For mange år siden blev jeg ansat i Danmarks Radios interne uddannelsesafdeling som konsulent med ansvar for at udbyde kurser for de programfolk der producerede radioprogrammer. Jeg besøgte en række af husets radioredaktioner, og spurgte hvad de syntes de mest havde brug for kurser i. Svaret var til min overraskelse: efterkritik.
I rigtig mange redaktioner og afdelinger fungerede efterkritikken dårligt, eller man havde opgivet at have fast efterkritik overhovedet. Det satte jeg mig så for at udvikle kurser i: "god efterkritik". Altså en efterkritik som medarbejderne synes de kunne bruge til noget og lære noget af - i modsætning til den eksisterende som medarbejderne var utilfredse med: De syntes de bare blev mere forvirrede af diskussionerne, at den blev brugt til personlige opgør og at folk blev uvenner af den, og det var ofte spild af tid at deltage i efterkritikmøderne, var de gennemgående synspunkter.
Jeg omdøbte den nye efterkritik til "programanalyse" - idet jeg konstaterede at fokus på en professionel funderet analyse af hinandens produktion, tog en stor del af de negative vibrationer omkring efterkritiken ud af møderne. Jeg "forbød" ubegrundede smagsdomme og subjektive meningstilkendegivelser på møderne. Og hvis man ikke som efterkritik kunne komme med konstruktive forslag til forbedringer i en fremtidige produktion af tilsvarende progammer/indslag, så havde rent vurderende synspunkter ingen interesse for nogen, og blev erklæret for "ubrugelige".
Til gengæld opprioriterede jeg i de nye principper at efterkritikken var forberedt, dokumenteret og fokuseret. Og at man tænkte på den som et redskab for individuel og redaktionel udvikling.
De redaktionsrettede kurser i programanalyse var en succes. Og når jeg som konsulent rejste rundt og hjalp redaktioner med at implementere disse principper, så skete der det for mig overraskende at det meget hurtigt satte sig spor i en for alle tydeligt bedre og mere kreativ produktion.
Og når jeg nu kigger tilbage, så vil jeg nu med frame-teori og viden om betydnngen af frame-shift, beskrive det ud fra en af de OHP-transperanter som jeg plejede at slutte sådanne kurser med:
DIN EFTERKRITIK SKAL VÆRE EN HJÆLP - IKKE EN DOM!
Nu ville jeg sige at kursernes formål var at få redaktionerne til at skifte deres hidtidige efterkritik-frame ud: EFTERKRITIK er EN DOM - med en ny frame: EFTERKRITIK er EN HJÆLP. Det er indlysende at hvis den anden frame kommer til at dominere redaktionsmøderne, så vil redaktionens programmer bliver bedre, og sjovere at producere.
Siden er jeg blevet endnu klogere. En stor del af problemerne i den traditionelle efterkritik-frame er at den passer som fod i hose til den journalistisk fejlfindingskultur - at det er udtryk for professionelt for en journalist at fortælle offentligheden om kritisable forhold i samfundet. Og at positive historier var (og er?) udtryk for dårlig journalistik. Et andet problem er at efterkritikken helt automatisk bliver et relations-spil om at tabe og redde ansigt hos dem der deltager i den efterkritiske udveksling. Hvilket betød at den hvis produkt blev efterkritiseret, automatisk gik i forsvarsposition, og at efterkritikeren blev tvunget til at se sin kritik som et angreb, selv om det var ment godt.
Nu vil jeg på et moderne kursus i redaktionel efterkritik fastholde det analytiske, fokuserede, dokumenterede og forberedte, men instruere redaktionen om at den "offentlige" efterkritik på redaktionelle fællesmøder kun måtte fokusere på hvad der var godt og rosværdigt, og målrettet skulle gå efter at videreudvikle det der fungerede godt eller bedst. Mens den kritiske efterkritik af problemer og svagheder i produktionen skulle foregå under fire øjne mellem kritiker og den kritiserede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar