Akvarelmaleriets mysterier (19) - 'Tænk længe, mal hurtigt' - om Olaf Rudes akvareller - spiritistmaleren Florencio - og egne 'træningsakvareller'

Jeg nævnte i det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier, at Fuglsang kunstmuseum udstiller en stor samling af Olaf Rudes akvareller. Og fruen og jeg var til åbningen hvor lederen af museet og lederen af Bornholms kunstmuseum introducerede.
   I al fredsommelighed småskændes de om hvis landsdel der havde "ejendomsret" til ham: Bornholm eller Lolland.

Udstillingen af Olaf Rudes akvareller er den største i mange år herhjemme, med omkring 90 store akvareller (typisk 30-40 cm x 40-50 cm) og nogle får mindre på udstillingen.

   Det store flertal var i privateje, så det var ikke kunst offentligheden normalt har adgang til at se. Det var et privilegium, forstod man.

Rude malede akvarel da han var helt ung - og så var der et spring til omkring begyndelsen og midten af 30-erne hvor han mere "officielt" genoptog vandfarverne.

   Siden da malede han jævnligt akvarel. Og fra hans egen mund ved vi at han betragtede akvarelmaleriet som noget han forbandt med frihed og fravær af officielle forpligtelser.

   Her et meget tidligt eksempel på hans akvarelkunst, han var da 21 år:

Olaf Rude: Stynet poppel og stengærde i modlys, Frejlev Enge, Lolland, 1907

Det er et modlysbillede. Noget jeg er særlig glad for - også når jeg selv maler. Farveskalaen bliver næsten monokrom.

Olaf Rude voksede op på Lolland og fik af forældrene en farvelade allerede som dreng. Han blev først uddannet malersvend (ligesom min morfar Oluf Bertolt i øvrigt, som han var jævnladrende med, og døde nogenlunde samtidig med).
   I 1905 rejste han til København, fik tegne- og maleundervisning af gode dygtige folk - uden for Akademiet. Og han begyndte en karriere - succesfuld - som professionel kunstmaler.

   En rejse til Paris inspirerede ham til at en række fremragende malerier med kubistisk prægning - i årene omkring afslutningen af Første Verdenskrig.

    Det her var også udstillet på Fuglsang da vi var til åbning af akvareludstillingen, men det blev viste i den nyopsatte moderne samling.

   

Akvarelmaleriet genoptog Olaf Rude for alvor i 30´erne, og han holdt sin første separate akvareludstilling i 1937 da han var 50 år gammel.
   Han talte om at det var malerier som han malede "i sin fritid". Og han malede og udstillede jævnligt akvareller flere gange senere indtil sin død 1957.

   De typiske motiver var enten fra "barndommens land" på Lolland, eller fra Bornholm hvor han tilbragte sommerperioden i sit sommerhus gennem næsten hele livet.
   Han talte om sine akvarelmalerier som "naturdrømmerier", og sin barndoms landskab Skejten kaldte han et "drømmeland".

Jeg synes hans billeder er af svingende kvalitet, og det var bestemt ikke alle der fængede og gjorde indtryk. På mig og fruen. Så på den måde var det lidt af en skuffelse.

   Ganske mange havde karakter af tegninger der var farvelagt, dvs. de tegnede streger definerede motivets udtryk, satte en konceptuel ramme - og så var den fyldt ud og "løftet" med vandarverne:

Utvivlsomt glimrende billeder ud fra en kunsthistorisk æstetisk målestok!
   Bare ikke lige min stil.

Akvarellerne fra Skejten på Lolland ved Guldborgsund var og er toppen, synes jeg.

   De er malet sidst i fyrrene, og for mig er der ingen tvivl om at de følelser som han udtrykker gennem disse malerier, udspringer af mentale kilder fra barndommens oplevelser af netop det landskab, deraf deres drømmeagtige karakter:

Rude har i ord leveret formlen for karakteren af sin arbejdsproces, til eftertanke og efterfølgelse:

TÆNK LÆNGE, MAL HURTIGT

Det rammer meget godt det jeg selv har erfaret når jeg maler akvarel. Det er analysen af motivet - og den tager tid - der gør de muligt at lave en 'god akvarel'. Principielt skal hele arbejdsproccen være ordnet og gennemtænkt mht. valg af farver, rækkefølgen de males i - og deres styrke/mættehed.
   Hvis man bare maler spontant - bliver det "mudder".

   Det synes jeg også man kan se af billederne oven for. Motivet er tegnet og gennemanalyseret i detaljer, inden Rude har begyndt selve det at male - 'farvelægge' - det tegnede motiv. Men i modsætning til dem jeg ikke var så begejstret for, så har de her  Skejten-motiver med træer også taget rigtig lang tid at tegne
   Men så er det også gået hurtigt, slag i slag, lag på lag.

At male hurtigt!
   Jeg kan så her ikke lade være med at få en association til Politikens artikel forleden om den brasilianske 'fast-motion' maler, Florencio Anton, der efter eget udsagn er medium for berømte maleres ånder, som så maler 'igennem ham' når han optræder foran et tryllebundet publikum.

  Rubrikken lød:

Afdøde kunstnere maler nye værker gennem brasiliansk medium

Det går hurtigt: En beåndet "Renoir" på 16 minutter, en beåndet "Van Gogh" på 12 minutter - og bagefter - den rene vare:

Florencio Anton

Vincent Van Gogh

Florencio Anton siger at han ikke kan male. Når han maler disse billeder, så styres hans hænder og bevidsthed af de forskellige verdenskendte maleres ånd der udøver deres kunst gennem ham, er hans forklaring.

Det med ånderne der maler gennem mediet Florencio Anton, er naturligvis fri fantasi. Eller det er udtryk for en form for hallucinationer hos ham (et fænomen jeg vender tilbage til, når jeg har blevet færdig med at læse Oliver Sacks´ bog om den slags illusoriske mentale input fra hjernen selv).

   Men det er i hvert fald en god historie for dem der tror på den slags. Og malerierne sælges for mellem 1000 og 2000 kr. når han holder sine seancer for et antageligt spiritistisk troende publikum. Indtægterne går til hjælp til fattige børn i hans hjemby Salvador i Brasilien. Siger han og andre kilder.

   Og af hans billeder at dømme, ser det ud til at han er en teknisk ferm maler.
   Selvom billederne har mange stil- og form-ligheder med 'forbillederne', bærer de godt nok også præg af at det er hastværker. Men dårlige er de ikke - efter nettets illustrationer at dømme.

Hvis vi lige vender tilbage til akvarellernes mysterier, så har jeg købt to bøger på Amazon: en har titlen "Painting Water in Watercolour" af Terry Harrison - under serie-rubrikken "The 30 Minutes Artist"; den anden har titlen "10-Minutes Watercolours" af Hazel Soan.

   Jeg har købt dem fordi jeg ønsker at lære at male akvarel hurtigt og spontant, i modsætning til de akvareller jeg indtil nu har malet og vist i forskellige tidligere indlæg. De har alle taget lang tid både at tegne at male færdige, alt i alt har de har taget mindst en til halvanden dag at producere.

   Her følger to "træningsakvareller" - inspireret af de to bøger:

Træningsakvarel (1): 10 minutter

Træningsakvarel (2): 1 time

Går man på YouTube finder man en masse instruktionsvideoer af dygtige engelske, amerikanske og kinesiske og japanske akvarelmalere, video som er gode at lære af. Og mange af malerne her maler utroligt hurtigt - næsten som Florencio Anton.
   Både Hazel Soan ogTerry Harrison har en række instruktive indslag med på YouTube!

Virkeligheden set gennem kunstens optik - i anledning af et museumsbeøg på Fuglsang kunstmuseum

For mange år siden var fruen og jeg inde og se filmen Playtime i Palladium-biografen i København, en fantastisk film af den franske instruktør Jacque Tati. 

