For mange år siden var fruen og jeg inde og se filmen Playtime i Palladium-biografen i København, en fantastisk film af den franske instruktør Jacque Tati.
Vi mindes stadig den dag i dag den helt specielle oplevelse det var at komme ud på Vesterbrogade og Rådhuspladsen med deres menneskemylder, neonlys, oplyste forretningsvinduer og larmende trafik. Vi blev mentalt set tvunget til at opfatte den virkelighed der mødte vores sanser da vi kom ud af biografens mørke, som en forlængelse af filmens univers.
Og vi var simpelt hen ved at knække sammen af grin. Da Playtime var og er en utroligt morsom film, så blev Vesterbrogade og Rådhuspladsen pludselig til en slags fiktion, og dermed lige så morsom.
Et smukt og illustrerende eksempel på blending - af fiktion og virkelighed.
Man siger at al kunst grundlæggende er metaforisk - i den forstand at den - hvis man går ind på dens præmisser - leverer en sanselig og mental en optik der viser os vores omverden og os selv på en ny og anderledes måde. Vores sanser får simpelt hen ligesom et ekstra filter på, både de sanser der forbinder os med den ydre verden, og dem der forbinder os med den indre ("det indre blik", "den indre stemme", "den indre varme" - vores følelser og stemninger).
Det blev bevist den aften for fruen og mig. Og så kraftigt at vi altså stadig nogle og tredive år efter, kan genkalde os oplevelsen og følelsen der fulgte med.
Hvad er nu anledningen til at fortælle det?
- Et besøg i dag på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland!
Cirka 40 km syd forVordingborg hvor vi bor, blev der på Lolland-siden af Guldborsund for nogle år siden bygget et smukt moderne kunstmuseum. Ikke stort, men veldesignet - af den engelske arkitekt Tony Fretton.
Der er noget Louisiana over det, først og fremmest på grund murernes hvide farve kombineret med dets placering i et helt specielt Lollandsk naturlandskab, et landskab som jeg husker fra jeg var barn og boede 5 år på Lolland.
Fuglsang Kunstmuseum er dog i stil renere og mere rent funkis, næsten Bauhaus-agtig. Hvide klodser i forskellige proportioner, bygget sammen.
I den modsatte ende munder museumsgangen ud i et rum med store glasvinduer vendt mod tre verdenshjørner. Det giver et fantastisk panorama-vue ud over det flade landskab med spredte træer:
Idag da vi var på besøg, var det ikke tåget, men højt klart efterårsolskin, et vejr der virkelig satte landskabet i et fordelagtigt lys. På den grønne eng uden for gik en gruppe af store får og gumlede, tydligt nydende det høje græs på engen.
Og så skete det samme som da vi så Tatifilmen, og som arkitekten selvfølgelig har tænkt skulle ske. Vi så ud ad vinduerne og så ikke et virkelig landskab, men et æstetiseret motiv - i en mental forlængelse af dette maleri af Joakim Skovgaard, som vi netop havde stået og bekigget i en af salene.
Vi tænkte altså ikke: Ih hvor er Skovgaard realistisk og en dygtig naturalist. Nej vi tænkte: Det vis ser er lige så smukt og fantastisk som Skovgaards maleri. Vi oplevede landskabet gennem visuelle og mentale optik.
Der er også andre naturalistisk malerier med motiver fra det omliggende landskab. Fx de våde enge med gamle egetræer der hedder Skejten.
Jeg tænker på mine egne erfaringer med at akvarelmale efter fotografi, og på aha-oplevelsen ved at læse om de æstetiske principper som V. S. Rasmachandran opregner i sin bog "The Tell-Tale Brain" - med afsæt i forskning i hjernens neurologisk arkitektur og funktionsmåde.
Her er det maleren Oluf Rude der har lavet malerierne, og fotografen Jesper Planmbech der har taget fotografiet.
Men her er det jo nok vendt på hovedet: At fotografen har villet fotografere Oluf Rudes motiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar