'
   Skyldes oversvømmelserne efter skybrud i sommers et særligt kraftigt lavtryk - eller skyldes det klimaforandringerne? Skyldes Dansk Banks katastrofale situation for et par år siden, en inkompetent og grådig bankledelse - eller skyldes det den økonomiske krise?

 

Systemkritik er meget sværere at researche sig frem til gennem journalistisk gravearbejde (undersøgende journalstik) end kritik der fokuserer og vinkler på hvad en person eller en institution har gjort som er klart umoralsk eller direkte kriminelt (exempler: Brixtofte, Strube)

   Ved direkte årsagsforklaringer for dårligdomme og elendighed er der tale om et i princippet individuelt ansvar knytte til konkrete handlinger eller undladelse af handlinger, mens problemet ved systemkritiske årsagsforklaringer er at ansvaret er kollektivt, uigennsmsigtigt og statistisk begrundet - og ingen konkret og overskuelige handlinger kan synliggøres og udstilles ('visual proof'). Til gængæld scorer den slags årsagforklaringer højt på væsentlighed og langsigtet perspektiv.

I Kahnemans optik er 'direct causation' noget som System 1 hurtigt, umiddelbart og intuitivt kan forstå og forholde sig vurderende og (be) dømmende til. Hvorimod 'indirect causation' er noget der kun kan begribes gennem den langsomme, bevidste og besværlige System 2-tænkning og kræver indsamling af data, teorier og analyser.

'Direct causation' er let at fordøje og journalistisk formidle - og forbindes med det jeg med Kahneman i et foregående indlæg karakteriserede som 'kognitiv lethed' - 'cognitive ease'.

   'Systemic causation' er meget sværere at kapere for menigmand og er også svært at formidle journalistisk.

Kahneman udtrykker det sådan i forbindelse med beskrivelsen af commonsens-tolkninger af sandsynligheder:

The associative mashinery seeks causes. The difficulty we have with statistical  regularities is that they call for a different approach. Instead of focusing on how the event at hand came to be, the statistical view relates it to what could have happend instead. Nothing in particular caused it to be what it is - chance selected i from among its alternatives.

Kahneman taler om vores 'causal intuition' som indebærer at vi - altså System 1 - helt automatisk og ureflekteret tilskriver og forventer direkte årsager i en masse situationer hvor de ikke findes:

The prominence of causal intuition is a recurrent theme in this book because people are prone to applay causal thinking iappropirately, to situations that require statistical reasoning. Statistical thinking derives conclusions about individual cases from properties of categories and ensambles. Unfortunately System 1 does not have the cabability for this mode of reasoning; System 2 can learn to think statistically, but few people receive the necassary  training.

Til de grupper der i vidt omfang mangler den nødvendige træning i at tænke og ræssonere på statistisk sundt grundlag, hører - desværre -  også journalister. Jeg har i tidilgere indlæg i serien om 'Thinking Fast and Slow' analyseret nogle få eksempler til illustration.

Når jeg læser George Lakoffs fremhævelse af forskellen mellem de to former for årsagsforklaringer, så minder det mig i øvrigt om at for en journalist er det næsten umuligt at se sig selv og sit eget journalistiske virke som en del af et "system" der faktisk kan gøre skade, selv om den enkelt journalist bare passer sit arbejde og lever op til de professionelle normer og idealer - i sandhedens og demokratiets tjeneste.

På den måde adskiller journalisters selvforståelse sig ikke fra landmænds, der heller ikke kan se deres individuelle bedrift som en del af et system og en professionskultur som samlet er med til at ødelægge miljøet. 

Jeg skrev for ti år siden en kronik der blandt andet diskuterede forholdet mellem personafslørende og systemafslørende undersøgende journalistik. Den kan have en vis historisk interesse i denne sammenhæng.

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE28712/journalist-vs-journalist/

'Thinking Fast and Slow' (5) - og Clement Kjersgaards 10 principper for en bedre journalistik

Hvis du er ny læser af indlæg på denne blog, så kommer her en slags programerklæring - trofaste læsere kan springe den over:

Den her blog har som gennemgående tema: kreativitet. Og med undertemaer som: den særligt kreative personlighed, den kreative hjerne, kreativitetens psykologi, kreativ tænkning, kreativ intuition,  kreative kunstnere og deres værker, kreativt sprog, kreativt tv og film, kreativ journalistik, kreativ arkitektur - og alt hvad disse undertemaer i øvrigt kan trække med sig af ny og overraskende indsigt.

   Jeg forfølger specielt fænomener og personer hvor det giver mening at tale om "blending" - dette at noget nyt opstår ved at ellers adskilte og afgrænsede konceptuelle rum fusionerer, og dette "output" gør brug af - integrerer og komprimerer - ideer, indholds- og formelementer fra begge de to (eller flere)  "input-rum". 

Jeg er igang med - kapitel for kapitel - at læse bogen 'Thinking Fast and Slow' af nobelprismodtageren Daniel Kahneman. Og det er sådan, at når man læser en god bog der giver ny indsigt, så dukker der hele tiden eksempler op fra den aktuelle virkelighed som får ny og dybere mening gennem den optik som bogen leverer.

   Som nu fx Clement Kjersgaard der igår i Politiken udkom med en kronik under rubrikken:

Ti principper for en bedre journalistik

Clement Kjersgaard hører i udtalt grad til den type personligheder som jeg her på bloggen - og med Mihaly Csikszentmihalyi som (inspirations)kilde - har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. Han er et multitalent - flere personligheder i en - en urolig sjæl med lyst til alt muligt - bare det har "projektform".

   Han fortæller om sin barndom og skoletid til en portrætartikel i B.T den 23. april i år:

Projekter kendetegnede mit barndomshjem
   Det kendetegnede min far. Det kendetegner min mor, der har arbejdet som lærer og illustrator. Det var i den grad ikke et ni-til-fire liv. Min far var fuld tid i Den Gamle By om dagen. Og så gik han i gang igen med projekter fra kl. 20 indtil to om natten.
   Dér blev det også en helt central del af mine værdier, at man selv skal lave tingene. Man kan ikke låne. Det er nok endnu mere udpræget hos mig, og derfor har jeg altid haft ekstremt meget fokus på selvstændighed.
   Jeg har altid lavet projekter. Jeg begyndte at lave Århus Børneradio, da jeg var 10-11 år. Årene før forberedte jeg mig så at sige på det. Jeg ville rigtig gerne være forretningsdrivende. Det er RÆSON (ambitiøst magasin om dansk og international politik, som Clement er udgiver af, red.) et forsøg på.
   I selve skolen oplevede jeg ikke, at jeg stak ud. Mit billede af skolen var, at vi hele vejen fra 1. til 9. klasse var to drengegrupper: Dem der spillede fodbold, og dem - fire-fem stykker - der tegnede. Jeg hørte til den sidste. Der var én, der var den bedste til at tegne, og det var ikke mig.
Men det, der har kendetegnet mig lige siden 5. klasse, var, at jeg lavede mine egne ting. Radio og før det skoleblad.
   Når jeg lavede radio, så deponerede jeg så stor en del af min personlighed og mit fokus dér, at jeg tror det satte mig i stand til at tage skolen mere afslappet.
   Jeg duer ikke til institutioner og hierarkier og fandt ud af at dyrke friheden ved siden af. Der blev to søjler i mit liv.

Som tv-studievært er Clement Kjersgaard berømt og berygtet for at være både hurtigt tænkende og hurtigt snakkende, og ikke mindst som en der kan stille kritiske og provokerende - og tit uforudsigelige - spørgsmål. 

   Typisk altså en personlighed som kan provokere både medvirkende og seere til at skifte fra System 1- til System 2-tænkning. Eller til at stå af - i irritation over hans ind imellem stærkt selviscenesættende fremtræden. Og afbrydelser!

    Hvis seerne ønsker 'cognitive ease' som defineret og beskrevet af Daniel Kahneman i bogen 'Thinking Fast and Slow', så får de det ikke i de udsendelser han står for.

Jeg er særligt optaget af hans kronik fordi jeg for godt 14 år siden, kort tid efter jeg bar blevet professor i journalistik ved den nyetablerede journalistuddannelse i Odens, selv fik offentliggjort en kronik i Politiken under rubrikken: "Journalistikkens Uvæsen".

   I den kronik opsummerede jeg i 12 'påstande' de kritiske anklager mod 'journalistikken' jeg over en periode på godt halvt år havde registreret i medierne. Det var en slags indirekte programerklæring for hvad jeg synes den nye journalistuddannelse skulle forholde sig konstruktivt til - gennem det bidrag de nye universitets-journalist-studerende skulle levere til virkeligheden når du blev færdige.

Clement Kjersgaard har en mere positiv tilgang. Hans principper er udformet - ikke som kritiske påstande - men som anbefalinger. Og for hver anbefaling følger så en længere eller korte begrundelse.

   Jeg citerer her Clements 10 anbefalinger:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

På mange måder er anbefalingerne udtryk for System 2-tænkning når den er bedst. De er nemlig rigtig besværlige ved at være rettet i to retninger i et og samme hug. Dels en ambition om at genoplive gamle traditionelle journalistiske dyder, og dels en understregning af at krisen i de traditionelle (mest skrevne) kvalitetsmedier indebærer et krav om form- og udtryksmæssig fornyelse hvis de skal overleve. 

Flere af anbefalingerne siger sig selv. Men et par stykker har jeg lyst til at belyse nærmere gennem ideerne i 'Thinking Fast and Slow'.

   Under uddybningen af "10. BRUG HISTORIEN" skriver Clement at dybdeborende og researchtung journalistik kommer til fremstå "gammeldags og utidssvarende ..."

... ene og alene fordi den nye medieverden med Ekstrabladets halvgamle slogan har deadline hvert femte minut og derfor hele tiden sliber forudsætningerne ned til det der er sket de sidste halve døgn.

Oversat til Daniel Kahneman: Princippet for den lynhurtige og automatiske System 1-tænknig 'What You See Is All There Is' bliver et stadig mere tvingende vilkår både for de journalister der arbejde på - og for "brugerne" af - de nye medier. 

   Det nødvendiggør "cognitiv ease" i mere og mere af den journalistik der produceres, og giver optimale oprationsvilkår for de to mentale intuitive hjernefunktioner: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'. 

   Også kommentarfunktionerne i de sociale medier og på journalistiske hjemmesider inviterer til spontane System 1-automatreaktioner fra publikum - ikke til debat og refleksion i System 2-tænkningens mentale og kognitive regi. 

   Hvis man sammenligner med det gammeldags læserbrev eller debatindlæg, så er det nu sådan at der for hele befolkningen ikke er nogen afstand mellem de tanker og ord - styret af følelser - som et medieinput umiddelbart afføder og til den handling det er at skrive dem ind i kommentarboksen på Fcebook eller mediets hjemmeside. 

Under anbefaling 9: "KEND RUTINEN, så du kan undgå den." skriver Clement Kjersgaard:

En 'rutine er magtfuld, ikke alene fordi den er en vane, men fordi den fungerer: artikler (tv-indslag, radioindslag, you name it) er så ens, fordi de skabeloner, de anvender, er omkostningsbesparende og effektive. At kunne gøre sig fri af rutinen kræver forberedelse. At forblive fri af rutinen kræver en vedholdende disciplin.

Man kan - ikke overraskende - konstatere at Clement er en System 2-tænkningens talsmand. Som stort set alle særligt kreative mennesker er det. 

Kahneman fremhæver netop som et af de helt afgørende kendetegn ved System 1-tænkning at den er effektiv og omkostningsbesparende, og at System 2-tænkning kræver tid (= forberedelse), men at problemet er at System 2 er "dovent" og ikke meget for "vedholdende disciplin".

   Paradokset for mig er så, at det altafgørende mål for journlistuddannelserne i Danmark, med en praktiktid på et til halvandet år oven i, i den grad er at skole de studerende til System 1-tænkning og System 1-handling i "døgnets rejsestald". Og at mange journalist-studerende faktisk klager over at al den universitære teori-undervisning de får, ikke er relevant for eller hænger særlig godt sammen med praksis. 

Systen 2-tænkning forudsætter viden, og kræver at viden erstatter den professionelle journalistiske intuitions frames og erfaringsbaserede tommelfingerregler. Clement Kjersgaard skriver i forbindelse med punkt 2 "DET VIGTIGSTE er viden":

Når den er ringest, betragter journalistikken instinktivt viden som sin fjende nr. 1 og ser kendsgerninger som i bedste fald irritationsfremkaldende (...). Men den eneste journalistik, der har en fremtid, bygger på research. Jo mere research, jo bedre journalistik. For når teknologien er i brugernes hænder, er researchen det eneste journalisterne har tilbage. Viden er ikke en del af produktet, viden er produktet.

Jeg kan ikke være mere enig. 

   

Selv har jeg i mange år advokeret for at 'undersøgende journalistik' ikke kun skulle være noget de journaliststuderende lærte gennem træning i praksis med opgaver i såkaldt reseachtung produktion, men ved at de samtidig fik en mere teoretisk og perspektiverende viden om dette specielle journalistiske paradigme. Så de altså fik System 2-viden til at reflektere over deres egen praksis (og korrigere den) - en slags journalistisk viden(skab)steori. 

   Et forsøg på at skitsere  en sådan findes i min "Introduktion til undersøgende journalistik", som vist endnu kan fås i RUC´s boghandel.

De nye universitærer journalistuddannelser har i princippet en målsætning om at gå på to ben: De studerende skal dels lære, dvs. mentalt og praktisk internalisere, den journalistiske arbejdsproces så de kan levere "nyhedsvaren" i et opskruet produktionstempo ude på de digitale arbejdspladser. Dels skal de som alle andre universitetstuderende have indpodet noget teoretisk funderet forskningsbaseret viden om samfundet, kulturen, institutionerne, historien.

   Problemet som mig bekendt ingen journalistuddannelser herhjemme har løst, er at få teoretisk funderet viden som grundlag for System 2-tænkning, til at arbejde sammen - blende - med den erfaringsbaserede praktiske System 1-tænkning. Og næsten fra udannelsernes start har studerende klaget over at de to dele (og underviserne) ikke arbejdede sammen.

   Hvis de skal komme til det, er det første skridt at man på uddannelserne har viden om og indsigt i forskelle, konflikter og samarbejdsmuligheder mellem de to former for mentale operationer. Og den indsigt kan Kahnemans bog, begrebsdannelser og den bagvedliggende forskning i høj grad bidrage til. 

For en ordens skyld skal jeg lige citere de 12 punkter fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" hvor jeg i rubrikform sammenfattede de  kritikpunkter som på det tidspunkt (1998)  var fremme i offentligheden, og som faktisk var baggrunden for at politikerne oprettede de to nye universitetsfunderede journalistuddannelser på hhv. SDU og RUC:  

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.

5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.

6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.

7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.

8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.

9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.

10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.

12. Journalistikken truer demokratiet.

For at understrege at disse påstande ikke var udtryk for min personlige opfattelse - og baseret på videnskabelig undersøgelser - men en registrering af kritik fremført i medierne af både eksperter, politikere og menigmand, fortsætter jeg efter uddybning af hvert af de 12 punkter, således:

En grusom salve, javel! Samlet lægger de 12 påstande en skarp kritisk vinkel på funktionen, kvaliteten og troværdigheden af journalisternes arbejde i dagens Danmark. De tegner et billede af en profession i krise, af professionelle normer i opløsning, og af en samfundsmæssig rolle i skred. Alle påstandene kan diskuteres - især hvor alvorlige og udbredte problemerne er. Og ingen af påstandene er nye hver for sig. Det nye er, at kritikken er så vedholdende, og at den også kommer fra professionens egne rækker både menige og chefer.

De 12 kritikpunkter er fra før digitaliseringen for alvor var blevet et eksistentielt vilkår for journalistikken, men ser man på Clements 10 punkter, så må man vel konstaterer at nissen er flyttet med - også i den grad.

Orker man at læse mere, så kan jeg anbefale lidt af en kreativ øjeåbner, skrevet af en ikke-journalist, Hans Jørgen Wiberg, under rubrikken "Papiraviserne truer demokratiet":

http://elektronista.dk/lyt/papiraviserne-truer-demokratiet/

Om reality-tv og 'Jobmatch' - og til slut en gammel kronik om et stadig aktuelt tv-fænomen

For nylig var der en debat i medierne, bl.a. i Politiken, om den "reality-serie" med titlen 'Jobmatch' som blev afviklet over nogle dage i regi af DR´s studie-magasinprogram Aftenshowet der følger lige efter 18.30-Tv-avisen. 

   Kritikken inden serien blev sendt gik på at Aftenshowet ville "slå plat på de arbejdsløse" - fordi det jo i  virkeligheden var en slags talent-show a la 'X-Factor' og lignende underholdningsformater hvor almindelige mennesker skulle konkurrere og deltage i et udskilningsløb - her altså om at få et job.

   Den kritik blev afvist af Henriette Ladegaard Petersen der er redaktionschef for Aftenshowet, her citeret fra Politiken:

Der er ikke tale om hverken underholdning eller reality. Hvilket vi heller aldrig har sagt. Vi har faktisk været helt uforstående overfor, hvor den genrebetegnelse er opstået? Der er derimod tale om et program, der i den grad tager arbejdsløse alvorligt. Og som udkommer i Aftenshowet, der er et aktualitetsprogram. (...)

   Formålet er at give alle arbejdsløse – både dem, der optræder i programmet, men ikke mindst alle dem, der ser med – et nyt sæt værktøjer til at slå hul på bylden i en fastlåst situation og få et nyt håb for fremtiden. 3 vil ende med et job – 27 vil stå med et forbedret potentiale for at få et job (og hvem ved, andre jobtilbud?). Og seerne vil blive meget, meget klogere.

Efter serien kom der en meget kritisk kommentar af Kristian Madsen i Politkens 'Signatur'-klumme på debatsiden, under rubrikken: 

Hvis nu 160.000 stalker Pernille Aalund

Kritikken i Kristian Madsens kommentar går først og fremmest på den bagvedliggende ideologi og det værdisystem som selve konceptets grundlæggende plot formidler. 

   Kommentaren slutter med denne 'grusomme salve':

Som menigheden i en frikirke afæskes de skiftevis bekendelser om, hvor meget de har lært af ’Jobmatch’, hvor glade de er for pæne ord fra direktøren, selvom de blev siet fra, og hvor meget gåpåmod, de nu er fulde af.

   På et tidspunkt brydes manuskriptet, da deltageren Sariai bliver spurgt, hvorfor hun ikke havde fået et arbejde: »Først og fremmest er der mangel på ressourcer og arbejdspladser ude i samfundet«, sagde den ledige sygeplejerske til studieværtens beklemte ubehag. Sariai ville i hvert fald aldrig kunne få job som vært på Aftenshowet.

   For i ’Jobmatch’ handler det ikke om ’samfundet’. Samfundet er en dårlig undskyldning for din egen utilstrækkelighed. Har du været åben og positiv nok? Har du fulgt tipsene fra programmets netværkscoach? Spillede du din rolle rigtigt, da vi skulle flytte kopper i samarbejdsøvelsen?

   Ledighed er i ’Jobmatch’s prisme ikke et fælles problem, men et individuelt problem. Derfor nytter det heller ikke noget at lede efter svaret for de 160.000 ledige i den politiske eller samfundsøkonomiske sfære.

   Det skal findes inde i dig selv med hjælp fra jobkonsulenter og HR-folk og psykologer. Og først og fremmest skal du have drive. »Dybest set kan man sige, at hvis man stalker mig tilstrækkelig længe, får man nok et job på et tidspunkt«, siger Pernille Aalund. Det kunne være sjovt, hvis 160.000 mennesker en dag tog hende på ordet.

Det med den bagvedliggende ideologi, er jeg faktisk enig med Kristian Madsen i. 

   Men at det skulle være noget man specielt skulle kritiserer Aftenshowets nye format for, synes jeg til gengæld er udtryk for at Politikens lederskribent kører på mental automatpilot. 

   Ideologien gennemsyrer nemlig stort set alle medier, alle kulturprodukter, al journalistik. Man kan ikke læse et nummer af Politiken og dets mange magasintillæg uden at det vrimler med tilsvarende eksempler.

   Systemkritik som forklaring på noget som helst er OUT. At du personligt er ansvarlig for din skæbne  er IN. Det afspejler sig i alle medier, og i alle politikeres udtalelser. 

   Det er i øvrigt et tema jeg vender tilbage til i et senere indlæg i serien 'Thinking Fast and Slow' - om to slags årsagsforklaringer og deres forskellige brugbarhed i medierne.

Også kritikken om at det er kritisabelt at anvende reality-plot i alvorligt journalistisk øjemed, det er deja-vue for mig. 

   Da en af denne blogs 'helte', Poul Martinsen, for nogle år siden producerede reality-dokumentar-serien 'Krigerne', sendt på DR1 i prime time, fik han og DR også på puklen. Serien skulle dokumentere at helt almindelige yngre danskere kunne forføres til - under de rette vilkår - at begå tortur og overtræde Geneve-konventions regler. Og det gjorde den. 

   Den ret enslydende kritik gik især på det realitylignende plot - og for uetisk behandling af de medvirkende for at underholde tv-seerne.

   Og mange kritikere forholdt sig alene på grund af form og format og påstået formål slet ikke til det meget oplysende og delvist selvkritiske budskab som serien videregav.

Med til historien hører så også at Poul Martinsen kunne fortælle at han havde fået forbud af DR´s 'højere magter' mod at etikettere serien med hybridbetegnelsen 'reality-dokumentar' - angiveligt med begrundelsen: "DR laver principielt ikke reality-tv."

   Jeg mener det var før X-Factor blev produceret og sendt i DR. Og også før serien 'Blod, sved og T-shirt' - med efterfølgere de næste sæsoner, blev sendt. Og før 'Maestro' blev produceret. 

   Men Henriette Ladegaards svar på kritikken kunne, citeret oven for, tyde på at hun har haft samme problem som Poul Martinsen med 'dem oppe i huset'.

På Facebook skriver Henriette Ladegaard til sine fb-venner umiddelbart efter sidste Jobmatch-udsendelse:

Er stolt! Over at min redaktion turde trodse mediestormen, bryde et tabu og have hjertet på rette sted. Tak til Danmarks sejeste arbejdssøgende, erhvervsledere og en top-dedikeret redaktion!

Og så henviser hun så i øvrigt med et link til en af de deltagende men ikke-vindende jobsøgere i programmet, Søren Riisgaard Mortensen. Han fortæller i en lang beretning på Kommunikationsforums hjemmeside om hvad han faktisk har fået ud af at deltage. Han skriver blandt andet:

Skåret helt ind til benet har jeg i løbet af Jobmatch-processen sendt en noget atypisk og personlig ansøgning på skrift og video om at deltage. Jeg har solgt mig selv på to minutter til en af Danmarks mest innovative, fremtids- og menneskeorienterede virksomheder foran 9 andre ukendte ”konkurrenter” og ført nogle korte samtaler med erhvervslederne fra de tre virksomheder. Det lyder ikke af meget, men det har alligevel været en hektisk periode, for DR har gjort meget for at vi ikke blot bliver til brug-og-smid-væk-statister i deres bestræbelser på at det nye koncept skal lykkes. Vi er blevet udfordret i nogle af vores grundopfattelser om os selv og tvunget til at tænke i nye baner, alt sammen ført an af to dygtige og inspirerende coaches, som vi har fået stillet til rådighed. Kort sagt er vi deltagere i Jobmatch nok de mest forkælede arbejdsløse, man kan opdrive i hele kongeriget. Og vi har det sgu godt i de her dage.

Det interessante er at deltagerne i 'Krigerne' fortalte noget lignende. De havde ikke følt sig udnyttet og misbrugt, og trods lidelser og barske vilkår indbygget i plottet, og det at de blev udstillet som"onde", så havde de efter eget udsagn lært en masse om sig selv.
   Altså: De afviste enstemmigt de etisk-bekymrede anmelderes og kommentatorers kritik. Og i det tilfælde var seriens egentlig formål endda blevet holdt skjult for dem, indtil alle optagelserne var i kassen. 

Læsere af denne blog vil vide at jeg ikke har nogen principielle kvababbelser over reality som underholdning - og som en blanding af fiktion og journalistisk virkelighed.
   Og jeg synes heller ikke det er synd for deltagerne. De er oplyste og moderne mediebevidste brugere af medierne, og tager som en helt naturlig ting ansvaret for de konsekvenser det har at deltage. De tager en chance for at afprøve sig selv. Også hvis de er arbejdsløse og deltager i Aftenshowets 'Jobmatch'.

Med fænomenet 'reality-tv' er der tale om en bred vifte af moderne og tidsvarende genreblandinger og simulerede virkelighedsplot der udnytter tv-dramaturgiens muligheder effektivt. Og genren har i hvert fald mindst 20 år på bagen. Eller mange flere år hvis man regner tv-programmer af Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen med.

   Personligt er jeg er vild med 'Maestro' og ser (endnuda) med fornøjelse 'X-Factor'. Jeg var stærkt begejstret for serien 'Gal eller normal' og for 'Det røde kapel'. 'Paradise-hotel' er dog ikke i min boldgade som seer.

   Men ligesom viden om atomfysik kan misbruges til atombomber, så kan viden om reality-dramaturgiens muligheder også misbruges til dårligt tv, som den fx blev det i serien 'Blod, sved og T-shirt' med efterfølgere. Se hvorfor her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/nar-blandingsgenren-skiller-om-dr1-tv.html

I min bog 'De levende billeders dramaturgi' bind 2. om TV kan man læse om reality-dramaturgiens principper, skrevet på et tidspunkt for små 10 år siden hvor den slags tv stadig var noget relativt nyt og friskt, kreativt og kontroversielt.

