Nyhedskriterierne - når de sætter sig på hjernen hos læserne

I slutningen af Wikipedias artikel om nyhedskriterier - "news values" - finder man et afsnit som handler om "audience perceptions of news". Det er interessant fordi det kommer ind på hvad det er der sker i hjernen på nyhedspublikummet som gør at de tiltrækkes af "nyheder" - altså modsvarende des spørgsmål jeg stiller om udøvende journalister i indlæggene om neurojournalistik og nyhedskriterier her:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Ligesom man kan sige om dramaturgiens principper at de i virkeligheden implicerer en psykologisk model af det der foregår i publikums hjerner når de ser en film eller et teaterstykke, så kan man sige at nyhedskriterierne tilsvarende implicerer nogle principper for en fysiologisk og neurologisk forankret læserpsykologi når læserne møder nyheder i avisen, fascineres og fanges af dem og forledes til at læse dem.

   Wikipedia skriver:

Conventional models concentrate on what the journalist perceives as news. But the news process is a two-way transaction, involving both news producer (the journalist) and the news receiver (the audience), although the boundary between the two is rapidly blurring with the growth of citizen journalism and interactive media.

   Little has been done to define equivalent factors that determine audience perception of news. This is largely because it would appear impossible to define a common factor, or factors, that generate interest in a mass audience.

   Basing his judgement on many years as a newspaper journalist Hetherington (1985) states that: “…anything which threatens people’s peace, prosperity and well being is news and likely to make headlines”.

   Venables (2005) suggests audiences may interpret news as a risk signal. Psychologists and primatologists have shown that apes and humans constantly monitor the environment for information that may signal the possibility of physical danger or threat to the individual’s social position. This receptiveness to risk signals is a powerful and virtually universal survival mechanism.

   A 'risk signal' is characterized by two factors, an element of change (or uncertainty) and the relevance of that change to the security of the individual.

   The same two conditions are observed to be characteristic of news. The news value of a story, if defined in terms of the interest it carries for an audience, is determined by the degree of change it contains and the relevance that change has for the individual or group. Analysis shows that journalists and publicists manipulate both the element of change and relevance (‘security concern’) to maximize, or some cases play down, the strength of a story.

   Security concern is proportional to the relevance of the story for the individual, his or her family, social group and societal group, in declining order. At some point there is a Boundary of Relevance, beyond which the change is no longer perceived to be relevant, or newsworthy. This boundary may be manipulated by journalists, power elites and communicators seeking to encourage audiences to exclude, or embrace, certain groups: for instance, to distance a home audience from the enemy in time of war, or conversely, to highlight the plight of a distant culture so as to encourage support for aid programs.

Et langt Wikipedia-citat. Jeg prøver i det følgende at "oversætte" det til min egen tænkning.

En nyhed indeholder i princippet en kognitiv overraskelse, noget sker der ikke er ventet, og alt uventet er ukendt og kan være farligt. Sådan er vi menneskers og vist nok alle dyrs hjerner indrettet. Oplevelsen af det uventede aktiverer et handleberedskab der har et hormonalt og dermed emotionelt udspring.

   Menneskets hjerne er derfor permanent på vagt over for overraskelser - og optaget af at at afsøge omverdenen for faresignaler - for mentale input og sansninger der tyder på at noget kan true dets sikkerhed, eller som indebærer en risiko. Sådanne signaler er altid udtryk for at noget vil eller kan ændre sig i vores omverden. 

   Vi har oven i købet et særligt hormon som aktiveres lige så snart sådanne signaler og tegn på fare og ricisi rammer vores sanseapparat: adrenalin som også kaldes fight-or-flight-hormonet: en pludselig høj lyd, et skift fra lys til mørke, noget der pludselig gør ondt, etc. kan udløse det.

   Det var den viden som dem der opfandt nyhedsjournalistikken for flere hundrede år siden, omsatte til ideen om at nyheder kunne sælge aviser.

Når folk læser (lytter til, ser) nyheder, så læser de grundlæggende med et afgørende spørgsmål i baghovedet: Er der noget i disse overraskende informationer der kan være farligt, truende eller risikabelt for mig og min familie, mine venner, mit arbejde etc.? 

   Og farligt betyder altså noget der ændrer ved den nuværende relativt stabile tilstand jeg om mine nære omgivelser i øjeblikket lever i.
    At købe og læse nyheder er altså for folk først og fremmest motiveret som en sikkerhedsforanstaltning og en garantiordning.

   Man kan i denne sammenhæng minde om  det bevingede ord: "Intet nyt, er godt nyt". Eller om Kim Larsen der en gang har sagt at for en journalist er en god historie altid en dårlig historie.

Hvad indebære et sådan bio-psykologisk udgangspunkt for forståelsen af  nyhedskriterierne?

Sensationskriteriet er det mest oplagte at forbinde med dette udgangspunkt. Ifølge ordbogen refererer "sensation" til noget der overrasker, vækker opsigt og er fascinerende - og derfor skaber en "stærk følelse af grebethed, spænding hos en person; sindsbevægelse".
   Grundlæggende er sensationsoplevelsen kriteriet for den ultimative overraskelse.
  Og i princippet er effekten af den sensationelle begivenhed så stærk at hjernen ikke umiddelbart kan sætte det ind i en logisk eller velkendt forklaringsramme. Derfor er en sensationshistorie altid en der udløser hjernens fare-reaktioner, emotionelle reaktioner der er resultatet af en direkte respons fra det limbiske system, som udløser adrenalin.

Det giver i hvert fald også god mening til  konfliktkriteriet,  relevanskriteriet og nærhedskriteriet som jeg har omtalt i det tidligere indlæg om nyhedskriterierne.

   Konfliktkriteriet aktiverer i princippet også et fareberedskab hos læserne - med aktivering af adrenalinpumpen - specielt hvis det kan kombineres med identifikationskriteriet, nærhedskriteriet eller relevanskriteriet:
   Kan konflikten direkte ramme mig, eller er den så tæt på at jeg kan blive involveret i den, så er det farligt.

   Nærhedskriteriet betyder at vi er mere interesseret i en nyhed der foregår i nærheden af os end i én der ligger langt væk. Simpelt hen fordi den geografisk nære nyhedsbegivenhed har større sandsynlighed for at indebærer noget truende, risikabelt og farligt end den fjerne. 

   Relevanskriteriet er overordnet et kriterium som udspringer af spørgsmålet: What´s in it for me? Underforstået er der noget i nyheden som kan øge min sikkerhed, eller noget som kan øge risikoen i mit liv. 

   Når mange lærebøger om journalistik ikke nævner væsentlighed som et selvstændigt nyhedskriterium hænger det sammen med at væsentlighed ikke er noget der optager mennesker, med mindre det er "relevant for mig".

Dette bio-psykologisk fundament for nyheder, giver også mening til aktualitetskriteriet. 

   Hvor nærhedskriteriet forholder sig til fysisk afstand i rum, så forholder aktualitetskriteriet sig til afstand i tid. Hvis en begivenhed ligger fjernt i tid - er ikke-aktuel - så er det på en risikoskala sandsynligvis lidet relevant her og nu - og dermed ufarligt.
   Derfor den journalistiske foragt for "old news".

   Identifikationskriteriet indebærer mentalt og emotionelt set at en historie fortæller om mennesker vi kan genkende og leve os ind i. Og det vil sige mennesker som ligner os og dermed giver os tryghed. Det indebærer at identifikationskriteriet ikke har selvstændig betydning i nyheder uden i forbindelse med historier som aktiverer konfliktkriteriet eller sensationskriteriet.

Som jeg nu sidder her og skriver, så får jeg pludselig associationer til Ramchandrans universelle æstetiske principper - på neurologisk grundlag - hans bog "The Tell-Tale Brian".

   De kan ikke umiddelbart kobles til nyhedskriterierne, men alligevel har jeg på fornemmelsen at de er relevante for at forstå måden journalisten arbejder og tænker på når han/hun bevæger sig fra ide til den færdige artikel: gruppering, kontrast, symmetri, borte-tit, overdrivelse, orden i tingene, isolering, balance, metafor.

   Det vender jeg tilbage til senere.

Peter Vuust - en blended kreativ personlighed - musiker og hjerneforsker

Jeg læser om Peter Vuust på Politikens navneside - og reagerer naturligvis på rubrikken: "Han kobler musik og videnskab". Blending altså: Højre og venstre hjernehalvdel.

  Manden bliver 50. Og jeg har stødt på hans navn tidligere i forbindelse med videnskabelig undersøgelser om det kan være helende og gavne helbreddet at høre musik - fx når man ligger på hospital.

   Men først nu noterer jeg at han jo i den grad hører til den kategori af personligheder der interesserer mig. Ikke mindst fordi han jo er et smukt eksempel på "to personer i en"-personligheden, men vel at mærke uden der er tale om en lys side og en mørk side.

   Han er lektor i kognitiv  neurovidenskab på Århus Universitet, ansat i en afdeling med navnet "Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab." Han er som sådan med i en forskningsgruppe med navnet "Music in the brain".

   Mon ikke de er omkring "Mozart-effekten" og lignende sager? - tænker jeg.

Og uanset at centrets navn jo grundlæggende er sort tale, så kan jeg jo bare af rubrikken til artiklen regne ud at det manden både som personlighed og det han forsker i, ligger i centrum af min interesse.

Når nogen skriver noget med "integration", så reagerer min hjerne automatisk med ordet "blending" som jo refererer til kognitive processer hvor adskilte konceptuelle rum når hjernen blender dem, integrerer og komprimerer elementer fra de to rum i et nyt - the blend - hvorigennem nu betydning kommer til udtryk.

   Så centret hvor Peter Vuust arbejder, må arbejde ud fra en tværfaglig "blending"-ideologi der kobler humaniora - kunst og udøvelse af samme - sammen med biologi - det der foregår i hjernen.

Men Peter Vuust er altså også professor på det Jyske Musikkonservatorium, og er en kendt og skattet jazz-musiker med kontrabassen som sit instrument.

  I artiklen i Politiken citeres han fra en udtalelse i et interview i bladet Gaffa:

Høj på musik– Musik formidler følelser ved, at den skaber nogle forventninger, som den opfylder eller opfylder delvist. Man bevæger sig gennem nogle følelsesmæssige landskaber, når man hører en ny tone, solo eller akkord. Den biologiske begrundelse for, at de vækker følelser, er, at det er helt afgørende for din overlevelse, at du kan forudsige fremtiden. Forestil dig, at du skal krydse en trafikeret vej for eksempel – du skal kunne forudse, hvordan trafikken bevæger sig, og når du kommer over på den anden side, så ånder du lettet op. Vi har et belønningssystem i hjernen, som belønner os, hver gang vi forudsiger korrekt, og når det sker, så frigiver hjernen stoffet dopamin, som gør os lidt høje, fortæller Peter Vuust.

   Du kender sikkert fornemmelsen af at høre et stykke musik, og sidde og nynne med, selvom du ikke rigtigt kender sangen. Man skaber forventninger til de mønstre, som ligger i rækkefølgen af akkorder og toner. Og hvis du har set dit yndlingsband spille på Orange Scene, så genkender du, at nakkehårene rejser sig. Fornemmelsen af en ren lykkerus.

   – Musik er fremragende til at skabe forventninger, og hver gang du får løsnet denne forventning, så vil det skabe en følelse hos et menneske. Jo mere indviklet musikken bliver, jo flere forventninger skaber det. Når det risler én ned ad ryggen, når man hører sin yndlingsmusik, så er vores dopamin-system aktivt, fortsætter hjerneforskeren.

Det der med "forventinger" er helt centralt.

   En bog jeg læste for nylig, og vist også har citeret fra i et af de foregående indlag, er det også en gennemgående pointe, at det er helt afgørende for vores hjerne at den arbejder ved hjælp af modeller der hele tiden foretager og leverer "forudsigelser". Og det er den kognitive mekanisme der sikrer vores arts overlevelse.

   Bogens titel er god "Making up the mind - How the Brain Creates our Mental World". Forfatteren Chris Firth.

Interviewet med Peter Vuust slutter med et citat som jo korresponderer fuldstændig med hvad jeg efterhånden har konstateret i en lang række andre sammenhæng, hvor man kommer  flow og er "lykkelig":

Musik er følelser. Mennesket føler med hjernen, ikke med hjertet.
   Musik formidler følelser ved, at den skaber nogle forventninger, som den opfylder eller opfylder delvist, når man hører musik. Vi har et belønningssystem i hjernen, som belønner os, hver gang vi forudsiger korrekt, og når det sker, så frigiver hjernen stoffet dopamin, som gør os lidt høje.
   Når det risler én ned ad ryggen, når man hører sin yndlingsmusik, så er vores dopaminsystem aktivt.

Inspiration, adaption, kopiering, plagiering, tyveri - kreativ blending på kanten af moralen

I et af mine indlæg om akvarelmalingens mysterier diskuterer jeg lidt med mig selv om der er problemer ved at male billeder efter fotografier som andre har taget, eller male efter malerier som andre - store mestre - har malet. 

   Jeg nævner i den forbindelse også HOPE-plakaten med Obamas ansigt som motiv, et motiv som var taget fra et fotografi som så blev bearbejdet grafisk og farvemæssigt. Og jeg fremhævede at jo mange store kunstnere har haft fotografier - egne eller andres - som forlæg for deres malerier.

Jeg kommer i tanker om Warholes berømte Marilyn Monroe-grafik. Er det tyveri, plagiat, eller inspiration  - i forhold til det fotografiske forbillede han har udnyttet? Eller er det ekstremt original kunst - i sin egen ret?

Her er originalen som er et såkaldt "publicity shot" i følge Wikipedia:

En anden meget berømt moderne maler kommer jeg også i tanker om, en kunstner som har tegneserier som forlæg, som han kopirer eller stjæler fra, men hvor han også bearbejder motivet lidt som Warhole - ved at zoome ind, forstørre og beskære. 

   Navnet er Roy Lichtenstein, og jeg så for nogle år siden en flot udstilling af hans værker på Louisiana:

Det er sådan med denne blog, at når først jeg har taget et tema op, så finder jeg det ene eksempel efter det andet i aviserne, der belyser det. 

   Information igår havde en artikel med rubrikken "Bob Dylan plagierer dansk fotograf". Skrevet af journalist Rasmus Elmelund.

   Der er en internationalt berømmet danske fotograf der hedder Jacob Aue Sobol. Og Bob Dylan har brugt et foto af ham fra 2008 som forlæg for et af sine malerier. Det viser en hankamp i Thailand med ophidsede tilskuere omkring "ringen". 

   Hvordan Bob Dylans kopi ser ud, er det ikke muligt at finde ud af sådan uden videre.

  Men artiklen fortæller om en lang række andre malerier og tekster som Bob Dylan nu beskyldes for at have "stjålet" eller "plagieret". Se fx dette foto med titlen "Woman Smoking Opium" fra begyndelsen af 1900-tallet - sammen med Bob Dylans maleriske versionering:

Og her en anden Bob Dylan "kopi" - malet efter et foto af fotografen Henri Cartier-Bresson fra 1948:

 

Jeg ser ingen æstetiske problemer i disse adapteringer fra foto til maleri. Der er tilføjet farver, eller farverne er ændret. Der er sket forenklinger af lys og skygge-felter. Teksturen er en anden. Vi har bevæget også fra dokumentation til malerisk fantasi over et tematisk motiv.

  Og malerierne kunne umiddelbart godt se ud til at være gode, nogle man gerne ville have på væggen (i modsætning måske til de fotografiske forlæg). 

   Jeg kan ikke se andet end at malerierne er udtryk for kunstnerisk kreativitet - i en eller anden forstand, hvad enten det er Bob Dylan eller en anden der har malet dem.

Bob Dylan og mange andre i tilsvarende situationer har påberåbt sig deres "kunstneriske frihed". Og galleriet der udstiller hans billeder, forsvarer sig/ham sådan:

Kompositionen i nogle af Bob Dylans malerier baserer sig på en række ting, herunder historiske arkivbilleder. Men maleriernes dynamik og friskhed kommer fra farver og indhold fra hverdagsscener,somhan har oplevet under sine rejser.

Efter min mening ligger problemet ikke i billederne, men i konteksten. Billederne er en del af en samlet pakke, udstillet under titlen "The Asia Series", og den tekst der har annonceret serien fortæller at der er tale om en slags visuelle rejsedagbøger der afspejler hans autentiske oplevelser fra rejser i en række asiatiske lande.

   Og det er jo løgn, kan man se.

Havde han til underteksten under hvert maleri tilføjet en sætning der fortalte noget i retning af at det "var malet efter forlæg af... ", så havde der ikke været noget problem. Så var der tale om en subjektiv tolkning  - i princippet ikke forskellig fra andre kunstnere der fx har brugt gamle mestre som "forlæg".

   Jo, måske noget som har med ophavsret at gøre, men det er en helt anden sag. Og det afhænger af en masse diskutabel lovgivning der varierer fra land til land.

I øvrigt hører det med til historien at Informations journalist ikke henviser til sin(e) kilde(r). Lidt research afslører at artiklen er sammenstykket af indholdet af forskellige artikler fra amerikanske aviser og blogs.

   Inspiration, plagiat?

Om implicitte kontrakter og kontraktbrud i tv-programmer og dokumentarfilm

I det efterfølgende blog-indlæg beskriver jeg hvordan Bob Dylan kunne have undgået anklagerne for plagiat med en enkelt tilføjelse til titlen på en række af hans malerier: en tekst der fortalte at de var malet efter et fotoforlæg. Det ville betyde en klar kontrakt mellem ham som maler og publikum, og det ville ingen betydning have haft for de oplevelseskvaliteter hans malerier havde.

   Er min påstand.

Herhjemme havde vi også for nylig historien om det nye og populære realityformat "Taxaquizzen" hvor den var gal med den uudtalte "kontrakt" med publikum. 

   Fagbladet Journalisten skriver under rubrikken: "TV2 beskyldes for at snyde seerne" at... 

Halvdelen af de medvirkende i TV 2-programmet "Taxaquizzen" er ikke tilfældige taxakunder, men statister, tv-wannabes og castede deltagere. TV 2 mener ikke, seerne bliver ført bag lyset - men tv-anmeldere kritiserer hårdt.

Journalisten Jacob Albrecht har høstet citater fra nogle af dem der tidligere offentligt har udtalt sig meget positivt om programmet. 

   Både Ane Cortzen, vært i programmet "TV!TV!TV!" på DR 2, og Politikens tv-anmelder Henrik Palle føler sig ifølge artiklen snydt og bedraget. De har begge ellers rost "Taxaquizzen" til skyerne for kreativiteten i konceptet og den høje underholdningsværdien i kraft af autenticiteten. 

   Halvdelen af de "kunder" der kommer ind i taxaen og bliver overasket over at de skal quizze i stedet for at betale, er altså en form for castede reality-skuespillere, mens vi som seere får indtrykket af at de er "tilfældige" kunder.

   Men simulerer de castede kunder når de er blevet taget op af taxaen? Af artiklen at dømme så ved de ikke hvad de bliver udsat for når de stiger ind, så deres reaktioner kan meget vel være lige så autentiske og dermed underholdende som de tilfældige kunder. 

  Henrik Palle citeres for at sige: 

Det er svindel og humbug. Hug en hæl og klip en tå. Men sådan er det åbenbart, når man skal lave tv. Måske skulle man bare lade være med at kalde det journalistik.

Journalistik!?!?! 

   Pelle Hvenegaard, der er redaktør af programmet - og i øvrigt en af min tidligere studerende fra journalistik på SDU - afviser kritikken. Han forsvarer sig med følgende:

»Det er ikke et snydeprogram. Eller opstillet. Halvdelen af passagererne har vi samlet op, og så har vi selv måttet finde den anden halvdel af praktiske årsager. Men alle, der kommer ind i taxaen, bliver overrasket.«

   Pelle Hvenegaard tilføjer, at programmet i rulleteksterne åbent oplyser, at man bruger en "streetcaster".

   »Selv om folk nok ikke kigger efter det,«

 TV 2´s seerombudsmand Lars Bennike  medgiver at der er problemer, men svarer Henrik Palle:

"Taxa-quizzen" er slet ikke journalistik, det er et underholdningsprogram. Derfor gælder andre standarder. Det er ikke den skinbarlige virkelighed, der præsenteres i programmet. Man må som seer forvente, at der klippes og redigeres i et langt større omfang end i et journalistisk program,« siger han.

Pelle Hvenegaard siger til Berlingske:

»Grundlæggende håber jeg, at folk er skideligeglade med, hvordan deltagerne er kommet med i programmet, så længe det er underholdende.

Mit gæt er at det er de ikke. Eller rettere: Nogle segmenter er og nogle andre er ikke - "skideligeglade". Og dem der er det, kan meget vel være langt den største del.

Det er jo ikke første gang medierne bringer den slags historier. Og ikke mindst fagbladet Journalisten dyrker dem. Og fører sig stærkt frem med  afsløringer om implicitte "kontraktbrud". Det var også dem der var efter serien "Sporløs" og anklagede programmerne at "lyve" for et års tid siden.

 
Det fik effekt. Folkene bag "Sporløs" fortæller nu i programmernes slutning og på programmets hjemmeside at...

Redaktionen på Sporløs har før optagelserne lavet forberedende research og været i kontakt med familien der søges efter.

   Programmets hovedperson er ikke bekendt med resultatet, men oplever under optagelserne et realistisk forløb.

   Alle møder i programmet er autentiske og finder sted for første gang.

Så til dokumentarfilm-debatten om "kontrakter" med publikum. Fakta, fiktion, faktion?
   Der har i de sidste uger været en lang række artikler om dokumentarfestivalen CPH:DOX - artikler der  for manges vedkommende har diskuteret et tilsvarende tema: Hvor "dokumentariske" er de fleste af de "dokumentarfilm" der  vises? Hvad kan man stole på, hvor subjektive er de, hvor meget er der manipuleret med virkeligheden? 

    Er det i virkeligheden en slags småkedelig fiktion der med ufine, men særdeles kreative midler tiltusker sig en dokumentarisk sandhedsautoritet?

Konklusionen er dobbelt:

   I løbet af de sidste 10 år har dokuementarfilmene generelt løsnet op for fakta-kontrakten og accepteret en stadig større fiktionaliserings-frihed, både når det gælder optagevilkår, de medvirkende og brug af udtryksmidler i redigeringen. 

   Men problemet er her ikke så stort at det får filmanmelderne op i det røde felt (som Henrik Palle og Anne Cortzen) - sandsynligvis fordi filmene vises i biografen hvor afsmitningen fra den journalistiske fakta-kontrakt er fraværende - og altså i modsætning til hvis de er lavet for og primært vises i tv.

Og så for lige at runde af omkring dette med "kontrakter" og forholdet mellem kunstnerisk frihed i (roman)fiktion og "plankning" af stof fra faktakilder. Information havde i fredags et læserbrev af tidligere DR-radiomedarbejder Egon Clausen, under rubrikken: "Er Kjartan Fløgstad en tyv?"

Den norske forfatter Kjartan Fløgstad er en litterær tyveknægt. Det er der i det mindste nogen i Norge, der påstår. Fløgstad har netop udsendt sin roman Grense Jakobselv på dansk, hvor den har fået titlen Den yderste grænse. Bogen handler om nogle af de nordmænd, der under Anden Verdenskrig samarbejdede med nazisterne og som ikke blev straffet, da krigen var omme.

   Bogen har fået meget gode anmeldelser såvel i Norge som her i landet, hvor den blandt andet er blevet rost for den grundige og særdeles omfattende research, som forfatteren åbenbart havde foretaget, men det passer bare ikke. En professor i historie, Tore Pryser, der er en anerkendt forsker, og som har skrevet flere bøger om Norge under besættelsen, kunne dokumentere, at langt de fleste af de navngivne personer i Grense Jakobselv var hentet fra hans forskning. Det samme var tilfældet med de begivenheder, der skildres i bogen, og selve romanens grundlæggende påstand om, at de veluddannede norske nazister undgik straf efter det tyske nederlag, var også hentet fra Prysers forskning. Men det nævnes ikke med et eneste ord i Kjartan Fløgstads roman.

   Pryser var forståeligt nok provokeret og skrev om Fløgstad i Dagbladet: »Han kan ikke undskylde sig med, at han bare skriver en roman«.

   Fløgstad svarede arrogant, at fodnoter ikke hører hjemme i skønlitteratur, og at han i øvrigt anså historiefaget som en hjælpevidenskab for skønlitteraturen, der befandt sig på»et højere tekstniveau«, og derfor mente han sig i sin gode ret til at bruge løs af indholdet uden at spørge først og takke bagefter.

   Fløgstad forsvarede sig med, at »romanen og digtningen lever efter kunstneriske love og ikke efter akademiske regler« … og »en romanforfatter skal ikke tvinges til at vende sig ydmygt mod universitetet og bukke dybt, fordi han har brugt oplysninger, som er udvundet der«.

Jeg synes helt klart det havde klædt Fløgstad at skrive en "kontrakttekst" der nævnte hans faktuelle inspirationskilde i professorens historiske afhandlinger og bøger.
   Det at han får ros for researchen bag romanen af anmelderne, viser jo at han dermed får anerkendelse for noget der ikke er hans fortjeneste. 

