Bevægelse i pædagogikken - og Mozart på hjernen

Politiken mandag 18/4. Rubrik: "Sådan kan skolen redde drengene". Skribent: Per Fibæk Laursen, professor i "pædagogisk professionalisering". Per Fibæk har været konsulent for et udviklingsprojekt på ni skoler i Aarhus Kommune "med det formål at give drengene bedre udfoldelsesmuligheder". Citat:

Projektet viste gode erfaringer med at gør undervisningen mere varieret, særlig ved at give eleverne øgede bevægelsesmuligheder i undervisningen. Den mest avancerede brug af bevægelse skaber indholdsmæssige forbindelser mellem bevægelse og det faglige stof, eleverne skal lære. Det betyder, at eleverne har mulighed for så at sige at lære det faglige indhold i motorisk form. Bevægelsen bliver en tilgang det faglige indhold og ikke blot en pauseaktivitet.

Det er formuleringen "at lære det faglige stof i motorisk form", jeg tænder på her og begynder at asociere videre fra.

   Per Fibæk beskriver så et eksempel hvor man kobler danskundervisningen i digte sammen med opgaver i dans, rytmik og remser. Altså med egen brug af krop og stemme. Uddybende fortæller han at "mere bevægelse blev ofte kombineret med øget brug af samarbejde og konkurrence". Og at projektet også viste ...

... positive erfaringer med at kønsopdele elverne i nogle af timerne og undervise drenge og piger på to forskellige hold. Også ændret lokaleindretning med bedre plads til bevægelse og varierede arbejdsformer og øget brug af it fungerede godt.

Det første jeg får associationer til, er filmen 'The King´s Speach' som jeg tidligere har skrevet om. Kongen som stammede forfærdeligt, kunne "snyde" sin stammen og tale uhæmmet hvis han sang ordene, eller dansede til ordene, eller bandede og svovlede til ordene han skulle udtale.

   Meget firkantet kan man sige at terapeuten fik ham til at koble ordene sammen med andre udtrykscentre i hjernen end dem som normalt aktiveres og styrer udtalen af ord, centrer som stammeblokeringen ikke havde nogen adgang til eller indflydelse på.

   Med et begreb som jeg introducerer længere nede i teksten, så kunne han på den måde reducere "det affektive filter".

   Man kan også forestille sig at sang, dans, og vredesudtryk aktiverer og stimulerer den kombination  af kemiske stoffer (endofiner, serotin, dopamin, adrenalin, etc.) som bidrager til at der skabes forbindelser - "hul igennem" - mellem forskellige dele af hjernen. Og dermed giver nemmere adgang for ny indtryk til at nå de dele af hjernen hvor langtidshukommelsen findes.

   Det kunne også være det der lå bag Per Fibæks metaforiske formulering: "at lære det faglige indhold i motorisk form." Og den efterfølgende sætning: "Bevægelsen bliver en tilgang det faglige indhold".

   Det er svært at få mening i de formuleringer uden at forudsætte en teori om hvordan hjernen fungerer når den lærer, og en teori om at tænkning i sidste instans bruger kroppen, dens sanser og bevægelser som "kilde" for en række kognitive grundmetaforer.

   Jeg nævner lige en række metaforisk udtryk for at humør og stemning hvor humøret måles i forhold til kroppens orientering: Han var i højt humør, hun var langt nede, de følte sig ovenpå, det er nederen. 

Det næste jeg associerer til, er et af de få efteruddannelseskurser jeg selv har fulgt som elev - altså uden at jeg selv var underveser. Det var da jeg var ansat i DR´s uddannelses- og udviklingsafdeling i midten af 80´erne. Stikordet var "Superlearning". Og det var et en-dags salgs-kursus med henblik på at man skulle melde sig til et længere egentligt kursusforløb.

   Jeg husker klart der var tre pointer: 1) Bach- og Mozart-musik i baggrunden i undervisningslokalet; 2) en masse plakater på væggene der visuelt illustrerede og eksemplificerede det man var i gang med at lære; 3) behagelige møbler og harmoniske farver i lokalet.

   Kursets metodologi var udviklet af en rumæner som på ultra kort tid skulle uddanne en meget stor mængde russere til engelske tolke i forbindelse med Olympiaden i Moskva 1980.

Jeg tjekker Wikipedia: Har "superlearning" noget på sig stadig væk, eller var det en døgnflue - et pædagogisk modelune? - Wikipedia foreslår en artikel under titlen "Suggestopædi". Her kan man læse:

The intended purpose of Suggestopedia was to enhance learning by lowering the affective filter of learners. Lozanov claims in his website, Suggestology and Suggestopedy, that “suggestopedia is a system for liberation”; liberation from the “preliminary negative concept regarding the difficulties in the process of learning” that is established throughout their life in the society. Desuggestopedia focuses more on liberation as Lozanov describes “desuggestive learning” as “free, without a mildest pressure, liberation of previously suggested programs to restrict intelligence and spontaneous acquisition of knowledge, skills and habits.” The method implements this by working not only on the conscious level of human mind but also on the subconscious level, the mind’s reserves. Since it works on the reserves in human mind and brain, which are said to have unlimited capacities, one can teach more than other methods can teach in the same amount of time.

   Ja, det kan jeg forstå: at sænke det affektive filter hos dem der skal lære noget. Og så en reference til hvad jeg nu ville kalde "det kognitive ubevidste", som Lakoff introducerede for mig. Og her er  rumæneren Lozanov omtalt.

Og Pling! Jeg har egne lysende klare erfaringer med det affektive filter i forbindelse med at lære fremmedsprog i skolen. Det var simpelt hen en lidelse at blive undervist på "skolemåden": Jeg kunne ikke huske gloser, jeg kunne ikke udtale de engelske, tyske eller franske ord ordentligt, og de forskellige grammatiske regler, specielt i tysk, kunne jeg aldrig i udtalepraksis applicere på det jeg forsøgte at sige. Alene derfor valgte jeg at gå på den matematiske linie i gymnasiet, der hvor der var mindst fremmedsprog.

   Efter 2. G. kom jeg til USA som AFS-udviklingsstudent. Der lærte jeg på 3 måneder at tale flydende amerikansk, så godt at jeg fx kunne optræde som skuespiller med engelske replikker på den årlige elev-teaterforestilling, skrive digte på engelsk, og ved den afsluttende store opgave i engelsk litteratur på den lokale High School fik jeg højeste karakter.

   Det affektive filter mht. indlæring og beherskelse af engelsk, det må være røget sig en tur da jeg kom derover.

Det der gjorde mest indtryk på mig ved introduktionen til "superlearning" den gang for ca. 25 år siden i DR, var det med musikken. At musik af Mozart eller Bach havde en særlig rytme som korresponderede med nogle hjernebølger og som bevirkede at man kom i en særlig "åben tilstand" der gjorde indlæring som stillede særlige krav til hukommelsen, meget nemmere og meget hurtigere.

   Jeg søger videre og finder en på en hjemmeside www.cerebromente.org.br/ en længere artikel med titlen "Music and the Brain" - et tema jeg længe har tænkt jeg skulle forfølge, fordi musik jo indebærer en umiddelbar kobling mellem et kreativt udtryk og følelserne - uden at gå via sprog og refleksion.

   I et afsnit med titlen "The Power of Music on Memory and Learning", står der et afsnit der omtaler rumæneren George Lozanov:

The power of music to affect memory is quite intriguing. Mozart's music and baroque music, with a 60 beats per minute beat pattern, activate the left and right brain. The simultaneous left and right brain action maximizes learning and retention of information. The information being studied activates the left brain while the music activates the right brain. Also, activities which engage both sides of the brain at the same time, such as playing an instrument or singing, causes the brain to be more capable of processing information.

   According to The Center for New Discoveries in Learning, learning potential can be increased a minimum of five times by using this 60 beats per minute music. For example, the ancient Greeks sang their dramas because they understood how music could help them remember more easily. A renowned Bulgarian psychologist, Dr. George Lozanov, designed a way to teach foreign languages in a fraction of the normal learning time. (...)Dr. Lozanov's system involved using certain classical music pieces from the baroque period which have around a 60 beats per minute pattern. He has proven that foreign languages can be learned with 85-100% efficiency in only thirty days by using these baroque pieces. His students had a recall accuracy rate of almost 100% even after not reviewing the material for four years.

Kritikere siger at suggestopædi-effekter er en form for placebo. Altså at den konstaterede effekt er en effekt af forestillingen om at det virker hos dem som udsættes for det. 

    Efter min mening gør det det endnu mere interessant.

Politisk framing af forholdet mellem det offentlige og borgeren - fra HJÆLPER til KONTROLLANT og DOMMER - og "DEN STRENGE FAR" som metafor

En kronik i Politiken idag af Jette Hansen skaber i mit hoved en kobling med det indlæg jeg lige har skrevet om konstruktiv efterkritik. Mit projekt den gang i DR var at ænder redaktionernes og journalisternes frame: EFTERKRITIK som EN DOM - til en alternativ frame: EFTERKRITIK som EN HJÆLP (til udvikling). Og resultatet var den gang i 80´erne at den alternative frame som rammekoncept for efterkritikken på en redaktion, medførte - ja, faktisk - øget kreativitet i redaktionens produkter.

Jette Hansen kronik har rubrikken "Regeringens smarte klassekamp". Og underrubrikken: "Nedbrydningen af den offentlige sektor er sket med lønmodtagernes skattekroner." Hun har diagnosticerer et frame-shift den anden vej, så at sige!

   Jette Hansen tager udgangspunkt i den kendsgerning at den borgerlige regering henviser til at den igennem de sidste ti år har postet rigtig mange ekstra midler i det offentlige, til kommuner, til skolevæsen, til sygehuse, til ældrepleje, etc.

     Samtidig er Danmark på en lang række sociale parametre gledet fra at være i top til langt nede på listen, sammenlignet med andre nationer i Europa eller hele verden. Alle oplever at velfærden på en række områder er skåret og skåret i perioden. Færre timer til undervisningen, færre penge til forskningen, færre pædagoger i børnhaver og vuggestuer, færre timer til ældreplejen, dårligere vedligholdte veje, forringet natur og miljø etc. Sidste år kom "Genopretningsplanen", og her og nu annonceres "2020-planen" - i begge tilfælde planer som gør alting endnu ringere. Og begge planer med den paradoksale begrundelse at de skal gennemføres for at bevare velfærden.

Men Jette Hansen søger så en forklaring på det tilsyneladende paradoks: Hvad er alle de ekstra penge gået til i de ti år, når de ikke er gået til flere "varme hænder"?

   Det besvarer hun med at regeringen har brugt en masse midler til at gennemføre et gradvist frame-shift - både i selve det offentliges funktion, prioriteringer og målsætninger - og parallelt hermed også i danskernes forestillinger om det offentliges funktion. Vel at mærke gennemført på en for de fleste umærkelig måde: Framen er uden særlig støj eller social gnidnngsmodstand gledet fra: DET OFFENTLIGE er EN HJÆLPER - til: DET OFFENTLIGE er EN KONTROLLANT OG DOMMER

Jette Hansen taler om det som "et kulturskift", og giver et slående eksempel, som faktisk gav mig en aha-oplevelse - af de ubehagelige:

Et eksempel på ændringerne af selve kulturen i det offentlige kunne være sagsbehandleren for den borger, der søger om førtidspension. Kvaliteten af sagsbehandlernes arbejde måles på, hvem der udbetaler færrest penge. I dag er sagsbehandleres primære opgave m.a.o. ikke at hjælpe borgere med nedsat erhvervsevne til at finde en løsning på deres problem, men derimod at undgå at tildele førtidspension.

