En kronik i Politiken idag af Jette Hansen skaber i mit hoved en kobling med det indlæg jeg lige har skrevet om konstruktiv efterkritik. Mit projekt den gang i DR var at ænder redaktionernes og journalisternes frame: EFTERKRITIK som EN DOM - til en alternativ frame: EFTERKRITIK som EN HJÆLP (til udvikling). Og resultatet var den gang i 80´erne at den alternative frame som rammekoncept for efterkritikken på en redaktion, medførte - ja, faktisk - øget kreativitet i redaktionens produkter.
Jette Hansen kronik har rubrikken "Regeringens smarte klassekamp". Og underrubrikken: "Nedbrydningen af den offentlige sektor er sket med lønmodtagernes skattekroner." Hun har diagnosticerer et frame-shift den anden vej, så at sige!
Jette Hansen tager udgangspunkt i den kendsgerning at den borgerlige regering henviser til at den igennem de sidste ti år har postet rigtig mange ekstra midler i det offentlige, til kommuner, til skolevæsen, til sygehuse, til ældrepleje, etc.
Samtidig er Danmark på en lang række sociale parametre gledet fra at være i top til langt nede på listen, sammenlignet med andre nationer i Europa eller hele verden. Alle oplever at velfærden på en række områder er skåret og skåret i perioden. Færre timer til undervisningen, færre penge til forskningen, færre pædagoger i børnhaver og vuggestuer, færre timer til ældreplejen, dårligere vedligholdte veje, forringet natur og miljø etc. Sidste år kom "Genopretningsplanen", og her og nu annonceres "2020-planen" - i begge tilfælde planer som gør alting endnu ringere. Og begge planer med den paradoksale begrundelse at de skal gennemføres for at bevare velfærden.
Men Jette Hansen søger så en forklaring på det tilsyneladende paradoks: Hvad er alle de ekstra penge gået til i de ti år, når de ikke er gået til flere "varme hænder"?
Det besvarer hun med at regeringen har brugt en masse midler til at gennemføre et gradvist frame-shift - både i selve det offentliges funktion, prioriteringer og målsætninger - og parallelt hermed også i danskernes forestillinger om det offentliges funktion. Vel at mærke gennemført på en for de fleste umærkelig måde: Framen er uden særlig støj eller social gnidnngsmodstand gledet fra: DET OFFENTLIGE er EN HJÆLPER - til: DET OFFENTLIGE er EN KONTROLLANT OG DOMMER
Jette Hansen taler om det som "et kulturskift", og giver et slående eksempel, som faktisk gav mig en aha-oplevelse - af de ubehagelige:
Et eksempel på ændringerne af selve kulturen i det offentlige kunne være sagsbehandleren for den borger, der søger om førtidspension. Kvaliteten af sagsbehandlernes arbejde måles på, hvem der udbetaler færrest penge. I dag er sagsbehandleres primære opgave m.a.o. ikke at hjælpe borgere med nedsat erhvervsevne til at finde en løsning på deres problem, men derimod at undgå at tildele førtidspension.Derfor går sagsbehandlernes arbejdstid med at køre ansøgere igennem den arbejdsprøvningsmølle, som regeringen har opfundet til formålet, samt indhente diverse læge- og speciallægeerklæring-er, som rutinemæssigt omstødes af kommunens egen lægekonsulent – alt sammen mundende ud i det afslag, som er kutyme. Det er nemlig stort set kun svært psykisk syge mennesker – retarderede, psykotiske eller skizofrene – der tildeles førtidspension i dagens Danmark.Sagsbehandlerens arbejde består i at gøre det muligt for kommunen at give afslag på borgerens ansøgning. Og har det taget arbejdstid og kostet penge? Ja! Men er der nogen, der har fået velfærd for de penge? Nej! Pointen er desuden, at betrængte borgere oplever sagsbehandlere som deres modstandere og ikke som hjælp og støtte. I dag er sagsbehandlerens primære job ikke at sikre borgerens rettigheder, men derimod at beskytte det offentlige system imod borgerens krav.Og det er en meget stor ændring af kulturen inden for det offentlige.
Præcis sådan har jeg et nært familiemedlem som har oplevet det - i forbindelse med længerevarende problemer med depressioner og fobier. Ingen hjælp - kun mistænkeliggørelse som var ødelæggende for oplevelsen af selvværd.
Lakoff hvis bog "Don´t Think of an Elephant - know your values and frame the debate" jeg tog afsæt i for et par indlæg siden, beskriver en tilsvarende udvikling af konservative frames i USA under Bush-regimentet.
Lakoff mener at der under den slags frames som gradvist og umærkeligt kommer til at gennemsyre og dominerer også kritiske borgeres sociale tænkning, ligger nogle konceptuelle grundmetaforer som også den danske VKO-regering har trukket på: NATIONENEN er ET MENNESKE, VI er EN FAMILIE (økonomien er et husholdningsbudget), OVERHOVEDET er DEN STRENGE FAR.
Som et samlet metaforisk kompleks i det kognitivt ubevidste, kommer det til at legitimere metaforisk tolkede holdninger som : disciplinerende straffe, fratagelse af lommepenge, kontrol af konens husholdningsbudget, stuearrest hvis man ikke overholder husordenen, krav om gode karakterbøger, etc.
Og enhver modsigelse er i den samme optik udtryk for barnlig trods og obsternasighed som man ikke kan tage alvorligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar