Om implicitte kontrakter og kontraktbrud i tv-programmer og dokumentarfilm

I det efterfølgende blog-indlæg beskriver jeg hvordan Bob Dylan kunne have undgået anklagerne for plagiat med en enkelt tilføjelse til titlen på en række af hans malerier: en tekst der fortalte at de var malet efter et fotoforlæg. Det ville betyde en klar kontrakt mellem ham som maler og publikum, og det ville ingen betydning have haft for de oplevelseskvaliteter hans malerier havde.

   Er min påstand.

Herhjemme havde vi også for nylig historien om det nye og populære realityformat "Taxaquizzen" hvor den var gal med den uudtalte "kontrakt" med publikum. 

   Fagbladet Journalisten skriver under rubrikken: "TV2 beskyldes for at snyde seerne" at... 

Halvdelen af de medvirkende i TV 2-programmet "Taxaquizzen" er ikke tilfældige taxakunder, men statister, tv-wannabes og castede deltagere. TV 2 mener ikke, seerne bliver ført bag lyset - men tv-anmeldere kritiserer hårdt.

Journalisten Jacob Albrecht har høstet citater fra nogle af dem der tidligere offentligt har udtalt sig meget positivt om programmet. 

   Både Ane Cortzen, vært i programmet "TV!TV!TV!" på DR 2, og Politikens tv-anmelder Henrik Palle føler sig ifølge artiklen snydt og bedraget. De har begge ellers rost "Taxaquizzen" til skyerne for kreativiteten i konceptet og den høje underholdningsværdien i kraft af autenticiteten. 

   Halvdelen af de "kunder" der kommer ind i taxaen og bliver overasket over at de skal quizze i stedet for at betale, er altså en form for castede reality-skuespillere, mens vi som seere får indtrykket af at de er "tilfældige" kunder.

   Men simulerer de castede kunder når de er blevet taget op af taxaen? Af artiklen at dømme så ved de ikke hvad de bliver udsat for når de stiger ind, så deres reaktioner kan meget vel være lige så autentiske og dermed underholdende som de tilfældige kunder. 

  Henrik Palle citeres for at sige: 

Det er svindel og humbug. Hug en hæl og klip en tå. Men sådan er det åbenbart, når man skal lave tv. Måske skulle man bare lade være med at kalde det journalistik.

Journalistik!?!?! 

   Pelle Hvenegaard, der er redaktør af programmet - og i øvrigt en af min tidligere studerende fra journalistik på SDU - afviser kritikken. Han forsvarer sig med følgende:

»Det er ikke et snydeprogram. Eller opstillet. Halvdelen af passagererne har vi samlet op, og så har vi selv måttet finde den anden halvdel af praktiske årsager. Men alle, der kommer ind i taxaen, bliver overrasket.«

   Pelle Hvenegaard tilføjer, at programmet i rulleteksterne åbent oplyser, at man bruger en "streetcaster".

   »Selv om folk nok ikke kigger efter det,«

 TV 2´s seerombudsmand Lars Bennike  medgiver at der er problemer, men svarer Henrik Palle:

"Taxa-quizzen" er slet ikke journalistik, det er et underholdningsprogram. Derfor gælder andre standarder. Det er ikke den skinbarlige virkelighed, der præsenteres i programmet. Man må som seer forvente, at der klippes og redigeres i et langt større omfang end i et journalistisk program,« siger han.

Pelle Hvenegaard siger til Berlingske:

»Grundlæggende håber jeg, at folk er skideligeglade med, hvordan deltagerne er kommet med i programmet, så længe det er underholdende.

Mit gæt er at det er de ikke. Eller rettere: Nogle segmenter er og nogle andre er ikke - "skideligeglade". Og dem der er det, kan meget vel være langt den største del.

Det er jo ikke første gang medierne bringer den slags historier. Og ikke mindst fagbladet Journalisten dyrker dem. Og fører sig stærkt frem med  afsløringer om implicitte "kontraktbrud". Det var også dem der var efter serien "Sporløs" og anklagede programmerne at "lyve" for et års tid siden.

 
Det fik effekt. Folkene bag "Sporløs" fortæller nu i programmernes slutning og på programmets hjemmeside at...

Redaktionen på Sporløs har før optagelserne lavet forberedende research og været i kontakt med familien der søges efter.

   Programmets hovedperson er ikke bekendt med resultatet, men oplever under optagelserne et realistisk forløb.

   Alle møder i programmet er autentiske og finder sted for første gang.

Så til dokumentarfilm-debatten om "kontrakter" med publikum. Fakta, fiktion, faktion?
   Der har i de sidste uger været en lang række artikler om dokumentarfestivalen CPH:DOX - artikler der  for manges vedkommende har diskuteret et tilsvarende tema: Hvor "dokumentariske" er de fleste af de "dokumentarfilm" der  vises? Hvad kan man stole på, hvor subjektive er de, hvor meget er der manipuleret med virkeligheden? 

    Er det i virkeligheden en slags småkedelig fiktion der med ufine, men særdeles kreative midler tiltusker sig en dokumentarisk sandhedsautoritet?

Konklusionen er dobbelt:

   I løbet af de sidste 10 år har dokuementarfilmene generelt løsnet op for fakta-kontrakten og accepteret en stadig større fiktionaliserings-frihed, både når det gælder optagevilkår, de medvirkende og brug af udtryksmidler i redigeringen. 

   Men problemet er her ikke så stort at det får filmanmelderne op i det røde felt (som Henrik Palle og Anne Cortzen) - sandsynligvis fordi filmene vises i biografen hvor afsmitningen fra den journalistiske fakta-kontrakt er fraværende - og altså i modsætning til hvis de er lavet for og primært vises i tv.

Og så for lige at runde af omkring dette med "kontrakter" og forholdet mellem kunstnerisk frihed i (roman)fiktion og "plankning" af stof fra faktakilder. Information havde i fredags et læserbrev af tidligere DR-radiomedarbejder Egon Clausen, under rubrikken: "Er Kjartan Fløgstad en tyv?"

Den norske forfatter Kjartan Fløgstad er en litterær tyveknægt. Det er der i det mindste nogen i Norge, der påstår. Fløgstad har netop udsendt sin roman Grense Jakobselv på dansk, hvor den har fået titlen Den yderste grænse. Bogen handler om nogle af de nordmænd, der under Anden Verdenskrig samarbejdede med nazisterne og som ikke blev straffet, da krigen var omme.

   Bogen har fået meget gode anmeldelser såvel i Norge som her i landet, hvor den blandt andet er blevet rost for den grundige og særdeles omfattende research, som forfatteren åbenbart havde foretaget, men det passer bare ikke. En professor i historie, Tore Pryser, der er en anerkendt forsker, og som har skrevet flere bøger om Norge under besættelsen, kunne dokumentere, at langt de fleste af de navngivne personer i Grense Jakobselv var hentet fra hans forskning. Det samme var tilfældet med de begivenheder, der skildres i bogen, og selve romanens grundlæggende påstand om, at de veluddannede norske nazister undgik straf efter det tyske nederlag, var også hentet fra Prysers forskning. Men det nævnes ikke med et eneste ord i Kjartan Fløgstads roman.

   Pryser var forståeligt nok provokeret og skrev om Fløgstad i Dagbladet: »Han kan ikke undskylde sig med, at han bare skriver en roman«.

   Fløgstad svarede arrogant, at fodnoter ikke hører hjemme i skønlitteratur, og at han i øvrigt anså historiefaget som en hjælpevidenskab for skønlitteraturen, der befandt sig på»et højere tekstniveau«, og derfor mente han sig i sin gode ret til at bruge løs af indholdet uden at spørge først og takke bagefter.

   Fløgstad forsvarede sig med, at »romanen og digtningen lever efter kunstneriske love og ikke efter akademiske regler« … og »en romanforfatter skal ikke tvinges til at vende sig ydmygt mod universitetet og bukke dybt, fordi han har brugt oplysninger, som er udvundet der«.

Jeg synes helt klart det havde klædt Fløgstad at skrive en "kontrakttekst" der nævnte hans faktuelle inspirationskilde i professorens historiske afhandlinger og bøger.
   Det at han får ros for researchen bag romanen af anmelderne, viser jo at han dermed får anerkendelse for noget der ikke er hans fortjeneste. 

   Hans fortjeneste er adaptionen af de historiske facts og beretninger til en fiktionens narrative skemaer og fremstillingsformer. Det er det han burde være stolt af.