   Derfor går sagsbehandlernes arbejdstid med at køre ansøgere igennem den arbejdsprøvningsmølle, som regeringen har opfundet til formålet, samt indhente diverse læge- og speciallægeerklæring-er, som rutinemæssigt omstødes af kommunens egen lægekonsulent – alt sammen mundende ud i det afslag, som er kutyme. Det er nemlig stort set kun svært psykisk syge mennesker – retarderede, psykotiske eller skizofrene – der tildeles førtidspension i dagens Danmark.

   Sagsbehandlerens arbejde består i at gøre det muligt for kommunen at give afslag på borgerens ansøgning. Og har det taget arbejdstid og kostet penge? Ja! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Nej! Pointen er desuden, at betrængte borgere oplever sagsbehandlere som deres modstandere og ikke som hjælp og støtte. I dag er sagsbehandlerens primære job ikke at sikre borgerens rettigheder, men derimod at beskytte det offentlige system imod borgerens krav.

   Og det er en meget stor ændring af kulturen inden for det offentlige.

Præcis sådan har jeg et nært familiemedlem som har oplevet det - i forbindelse med længerevarende problemer med depressioner og fobier. Ingen hjælp - kun mistænkeliggørelse som var ødelæggende for oplevelsen af selvværd.

Lakoff hvis bog "Don´t Think of an Elephant - know your values and frame the debate" jeg tog afsæt i for et par indlæg siden, beskriver en tilsvarende udvikling af konservative frames i USA under Bush-regimentet.

   Lakoff mener at der under den slags frames som gradvist og umærkeligt kommer til at gennemsyre og dominerer også kritiske borgeres sociale tænkning, ligger nogle konceptuelle grundmetaforer som også den danske VKO-regering har trukket på: NATIONENEN er ET MENNESKE, VI er EN FAMILIE (økonomien er et husholdningsbudget), OVERHOVEDET er DEN STRENGE FAR.

   Som et samlet metaforisk kompleks i det kognitivt ubevidste, kommer det til at legitimere metaforisk tolkede holdninger som : disciplinerende straffe, fratagelse af lommepenge, kontrol af konens husholdningsbudget, stuearrest hvis man ikke overholder husordenen, krav om gode karakterbøger, etc.

   Og enhver modsigelse er i den samme optik udtryk for barnlig trods og obsternasighed som man ikke kan tage alvorligt.

Kreativ efterkritik - et spørgsmål om framing

For mange år siden blev jeg ansat i Danmarks Radios interne uddannelsesafdeling som konsulent med ansvar for at udbyde kurser for de programfolk der producerede radioprogrammer. Jeg besøgte en række af husets radioredaktioner, og spurgte hvad de syntes de mest havde brug for kurser i. Svaret var til min overraskelse: efterkritik.

   I rigtig mange redaktioner og afdelinger fungerede efterkritikken dårligt, eller man havde opgivet at have fast efterkritik overhovedet. Det satte jeg mig så for at udvikle kurser i: "god efterkritik". Altså en efterkritik som medarbejderne synes de kunne bruge til noget og lære noget af - i modsætning til den eksisterende som medarbejderne var utilfredse med: De syntes de bare blev mere forvirrede af diskussionerne, at den blev brugt til personlige opgør og at folk blev uvenner af den, og det var ofte spild af tid at deltage i efterkritikmøderne, var de gennemgående synspunkter.

   Jeg omdøbte den nye efterkritik til "programanalyse" - idet jeg konstaterede at  fokus på en professionel funderet analyse af hinandens produktion, tog en stor del af de negative vibrationer omkring efterkritiken ud af møderne.  Jeg "forbød" ubegrundede smagsdomme og subjektive meningstilkendegivelser på møderne. Og hvis man ikke som efterkritik kunne komme med konstruktive forslag til forbedringer i en fremtidige produktion af tilsvarende progammer/indslag, så havde rent vurderende synspunkter ingen interesse for nogen, og blev erklæret for "ubrugelige".

   Til gengæld opprioriterede jeg i de nye principper at efterkritikken var forberedt, dokumenteret og fokuseret. Og at man tænkte på den som et redskab for individuel og redaktionel udvikling.

De redaktionsrettede kurser i programanalyse var en succes. Og når jeg som konsulent rejste rundt og hjalp redaktioner med at implementere disse principper, så skete der det for mig overraskende at det meget hurtigt satte sig spor i en for alle tydeligt bedre og mere kreativ produktion.

  Og når jeg nu kigger tilbage, så vil jeg nu med frame-teori og viden om betydnngen af frame-shift, beskrive det ud fra en af de OHP-transperanter som jeg plejede at slutte sådanne kurser med:

DIN EFTERKRITIK SKAL VÆRE EN HJÆLP - IKKE EN DOM!

Nu ville jeg sige at kursernes formål var at få redaktionerne til at skifte deres hidtidige efterkritik-frame ud: EFTERKRITIK er EN DOM - med en ny frame: EFTERKRITIK er EN HJÆLP. Det er indlysende at hvis den anden frame kommer til at dominere redaktionsmøderne, så vil redaktionens programmer bliver bedre, og sjovere at producere.

Siden er jeg blevet endnu klogere. En stor del af problemerne i den traditionelle efterkritik-frame er at den passer som fod i hose til den journalistisk fejlfindingskultur - at det er udtryk for professionelt for en journalist at fortælle offentligheden om kritisable forhold i samfundet. Og at positive historier var (og er?) udtryk for dårlig journalistik. Et andet problem er at efterkritikken helt automatisk bliver et relations-spil om at tabe og redde ansigt hos dem der deltager i den efterkritiske udveksling.  Hvilket betød at den hvis produkt blev efterkritiseret, automatisk gik i forsvarsposition, og at efterkritikeren blev tvunget til at se sin kritik som et angreb, selv om det var ment godt.

Nu vil jeg på et moderne kursus i redaktionel efterkritik fastholde det analytiske, fokuserede, dokumenterede og forberedte, men instruere redaktionen om at den "offentlige" efterkritik på redaktionelle fællesmøder kun måtte fokusere på hvad der var godt og rosværdigt, og målrettet skulle gå efter at videreudvikle det der fungerede godt eller bedst. Mens den kritiske efterkritik af problemer og svagheder i produktionen skulle foregå under fire øjne mellem kritiker og den kritiserede.

Hieronymus Bosch in "the flow" - om betydningen af detektiviske intuition i nogle krimier

Wikipedia-artiklen om "flow" beskriver hvordan en række forskellige professioner kender til "flow", men har betegnet tilstanden med forskellige beslægtede metaforer, som fx at være "on the ball", "in the moment", "in the zone", "wired in", "in the groove", "keeping your head in the game".

   Blandt de professioner artiklen oplister som har "flow"-erfaringer, findes imidlertid ikke detektiver i kriminalromaner. 

   Men se fx nu på Hieronymus Bosch...!!!??? - Nej, ikke maleren fra omkring år 15-hundredtallet ....

... men detektiven af samme navn i en serie amerikanske best-seller-krimier fra vor egen tid.

Jeg har de sidste to en halv måned - roman for roman - læst mig igennem en serie kriminalromaner af forfatteren Michael Connelly. Detektiven er en erfaren politmand i Los Angeles med det symbolladede navn: Hieronymus Bosch. Blandt kolleger kaldet Harry. 

   Krimiorfatteren er selv tidligere velmeriteret kriminalreporter på en stor LA-avis.

   Når man har læst sig ind i seriens univers og i hovedpersonens mentale reaktionsmønstre, så er det klart at Harry i perioder under opklaringen arbejder "som besat". Og i den "besættelsestilstand" siger og gør han ting for bare at holde eftersøgningens "tempo" oppe, ting som han siden fortryder fordi disse handlinger og udtalelser er "uovervejde" og "gør ham sårbar" for anklager for uprofessionel opførsel fra regelrytterne oppe i hierarkiet og fra politiets egen interne efterforskningsafdeling. 

   Harry rager næsten altid uklar med sine skiftende overordnede, han kan ikke finde ud af at have et længerevarende fast forhold til kvinder, han er ovenud samvittighedsfuld i forhold til ofre for forbrydelser og pårørende til ofre, og når han efterforsker foretager han sig ting som ofte er på grænsen eller grænseoverskridende i forhold til samfundets lovgivning og til interne regulativer og cirkulærer i politikorpset. Og så er han anerkendt blandt kollegerne i korpset som en der har et særligt talent for at opklare svære sager.

   Altså, efter alle solemærker at dømme: en særligt kreativ og højsensitiv personlighed med stor intuition for at sætte sig ind i massemorderes pyske, i besiddelse af et intuitivt lager af tavs viden i det kognitivt ubevidste som er bygget op gennem erfaringerne fra mange, mange tidligere sager. 

I dag læste jeg så et afsnit i en fra serien: 'Echo Park', som udløste et: Aha! Som detektiv kender Harry åbenbart også til flow-tilstanden. 

  Harry Bosch er i gang med det sure arbejde minutiøst at gå en kasse med en masse usorteret materiale fra et mordsted igennem, usorteret arkivmateriale fra en gammel, sjusket efterforsket, uopklaret mordsag hvor morderen altså er gået fri - og siden måske har myrdet en masse kvinder hvis lig man aldrig har fundet:

Bosch started to feel it. Like a surfer waiting for the right swell before starting to paddle, he felt his wave comming in. He thought that what he was looking at was the birth of at new identity. Eighteen days after he murdered Daniel Fizpatrick under cover of the riots, the man who killed him walkd into a DMV office in Hollywood and applied for a driver´s license. (...)

   Bosch knew there was at contradiction in what he was considering. (...) The conclusion to Bosch was obvious. There was a connection. Fitzpatrick was not a random victim. He could, in fact, be linkedein som wat to his killer. And that was why his killer changede his name.

   Bosch got up and took his empty bottle to the kitchen. He decided that two beers was enough. He needed to stay sharp an up on the wave. He went back out to the stereo and put in the masterpiece. Kind of blue. It never failed to give him the charge. "Alle Blues" was the first song on the shuffle, and it was like being dealt blackjack at a twenty-five-dollar table. It was his favorite and he let it ride. (...)

   The murder book was so thin that Bosch finished his front-to-back read-through in less than twenty minutes. He had taken no notes, gotten no ideas, seen no connections. He felt the tide ebbing. His ride on the wave was comming to an end.

Der har sikkert været tilsvarende beskrivelser i historier tidligere i serien, men det er først nu jeg bliver opmærksom på det. 

   Den uforkortede tekst går over to sider og beskriver hvordan en detektivisk aha-oplevelse udfolder sig  tankemæssigt når Bosch er i sin "flow"-tilstand. Pludselig ved han noget, pludselig går en tilsyneladende selvmodsigelse i materialet i opløsning ved at han ændre "frame": fra forestillingen om  at den myrdede var blevet drabsoffer ved et tilfælde, og til ideen om at der var tale om overlagt mord. Dermed ved Bosch i et glimt med sikkerhed noget afgørende om morderen som ingen i politiet før har vidst. 

   Og for at fastholde følelsen af at ride på den kreative bølge trods "modstand" i materialet, så bruger Bosch et bestemt stykke musik til at holde sig mentalt og emotionelt på toppen i længere tid. 

   Noget som også er veletableret viden om kreativitet, er at bestemte former for musik kan fastholde den afslappede fokusering som letter indlæring og som genererer nye ideer.

Jeg tror ikke på at forfatteren Michael Connelly har nogen sikker viden om at politikfolk har erfaringer med "flow"-tilstanden under en mordefterforskning. Men jeg er fuldstændig sikker på at han med sin egen fortid som erfaren kriminalreporter har haft masser af erfaring med tilstande som den ovenfor beskrevne under sit journalistiske arbejde med afslørende artikler op til en deadline.

Om være "in the flow", "on the ball", "in the moment", "in the zone", "wired in", "in the groove", "keeping your head in the game"

Alle disse metaforer som står ovenfor i rubrikken, opregnes i Wikipedias artikel om "Flow (psychology)", der tager afsæt i Mihaly Csikszentmihalyis skrifter og tanker. 
   Indgangen til at slå op i "Flow"-artiklen, var at jeg googlede et andet begreb "in the zone", et udtryk som blev brugt af forfatteren Steve Johnson i bogen "Mind Wide Open", dels som noget han selv oplevede når han skrev på en bog, og dels noget som især sportsfolk refererede til når de "performede på toppen" - "in peak-performance-situations". 
   Udtrykket "in the zone" beskriver Johnson selv i bogen sådan her: "getting the mind out of your game an letting your muscle memory do it´s work unimpeded." Altså noget i retning af at slå tankerne ud af hovedet, så muskelhukommelsen kan komme til at arbejde uhindret. Jeg holder meget af mandens levende metaforik: "muskelhukommelse".
   Jeg forstår jo præcist hvad han mener. Når jeg kører bil alene, så er det min muskelhukommelse som kører bilen glidende gennem trafik og bilkøer og det hele uden at jeg behøver at tænke over det. Når fruen sidder ved siden af og løbende kommenterer hvor hurtigt vi kører, hvor tæt jeg er på de forankørende, at vi nu snart skal køre af motorvejen, at der er rødt lys lige straks, så kører jeg simpelt hen dårligere og mere usikkert.
   Så det minder mig jo så straks om Tim Gallway´s "the inner game of..."-tænkning, hvor han opererer med et "jeg-1" og et "jeg-2", hvor "jeg-2" ikke kan udfolde sig optimalt fordi det hele tiden skal forholde sig til den mentale interferens som kommer fra de bekymrede tanker som "jeg-1" hele tiden har kørende på den indre skærm. Det andet jeg - med muskelhukommelsen - skal have fri bane til afslappet fokusering.
   Her citeret fra hjemmesiden: http://www.performanceconsultants.com/tim-gallwey

... if a person learns the art of relaxed focus of attention in one activity, that skill can be applied to any other activity. This provides great leverage for anyone attempting to maximize excellence in any field. In simple terms the game can be summarized in a formula: Performance = potential-interference, P=p-i. According to this formula, performance can be enhanced either by growing "p" potential or by decreasing "i," interference.
   It is impossible to achieve mastery or satisfaction in any endeavor without first developing some degree of mastery of the relatively neglected skills of the inner game. Most of us have experienced days when our self-interference was at a minimum. Whether on a sports field, at work, or in some creative effort, we have all had moments in which our actions flowed from us with a kind of effortless excellence. Athletes have called this state, "playing in the zone." Generally at these times our mind is quiet and focused. But whatever it's called, when we're there, we excel, we learn, and we enjoy ourselves.
   Unfortunately most of us have also experienced times when everything we do seems difficult. With minds filled with self-criticism, hesitation, and over-analysis, our actions were awkward, mis-timed, and ineffective. Obviously we all would prefer to have more of the first and less of the second.

Artiklen i Wikipedia gennemgår en række domæner og professioner hvor man finder varierende betegnelser for den særlige mentale tilstande af ekstrem afslappet mental fokuserethed og koncentration som tilsyneladende er helt analoge til "flow"-tilstanden: musikere, forfattere, videnskabsmænd, idrætsudøvere, buddhistmunke, undervisere, elever der løser opgaver.

En profession der ikke er med, er detektiver i kriminalromaner.

                            (fortsættelse følger)