   Hans fortjeneste er adaptionen af de historiske facts og beretninger til en fiktionens narrative skemaer og fremstillingsformer. Det er det han burde være stolt af.

Virkeligheden set gennem kunstens optik - i anledning af et museumsbeøg på Fuglsang kunstmuseum

For mange år siden var fruen og jeg inde og se filmen Playtime i Palladium-biografen i København, en fantastisk film af den franske instruktør Jacque Tati. 

   Vi mindes stadig den dag i dag den helt specielle oplevelse det var at komme ud på Vesterbrogade og Rådhuspladsen med deres menneskemylder, neonlys, oplyste forretningsvinduer og larmende trafik.  Vi blev mentalt set tvunget til at opfatte den virkelighed der mødte vores sanser da vi kom ud af biografens mørke, som en forlængelse af filmens univers. 

   Og vi var simpelt hen ved at knække sammen af grin. Da Playtime var og er en utroligt morsom film, så blev Vesterbrogade og Rådhuspladsen pludselig til en slags fiktion, og dermed lige så morsom.

   Et smukt og illustrerende eksempel på blending - af fiktion og virkelighed.

Man siger at al kunst grundlæggende er metaforisk - i den forstand at den - hvis man går ind på dens præmisser - leverer en sanselig og mental en optik der viser os vores omverden og os selv på en ny og anderledes måde. Vores sanser får simpelt hen ligesom et ekstra filter på, både de sanser der forbinder os med den ydre verden, og dem der forbinder os med den indre ("det indre blik", "den indre stemme", "den indre varme" - vores følelser og stemninger). 

   Det blev bevist den aften for fruen og mig. Og så kraftigt at vi altså stadig nogle og tredive år efter, kan genkalde os oplevelsen og følelsen der fulgte med.

Hvad er nu anledningen til at fortælle det? 

   - Et besøg  i dag på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland!

Cirka 40 km syd forVordingborg hvor vi bor, blev der på Lolland-siden af Guldborsund for nogle år siden bygget et smukt moderne kunstmuseum. Ikke stort, men veldesignet - af den engelske arkitekt Tony Fretton. 

   Der er noget Louisiana over det, først og fremmest på grund murernes hvide farve kombineret med dets placering i et helt specielt Lollandsk naturlandskab, et landskab som jeg husker fra jeg var barn og boede 5 år på Lolland.

   Fuglsang Kunstmuseum er dog i stil renere og mere rent funkis, næsten Bauhaus-agtig. Hvide klodser i forskellige proportioner, bygget sammen. 

I den modsatte ende munder museumsgangen ud i et rum med store glasvinduer vendt mod tre verdenshjørner. Det giver et fantastisk panorama-vue ud over det flade landskab med spredte træer:

Idag da vi var på besøg, var det ikke tåget, men højt klart efterårsolskin, et vejr der virkelig satte landskabet i et fordelagtigt lys. På den grønne eng uden for gik en gruppe af store får og gumlede, tydligt nydende det høje græs på engen.

   Og så skete det samme som da vi så Tatifilmen, og som arkitekten selvfølgelig har tænkt skulle ske. Vi så ud ad vinduerne og så ikke et virkelig landskab, men et æstetiseret motiv - i en mental forlængelse af dette maleri af Joakim Skovgaard, som vi netop havde stået og bekigget i en af salene.

Vi tænkte altså ikke: Ih hvor er Skovgaard realistisk og en dygtig naturalist. Nej vi tænkte: Det vis ser er lige så smukt og fantastisk som Skovgaards maleri. Vi oplevede landskabet gennem visuelle og mentale optik.

Der er også andre naturalistisk malerier med motiver fra det omliggende landskab. Fx de våde enge med gamle egetræer der hedder Skejten. 

Jeg tænker på mine egne erfaringer med at akvarelmale efter fotografi, og på aha-oplevelsen ved at læse om de æstetiske principper som V. S. Rasmachandran opregner i sin bog "The Tell-Tale Brain" - med afsæt i forskning i hjernens neurologisk arkitektur og funktionsmåde.

   Her er det maleren Oluf Rude der har lavet malerierne, og fotografen Jesper Planmbech der har taget fotografiet. 

   Men her er det jo nok vendt på hovedet: At fotografen har villet fotografere Oluf Rudes motiv.