   Vi mindes stadig den dag i dag den helt specielle oplevelse det var at komme ud på Vesterbrogade og Rådhuspladsen med deres menneskemylder, neonlys, oplyste forretningsvinduer og larmende trafik.  Vi blev mentalt set tvunget til at opfatte den virkelighed der mødte vores sanser da vi kom ud af biografens mørke, som en forlængelse af filmens univers. 

   Og vi var simpelt hen ved at knække sammen af grin. Da Playtime var og er en utroligt morsom film, så blev Vesterbrogade og Rådhuspladsen pludselig til en slags fiktion, og dermed lige så morsom.

   Et smukt og illustrerende eksempel på blending - af fiktion og virkelighed.

Man siger at al kunst grundlæggende er metaforisk - i den forstand at den - hvis man går ind på dens præmisser - leverer en sanselig og mental en optik der viser os vores omverden og os selv på en ny og anderledes måde. Vores sanser får simpelt hen ligesom et ekstra filter på, både de sanser der forbinder os med den ydre verden, og dem der forbinder os med den indre ("det indre blik", "den indre stemme", "den indre varme" - vores følelser og stemninger). 

   Det blev bevist den aften for fruen og mig. Og så kraftigt at vi altså stadig nogle og tredive år efter, kan genkalde os oplevelsen og følelsen der fulgte med.

Hvad er nu anledningen til at fortælle det? 

   - Et besøg  i dag på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland!

Cirka 40 km syd forVordingborg hvor vi bor, blev der på Lolland-siden af Guldborsund for nogle år siden bygget et smukt moderne kunstmuseum. Ikke stort, men veldesignet - af den engelske arkitekt Tony Fretton. 

   Der er noget Louisiana over det, først og fremmest på grund murernes hvide farve kombineret med dets placering i et helt specielt Lollandsk naturlandskab, et landskab som jeg husker fra jeg var barn og boede 5 år på Lolland.

   Fuglsang Kunstmuseum er dog i stil renere og mere rent funkis, næsten Bauhaus-agtig. Hvide klodser i forskellige proportioner, bygget sammen. 

I den modsatte ende munder museumsgangen ud i et rum med store glasvinduer vendt mod tre verdenshjørner. Det giver et fantastisk panorama-vue ud over det flade landskab med spredte træer:

Idag da vi var på besøg, var det ikke tåget, men højt klart efterårsolskin, et vejr der virkelig satte landskabet i et fordelagtigt lys. På den grønne eng uden for gik en gruppe af store får og gumlede, tydligt nydende det høje græs på engen.

   Og så skete det samme som da vi så Tatifilmen, og som arkitekten selvfølgelig har tænkt skulle ske. Vi så ud ad vinduerne og så ikke et virkelig landskab, men et æstetiseret motiv - i en mental forlængelse af dette maleri af Joakim Skovgaard, som vi netop havde stået og bekigget i en af salene.

Vi tænkte altså ikke: Ih hvor er Skovgaard realistisk og en dygtig naturalist. Nej vi tænkte: Det vis ser er lige så smukt og fantastisk som Skovgaards maleri. Vi oplevede landskabet gennem visuelle og mentale optik.

Der er også andre naturalistisk malerier med motiver fra det omliggende landskab. Fx de våde enge med gamle egetræer der hedder Skejten. 

Jeg tænker på mine egne erfaringer med at akvarelmale efter fotografi, og på aha-oplevelsen ved at læse om de æstetiske principper som V. S. Rasmachandran opregner i sin bog "The Tell-Tale Brain" - med afsæt i forskning i hjernens neurologisk arkitektur og funktionsmåde.

   Her er det maleren Oluf Rude der har lavet malerierne, og fotografen Jesper Planmbech der har taget fotografiet. 

   Men her er det jo nok vendt på hovedet: At fotografen har villet fotografere Oluf Rudes motiv.