   Jeg skrev faktisk også en kronik til Fyns Stiftstidende omkring det tidspunkt som kan have - i hvert fald historisk - interesse i denne sammenhæng:

Reality i fantasien - og i virkeligheden

Af Peter Harms Larsen, professor i journalistik, Syddansk Universitet.  

Vi er landet på Fristelsernes Ø! Baren er åben! Vil du være årets supermodel? Hvor stor er din Fear Factor? Drømmesamfundets virkelighedsmaskine kører igen. Tv-reality-serierne fylder atter tv-skærmene. Journalisterne står på spring. Debatten vil blomstre. De kloge vil tage afstand. De unge vil forsvare.

    Der er godt nok mange af dem. Sidste år blev der i dansk tv sendt en halv snes reality-shows. Og alle kanaler var med på vognen. I foråret får seerne bl.a. adgang til ”Baren” – i ny festlig indpakning, ”71 grader Nord” i ny udgave, en skandinavisk version af ”Temptation Island”, ”Fear Factor” – og indtil flere kloninger af ”Popstars”-formatet - blot med modeller i stedet for. 

   Ingen tv-genre har udviklet sig mere og hurtigere end reality-shows i de senere år. Og udviklingen er ikke gået stille af. I Sverige kostede første udgave af ”Robinson” tv-underholdninschefen hendes stilling, angiveligt fordi en deltager et halvt år efter optagelserne begik selvmord. I Tyskland greb regeringen ind mod Big Brother og dekreterede en times kamerablack-out pr. døgn, i Norge kostede ”Temptation Island” en tv-direktør hans job, i flere udenlandske versioner af Robinson er medvirkende kommet alvorligt til skade som følge af de indlagte strabadser, i USA er kører der retssager af deltagere mod tv-selskaber for manipulation af tv-virkeligheden med konsekvenser for udfaldet og præmiefordelingen, og retssager for tyveri og plagiat af reality-koncepter tv-selskaber imellem.

   Avisdækningen har givet skældsord som ”snage-tv” og ”skod-tv”. Diskussionen har som regel taget genren på ordet og betragtet den som virkelighedsskildring - en særlig slags dokumentarisme. Ikke mindst anmelderne har ment at disse programmer dokumentarisk set var uvederhæftigt manipulerende, platte og gabende kedelige. Enkelte sympatisører, bl. a. Naser Khadar og Erik Meir Calsen har fremhævet deres muligheder for at give indsigt i hvordan ”de sociale mekanismer, normer og regler fungerer i dagens Danmark”.

  Men diskussionen er skæv. Reality-shows er først og fremmest fiktion – forklædt som virkelighed.

Formålet er det samme som for biograffilm og tv-serier: at underholde. I konstruktionen af koncepter og formater for relity-shows går man målrettet efter maksimal identifikation og fascination hos publikum: Det ”virkelige” i programmerne er en effekt der er underordnet de dramatiske oplevelseskvaliteter. Arnold Shapiro, Big Brother-producer i USA, siger: “We are looking for the same ingredients you look for in fictional drama. What we are trying to make is a real, live soap opera. So what do you look for? You look for all the variables of a dramatic story – character development, plot, emotion.” Og Mark Burnett, en af de hovedansvarlige bag produktionen af ”Survivor” (”Robinson” på amerikansk) betegner den slags programmer som ”unscriptet drama”. 

   Går man tæt på, bliver fiktionskonstruktionen tydelig. Reality-shows handler om de samme menneskelige grundtemaer som kendetegner fiktionen: kærlighed og erotik, venskab og venskabsbrud, magt og afmagt, konflikt og overlevelse, svig og sammenhold. Som i fiktionen bliver de medvirkendes sociale og moralske kvaliteter løbende sat på prøve: solidaritet versus egeninteresse, uselviskhed over for kynisme, mod over for fejhed. Personlige dilemmaer sættes i spil og eksistentielle spørgsmål rejses: – Hvor går mine grænser? – Hvilke midler helliger målet at vinde? Og vi oplever i de lange reality-føljetonerat nogle medvirkende, ligesom et dramas hovedpersoner, udvikler sig og træder i karakter under det pres og gennem de kriser og valg som den opfundne virkelighed udsætter de medvirkende for. 

   Motoren i al fiktion er en udfordring til fantasien: ”Tænk hvis…” – Tænk hvis marsboerne invaderede Jorden! – Tænk hvis du mødte den store kærlighed, men familierne var dødsfjender! – Tænk hvis en fordrukken bonde endte i baronens seng! Kunsten består jo så i at få publikum til at tro på fiktionen som en slags virkelighed – en illuderet virkelighed – på engelsk kaldet en ”make believe-world”. 

   Det er til gengæld ingen kunst i reality-shows, men de er konstrueret over samme formel: - Tænk hvis du strandende på en øde ø uden moderne bekvemmeligheder! – Tænk hvis du blev spærret inde og overvåget døgnet rundt! – Tænk hvis du og din kæreste blev fristet til sidespring af skønne singler! – Tænk hvis du kunne blive en popstjerne og vinde rigdom og berømmelse! 

   Tricket i reality shows er det samme som ellers altid har været fiktionens hjemmebane: at gøre en udbredt fantasi eller drøm til en konfliktfyldt virkelighed, for så at vise hvordan aktørerne reagere i den realiserede fantasi. Reality-shows fascinerer ved at virkeliggøre både ønskedrømme og angstdrømme og mixe dem på sindrig vis i konceptet for den enkelte programserie. Lystfyldte drømme og fantasier om at leve på en paradisisk sydhavsø, om mulighed for et harem af villige kvinder eller mænd, om at leve i vild luksus, blandes med angstdrømme, mareridt og fobier: at opleve psykisk og fysisk ydmygelse, dødsangst, at blive beluret, klaustrofobi, højdeskræk og angst for kryb, at fjenden invaderer privatlivet, udstødelse af fællesskabet. 

   Ofte realiseres disse drømme via henvisninger til fælleskulturelt myte- og fabelstof, og med referencer til kendte eventyr og historier fra litteraturhistorien: Robinson Cruso, Temtation Island, Big Brother, Harem, Villa Medusa – fortællinger der så bruges som gennemgående idebank for diverse opgaver, konkurrencer, arrangerede events, præmier og trofæer.

   Men uanset realiserede drømme og eventyrlige rammer, så er mennesker i det daglige samværs rutiner som regel dødkedelige at se og høre på. I fiktionen er det plottet der sikrer fremdrift, spænding og dramatiske vendepunkter. I reality-shows indplanter man med samme mål serier af games med plotfunktion: opgaver, konkurrencer, tvungne valg og afstemninger – og ikke mindst interventioner fra tilrettelæggernes side undervejs: overraskende gæster, nye regler, ekstra straf eller belønning. Alt sammen for at skabe drama ud af den udramatiske virkelighed. 

   Særligt vigtige for genrens fiktionseffekt, og noget af det der har gjort genren mest suspekt i kritikernes øjne, er de mange mind-games. Det er opgaver der gennem valgsituationer tvinger de medvirkende til at vise følelser og til at afsløre gode eller dårlige sider af sig selv - egenskaber som de under almindeligt socialt samvær ikke frivilligt og åbenlyst ville vise frem. Gennemgående er kravet om at udstøde gruppemedlemmer gennem afstemning eller nominering – og begrunde hvorfor. Heri ligger kilden til de intrigeplot som deltagerne dermed bliver tvunget ind i hvis de vil vinde. Også de indbyggede fristelser eller prøvelser hvor den enkeltes mentale styrke og svaghed testes, er afgørende for at seerne både fascineres og kan identificere sig med deltagerne. Et andet afgørende mind-game-element er sekvenser, f.eks. i form af ”skriftestole”, hvor deltagerne taler privat til seerne om hvad de føler og tænker før og efter de dramatiske game-situationer. Seernes fascination er beslægtet med fornøjelsen ved sladder. Man får inside-viden, så man kan aflæse en masse undertekst i deltagernes indbyrdes snak.

   Voyeurisme er navnet på lysten til at kigge på andre mennesker uden selv at blive set. Når folk fænges og fanges af film- og tv-fiktion, er drivkraften denne basale menneskelig lyst der får dem til at forglemme sig selv mens de ser på. Og det er det også når publikum bliver optaget af at se reality-shows. Ekshibitionisme er det modsatte: lysten til vise sig frem og blive set på. Enhver god skuespiller drives af denne lyst når han optræder på scenen eller filmlærredet. Og den lyst er også en vigtig del af reality-deltagernes grund til at være med – lysten til at være på og blive set. Når reality-showet rigtig kører går publikums indre peeping-tom i tæt symbiose med deltagernes lyst til at vise sig frem. 

   Reality-shows er tænkt som fiktion, konstrueret som fiktion og fungerer som fiktion. Et helt legitimt projekt. Lige indtil man slipper virkelige mennesker løs som aktører i disse fantastiske universer. Så skifter optikken og balladen starter. Når deltagerne sulter, så sulter de rigtigt, når de hader hinanden, så hader for alvor, når de har sex under dynen, kommer der pletter på lagnet. Seeren bliver automatisk gjort til en ægte voyeur. Og aktørernes ekshibitionisme er ikke noget de bare spiller på, de blotter sig for alvor. 

   Ligheden med det der stadig forgår i Spaniens tyrefægtningsarenaer og som udspillede sig i det gamle Roms Colossæum, er slående. Gladiatorkampe og kristne som løvemad var ”skuespil” – datidens realitys-hows – endda med indbygget publikumsafstemning: tomlen ned – døden, tomlen op – overlevelse. Seerne til vor tids tv-reality-shows opfatter det der foregår på skærmen med samme lystfyldte fornemmelse af uvirkelighed som når spanske tilskuere oplever tyrens og toreadorens dødedans i arenaen. 

   At iscenesætte virkeligheder efter skabeloner fra ønskedrømme og mareridt, er ikke forbeholdt tv. Varierende cocktails af lyst og lidelse, fascination og kvalme præger kulturlivets ritualer ved indgangen til det nye århundrede: polterabend med fristelser og ydmygelser før drømmebrylluppet, dyrkelse af ”extreme sports” med indbygget livsfare, nedværdigende rustur-ritualer for nye universitetsstuderende, kanindræberkurser for ledere, udmattende stroppeture i vildmarken for indvandredrenge, kunstnere der hænger sig selv op i kødkroge eller udstiller døde svinekroppe og guldfisk i blendere. 

   Det er i lyset af det man skal se udviklingen af nyere reality-show-formater efter de grove urformer ”Robinson og ”Big Brother”. Der sker en rendyrkning af den virkeliggjorte fantasi. Og dermed en fokusering på bestemte følelsesmæssige registre i det enkelte format. I ”Popstars”, går man enstrenget efter stjernedrømmene og prøvelsernes vej derhen. I ”Bootcamp”, som vi ikke har set herhjemme (endnu?), udsættes deltagerne for nedværdigende tvang og psykisk ydmygelse af samme barske karakter som jægersoldater og frømænd udsættes for under deres uddannelse. I ”Temptation Island” går man målrettet efter at skabe jalousi gennem emotionel tiltrækning og erotisk fristelse: Veletablerede kærestepar tester deres forholds ved at udsætte sig for eventyrlige ”dates” i eksotiske rammer, med attraktive singler af det modsatte køn. Og med det særlige mind-game indlagt at de undervejs kan se optagelser fra kærestens dates. I ”Fear Factor” udsættes deltagerne for rædsels- eller afskyvækkende ”stunts” – som at spise levende orme eller rå fåreøjne, blive overhældt med slanger, kravle gennem mørke kloakrør med rotter, springe mellem biler i høj hastighed, blive overfaldet af glubske hunde. På nettet opfordres publikum til at opfinde nye stunts til fremtidige programmer og deltagere. 

   Et helt ny journalistisk ”beat” er opstået: ”reality-journalistik” – på linie med andre fagspecialer som sportsjournalistik og trafikjournalistik. Netop fordi disse fiktioner er befolket med virkelig mennesker, er reality-programmerne for journalisterne en guldgrube af ”gode historier” med uudtømmelige muligheder af indbydende vinkler. Lige i øjet til beboerne af ”The Dream Society”. De medvirkende stiller op for et godt ord, historierne skriver næsten sig selv. Den yngste journalistpraktikant kan være med fra første dag. Og selv om seertallene måske ikke er så høje, så står annoncørernes darlings, de unge seere, på i stort tal. Producenterne smiler smørret, mens produktionsselskabernes idéfolk har travlt med at tyre psykologibøgerne og verdenslitteraturen igennem for ideer til nye virkelighedsdramaer. The show will go on!

   Og bliver man træt af det, så er der det nye polititske fear-factor-show “Med ryggen til fremtiden – og af med hovedet” – med ø-råds-massakren og i tusindvis af offentligt ansatte der bliver stemt hjem af Big Thor.

Thinking Fast and Slow (4) - suggestopædiens mekanismer i journalistikkens dækning af Elbæk-sagen

I foregående blogindlæg viste jeg Daniel Kahnemans model for 'cognitive ease' - hvad der fremmede kognitiv fremkommelighed - og hvilke positive fornemmelser der ledsagde denne mentale tilstand:

Og det der pludselig slog mig var en association til 'suggestopædi' og 'superlearning' som jeg har været inde på i tidligere blogindlæg, bla. om den såkaldte 'Mozart-effekt'.  

   Ideen med disse pædagogiske teknikker er at man kan stimulere og fremme læring af fx et fremmedsprog så det går hurtigere og nemmere, ved at fokuserer på en række eksterne forhold i undervisningen. Jeg skal nævne nogle få:

    At man - både lærer og elever - skal gentage det der skulle læres, mange gange; at man ledsager undervisningen af mozart-musik, at man sidder i behagelige og afslappende stole uden skolebord foran,  at enkle og klare hovedpointer i det man skulle lære, også bliver skrevet og vist på plakater i klasseværelset, så det hele tiden er visuelt present. Kravene til læreren er at han/hun udelukkende formulerer positive forventninger til eleverne, og at han/hun udfolder en særlig personlighed og relation til eleverne som skal udtrykke "faderlig tryghed" og "faderlig omsorg", så eleverne kommer i en tilstand af "barnlig åbenhed og tillid" til læreren. 

Ude fra Kahnemans teori er "tricket" i suggestopædi/superlearning at man systematisk og konsekvent fremmer og stimulere 'cognitive ease' - med alle til rådighed stående midler. 

   Teknikken er især anvendt i forbindelse med indlæring af fremmedsprog og skulle, efter seriøse undersøgelse at dømme, føre til at sprogindindlæringen skete 3 til 5 gange så hurtigt som ved traditionel sprogundervisning. 

   Den bulgarske "opfinder" af suggestopædien, Georgi Lozanov, er blevet kritiseret for at metoden savner videnskabelig "backing" (det gør den dog ikke hvis Kahnemans videnskabelige referencer er solide, og det tyder alt på). Og selv har Lozanov medgivet at man kan tale om en slags placeboeffekt - altså en effekt der stammer fra at patienterne - her eleverne - fuldt og fast tror på at en medicin virker. 

    I den forbindelse kan det være værd at nævne at de nyeste undersøgelser jeg har læst om placeboeffekten, faktisk viser at en meget stor del af al medicins effekt er placebo-bestemt.  

Man kan sige at journalistik som er indrettet på at appellere til og påvirke System 1-tænkningen, også er en form for suggestopædi. 

   Det der rapporteres i nyhedsartikler, fornemmes som en sandhed fordi læserne 1) har tillid til journalisterne, 2) er i nogenlunde godt humør, 3) får det samme fortalt mange gange, 4) får det skåret ud i pap i kraft af en skarp vinkel, og 5) er blevet forberedt på indholdet af nyheden gennem forskræp (=priming).

   Denne cocktail af input etablerer 'cognitive ease' hos læserne, ledsaget af fornemmelserne: 'feel familiar', 'feels true', 'feels good', 'feels effortless'.

    

Ser vi fx på formidlingen af Uffe Elbæk-sagen som den blev foldet ud i gennem pressens dækning, så gælder System 1´s grundlæggende trossætning: What You See Is All There Is. Og journalistikkens suggestopædi træder i aktion;

   Så når alle journalister om og om igen fremhæver at Elbæk har holdt fem dyre middagsarrangementer på Akademiet for utæmmet kreativitet, som hans mand er ansat på, og som han selv har været bestyrelsesformand for inden han blev minister, så er den historie jo ikke længere. Konklusionen er klokkeklar - og passer som fod i hose ind i et præfbrikeret associationsskema: 

"nepotimsme", kammerateri", "favorisering"

Rune Engelbreth Larsen har i sin klumme idag et par supplerende oplysninger som, synes jeg, i den grad viser de fejlvurderinger som troen på WYSIATI kan føre til når journalisterne samlet leverer en stor portion 'cognitiv ease' til læserne - hvad der er ren glidekrem for de to mentale System 1- maskiner hos læserne: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'.

   Engelbreth oplyser nemlig at ministeren i samme periode "har afholdt i alt tyve arrangementer, hvilket vil sige femten arrangementer uden for Afuk."

   Endvidere fremfører Engelbreth at den forrige borgerlige regering "alene i januar 2011 brugte 356.000 kr. på Afuk, dobbelt så meget som Elbæk."

Tænk hvis offentligheden og Elbæks kolleger havde fået de to oplysninger som forankrende kontekst til de "belastende" kerneoplysninger som ellers er blevet gentaget igen og igen i artikler og tv-indslag den sidste uges tid. 

'Thinking Fast and Slow' (3) - lemmingeeffekt og selvsving - om betydningen af 'kognitiv lethed' for journalistikken

Journalistik lever af at fortælle nyt der også er sandt. Og et af de vigtigste positive nyhedskriterier er at kunne bringe væsentlige solohistorier.  

   Idealet for en journalist og en redaktion er at skille sig ud fra mængden, gøre en forskel, og være original og selvstændig i sin dækning af virkeligheden, og formidle sine historier på en måde der overrasker og er anderledes.    

   Journalistikken og professionen er underlagt en fælles, men ofte underforstået og uudtalt kreativitetsforventning

Ikke desto mindre har vi m gang på gang især i de senere år oplevet hvordan journalisterne løber i flok efter samme nyhedshistorier, som de i den grad overfodrer offentligheden med, historier som de så også vinkler på samme måde, og hvor der når det kommer til stykket ikke er noget rimeligt forhold mellem omfanget af dækningen og historiens væsentlighed. 

   Det sidste eksempel vi har oplevet, er sagen om kulturminister Uffe Elbæks påståede nepotisme og kammerateri som endte med at han "smed håndklædet i ringen" og gik af som minister i går.

Det interessante er at der er tale om nogle tilbagevendende selvforstærkende kognitive og sociale mekanismer som metaforisk omtales som "mediestorme". 

    Og lige så sikkert og forudsigeligt er det, at når "stormen" har lagt sig, kommer der ganske mange selvkritiske undertiden også lidt flove kommentarer og analyser i de selvsamme medier som har bidraget aktivt til 'stormen'.  

   Retorisk spørger man igen og igen: Hvordan kunne det dog gå så galt? Hvad gik der af os?

   I den forbindelse bringes andre metaforer i spil: Journalisterne har været ofre for 'lemminge-effekten' eller 'lemming-defekten', pressen er gået i 'selvsving'.

Hvordan kan man forklare at de redaktionelle miljøer og deres mange journalister i den grad svigter deres kreativitets-ideal? 

   I lyset af de tanker og teorier som fremsættes i bogen "Thinking Fast and Slow' af Daniel Kahneman, så forekommer det klart at "stormene" er et resultat af den 'tænkning' der i bogen omtales som 'System 1's måde at opererer på, mens de selvkritiske mentale tømmermænd som luftes i professionens egne rækker når stormen har lagt sig, er et System 2-fænomen. 

   Og for lige at repeterer om de to systemers måder at tænke og operere på:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Forklaringen ligger efter min mening i det fænomen som Kahneman karakteiserer som 'cognitiv ease', og som tilegnes et helt selvstændigt kapitel i bogen. 

   'Cognitive ease' kendetegner System 1-tænkning, idet det system så vidt muligt følger den mindste modstands vej - og dermed også den hurtigste - når noget skal besluttes, bedømmes, kategoriseres. 

   Det modsatte - 'cognitive strain' - indebærer at bolden spilles videre til System 2 til nærmere bevidst inspektion og mere anstrengende og tidkrævende "processing".

Kahneman introducerer begreberne ' cognitive ease' og 'strain' sådan her:

Whenever you are conscious, and perhaps even when you are not, multipl computations are going on in your brain, which maintain and update current answers to some key questions: Is anything new going on? Is there a threat? Are things going well? Should my attention be redirected? Is more effort needed for this task? You can think of a cockpit, with a set of dials that indicate the current values of each of these essential variables. The assessments are carried out automatically by System 1, and one of their functions is to determine whether extra effort is required from System 2.

   One of the dials measures cognitive ease, and its range is between “Easy” and “Strained": Easy is a sign that things are going well - no threats, no major news, no need to redirect attention or mobilize effort. Strained indicates that a problem exists, which will require increased mobilisation of System 2. Conversely, you experience cognitive strain. Cognitive strain is affected by both the current level of effort and the presence of unmet demands. The surprise is that a single dial of cognitive ease is connected to a large network of diverse inputs and outputs. 

Kahneman sammenfatter i det følgende skema en række forhold der som input fremmer 'cognitive ease': dette at noget opleves igen og igen, dette at noget udtrykkes klart og tydeligt, dette at noget er forvarslet, og simpelt hen dette at ens stemning er positiv.
   Og 'cognitive ease' udløser så på sin side så forskellige positive 'fornemmelser': 'velkenthed', 'sandhed', 'velvære', 'ubesværethed':

Wikipedia har en anden betegnelse for det samme: 'processing fluency', og henviser med noter til mange af de samme forskningsresultater som Kahneman i sit kapitel om 'cognitive ease' bygger på:

Processing fluency is the ease with which information is processed in the mind. The ease with which perceptual stimuli are processed is perceptual fluency; the ease with which information can be retrieved from memory is retrieval fluency.[1]

   Research in psychology has shown that processing fluency influences different kinds of judgments. For instance, perceptual fluency contributes to the experience of familiarity.    A stimulus that has been repeatedly presented before will be processed more fluently. Therefore, people sometimes take fluency as an indication that a stimulus is familiar in cases where fluency does not stem from familiarity.[2] Later research observed that high perceptual fluency increases the experience of positive affect.[3] Research with psychophysiological methods corroborated this positive effect on affective experience: easy-to-perceive stimuli were not only judged more positively but increased activation in the zygomaticus major muscle, the so-called "smiling muscle".[4] The notion that processing fluency is inherently positive led to the processing fluency theory of aesthetic pleasure[5], and it has been used to explain people's negative reactions towards migrants, who appear to be more difficult to process than nonmigrants.[6] (processing fluency explanation of prejudice against migrants)

   Other studies have shown that when presenting people with a factual statement, manipulations that make the statement easier to mentally process—even totally nonsubstantive changes like writing it in a cleaner font or making it rhyme or simply repeating it—can alter judgment of the truth of the statement, along with evaluation of the intelligence of the statement's author.[7] In one study, people were more likely to judge easy-to-read statements as true.[8] This means that perceived beauty and judged truth have a common underlying experience, namely processing fluency. Indeed, experiments showed that beauty is used as an indication for the correctness of mathematical solutions. This supports the idea that beauty is intuitively seen as truth.[9] Processing fluency may be one of the foundations of intuition.[10]

Ligesom citatet her taler om 'the processing fluencey thory of æesthetic pleasure', kan man i analogi hermed formulere 'the processing fluency theory of journalistic pleasure'. Den teori kan formuleres sådan her:

Journalistiske historier som i særlig grad lever op til de skabeloner og frames som er fælles for journalister når de vælger og prioriterer historier, er nemme at lave (='cognitive ease'), gør journalisterne i godt humør, overbeviser dem om sandheden i historierne, og får alle medlemmer af professionen til at nyde deres job og føle sig som rigtige journalister. 

Et af kendetegnene på kreativitet er at man modarbejder eller undgår såkaldt "nemme løsninger". En kreativ person er typisk en såkaldt "Rasmus modsat" - en der hver gang noget ser for nemt og indlysende ud, siger til sig selv - eller til omverdenen: Hvad nu hvis det modsatte var tilfælde? Hvad nu hvis man så det fra den modsatte synsvinkel? Hvad nu hvis man stillede spørgsmålet på hovedet?

   Blandt kreativitetsteknikker nævner man også ofte det der kaldes negativ brainstorm, hvorved man brainstormer på den negative udgave af det spørgsmål som man egentlig vil have svar på. Fx på et seminar for journalister vender man spørgsmålet: Hvordan får vi flere abonnenter og fastholder dem vi har?  - til spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for at skræmme vores abonnenter væk?

Jeg har også i tidligere blogindlæg været inde på at kreativitet forudsætter en eller anden form for modstand eller udfordring. Der skal foreligge et problem eller en opgave som ikke lader sig løse med de midler, teknikker eller procedurer som man plejer at bruge.

    Såkaldt 'kreative restriktioner' er eksempler på begrænsninger der yder modstand mod konventionelle fremgangsmåder. 

   I alle tilfælde er kreativitet i journalistikken forbundet med det modsatte af 'cognitiv ease', nemlig 'cognitive strain' der nødvendiggør System 2-bearbejdning.